Afløbssystemer under påvirkning af klimaændringer - Hovedrapport

9 Påvirkning af recipienter

9.1 Ændrede overløbsmængder pga. klimaændringer

I afløbssystemer med minimal infiltration, hvor der er overløbsbygværker, som  hyppigt er aktive, vil antallet af overløbshændelser til en vis grad følge  udviklingen i antallet af kraftige sommerregn.

I afløbssystemer med betydelig infiltration, og hvor der er overløbsbygværker,  som hyppigt er aktive, vil det være svært at udtale sig om antallet af overløb og  overløbsmængder. Den forøgede vandstand i havet, kan i kystnære områder  ændre grundvandsstanden, således at infiltrationen til afløbssystemet bliver  større. Den modsatrettede effekt på infiltrationen - i form af mindsket grundvandsstand og forøget ex-filtration – er også en mulighed. Alternativt kan en  sænket grundvandsstand medføre mindre vand i vandløb, (sommerudtørring) i perioder, hvor overløb er særligt kritiske for vandløb. Der er her  tale om en kompleks problemstilling, hvor det er nødvendigt at analysere de  nuværende og kommende grundvands- og infiltrationsvandmængder - før  ændringen i antal overløb og overløbsmængder kan vurderes.

9.2 Effekter i recipienter

Effekten af klimaændringerne i recipienterne bør vurderes gennem en analyse  af de forøgede overløb fra afløbssystemet, sammenholdt med effekten i  recipienten – jævnfør: Larsen, T. et al. 2002.

Vurderingen af effekterne i recipienterne skal ske med udgangspunkt i  myndighedernes målsætning for recipienterne (vandområdeplanerne).  Potentielt negative effekter kan være følgende:

1. Hygiejnisk forurening, som kan overføre sygdomme til mennesker og  dyr.
2. Udledning af organisk stof, som kan medføre iltsvind og/eller belaste  gydebanker.
3. Udledning af næringssalte, som kan medføre eutrofiering i søer og  fjorde.
4. Udledning af stoffer med toksiske effekter, herunder miljøfremmede  stoffer (bl.a. tungmetaller, pesticider, olie, ammoniak, svovlbrinte  osv.), som vil kunne medføre forringelse af biologiske forhold i  recipienten.
5. Hydraulisk overbelastning, som kan medføre erosion og  oversvømmelse.
6. Aflejring af slam og andre sedimenter fra afløbssystemet.
7. Æstetisk påvirkning ved afsætning af flydestof på vandløbsbrinker.

 



Version 1.0 Oktober 2006, © Miljøstyrelsen.