Kortlægning og afgivelse samt sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i babyprodukter

1 Kortlægning

1.1 Formål

Formålet med kortlægningen er at registrere, hvilke babyprodukter der findes på det danske marked, samt at få et testbaseret grundlag for at kunne vurdere, om disse babyprodukter indeholder kemikalier, herunder farvestoffer, som er sundhedsmæssigt betænkelige.

Kortlægningen af, hvilke produkter inden for kategorien babyprodukter der findes på markedet, samt hvilke materialer disse produkter består af, er en forudsætning for at udvælge og indkøbe produkter til nærmere kemiske undersøgelser samt til at vurdere den sundhedsmæssige risiko i forbindelse med brug af produkterne.

1.2 Afgrænsning

Registreringen af babyprodukter vedrører artikler, der er beregnet til babyer op til 1 år.

Registreringen har primært drejet sig om artikler af tekstil eller plast med polstring eller fyld.

Endvidere er også medtaget babyprodukter af fleksibelt skummateriale.

Følgende produkttyper er ikke medtaget i registreringen: babytøj, sengelinned (dynebetræk), formede plastgenstande (badekar, potter, sutter, børnetallerkener), børnebestik samt legetøj, træsenge og babyplejemidler.

1.3 Fremgangsmåde

Kortlægningen er gennemført ved hjælp af:

  • Besøg i detailforretninger, hvor vareudvalget er besigtiget, og der er indsamlet brochurer
  • Søgning på Internettet
  • Indhentning af oplysninger fra forhandlere, importører og producenter via udsendelse af spørgeskema og supplerende kontakt pr. telefon eller e-post.

Der er søgt oplysninger om, hvilke babyprodukter der sælges via detailhandel og Internet. Endvidere er der søgt oplysninger om, hvilke materialer disse babyprodukter består af, for herved at vurdere den sundhedsmæssige risiko og få et grundlag for at udvælge og indkøbe babyprodukter til nærmere kemiske undersøgelser.

1.4 Gennemførelse

1.4.1     Besøg i detailforretninger

Der er besøgt detailforretninger/varehuse i Storkøbenhavnsområdet. De besøgte forretninger har været specialforretninger for baby- og småbørnsudstyr, boligudstyrsforretninger/varehuse med afdeling for baby- og småbørnsboligudstyr, samt dagligvarebutikker med afdelinger for baby-/børneudstyr.

Der er samtidig indsamlet brochurer, hvor det var muligt. Dette er sket med henblik på at få materialeoplysninger om de enkelte babyprodukter.

1.4.2     Internetsøgning

Der er søgt på www.krak.dk under Erhverv for grupperne ”babyartikler” og ”barnevogne”, samt via Google med søgeordet ”babyudstyr”.

Resultaterne af søgningerne er gennemgået, og ud fra firmaprofiloplysningerne er de mest relevante firmaer valgt, ligesom firmaernes hjemmeside er besøgt i de tilfælde, en sådan forelå.

1.4.3     Indhentning af oplysninger via spørgeskema

Der er udsendt et spørgeskema til en række forhandlere, importører og producenter. Der er udvalgt 18 firmaer, som er fundet ved Internetsøgning eller ud fra et generelt kendskab bl.a. via annoncer og artikler om undersøgelser af forbrugerprodukter. Spørgeskemaet er udfærdiget på henholdsvis dansk og engelsk, således at det også er muligt at indhente besvarelser fra udenlandske producenter.

1.4.3.1 Gennemførelse af spørgeskemaundersøgelse

Spørgeskemaet er bl.a. udarbejdet på baggrund af Teknologisk Instituts generelle erfaringer og viden på området kombineret med oplysninger indhentet via besøg i detailforretninger, herunder indhentede brochurer og oplysninger indhentet på Internettet.

Spørgeskemaet indeholder følgende spørgsmål:

  • Baggrundsoplysninger
    • Firmanavn
    • Adresse
    • Kontaktperson
    • Telefon
    • E-mail
  • Babyprodukttype
  • Varenavn/fabrikat
  • Dessinnavne
  • Produceret mængde – stk. pr. år
  • Importeret mængde – stk. pr. år
  • Forhandlet mængde – stk. pr. år
  • Betrækmateriale (med følgende afkrydsningsmuligheder)
    • Bomuld
    • Plastbelagt stof
    • Plastfolie
    • Uld
    • Syntetisk (angiv fiber/plasttype)
    • Andet
  • Fyld/polstringsmateriale (med følgende afkrydsningsmuligheder)
    • PU–skum (polyuretan)
    • Granuleret skum
    • Naturlatexskum
    • Polystyrenkugler
    • Hule plastkugler (angiv plasttype)
    • Polyesterfibervat
    • Bomuldsfibervat
    • Uldfibervat
    • Fjer/dun
    • Andet
  • Imprægneringer (med følgende afkrydsningsmuligheder)
    • Flammehæmmere
    • Antibakteriel
    • Andet
  • Indhold af kemikalier (angiv evt., om produktet er Øko-Tex-mærket eller på anden vis miljømærket).

Spørgeskemaer er udsendt til i alt 18 virksomheder. 11 firmaer har svaret helt eller delvist på spørgeskemaet med forskellig detaljeringsgrad i de givne oplysninger.

Spørgeskemaer er blevet besvaret af 4 landsdækkende varehuse, der har afdelinger for babyprodukter, ligesom 6 importører og producenter med et forholdsvis begrænset varesortiment har indsendt oplysninger. Én importør har henvist til sit moderfirma, der er producent.

Derimod har flere af de større babyudstyrsvirksomheder, der er specialforhandlere/-importører/-producenter af baby- og børneartikler, enten ikke indsendt oplysninger eller - for 2 virksomheders vedkommende - svaret med mere generelle oplysninger.

En af de store aktører på markedet har meddelt, at det kræver for store ressourcer at besvare spørgeskemaet, og at man i øvrigt ikke er i besiddelse af de efterspurgte oplysninger. Dette er blevet uddybet ved telefonisk kontakt.

En anden større aktør har kontaktet Teknologisk Institut og fremført, at det er en meget arbejdskrævende opgave, og at alle deres babyprodukter overholder ”alle miljøkrav og EU-standarder, herunder Øko-Tex”.

Samtidig udtrykte dette firma stor utilfredshed med, at projektrapporten ikke vil angive navn på fabrikat/forhandler/firma for de babyprodukter, der vil blive undersøgt. Ifølge firmaet vil et ”dårligt” resultat for et anonymt produkt i forbrugernes øjne gå ud over alle fabrikater af den pågældende type. (Firmaet har ikke indsendt oplysninger).

1.5 Resultater af kortlægningen

Der er stiftet bekendtskab med en lang række artikler/produkter beregnet til brug til babyer på op til 1 år.

I det følgende fremgår resultaterne af registreringen af type af babyprodukter, produkternes materialesammensætning og det registrerede forbrug fordelt på produkttyper.

1.5.1     Registrering af babyprodukter på markedet

Følgende babyprodukter er registreret:

  • Pusleunderlag/-hynder/-puder
  • Babylifte/barnevognsindtræk
  • Køre-/bære-/soveposer/legetæpper (der ikke er legetøj/CE-mærkede), indbefattet kombinerede produkter
  • Bæreseler/slynger
  • Ammepuder
  • Babystole og løse stoleindtræk/-hynder, skråstole, bærestole, hoppestole
  • Sengerande og hovedbeskyttere i barnevogne
  • Babymadrasser og -rullemadrasser
  • Babydyner og -hovedpuder
  • Sækkestole/støttepuder
  • Autostole
  • Polstrede babysæder og babystøtter til cykelanhængere og
    gå-/løbevogne
  • Cykelstole
  • Vådlagner
  • Engangsskumvaskeklude.

1.5.2     Materialesammensætning

Ud fra oplysninger på etiketter, hængemærker og brochurer og ud fra Teknologisk Instituts vurdering på basis af materialekendskab til tekstiler er de enkelte babyprodukters materialesammensætninger registreret som følger:

Pusleunderlag/-hynder/-puder

Betræk af plastfolie eller tekstil (af bomuld evt. bomuld/polyester) med en plastbelægning eller lignende overfladebehandling, også betræk af nylonstof. Plasten kan være PVC, polyurethan (PU), acryl eller andet. Betrækket er ofte med trykt mønster.

Fyld af skum (polyurethanskum, PU) eller af polyesterfibervat.

Babylifte/barnevognsindtræk

Betræk/yderstoffet er tekstil, ofte med en plastbehandling på enten ydersiden eller indersiden eller med en vandskyende imprægnering. Stoffet er oftest af polyester, men kan også være af bomuld eller bomuld/polyester. Overfladebehandlingen kan være polyurethan (PU), som er af typen FR (= med indhold af flammehæmmende produkt).

Polstring/fyld er af polyurethanskum (PU) og/eller polyesterfibervat.

Køre-/bære-/soveposer

Betræk/yderstof af polyester, polyester/bomuld eller bomuld.

Inderstof (for) af polyester/bomuld, bomuld eller polyesterfleece (loddent stof).

Fyld/inderdyne af polyesterfibervat, uldfibervat eller dun/fjer.


Bæreseler

Yderstof af bomuld, bomuld/polyester, polyester.

Fyld/polstring af polyesterfibervat evt. polyurethanskum (PU).

Ammepuder

Yderstof af bomuld eller bomuld/polyester. Ofte med trykt mønster.

Fyld af polystyrenkugler med flammehæmmer. Enkelte med fibervat (antageligt polyester), PU-skumgranulat eller plastflager.

Babystole og løse stoleindtræk/-hynder, skråstole, bærestole, hoppestole

Yderstof af bomuld eller bomuld/polyester.

Fyld af polyesterfibervat.

Sengerande og hovedbeskyttere i barnevogne

Yderstof af bomuld eller bomuld/polyester.

Fyld af polyesterfibervat, evt. PU-skum.

Babymadrasser og -rullemadrasser

Betræk af bomuld og bomuld/polyester.

Fyld af polyurethanskum (PU), polyesterfibervat, latexskum, PU-skum med flammehæmmer, hørfilt pålimet PU-skum.

Babydyner og -hovedpuder

Betræk af bomuld og bomuld/polyester.

Fyld af polyesterfibre eller dun/fjer.

Også dyner og puder med indvendig, varmeregulerende, nonwoven membran, Outlast®.

Autostole

Betræk af bomuld, polyester og polyester/bomuld.

Polstring er oftest en vattering med polyesterfibervat. Bomuldsvat kan forekomme. Også polyuretanskum (PU) kan forekomme.

Det vatterede betræk er monteret på en plastskalstol.

Polstrede babysæder og babystøtter til cykelanhængere og gå-/løbevogne

Betræk af polyesterstof med PVC-belægning, polyestermikrofiberstof og polyesterfleece (loddent stof).

Fyld/polstring af polyuretanskum (PU) med indhold af flammehæmmende middel samt polyesterfibervat.

Vådlagner

Overside af bomuldsfrotté med plastbelægning på bagsiden.

Engangsskumvaskeklude

Fleksibelt skum af polyuretan (PU).

1.5.3     Forbrug fordelt på produkttyper

Flere af de landsdækkende varehuse har oplyst forhandlede mængder for deres babyprodukter, ligesom en række mindre producenter har oplyst produceret antal af nogle få babyprodukter. Disse oplysninger fremgår af Tabel 1.1.

Tabel 1.1 Antal solgte enheder oplyst via spørgeskemabesvarelser og telefoniske oplysninger

Forhandlere Produkter Antal stk. pr. år
Specialforretning (detail + Internet) Cykelanhænger Ikke oplyst
Cykelanhænger + gå-/løbevogn Ikke oplyst
Babysæde til vogn Ikke oplyst
Babystøtte Ikke oplyst
Kørepose til vogn Ikke oplyst
Sele til vogn Ikke oplyst
Producent Barnevogn 2.000
Varehus Autosæde Ikke oplyst
Importør Ammepude 125 ca.
Varehus Kørepose 1.000
Puslehynde 10.000
Ammepude 6.000
Skråstol 5.000
Bæresele 3.000
Lift/kørepose/legetæppe 2.000
Varehus Puslehynde Ikke oplyst
Ammepude Ikke oplyst
Dyne/pude 725/846
Bære-/sovepose 1.000
Varehus Rullemadras 2.330
Springmadras 2.786
Skummadras 3.009
Puslebord med puslepude 555
Puslepude 5.013
Sengerand 3.249
Sidebeskytter 131
Hynde/pude 4.235
Dyne 1.538
Pude 1.997
Specialforretning Barnevogn 10-15.000 anslået
Puslehynde 15-30.000 anslået
Importør Barnevogn 2.630
Tvillingebarnevogn 594
Lift 2.210
Kørepose 100
Løbevogn 20

Da flere af de større virksomheder med speciale i baby- og børneprodukter ikke har givet detaljerede og specifikke oplysninger, er det ikke umiddelbart muligt at anslå det faktiske forbrug af de enkelte typer af babyprodukter og heller ikke af de enkelte varemærker.

Heller ikke via Danmarks Statistik er det muligt at få tal for babyprodukter, hverken som samlet gruppe eller for enkelte typer. Omsætningen af produkttyper og varemærker må derfor vurderes skønsmæssigt ud fra almindeligt markedskendskab og kataloger, suppleret med de oplysninger, der er modtaget i spørgeskemaerne, og det årlige antal nyfødte. Ud fra oplysninger om fødselstal kan der dog regnes med ca. 65.000 nyfødte pr. år.

Nogle produkter vil holdbarhedsmæssigt kunne anvendes til flere end ét barn, til gengæld vil der være ekstra produkter pr. barn hos fx børneinstitutioner og dagplejere og evt. også hos bedsteforældre.

Det vurderes, at antal nyindkøbte barnevogne pr. år vil ligge væsentlig lavere end antallet af nyfødte, skønsmæssigt 25-40.000 barnevogne pr. år. Dette skyldes, at barnevogne er relativt dyre produkter, og at de fleste vogne har en holdbarhed, der bevirker, at de anvendes til mindst 2 børn i alt.

For andre babyprodukter vil antal stk. pr. år anslået ligge tættere på antallet af nyfødte, skønsmæssigt i størrelsesordenen 40-60.000 stk.

1.5.4     Vurdering af materialer

Materialerne er vurderet ud fra Teknologisk Instituts viden om og erfaringer med tekstiler, plast og skum samt andre polstrings- og fyldmaterialer. Vurderingen er foretaget med hensyn til indhold af kemiske stoffer, der er kendt eller under begrundet mistanke for at være sundhedsskadelige.

Produkter med fyld af polyesterfibervat byder ikke på samme risiko for sundhedsskadelige stoffer som fyld af polyurethanskum (PU) eller polystyrenkugler. Polyurethanskum og polystyrenkugler kan indeholde flammehæmmende midler (evt. brombaserede midler) og kan også afgive flygtige organiske forbindelser, som kan være sundhedsskadelige.

Polyesterfibervat kan dog have indhold af tungmetallet antimon, som anvendes som katalysator.

Endvidere kan polyurethanskum (PU) muligvis indeholde de organiske tinforbindelser dibutyltin (DBT) og tributyltin (TBT), som påføres som antibakteriel behandling.

Produkter med betræk af plast eller med plastbehandlet overflade kan indeholde phthalater (PVC-blødgørere). Det er også set, at sådanne produkter indeholder det biologisk aktive middel triclosan (bakterievæksthæmmer). Endvidere kan flammehæmmende midler undertiden være til stede.

Betræk af tekstil, der har trykt mønster og/eller har en imprægnering eller overfladebehandling, kan indeholde formaldehyd.

Både farvede og trykte stoffer kan indeholde tungmetaller og skadelige aminer fra azofarvestoffer og -pigmenter.

Farvede polyesterstoffer kan indeholde allergifremkaldende dispersionsfarvestoffer.

Alle betrækstoffer kan indeholde rester af chlorerede phenoler og OPP (ortophenylphenol).

Betrækstoffer af tekstil kan være flammehæmmende imprægneret, men det er mindre sandsynligt for babyprodukter, medmindre der specielt er varedeklareret herfor.

Betrækstoffer kan endvidere være imprægneret med PFOS-forbindelser for vandafvisende behandling.

1.5.5     Udvælgelseskriterier for babyprodukter til analyser

Babyer vil kunne blive udsat for påvirkning fra et eventuelt indhold af sundhedsskadelige kemikalier og farvestoffer i produkterne ved optagelse gennem huden, ved direkte kontakt, ved at sutte på dem eller ved at indånde afgasninger og afgivne partikler (”støv”) fra selve materialet.

Den tid, som en baby kan forventes at anvende produktet, og det overfladeareal, som babyen er i kontakt med under brug, samt hvor oplagt det vil være, at babyen sutter på det, har derfor været væsentlige faktorer ved udvælgelsen af produkter.

Materialekendskabet har også været medvirkende ved udvælgelsen.

Endvidere har Miljøstyrelsen lagt vægt på, at der for hver type valgt produkt, blev udvalgt en artikel i såvel den billige som den dyre ende af prisskalaen.

1.5.6     Udvalgte produkter

I samarbejde med Miljøstyrelsen er følgende typer babyprodukter udvalgt til nærmere undersøgelser for indhold af sundhedsskadelige eller betænkelige kemikalier og farvestoffer:

  • Ammepuder
  • Bæreseler
  • Puslepuder/-hynder med forskellige betræk og forskelligt fyld
  • Madrasser med fyld af skum, til senge
  • Forlædere til barnevogne (der også repræsenterer barnevognsindtræk og babylifte)
  • Engangsskumvaskeklude.

Hvert udvalgt babyprodukt er repræsenteret ved 2 forskellige artikler/varemærker, for engangsskumvaskekludene dog 3 forskellige. Der er således i alt udvalgt 13 produkter til nærmere undersøgelse. Produkterne fremgår af Tabel 1.2.

Tabel 1.2 Oversigt over indkøbte produkter

Produkt nr. Produkttype
1 Engangsskumvaskeklud
2 Engangsskumvaskeklud
3 Engangsskumvaskeklud
4 Ammepude
5 Ammepude
6 Babymadras
7 Puslepude
8 Puslepude
9 Bæresele
10 Bæresele
11 Forlæder til barnevogn
12 Forlæder til barnevogn
13 Babymadras

 



Version 1.0 Marts 2008, © Miljøstyrelsen.