| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Mellem skepsis, tvivl og tillid - en sociologisk undersøgelse af lægfolks og eksperters risikoopfattelser i forbindelse med brugen af pesticider

3 Den kvalitative analyse

I de to kvalitative del-analyser er de to første underspørgsmål blevet behandlet. Det er dels spørgsmålet om hvilke forskellige aspekter for hhv. lægfolk og eksperter knytter sig til risikoopfattelser i forbindelse med anvendelsen af pesticider, hvor vi i undervejs også har undersøgt hvordan de to grupper forholder sig til hinandens viden om og risiciopfattelse i forbindelse med pesticidanvendelse. Og dels er det spørgsmålet om og i givet fald hvordan opfattelser og holdninger er afhængige af den konkrete sammenhæng, hvori pesticider indgår.

Som tidligere gennemgået har projektets perspektiv på både lægfolks og eksperters risikoopfattelser betydet, at vi har udforsket spørgsmålene i to adskilte interviewundersøgelser, der var tilrettelagt ud fra hhv. et lægfolks- og et ekspertperspektiv. I dette kapitel gennemgås resultaterne fra disse to del-analyser. Indledningsvis skitserer vi kort et sociologisk blik på risikosamfundet, idet dette er kernen i projektets teoretiske rammeforståelse.

Som vi fremhævede i forrige kapitel, er de to interviewundersøgelser udført ekplorativt. Et af formålene med den eksplorative forskningsmetode er, at ladede interviewede lægfolk og eksperter selv pege på de fænomener, dynamikker og aspekter af fænomenet ’pesticidrelaterede risikooplevelser’, som fra deres perspektiv giver fænomenet mening. Den eksplorative metode betyder, at de indsigter, der har vist sig i løbet af analyserne af interviewmaterialet, har været strukturerende for de to del-analyser. Det har tillige medført, at den indledende rammeforståelse undervejs har måttet suppleres med andre (overvejende sociologiske) begreber. For nogle af begrebernes vedkommende har vi indarbejdet dem i afsnittet om sociologiske risikoteorier som rammeforståelse. For andre begrebers vedkommende har de ligget så skævt på risikosamfundstilgangen, at vi har valgt at uddybe dem, når vi bruger dem i lægfolks og/eller ekspertanalysen.

3.1 Et sociologisk perspektiv på risikoopfattelser – en rammeforståelse

Projektets hovedspørgsmål udspringer af en sociologisk tilgang til risiko i moderne samfund. Den sociologiske tilgang til risiko anser moderne samfund for at være grundlæggende karakteriseret af, at risici er mere eller mindre udtalt til stede i individers hverdagsliv og i samfundsforhold. En følge af risicis tilstedeværelse er, at samfundets individer opfatter og oplever fænomener indenfor en risikooptik. Dette grundlæggende risikosamfundsperspektiv er blevet suppleret med tilgange til, hvordan det medfører en opsplitning mellem lægfolksviden og ekspertviden og hvordan dette giver en usikkerhed blandt lægfolk; hvordan individer tilskrives forskellige identiteter og med tilhørende forventninger og handlingskompetencer; og hvordan viden kan forstås indenfor moderne samfunds kompleksitet, fagspecialisering og adskillelse mellem lægfolk og eksperter. Vores gennemgang af, hvordan hhv. lægfolk og eksperter oplever den offentlige regulering af pesticidfeltet er refererende og vokser ud af den måde, som offentlige aktører indenfor pesticidfeltet opfattes på.

Her i afsnit 3.1 introducerer vi til de teoretiske tilgange, som vores analyse bygger på. Nedenfor behandler vi kort den tyske sociolog Ulrick Becks tese om risikosamfundet. Dernæst kommer vi ind på, hvorledes risici i moderne samfund er afhængig af, at noget opfattes som en risiko, hvilket inddrager den sociale konstruktion af risikoopfattelser, repræsenteret ved hhv. Paul Slovic og Deborah Lupton & John Tulloch. Risikosamfundstesen suppleres med den engelske sociolog Anthony Giddens’ teorier om risiko, individer og handlingskompetence, og med hvordan styringstilgange bygger på bestemte forestillinger om de individer, som styringen er rettet mod, repræsenteret af Mitchell Dean. Som opfølgning herpå behandler vi, hvordan viden indgår i, at noget etableres som en risiko, og at der her er en kløft mellem om det drejer sig om lægfolksviden eller ekspertviden, repræsenteret ved Bryan Wynne. I den forbindelse kommer vi også ind på dels den indflydelse, som mediernes repræsentationer af risici har for dannelsen af risiciopfattelser. I afsnit 3.2 om lægfolksanalysen uddyber vi, hvordan denne samfundsmæssige opdeling i forskellige slags viden har konsekvenser for den tillid/usikkerhed, som lægfolk møder eksperters udtalelser med, også repræsenteret ved Wynne. Og dels kommer vi med Pierre Bourdieus begreb om habitus ind på, hvordan tidlige erfaringer med fx pesticider har betydning for holdninger, opfattelser og adfærd senere hen i livet. I afsnit 3.3 om ekspertanalysen inddrager vi tillige, hvordan man kan forstå den viden, der inddrages i forhold til at bestemme risici ved pesticidanvendelse som både kompleks, repræsenteret ved hhv. Gilles Deleuze & Felix Guattari, og institutionelt forankret.

3.1.1 Tesen om risikosamfundet

Beck ser risiko som et grundtræk ved moderne samfund[12][13]. Det er den menneskeskabte risiko ved industrisamfundet, der leder til den samfundsmæssige situation, som præger samtiden (det, Beck har kaldt den ’anden modernitet’). Nutidige samfund er præget af en tiltagende økologisk krise, der har rødder i industrialiseringens udbredelse, hvilket Beck betegner som nutidige moderne samfunds truende selvødelæggelse (Beck 1992). Den økologiske krise er kun et af flere tegn på moderne samfunds udvikling. Giddens har fokus på, hvordan risici og oplevelsen af risici får betydningen for individet og for selvets dannelse, sammen med andre samfundsmæssige træk såsom oplevet tilfældighed (’chance’) og usikkerhed omkring familieforhold, sociale netværk, mv. (Giddens 1991).

Agrokemiske produkter som fx pesticider falder under de risici, som Beck fremhæver i sin tidlige og meget brede risikodefinition (Blok et al 2008):

”Risici … – [og] jeg tænker her først og fremmest på radioaktivitet, som fuldstændig unddrager sig den menneskelige iagttagelsesevne, men også på skade- og giftstoffer i luft, vand, fødevarer og de hertil knyttede kort- og langsigtede følgevirkninger for planter, dyr og mennesker – …er årsag til systematisk betingede og ofte uoprettelige skader; de forbliver i det væsentlige usynlige; de baserer sig på kausale fortolkninger og eksisterer således først og fremmest i den (videnskabelige eller alternativt videnskabelige) viden, man har om dem. Man kan forandre, mindske, øge, dramatisere eller bagatellisere dem indenfor rammerne af den viden, man har om dem, dvs. de er åbne for samfundsmæssige definitionsprocesser. Det betyder, at de medier og professioner, hvor man beskæftiger sig med risikodefinitioner, samfundsmæssigt og politisk bliver helt afgørende” (Beck 1992: 31-32, fremhævning i original)

Becks begrebsliggørelser af risiko balancerer således imellem risicis social konstruktion og risici som reale. På den ene side er risici ’baseret på kausale fortolkninger’ og ’er åbne for samfundsmæssige definitionsprocesser’, hvor fortolkning og definition sker i det sociale. På den anden side også er ’reale risici’ (hvad han senere kalder dem, fx i Beck 1999), hvilket her optræder i form af ’årsager til systematisk betingede og ofte uoprettelige skader’.

3.1.2 Det sociale som ramme om konstruktionen af risici

Vores undersøgelse koncentrerer sig som tidligere diskuteret om lægfolks og eksperters opfattelser af risiko, hvormed vi samtidig fravælger at behandle det, der måtte falde ind under ’reale risici’[14]. Lupton & Tulloch tager som Beck og Giddens udgangspunkt i, at moderne samfund er grundlæggende karakteriseret af risiko og af, at ’risiko’ indgår i individers oplevelse og forståelse af en bred vifte af fænomener. Det vil sige, at individets beslutninger og adfærd også skal forstås ud fra de risici, som han/hun ser.

Lupton & Tulloch behandler risici ud fra disses sociale forankring. Det vil med andre ord sige, at for Lupton & Tulloch bliver risikoopfattelser det interessante, fordi selve risikokarakteren ved et fænomen er knyttet til den måde, vi opfatter fænomenet/risici på. Risiko bliver meningsfulde ved at blive sat i forhold til et ’hvad’ og et ’hvem’. Risiko knyttes ofte til individers sociale netværk, hvor fx en trussel eller en skadevirkning først antager egentlig risikokarakter, når den bliver sat i relation til fx børn og børnebørn eller til lokalsamfund (Tulloch & Lupton 2005)[15].

Ved at inddrage den måde, hvorpå risikoopfattelser dannes på, åbnes op for risikoopfattelsers sociale indlejring, dvs. de genstande, aktører, relationer, fænomener og kulturelle betydninger i det sociale, som giver risikoopfattelser mening (Tulloch & Lupton 2005). Man kan med andre ord inddrage, hvilke træk ved et fænomen, som opleves risikable, fx at sundhedsfarlige farvestoffer i nationalspisen salami er vidt udbredt, eller måske medfører, at en risiko opleves mindre truende end man kunne forvente, fx at et sundhedsskadeligt farvestof mest findes i salami, som spises af en anden socialgruppe end mig, der udstyrer madpakken med chorizo. Med andre ord inddrages også de sammenhænge, som giver ’risiko’ betydning.

Med et fokus på risikoopfattelsers sociale indlejring åbnes op for en gradbøjning af risiko, og for at risikooplevelser indgår i andre processer i det sociale, fx identitetsdannelse. Lupton & Tulloch viser, at risiko ikke nødvendigvis kun har negative betydninger, idet fx den spænding, der er forbundet med faren ved bjergbestigning eller ubeskyttet sex kan være dannende for identiteten (Lupton & Tullock 2002). Dette står i kontrast til fx Slovic som sætter fordele (’benefits’) op som modpol til risici. Hermed indikeres, at risiko i sig selv er en ulempe eller en opfattelse af omkostning (’cost’), der baserer sig på sandsynligheder, og altså at risiko for subjektet repræsenterer noget negativt (Slovic 1987: 281). Samtidig peger også Slovic på, hvordan risiko fra et risikoopfattelsesperspektiv ikke er en givet størrelse, men tager sig meget forskellig ud alt efter om man ser på lægfolks risiko- eller eksperters risikoopfattelser.

3.1.3 Individer og handlingskompetence

Den sociale indlejring af risikoopfattelser peger på, at det kan være nyttigt at se på den relation, som er mellem individer og risikofænomener. Relationen inddrager også hvordan ’risiko’ er et produkt af moderne samfund, som vi berørte ovenfor. Risiko er knyttet til beslutning og til de valg, individet træffer, – man kan så at sige gå til og fra, idet ens egne beslutninger medvirker til om den skadelige virkning indtræffer, fx rygning (Beck 1996). Men risiko opleves tillige som en følge af andres beslutninger og handlinger, og hænger derfor også sammen med en oplevelse af afmagt, fx klimaforandringer og atomaffald. Risiko er således et resultat af menneskelige beslutninger, og viser samfunds manglende evne til at håndtere de problemer, som de selv har skabt. Det respekterer ikke nationale grænser men potentielt har et globalt sigte (Beck 1996), er ikke til at forudsige og endnu mindre til at kontrollere (Beck 1999). Med andre ord handler risiko om de fremtidige hændelser, der er knyttet til nutidig praksis. I dette perspektiv er fremtidige hændelser belagt med usikkerhed og besidder et spektrum af åbne muligheder (Giddens 1991).

For vores interesse i lægfolks og eksperters risikoopfattelser betyder udpegningen af individers beslutninger, valg og praksis, at vi ser på, hvad handlingskompetence betyder i forhold til oplevelsen af, hvorvidt anvendelsen af pesticider er behæftet med risiko. Med ’handlingskompetence’ inddrager vi de muligheder for at handle på fænomener i det omgivende samfund, som individer forventes at have (Giddens 1986). At handle i forhold til en risiko forudsætter således, at individer tilskrives handlingskompetence.

I praksis betyder dette, at lægfolk/eksperter kognitivt og sprogligt arbejder med bestemte forestillinger om hvad forskellige typer individer kan og gør i forhold til en given risiko, fx vælger økologisk dyrkede æbler frem for sprøjtede æbler, eller bruger beskyttelsesforanstaltninger når de forårssprøjter deres marker. Dean peger på, at det er de forestillinger om individer, som indgår i vores opfattelse af verden, man må forstå[16]. De forestillede individer – eller subjektkategorier – opdeler individer i forskellige kategorier, hvortil der knyttes egenskaber, træk og handlingskompetencer. Subjektkategorier kommer til udtryk i den viden, som inddrages i forståelsen og håndteringen af omverdenen (Dean 1999). Også Wynne peger på denne relation mellem forestillinger om individer og forskellige former for viden, når han refererer til de ”models of the human” (Wynne 1996a: 58), der ligger i eksperters vidensformer.

3.1.4 Viden: lægfolksviden vs. ekspertviden

Både med Wynne og Dean indikeres således, at de individer og handlingskompetencer, der inddrages, når interviewpersoner beskriver deres risikooplevelser, hænger sammen med den viden, der inddrages. Wynne går ind i diskussionen af, hvordan man kan begrebsliggøre skellet mellem ’objektive’ risici og de oplevede og socialt funderede risikoopfattelser. Hvor Beck og Giddens begge opererer med en skelnen mellem de objektive ’reale’ risici og de subjektive ’konstruerede’ risici, påpeger Wynne behovet for en følsomhed for risikos konstruktion i sociale processer. De ’objektive reale risici’ er bestemt og udpeget med reference til og med autoriteten fra bestemte fagligheder, hvilket i praksis betyder forskellige former for ekspertviden. Videns sandhed bliver bedømt i kraft af valideringssystemer, som ikke er naturgivne men kulturelt og socialt dannede. Valideringssystemerne indfører et hierarki, hvor fx naturvidenskabelig og specialiseret viden betragtes som mere sand og virkelighedsnær end fx viden opnået gennem hverdagserfaringer.

Parallelt med valideringssystemers kulturelle forankring overser Beck og andres distinktion mellem reale og oplevede risici tillige ’fortolkning’. Fortolkning af noget som en risiko (i lighed med Lupton & Tulloch ovenfor) fremstår for Wynne som et uomgængeligt led og som noget af det mest kendetegnende, når noget etableres som en risiko (Wynne 1996). Pointen er, at ekspertviden og lægmandsviden om risici deler dette vilkår.

Samtidig er især eksperters viden om og forståelser af risiko udbredt i den offentlige regulering af brugen af pesticider. I samspil med det brede spektrum af risici, som findes i moderne samfund, og den tiltagende kompleksitet, der præger moderne samfund og den teknologiske udvikling, sætter ekspertvidens rolle fokus på lægfolks oplevelse af usikkerhed. Oplevelsen af usikkerhed er udbredt, hvilket etablerer en afhængighed af eksperter og deres specialiserede viden (Beck 1999).

Usikkerheden omkring risikorelevant viden og det skæve afhængighedsforhold mellem lægfolk og eksperter/ekspertviden leder Wynne til at fokusere på et behov for at have tillid til eksperters viden og autoritet. Også Beck peger på usikkerhedselementet, når han understreger, at i samtiden bliver også risiko belagt med usikkerhed, ukontrollerbarhed og uforudsigelighed, mens Giddens udpeger ’tillid’ som en central parameter i forholdet mellem lægfolk og eksperter. I afsnit 3.2 behandler vi nærmere, hvordan Wynne forstår betydningen af usikkerhed og tillid for lægfolks risikoopfattelser.

Wynnes forståelse af viden inddrager, hvordan risikorelevant viden skabes og med skellet imellem lægfolksviden og ekspertviden følger bestemte dynamikker. Dette siger imidlertid ikke meget om, hvad det er, som de forskellige vidensformer søger at sige noget. Derfor har vi i afsnit 3.3 suppleret med en forståelse af viden, repræsenteret af Deleuze & Guattari. Deleuze & Guattari søger at begribe videns komplekse natur ud fra et begreb om rhizomer. At se viden som udgjort af en mangfoldighed af vidensformer udgør en parallel vinkel herpå, som vi også behandler i afsnit 3.3.

3.1.5 Massemedier skaber viden

Mediernes indflydelse er et andet centralt aspekt, som dukkede frem i interviewene. Beck nævner, at medier betyder meget for risikoopfattelser. For at belyse hvordan denne indflydelse sker og hvilken indflydelse den har på risikoopfattelserne har vi inddraget Niklas Luhmanns analyser.

Luhmann peger på, hvordan massemediernes fremstilling er grundlæggende for individers viden om deres omverden i moderne samfund, herunder også naturen. Samtidig er dette også tvetydigt for individerne, idet de på den ene side ved, at det vi ved om den verden, vi lever i, kommer fra massemedierne. På den anden side ved man også, at man ikke kan tro på massemedierne som kilder til viden om fx teknologiers interaktion med mennesker og natur (Luhmann 2002). Denne mangel på tiltro vokser ud af erfaring med, hvordan mediers repræsentationer følger en bestemt logik. Denne logik er præget af det nyhedsskabende – at der skal skabes nyheder – og af, at ”begivenheder må dramatiseres som begivenheder” (Luhmann 2002: 40).

Denne dramatisering er led i skabelsen af de narrativer, omkring hvilke mediernes gengivelser af virkeligheden kredser. Fremstillingen af videnskabelige resultater langs sådanne overordnede historier bliver del af en bestemt måde at ordne virkeligheden på, hvor offentlighedens oplevelser, syn på verden og kulturelle strukturer forstærkes (Petersen 2008). Dette bidrager således til at skabe social sammenhæng i moderne samfund. Samtidig er der også bestemte følgevirkninger af mediernes formidling af videnskabelige resultater om fx pesticiders mulige skadevirkninger. Som led i opbygningen af mediernes repræsentation af fx pesticidrelaterede risici tildeles både eksperterne selv og deres viden og resultater bestemte roller i de overordnede nyhedsnarrativer. Sådanne roller medvirker til at give eksperter/lægfolk autoritet og troværdighed eller mangel på samme.

3.1.6 Tidlige erfaringers betydning for opfattelser og holdninger

Tidlige erfaringers betydning kan forstås på baggrund af den store signifikans, som den franske sociolog Pierre Bourdieu tilskriver den tidlige og primære socialisering. De tidlige oplevelser og erfaringer man bringer med sig fra barndommen er afgørende for dannelsen af personligheden, eller for ens habitus (Bourdieu 1990), selvom personligheden fortsat udvikles livet igennem. Ifølge Bourdieu påvirkes man i barndommen af de vilkår, som samfundsstrukturerne sætter for familien og den enkeltes liv, hvilket øver indflydelse på barndommens oplevelser. Oplevelserne og erfaringerne fra barndommen danner udgangspunkt for senere opfattelser og holdninger og vil påvirke de erfaringer, man høster. Samtidig vil denne i barndommen grundlagte erfaringsbank også skabe en træghed mod nye tiltag, fx ændrede praksisformer, idet man vil søge at sikre en form for kontinuitet i livet ved at modsætte sig forandringer. Man vil således have en tendens til at afvise oplysninger eller erfaringer, som står i modsætning til ens tidlige oplevelser (Kuehn 1999).

3.1.7 Opsamling på rapportens sociologiske risikoperspektiv

Den teoretiske rammeforståelse, som har ligget til grund for analysen af de to kvalitative interviewundersøgelser, kan opsummeres med:

  • Risikosamfundet: Det kendetegnende ved Becks og Giddens risikoforståelse er, at risiko er en konsekvens af den måde, moderne samfund er indrettet på.
  • Risikoopfattelsers sociale dannelse: Lupton & Tullochs påpeger, at risikoopfattelser dannes i konkrete sociale kontekster.
  • Identiteter og handlingskompetence: Risikorelevant viden knyttes således også til de aktører, der repræsenterer den aktuelle viden. Ved at inddrage et fokus på de forskellige identiteter, som lægfolk og eksperter forventer af sig selv og hinanden (subjektkategorier), sætter vi også fokus på de handlemuligheder, som lægfolk og eksperter tilskrives. Samtidig betyder risikos karakter i moderne samfund, at det ligger udenfor det enkelte individs handlingskompetence at sikre sig fuldstændigt mod risikoen.
  • Viden hos lægfolk og eksperter: lægfolks og eksperters viden deler grundlæggende vilkår, hvilket dels opløser skellet mellem reale risici og oplevede risici, og dels udvisker skellet mellem ekspertviden og lægfolksviden med hensyn til autoritet i forhold til at repræsentere virkeligheden (være sand).
  • Viden, kompleksitet, usikkerhed og tillid: Viden om risiko og de fænomener, der leder til risici, er ikke tilstrækkelig, meget specialiseret og kompleks. For lægfolk medfører usikkerheden et spørgsmål om tillid (uddybes i afsnit 3.2). For eksperter betyder kompleksiteten, at et betydende spørgsmål handler om hvilke vidensformer, der er i spil, og disses institutionelle forankring, mens et andet handler om karakteren af risikorelevant viden (begge uddybes i afsnit 3.3).
  • Lægfolks- vs. ekspertviden: Med Wynne får vi tillige blik for, hvordan lægfolksviden og ekspertviden behandles som kvalitativt forskellige, mens valideringskriterier for begge former for viden dannes socialt.
  • Massemedierne: Massemedierne medvirker til at skabe den viden om omverdenen, som findes i moderne samfund, herunder også om de mulige risici, der kan være tilknyttet pesticider. I produktionen og formidlingen af denne viden tildeles både eksperter, lægfolk og deres risikorelevante viden bestemte roller.
  • Erfaringer: Erfaringer fra barndom og ungdom sætter spor hos individet, og påvirker hvordan hun eller han senere forstår hændelser og fænomener, og øver indflydelse på holdninger og opfattelser.

3.2 Lægfolks opfattelser af risiko i forbindelse med pesticidanvendelse

Det følgende er en forkortet version af analysen af de risikoopfattelser omkring pesticider som kom til udtryk gennem lægfolksinterviewene. Hele analysen kan ses i forskningsrapporten Mellem skepsis, tvivl og tillid – analyse af lægfolk (Jensen, M. 2006)[17]. En række temaer tages op efter tur: foruden selve risikoopfattelserne diskuteres forhold omkring erfaringer, mediernes indflydelse, usikkerhed, eksperter og risikoregulering.

Vi har valgt at analysere interviewene med udgangspunkt dels i de emner som var relevante for projektets problemstilling (Kaltoft & Jensen 2003), og som var baggrunden for den spørgeguide[18] der blev udformet til brug ved interviewene. Dels vil de oprindelige emner blive suppleret med nye spørgsmål og temaer som tager afsæt i selve interviewene. Under samtalerne kunne de interviewede fx vise engagement og interesse overfor nogle temaer eller stille sig usikkert og tvivlende overfor andre, eller vi kunne undervejs komme ud på sidespor som åbnede for nye og interessante problemstillinger som vi ikke havde tænkt over på forhånd, og som derfor heller ikke var formuleret i spørgeguiden. Det betyder ikke at det overordnede tema for undersøgelsen grundlæggende ændrer sig, men det vil medføre nogle forandringer og flytte fokus fra nogle punkter over til andre i forhold til det oprindelige udgangspunkt, og på den måde vil det selvfølgelig også få indflydelse på analysen. Der er således tale om en forskningsproces hvor problemstillingen hele tiden flytter sig, og det betyder kort sagt at både de oprindelige spørgsmål og de nye temaer der kom til undervejs, vil være relevante og danne udgangspunkt for analysen på de kommende sider.

I denne forkortede version af analysen introduceres interviewpersonerne i bilag 8.[19] Efter en kort introduktion, hvor vi bl.a. ser på lægfolks generelle holdninger til sprøjtemidler, følger en disposition over resten af kapitlet

3.2.1 Introduktion

Interviewene med de i alt 13 (15, hvis man regner de to ægtefæller med) lægfolk[20] viste en stor spredning i forståelse af og holdningen til pesticider. Lige fra en klar positiv opfattelse af pesticider og deres nyttevirkning i landbruget og i samfundet som sådan, til en meget negativ opfattelse hvor pesticider blev betragtet som et onde man så vidt muligt skulle afskaffe. Det er derimod værd at bemærke at på trods af at enkelte af de interviewede gav udtryk for en særdeles positiv eller negativ opfattelse af pesticider, så var ingen radikale eller uden nuancer i deres udsagn om brugen. Hovedparten havde en overvejende negativ forståelse af og holdning til pesticider, men gav undervejs i interviewene udtryk for mange refleksioner og nuanceringer overfor pesticider i almindelighed, og overfor landbrugets brug af pesticider i særdeleshed.

Omkring halvdelen af de interviewede lægfolk havde egne erfaringer med pesticider, mens den anden halvdel aldrig selv havde anvendt nogen af disse midler. De, der selv havde brugt pesticider, havde gjort det i meget varierende omfang. Lige fra en enkelt såkaldt ‘vanding’ af perlegrus til noget, der var indlejret i den daglige pleje af hus og have, eller, i et enkelt tilfælde, en pensioneret landmand, som regelmæssigt havde sprøjtet sine marker. Selvom en del lægfolk aldrig havde brugt dem, havde de dog andenhånds erfaringer med pesticider, på den måde at de havde forældre eller bedsteforældre der havde sprøjtet eller ‘vandet’. En del havde barndoms- eller ungdomserindringer om sprøjtninger som havde efterladt sanseindtryk i form af lugte eller synsindtryk med vissent græs eller misfarvet vand.

Der var således tale om et bredt udvalg af lægfolk med forskellige erfaringer med sprøjtning. Lad os starte med at se nærmere på hvilke generelle holdninger, de havde til pesticider.

3.2.2 Generelle holdninger

De fleste lægfolk udtrykte en helt generel skepsis overfor brugen af pesticider. Selv det pensionerede landmandspar reagerede med dette spontane svar på et spørgsmål i begyndelsen af interviewet, om hvad de tænkte, når de hørte ordet sprøjtemidler:

Spm: Hvis man siger sprøjtemidler, hvad tænker I så på?

Peder: Så tænker jeg på, at det er noget lort.

Marie: Jeg tænker det er gift.

Andre af de interviewede svarede sådan her på spørgsmålet:

Stine: Jamen, så tænker jeg på sådan noget med store produktioner, og så tænker jeg på grundvandet (pause). Ja, det er sådan lige.

Jens: Jamen, så ser jeg sådan et billede for mig af en mark med en stor giftsprøjte, som jeg har set når jeg har været i sommerhus og sådan. Som sprøjter noget ud på en mark. Og så tror jeg, at jeg er præget af det her med, at ét er at det går ned på afgrøderne, det er jo fint nok, hvis man som landmand ser at det fjerner nogle af de her ting, som kan ødelægge afgrøderne. Men jeg tror også jeg er præget meget af det her med, at det siver ned og måske går ned i grundvandet. Det kan man jo ikke bare forny.

Svarene på spørgsmålet om hvad de umiddelbart forbandt med sprøjtemidler, lignede hinanden. Skepsis og bekymring for grundvandet var det dominerende billede.

Egne erfaringer spiller en rolle

Lægfolkenes erfaringer med brugen af pesticider havde betydning for deres forståelse af og holdninger til dem. Det at de selv havde anvendt pesticider, eller havde familie der havde gjort det, spillede tydeligvis en rolle for de overvejelser de gjorde sig om emnet. Selv i de tilfælde hvor en interviewperson udtrykte en betydelig skepsis overfor pesticider generelt, og anså brugen for problematisk ud fra mange hensyn, var opfattelsen af landbrugets anvendelse af pesticider nuanceret og præget af afvejninger for og imod.

Citaterne i det følgende fra to kvinder, som begge har forældre eller bedsteforældre der har haft landbrug, viser at de, trods deres modstand mod pesticider generelt, stiller sig forstående overfor landbrugets behov for og anvendelse af pesticider.

Spm: Okay, hvis du så umiddelbart skulle sige hvad du forbinder med sprøjtemidler, hvad ville du så sige til det?

Jette: Altså, jeg har nok sådan meget to verdener omkring sprøjtemidler. Jeg er ikke fanatisk modstander af, at man bruger det. Jeg kan godt se, at der kan være en god grund til at bruge det erhvervsmæssigt, hvis man bruger det ordentligt.

[...]

Jette: Ja. Altså jeg kan da huske for mange år siden da en kollega skulle fortælle om de her landmænd. Hvor jeg tænkte: hold da kæft, så står der sådan én der, som ikke ved en skid om hvad et landbrug er, og skal råde dem til hvad de skal bruge og ikke skal bruge. Der sad jeg og fik den der landmandsfølelse i mig og tænkte: hold kæft hvor ville jeg blive sur som landmand på sådan en skrivebordsgeneral der. Altså, de ved sgu ikke hvordan det er, når man er derude i marken og skal have tjent de her penge ind. Sådan var min reaktion.

Stine: Ja [...] og så er der bare tusind ting der hænger sammen, ikke. For det kan jo heller ikke hjælpe noget, at man sætter nogle regler op som er så skrappe, kun her i Danmark for eksempel. For så kan jeg da godt forstå, at der sidder nogle landmænd og fiskere og hvad der ellers er, som sidder og føler at jamen, hvordan skal de få tingene til at hænge sammen. Men det må så være dem heroppe i toppen, som skal få det organiseret så tingene kan hænge sammen. Men jeg synes miljøet må være det vigtigste.

[...]

Men så synes jeg også det er vigtigt, hvis de siger, altså hvis vi nu bare forestiller os de siger: nu må vi ikke bruge sprøjtemidler. [...] Det slutter fra på mandag, færdig slut. Så har vi også nogle landmænd, som måske ikke lige kan få deres ting til at hænge sammen, i og med at man siger, at fra på mandag er det slut med det. Så er det jo også vigtigt, at man så på en eller anden måde går ind og støtter dem. Så jeg kan også godt se, at man kan jo ikke bare gøre det sådan fra på mandag.

Denne forståelse overfor landbrugets anvendelse af pesticider, er vigtig at have in mente når man skal prøve at forstå baggrunden for folks holdninger til pesticider. De tidlige oplevelser og erfaringer man bringer med sig fra barndommen er afgørende for dannelsen af personligheden, eller for ens habitus (Bourdieu 1990), selvom den fortsat udvikles livet igennem. Barndommens oplevelser vil således følge den enkelte og påvirke de erfaringer man høster. De vil også skabe en træghed mod nye tiltag fordi man vil søge at sikre en form for kontinuitet i livet ved at modsætte sig forandringer. Man vil således have en tendens til at afvise oplysninger eller erfaringer som står i modsætning til ens tidlige oplevelser (Kuehn 1999). Set i lyset af hvordan personligheden udvikles, kan dobbeltheden i Stine og Jettes holdninger til pesticider fint forklares. De har begge erfaringer med nære voksnes brug af pesticider i landbruget med fra barndommen, og er derfor ikke afvisende overfor netop landbrugets pesticidanvendelse, selvom de i deres nuværende voksenliv er skeptiske overfor pesticider af forskellige grunde (som vi vender tilbage til). Erfaringer fra barndommen er således af stor betydning og noget man bør medtage, når man undersøger befolkningens opfattelser af pesticider.

Resten af afsnit 3.2

Analysen i denne del vil dreje sig om følgende temaer:

  • Lægfolkenes risikoopfattelse: Her vil de interviewedes opfattelse af og holdninger til de risici brugen af pesticider skaber for sundhed, miljø og natur blive gennemgået. Det vil blive diskuteret hvordan forståelsen af de problemer pesticidanvendelsen skaber, er afhængig af hvem der bruger dem, og hvad de skal bruges til - om det er landbruget eller private der bruger dem i produktionen eller i haven, og hvilke områder der udsættes for risiko.
  • Indflydelse på lægfolkenes holdninger: I afsnittet vil vi sætte fokus på hvad der har indflydelse på lægfolks opfattelse af pesticider. Udover deres egne (eller andre nære personers) erfaringer med pesticider, vil vi undersøge hvordan sanseerfaringer påvirker lægfolkenes opfattelser af pesticider. Også mediernes indflydelse vil blive taget op, og den rolle medierne spiller - og efter lægfolkenes mening bør spille - vil blive diskuteret.
  • Usikkerhed overfor pesticider: Brugen af pesticider er eksemplarisk i forhold til de farer der karakteriserer risikosamfundet (Beck 1992). Et vigtigt træk ved dette er at det selv skaber usikkerhed, og vi vil i afsnittet se nærmere på de forskellige former for usikkerhed der præger brugen af pesticider. Herunder vil vi undersøge de interviewedes usikkerhed overfor kort- og langsigtede konsekvenser af pesticidanvendelsen, og se på hvordan de forholder sig til disse.
  • Lægfolkenes opfattelse af eksperter (og vise versa): I dette afsnit vil vi undersøge hvordan de interviewede opfatter eksperter på pesticidområdet, hvordan de vurderer uenighed blandt eksperterne og hvad det får af konsekvenser for deres tillid til eksperternes udsagn. Endelig vil vi kort komme ind på relationen mellem lægfolk og eksperter, herunder hvordan lægfolkene ser på og forstår vilkårene for arbejdet med at producere viden på området.
  • Lægfolkenes holdning til regulering: Vi vil i afsnittet sætte fokus på lægfolks opfattelse af myndigheder og eksperters regulering af brugen af pesticider i bred forstand, og i hvor høj grad de har tiltro til at reguleringssystemet virker efter hensigten, dvs. om det tager højde for konsekvenser af pesticidanvendelsen i forhold til sundhed og miljø. Vi vil desuden se nærmere på holdningerne til grænseværdier på området og hvordan disse vurderes af de interviewede.
  • Opsummering og perspektivering: Vi vil runde af med at opsummere det skrevne og trække nogle væsentlige pointer frem. Bl.a. vil vi se på om hvorvidt lægfolk betragter pesticidanvendelsen, og de dertil knyttede problemstillinger, i en sammenhæng med øvrige miljøproblemer, eller om de - som mange eksperter - ser dem som isolerede fænomener. Endelig vil vi slutte afsnittet med at udpege nogle strategiske konsekvenser af den analyse vi vil foretage på de kommende sider.

3.2.3 Risikoopfattelse

De interviewede pegede på en række områder som de fandt bekymrende i forbindelse med brugen af pesticider. De nævnede bl.a. de vilde dyr/den vilde natur som noget der var udsat for risiko, den biologiske mangfoldighed var et andet emne, sundheden i forbindelse med sprøjtning af fødevarer blev påpeget som en risiko, herunder risikoen for faldende fertilitet, samt nogle mindre betydelige områder.

En bekymring kunne også tage udgangspunkt i den simple logik at pesticider er giftige. I et af fokusgruppeinterviewene udtalte en af lægfolkene sig om pesticiders generelle virkning på det der skal bekæmpes:

Paul: Altså, jeg tror ikke at BAM og Round-up er harmløst på den [måde]. Fordi jeg kan jo se at det slår tingene ihjel. Altså, det er ikke harmløst. Ja altså, du kan vande med det, men så dør det du vander, det dør sgu. Så det dræber levende celler, så helt harmløst det er det altså ikke. Men om det betyder noget for os andre, det aner jeg ikke. Men det er sgu ikke harmløst.

Når et pesticid som Round-up ‘slår tingene ihjel’ kan det ikke være harmløst, i hvert fald ikke for det ukrudt eller evt. andre vækster der udsættes direkte for det. For Paul var dette en konstatering som det var vanskeligt at bestride. Om det betyder noget for menneskers sundhed, var han mere usikker overfor. Selvom der generelt ikke var en udtalt skråsikkerhed overfor brugen af pesticider, var der dog tilfælde hvor bekymringen var udtalt.

Drikkevand

Nogle gennemgående risikoopfattelser drejede sig om to - helt usammenlignelige - områder, hvor den ene var grundvandet og det andet var børn og børnebørn. Samtlige interviewede udtrykte bekymring overfor pesticidrester i grundvandet, og den betydning dette kunne have for drikkevandet. Uanset hvilken opfattelse, lægfolkene i øvrigt havde af brugen af pesticider, var dette åbenbart af stor betydning. Det kan skyldes flere forhold. Dels at konkrete lukninger af boringer og generelle problemer med forsyning af rent drikkevand har været hyppigt optalt i medierne i gennem længere tid, dels at (rent) vand er af både vital og symbolsk betydning for mennesker (Douglas 1980). Vand er en fundamental betingelse for alt liv på jorden, rent vand er en forudsætning for et godt og sundt liv, og vandets betydning kan derfor ikke overvurderes. Som nævnt samlede denne bekymring alle lægfolkene, hvorimod der var delte meninger hvad angik de øvrige risikoopfattelser som blev berørt i interviewene. Men selv den mindst kritiske overfor særligt landbrugets anvendelse af pesticider, pegede på at dette kun gjaldt sålænge det ikke skadede grundvandet:

Spm: Hvad synes du om landbrugets brug af sprøjtemidler?

Claus: Jeg synes det er i orden, så længe det ikke skader grundvandet eller miljøet som sådan.

På et direkte spørgsmål om hvordan han ville løse problemet, hvis man fandt pesticidrester i grundvandet, svarede Claus:

Claus: Jamen, så må man prøve at opgøre hvad skadeværdien er af de her sprøjtemidler. Efter min opfattelser er hensynet til grundvandet jo et tungtvejende hensyn at tage. Det er der slet ingen tvivl om.

Citatet viser at selv denne lægperson – der var den mindst kritiske overfor brugen af pesticider – udtrykte forbehold når det gjaldt grundvandet. Han havde ikke mange andre forbehold overfor landbrugets muligheder for at benytte pesticider til at øge produktionen, men det måtte ikke gå ud over miljøet i almindelighed, og det måtte i særdeleshed ikke skade grundvandet. Trods det at Claus argumenterede rationelt og ud fra en nytteværdiorientering for sine opfattelser af brugen - og særligt landbrugets brug - af pesticider, fandt han det ikke påkrævet at forklare hvorfor han mente at det var vigtigt at beskytte grundvandet mod forurening fra disse. Det var simpelthen en given ting at grundvandet skulle holdes rent sådan at drikkevandsforsyningen ikke led skade. Heller ingen af de øvrige interviewpersoner fandt det nødvendigt at argumentere for eller forklare hvorfor de mente at det var vigtigt at grundvandet blev holdt fri for pesticidrester, men flere af dem udtrykte sig langt mere kontant om risikoen for grundvandet i forbindelse med brugen af pesticider:

Stine: Jamen altså, som sagt så tror jeg jo, at de ting som ikke bliver optaget, de ryger ned i grundvandet, ikke også. Og det synes jeg jo er et kæmpe problem, også fordi jeg mener der er noget med at, ja jeg kan ikke lige huske hvordan det er. Men der er i hvert fald et eller andet med det der grundvand, som ligger forskellige steder, og hvis det ligger højt oppe, så kan der trænge rigtig meget ned, og så kan man ikke bruge det. Og så skal man have noget der er længere nede, og der skal laves nogle nye boringer, og til sidst skal man så langt ned, at... Ikke også, når mine oldebørn engang [bliver voksne], så bliver det et problem. Og så trækker det vel også ud i vandløb og sådan nogle ting, hvor der kan være noget med fiskene og planterne og sådan. Så det indvirker jo generelt, for så er der nogle små myg som har det der i sig, og så bliver det spist af nogen andre, som bliver spist af os og...

En anden lægperson koblede sin bekymring sammen med den private anvendelse af pesticider:

Spm: Hvad med grundvandet?

Jette: Ja, også det. Det har jo vist sig nu, at de der pesticider hvor man har sagt, at de ikke ville gå i grundvandet, at det gør de altså. Så jeg synes også på den måde, at det er helt uacceptabelt, at man som privatperson går rundt og sprøjter pesticider. Det er slet ikke nødvendigt. Det synes jeg måske faktisk nok er endnu værre. I hvert fald er en af hovedgrundene til, at jeg slet ikke vil bruge det, det er når man spørger: jamen, hvor ender det henne? Nede i vores drikkevand? Det er jo forfærdeligt.

Disse to interviewpersoner udtrykte på hver sin måde den risikoopfattelse at grundvandet var udsat for forurening fra pesticider, og at dette var et stort problem. De bruger udtryk som ‘det er jo forfærdeligt’ og ‘et kæmpe problem’ for at understrege deres bekymring. Den deles som nævnt af samtlige interviewpersoner, om end i varierende grad og med større eller mindre styrke. Lise som selv havde anvendt pesticider i haven, og på mange måder var forstående overfor landbrugets brug af pesticider, var ikke i tvivl når det drejede sig om grundvandet:

Spm: Er det vigtigt at have det der rene grundvand?

Lise: Ja, det er det da ved Gud.

Spm: Der er jo nogen der siger, at man bare kan rense sig ud af det?

Lise: Ja, men hvad kommer man så i for at rense det? Det synes jeg ikke jeg bryder mig om.

[...]

Spm: Altså, jeg har jo ikke forstand på hvad man kan gøre, men der skal man så...?

Lise: Nej, jamen det ved jeg heller ikke noget om. Overhovedet ikke. Det skal bare være der.

Spm: Ja, det skal bare være i orden?

Lise: Ja, det skal bare være der.

Peder er pensioneret landmand og har sprøjtet sine marker gennem mange år. Han blev interviewet sammen med sin kone, Marie, og de udtrykte på mange måder en dobbeltholdning under interviewet. På den ene side stod de ved at have sprøjtet godt og grundigt i 60erne og 70erne hvor der ikke havde været de store restriktioner på brugen af pesticider, og på den anden side var de godt tilfredse med at anvendelsen nu var reguleret mere, og kunne godt se nødvendigheden af at sætte grænser for hvad og hvor meget man må sprøjte. Peder udtrykte forståelse overfor brugen af pesticider i landbruget, men kunne godt se nogle problemer ved det. På spørgsmålet om hvordan han mente at pesticiderne virkede i naturen, svarede han:

Peder: (Pause) Jamen, det ved jeg ikke.

Marie: De forurener.

Peder: Ja, det går jo ud over vandet, grundvandet. Det er da det eneste...

Han nævner grundvandet som eksempel da hans kone siger at de forurener, men ellers kan han ikke selv komme i tanke om andre konkrete problemer der skulle være ved at sprøjte. Senere i interviewet da han blev spurgt direkte om han mente at det kunne være skadeligt for den vilde natur etc., svarede han undvigende ved fx at sige at hvis man bare ikke overdoserer eller frådser med det, så kan det vel ikke skade ret meget. Men grundvandet nævnte han selv som et problem.

Nogle lagde vægt på det naturlige ved rent vand, andre pegede på sundheden, nogle mente at pesticider generelt set var skadelige for grundvandet. Andre igen, som Lise, mente simpelthen at det bare skulle være i orden, eller som hun formulerede det, ‘det skal bare være der’. Der kunne således være forskellige udgangspunkter for at mene at grundvandet skulle beskyttes, men at det var vigtigt, var der bred enighed om. Og som nævnt var det heller ikke noget nogen af interviewpersonerne følte de var nødt til at begrunde. Rent vand betragtes som noget grundlæggende som man har ret til, og som man og samfundet skal værne om.

Børn, børnebørn og oldebørn

Hensynet til børn – og deres sundhed og velvære i bred forstand – var det andet emne som samtlige lægfolk fandt vigtigt i forbindelse med pesticider og risici. Særligt pesticidrester i fødevarer og/eller i drikkevandet fandt de interviewede problematisk når talen faldt på hvad man ville udsætte sine børn eller børnebørn for.[21] Det er her bemærkelsesværdigt at det gjaldt både de der købte økologiske fødevarer, og de der ikke gjorde det.[22]

For lægfolkene var det hensynet til børn, børnebørn og oldebørn der havde første prioritet når det drejede sig om evt. sundhedsmæssige eller andre konsekvenser af brugen af pesticider. Konsekvenser for miljøet som sådan, for fødevareforsyningen i bred forstand, for fattigdomsbekæmpelse, naturens mangfoldighed, for strukturudviklingen i landbruget eller andre store spørgsmål, var ikke noget de interviewede selv kom ind på i nævneværdigt omfang. Direkte adspurgt, var svarene fra lægfolkene på disse spørgsmål dog meget forskellige og som oftest nuancerede og overvejende.

Andre risikoområder

Udover grundvand og børn var de vilde dyr/den vilde natur, den biologiske mangfoldighed, sundhed generelt, herunder risikoen for faldende fertilitet, som nævnt temaer der gik igen i flere af interviewene. I et af disse, hvor samtalen kom ind på risikoen for den biologiske mangfoldighed, beklagede lægpersonen udviklingen, og da han blev spurgt hvordan man efter hans mening kunne håndtere problemerne, svarede han:

Jens: Jamen, så kan man jo netop undlade at sprøjte i hegn og sige: jamen, hvorfor skal det se ens grønt ud? Hvorfor må det ikke være sådan lidt naturligt, med markblomster eller hvad der nu ikke ville være, hvis man sprøjtede. Altså, der vil jeg da hellere have, at det ser sådan lidt spraglet ud og leve med noget ukrudt.

Et sidste område der skal nævnes her, og som kom op i flere af interviewene, var bekymringen for at nogle pesticider kunne have indflydelse på sundheden i almindelighed og i særdeleshed for reproduktionsevnen hos dyr og mennesker. Behovet for sundhed og muligheden for at få børn og børnebørn er et grundlæggende ønske hos de fleste mennesker. Ligesom i forbindelse med vand/grundvand er der således her tale om noget der har vital betydning for langt de fleste, og den mindste usikkerhed på disse områder vil derfor give grund til ængstelse og bekymring. Det fremgår tydeligt af følgende citat af Claus. Da vi under interviewet kom ind på at der kunne være sprøjtemiddelrester i fødevarer, blev han spurgt hvad hans kommentar til det var, og han svarede med ordene:

Claus: Dem har jeg det dårligt med.

Spm: I forhold til dine børn, for eksempel?

Claus: Ja, det har jeg det dårligt med, for det påstås at det kan påvirke de biologiske egenskaber hos mennesker.

Spm: Ja, evnen til selv at kunne få børn?

Claus: Ja, og det synes jeg er ad helvede til. Der er nok noget der er gået galt i systemet, når den slags sker.

Vi ser at bekymringen på dette område gælder uanset holdningen til brugen af pesticider og/eller økologisk dyrkning i øvrigt. Usikkerheden om konsekvenserne går på tværs af hvad man i øvrigt mener om landbrug og pesticider.

Landbruget

Selvom der var en udbredt skepsis blandt interviewpersonerne overfor sprøjtning og de konsekvenser man mente det kunne have på grundvandet, sundheden etc., var der alligevel generelt forståelse for landbrugets behov for indtjening og dermed også for deres brug af pesticider til at øge udbyttet af jorden. Og det er ikke kun blandt de der har tæt familie som har været eller stadig er landbrugere. Også blandt de øvrige interviewpersoner var der forståelse for landbrugets situation, samtidig med at der var bred enighed blandt lægfolkene om at de regler der var omkring brugen af pesticider skulle overholdes, særligt af landbruget. Reguleringen vender vi som nævnt tilbage til senere. En af de interviewede blev spurgt om hun syntes at det var i orden at landbruget sprøjter markerne for at undgå ukrudt, skadedyr etc. Hun svarede:

Laura: Ja. Altså, et eller andet sted er det måske okay, men alligevel så synes jeg faktisk ikke det er okay. Men altså, selvfølgelig, hvis de ikke sprøjter, jamen så får de vel heller ikke noget ud af deres afgrøder. Så er der vel ikke noget mad.

Trods den udbredte skepsis overfor pesticider, udviste lægfolkene i almindelighed forståelse overfor landbrugets behov for at bruge dem til at bekæmpe skadedyr, ukrudt m.v. Det kunne være ud fra en forståelse for behovet for at øge udbyttet eller ud fra en betragtning om at brugen havde mindsket arbejdet i markerne. Selv Jens, som overordnet gik ind for økologisk produktion og støttede de der lagde om til økologisk dyrkning, viste forståelse overfor at det visse steder kunne være vanskeligt uden, hvis man skulle klare sig i konkurrencen. I betragtning af at der var et udtrykt ønske om at reducere de problemer der ses at være forbundet med brugen af dem, og den forholdsvis stærke skepsis der kan konstateres blandt de interviewede overfor pesticider, er det bemærkelsesværdigt at der er så relativ stor forståelse overfor landbrugets anvendelse af og behov for pesticider. Mere entydigt ser det ud når det kommer til brugen af pesticider i private haver.

Private hav r

Lægfolkene var overvejende imod at private brugte pesticider i haverne. Det var den gennemgående opfattelse blandt de interviewede at det ikke var nødvendigt, at man kunne klare sig uden:

Ulrik: Ja. Ja, og så synes jeg selvfølgelig også, at man skal lade være med at bruge round-up i private haver. Altså, det er jo tosset.

Selvom lægfolkene også på dette punkt kom med forskellige argumenter for at private ikke behøvede at anvende pesticider i deres haver, var de enige om at de kunne undværes på dette område. Enkelte mente at man slet og ret burde forbyde private at bruge sprøjtemidler, andre at de blot ikke mente at det var nødvendigt og at private ikke skulle bruge det - uden at definere nærmere hvordan det skulle gennemføres, men vel vidende at det ville blive vanskeligt at få igennem ad frivillighedens vej.

Nuanceret skepsis

Opsummerende på dette afsnit kan siges at bekymringen over de risici man bliver udsat for som følge af brugen af pesticider, ikke kun kommer til udtryk som en bekymring overfor pesticider som sådanne, men er afhængig af konteksten på flere niveauer. Dels udtrykte de interviewede en forskellig bekymring afhængig af hvem der brugte pesticider, dels var den afhængig af hvilke områder der blev berørt.

Om det var private der sprøjtede i haver, eller landmænd der anvendte pesticider i produktionen, gjorde en forskel på hvor legitimt brugen af pesticider blev opfattet. Naturligvis var interviewpersonerne godt klar over at et pesticid er lige giftigt hvad enten det er en landmand eller en privatperson der bruger det, men vurderingen af brugen viste sig at være forskellig i forhold til om det blev anvendt i landbrugsøjemed eller i forbindelse med private haver. Overordnet set var der blandt de interviewede en – med visse forbehold – forståelse for landbrugets behov for at anvende pesticider i produktionen, mens det ikke i nævneværdigt omfang var tilfældet overfor privates brug af sprøjtemidler i haver. Selvom der var forståelse for at landbruget kunne have behov for at anvende pesticider, var det dog ikke det samme som at der var tilslutning til en ukritisk for slet ikke at tale om en ulovlig brug – et tema vi vil komme tilbage til under afsnittet om regulering.

Der var desuden en bekymring overfor virkningerne af pesticider på forskellige områder. Pesticider blev klart opfattet som en trussel mod grundvand og sundhed (og her var der særligt tale om børn og børnebørn), men også miljø og natur var af betydning. De interviewede viste en samstemmende bekymring for pesticiders skadevirkninger på grundvandet, og de så en klar forbindelse mellem pesticidanvendelse og grundvandsproblemer. De udtrykte bekymring overfor virkningerne på særligt deres børns og børnebørns sundhed, og de var i varierende omfang bekymret for natur og miljø. Selvom der var en udbredt bekymring over brugen af pesticider, og de konsekvenser dette kunne have for sundhed og miljø, er det vigtigt at fremhæve, at der ikke var tale om at lægfolkene gav udtryk for nogle sort-hvide holdninger til problemerne. Som gennemgangen ovenfor har vist, er der tværtimod tale om nuancerede opfattelser og en udbredt forståelse for at enkle løsninger på problemerne næppe findes.

3.2.4 Indflydelse på holdninger

Når man skal analysere befolkningens opfattelse af og holdning til en given problemstilling, vil det ofte være relevant at se nærmere på hvad de personer man ønsker at undersøge er og har været under indflydelse af. Som vi allerede har set var interviewpersonernes opfattelse af pesticider påvirket af deres erfaringer med dem. Det kunne både være egne eller andres – forældres eller bedsteforældres – erfaringer med at sprøjte eller ‘vande’ mod et eller andet uønsket. Erfaringer med pesticider i barne- og ungdomsårene havde en særlig betydning for flere af de interviewede, men også erfaringer man har gjort sig livet igennem spillede ind på den opfattelse eller de holdninger lægfolkene havde i forholdet til pesticider og deres anvendelse.

Sanseerfaringer

Sanseerfaringer med pesticider blev nævnt i flere af interviewene, og var tydeligt noget som havde betydning for deres opfattelse af hvor problematiske de var. Lise udtrykte sig om lugten på denne måde:

Lise: Jeg kender ikke ret meget sådan til sprøjtemidler. Ikke andet end at jeg som sagt har boet på landet, og når landmanden kørte med den der sprøjte, så stank der langt væk så der ikke var til at holde ud at være. Og det var ikke gylle. Det var det der sprøjtemiddel.

Spm: Det var sprøjtemidlet?

Lise: Ja, det var sprøjtemidlet. Så stank det langt væk. Og så var der jo ikke andet end at håbe på, at vindretningen ikke var sådan alt for meget, vel...

[...]

Spm: Der kunne man simpelthen lugte det?

Lise: Ja.

For Lise var lugten en understregning af hendes ubehag ved sprøjtemidler. Når hun bruger vendingen ‘Så stank det langt væk’ viser det naturligvis at lugten generede hende, og når hun fortsætter med at sige at man så blot kunne håbe på at ‘vindretningen ikke var sådan alt for meget’ kunne det også tyde på at hun mente at det kunne være problematisk for helbredet at indånde det man så tydeligt kunne lugte. Denne forbindelse var dog ikke noget hun udtrykte eksplicit.

Det pensionerede landmandspar kendte også til lugten af pesticider, og selvom de selv havde sprøjtet markerne da de var aktive i landbruget, var det ikke en lugt de forbandt med noget positivt:

Marie: Der var da også engang hvor man kunne lugte, når folk de havde sprøjtet kornet. Det ligefrem drev her, det lugtede her, så der er i hvert fald noget hidsigt i det, da.

Spm: Man kunne lugte det?

Peder: Ja, ja.

Spm: Hvad lugter det af?

Marie: Det har sådan en stærk lugt.

Spm: Kraftig?

Marie: Ja. Det er nok når vinden bærer på, når den kom her udenfor, så kunne man lugte det.

Spm: Og man kan også lugte det her i haven nogen gange?

Peder: Ja, ja, det kan man da. Det kan man da.

 [...]

Spm: Jeg ved jo ikke hvordan det lugter?

Marie: Det har sådan en speciel...

Peder: Sød lugt, synes jeg.

Marie: Stærk lugt.

Peder: Det er en speciel lugt, det er det.

Særligt Marie synes at være generet at lugten. Hun siger at ‘der er i hvert fald noget hidsigt i det’ og at det har ‘sådan en stærk lugt’. For Marie er lugten således forbundet med noget ubehageligt, overfor Peders lidt mere forsigtige udsagn om at det lugter sødt og at det er en ‘speciel lugt’. Begges udsagn må siges at være negative overfor lugten af pesticider, men Maries klart mere negative end Peders.

En enkelt af de interviewede, Jette, forbandt dog også lugten af pesticider med noget positivt:

Spm: Okay. Du sagde det her med, at du forbandt duften af sprøjtemidler med foråret. Kan du ikke fortælle lidt mere om det?

Jette: Jo, jeg husker meget tydeligt nogle dufte og andre ting fra min barndom. Og når solen var fremme og foråret kom, så var én af de ting der hørte med til foråret, det var duften af sprøjtemidler. Dengang ville jeg kalde det en duft. Som jeg egentlig forbandt med noget positivt. Det er først senere hvor, hvis jeg rigtig kan lugte det, så tænker jeg: nu er der nogen der sprøjter i haven. Så bliver jeg sur over det, ikke. Men dengang var det bare en del af det. Det var en del af foråret, som jeg ikke havde nogen negative følelser overfor. Fordi jeg også forbandt det med de ting, som mine forældre gik op i. Kornet skulle stå pænt på marken, og en del af det at få det til at stå pænt, det var jo at der ikke kom noget ukrudt op og at der ikke var nogen dyr der ødelagde kornet.

Jette havde en erindring om det hun selv betegner med en positiv term, ‘en duft’ af pesticider fra sin barndom. Den kom i forbindelse med foråret og solen der kom frem, og var på den måde en del af en (tilbagevendende) årstid med de positive elementer som mennesker forbinder med forår og sol på vore breddegrader. Det er værd at påpege at Jette selv foretager en klar skelnen mellem den positive barndomserindring og den opfattelse hun senere har fået af pesticider som noget der lugter (ubehageligt) og som hun med egne ord bliver sur over.

De øvrige interviewpersoner der havde oplevelser med pesticidlugte, fandt ubehag ved dem, og forsøgte at undgå at komme i berøring med dem når de mødte dem. Det er her værd at bemærke at en del lægfolk, på samme måde som spørgeren, ikke havde erfaringer med lugten af pesticider, og end ikke vidste at eller om pesticider havde en særlig lugt.

En anden sanseerfaring der kom frem i interviewene, drejede sig om de synlige resultater på jord og planter når der var blevet sprøjtet. Det kunne være pletter hvor jorden var bar eller med udgåede vækster, eller ukrudt der var visnet og som var grimt at se på:

Jette: ...og jeg kunne se det. Ude foran vores hus havde de åbenbart holdt og fyldt på, og der var sådan en stor brun plet.

Anna: ...så har jeg en dejlig have som jeg går meget op i. Men jeg har brugt Round-up én gang, en enkelt gang. Jeg synes bare det var så frygtelig grimt, så stod det der gult, for det var da næsten værre at se på end da det [ukrudtet] var grønt.

Også Lise havde en beretning om hvordan sprøjtning med pesticider havde haft konsekvenser for træer og buske som var kommet til at se ‘mere og mere hængevorne ud’:

Lise: Og jeg kender én der bor ovre på Tuse Næs, ikke. Hun fik hele sit gærde med træer mellem hende og så landmanden... Han kørte og sprøjtede derude, så hele hendes gærde, det var så elmetræer og forskellige ting, de tog faktisk skade af det der. Så de lå og bøvlede, ikke.

[...]

Spm: Hvad sagde hun til det?

Lise: Hun blev selvfølgelig gal, ikke. Først kunne hun ikke rigtig forstå, hvad i himlens navn der var sket. Så opdagede hun: jamen, hvad søren, de stod og så mere og mere hængevorne ud, de her træer og buske. Så kom hun til at tænke på: jamen, hvad søren, han kørte jo og sprøjtede...

Fælles for Jette, Anna og Lises oplevelser af de synlige konsekvenser af at anvende pesticider, var at de var forbundet med ubehag på den måde at det der var sprøjtet, var blevet grimt eller trist at se på.

Men en visuel erfaring kunne også være en ensartet mark uden ukrudt, noget der minder om at der er blevet sprøjtet:

Ulrik: ...jeg synes godt nok det er mistænksomt, når der ikke er et eneste stykke kornblomst eller noget ude i marken. Mens de står i grøften. Det er noget skidt, og hvor bliver det af, alt det der?

Disse sanseerfaringer er alle, bortset fra duften af pesticider i Jettes barndom, knyttet til noget negativt. Enten til en ubehagelig lugt eller et grimt syn eller, som for Ulriks vedkommende, til en påmindelse om pesticiders giftighed og evt. skadevirkninger på planter og dyr. Det sansede har en vigtig betydning for hvordan individer opfatter et givent fænomen, og de negative sanseindtryk som brugen af pesticider har efterladt hos de interviewede, præger utvivlsomt deres holdninger til pesticider generelt. Omvendt viser Jettes erindringer af barndommens ‘dufte’ at sanseindtrykkene også selv er afhængige af en viden eller en fortolkning (fx om forår eller skadevirkninger) som former hvad og hvordan man ser, lugter etc. På den måde kan man sige at sanseindtryk og andre opfattelser, eller anden viden, former hinanden gensidigt.

Mediernes indflydelse

Medierne har indflydelse på hvordan vi opfatter verden, og er et spejl af de små og store begivenheder der udspiller sig overalt i samfundet. Spejlet i medierne kan være klart eller uklart, manipuleret eller sagligt, nuanceret eller unuanceret etc., og det vil desuden altid være selektivt hvor noget er valgt til og andet fra. Mange moderne mennesker henter en væsentlig del af deres viden om og forståelse af omverdenen i medierne, og på den måde er disse med til konstant at skabe og ændre på holdninger og meninger om de begivenheder der fremstilles. Og det gælder naturligvis også på pesticidområdet. Pesticider kan fremstilles som en nødvendig og nyttig del af landbrugets produktion som gavner eksporten og dermed landets økonomi, eller de kan fremstilles som noget giftigt stads som forurener jorden og giver skader på mennesker og miljø. Ofte vil mediernes omtale af pesticider ske i forbindelse med konkrete sager hvor brugen af pesticider har været involveret og/eller skabt problemer på en eller anden måde. Eller det kan være en omtale af et nyt forskningsresultat, som enten frikender eller – som det ofte er tilfældet – anklager pesticider for at volde skade på natur, grundvand, eller hvad der nu måtte være i fokus.

I interviewene var mediernes indflydelse et emne, som alle lægfolkene havde en mening om, og det var noget der som oftest var stor interesse for at diskutere. I fokusgruppeinterviewet kom vi ind på mediernes rolle ved at præsentere interviewpersonerne for nogle avisoverskrifter. Nogle af deres kommentarer til disse lød sådan her:

Kurt: Jeg synes det er tit, altså som de der overskrifter, de tager lidt, måske lidt for let på det. Lidt for populistiske, ikke. Altså, sådan en der, som at det er ufarligt, ikke, altså det er jo bare sådan igen at ligesom bare lige tage overskrifter hele tiden, ikke. Og man kommer måske ikke så dybt... De skal jo selvfølgelig sælge nogle aviser, ikke. Når folk, mennesker de læser sådan noget her: Round-up er ikke giftigt, jamen så skynder man sig op i Brugsen og købe noget Round-up, fordi det har de læst i avisen, ikke.

[...]

Søren: Du kan se, altså jeg ser også den der, ikke. Altså, Cheminova-giften, sagen der aldrig vil dø. Det er som om man har tænkt: nej nu, ah, vi har sgu da ikke noget at skrive om i dag, så vi tager lige den der, den har vi liggende over på hylden, ikke. Så putter vi den i igen, ikke.

Selvom Kurt og Søren peger på to forskellige avisoverskrifter, der er hhv. positivt og negativt ladet overfor pesticider, viser citatet først og fremmest, at de ikke nødvendigvis tager overskrifterne for gode varer. Kurt peger på, at overskriften skal ‘sælge nogle aviser’, og Søren mener, at overskriften om Cheminova-giften er kommet på i mangel af bedre. Og citaterne understøtter samtidig pointen om at lægfolk er nuancerede i deres opfattelser af pesticider.

Lægfolkene betragtede medierne med større eller mindre skepsis, men brugte dem samtidig til at blive orienteret om begivenheder i deres omverdenen, og dermed havde medierne også direkte eller indirekte indflydelse på deres opfattelse af og holdninger til pesticider. De udtrykte således på én gang skepsis og tillid til medierne og den rolle de spiller generelt i samfundsdebatten.

En mangfoldighed af påvirkninger

Moderne mennesker påvirkes af mange forskellige kanaler, og det gælder naturligvis også på dette felt. Vi indledte denne del med at pege på, hvordan lægfolkenes egne erfaringer spiller en rolle for deres opfattelse af pesticider, og i dette afsnit har vi været inde på påvirkningen fra sanseerfaringer og indflydelsen fra medierne. Disse områder blev alle berørt i interviewene og som påvist havde de hver på sin måde indflydelse på lægfolkenes holdninger til pesticider. Selvom de erfaringer man høster i barndoms- og ungdomsårene har en særlig og på mange måder blivende karakter, så vil alle erfaringer man høster livet igennem til stadighed have indflydelse på og forandre menneskers forståelse af og holdninger til deres omverden. Det samme gælder mediernes indflydelse; medierne bringer konstant nye sager frem, viser nye vinkler på en sag, kommer med nye perspektiver, og trods den udbredte skepsis de fleste lægfolk havde overfor mediernes troværdighed, var det klart at det var gennem medierne at de hentede en stor del af deres viden om og forståelse af håndteringen og konsekvenserne af brugen af pesticider. Indflydelse er således en sammensat størrelse som hele tinden ændrer sig - nye sager og medier dukker op, man høster nye erfaringer etc. - samtidig med at de individer der er under indflydelse af hvad der nu måtte være tale om, på sin side ændrer holdninger til de fænomener der influerer på dem. Der er således tale om en proces der finder sted i et komplekst samspil mellem mennesker og deres omgivelser, og som gør at opfattelser og holdninger hele tiden ændrer karakter. Det er væsentligt at være opmærksom på denne kompleksitet - og det der ligger bag den - hvis man ønsker at forstå og forholde sig til lægfolks opfattelse af og holdninger til pesticider.

3.2.5 Usikkerhed

Et fænomen der gik igen i lægfolkinterviewene var begrebet usikkerhed. Pesticider og de konsekvenser brugen af dem havde på natur, miljø, sundhed etc. gav anledning til usikkerhed hos samtlige interviewede. Denne usikkerhed kunne antage mange forskellige former og komme til udtryk på mange forskellige måder, men ingen kunne sige sig helt fri for den. Usikkerhed er et fænomen der er tæt knyttet til moderne samfund (se fx Beck 1992, Giddens 1991, Bauman 1992) selvom det ikke som sådan er noget nyt eller specifikt knyttet til moderniteten - blot har usikkerheden antaget nye former i moderne eller det flere forfattere omtaler som senmoderne samfund (fx Beck 1992).

Fire former for usikkerhed

For at klargøre hvad vi mener med begrebet usikkerhed, vil vi i det følgende operere med fire former for ‘usikkerhed’, hver med sin sunde fornuft eller sit rationale:

  • ‘Jeg er usikker, fordi min egen viden er begrænset’ (‘usikkerhed som selvbegrænsning’), hvor den sunde fornuft siger at eksperterne måske nok ved hvad der er rigtigt og forkert, men jeg ved det ikke (måske fordi jeg ikke får information nok, måske fordi jeg ikke kan stole på medierne, måske af en helt tredje grund)
  • ‘Jeg er usikker i betydningen i tvivl, fordi det hele er meget komplekst’ (‘usikkerhed som kompleksitet’), hvor den sunde fornuft går på at selv hvis jeg eller eksperterne ved en masse om hvert enkelt fænomen, så hjælper det os stadig ikke til at træffe nemme valg fordi så mange ting hænger sammen.
  • ‘Jeg er usikker, fordi eksperterne siger forskellige ting’ (‘usikkerhed som ekspertuenighed’), hvor den sunde fornuft siger at eksperterne selv må være usikre, ellers ville de jo være enige; altså kan det i hvert fald ikke udelukkes at noget – fx. et pesticid – ‘er’ skadeligt, farligt etc.
  • ‘Jeg er usikker fordi ekspertviden er principielt begrænset, og der derfor er ting vi ikke KAN vide’ (‘principiel usikkerhed’), hvor den sunde fornuft går ud på, at der er lommer af uvidenhed og (kausal) ubestemmelighed selv i eksperternes viden (langtidsvirkninger, samspil mellem stoffer etc.).

Denne opdeling gør det nemmere og mere overskueligt at diskutere den kompleksitet og mangfoldighed som netop kom til udtryk i forbindelse med begrebet ‘usikkerhed’ interviewene igennem.

Opdelingen medfører desuden at vi ikke behøver at skelne skarpt mellem ‘oplevet’ og ‘faktisk’ usikkerhed. De flyder sammen, særligt selvfølgelig i usikkerhed 4, som er en principiel usikkerhed som eksperters usikkerhedsbegreb som oftest negligerer. Vores opdeling her er inspireret af videnskabssociologen Brian Wynne som opererer med dette grundlæggende skel mellem ‘usikkerhed’ som et snævert ekspertbegreb og den usikkerhed der drejer sig om mere principielle former for ‘uvidenhed’ og ‘ubestemmelighed’ (Wynne 1992). Pointen er at usikkerhed i lægfolks forståelse er meget mere end den ‘datausikkerhed’ som eksperter typisk er mest optaget af.

Som nævnt var usikkerheden et gennemgående tema i interviewene, og noget der var uomgængeligt koblet til diskussionen om hvilke konsekvenser brugen af pesticider havde både på kort og langt sigt. En af de interviewede, Stine, siger fx:

...jeg synes, at hvis man ikke har et større område end at man kan overskue at gå rundt med en hakke eller en gasbrænder, så kan jeg ikke se nogen grund til at fylde kemikalier i jorden. For jeg kan ikke se, at det kan være godt, og hvilke konsekvenser der er af det, kan jeg ikke overskue.

Stine giver udtryk for usikkerhed når hun siger at hun ikke kan overskue konsekvenserne af at man fylder kemikalier i jorden.

At håndtere et moderne liv, med alle de valg det indebærer, vil altid være forbundet med usikkerhed på en lang række områder. Som forbruger bliver vi stillet overfor en mængde små og store valg som vi både dagligt og i forbindelse med særlige begivenheder skal tage stilling til. Køb af hus, rejse, bil etc. kræver for det meste grundige overvejelser frem og tilbage, men også dagligdagens mange små og større indkøb og anskaffelser fordrer beslutninger, og skal helst være i nogenlunde overensstemmelse med de holdninger vi har i almindelighed, herunder de holdninger vil har til miljøet. Men det kan være vanskeligt at vælge bl.a. fordi man ikke ved nok om de risici en given anskaffelse indebærer.

Usikkerhed gør pesticidområdet letpåvirkeligt

På dette område – brugen af pesticider – såvel som på så mange andre miljøområder, er oplevet usikkerhed et udbredt fænomen. Og som vi har set, kan den antage flere forskellige former med forskellige betydninger. Når der er usikkerhed på et felt, betyder det også at mulighederne for at påvirke og blive påvirket er stor. Som vi så det i forrige afsnit, var lægfolkene under indflydelse af en række fænomener som påvirkede deres opfattelse af og holdninger til pesticider. Når dette sættes i forbindelse med den udbredte usikkerhed på området, er det sandsynligt at en given sag om fx et udslip af gift fra en virksomhed der fremstiller pesticider eller genindførsel af et pesticid der har været forbudt eller lignende sager, vil påvirke mennesker og kan i visse tilfælde øve en væsentlig indflydelse på dem og ændre på deres opfattelser og holdninger. Hvis vi havde at gøre med et område hvor der var en (forholdsvis) sikker viden, eller i hvert fald en oplevelse af et mere stabilt vidensgrundlag, ville det ikke på samme måde være muligt at øve indflydelse gennem enkeltsager, som det er på et område hvor en betydelig oplevet usikkerhed er fremherskende. Usikkerheden øger således muligheden for påvirkning i forskellige retninger og gør hele området labilt og letpåvirkeligt. Den herskende usikkerhed indgår så at sige i en synergi med de sager der fx bringes i medierne og kan i givne tilfælde øge usikkerheden og skabe forvirring og/eller vrede blandt mange lægfolk.

Mange kilder til usikkerhed

Usikkerhed blandt lægfolk kommer således både af at der er usikker viden om en række af de konsekvenser der tillægges brugen af pesticider, og er desuden affødt af en generel usikkerhed overfor hvordan man kan undgå eller bør håndtere disse konsekvenser. Der er ligeledes usikkerhed overfor hvordan og hvem der skal regulere brugen - og dermed konsekvenserne - af pesticider. Og her spiller eksperter en essentiel rolle. I det følgende afsnit vil vi se nærmere på hvordan de interviewede lægfolk opfattede eksperterne på området, hvordan deres syn på eksperternes institutionelle tilknytning tog sig ud, samt undersøge deres opfattelse af den uenighed der hersker både over tid og blandt forskellige eksperter. Lægfolkenes tillid, eller mangel på samme, til eksperterne vil blive taget op i et efterfølgende afsnit. Lad os begynde med at undersøge, hvordan lægfolkene generelt set opfatter de eksperter der beskæftiger sig med pesticider.

3.2.6 Eksperter

Eksperter er, alt andet lige, vigtige for lægfolk fordi de forventes at bidrage til at samfundet som sådan kan håndtere komplekse problemer omkring pesticider og på den måde også besidder en vis autoritet. Når man opfatter myndigheder, forskere, faggrupper etc. som eksperter, siger det samtidig noget om hvem, man mener, har autoritet til at håndtere givne problemer på ens egne vegne - en slags ‘generaliseret tillid’.

Hvor den klassiske model af lægfolk-ekspert relationer ser eksperter som nogen med al relevant viden på et givent område, en viden som er værdifri, dvs. uden at være påvirket af hverken forskerens egne eller omgivelsernes værdier (Blok et al. 2008), ser den tilsvarende klassiske model af ekspert-lægfolk relationer på lægfolk som nogen der mangler relevant viden og dermed bør oplyses for at hindre at de bliver styret af følelser. Det gælder særligt på områder som drejer sig om teknologi og miljø (Blok et al. 2008).

Opfattelse af eksperter

Opfattelsen af eksperter var forskellig blandt lægfolkene, men der var også træk der gik igen. Det mest slående træk drejede sig om synet på eksperters tilknytning til virksomheder eller institutioner, og den betydning dette havde for hvordan deres troværdighed blev vurderet. Samtlige interviewede mente at der var interesser - og penge - på spil indenfor pesticidområdet, og at det forhold at en ekspert repræsenterede en given institution eller virksomhed, medførte at vedkommendes resultater og udsagn blev farvet af denne tilknytning. Fx sagde to af de interviewede i fokusgruppeinterviewet:

Søren: Og industrien er jo også, altså hvis du sælger produktet...

Kurt: Ja, nemlig, det er igen økonomien, ikke.

[...]

Søren: Altså, hvis du sidder og får at vide, eller læser, at dit produkt er usundt, så tilkalder man nok nogen som så kan modbevise det...

Lægfolkene viser her en klar holdning i retning af at økonomi spiller ind på de resultater der fremlægges af forskere betalt af fx en industriel virksomhed. Det viser tillige at de mener at virksomheder kan finde på at indkalde en ‘modekspert’ hvis et givent resultat peger på at deres produkt er problematisk, fx usundt.

Uenighed og forskellighed blandt eksperter

Det var en udbredt opfattelse blandt lægfolkene at eksperterne på området hyppigt er uenige, og at vurderingen af et produkts farlighed ofte ændrer sig over tid. Det karakteristiske ved de svar vi fik på dette felt, var at der var en bred vifte af overvejelser over emnet og at argumenterne som oftest var velbegrundede og nuancerede. Særligt i fokusgruppeinterviewet kom nuancerne i diskussionen tydeligt frem:

Kurt: Det er vel også fordi at forskerne er måske mange gange dybt uenige, ikke. De har hver deres teori måske, som de kører frem, og hver holder på sit og kommer ud med et eller andet, ikke. Og så kommer der en anden i næste uge med noget andet. Og det er jo klart, at de tror på det de selv siger, jamen det skal de jo også.

[...]

Anna: Jamen, jeg synes mange gange får man, også som Lotte er inde på, altså så en uge så kan man få at vide: nå ja, nu er smør farligt. Så er mælk farligt og så er, jamen alt muligt er jo næsten farligt. Til sidst så står man sådan og tænker: nå ja, men det er jo faktisk farligt at leve, ikke.

[...]

Søren: Jeg synes da også der lige har været et eller andet oppe her for nyligt, med at drikke for meget mælk [kunne være farligt] for kvinder [...] Jeg tænkte: nå, hold da op, min kone hun skal da have mælk hver dag. Jeg tænkte, det der ser altså fantastisk ud [...] altså nogen gange så bliver det sådan, at man tager en forsker og så går man hen og så siger: okay, hvis vi nu tager den her mus, så får den kun lov til at spise Piratos i fire måneder, og så får den jo søreme cancer af det. Så er det nok ikke godt med Piratos, vel. Altså det, det ser jeg også lidt på samme måde, ikke. At nogle gange så går der måske lidt for meget Holger K. i den... Og nogen af de der stjerneforskere der, ikke, hvis man kun kigger på én måde at beskue tingene, ikke.

Citaterne viser, at lægfolkene har en forståelse af at en evt. uenighed blandt forskere kan skyldes flere forhold. Dels at de har forskellige teorier som de forfølger og dermed opnår forskellige resultater afhængigt af det teoretiske udgangspunkt. Dels at det er svingene hvornår noget erklæres for sundt eller usundt, ‘nu er smør farligt, så er mælk farligt’ hvilket gør det svært for lægfolk at forholde sig til de oplysninger der kommer frem. Dels peger Søren på at der kan være problemer fordi nogle af de forsøg der udføres, finder sted i bestemte sammenhænge hvor fx forsøgsdyr udsættes for en ensidig påvirkning, ‘så får den kun lov til at spise Piratos i fire måneder’. Her kritiserer han m.a.o. at forskere - i modsætning til lægfolk - har en tendens til at se meget snævert på en problemstilling. Der er således flere problemstillinger der spiller ind, og det er de interviewede helt på det rene med.

Lægfolkene gav udtryk for en mangfoldighed af opfattelser og de udviste som oftest en bred forståelse for den kompleksitet som eksperter og forskere er en del af på pesticidområdet. Vi så at eksperternes/ forskernes tilknytning til bestemte institutioner havde stor betydning for hvordan de blev vurderet af de interviewede. Om hvorvidt det blev opfattet som ‘odiøst’ at arbejde for en privat virksomhed, fx en pesticidproducent, var der forskellige syn på, selvom det blandt alle de interviewede affødte skepsis overfor de resultater eksperter fra sådanne virksomheder fremlagde eller de udtalelser de kom med fx til medierne.

Det sidste emne vi vil tage op i dette afsnit vil dreje sig om hvordan de interviewede lægfolk opfattede de betingelser eksperter arbejder under, sat overfor lægfolks egne muligheder for at forstå de fænomener der findes omkring pesticider og den kontekst de indgår i. Endelig vil vi tage hul på diskussionen i næste del (Del II) om eksperter, ved kort at komme ind på hvordan eksperter (i nogle tilfælde) opfatter lægfolk.

Lægfolk og eksperter

Vi tager i det følgende primært udgangspunkt i de to fokusgruppeinterview; både det hvor der kun var lægfolk, og det hvor lægfolk og eksperter var sammen. Som det fremgik af metodedelen tidligere, deltog tre af de seks lægfolk der var blevet interviewet sammen i det første fokusgruppeinterview, ligeledes i et interview en uge senere hvor også tre af de tidligere interviewede eksperter medvirkede. Vi vil se nærmere på den diskrepans der findes mellem hvordan lægfolk opfatter sig selv i forhold til hvordan de - lægfolk - opfattes af eksperter, og vi vil særligt sætte fokus på den forskellighed der kan spores i de to gruppers måde at opfatte og forstå risiko i forbindelse med brugen af pesticider - og den forskellige bekymring der er en følge af de forskellige forståelser vi finder hos de to grupper.

De stereotyper man ofte finder både i offentligheden og blandt eksperter, som går ud på at lægfolk ikke har (tilstrækkelig) viden på et område, at de bliver styret af følelser og dermed bliver (unødigt) bekymrede samt at de generelt har mistillid til eksperterne (Blok et al. 2008), giver ikke et dækkende billede. Den erfaringsbaserede viden de interviewede lægfolk lagde for dagen, var både mangfoldig og velovervejet[23] og resulterede ikke nødvendigvis i mistillid til eksperterne. Den bekymring de fremkom med, tog udgangspunkt i deres erfaringer som var forskellige, og dermed gav de også udtryk for mange forskellige bekymringer og holdninger til både pesticider og eksperter. Trods det at de ikke generelt set viste mistillid til eksperterne på området, udtrykte de, som vi har set, som oftest en argumenteret skepsis overfor de resultater disse fremkom med.

Selvom billedet af lægfolk på mange måder var nuanceret blandt eksperterne, fandt vi dog også en vis forudindtagethed hos nogle af dem. En af de interviewede eksperter – fra fokusgruppeinterviewet mellem lægfolk og eksperter – svarede fx sådan her på et spørgsmål om hvorvidt reguleringen af pesticider var god nok herhjemme:

Anita: Ja, det vil jeg jo så sige at den er. Men det kan jeg jo godt høre, i hvert fald især ovre på den anden side af bordet [blandt lægfolkene], at der måske er lidt stor skepsis for om man nu, som almindelig forbruger, synes den er god nok. Og det kan jeg på den anden side også godt forstå. Og jeg tror også Lotte har ret, at eksperterne ikke kommer nok ud. Jeg ved så ikke hvordan man skal gøre det. Fordi det er jo normalt sådan, sådan ser jeg det i hvert fald, at hvis eksperter kommer med noget, uden at noget har været i øvrigt oppe i medierne af en eller anden grund, så tror jeg ærlig talt ikke det bliver læst [...] Altså, det kan godt være nogen enkelte interesserede, som du måske er, ikke, og der har en holdning til at de gerne vil købe økologi. Men jeg tror ikke hovedparten af den generelle befolkning, der primært interesserer sig for det via hvad de putter i munden... Jeg tror ikke at de vil læse, hvis jeg skriver et eller andet i avisen ud fra en ekspertvinkel.

Lotte: Men på en eller anden måde så er vi her jo den almindelige befolkning?

Anita: Jo men, men jeg tror... Det lyder i hvert fald for mig som om I er mere interesserede end måske ret mange andre, ikke (griner).

Lotte: Dem jeg kender, ikke, mine venner og min familie, de interesserer sig da for det på samme måde som jeg gør.

Paul: Ja, det... ja...

Lotte: Det gør de altså.

Citatet viser flere sider af ekspertens (Anitas) forståelse af lægfolk. For det første siger Anita at eksperterne ‘ikke kommer nok ud’ med deres viden. Udtalelsen kunne tyde på at hun ønsker at dele sin viden om pesticider, og hvordan de er reguleret (betryggende), med lægfolk som således må antages at mangle denne viden. Udtalelsen kan endvidere pege på at Anita mener at hvis blot lægfolk ville tage imod den fornødne oplysning fra eksperterne om pesticider, så ville den udbredte skepsis overfor disse potentielt forsvinde. Hun erkender dog at det er vanskeligt at komme igennem med oplysning fordi ‘det ikke bliver læst’ hvis man fx skriver et ekspertindlæg. For det andet viser citatet at Anita, når hun bliver konfronteret med konkrete lægfolk, mener at disse er mere interesserede (oplyste) end andre lægfolk. Dette tilbagevises af både Lotte og Paul som begge fastholder at være ‘almindelige’ lægfolk med en ‘almindelig’ viden om tingene.

Anskuet lidt mere generelt og kritisk, kan man se Anita som et eksempel på en ekspert der mener at lægfolk i almindelighed mangler en ‘realistisk’, dvs. videnskabelig eller ekspertbaseret viden, og at denne uvidenhed derfor bør afhjælpes gennem oplysning hvorved man som ekspert får sit ‘budskab’ igennem, og på den måde kan få lægfolk til at acceptere en given teknologi, i dette tilfælde pesticider (Blok et al. 2006a: 4). Hendes opfattelse understreges af at hun mener at lægfolkene i vores fokusgruppe er ‘særligt interesserede’ da de udviser en anden forståelse end den hun havde forventet. Det komplicerer billedet for hende hvis det ikke forholder sig som hun på forhånd regnede med, og hun vil derfor ikke umiddelbart overtage dette billede. Denne opfattelse af lægfolk er (ifølge litteraturen) udbredt blandt eksperter og kaldes ‘the deficit model’ (Blok et al. 2008). Det var imidlertid ikke alle eksperter i fokusgruppeinterviewet der delte denne forståelse af lægfolk, en problemstilling vi vil vende tilbage til i den efterfølgende del hvor vi analyserer interviewene med eksperter.

Forskellig forståelse af eksperter

Ovenfor har vi vist hvordan de interviewede lægfolk forstår eksperter, hvordan de vurderer og hvilke grunde de ser til uenighed blandt eksperter, samt hvordan de interviewede lægfolk - eller i hvert fald nogle af dem - forstår betingelserne for eksperternes viden og arbejde. I sammenligning med de studier der findes på dette område (se fx bilag # litteraturreview og Blok et al. 2008) viser vores studie en langt mere mangfoldig og nuanceret opfattelse og forståelse blandt lægfolk af eksperterne og deres betingelser og muligheder. I det afsluttende afsnit i denne del vil vi perspektivere analysen og give nogle bud på hvordan den kan bruges. Men forinden vil vi vende blikket mod den regulering der finder sted omkring brugen af pesticider.

3.2.7 Regulering

Den regulering der finder sted på et område skal have legitimitet i befolkningen for at blive respekteret og virke efter hensigten (Wynne 2001), og i den forbindelse spiller tillid også en central rolle. Når det tillige drejer sig om et område som pesticidområdet, som mange opfatter som vigtigt for befolkningens sundhed, bliver tillid til eksperter og myndigheder af afgørende betydning for legitimiteten. Myndighedernes risikohåndtering, som består af en lang række elementer, vil blive overvåget nøje af befolkning og medier, og forsømmelser vil blive påpeget og krævet udbedret. Det er derfor interessant at se nærmere på hvilke forventninger folk har til den regulering der sker, og i hvor høj grad de har tillid til den. Og det er hvad det følgende afsnit vil dreje sig om.

Det er vigtigt til en begyndelse at pointere at vi i dette afsnit ikke diskuterer eller på anden måde forholder os til om, hvorvidt lægfolkene - eller vi selv for den sags skyld - har kendskab til hvordan reguleringen af pesticider foregår i praksis eller fx hvilke grænseværdier der præcist er fastsat, hvor de gælder eller hvem der har ansvaret for at de bliver overholdt. Det vigtige her er at vise, hvilken opfattelse de interviewede har af reguleringen i bred forstand, om de tror på at den virker efter hensigten, og at undersøge hvem de mener der, efter deres mening, har eller bør have ansvaret for den. I det følgende er det således ikke lægfolkenes eksakte viden om, men snarere deres opfattelse af og tiltro til reguleringssystemet, der er i fokus.

Tillid til reguleringen

Flere af lægfolkene svarede umiddelbart positivt på spørgsmålet om hvorvidt de havde tillid til reguleringen og/eller myndighederne på pesticidområdet, men når vi bad dem udbygge svaret, blev de ofte lidt mere tilbageholdende og lidt mindre sikre på at alt var som det skulle være. Et eksempel på dette er Jens, som her svarer på om han har tillid til at myndighederne kontrollerer at grænseværdierne omkring pesticider bliver overholdt:

Spm: Men på den anden side, har du så tillid til, at myndighederne sikrer, at der er en vis kontrol omkring overholdelse af grænseværdier og så videre?

Jens: Ja, men altså jeg ved ikke om tilliden er 100 %. Men jeg føler mig ikke sådan fuldstændig utryg ved det. Men jeg føler mig heller ikke helt tryg ved det. Altså, ligesom alle mulige andre steder og i alle mulige brancher, så er der jo brodne kar. Der er også nogle landmænd, som skider på de regler. Det er jeg desværre også overbevist om. Og der ville jeg så også ønske, at man kunne sætte hårdt ind mod sådan nogle grisebasser.

Jens følte sig hverken ‘fuldstændig utryg’ eller ‘fuldstændig tryg ved’ at landmændene overholdt lovgivningen på området. Uden at han forklarer det nærmere, må man formode at han fx tænker på landmænd der sprøjter med ulovlige midler eller på anden måde bryder reglerne. Han mente (dog) samtidig at tilsynet burde strammes op, og at sanktionerne for ikke at gøre det, skulle kunne mærkes hårdere.

Den tillid til reguleringen på pesticidområdet, som de interviewede lægfolk gav udtryk for, rummede for størstedelens vedkommende også en betydelig grad af skepsis. Tilliden kan også ses som en ‘villet tillid’ forstået på den måde at lægfolkene ikke fandt at der var noget reelt alternativ til at have i hvert fald en vis grad af tillid til at ‘systemet’ fungerede. Denne iagttagelse er i overensstemmelse med studier i England hvor manglen på alternativer gjorde at mennesker i bestemte situationer udviste en tillid til systemer som de i bund og grund ikke stolede på eller mente fungerede hensigtsmæssigt, men fordi der ikke var andre muligheder, udtrykte de alligevel en tillid til systemet. Denne opfattelse udtrykte en ‘hvad-skal-vi-ellers-gøre’ holdning (Wynne 1996a), og som kan genfindes i flere af interviewene. Trods den udbredte skepsis udtrykte flere af de interviewede en tillid til systemet fordi de ellers ikke selv ville kunne håndtere de risici de mødte i hverdagen på en hensigtsmæssig måde. Hvordan skulle man kunne købe ind til daglig, hvordan skulle man give sine børn badevinger på når de skulle i vandet etc. etc., hvis man ikke kunne stole på at ‘systemet’ fungerede. Der var ikke nogen reelle alternativer, og det vidste disse lægfolk godt. For andre af de interviewede var der dog formentlig tale om en oprigtig, men betinget tillid til at reguleringen virkede efter hensigten. De mente, at myndigheder, eksperter etc. i almindelighed gjorde sig umage, men at der kunne være svigt eller ‘brodne kar’, som man skulle være på vagt overfor.

Grænseværdier

Grænseværdier kan betragtes som en del af reguleringsforanstaltningerne, og en diskussion af grænseværdier rejser forskellige spørgsmål (Blok et al. 2008). Dels spørgsmålet om hvad grænseværdierne i sig selv er et udtryk for, dels hvilke kriterier de er sat ud fra, dels om de er sat på et passende niveau i forhold til at beskytte mennesker og natur mod skadevirkninger, og endelig om og hvordan man sikrer at grænseværdierne på et givent område bliver overholdt. Grænseværdier som sådan forudsætter at man har en nogenlunde sikker viden at fastsætte dem ud fra, og det kan være vanskeligt af flere grunde. Dels kan den viden man har som lægperson – som vi også har set det i nærværende undersøgelse – være anderledes end den viden forskerne har; en viden som danner udgangspunkt for grænseværdierne som tilsyneladende er udtryk for en objektiv videnskabelig vurdering, men som i realiteten også vil være bestemt af politiske, økonomiske, kulturelle og/eller andre forhold (Wynne 1996b).[24] Dels kan og vil det som oftest være umuligt at opnå en tilstrækkelig viden til at fastsætte nogle ‘sikre’ grænseværdier (Beck 1992). Disse problemstillinger kommer også til udtryk i det følgende, hvor vi vil se nærmere på, hvad lægfolkene mente om grænseværdierne på pesticidområdet.

Spørgsmålet om, hvorvidt grænseværdierne var gode nok, var der forskellige meninger om blandt lægfolkene.

Spm: Hvad med sådan noget som grænseværdier, dvs. hvor man siger: det er ikke skadeligt, hvis bare det holder sig under det og det. Er det noget du har tillid til?

Lise: Jah, altså. Igen med en lille smule tvivl, ikke. Og jeg vil nok sige, at jeg tror nok det er EU der er inde og bestemme lidt over, at det må vi ikke engang sætte vores grænseværdier så lavt, som vi har sat dem. De vil gerne have dem højere, sådan så der må godt være lidt mere af alt det der dårlige i, ikke. Og det er vi vist nok nødt til at tilslutte os, desværre.

Spm: Så der kan Danmark ikke selv bestemme?

Lise: Nej, for vi skal jo følge EU.

Spm: Så du mener at de grænser, Danmark selv ville sætte, de ville være lavere end...?

Lise: Ja, det har vi jo hørt noget om allerede. Jeg kan ikke lige huske hvad det var, men der er et eller andet om det.

[...]

Spm: Har du tillid til at den lovgivning de laver på det her område, at den er god nok?

Lise: Altså, deres hensigter er jo sikkert gode nok, med det som de laver. Men man ved jo ikke om det bliver fulgt helt som de har tænkt sig, at det skal, vel.

Lise udtrykker hverken tillid til at grænseværdierne giver en tilstrækkelig sikkerhed, bl.a. fordi ‘det er EU der er inde og bestemme’ som hun formulerer det, eller til at de grænseværdier, der er, overholdes, fordi ‘man ved jo ikke om det bliver fulgt helt som de har tænkt sig’.

Det var derimod udgangspunktet for Claus som mente at grænseværdierne skulle medvirke til at sikre at reglerne for brugen af pesticider blev overholdt. Under samtalen kom han ind på de skadevirkninger der kunne være i forbindelse med brugen af pesticider, og på grænseværdierne der var sat for at mindske disse:

Claus: Altså, de [pesticiderne] er formentlig rettet mod udelukkende at virke på markerne. Og det vil sige, at de sikkert skal ind i en eller anden form for afkast på markerne. Punktum. Og så er der ingen tvivl om, at de har en eller anden form for bieffekt. Og det er klart, det skal begrænses, for det har jo ikke noget formål. Det er jo ikke formålet med midlerne, og det er jo så også derfor man løbende forsker i det og begrænser det, der er jo grænseværdier for hvor meget man må bruge og så videre. Om de er lave nok, det ved jeg ikke.

[...]

Spm: Og det er klart, at der hvor der har været eksempler på, at folk ikke har overholdt eller ikke overholder grænseværdierne, hvis de for eksempel doserer for meget eller...?

Claus: Så må de som alle andre have én over fingrene, som vi andre får når vi kører for stærkt på motorvejen. Sådan er det. Og det skal håndhæves. Men altså, man kan jo ikke regulere et samfund, uden at man forventer at borgerne følger reglerne. Det er du nødt til at forvente, altså. Det er jo det samme med skattereglerne. Folk arbejder sort, men det er jo ikke det samme som at det er lovligt, jo.

Spm: Nej, eller at det skal accepteres at de bryder reglerne?

Claus: Nej, præcis.

Claus mener at grænseværdierne er udformet med det formål at begrænse bieffekterne, at det er nogen med forstand på det der har fastsat dem, samt at det skal håndhæves af myndighederne hvis nogen ikke overholder dem. Han har generelt set tillid til at det danske system fungerer efter hensigten og udtrykker, som den eneste af de interviewede, ingen grundlæggende skepsis overfor hvordan grænseværdierne er fastsat eller virker.

Grænseværdier som sådan blev ikke anfægtet af de interviewede om end forståelsen af begrebet, samt hvordan grænseværdier indvirker på pesticidreguleringen, varierede en del (og til tider afveg fra det faktiske reguleringssystem). Samtidig varierede tilliden til grænseværdierne også en hel del. Lige fra Lise som ikke havde stor tillid hverken til den måde de blev fastsat på (nede i EU) eller til at de blev overholdt som de skulle, over til Claus som udviste en anseelig tillid til systemet som han i grove træk mente fungerede efter hensigten. Ind i mellem befandt Jens sig, han viste en betinget tillid til grænseværdierne på området, han mente at de virkede under forudsætning af den nødvendige kontrol (som han heller ikke var helt sikker på), men foretrak i øvrigt økologiske varer som var dyrket uden brug af pesticider.

Forskellige grader af tillid til regulering og myndigheder

Vi har i dette afsnit set at der er en varieret grad af tillid både til reguleringssystemet i almindelighed, og til eksperter og myndigheder der medvirker til at regulere de risici der er fra pesticider i særdeleshed. Denne tillid går fra at være betydelig og forholdsvis ubetinget over at være rimelig stor, men betinget, til at være iblandet en væsentlig grad af skepsis. Det er interessant at konstatere at der på dette område er en betydelig større grad af variation i svarene end vi så det omkring flere af de øvrige emner vi har behandlet i denne del af rapporten. Tillid til at et risikoområde som pesticider håndteres forsvarligt, og at problemstillingerne lægges åbent frem fra eksperter og myndigheder, er helt afhængig både af de erfaringer man har generelt og fx af mediernes behandling af enkeltsager. Selvom der var forskellige opfattelser af hvem der havde hovedansvaret for at risikohåndteringen af pesticidforbruget skete på betryggende vis, var der dog enighed om at politikere, myndigheder og eksperter havde et særligt og det væsentlige ansvar for håndteringen. Og netop denne problemstilling vil være udgangspunktet for det sidste afsnit hvor vi vil søge at samle op på og perspektivere analysen af lægfolksinterviewene ovenfor.

3.2.8 Opsummering

Ovenstående analyse af interviewene med lægfolk har vist et sammensat og varieret billede af lægfolkenes opfattelse af og holdninger til risici i forbindelse med pesticidanvendelse samt deres vurderinger af eksperter og myndigheders håndtering af disse risici. Vi har i analysen både diskuteret de nye problemstillinger der dukkede op under selve interviewene og besvaret de vigtigste af de temaer der var formuleret i den oprindelige projektskitse.

Vi startede med at se på de interviewede lægfolks egne erfaringer med og generelle holdninger til pesticider, og så her at de helt generelt udtrykte en bekymring overfor den udbredte pesticidanvendelse der finder sted, men at deres egne erfaringer havde en indflydelse på hvordan de opfattede særligt landbrugets ‘behov’ for pesticider.

Herefter satte vi fokus på lægfolkenes risikoopfattelse på området, hvor vi så at de væsentlige bekymringer drejede sig om grund- og drikkevand samt hvordan pesticider evt. kunne påvirke sundheden særligt hos børn og børnebørn. Disse - usammenlignelige - områder var de store bekymringer. Herudover var der bekymring for naturens mangfoldighed og miljøet generelt. Vi så at der var forskel på hvordan pesticidanvendelsen i landbruget blev betragtet i forhold til brugen i private haver, hvor der var bred enighed om at de kunne undværes i private haver hvorimod det ville være mere kompliceret at undgå pesticider i landbruget.

I næste afsnit så vi nærmere på hvad der havde indflydelse på lægfolkenes opfattelse af pesticider, og så her at sanseerfaringer som lugt- eller synsoplevelser var vigtige og påvirkede de der havde været udsat for sådanne. Mediernes indflydelse var der ingen der anfægtede, men opfattelsen af hvor troværdige de var og hvilken rolle de spillede, var forskellig. Vi viste at indflydelse på dette område er mangfoldig og kompleks.

Et gennemgående træk i interviewene var den usikkerhed næsten alle de interviewede udviste overfor konsekvenserne af brugen af pesticider – både de kortsigtede og de langsigtede konsekvenser. Der var dels en udbredt usikkerhed overfor den viden man har om virkningerne af brugen, dels var der usikkerhed om hvordan usikkerheden skulle håndteres af den enkelte og af samfundet. Usikkerheden giver desuden grobund for spekulationer og hurtige skift i opfattelsen af hvor farligt et givent fænomen fremtræder.

I afsnittet om eksperter så vi hvordan de interviewede opfattede eksperterne, og her kom det frem at eksperternes institutionelle tilknytning var af betydning; særligt hvis de var ansat eller på anden måde betalt af private virksomheder, fx af den agrokemiske industri, var man på vagt overfor det de udtalte sig om eller på anden måde lagde frem. Uenighed blandt eksperterne var et andet emne som skabte mistillid blandt de interviewede, og endelig så vi lidt på hvordan eksperter og lægfolk opfattede hinanden.

I reguleringsafsnittet satte vi fokus på den tillid eller mangel på samme som lægfolkene udviste overfor politikeres og myndigheders håndtering af risici og den regulering der følger heraf. Der var en meget forskellig grad af tillid til at ‘systemet’ fungerede, og i et vist omfang var tilliden ‘villet’. Troen på at grænseværdierne er sat på et passende niveau, og at der er sikkerhed for at de bliver overholdt, var ligeledes omstridt. En enkelt lægperson mente at forvaltningen på området fungerede stort set tilfredsstillende, mens flertallet var mere skeptiske og enkelte udtrykte direkte mistillid til håndteringen generelt. Der var bred enighed om at staten og myndighederne havde et hovedansvar for at ‘systemet’ fungerede.

Vi har således set at lægfolks forestillinger om brugen af pesticider, og deres opfattelser af eksperternes rolle på området, er sammensat, at usikkerheden overfor konsekvenserne er udbredt, og at den ikke nødvendigvis er baseret på manglende viden, men blot en anden forståelse af den sammenhæng pesticider indgår i, end eksperternes. Lægfolks viden tager udgangspunkt i deres egne erfaringer og praksiser. Derved kan usikkerheden heller ikke blot afhjælpes vha. yderligere information - selvom relevant information kan være både ønskelig og påkrævet i mange tilfælde. De interviewede lægfolk så tværtimod en sammenhæng mellem pesticider og omgivelserne som netop udsprang af deres erfaringer på området. I det følgende vil vi perspektivere analysen ovenfor ved at sætte fokus på lægfolks erfaringsbaserede viden, og hvad den betyder for deres forståelse af og holdninger til pesticider i almindelighed.

3.2.9 Pesticider og miljø hænger sammen - erfaringsbaseret viden

Under interviewene skelnede lægfolkene ikke skarpt mellem pesticidanvendelse og miljøproblemer generelt. Dette i modsætning til eksperterne som stort set koncentrerede sig om det der var emnet for interviewet, nemlig anvendelsen af pesticider og de konsekvenser denne har for sundhed og miljø. Undervejs i interviewene kom lægfolkene selv ind på alle mulige andre miljørelaterede emner, og de gav derved udtryk for at der efter deres mening var en sammenhæng mellem pesticidanvendelse og øvrige miljøproblemer. Eksempler på dette finder vi i interviewcitaterne nedenfor.

Det første citat tager udgangspunkt i en fortælling fra en af lægfolkene. Lotte fortalte at hun havde læst at man kunne bruge nogle genmodificerede planter til at finde frem til landminer fordi de skiftede farve når de voksede i jord med landminer:

Lotte: Ja, men jeg kan ikke gengive hvorfor den gør det, vel. Men hvor at jeg måske godt på forhånd kunne have det sådan, at genmodificerede planter, det er ikke noget jeg bryder mig om. Og så ser man så det der, og så tænker man på perspektivet, ikke. Det er jo genialt, simpelthen, ikke. Men samtidig kan jeg jo godt være nervøs for, også for spredningen. Fordi hvad gør det så ved de andre planter, og hvordan påvirker det hele økosystemet, ikke, når nogen planter pludselig bliver resistente overfor et eller andet, ikke. Så... Men jeg kunne da sagtens få øje på, at det der det var, det var [positivt]...

Selvom hun udtrykker sig positivt overfor den konkrete anvendelse af gensplejsning, peger udtalelsen på, at Lotte – ligesom en del af de øvrige lægfolk – er optaget af og bekymrer sig over genmodificering af planter og dyr, og hendes holdning til dette fænomen kan ikke skelnes skarpt fra hendes holdning til pesticider og andre problemstillinger af miljømæssig betydning.

Helt generelt viste interviewene med lægfolk at de så pesticider i sammenhæng med en række andre miljørelaterede problemstillinger. Dette er netop karakteristisk for en erfaringsbaseret viden, i modsætning til ekspertviden som i udgangspunktet er baseret på teorier og på en opsplittet og specialiseret forståelse af verden (Wynne 1996a). Samtidig er ekspertviden i sig selv baseret på en særlig praksis, knyttet til års erfaringer med eksperimenter, litteraturstudier, konferencer etc. Erfaringer som lægfolk af gode grunde ikke besidder. For eksperter vil det at lægfolk blander ‘alting’ sammen typisk være et udtryk for en ufuldstændig eller manglende forståelse af en given problemstilling, hvorimod det for lægfolk – og det gælder også i nærværende undersøgelse – er noget ‘naturligt’ i forhold til de praksiserfaringer de har om at tingene hænger sammen. Denne opfattelse kunne endog i et enkelt tilfælde række til en forståelse af at ‘...det er jo noget med, jamen det er jo hele vores måde at leve på, som så skal laves om’ som Stine formulerede det da vi talte om hvorvidt man kunne undvære pesticider i almindelighed. Hun endte endda sin egen argumentation med at sige at hun alligevel mente at man kunne undvære pesticider generelt, uden dog at præcisere hvordan vores måde at leve på så skulle laves om.

Ingen af de interviewede udtrykte et ønske om at nogen brugte pesticider hvor det ikke var nødvendigt, og alle var enige om at andre midler ville være at foretrække hvis det kunne lade sig gøre. Pesticider blev opfattet som kemiske giftstoffer som var ‘unaturlige’ og de mente i øvrigt at det naturlige principielt var at foretrække. Konsekvenserne af helt at holde op med at bruge pesticider og/eller hvorvidt man blot skulle søge at undgå pesticider som forholdene så ud lige nu - særligt på landbrugsområdet - var der forskellige opfattelser af.

Den risikoopfattelse og viden om risici der findes blandt lægfolk er således baseret på hverdagslivets erfaringer - herunder erfaringer med at få ekspertviden formidlet gennem medierne - og altså ikke på viden som er samlet sammen gennem litteraturstudier, eksperimenter og faglige diskussioner (Wynne 1996b). Denne anderledes viden kan bidrage til at forklare forskellen mellem lægfolk- og ekspertviden, og hvorfor det ofte er svært for lægfolk at acceptere ekspertviden. Den er samtidig væsentlig at være opmærksom på for eksperter som ønsker at kommunikere med lægfolk, herunder at formidle deres viden på en hensigtsmæssig måde.

Måske er det slet ikke muligt at bygge bro og opnå konsensus mellem lægfolk og eksperter fordi den erfaringsbaserede viden som lægfolk besidder, tager udgangspunkt i hverdagslivets praksiser, mens ekspertviden tager udgangspunkt i teorier og faglige diskussioner (Wynne 1996b). Der er således tale om to forskellige vidensformer, knyttet til to forskellige praksisverdner som hverken kan sammenlignes direkte eller smelte sammen til én. Men man kan gøre det klarere hvad hhv. lægfolk og eksperter står for, hvilken viden de har og hvordan de bruger denne viden til at håndtere problemerne. Dermed opnår man måske ikke konsensus, men man kunne få parterne til at indgå i en dialog som kunne få dem til at forstå hinanden, og på den måde kunne de nærme sig hinanden uden at være enige hele vejen. Det vil ikke være en tilstand man opnår en gang for alle, men noget der må foregå i en uophørlig proces hvor synspunkterne til stadighed må brydes og forandres - hos begge parter. Lægfolk kan lære af eksperter, men det modsatte er også tilfældet selvom det ofte overses (jf. Miljøstyrelsen 2004).

Særligt fokusgruppeinterviewet med både eksperter og lægfolk viste at det kunne lade sig gøre at føre en konstruktiv dialog; dog mest for lægfolkenes vedkommende, mindre for eksperternes. Lægfolkene viste mere lydhørhed overfor eksperternes viden end omvendt, hvilket formodentlig bunder i at de to slags viden har forskellig status, hvor ekspertviden har større autoritet og derfor vil have en tendens til at ‘overhøre’ den mere erfaringsbaserede lægfolksviden. Men fordi ekspertviden ikke (nødvendigvis) har større legitimitet blandt lægfolk end deres egen erfaringsbaserede viden, vil den ikke under alle omstændigheder ‘overbevise’ disse om hvad der nu måtte være på spil. En større forståelse og respekt blandt eksperter overfor lægfolks erfaringsbaserede viden, ville formodentlig kunne bane vej for en øget forståelse mellem lægfolk og eksperter. Det kræver imidlertid at eksperterne er åbne overfor lægfolks ‘anderledes’ måde at forstå problemerne på (noget vi vender tilbage til i ekspertanalysen i næste del). Tilsvarende ville en øget indsigt blandt lægfolk i de sammenhænge ekspertviden indgår i, formentlig kunne bidrage til at lægfolk i højere grad kunne forstå baggrunden for eksperter og myndigheders regulering. Hermed være ikke sagt at nogen af parterne - lægfolk eller eksperter - behøver at overtage den anden parts viden eller måde at anskue verden på.

En anden grund til at det er vanskeligt for lægfolk og eksperter at nå hinanden, drejer sig om den manglende tillid mange lægfolk har til eksperter der skifter mening ‘fra uge til uge’, som en af de interviewede formulerede det. I dag produceres og indsamles ny (videnskabelig) viden med stadig større hastighed, og dermed vokser mængden af viden tilsvarende. Ingen – hverken eksperter eller lægfolk – i et moderne samfund har fuldt overblik over vidensproduktionen eller –mængden, og når man som ekspert eller forsker konstant bliver konfronteret med nye data og analyser, som man så vidt muligt forsøger at forholde sig til, bliver ‘meningsskift’ vanskelige at undgå. Det ligger således implicit i moderne (videnskabelig) viden at den skifter om ikke fra uge til uge, så dog med relativt korte intervaller. Når ny viden forkaster ældre ‘kendsgerninger’ kan det være vanskeligt for mange lægfolk at acceptere, dels fordi deres egne erfaringer ikke behøver at bekræfte den ny viden, dels fordi de ikke fuldt ud kender baggrunden og vilkårene for videnskabeligt arbejde. Denne problemstilling ligger indbygget i moderne videnskabsproduktion og lader sig ikke umiddelbart løse. En større diskussion af vilkårene for videnskab og forskning på den ene side samt en større respekt for andre ‘kendsgerninger’ end de videnskabsbaserede på den anden, vil dog formodentlig kunne medvirke til en brobygning på feltet.

3.3 Eksperters opfattelser af risiko i forbindelse med pesticidanvendelse

I dette afsnit sammenfatter vi resultaterne fra del-analysen af eksperters risikoopfattelser i forbindelse med anvendelsen af pesticider. Sammenfatningen er en forkortet version af del-analysen og bygger på otte kvalitative forskningsinterview med eksperter, der repræsenterer forskellige institutioner indenfor pesticidfeltet, samt på et fokusgruppeinterview, hvor to eksperter og tre lægfolk deltog. Samlet spænder gruppen af eksperter bredt og inddrager forskning, myndigheder, virksomheder og interesseorganisationer. Når der i det følgende refereres til ’eksperter’, er det disse interviewpersoner, der henvises til. Alle interviewpersoner er anonymiserede og præsenteres nærmere i bilag 9.[25] Den fulde analyse findes i forskningsrapporten Risiko, viden og pesticiders sociale position. Analyse af eksperters risikoopfattelser i forbindelse med anvendelse af pesticider (Jensen, A. 2008).[26]

Formålet med denne del-analyse er at undersøge og skabe viden om eksperters forståelse af og holdninger til risici ved pesticidanvendelse. Analysen er inspireret af projektets rammeforståelse af risikosamfundet og er opbygget efter de temaer, der dukkede op undervejs i, hvilket følger af projektets eksplorative tilgang (se kapitel 2). Det har betydet, at der i analysen er blevet lagt vægt på temaer, som ikke var forudset, mens andre kaldte på mindre opmærksomhed. Gennemgangen af del-analysens resultater indledes med det spektrum af risikoopfattelser, som eksperterne har givet udtryk for undervejs i interviewene. Herefter følger en diskussion af den kompleksitet, som viden om pesticider omfatter, hvorefter vi vender os mod videns institutionelle forankring. Dette leder over i, at eksperternes opfattelser af forskellige identiteter for lægfolk og for eksperter præsenteres. Afslutningsvis ser vi på hvordan eksperterne opfatter reguleringen af pesticider, før resultaterne opsummeres.

3.3.1 En mangfoldighed af risikoopfattelser i forbindelse med pesticidanvendelse

Alle interviewpersonerne er enige om, at der er en række mulige skadevirkninger knyttet til brugen af pesticider. Skadevirkningerne gælder både for det naturlige miljø og for sundheden, hvor eventuelle virkninger for sundheden er entydigt mest fremtrædende i interviewene. I løbet af interviewene dukker også alvorlige potentielle virkninger op, herunder fx hormonforstyrrelser, kræft, allergi, nedsat fertilitet samt fosterskader. Mange af de nævnte mulige alvorlige virkninger for sundheden har eksistentielle undertoner. Med hensyn til mulige skadevirkninger for naturen går den altdominerende bekymring på, at pesticider medvirker til generelt faldende biodiversitet:

… det er forarmningen. Det er også... Ja, det er den, simpelthen at biodiversiteten falder, både i selve markerne, men også rundt omkring. Effekten på naturen. Og så er det også, synes jeg, stadigvæk det at man stadigvæk godkender pesticider, som ikke nedbrydes meget hurtigt…At du kan lade være med at sprøjte æblerne, hvis de er sprøjtede med det, når vi finder ud af det, det vil sige de næste æbler du får, de har det ikke. Men det der ligger ude i naturen, det har stadigvæk den effekt, og den effekt har de ikke kun på mennesker, men de har det også på naturen. Så derfor synes jeg, jeg synes risikoen i naturen er større. Ikke sådan med at dø eller ikke dø, men den er betydelig større, synes jeg. Også fordi du sprøjter jo i Danmark, to-tredjedele af det danske areal bliver kørt over med en sprøjte med... Det er det eneste område hvor man i den grad smider kemikalier i naturen, og kemikalier som endda har den der, altså som jo er indbygget til at have en effekt på levende væsner (Bente p26-27)

Der er imidlertid stor spredning på, hvor alvorligt sundhedsrisikoen fra pesticider anses for at være. I den ene ende findes en række meget alvorlige virkninger for menneskelig sundhed, som referencerne til hormonforstyrrelser og kræft indikerer. I den anden ende ligger de eksperter, som ikke vurderer chancen for, at pesticider har graverende virkninger for sundheden til at være særlig høj. Her bemærker fx Susanne, at:

Altså, jeg synes jo ikke at man sådan kan sige, at nogen bliver syge af det sådan decideret, vel (Susanne p40)

For en del af de interviewede eksperter øges accepten af risici, når man i vurderingen af de potentielle skadevirkninger medtænker de forventede virkninger af ikke at bruge pesticider:

Altså, selvfølgelig er det jo fordi, at man kan sige at der har været en stor nytteværdi af pesticider. Det tror jeg næsten alle kan blive enige om, at det har de som sådan. …Men jeg tror meget det har været helt basalt, at man skal relatere sig til noget der er designet til at slå ihjel.. (Andreas p21-22)

Og:

Men jeg vil sige at rent sundhedsmæssigt er der også svampegiftstoffer som for eksempel aflatoksin og sådan nogen, som er værre for os end pesticider…der kan da også være ulemper ved ikke at bruge pesticider til svampesygdomme, ikke. Visse svampesygdomme. Som faktisk nok umiddelbart er mere sundhedsskadelige end i hvert fald de pesticider vi godkender nu. (Anita p26)

Samme tematik fremhæves af Bente, blandet ind i et udsagn der problematiserer anvendelsen af pesticider:

… engang da jeg så i Bangladesh, hvor man jo ikke kun sprøjter afgrøderne men også sprøjter fødevarerne når det ligger på markedet. Altså, sådan tørrede fisk, for at de ikke skal rådne, ikke, så får de jo en gang af giftsprøjten. Men altså, alternativet er måske at man dør af en eller anden bakteriel forgiftning, og så kan det da godt være at pesticidernes forgiftning er mindre (Bente p26)

Dette viser et dilemma, når man ser på pesticidanvendelse ud fra et risikoperspektiv, der på den ene side anerkender mulige alvorlige skadevirkninger ved pesticidanvendelse, mens det samtidig også anerkender de alvorlige konsekvenser, der kan være af ikke at bruge pesticider.

Risici ved pesticidanvendelse set i forhold til det øvrige liv

De potentielle skadevirkninger betragtes også i et relativt perspektiv, dvs. i forhold til kemikaliers rolle i et moderne livs øvrige aspekter. Når den potentielle skadevirkning betragtes relativt, fremhæves at der findes et tilsyneladende misforhold mellem de skrappe regler, som brugen af pesticider er underlagt, i forhold til det, der omgiver fx legetøj, klorerede opløsningsmidler eller kosmetik:

…jeg er helt sikker på, efter at have arbejdet med det og ha’ set hvordan andre ting, af de ting vi omgiver os meget mere med, bliver undersøgt, så er der ingen tvivl om at pesticider nok er den gruppe af kemikalier overhovedet hvor man undersøger mest. Man undersøger, det man jo undersøger allermest det er selvfølgelig farmaceutiske produkter…[…]… Der er heller ingen tvivl om, at der er ingen midler der har så … skarpe risikovurderinger, som et pesticid har. Det interessante er jo, at mange farmaceutiske midler, der er man villige til at acceptere en langt højere risiko, fordi man siger: jamen, fordelen ved at bruge det... Det kan godt være at du får nogle meget kraftige bivirkninger. Det vi skal tænke på her, det er at ved pesticider accepterer man ingen bivirkninger. Man accepterer ikke, ved normalt brug, at det påvirker organismen overhovedet… Kommer vi så til alle de andre ting, hvad vi smører vores børn ind i og hvad de leger med og sådan noget, så er det overhovedet ikke undersøgt og det er i langt mindre grad... Og derfor tror jeg også min holdning helt klart er, at der er blevet, pesticider har jo gjort det svært for sig selv fra starten af. (Andreas p15)

Også Flemming er inde på dette:

Man kan sige, at i forhold til de risici mennesker ellers lever med, så var det måske heller ikke meningsfyldt at kræve det, vel. Det kunne godt være der var andre steder det var bedre, det kan godt være det var bedre at sige: nu skal vi fandeme have partikelfiltre på dieselbiler. Det kunne godt være det var et bedre sted at starte, for nu at bruge ligesom en Lomborg-vinkel på det, ikke (Flemming p10-11)

Risikoopfattelser fremkommer således også, når de mulige virkninger af at anvende pesticider sammenlignes med risici knyttet til andre stoffer og produkter, som eksperterne ser omkring sig. Dette indikerer, at de interviewede eksperter også danner sig deres opfattelser af pesticidrelaterede risici ved at relativere dem i forhold til det moderne liv, som de selv iagttager og/eller befinder sig i.

At se risici ved pesticidanvendelse i forhold de risici, som er til stede i det øvrige moderne liv, kan for nogle kædes sammen med risici som et generelt træk ved moderne liv, hvilket fx Flemming giver direkte udtryk for:

…altså i alt hvad vi gør her i livet med risiko, der er det jo en afvejning af det ene og det andet... (Flemming p9-10)

Adskillige eksperter peger på at den almindelige borgers eksponering for pesticider langt overvejende sker gennem fødevarer, selvom der fx i offentligheden og politisk er langt mere fokus på eksponering i drikkevand. Her nævner fx Finn, at:

Jeg kan godt se at vi skal have rent drikkevand, det har jeg ikke noget imod og jeg synes også vi skal gøre alt for at beskytte det. Det er ikke det. Problemet med lovgivningen er bare at den ikke altid hænger sammen med hvad det egentlig er vi går og laver. Hvis man tager et kilo kartofler, og koger det i en liter vand, så er grænseværdien for et af nedbrydningsprodukterne man bruger i kartofler, et svampemiddel som man bruger profylaktisk, 5-6 gange på nogen industrikartofler, måske 8 gange på en sæson, den er 25 milligram per kilogram. Det vil sige, at når man nu har kogt et kilo kartofler, så har man sådan cirka 12 milligram per liter i kartoffelvandet. Det skal man bruge til sovsen, for det har man lært på husholdningsskolen, men i grundvandet må der kun være 0,1 mikrogram. Og der er jo langt fra 0,1 mikrogram til 12 et halvt milligram, ikke. Der er nærmere bestemt over 100.000 gange, og det er den mærkelige konstellation der er i lovgivningen. At det er tilladt at have 25 milligram i et kilo kartofler, men det er ikke tilladt at have 0,1 mikrogram i drikkevandet. Derfor hænger det ikke rigtig sammen sådan rent lovgivningsmæssigt….Men man kunne godt spekulere på, om det er for højt for fødevarerne, for alle de beregninger der er foretaget de sidste 10 år om menneskets indtag af pesticider viser jo, at det er cirka 99,5 % af samtlige pesticider som indtages via fødevarerne. Og ikke selv ved det mest forurenede grundvand. (Finn p25)

Drikkevand med symbolværdi

At risikoen ved pesticider i fx drikkevand anses for at være langt større end hvis det gjaldt den samme størrelse i fødevarer eller tilsvarende kemikalier i fx cremer peger på et andet træk ved eksponering for pesticider i hverdagen, som adskillige af interviewpersonerne peger på. Det rene (drikke)vand forstået som helt frit for pesticidrester besidder en symbolværdi, der er knyttet til pesticiders risikokarakter:

Jeg tror drikkevandsstrategien er rigtig som, hvad skal vi sige, symbolsk vigtig. Fordi drikkevandet er et symbol på, kan du sige, at vi har nogen goder vi værner om. Og det man så oftest vil sige er: jamen, vi får jo mange flere pesticidrester i vores grøntsager end vi gør i drikkevand, så til helvede med det drikkevand, det er meget billigere at lade være. Men […vi] kan ikke lukke den tidsbombe ud på lang sigt, for vi aner ikke hvor vi ender. Og derfor synes jeg det er kanon-godt at sige: drikkevandet, nej tak, der skal ikke være pesticidrester i (Flemming p12)

Som det bemærkes af en anden ekspert, forstærkes symbolværdien af:

…at ved pesticider accepterer man ingen bivirkninger. Man accepterer ikke, ved normalt brug, at det påvirker organismen overhovedet…[…]…det er symbolværdien, men selvfølgelig er der da også en dårlig forhistorie ved det, ikke. Men de er jo blevet symbol på, at man gik fuldstændig ukritisk ind efter anden verdenskrig og anvendte en helt masse ting, og bare blev begejstret over den enorme nyttevirkning der var ved de her ting. (Andreas p15, 23)

Denne symbolværdig træder skarpt frem, når det drejer sig om samfundets adgang til det, der gøres synonymt med ’helt rent drikkevand’, nemlig vand med pesticidrester nede omkring detektionsgrænsen. Forventningen om det helt rene drikkevand står også i kontrast til de mængder af pesticidrester, som vi accepterer i fødevarer, hvilket Flemmings udtalelse illustrerer, og hvad også Maj-Britt bemærker:

… Altså, vi er jo der hvor vi vil ikke have det i grundvandet, ikke, og har det stort set heller ikke. Men det er jo i masser af fødevarer, ikke, og så må man ligesom tage en anden, altså så har man en holdning dér til det, ikke. Og der kunne min opfattelse godt være, at den går sådan lidt mere på at: nå, er det her så et reelt sundhedsmæssigt problem eller er det ikke? (Maj-Britt p37)

De interviewede eksperter anerkender symbolværdien som et vilkår, mens forståelsen herfor strækker sig fra at se det som en uretfærdighed til at accepterer det timelige i et ekstra lag af forsigtighed.

Eksistentielle

Uanset hvordan de interviewede eksperter opfatter risikoen ved pesticider, fremhæver de alle skadevirkninger, der deler ét bestemt træk. De italesatte skadevirkninger berører eksistentielle aspekter af det at være menneske – at afværge sult og sikre fødevareforsyningen (overlevelse), medvirke til kræft (dødelighed), forurene modermælk (spædbarnsomsorg) og mindske evnen til forplantning (fertilitet). I lyset af at medvirke til eksistentielle trusler fremstilles pesticider til at udgøre en risiko ikke alene for det enkelte individ men for Mennesket. Truslen er fx knyttet til brystkræft, som berører en central livsbetingelse; evnen til at amme sit barn:

Flere eksperter fremhæver tillige hvordan fattigdom og alvorlig allergiske reaktioner er mulige parallelle skadevirkninger, der har en social slagside. Denne er mest markant i ulandene, hvor fattige bønder ofte enten ikke oplever at have et valg i brugen af pesticider eller mangler indsigt i mulige risici og korrekt håndtering. Dette viser, hvad der for mange fremtræder som et konstant dilemma mellem fødevareforsyning og natur-/helbredsmæssige omkostninger omkring brugen af pesticider:

Et godt eksempel, ja det skal heller ikke siges højt det der, men ét af de stoffer som vi har forbudt er det der hedder parakvat. Som efter vores opfattelse er alt for giftigt at have… Og det er meget giftigt hvis man inhalerer det, og det er giftigt... Det er ikke et humant sundhedsproblem, kan man sige, fordi de rester, det nedbrydes relativt hurtigt tror jeg…Men dem der sprøjter det, de kan risikere at få alvorlige lungeproblemer, fibrose i lungerne simpelthen. Og vi har, hvis man ser i litteraturen fra de lande hvor det er brugt, så er der en masse tilfælde af forgiftning ved parakvat. Og sådan er det jo også med nogen af de pesticider som vi har, Cheminovas pesticider for eksempel. Cheminova har jo produceret, deroppe ved Harboøre Tange, de producerer jo nogle acetylkolinesterase, altså de gamle som er meget potente og som er meget giftige. Og som giver problemer i nogen af u-landene, hvor man ikke har tilstrækkelig oplysning. Masser af tilfælde af børn der er med ude i marken og bliver forgiftede...(Niels p24)

3.3.2 En specialiseret og kompleks viden om pesticidrelaterede risici

Ikke overraskende var viden et dominerende træk i alle ekspertinterview. Viden fremstod med en helt central rolle for alle aspekter af risiko. Dette gælder både viden om pesticider i sig selv, viden om pesticiders sociale og samfundsmæssige positioner og relationer, samt viden om hvordan de risici, der er knyttet hertil, kan tackles. Viden om pesticiderne selv handler både om pesticidernes egenskaber og karakter og om de materielle og sociale relationer, pesticider indgår i. Dette gælder fx pesticiders effekter, deres egenskaber over tid eller efter transport gennem et andet stof og i kombination med andre stoffer. Dette gælder viden om et givet pesticids kemiske, toksikologiske, biologiske og geologiske egenskaber, så vel som viden om pesticiders sociale indlejring og samfundsmæssige betydning.

Ser vi på den naturvidenskabelige viden, egner sig et spektrum af forhold, som eksperterne nævner som relevante. Spektrummet udspændes af sum-, cocktail-, langtidseffekter, af ændrede egenskaber af det enkelte stof ved transport gennem fx jordbund eller vand, af virkninger over forskellige tidsrum, af aktiv og/eller hjælpestoffer og af, hvad der opfattes som knyttet til det naturlige hhv. det kemisk producerede. Fx fremhæver Flemming den usikkerhed, der viser sig, når man betragter pesticidrelateret risiko i lyset af sum-effekter indenfor en ukendt tidshorisont:

Fordi der også er kommet nogen indikationer løbende, hvor det hele tiden er lidt værre end vi troede, og lidt værre end vi troede, og meget værre end vi troede på nogle områder. Og hvor jeg stadig siger: vi ved stadig ikke hvad sum-effekterne er, vi ved ikke hvad sum-effekterne er fra alle de andre fremmede stoffer vi stopper i vores mad og pesticider (Flemming p14-15)

Fra et specialist perspektiv er Niels inde på de mange forskellige aspekter, der skal medtænkes i bedømmelsen af et pesticids risikopotentiale:

… Og det har vi haft i mange år, en slags sumformel så vi siger, at vi lægger alle de der [virkningsmekanismer i nervebanerne] sammen. Vi må ikke få mere end... Dét system har vi ikke for endochrine disrupter effekten, [altså hormon forstyrrelser] fordi vi har ikke viden nok (?). Vi har altså undersøgt 20-25, men vi er heller ikke helt klar over hvordan de skal lægges sammen. Og det er det der er meget …[…]… Men der er mange forskellige hormoner…Det er meget komplekst. Og det er jo, det der er specielt bekymrende er jo så, hvis det er noget med kønshormoner at gøre. Og det ved vi for eksempel at DDT har. Pthalaterne de virker helt sikkert på testiklerne, specielt hos børn i livmoderen, altså under udviklingen. Og der er de meget følsomme. Pthalaterne (virker?) på rotter, vi ved ikke hos menneskene, men vi tror det er det samme. Men vi har også drøftet, vi har også haft nogen forsøg, der kunne jo være andre, der kunne være andre kombinationseffekter…Mange af pesticiderne er jo beregnet til at være neurotoksiske, fordi nervesystemet kan være det mest følsomme som regel, ikke. Og det kan være forskellige end-points, men der er det så sådan i hjernen, eller i nervesystemet, at mange gange vil det være mindst additive, men det kan også være forstærkende mere end additivt. Hvis man giver to forskellige toksiske stoffer sammen. Og det har vi også forsket en del i og forsker stadigvæk i…[…]…[vi] snakkede meget om, at der var ikke tilstrækkelige undersøgelser af de hjælpestoffer man bruger når man sprøjter pesticider ud. Og hjælpestoffer, det skal jo... Der er mange tekniske hjælpestoffer. Nogen der skal dissipere (?) pesticid, hvis det ikke det sådan opløser, gøre det mere opløseligt så det kan sprøjtes ud. Eller det kan være nogen der ændrer ph i blandingen, så planterne bedre kan tåle det, eller det kan være nogen der sættes til for at undgå at der sker en for hurtig nedbrydning. Altså oxidation af det aktive stof. Der er en lang række hjælpestoffer som man bruger, og som for nogens vedkommende... Og bærestoffer, bærestoffer er sådan set det største volumen, det vil sige det stof som det aktive er opløst i, og det kan være organisk opløsningsmiddel. Mængdemæssigt sprøjter man med, og Miljøstyrelsen har regnet hvor mange tons det er, og det kan være op til 10 gange mere end man sprøjter ud af det aktive stof… og var der nogen, kendte vi nogen, kunne vi kende nogen som var toksiske, karcinogene. (Niels p18-20)

Eksperterne giver således på forskellig vis udtryk for, at viden i forhold til pesticider er karakteriseret af en anselig kompleksitet. Viden omfatter i eksperternes beskrivelser viden om pesticider, deres egenskaber, virkninger, samvirke med omgivelserne og aktørernes adfærd i forbindelse med brugen af pesticider. Siden pesticidernes introduktion i landbruget, er viden om pesticider øget markant. Med den øgede viden er der dukket stadig nye aspekter frem om pesticider, viden er til stadighed mere specialiseret og fremstår til stadighed mere kompleks, hvilket eksempelvis Niels’ udtalelse ovenfor om, at virkningen af hormonlignende stoffer og hjælpestoffer fra et toksikologisk perspektiv ”er meget komplekst”, illustrerer. Også Flemming tematiserer kompleksiteten:

... den opfattelse jeg havde af pesticider for 20 år siden, den holder ikke i dag, fordi jeg mener at der er endnu flere skadevirkninger, specielt af, hvad skal man sige, små mængder alle mulige steder. Det synes jeg er en meget mere bekymrende størrelse i dag, og jeg synes jeg kan se et mønster med det vi får frem nu, hvor jeg følger med i mange ting (Flemming p10)

Og tilsvarende anfører Bente, at:

Der var ikke sådan meget slinger i valsen hos dem [toksikologerne]. …De har jo også haft en langt længere tradition, plus at man kun ser på et individ, eller én art, mennesket, ikke. Hvor man så godt nok bruger rotter til at se på mennesket. Men når man kigger på miljødelen, hvor du både skal kigge på ozonlaget og på grundvandet, og du skal kigge på planter og dyr, mange forskellige dyregrupper, ikke. Altså, så er det jo langt mere komplekst, og også langt vanskeligere at sige, hvad er effekterne egentlig. (Bente p19-20)

Kompleksiteten indvirker kraftigt på, hvordan pesticiders potentielle skadevirkninger opfattes og vurderes. De enkelte eksperter giver her udtryk for, at de ser forskellige konsekvenser af videns kompleksitet. Nogle giver udtryk for, at til trods for at viden om pesticider er naturvidenskabeligt funderet indenfor etablerede faglige discipliner, så bevirker kompleksiteten – især i et længere tidsperspektiv – at viden om pesticider ændrer sig over tid, som fx Niels:

…. Men det er jo altid sådan, at toksikologien også får ny viden hele tiden, og nogen af pesticiderne viser sig jo så... Hvis vi havde haft et testsystem, som kunne opfange de der hormonforstyrrende stoffer da de blev godkendt, så havde der jo været en anden regulering af dem og anvendelse og (?). Og der må man sige, sådan er det jo for os som skal sidde og vurdere tingene. Vi baserer os jo på myndighedernes krav til testning og den eksisterende viden på det tidspunkt, hvor man så godkender. Hvis der så kommer ny viden i den mellemliggende periode, så er vi jo ikke sikre på, at vores vurdering er... Sådan er det jo med al videnskabelig fremskridt…[…]… Hvis der nu er blevet lavet nye undersøgelser der dokumenterer et eller andet om det der parakvat… men så kan man måske ikke opretholde det. (Niels p23-25)

Og tilsvarende fortæller Flemming at:

…[jeg] har et vågent øje til hvad der kolporteres i videnskabsspalter forskellige steder, fordi det ofte er der man får de der pulsagtige nyheder. Nu har man for resten opdaget at det og det og det og det er farligere end man hidtil har antaget, eller det der er mindre eksplosivt, ikke (Flemming p13)

Niels uddyber ved at fortælle hvor kompliceret det bliver at levere endegyldige beviser, når området er præget af kompleksitet:

… jeg har været medlem i mange år af EU’s videnskabelige komite for toksikologi og økotoksikologi … Og der lavede vi en rapport om endocrine disrupters, både på human-siden og på økotoks-siden. Og hvor vi på det tidspunkt, det er snart 6 år siden, hvor vi kom frem til at der var grund til bekymring for miljøet, og det hang jo sammen alligatorerne i Florida og isbjørnen i (?)…[…]… Men i den anden del af rapporten konkluderede vi, at vi ikke kunne sige om der var videnskabelige holdepunkter. For vi troede det (?), og selvfølgelig kan man stadigvæk diskutere det. En del af det som er hormonforstyrrende stoffer inkluderer faktisk også, det har vi ikke været så meget inde på, også mammacancer, altså brystkræft. Og hvor vi faktisk gennemgik, for DDT og metabolitterne, nedbrydningsprodukterne, der er faktisk en hel masse undersøgelser som viser, at der er det der hedder en association, en sammenhæng, mellem... Hvis man tager, der er en dansk undersøgelse hvor man tager … blodprøver på 100 kvinder og så den danske undersøgelse fulgte kvinderne. Tog blodprøverne og undersøgte dem for koncentrationer af pesticidrester og metabolitter … Man senere fandt ud af, om de kvinder der fik brystkræft, havde de haft et højere indhold… Og det havde de faktisk, for dieldrin tror jeg nok, eller én af de der DDT-metabolitter. Og det vakte stor, vi har den også med i den undersøgelse der, men omvendt kunne vi så finde 9 andre undersøgelser som ikke viste den association. Så man kan sige, økologiske undersøgelser er ikke stærke til ligesom endeligt at bevise en eller anden ting. Og man skal jo altid have mange undersøgelser, i hvert fald mindst 2-3 der ligesom siger det samme, ret entydigt, før man begynder at tro at der er noget. Fordi verden er fyldt med associationer (griner), indenfor toksikologi ikke mindst. (Niels p33)

Kompleksiteten bevirker også, at viden fra et ekspertperspektiv ikke fremstår som umiddelbart tilgængelig, hvilket fx for Andreas producerer selvmodsigelser i både lægfolks og eksperters opfattelse af risikoen ved kemikaloier:

…vores intuition dur ikke længere, fordi vi er nået så langt ud i risikovurderinger, at vi har meget svært ved helt at se det. … Og det er et meget godt eksempel… At WHO siger at man kan, uden risiko, drikke vand der indeholder glyphosat i de mængder. Men fordi det er et pesticid må det ikke være i det her drikkevand, i noget der er 50.000 gange lavere. Men hvis man lavede tankeeksemplet med nogen af de ting man kender godt, jamen så ville det jo være enormt, ikke. (Andreas p24)

For Niels betyder kompleksiteten dog samtidig, at man må forfine målemetoder og øge informationsmængden, dvs. pesticiders kompleksitet er af en beskaffenhed, som vi dog kan opnå (en nogenlunde sikker) viden om:

…det er et ret sindrigt system. Og så har vi så baseret det på, dem der er tilladt, dem der kan tillades med en grænse, og så er der nogen som er sensibiliserende eller karcinogene, som vi ikke, som ikke må være der. Og så bliver det selvfølgelig så også for, hvis man skal kontrollere det, så skal man også have nogle test-metoder for nogen af dem hvor vi siger, at de må ikke være der. Og man skal kunne vise dem ned til en eller anden detektionsgrænse, ikke. Og så er der en gruppe som vi siger: dem ved vi ikke nok om. Vi ved ikke nok om deres toksicitet, så dem vil vi foreslå ikke bliver tilladt. (Niels p12)

Flere af eksperterne giver således direkte eller indirekte udtryk for, at pesticider befinder sig i et komplekst felt af vidensformer, og at kompleksiteten medvirker til, at viden om pesticider ændres; er foranderlig. Dette kan også ses som at kompleksiteten fjerner den grundlæggende sikkerhed i viden om pesticidrelaterede risici.

Når det gælder pesticiders risici tegner eksperterne således et billede af viden om pesticider, der er så kompleks, at viden fremstår som med rhizomatiske træk. Den Deleuze & Guattari bruger metaforen om et rhizome, dvs. en form for vidt forgrenet rodsystem der befinder sig i en tilstand af forsat bevægelse, til at beskrive foranderlighed, bevægelse, indeterminans, uforudsigelighed og ikke-hierarkiske og ikke-nødvendige relationer ved et fænomen (Deleuze og Guattari 1988). Her benytter vi os af Deleuze & Guattaris begreb til at fange et specielt træk ved viden, som toner frem i nogen af interviewene.

Rhizomatisk viden er i konstant bevægelse, den udvikles og forandres og får nye forgreninger. Den har mange forgreninger og ikke noget nødvendigt centrum, hvorfra dens sandhed strømmer, med andre ord er den ikke-hierarkisk og indeterminant. Det betyder, at der ikke indgår nogen vidensform, som er overordnet de øvrige vidensformer i ’roden’, men at de forskellige vidensformer belyser fx pesticider på hver deres måde. Det betyder også, at de enkelte grene kan udvikle sig selvstændigt (Pløger og Jensen 2007). Mellem forgreningerne, fx videnskabelige udsagn fra en toksikolog der checker vandprøver og en biolog der forsker i virkninger for en bæks økosystemer, findes kontingente relationer. Rhizomatisk videns forgreninger er et udtryk for fx de forskellige fagdiscipliners eller lægfolks vidensformer, der indgår i beskrivelsen af fx pesticidrelaterede risici, hvor forgreningerne handler om at synliggøre fx pesticidrelaterede risici.. Forgreningerne krydses, kobles, afkobles, kører parallelt, og repræsenterer således kompleksitet.

Konkret betyder dette, at det bliver svært at agere efter årsags-virkningskausalitet, når det rhizomatiske, altså kompleksitet, ikke-sikkerhed og foranderlighed, tendentielt er et vilkår. De tidligere omtalte ukendte tidshorisonter bidrager hertil, hvorfor man fx indbygger elastik i godkendelser ved at gøre dem tidsbegrænsede. Dette er fx Anita opmærksom på:

Nå men, man kan sige at usikkerhederne i miljøet er måske trods alt større, ikke. Altså, du får jo ikke, du kan jo ikke få test på alting. Altså, du får jo nogen repræsentative organismer og vurderer ud fra dem, og man spreder trods alt noget ud i miljøet, ikke, som ikke hører til der. Altså, det gør du. Så altså, der er økologi vel bedst, ikke, helt sådan... (griner). Men jeg mener godt at vi, sådan som vi godkender, med de rimelig strenge krav vi stiller til at det også forsvinder derude igen og så videre, godt at man kan acceptere at det er der… Men det er klart, at tiden har jo også vist at, ja, nu alle de ting man så i dag finder i grundvandet, som man så ikke vidste dengang for 20 år siden, at de rent faktisk løb ned til grundvandet. Det er klart, der sker hele tiden nogen ting som gør, at du måske må genoverveje de, sådan, de stoffer. Og det er jo også én af grundene til at man har lavet de der 10-års godkendelser, for der kommer ny viden frem trods alt, ikke, undervejs. Der kan også komme på sundhed ny viden om hormonforstyrrende effekter og andet, som måske ikke blev så godt undersøgt for 10 år siden. Som gør at vi må justere, og både stille nye krav til nye tests, ikke, og så genvurdere stofferne (Anita p26)

3.3.3 Videns forankring

Den viden, der ligger til grund for vurderingen af pesticidrelaterede risici, formes under påvirkning af forskellige forhold, hvilket eksperterne også peger på. Både personlig baggrund (familie, opvækst) og uddannelse fremhæves og ligeledes den betydning, som ens professionelle, institutionelle forankring får. Her behandler vi først videns forankring i faglige discipliner og i personlig baggrund og derefter videns institutionelle forankring.

Faglige discipliner og erfaringer fra opvæksten

Flere eksperter tematiserer, at eksperters viden om pesticider bygger på en dobbelt forankring. Først og fremmest peger eksperterne på, at den grundlæggende skoling gennem uddannelsen præger de enkelte eksperters opfattelse af pesticider og de risici, som deres udbredelse bærer med sig. Her tematiserer Flemming betydningen af fx en biologi-faglighed:

Jeg ser tingene meget i sammenhæng i forhold til hvad nogen gør, men endnu vigtigere: jeg kigger på langtrækkende muligheder af meget små effekter. Altså det er der, for man kan sige at det er jo ikke kun det her felt. Vi har nøjagtig den samme debat indenfor strålingseffekter, hvor der jo er nogen der siger at nu opdager vi, at en meget, meget lav stråling gennem meget lang tid kan have en biologisk effekt som vi tidligere ikke troede på. Fordi det er så uendelig besværligt at finde de effekter, ikke. Det er jo lidt af det samme med pesticider, hvis det for eksempel viser sig at et givent pesticid i meget, meget små doser har kønshormonlignende virker, men det kræver mange dyr i mange populationer over tid at opdage det. Og der må vi bare sige: sådan er det nok generelt. Hvorimod nogen vil sige: nej, lad nu være, tag det roligt, det går alt sammen, ikke (Flemming p14)

Og omkring godkendelser af pesticider anfører Bente at:

... Sådan en godkendelse består jo af en meget stor del, en miljømæssig vurdering, og en sundhedsmæssig vurdering. […]

Spm: Ja, og der er det der miljøsynspunkt, eller natursynspunkt, helt anderledes?

Bente: Det er helt anderledes. Dels er det langt mere... Jeg kan også huske, toksikologerne de skrev også, ud over det med godartet, så skrev de, at der er ikke nogen sundhedsmæssige risici. Så sagde jeg til dem: det kan vi da ikke sige. Vi kan sige, at vi har ikke påvist nogen sundhedsmæssige risici, og det samme med miljø. Altså, og der er miljøfolkene langt mere, som chef er de langt mere besværlige at have med at gøre, vil jeg så også sige. Fordi de andre, de var sådan helt: det her, nu har vi undersøgt det og det og det, så er det godt. Biologerne de kunne altid finde ud af... (Bente p19)

Dette peger på, at de faglige discipliner bidrager med et bestemt og meget grundlæggende perspektiv, som pesticider tolkes indenfor. Fx vil pesticiders skadevirkninger for naturen, på lang sigt og i kombination med andre kemiske stoffer, være mere fremtrædende på baggrund af en biologisk faglighed, mens fx en geologisk faglighed i højere grad ’ser’ de enkelte stoffers transformation gennem fx jordlag og en toksikologisk faglighed vurderer potentielle sundhedsrisici for mennesker ud fra dette, hvorimod man med en ingeniørfaglig baggrund koncentrerer sig om målemetoder, kortlægning og beregning af grænseværdier. Mange af eksperterne er inde på betydningen af det grundlæggende faglige perspektiv i tolkningen af pesticiders risici:

Og det er da klart, hvis du tager nogen af de folk som kunne rubriceres som pesticideksperter ligesom mig, hvis du sådan siger ekspertgruppen groft, ikke. Der vil være nogen der synes, at jeg er for ømskindet og for biolog-agtig, mens man kan gå mere til den anden side, ikke. Men jeg synes det det kniber mest med for mange, det er at anlægge den lange vinkel og sige: hvad er det for et ansvar vi påtager os 50 år frem i tiden, ikke. Fordi det her kan få nogle følger, som vi ikke kan overskue, det kan blive så besværligt et liv for vores efterkommere.

Spm: Hvis du skulle prøve at indkredse hvad det er for nogle faktorer der gør, at du vurderer pesticider anderledes end andre eksperter gør, så er det det langsigtede perspektiv?

Flemming: Det er det langsigtede perspektiv. Det er opmærksomheden, jeg siger det er biologopdragelsen i mig, det er opmærksomheden på de biologiske effekter af selv meget små mængder…[…]… Når folk siger, at der er ingen kemiske midler eller mediciner som ikke har bivirkninger, så må man sige, at alle stoffer som har en potent virkning, i virkeligheden inklusiv vores egne hormoner, har også en indbygget bivirkning. Og det er også der hvor jeg siger, at jeg er meget mere biolog end agronom, ikke (Flemming p13, 29)

Og:

Spm: Så biologerne er mere opmærksomme på usikkerheder?

Bente: Ja, det synes jeg bestemt. Og langt mere, langt mere holistiske også i deres... Altså, toksikologer det er jo sådan: jamen, er der ikke nogen leverskade påvist på en eller anden rotte, eller 20 rotter, og man laver statistik på at nul-effekten ligger dernede, så er der ikke nogen effekter over. Altså, det er sådan, og jeg tror virkelig at de også mener det. Jeg tror ikke bare det er sådan en faglig måde at udtrykke sig på. Jeg tror virkelig at de mener: jamen, så er der aldrig nogen... Når man så begynder at sige: jamen, det kan da være at små babyer, eller folk der i forvejen har leverskader eller alkoholskader, vil de så, altså hvordan kan vi vide det, ikke. Der er ingen slinger der, der er ikke noget problem [for toksikologerne].(Bente p20)

Sideløbende med den grundlæggende faglige skoling anser flere eksperter det for mindst lige så indflydelsesrigt hvilken erfaringsbaggrund, man har med sig fra sin opvækst:

…Jeg tror også at ens baggrund har meget at sige. Altså, jeg tror det er forskelligt om ens forældre har gået på RUC eller ens forældre har været landmand i Vestjylland […] Så jeg tror at det betyder noget, ens baggrund, hvad man ligesom har fået at vide derhjemmefra, hvad der var godt og skidt. Altså, om man har fået konventionel mælk eller økologisk mælk, hvad for nogle holdninger man har haft i hjemmet og så videre. Så vælger man en uddannelse, og så når du er færdig med uddannelsen så søger du visse job, og så bliver du påvirket der hvor du er. (Susanne p35-36)

Og:

Og KVL er bestemt ikke forbrødret med landbruget. Der er nogen der som personer, qua opvækst, qua vaner er forbrødret med landbruget, ingen tvivl om det, men KVL er ikke (Flemming 23)

Her peger både Flemming og Susanne på, at det især er betydende om man i kraft af sin familiebaggrund har erfaring med landbrugsliv. De fremhæver, at denne førstehåndserfaring er vævet ind i nære relationer og som sådan har stor betydning for ens opfattelser af pesticider. Med dette nære kendskab har man større tendens til at kunne forstå og acceptere brugen af pesticider til trods for en viden om mulige skadevirkninger, hvilket også Maj-Britt er inde på:

…i mine holdninger er jeg meget præget, både af mit arbejdssted, og så min familiemæssige baggrund, med at jeg er opvokset i sådan i hvert fald temmelig tæt kontakt til landbrugserhverv. Jeg tror det er de to ting der spiller ind…[…]… Nu kommer jeg jo så også, I kan måske godt høre at jeg er jyde, og jeg kommer sådan fra ud af en landbofamilie, hvor der i hvert fald ikke er nogen forståelse for at man ikke skal bruge pesticider (griner) (Maj-Britt p44, 32)

For de interviewede eksperter har både grundfaglig skoling, familiebaggrund og opvækst i fx et landbomiljø altså betydning for, hvordan ens viden om og opfattelser af pesticidrelaterede risici formes.

Især den grundfaglige skoling og videns forankring i faglige discipliner bevirker, at ’objektiv’ viden også indeholder elementer af fortolkning. Wynne påpeger, hvordan bredt accepteret ’god videnskab’ er baseret på valideringskrav, der er kulturelt skabte frem for givne af genstanden selv (Wynne 1996: 74). Dette perspektiv peger altså på, at også ekspertviden er indlejret i social praksis. Flere eksperter er inde på, at fortolkning indgår i dannelse af viden om og risikoopfattelser i forbindelse med pesticidanvendelse, hvor fx Anita nævner, at:

… forstyrrelser og sådan noget. Men det er så ikke altid alligevel at det bliver opfattet. Det er ikke så nemt at gøre sådan nogle ting sorte og hvide, vel, fordi så firkantet er verden alligevel ikke. Altså, det er dyreforsøg man vurderer, og ja, så der er altid sådan lidt variation i vurderingsmulighederne. Så det er jo nok også meget godt, for ellers så behøvede vi ikke at være her, vel, så kunne vi sætte en robot til at kigge på det, ikke (griner).(Anita p6)

Eksperterne udtrykker også denne fortolkning som et spørgsmål om at anerkende, at der – ud over viden – også er holdninger i spil, hvilket også gælder for eksperter:

Men det er smadder svært at forklare til folk, fordi det er komplicerede ting. Det er ikke noget der sådan er nemt at forklare. Og det er det der er svært når man for eksempel har med sådan nogle forsøg at gøre, ikke. At næsten alting har en eller anden naturlig variation. Og problemet er så, at... Jeg kan huske for en 5-6 år siden var det for eksempel fremme, at: jamen, glyphosat kunne muligvis give nogle celleforandringer eller sådan noget. Der var nogen fra RUC der havde lavet nogle studier… Man har så lavet stort set de samme studier, efter en eller anden guideline, Cheminova og Monsanto, og de viser ikke det. Og så er det normalt fordi der er nogle problemer med tolkningen af, hvordan er det her, hvad er naturligt og hvad er ikke naturligt. (Andreas p9)

Dette indikerer, at andre faktorer end ’blot’ det at være ekspert eller lægmand indvirker på risikoopfattelsen. Flere eksperter illustrerer som illustreret ovenfor en sensitivitet for det, som i risikolitteraturen behandles som risikoopfattelsers kulturelle indlejring (fx Douglas 1982, Slovic 1999, Tulloch og Lupton 2005). Kulturelle dannelser af risikoopfattelser er således en af de faktorer, som de interviewede giver udtryk for. Dette peger på, at også blandt eksperter dannes og formes risikoopfattelser løbende og under påvirkning af den sociale kontekst, som eksperter befinder sig i.

Videns institutionelle forankring

Professionel viden og erfaring er knyttet til det daglige arbejde som ekspert. Betydningen af det daglige arbejde peger i lige så høj grad på den rolle, som arbejdspladsen, dens kultur og specifikke praksisser spiller. Når eksperterne berører aspektet om videns institutionelle forankring, reflekterer flere over, hvordan opfattelsen af pesticider er forankret i arbejdskulturen, hvor fx Susanne bemærker at:

… så vi ligner meget hinanden, fordi vi er skolet på den samme måde, jo.

Spm: Af huset her, eller af uddannelsen?

Susanne: Huset her. Nej, huset her…Tager vi så Miljøstyrelsen og kemikaliefirmaerne…[…] Altså, jeg tror at det er det man arbejder med, man er påvirket af. Altså, dem som arbejder med det samme, tror jeg ligner mest hinanden. Og det har noget at gøre med, at der hvor du arbejder, der må man ligesom antage at der er i hvert fald en vis sandsynlighed for at man har ønsket at arbejde der […] Så hvis du ligesom vælger et job, så er det fordi du har en interesse i at arbejde i det, og det gør så at man, hvis man arbejder et sted i mange år, at man ligesom bliver formet af der hvor man arbejder. Min holdning er i hvert fald, at jeg synes at dem i DJF de ligner mest hinanden. Det er selvfølgelig også meget generelt sagt, jo. Og så dem her i huset ligner meget hinanden, og dem i Miljøstyrelsen ligner meget hinanden (Susanne p35)

Susanne knytter også den institutionelle forankring til finansiering af forskning og udvikling:

… Tager vi så Miljøstyrelsen og kemikaliefirmaerne […] Altså, jeg tror at det er det man arbejder med, man er påvirket af... […]… Og hvis man tager sådan nogen, hvad skal vi sige, fra GEUS, de har selvfølgelig også en skjult dagsorden… det har alle sammen jo… med at det man arbejder med, der vil man godt finde ud af endnu mere, ikke også. Så det er klart, hvis jeg, jeg vil jo godt vide, skrabe endnu flere penge sammen til nogle forsøg med svampesprøjtning i maltbyg for eksempel. Fordi jeg kunne godt tænke mig, at vi vidste endnu mere om det. Og én der arbejder ved GEUS, han vil selvfølgelig skrabe nogle penge sammen til det han arbejder med… Så jeg tror man er meget præget af det man arbejder med (Susanne p35)

De interviewede eksperter beskæftiger sig alle med pesticider og pesticidrelaterede risici på baggrund af en naturvidenskabelig faglighed. Videns udvikling indenfor faglige discipliner og i konkrete arbejdskulturer indikerer, at også naturvidenskabelig viden påvirkes af disciplinærfaglige perspektiver og i en vis udstrækning af andre interesser.

For Bryan Wynne betyder denne sociale indlejring af viden tillige, at den når viden produceres sker dette i samspil med allerede eksisterende sociale og politiske strukturer, hvilket medvirker til at autoriserer netop denne viden som legitim og (tilnærmelsesvis) sand: ”particular epistemic orders or cultures interconstruct and mutually reinforce with particular social or political orders, in a historically contingent way” (Wynne 1996: 76). Ekspertvidens autoritet vokser med andre ord ikke kun frem af, at den repræsenterer en videnskabelig sandhed. Autorisering sker også socialt og politisk, dvs. når specifikke vidensformer indgår i reguleringen af pesticidanvendelsen.

Dermed er eksperters viden er også stærkt præget af en institutionel indlejring. Dette dækker over både den skoling, der sker i kraft af arbejdet og arbejdspladsens kollektive viden og erfaring, og det dækker de vidensformer, der angiver forståelseshorisonten internt i fagdisciplinen og/eller i organisationen. Med andre ord er organisationers og institutioners kollektivt producerede perspektiv på pesticiders risikopotentiale i spil.

3.3.4 Lægfolk, eksperter og handlingskompetence

Bestemte opfattelser af individer indgår i eksperterne beskrivelser af mulige risici ved pesticider. Disse beskrivelser behandler vi som subjekter. Subjekter forstår vi som individer, der tilskrives bestemte handlingskompetencer, karaktertræk, ønsker, mv., og som fungerer i specifikke sociale strukturer (Giddens 1986)[27]. Her peger Mitchell Dean på, at når man fx i reguleringen af samfundet udvikler politikker for at ændre adfærd, fx begrænse brugen af pesticider, så hviler politikkerne på bestemte antagelser om de individer, de er rettet mod (Dean 1999). Når aktører, fx de interviewede eksperter, forholder sig til lægfolk, så etablerer de en skelnen mellem sig selv som eksperter og lægfolk, der ikke er eksperter, men derimod er den Anden, dvs. individer der markeres som anderledes end dem selv. Der gælder noget tilsvarende, når eksempelvis de eksperter, der er indenfor forskning, omtaler andre eksperter, fx i pesticidproducerende virksomheder eller reguleringen. De antagelser, der ligger bag eksperternes forestillinger om den Anden, gælder fx hvordan hun/han opfatter, forstår og håndtere noget, fx pesticidrelaterede risici, og de bygger dette på bestemte billeder af, hvordan netop denne Anden ’er’ som subjekt. Disse forestillinger danner specifikke subjektkategorier (Jensen & Richardson 2007).

I dette afsnit behandler vi lægmands- og eksperters identiteter og handlingskompetence, ud fra de subjektkategorier, som eksperterne inddrager i interviewene. Først ser vi på den betydning, som eksperterne giver udtryk for at følelser og medier har for lægfolk og behandler de subjektkategorier, der viser sig for lægfolk. Derefter gengiver vi kort de subjektkategorier for eksperter, som eksperterne arbejder med i deres beskrivelser.

Lægmand, følelser og medier

Når eksperterne italesætter lægmand, kommer forskellige kategorier til syne i interviewene. Almindelige mennesker artikuleres som private forbrugere af pesticider og som borgere, der eksponeres overfor pesticider i fødevarer og drikkevand. De tematiseres bl.a. i forhold til magtesløshed, uvidenhed og uvildighed overfor pesticidrelaterede risici. I sine betragtninger over lægmand reflekterer en ekspert over, hvordan begrænsede indsigter gør lægfolk let påvirkelige, når de danner deres opfattelser af pesticidrelaterede risici. I hans perspektiv er ikke-eksperters indsigter i risici betinget af, at man besidder boglig træning, og fx er vant til at læse komplicerede og informationsmættede materiale.

Flere eksperter fremhæver i den forbindelse, at ’almindelige mennesker’ let lader sig styre af følelser og affekt, når de skal forholde sig til alle de informationer om pesticider, de støder på:

Spg.: Hvor tror du lægfolks skepsis kommer fra?

Flemming: Jamen, det er jo ikke så mærkeligt, for en af de ting aviserne elsker mest af alt, det er at skabe frygt. Og frygten er jo et vidunderligt redskab, og noget af det mest ustyrlige redskab, ikke. Den frygt bliver pisket op i tide og utide, og nogen gange med rette og andre gange totalt med urette (Flemming p32)

Flere eksperter påpeger tillige, at affektive reaktioner ofte udløses af mediernes noget selektive dækning af pesticidrelaterede emner, her fx Niels:

… Så den almene befolkning... Og det er jo også noget med, at pressen, pressen har et stort ansvar her. Fordi, jeg har selv adskillige gange været ude i pressen og diskuteret med pressen, og de fokuserer jo... Jeg er ikke interessant med mindre der er en eller anden katastrofesituation (griner) (Niels p40-41)

Flere eksperter peger på, at følelser er på spil, når det gælder lægmands vurdering og brug af viden om pesticider. Her knyttes følelser fx til mediernes fremstilling af pesticidrelaterede emner, hvilket vi vender tilbage til nedenfor. Eksperterne påpeger tillige, at følelser er knyttet til sanseerfaringen, hvor fx bekymring og frygt kan udløses af den smagsændring, der følger med, når overfladevand renses kemisk og iblandes vand fra grundvandsreserver. Her oplever Maj-Britt i sit arbejde med drikkevandsforsyningen fx jævnligt reaktioner fra forbrugeren:

…Og når vi kører med overfladevandsanlægget, så kommer der mere af det her, for der skal jo også klor i det vand, ikke. Og så er mængden større, og så bliver det mere fordelt ud i byen herinde, også til folk som normalt ikke får det her klorvand. Og så reagerer de. Fordi folk der er vant til at få det her vand med en lille bitte smule klor i, de har vænnet sig til det, og mange af dem smager og lugter det ikke mere. Men når der så kommer noget mere, kan man sige, og det bliver fordelt andre steder i byen, så hører vi det. Og mange …kalder smagen, når vi kører med overfladevandsanlægget, så kalder de det svensk skovsø og mose og jeg ved ikke hvad. Og jeg synes også, altså det har en anden smag, somme tider (Maj-Britt p17)

Den ændrede smag giver næring til en usikkerhed, som knyttes til risici ved drikkevandet. Derimod er der kun en enkelt anden af eksperterne, der selv er inde på sanseerfaringer, og det er i forbindelse med fraværet af omfattende pesticidanvendelse, hvilket for eksperten betyder at man kan ’nyde synet af en rig natur’ på ferier og i feltstudier

Landbrugserhvervet og landmænd tematiseres gennemgående som en speciel subjektkategori indenfor pesticidfeltet. Landmænd er de daglige brugere af pesticider, som træffer beslutningen om overhovedet at sprøjte, hvilke pesticider der anvendes, sprøjtefrekvens, osv. Landmænd fremhæves tillige i interviewene som de mest aktive fortalere for anvendelse af pesticider. Men landmænd fremstilles også nuanceret blandt lægmænd. Her fremhæver Anita fx at alder og generation indvirker på de risici, som landmænd knytter til pesticider:

…Men lægfolk er vel også her meget forskellige, og lidt afhængig af hvad du opfatter som lægfolk. Hvis du også opfatter brugerne, men det gør du måske ikke, men landmanden selv, så vil deres holdning jo helt klart være meget, meget anderledes end hvis du spørger ham der skal spise kornet, ikke. Det er jeg helt sikker på…[…]…Der tror jeg heller ikke du kan finde ret mange, du kan nok finde nogen enkelte yngre landmænd der bruger pesticider der er lidt mere skeptiske overfor dem, og passer bedre på sig selv, ikke. Men de ældre landmænd, de vil helt klart have den holdning at det overhovedet ikke er farligt, for dem selv ikke. Det er der ingen tvivl om. Og det er jo lidt vores andet problem, når vi godkender og siger at det er altså sikkert kun hvis du tager handsker på når du hælder det op og sprøjter. Og vores tro på at alle tager handsker på er jo, altså vi ved jo at de tager ikke handsker på alle sammen, vel. Selv om det står på etiketten at de skal. (Anita p36)

Som Anitas citat illustrerer, så placerer de fleste eksperter landmænd i grænsezonen mellem lægmand og eksperter. Landmænd opfattes i kraft af deres erhverv og dettes økonomiske bindinger, deres daglige erfaringer med pesticider og – for den yngre generation – deres uddannelse, som kompetente med hensyn til at handle i forhold til pesticider. Finn uddyber:

Man kan også se det på, altså man vil godt have et godt vandmiljø og sådan noget, ikke, det kan man jo se på de der meningsmålinger. Men altså, jeg tror ikke at det er det de [almindelige mennesker] spekulerer mest på. Til gengæld er dem jeg arbejder sammen med, eller arbejder hos, landmændene der, de tager det alvorligt. De tager det vel langt mere fagligt end jeg tror at miljøfolk ved til dagligt…Så i hvert fald langt den overvejende del af dem, når jeg for eksempel er ude og holde foredrag i landboforeningerne, de ved hvad de har med at gøre, og landbrugsrådgiverne er faktisk rimelig skrappe i dag. De ved hvad de skal gøre. Jeg kan også se, at den nye generation af landmænd der kommer, de er rimelig veluddannede. Der er mange af dem, der faktisk er akademikere, ikke. Dem der driver de store gårde i dag, de er cand.agro’er alle sammen, de har ikke kun stort børkort som man havde i gamle dage, ikke. Så jeg tror at det måske er én af de ting, der er skabt med at der har været så meget diskussion om det, at man dels har fået sprøjtebeviser og dels har fået folk til at sige: jamen, det væsentlige er at vi har et godt landmandsskab… Så jeg tror faktisk at indenfor den del af landbruget, der kunne måske godt komme sådan en eller anden pesticid-bølge, ikke, hvor man måske så siger: nu var det måske rimeligt at vi lige kiggede på om vi gør det godt nok…Så jeg vil sige at plantebruget kører rimelig tilfredsstillende, og de folk der er rimelig up-datede. Men fru Hansen nede i Brugsen der, for det første kan man sjældent kalde det pesticider for det ved de sgu ikke hvad er. (Finn p46-47)

Adskillige eksperter giver udtryk for, at landmændenes forhold til anvendelse af pesticider også hænger sammen med et økonomisk rationale; landmænd opfattes simpelthen som bange for et mindre udbytte hvis de sænker sprøjtningsniveauet.

3.3.5 Eksperternes syn på reguleringen af pesticidanvendelse

I interviewene kommer eksperterne også ind på, hvordan de opfatter den danske regulering af pesticidanvendelsen, når man inddrager et risikoperspektiv. Eksperterne udtrykker gennemgående en generel tilfredshed. De reflekterer over den samfundsmæssige position, som pesticider har, og ser samtidig reguleringen af pesticider i lyset af, hvordan andre kemikalier reguleres. Reguleringen omfatter tillige en politisk logik, der er orienteret mod at opnå genvalg og mod at finde kompromisser og inddrager EU’s indflydelse. Endelig peger eksperterne på en række områder, hvor de ser at reguleringen kan forbedres.

En udmærket regulering, men…

Blandt eksperterne hersker generelt tilfredshed med den danske regulering, mens næsten alle samtidig reflekterer over forskellige aspekter af reguleringen og dens udvikling:

…jeg synes at man faktisk gør et utrolig flot stykke arbejde i Miljøstyrelsen. Jeg synes det, og jeg synes at man har været... Og det er så der jeg er lidt bange for at det er ved at skride nu, jeg synes man har været så restriktiv man har kunnet indenfor de grænser der har været i EU (Bente p18)

Udviklingen betragtes også af flere i et længer tidsperspektiv, som når en ekspert bemærker at:

…vi kom fra reguleringen, og som sagt, der synes jeg i hvert fald den kunne blive bedre. Men den er da meget fornuftigere end i mange andre lande, vi er da stadig, men vi var i en førertrøje reguleringsmæssigt for 4 år siden, og der er vi altså sunket et trin tilbage. Men det er jo også et politisk valg som man har taget i øjeblikket, ikke, og så ved jeg ikke hvordan den danske befolkning langsigtet forholder sig til det valg. Det vil vise sig (Flemming p42)

Her finder fx Andreas også, at den danske regulering ikke er helt så streng som dens ry, og sætter den i kontrast til andre landes ’mere professionelle’ reguleringsmyndigheder:

…Men det vi så har som sådan, som er vigtigt at sige til sig selv, det er: jamen, kan det accepteres i for eksempel USA eller i andre lande, hvor man måske kan have langt strengere krav... Jeg troede, da jeg startede, at Danmark var et land med ekstremt strenge krav og ekstremt strikse regler og sådan noget. Der har jeg helt klart lært, at det er ikke tilfældet. Der er nogen lande i verden, der har miljøstyrelser som er mere professionelle, eller sætter langt mere af til at undersøge de her ting. Stiller langt større krav til de her produkter. (Andreas p28-29)

Eksperterne påpeger samstemmigt EU’s kemikalieregulering, her opsummeret af Bente:

…der er så meget af det, der bliver vedtaget i EU, altså der er relativt lidt der bliver vedtaget i Danmark (Bente p12)

Eksperterne påpeger dog også, at kendskab til EU’s faktiske indflydelse på reguleringen ikke er særligt udbredt blandt lægfolk, hvilket til gengæld åbner mulighed for at placere ’ansvaret’ for mangelfuld regulering af risici hos andre end ’os’ selv:

…selv om man må sige at vi i dette land har en meget høj tillid til vores offentlige kontrolinstanser, så er det da klart man spekulerer på: hvad fanden er det her. Folk vil nok mest af alt rette det mod EU hvis de kan, fordi EU er sådan passende på afstand og det er de der skvadderhoveder dernede der vil ødelægge vores ellers gode [system] (Flemming p32)

Pesticidanvendelsens samfundsmæssige position

Når de reflekterer over risici ved pesticidanvendelse og regulering, tematiserer alle eksperterne først og fremmest den samfundsmæssige position og rolle, som pesticider tilskrives. Disse opfattelser udspænder en bredde, der går fra at pesticider er overflødige til, at det er umuligt at forestille sig en moderne verden uden pesticider. I den ene ende beskriver eksperterne pesticider som en uadskillelig del af moderne samfund, som fx Finn:

…Jeg kan ikke se at vi kan have et landbrug uden brug af pesticider. Det tror jeg ikke der er mange steder man kunne have i verden. Men jeg kan også se, at der er visse stoffer som man burde udfase og bruge nogle andre. (Finn p24)

Anita uddyber pesticiders samfundsmæssige nødvendighed på en parallel måde:

…altså der kan man også sige at industrien er blevet bedre til at, dels at finde produkter som ikke er det vi kalder akut giftige...Der er stadig nogen tilbage i EU, vi sidder med i øjeblikket ikke, og der er nok også nogen få i Danmark der kan være nødvendige til visse ting...[…]… der kan der også være ulemper ved ikke at bruge pesticider til svampesygdomme, ikke. Visse svampesygdomme. Som faktisk nok umiddelbart er mere sundhedsskadelige end i hvert fald de pesticider vi godkender nu… (Anita p23-24,26)

Her spiller nytteværdien af pesticidanvendelse stærkt ind, hvilket Andreas sammenfattes med:

…Altså, selvfølgelig er det jo fordi, at man kan sige at der har været en stor nytteværdi af pesticider. Det tror jeg næsten alle kan blive enige om, at det har de som sådan. (Andreas p22)

Flere af eksperterne laver her en skelnelinie mellem, om der sprøjtes i private haver eller i landbrugsproduktionen. Anita fremhæver fx, at den samfundsmæssige nødvendighed kun er knyttet til landbruget:

…Jeg har gjort det [brugt sprøjtemidler] engang imellem, men der vil jeg sige, der synes jeg det er et af de steder jeg vil prøve at undgå det, ikke…For der er det ikke nødvendigt. Jeg skal ikke leve af min have, vel…[…]…Det har vi meget diskussion om her. Der er meget forskel på hvad vi synes her i enheden. Om det er forsvarligt at bruge hjemme hos sig selv i haven, eller om man så ikke burde lade være der, ikke, når det ikke, når det ikke er sådan helt strengt nødvendigt, ikke. Men det er vi ikke enige om. Der er mange forskellige holdninger.

Spm: Ja, spændende fra totalt nej til det, og så til at man synes det er helt uproblematisk eller hvad?

Anita: Ja. Ja. Og vildt overdrevet at det skulle være et problem. Altså, det er der nogen der synes, ikke. Og det er jo også et mindre problem. Vi ved, der har jo været politisk fremsat beslutningsforslag fra for mange år siden, og det kører stadigvæk faktisk til en vis grad, jo, at man skulle helt forbyde det i private haver, ikke. Og det har været drøftet her i mange år: hvad kan vi gøre? Altså, kan vi lave noget, rådgive os mere ud af det, eller skal vi virkelig ind og lave anvendelsesforbud. Og må vi lave anvendelsesforbud for EU…Men så har der jo så været meget sådan snak om siden: hvad skal vi så gøre, ikke. For at prøve at begrænse forbruget. Fordi det har man i hvert fald på et tidspunkt syntes, at det skulle man. Jeg er ikke sikker på, at det bliver til noget nu her. Men når man ser på de opgørelser vi har, med hvor meget man forventer af det der bliver solgt skal bruges i private haver, så er det næsten forsvindende. Altså, det er så lille en procentdel så miljøbelastningen må være lille fra de private haver, i forhold til resten, ikke. (Anita p44,45)

At den samfundsmæssige nødvendighed er knyttet til landbrug, mens den ikke gælder for private haver giver Maj-Britt også udtryk for:

…Og jeg kan ikke se et samfund uden brug af pesticider i erhvervet, erhvervet landbrug. Jeg kan godt se, at man kunne forbyde brug i...

Spm: I privates haver?

Maj-Britt: Ja. Fordi, også fordi at der må vi altså alle sammen gå ud med vores lugejern. Og også fordi at den brug, har jeg altså en fornemmelse af, ofte kan være mere lemfældig. Landmanden han betaler for den mængde pesticider han bruger, og det koster ham hver gang. Og der skal, det er selvfølgelig ikke alle der er helt obs på hvor lidt og hvor meget de kan bruge, eller faktisk hvor lidt de kan nøjes med at bruge, ikke. Men det er så...[…]… Hvorimod at de private, der synes jeg ligeså godt man kan prøve på at få folk til at lade være med at bruge dem, ikke (Maj-Britt p24-5)

Den risiko, der er knyttet til pesticider, fremstår her som en nødvendig omkostning, hvis samfund ønsker den sikkerhed i fødevareforsyning, som brugen af pesticider lover.

Reguleringen af pesticidanvendelse sættes også i perspektiv af, hvordan andre kemikalirelaterede produkter reguleres. Her bemærker flere eksperter, at pesticider og pesticidrelaterede risici får langt større opmærksomhed end de fleste andre kemikalierelaterede produkter, hvilket afspejler sig i de krav til pesticider og pesticidanvendelse, som reguleringen stiller.

Politisk logik i reguleringen og EU's indflydelse

Den politiske logik bliver af samtlige eksperter fremført som forstyrrende for, at der kan føres en fornuftig regulering af pesticider og dermed en ’god’ håndtering af pesticidrelaterede risici. Her hos Finn:

… Altså, når de [egen familie red.] læser et eller andet i dagspressen, med at nu er der fundet et eller andet, så kan de måske godt føle sig bekymrede og sådan noget…Og det er nok, altså der hvor det, hvis man kan kalde politikere for almindelige mennesker, det har jeg nu svært ved, men så er det i hvert fald måske nok dem der er mest følsomme, kan man sige. Fordi for dem er det sgu ikke så meget sagen men mere at de tæller stemmer, ikke. (Finn p 45)

Enkelte af eksperterne påpeger, de vurderinger og fortolkninger, vi behandlede ovenfor, bliver til politiske vurderinger og valg, når det drejer sig om regulering:

…vi arbejder på et videnskabeligt grundlag når vi godkender pesticider indtil et bestemt punkt. Hvor vi har kigget på, hvad er den lavest målelige effekt vi kan konstatere. Man når til noget vi kalder ’no detectable level’ … Så smider vi det hele over i en politisk lejr og dividerer med nogle faktorer, som er trukket lige ud af den blå luft, 10 for børn og 10 for (?). Vi aner ikke om det har noget som helst for sig. Og noget af den allervigtigste erkendelse det er selvfølgelig, at vi har godt grundlag at stå på, men det er altså et politisk spring det næste, ikke […] nogen gange optræder myndighederne på den måde: nu skal I bare alle sammen tage det roligt, det er helt sikkert det vi gør, ikke. Så er man nødt til at sige til sig selv: de tager et stort ansvar, men det er ikke helt sikkert. Og det vil det aldrig nogensinde blive (Flemming p13)

Den politiske logik er også knyttet til lobbyisme på forskellig plan:

…der ved vi jo samtidig, at der er altså en stor modstand, og man kan sige: det slag som pesticid-lobbyen med held har rettet mod EU, støttet af USA, på det sidste, det giver jo alt mulig grund til også at have et meget skarpt øje til hele vores fælleseuropæiske system. At man er så flytbar, desværre, for en lobby som arbejder hårdt på det. Og der blev jo skrevet breve fra den amerikanske udenrigsminister til EU om at man nok var lidt rigelig skrap, ikke. Og pesticid-lobbyen klappede i både hænder og fødder over resultatet, ikke…hele den revurdering af alle pesticider som er i gang…er jo blevet slækket ganske væsentligt […] [og] ens tillid til ekspertvælde […] er særdeles flytbar af politiske omstændigheder (Flemming p15)

EU’s indflydelse på den danske regulering af pesticidanvendelse betyder tillige, at det er her, man har mulighed for at påvirker reguleringen:

…og så …sidder der en… som arbejder med det internationale, REACH, hele kemikalie, og hele, det er ham der sidder og holder øje med, hvad der sker i EU. Hvor skal vi påvirke…At vi kan råbe vagt i gevær til vores, vi har sådan en paraply, eller vi er medlem af en paraplyorganisation, EEB, bede dem om at gå ind…[de] tager en del af den der mere internationale og EU-lobbyisme. (Bente p11)

Bud på en bedre regulering

Eksperternes jævne tilfredshed suppleres samtidig med, at adskillige eksperter har bud på, hvordan pesticidregulering kan blive bedre.

Her fremhæver flere, at en fælleseuropæisk indsats frem for en dansk enegang kan fremme effekten af reguleringen. Tilsvarende fremhæver Andreas, hvordan myndighederne kan lære af fx USA, hvor reguleringen af pesticider i langt større udstrækning hviler på et tæt samarbejde med den agrokemiske industri:

... Og det er nok også igen den der med, at i andre lande er der en langt bedre kontakt mellem miljøstyrelse og en kemisk industri…[…]…Cheminova er de eneste der huser den slags medarbejdere [forskere]. Hvis du går til England eller USA eller sådan noget, så er der meget mere fora for den type folk. Altså, hvor du har nogen fra de der kontraktlaboratorier, du har eksperter fra industrien, og du har offentligt støttede forskere som kan mødes. Men i Danmark har du stort set ingen der arbejder som vi gør, med at få lavet de her forsøg og lavet det. Der er nogle få, der er nogle få ude i det offentlige og sådan noget, og de mødes meget sjældent. Og hvis det er, så er det normalt i en eller anden form for konfrontation. (Andreas p28, 47)

Tankegang her fokuserer på frivillige aftaler, hvilket berøres af adskillige eksperter og fra forskellige vinkler. En anden variant er præmieringer og tilskud til omlægninger.

Et andet bud på hvordan det danske regulering af pesticider kunne forbedres, præsenterer Flemming i form af integreret produktion, også kaldet IP produktion. I IP produktion er rationalet, at tilstræbe brugen af så små mængder af så få pesticider som overhovedet muligt. Man bruger eksempelvis varslingssystemer til at sprøjte målrettet og så kombinere kemisk bekæmpelse med de metoder, der anvendes indenfor økologisk jordbrug. Når målet er at nedbringe mængden af anvendte pesticider, fremhæves IP produkter også som tiltag, der har et potentiale for en større samlet reduktion end fx økologiske produkter:

Men hvis der ligger to pakker gulerødder, så tager jeg dem der er IP-gulerødder. Og i det hele taget så synes jeg også, mit arbejde ser jeg ligesom om at 90 % de skal bare reducere det lidt. Det er ligeså godt som hvis 5 % reducerer det 100 %, ikke også (Susanne p31)

Endelig sætter et par af eksperterne fokus på, at brugen af pesticider kan mindskes ved at sættes ind overfor tilgængeligheden, fx i form af recepter:

…jeg ville ikke have det så forfærdeligt med hvis det virkelig var sådan, at for en hel række pesticider der skulle der indhentes svarende til recepter, altså en eller anden form for særtilladelse til at bruge (mange slags pesticider). Det ville jeg ikke have det spor dårligt med. (Flemming p18)

Dette berører også, at man må arbejde med de moralske aspekter af pesticidanvendelse, som Maj-Britt er inde på:

…Jeg synes faktisk godt at man kunne regulere med hensyn til forbud mod brug i private haver. Altså, ikke-erhvervsmæssig brug af pesticider, det synes jeg faktisk skulle forbydes... Der burde nok også reguleres lidt på området omkring håndtering af pesticider, erhvervsmæssig håndtering af pesticider. Altså, strengere krav til hvordan arbejdspladserne og vaskepladser og den slags ting skal indrettes. Det mener jeg også, fordi jeg tror det er der den største risiko er ved at forurene, det er ved punktkilderne...[…]… Jeg ved ikke lige hvordan det[et forbud i private haver] skal håndhæves, det kan jeg godt se nogle problemer i at få gjort (griner). Jeg kan dårligt forestille mig sådan en eller anden, der render rundt der og udsteder bøder for brug af pesticider. Men...[…]… Det kan også godt være man ikke synes det er så sjovt at rende rundt der med sprøjten på ryggen, når man ved at det er forbudt. Det sætter da selvfølgelig også en grænse for de fleste, det gør det da (Maj-Britt p43-44)

Dette leder hen imod, at reguleringen burde skelne mellem private haver og i kommercielt landbrug. Strengere krav for havebrug ville være helt ok.

Et andet område, som berøres indirekte i adskillige af interviewene, er den fleksibilitet, hvormed reguleringen er i stand til at indoptage ny/ændret viden og nye perspektiver. Den grundlæggende viden, som risikovurderinger baseres på eller grænseværdier sættes efter, ændres med korte eller lange intervaller når der produceres ny viden eller introduceres nye perspektiver, som fx at vurderer risici i lyset af cocktaileffekter, hvilket vi diskuterede i forbindelse med videns mangfoldige kompleksitet ovenfor samt i forbindelse med videns forankring. Dette indikerer samtidig, at der eksisterer et skisma mellem videns foranderlighed og videns institutionalisering, som eventuelt kan imødegås ved at indbygge fleksibilitet i de dele af politikdannelsen, hvor viden om fx pesticiders risici er centrale.

3.3.6 Opsummering

Analysen af interviewene med eksperter har vist en nuanceret opfattelse af de risici, der kan knyttes til pesticider:

  • Risiko spiller ind på en bred palet – både miljø, sundhed og arbejdsmiljø
  • Pesticidrester i fødevarer er langt mere omfangsrige og har større virkning for sundheden end pesticider i drikkevandet – men helt rent drikkevand er et markant signal at sende
  • Risici ved brug af pesticider har en anknytning til eksistentielle temaer ved hverdagslivet, fx sult, mad (overlevelse), død, forplantning, spædbarnsomsorg
  • Brugen af pesticider rummer potentielle skadevirkninger for naturen, især faldende biodiversitet, og for menneskers sundhed, hvor den største opmærksomhed er rettet mod toksiske effekter (fx allergi), hormonforstyrrende effekter (fx brystkræft og faldende fertilitet)
  • ’det helt rene drikkevand’ besidder en symbolværdi som fremhæves af de fleste eksperter

Viden er blevet tematiseret af samtlige eksperter og har betydning for dannelsen af deres risikoopfattelser:

  • viden om pesticider og deres mulige skadevirkninger er omfattende men bliver til stadighed udbygget og justeret
  • viden om pesticider er kompleks og inddrager et bredt spektrum af vidensformer fra forskellige faglige discipliner
  • eksperterne udtrykker på forskellig måde, at erfaringer med landbrug fra ens opvækst øger forståelsen af landmænds pesticidanvendelse, mens dette kan sameksistere med, at eksperten giver udtryk for alvorlige risici
  • viden om pesticider er forankret i både baggrund, faglige discipliner (uddannelse) og kulturen i ekspertens arbejdsliv

Eksperterne udviser en nuanceret opfattelse af både lægfolks identiteter og andre eksperter:

  • ’almindelige mennesker’ lader sig let påvirke af mediernes katastrofefortællinger og lader sig styre af følelser som frygt
  • ’politikere’ lader hensynet til genvalg blande sig i deres opfattelser af, om der er risiko forbundet med pesticider
  • ’landmænd’ er kompetente og vidende men også lidt ukritiske overfor pesticider og er ofte underlagt økonomiske hensyn, når de vælger pesticider til og fra – befinder sig i gråzonen mellem lægfolk og pesticider
  • ’Eksperter’ er også præget af de opfattelser af risiko ved pesticidanvendelse, som findes i kulturen på deres arbejdsplads
  • ’forskere’ lader sig også styre af ønsket om finansiering af mere forskning

I diskussioner af reguleringen af pesticidanvendelsen har eksperterne inddraget en række betydende aspekter og kommet med bud på, hvorledes reguleringen kan forbedres:

  • Eksperterne udtrykkes en grundlæggende enighed om, at i det store og hele fører Danmark en af de mere fornuftige pesticidpolitikker og -reguleringer, både i EU og i internationalt perspektiv
  • EU’s indflydelse er betydelig
  • Reguleringen sker ligeså vel under hensyntagen til den samfundsmæssige position, som pesticider i landbruget har, som under hensyntagen til videnskabelige vurderinger
  • En politisk logik, der handler om fx genvalg og lobbyisme, blandes ind i reguleringen
  • Eksperterne kom med en række bud på en bedre regulering, herunder skelnen mellem kommercielt og privat brug med forbud mod brug af pesticider i private haver, større indsats overfor landmænds og gartneres arbejdsmiljø, udvikling af IP-konceptet, øget brug af cost-benefit analyser, øget brug af frivillige aftaler

Hermed afslutter vi gennemgangen af resultaterne fra de to kvalitative del-analyser af lægfolks og eksperters risikoopfattelser. I næste afsnit ser vi på resultaterne fra den kvantitative del-analyse.

[12] Det sociologiske risikobegreb har over det seneste årti konvergeret omkring Becks, Giddens og Luhmanns individuelle begrebsliggørelser (Nielsen 1999). Her koncentrerer vi os om især Becks men inddrager også Giddens’ tilgang til risikosamfundet, hvorimod vi ikke diskuterer Luhmanns forståelse af risiko.

[13] Beck opfatter risiko som så fundamentalt et træk ved vores samtid, at begrebet hos ham bliver det, sociologiens reformulering kredser om (Beck 1999). Giddens taler om en egentlig risikokultur, der danner rammen om moderne liv (Giddens 1991).

[14] Eller forholde os til det anvendelige i Becks opdeling, der også er blevet kritiseret, se fx Wynne 1996.

[15]Dermed tages også afstand fra Becks og Giddens’ opfattelse af, at aktører grundlæggende er individuelle individer der bevæger sig delvist afkoblet fra konkrete sociale sammenhænge (er ’atomiserede’). Det skal påpeges, at denne opfattelse af aktører ikke er et tema hos hverken Beck eller Giddens, når de omtaler individet, selvets dannelse i moderne samfund, osv. men snarer er en konsekvens af den måde, som aktører behandles på i andre sammenhænge, fx i diskussionen af risici.

[16] Dean arbejder ikke med risiko som begreb eller perspektiv på moderne samfund men diskuterer forskellige former for styring, der udøves i moderne samfund.

[17] Rapporten er tilgængelig på www.dmu.dk

[18] Spørgeguiden er gengivet i bilag 6 i bilagsrapporten.

[19] Af hensyn til interviewpersonernes anonymitet er deres navne ændret. En del stednavne og nogle uddannelser og arbejdssteder er ligeledes ændret, hvor det er skønnet nødvendigt.

[20] Se kapitel 2 og bilag 4, hvor der er redegjort for de kriterier, der blev anvendt i forbindelse med udvælgelsen af interviewpersoner.

[21] Når vi her vælger at sætte fokus på disse usammenlignelige størrelser: grundvand/drikkevand samt børn og børnebørn, er det fordi det var dem respondenterne umiddelbart nævnte når vi spurgte dem om hvilke risikofaktorer de så i forbindelse med brugen af pesticider. Vi kunne have foretaget en opdeling på risici i forbindelse med 1. (drikke)vand og 2. fødevarer, som de to vigtigste områder, men har valgt at fastholde respondenternes ‘egen’ opdeling som går på grundvand og børn.

[22] Et resultat også andre studier er kommet frem til (se f.x. Halkier 2001).

[23] Et resultat også andre studier er kommet frem til (se f.x. Wynne 1996a).

[24] For en nærmere diskussion af denne problemstilling vedr. forskernes overfor politikernes rolle i forbindelse med fastsættelse af grænseværdier, se også næste del hvor vi analyserer interviewene med eksperter.

[25] Se kapitel 2 i denne rapport samt bilag 4-7 og bilag 9 for en uddybning af metode og analysestrategi

[26] Forskningsrapporten findes også på www.dmu.dk

[27] Giddens tematiserer handlingskompetence – eller ’agency’ som han benævner det – på denne måde i udviklingen af sin strukturationsteori.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.