Afløbssystemer under påvirkning af klimaændringer - Hovedrapport

6 Planlægning og tiltag

De forventede større nedbørsmængder i byerne skal enten kunne bortledes  eller magasineres for at undgå oversvømmelser. Eventuelt kan en del af vandet  nedsive lokalt, så det ikke ledes til afløbssystemet. Der findes en lang række  tekniske muligheder til at løse dette. Der kan f.eks. nedlægges større eller  supplerende rør og der kan bygges bassiner til magasinering. Alle disse  indgrebsmuligheder beskrives og vurderes detaljeret i ”Katalog for tilpasning  af afløbssystemer som følge af klimaændringer”. Hovedgrupperne af  indgrebsmuligheder er:

  • Aktiv reducering af tilstrømning af regnvand til afløbssystemet, f.eks.  gennem forøget nedsivning af regnvand.
  • Midlertidig, kontrolleret opmagasinering af regnvand, f.eks. ved brug  af vådområder.
  • Tiltag i afløbssystemet, som forøger kapaciteten, f.eks. større rør,  bassiner, mm.

Planlægningen og håndteringen af spildevand og regnvand under ekstreme  regnhændelser, skal koordineres mellem de relevante instanser i kommunen.  Koordineret planlægning og håndtering af spildevand og regnvand betyder, at  kommunen aktivt forholder sig til samspillet mellem afløbssystem, veje,  byanvendelse, recipienter, renseanlæg, m.m.. Der er således her tale om både  koordination af planlægning og design af den fysiske infrastruktur og af  driften af systemerne.

Integreret forvaltning af vand i byen bør involvere alle dele af  serviceinstitutioner, forvaltninger og infrastruktur, som er i berøring med  byens spildevand og regnvand. Udover kloakforsyningen vil dette blandt  andet inkludere byplanlægningen og vej-, miljø- og havnemyndigheder.

6.1 Prioritering af tiltag

For at kunne foretage en hensigtsmæssig planlægning af rækkefølgen af  udbygninger af et afløbssystem er det væsentligt at gennemføre en systematisk  gennemgang og vurdering af afløbssystemets funktion under kraftig  belastning, dvs. gennemføre en del af en risikoanalyse. Herved kan kritiske  punkter i systemet identificeres og der kan på et velbelyst grundlag foretages  en prioritering af indgreb og udbygninger. Afløbssystemet gennemregnes
f.eks. med en ekstrem regn (f.eks. en 50 eller 100 års regn, se ” Katalog for  tilpasning af afløbssystemer som følge af klimaændringer”.) og resultaterne  vurderes. Det kan herudfra afgøres, hvor forholdene er specielt kritiske, og  hvad der kan gøres for at forebygge skaderne som følge af oversvømmelser.  Gennemførelsen af en risikoanalyse beskrives detaljeret i ”Katalog for  tilpasning af afløbssystemer som følge af klimaændringer”.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.