REACH OUT – Import af artikler

1. Indledning

Nærværende rapport omhandler en indledende analyse af handelssektorens rolle og ansvar i medfør af EU’s nye kemikalielovgivning, REACH, samt en analyse af mulige foranstaltninger, der kan medvirke til en effektiv implementering af lovgivningens bestemmelser i handelssektoren.

1.1 Baggrund

REACH forventes endeligt vedtaget i 2007 og fuldt implementeret over en 11 års periode. REACH forpligter producenter og importører af kemiske stoffer (over en vis tonnage grænse) at dokumentere, at stoffet kan anvendes uden uacceptabel risiko for sundhed og miljø. Dokumentation herfor vil fremgå af sikkerhedsdatabladet (SDS) samt i et bilagt eksponeringsscenarium.

De professionelle nedstrømsbrugere er forpligtet til alene at bruge de indkøbte kemiske stoffer indenfor det brugsscenarium, herunder anvendelse af de beskyttelsesforanstaltninger, som er beskrevet i SDS (+ annex). Hvis brugerne ikke kan anvende det kemiske stof/præparat indenfor de beskrevne rammer, skal man enten selv dokumentere sikker brug eller formå sin leverandør til at udarbejde et nyt eksponeringsscenarium, der tillader det påtænkte brug.

For særligt farlige kemiske stoffer vil der blive indført en autorisationsordning. Princippet er, at sådanne stoffer alene tillades brugt indenfor særlige områder, hvis der ikke findes egnende alternativer og at stofferne gradvist skal udfases i takt med udviklingen af egnede alternativer. Det forventes, at mange nedstrømsbrugere vil forsøge at finde alternativer for at undgå de relativt snævre brugsbegrænsninger samt for at stå sig bedre i konkurrencen (høj miljø/sundhedsprofil).

Distributører er i REACH forslaget alene tildelt en rolle som formidlere af information mellem deres kunder og leverandører. Det forudsættes dermed, at distributører alene indkøber varer i store tonnager og fordeler dem videre til deres kundenet. Distributører er en meget mere kompleks ”branche”. Det er ikke ualmindeligt, at distributører neddeler indkøbte kemiske produkter, videresælger i eget firmanavn, samler og sælger komplette løsninger efter kundernes proces-tekniske behov mv. Ifølge REACH vil ovennævnte aktiviteter medføre, at distributører får forpligtelser som producenter af præparater eller professionelle brugere.

Dansk Erhverv organiserer en betydende del af den danske handelssektor, herunder distributører af kemiske stoffer og præparater i REACH forordningens terminologi. Erfaringer er, at det er særdeles vanskeligt at formå virksomheder som sælger ”varer” til at forstå, at de kan have problemer med en ny kemikalielovgivning. Der forestår derfor en ikke ubetydelig pædagogisk opgave med at aktivere sådanne ikke-kemikalievirksomheder til den rolle, de er påtænkt i REACH: At formidle information mellem leverandører og kunder - og endnu vanskeligere at motivere disse virksomheder til en proaktiv indsats. Det er imidlertid meget vigtigt, at tage fat på denne opgave, idet mange SME’ere støtter sig til den viden, som distributørerne i andre sammenhænge har vedrørende de produkter de formidler (anvendelse, funktion mv.).

1.2 Formål

Formålet med nærværende projekt er:

  • at inspirere relevante handelsvirksomheder til at gå ind i det fremadrettede arbejde i relation til REACH både for at opnå forståelse for hvordan REACH påvirker dette led i varekæden og for at handelsvirksomhederne kan assistere deres kunder i relation til leverandørerne
  • at udarbejde en oversigt over danske handelsvirksomheders problemstillinger i relation til REACH– en oversigt, der kan anvendes som grundlag for en vejledning (et værktøj) for handelsvirksomheder på dette område
  • at analysere udvalgte typer af handelsvirksomheders (distributørers) rolle på markedet for kemiske stoffer og præparater, eksemplificeret ved væsentlige danske virksomheder tilknyttet Dansk Erhverv

1.3 Gennemførelse

Undersøgelsen bygger på et relativt beskedent antal handelsvirksomheder organiseret under Dansk Erhverv.

350 virksomheder blev kontaktet med en e-mail nyhed indeholdende en invitation til at deltage i projektet. Herefter blev 30 virksomheder kontaktet telefonisk .

Der blev herefter udsendt flere oplysninger om  projektet til i alt 20 virksomheder fordelt på 3 brancheområder. Virksomhederne  repræsentere væsentlige aktør-grupper der hidtil ikke har været fokuseret i relation til REACH:

  • Netværket for tekniske leverandører (NTL).
    Importerer og sælger produkter til teknisk anvendelse. Produkterne anvendes i jern og metal industrien og i tilgrænsende teknisk orienterede fremstillingsvirksomheder. Det drejer sig om produkter som for eksempel skærevæske, gearolie, hydraulikolie, afrensningsmidler, kontaktspray, lim og smøreolier.
  • Leverandører af andre typer professionelle produkter.
    Det drejer sig her om produkter der anvendes i mindre teknisk orienterede virksomheder. De produkttyper som findes i denne gruppe er blandt andet medicinsk udstyr, produkter til brug i landbrug, lim produkter, personlige værnemidler, tilbehør til IT udstyr
  • Importører af forbrugerprodukter med indhold af kemikalier.
    Produkterne i denne gruppe er for eksempel bilplejeprodukter, pudsecreme, rensemidler, pletfjernere, kontorartikler mv. En del af virksomhederne indkøber varer, der sælges til forbrugerne.

I alt 17 virksomheder fordelt på de 3 grupper responderede positivt på henvendelsen om deltagelse i projektet (bilag 1)

Til brug for undersøgelsen blev der udarbejdet et notat, der forklarer de mulige roller, som handelsvirksomheder kan have i relation til REACH (bilag 2). På baggrund heraf blev der udarbejdet et spørgeskema til brug for afklaring af de enkelte virksomheders reelle roller samt behov for opgradering af viden, værktøjer mv. Spørgeskemaet er reduceret til et minimum af oplysninger i relation til REACH set i lyset af projektets karakter som et forprojekt (bilag 3).

Der blev i alt modtaget 8 besvarelser af spørgeskemaet. De modtagne svar er sammenfattet i bilag 4.

På baggrund af de modtagne tilbagemeldinger blev der  den 25. oktober 2006 afholdt et dialog møde med virksomhederne. I mødet deltog i alt 12 virksomheder. Referat fra dette møde er bilagt (bilag 5).

 



Version 1.0 Juni 2008, © Miljøstyrelsen.