REACH for små og mellemstore virksomheder

2 Informationsprojektet

Projektet omfattede udarbejdelse af materiale, koordinering med de lokale netværk og afholdelse af et informationsmøde for målgruppe 2 og afsluttede med afholdelse af 5 temadage om REACH.

2.1 Udarbejdelse af materiale

Første aktivitet var udarbejdelse af REACH-pjecen, der giver en kortfattet introduktion til den nye EU-kemikalielovgivning REACH. Pjecen belyser, hvad REACH er, hvem der er omfattet, hvad REACH betyder for danske virksomheder og hvilke fordele virksomheden kan have af en proaktiv indsats. Endelig er der en liste over links, der er relevante i forbindelse med REACH. REACH-pjecen er trykt i et oplag på 3.500 stk. se bilag A.

Herudover blev der udarbejdet et visitkort, der meget kort beskriver hvad REACH står for, hvilke links der kan være relevante samt en chekliste med ideer til at komme i gang. Visitkortet er udarbejdet som en reminder, som miljømedarbejderen kan efterlade ved virksomheds besøg, for at gøre opmærksom på, at REACH findes. Visitkortet er trykt i et oplag på 2.500 stk. se bilag A.

2.2 Koordinering med repræsentanter fra de lokale miljønetværk m.m.

På et fællesmøde blev repræsentanter fra de lokale miljønetværk introduceret for hvad REACH er og hvilke konsekvenser denne nye lovgivning har for miljømedarbejderne og de danske virksomheder. Repræsentanter fra de lokale miljønetværk fungerede også som kvalitetssikring på indholdet i pjecen og visitkortet.

Herudover fungerede også COWI som kvalitetssikring på indholdet samtidig med at de var bidragyder til såvel teksten i pjecen som temadagene.

De lokale repræsentanter for miljønetværk har stået for udsendelse af invitationer til temamøderne til såvel medlemmer som ikke medlemmer af miljønetværk. REACH-pjecen er blevet sendt ud sammen med invitationerne se bilag A. Formidlingen via de regionale miljønetværk, vurderes at være en kraftig medvirkende faktor til at det lykkes at nå så mange virksomheder, og nå virksomheder, som ellers ikke ville have modtaget denne information.

2.3 Målgruppe 2 møde

For at sikre optimal udbredelse gennem miljønetværk og koordinering med andre lokale samarbejdspartnere blev der afholdt et koordinerende opstartsmøde hvor formålet, aktiviteter og virkemidler i indeværende REACH-informationsprojekt blev beskrevet. Invitationer til mødet med titlen ”no data - no market” blev sendt bredt ud til miljømedarbejdere i kommunerne, arbejdstilsynet, miljøcentrene, lokale rådgivere mv. Herudover lå invitationerne på Key2Greens hjemmeside.

2.3.1 ”No data- no market” mødet den 31. oktober 2007

På mødet blev det nærmere beskrevet hvad REACH er, hvilke tidsfrister der ligger i REACH og hvem der er omfattet. Det blev også beskrevet hvilke roller den kommunale miljøtilsynsmedarbejder, Arbejdstilsynet, Kemikalieinspektionen og lokale rådgivere har i forbindelse med REACH. Endeligt blev formålet med Key2greens informationsprojekt og de planlagte aktiviteter og virkemidler beskrevet.

Se indlæg i bilag B.

Der var ca. 17 deltagere til mødet, deltagerne var overvejende lokale kommuner, og rådgivere men også enkelte virksomheder deltog.

2.4 Introduktionsmøder med workshop

For at sikre størst mulig udbredelse af information om REACH blev det planlagt at holde 6 temamøder i hele Danmark.

Invitationerne til Temadagen blev sendt ud af de lokale repræsentanter for miljønetværkene. Herudover blev invitationerne også lagt på Key2Greens hjemmeside under arrangementer.

I projektbeskrivelsen er der beskrevet REACH Intro-møder af 3 timers varighed efterfulgt af REACH workshop. Dette er blevet slået sammen til ”Temadag om EU's nye kemikalielovgivning REACH”, idet det blev vurderet at det ofte vil være én person i en virksomhed, der sidder med REACH og dermed vil kunne have udbytte af hele temadagen. De planlagte datoer for møderne var:

23. januar i København
29. januar i Silkeborg (aflyst pga. manglende tilmeldinger)
30. januar i Ålborg
2. februar i Odense
26. februar i Fredericia
4. marts i Vejen

2.4.1 Temadag om EU's nye kemikalielovgivning REACH

Formålet med møderne var at introducere REACH for de deltagerne virksomheder, så de kunne finde ud af, i hvilket omfang de er omfattet af den nye lovgivning. Det var ligeledes et formål, at vise miljømedarbejderen hvilke opgaver de kan få i forbindelse med lovgivningen.

På mødet var der indlæg fra Key2Green, Miljøstyrelsen, Dansk Industri, forskellige leverandører og lokale virksomheder. Se bilag C.

I København var der 29 deltagere, heraf var 10 fra kommunerne.
Mødet i Silkeborg blev aflyst på grund af manglende tilmeldinger.
I Ålborg var der 17 deltagere, her var det udelukkende virksomheder der deltog.
I Odense var der 31 deltagere, heraf var 5 fra kommunerne.
I Fredericia var der 29 deltagere, heraf var 3 fra kommunerne.
I Vejen var der 47 deltagere, heraf var 10 fra kommunerne.

Dette giver en total deltagelse på 153 personer.

 



Version 1.0 September 2008, © Miljøstyrelsen.