REACH OUT – Import af artikler

2. Analyse af branchen samt de deltagende virksomheder

Handelsbranchen er særdeles kompleks. Der findes virksomheder, som sælger produkter uden at have nogen særlig viden om hvordan produkterne er produceret eller hvordan de skal bruges til virksomheder med en indgående teknisk og produktionsmæssig viden om de produkter de sælger. Fælles for de virksomheder, som har medvirket i dette projekt er at de alle har en stor teknisk viden om deres produkters anvendelse.

Der gælder en 80/20 regel for produktion og handel med produkter i Danmark. 80% af de produkter, som købes af danske forbrugere og virksomheder er produceret udenfor Danmark og 80% af de produkter der produceres i Danmark eksporteres. Handelsvirksomheder er derfor som en gennemsnitsbetragtning ansvarlige for import til Danmark af langt hovedparten af de produkter, som er tilgængelige. Fordelingen imellem produkter produceret indenfor EU og produkter produceret udenfor EU varierer ganske meget for forskellige varegrupper, så det er ikke muligt at komme med meningsfyldte generaliseringer på dette område.

De virksomheder, der har deltaget i dette forprojekt er repræsentative for hver deres brancher, men der vil naturligvis være en betydelig variation i vareudbuddet hos de øvrige virksomheder i samme brancher. Ikke mindst fordi de mere teknisk betonede produktområder er præget af nichevirksomheder med stærkt specialiserede produkter. Yderligere er der en hel del virksomheder indenfor de tekniske brancher, som sælger både stærkt specialiserede produkter suppleret med lavteknologiske massevarer. Virksomhedernes viden om deres produkter relaterer sig meget stærkt til brugen af produkterne og det er derfor meget væsentligt at informationsmaterialer til virksomhederne  anvender fagrelevante udtryksmåder.

Forprojektet mangler deltagelse fra virksomheder, der sælger specifikt forbrugerrettede produkter. Det skyldes, at de kontaktede virksomheder i dette segment ikke kunne overtales til at deltage i projektet. De forbrugerprodukter med indhold af kemikalier, som meget af diskussionen om REACH har fokuseret på er således ikke omfattet af dette forprojekt. Virksomhedernes begrundelse for ikke at deltage har været, at de ikke importerede produkter fra lande udenfor EU eller at deres produkter efter deres mening ikke var omfattet af REACH. I en række tilfælde er ingen af opfattelserne korrekte, men REACH er på nuværende tidspunkt så lidt praktisk beskrevet, at virksomheder meget fjernt fra kemikalietankegang ikke kan omstille deres fantasi til at se på deres produkter som omfattet af kemikalielovgivning.

De virksomheder der deltog i projektet, er kort karakteriseret nedenfor (tabel 1):

Virksomhed Branche type Væsentlige aktiviteter Besvaret spørgeskema Deltagelse i møde
Grønbech og Sønner 1 Jern og stålprodukter, damp og gasturbiner, kompressorer, ventiler, pumper mv. 60 agenturer, 120 medarbejdere nej ja
Bie og Berentsen A/S 2 Laboratoriekemikalier og – udstyr, teknologi og service ja ja
3M 3 Kontormaterialer, folier, elektriske materialer, plejeprodukter, sikkerheds- og beskyttelsesudstyr, reparationsmaterialer til bil og båd. 67.000 medarbejdere i 189 lande. 150 medarbejdere i DK. ja ja
V. Løwener A/S 1 Procesteknik, herunder male-, lak- og limudstyr, maskinteknik, entreprenørmaskiner og service. 90 medarbejdere ja ja
Strenov-gruppen 2 Råstoffer til farve- og lak industrien m.fl., kemitekniske produkter til overfladebehandling, kontroludstyr. 10 medarbejdere ja nej
D34 2 Udstyr og materialer til tandlægeklinikker, service, 20 medarbejdere nej ja
Bantex A/S 3 Kontorartikler og relaterede materialer ja ja
Agfa-Gevaert A/S 2 Kemikalier og materialer til fotografiske formål, udstyr og materialer til grafisk branche og sundhedssektoren ja ja
Hydropower A/S 2 Hydrauliksystemer og komponenter hertil ja nej
RUDOLPH SCHMIDT A/S 3 Elektronik og elektrokomponenter, støvsugere, køkkenudstyr mv. nej ja
OXOID A/S 2 Dyrkningsmedier og diagnostiske produkter til mikrobiologi, 885 medarbejdere i 14 lande, primært UK nej ja
Sanistål A/S 1 VVS, Maskiner og værktøj, stål og metaller, tekniske produkter og applikationer, 105.000 varenumre, 1550 medarbejdere i 22 lande ja ja

 



Version 1.0 Juni 2008, © Miljøstyrelsen.