Olie i jord

2 Justering af jordkvalitetskriterier for sum af kulbrinter i jord

Til brug ved undersøgelse og oprydning af jordforurening med olieprodukter er formuleret jordkvalitetskriterier for indhold af kulbrinter ved analyse efter VKI metoden. Der er derfor behov for dels en justering af jordkvalitetskriterierne ved skift fra VKI til AnalyCen metode.

2.1 Nuværende jordkvalitetskriterier

Jordkvalitetskriterierne for olieprodukter, se Tabel 2.1. dækker flygtige aromatiske kulbrinter (benzen), benzinadditiverne tetraethyl- og tetramethylbly, 1,2-dibromethan og 1,2-dichlorethan, polycykliske aromatiske kulbrinter (PAH, som sum af syv stoffer, samt individuelt for benzo(a)pyren og dibenz(a,h)anthracen), samt sum af uspecificerede kulbrinter i intervaller (C5-C10, C7-C12, C9-C16 eller C5-C35) /29/. Til hjælp ved håndtering af forurenet jord er endvidere opstillet klassificeringsgrænser for indhold af olierelaterede forureninger, f.eks. af Miljøkontrollen, Københavns Kommune /30/.

Tabel 2.1
Formulering af jordkvalitetskriterier /31/ og grænser for jord i forureningsklasse 1 for olieprodukter /30/.

  Olieprodukter som sum af kulbrinter Identificerede stoffer
  Flygtige Lette Tunge ”Total”  
Jordkvalitetskriterier          
Benzin C5-C10
25 mg/kg
- - - Benzen
Gasolie (diesel- eller fyringsolie) - - - C5-C35
100 mg/kg
Benzen, PAH[13]
Aromatfri terpentin - - - - -
Aromatholdig terpentin C7-C12
25 mg/kg
- - - -
Petroleum - C9-C16
25 mg/kg
- - -
Grænser for forureningsklasse 1          
Kulbrinter C6-C10
25 mg/kg
C10-C25
50 mg/kg
C25-C35
100 mg/kg
C6-C35
100 mg/kg
Benzen og BTEX sum
PAH         PAH og naphtalen
Analysemetoder          
VKI metoden Olie i jord C6-C10 C10-C25 C25-C35 C6-C35 BTEX
PAH - - - - PAH

Da tilordning af gaskromatogrammer, som opnået efter de benyttede analysemetoder til oprindelige produkter (her for eksempel aromatholdig terpentin eller petroleum), ofte ikke er mulig, se Afsnit 1.6, lægges i første omgang til grund, at kriterierne for alle de angivne intervaller skal være opfyldt uanset en eventuel produkttilordning, se dog også Bilag Q.

Der er tillige formuleret kvalitetskriterier for luft (afdampning) og grundvand for sum af kulbrinter, benzen, toluen, xylener, alkylbenzener og naphtalen, 1,2-dibromethan og 1,2-dichlorethan, MTBE, samt for grundvand for sum af PAH og for luft af tetraethyl- og tetramethylbly.

2.2 Forslag til omformulering af nuværende jordkvalitetskriterier

De formulerede jordkvalitetskriterier svarer ikke til de resultater, der efter VKI metoden rapporteres. Anvendelse af VKI metoden er formuleret som et ufravigeligt krav i vejledningen om prøvetagning og analyse for jord /1/. AnalyCen metoden vil ligeledes ikke give de intervaller, der svarer til de formulerede jordkvalitetskriterier. Endelig er tilordning af gaskromatogrammer som opnået efter de to metoder til oprindelige produkter (f.eks. benzin, gasolie eller petroleum) ikke altid mulig, se Afsnit 1.6. Det foreslås derfor at omformulere jordkvalitetskriterierne for olieprodukter til at svare til de resultater og intervaller, der opnås med analysemetoderne.

Der er i dag ikke et separat kriterium for ”tunge” kulbrinter, dvs. for kulbrinter i fraktionen over C25. Dette kan sættes til forskellen imellem det specificerede kriterium for sum af kulbrinter og summen af de specificerede kriterier for flygtige og lette kulbrinter, dvs. til 50 mg/kg TS. Dette vil i de tilfælde, hvor der i en jordprøve ikke forekommer flygtige eller lette kulbrinter, betyde en skærpelse i forhold til nuværende praksis, hvor de tunge kulbrinter kan udgøre hele forskellen imellem kriteriet for sum af kulbrinter, 100 mg/kg TS, og eventuelt forekommende flygtige, højst 25 mg/kg TS, og lette, højst 25 mg/kg TS, kulbrinter, altså i alt højst imellem 50 og 100 mg/kg TS tunge kulbrinter afhængig af indhold af øvrige kulbrinter. Alternativt kan kriteriet for tunge kulbrinter sættes til 100 mg/kg TS under krav om samtidig overholdelse af krav til flygtige, 25 mg/kg TS, lette, 25 mg/kg TS, og sum af kulbrinter, 100 mg/kg TS. Dette alternativ er nærmest på nuværende praksis, se dog Bilag Q for en nærmere belysning af nuværende praksis, og er vist i Tabel 2.2 som forslag til omformulering af de nuværende jordkvalitetskriterier ved brug af VKI metoden. Fordelene ved denne formulering er, at fraktionsgrænserne for kriterierne svarer til analysemetodens, og at produkttilordning ikke er forudsat.

Tabel 2.2
Forslag til omformulering af nuværende jordkvalitetskriterier for olieprodukter.

  Olieprodukter som sum og
fraktioner af kulbrinter
  Flygtige Lette Tunge Sum
Opdeling        
Kulbrinter C6-C10 >C10-C25 >C25-C35 C6-C35
Jordkvalitetskriterier        
Olie i jord, sum og fraktioner af kulbrinter ved GC-FID, VKI 25 25 100 100

Der skal erindres om, at jordkvalitetskriterierne er opstillet med henblik på beskyttelse imod risiko ved arealanvendelse. Jordkvalitetskriterierne skal benyttes sammen med grundvands- og luftkvalitetskriterierne.

2.3 Forslag til justering af jordkvalitetskriterier ved metodeskift

I Tabel 2.3 er givet forslag til jordkvalitetskriterier ved analyse med AnalyCen metoden.

Kriterierne foreslået efter VKI metoden er justeret med faktorernes skift til AnalyCen metoden for fraktionerne flygtige (1), lette (1) og tunge (1,5). Forslaget for sum af kulbrinter er sat til kriteriet for tunge kulbrinter og er dermed justeret med en faktor (1,5), der er højere end det foreslåede ud fra analyse af ny jordprøver (1), Tabel 1.16, og den gennemsnitlige faktor opnået ved analyse af jordprøver (1,1), Tabel 1.16. Dette er acceptabelt, fordi kriterierne for flygtige og lette kulbrinter fastholdes på 25 mg/kg TS, hvorfor den højere faktor på 1,5 alene finder anvendelse for prøver, der kun indeholder tunge kulbrinter, og hvor anvendelse af faktor 1,5 derfor er understøttet af analyser af jordprøver.

Tabel 2.3
Forslag til jordkvalitetskriterier for olieprodukter.

  Olieprodukter som sum og
fraktioner af kulbrinter
  Flygtige Lette Tunge Sum
Opdeling        
Kulbrinter C6-C10 >C10-C25 >C25-C40 C6-C40
Jordkvalitetskriterier        
Olie i jord, sum og fraktioner af kulbrinter ved GC-FID, AnalyCen 25 25 150 150

I formuleringen af jordkvalitetskriterierne foreslås det at tillade at se bort fra den del af kulbrinter i intervallet >C25-C40, der skyldes biogene kulbrinter målt og beregnet som angivet i metodeforskriften efter revision, se Afsnit 1.7.2 og 1.9.

For de direkte sundhedsmæssigt baserede jordkvalitetskriterier for olieprodukter og relaterede stoffer (benzen, tetraethyl- og tetramethylbly, 1,2-dibromethan og 1,2-dichlorethan, polycykliske aromatiske kulbrinter) /31/ vil en ændring af analysemetode for sum af kulbrinter fra VKI til AnalyCen ikke have betydning. Jordkvalitetskriterier for identificerede enkeltstoffer foreslås derfor opretholdt som separate værdier

Det vurderes med udgangspunkt i resultaterne fra metodeudviklingsprojektet /6/, afprøvningerne /9/ og dette projekt, se Kapitel 1, at dette forslag vil opfylde ønsket om fastholdt beskyttelsesniveau ved metodeskift, se dog diskussionen heraf i Bilag Q. For betydningen for beskyttelsesniveau for lugt henvises til Afsnit 5.4.


Fodnoter

[13] Sum af syv PAH, samt individuelt for benzo(a)pyren og dibenz(a,h)anthracen).

 



Version 1.0 April 2008, © Miljøstyrelsen.