Afløbssystemer under påvirkning af klimaændringer - Hovedrapport

5 Dokumentation af det eksisterende afløbssystem

Kommunen bør dokumentere den nuværende funktion af afløbssystemet, da  det uden denne dokumentation ikke er muligt at forholde sig tilstrækkelig  præcist til, hvordan afløbssystemet vil fungere under kommende ekstreme  regnhændelser.

Funktionen af afløbssystemet kan dokumenteres ved hjælp af målinger af  vandstand, vandføring og oversvømmelser, gerne i kombination med  modellering af afløbssystemet. Hvis hovedvægten af dokumentationen af  afløbssystemets funktion består af modelberegninger, så anbefales det at der  anvendes samme usikkerhedsbetragtning som i Skrift 27. Dokumentation af  større oversvømmelser kan evt. også foretages ved at spørge borgere,  slamsugerfirmaer eller ved brug af remote sensing, f.eks. i form af  satellitbilleder - taget i situationer med vand på terræn.

Det anbefales desuden, at kommunen kommunikerer nuværende  funktionsniveau og kommunens servicemål til borgerne og går ind i en dialog  med borgerne om servicemål for kloaksystemet, f.eks. som det anbefales af  DANVA i ”Kommunen Kommunikerer Kloak”, (DANVA, 2005). Denne  kommunikation med borgerne bør indeholde emnerne:

  • Hvad kloakforsyninger er ansvarlig for mht. afledning af spildevand og  regnvand.
  • Hvad husejere selv kan gøre for at reducere vand i kælder, mm. 
  • Hvad kloakforsyningen gør for at mindske risikoen for vand i kældre  og for oversvømmelser.

Mål for kommunikationen med borgerne er bl.a. at opnå reduktion af gener  og økonomiske udgifter for borger og kommune, samt at opnå en gensidig  accept af mål og serviceniveau for afløbssystemet.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.