International NGO-indsats for bæredygtig produktion og forbrug

2 Integrationspatruljen (Article 6 Watch)

2.1 Baggrund

Amsterdam-traktatens artikel 6 kræver, at "Miljøbeskyttelseskrav skal integreres i udformningen og gennemførelsen af Fællesskabets politikker og aktioner […] især med henblik på at fremme en bæredygtig udvikling." Princippet om miljøintegration slås også fast i artikel III-4 i EU-Konventets udkast til en ny forfatningstraktat for EU.

På EU-topmødet i Cardiff i juni 1998 opfordrede stats- og regeringscheferne en række ministerråd til at fremlægge strategier for, hvordan man kan sikre en effektiv miljøintegration. Siden da er der fremlagt strategier på ni områder: Transport, landbrug, fiskeri, energi, industri, det indre marked, udviklingssamarbejde, økonomi- og finanspolitik samt almindelige anliggender. Kvaliteten af strategierne er stærkt svingende. Flere ministerråd har ligefrem set det som deres primære opgave at integrere økonomiske hensyn i miljøpolitikken - altså omvendt miljøintegration.

EU-topmødet i marts 2003 opfordrede til at styrke Cardiff-processen for integrering af miljøhensyn i de sektorspecifikke politikker og opstille såvel overordnede som sektorspecifikke mål for afkobling samt ved at forbedre de miljørelaterede strukturindikatorer og overvåge de fremskridt, der gøres, samt kortlægge bedste praksis.

EU-Kommissionen har erklæret, at den hvert år vil gøre status over Cardiff-processen. Fra 2004 vil Kommissionen også begynde at foretage konsekvensanalyser af alle større politiske forslag. Disse konsekvensanalyser skal omfatte økonomiske, sociale og miljømæssige effekter.

På trods af de formelle strukturer, som er etableret siden 1997, er princippet om miljøintegration langt fra slået igennem i de forskellige ministerråds daglige arbejde. Derfor tog European Environmental Bureau (EEB) i 2003 initiativ til at starte den såkaldte "Article 6 Watch". "Article 6 Watch", som vi på dansk har valgt at kalde "Integrationspatruljen", skal systematisk følge arbejdet i de enkelte ministerråd og kommentere sager, som har/kan få væsentlige miljøeffekter. Gruppen skal arbejde på såvel EU-niveauet som nationalt niveau. EEB koordinerer indsatsen på det generelle plan, mens en række nationale medlemsorganisationer bidrager med nationale aktiviteter og forhold til konkrete sektorer.

Danmarks Naturfredningsforening har fulgt Konkurrenceevnerådets arbejde med miljøintegration. Konkurrenceevnerådet er det ministerråd, der definerer fremtidens fælleseuropæiske erhvervspolitik, og en konsekvent integration af miljøhensyn på dette område er afgørende for om EU udvikler bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre. EU's nye kemikalielovgivning (REACH) og direktivet om den såkaldte "ny metode" er eksempler på sager, som har stor betydning for miljøet. Arbejdet med miljøintegration i Konkurrencevnerådet skal ses som en generel styrkelse af Cardiff-processen.

2.2 Aktiviteter

  • Monitering og input til Konkurrenceevnerådets løbende arbejde. Op til hvert rådsmøde har DN udarbejdet kommentarer til relevante sager,
    som er sendt til Erhvervsministeren og andre relevante beslutningstagere. Diverse høringssvar er udarbejdet og indgivet.
    Generelt har DN arbejdet for at sikre miljøaspekter en plads i alle de sammenhænge, hvor høringssvar og andre kommentarer er indgivet. Det gennemgående har været ønsket om at forankre miljøaspekterne med ejerskab og ansvar hos andre aktører end miljømyndighederne.
  • Analyse af Konkurrenceevnerådets eksisterende strategi for miljøintegration, herunder anbefalinger til forbedringer. DN har udarbejdet EEB’s briefing notes
  • Bidrag til EEB's arbejde på europæisk plan, herunder kontakt til europæiske samarbejdspartnere og oversættelse af DN's arbejde. DN har udarbejdet EEB’s briefing notes, skrevet bidrag til ministerbreve, memorandum til EU-formandskab mv.
  • Udarbejdelse af anbefalinger til en generel styrkelse af Cardiff-
    processen i forbindelse med revisionen af Lissabon-strategien/EU-strategien for bæredygtig udvikling i 2004/2005. DN har deltaget i Udenrigsministeriets Lissabon-kontaktudvalg, herunder leveret diverse skriftlige bidrag, samt bidraget til EEB-dokumenter.
  • Opdatering af temaside om miljøintegration på DN's hjemmeside,
    se Bilag A – 1.2.

2.3 Milepæle

  • Rådsmøderne i Konkurrenceevnerådet.
  • Forårstopmøde 2005 (revision af Lissabon-strategien og EU-strategien for bæredygtig udvikling).

2.4 Succeskriterier

  • At den danske regering arbejder for en styrket miljøintegration i Konkurrenceevnerådet og generelt.
    Er svært at måle på, men vores vurdering er at vores løbende indspark til processen, samt deltagelse i ministeriets koordineringsudvalg har
    medført et øget fokus på miljøintegration, som ikke havde været tilstede, hvis ikke DN havde deltaget.
  • At EEB kan give mere kvalificeret input til Cardiff-processen fsva. Konkurrenceevnerådet.
    Det har været helt nødvendigt med DNs bidrag til EEBS arbejde, eftersom EEBs ressourcer til dette har været begrænset, så har det danske input været væsentligt for at styrke EEB.
  • At princippet om miljøintegration i højere grad afspejles i Konkurrenceevnerådets arbejde.
    Det er vi desværre ikke lykkedes med i noget større omfang. Det vil nok kræve mange års opfølgende og vedholdende arbejde, da det ikke er let at ændre fastgroede interne processer i visse organisationer og ministerier
  • At arbejdet fører til en generel styrkelse af Cardiff-processen.
    Cardiff-processen som overskrift for indsatsen er ikke længere aktuel, men princippet om miljøintegration lever videre i andre initiativer som Lissabon-processen, ETAP mv. DNs arbejde har også påvirket parlamentets arbejde, da vi har haft tæt kontakt til de relevante danske parlamentsmedlemmer, som har haft indflydelse på processen. Desværre er det svært at sige og måle hvor stor betydning vores konkrete input har været, men der er
    ingen tvivl om, at DN’s deltagelse har bidraget til at fastholde miljøintegration på dagsordenen ift. Konkurrenceevnerådet og revisionen
    af Lissabon-
    strategien. Uden DN’s indsats havde den europæiske miljøbevægelses
    bidrag ikke været noget særligt, og vi var den eneste danske miljøorganisation der systematisk arbejde på at påvirke den danske proces.

2.5 Slutprodukter

Delprojektet er en løbende aktivitet uden et samlet slutprodukt.

2.5.1 Faktiske slutprodukter

Bilag A indeholder en liste over input givet omkring miljøintegration.

2.6 Projektdeltagere

Michael Minter som hovedansvarlig (Danmarks Naturfredningsforening)

Pia Olsen som backup (Danmarks Naturfredningsforening)

 



Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.