Driftsvilkår for komposteringsanlæg

Forord

Der er fokus på lugt i forbindelse med drift af komposteringsanlæg fra både anlæg, myndigheder og naboer. Ved revision af lugtvejledningen er der således mange hensyn at tage, når der skal opstilles anbefalinger til lugtvilkår og drift af anlæg.

Nærværende projekt med anbefalinger til drift af komposteringsanlæg er igangsat for at samle op på viden omkring driftsforhold for optimering af komposterings-processen, for derigennem at kunne formulere konkrete anbefalinger til driften af anlæggene. Ligeledes var det vigtigt at komme med anbefalinger til, hvordan man opnår et repræsentativt udtryk for lugtemissionen for en mile, da det oftest vil være gennem udtagning af lugtprøver, at man får mål for et anlægs lugtbelastning af omgivelserne.

Det er søgt at få projektarbejdet til at tage udgangspunkt i den hverdag, som både anlæg og myndigheder har. Disse er derfor kontaktet som del af screeningsfasen. Der har været en god og positiv dialog med både anlæg og myndigheder samt uddannelsesinstitutioner, og interessen i at bidrage til projektet har været meget stor. En stor tak derfor, til alle bidragsyderne.

Odense Renovationsselskab, I/S FASAN og KomTek Miljø har stillet data til rådighed for opsamling af konkrete erfaringer med kompostering og lugt. Disse data har været af stor betydning for formulering af de konkrete anbefalinger. Tak til disse komposteringsanlæg for bidrag med både data og erfaringer. Odense Renovationsselskab har stillet mandskab, plads, indgangsmaterialer og maskiner til rådighed ved gennemførelse af fuldskalaforsøg med kompostering. Alle fra pladsen, der har været involverede i projektet, har vist stor interesse og engagement, hvilket har været af stor betydning for projektets gennemførelse.

I forbindelse med formulering af projekt, løbende erfaringsudveksling samt som aktiv del af fuldskalaforsøg medvirkede FORCE Techonolgy, ved Arne Oxbøl. Samarbejdet mellem Arne Oxbøl og Rambøll har været meget konstruktivt, hvilket har givet mulighed for at tilpasse den praktiske del af projektet, således at projektmidlerne blev udnyttet optimalt i forhold til undersøgelsernes omfang.

Miljøstyrelsen, ved Vibeke Vestergaard Nielsen, har sørget for, at projektet blev muligt og har med positiv og konstruktiv dialog igennem projektfasen været med til at forme projektet, der forhåbentligt kommer både anlæg, myndigheder og naboer til gavn.

 



Version 1.0 December 2007, © Miljøstyrelsen.