| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Mellem skepsis, tvivl og tillid - en sociologisk undersøgelse af lægfolks og eksperters risikoopfattelser i forbindelse med brugen af pesticider

6 Diskussion

I dette kapitel præsenterer vi den samlede diskussion af projektets hovedspørgsmål, der retter sig mod hvordan befolkningens og eksperters opfattelser af og holdninger til risici er knyttet til pesticidanvendelse og hvordan de to gruppers risikoopfattelser forholder sig til hinanden. Diskussionen er struktureret af de tre underspørgsmål, der er blevet opstillet i kapitel 1. mens næste kapitel besvarer hovedspørgsmålet samlet. I diskussionen af hvert underspørgsmål diskuterer vi de tværgående temaer, der sprang ud af del-analyserne. For hvert tema, som vi her behandler, har vi specifikt øje for de forskelle, ligheder og nuancer, der eksisterer mellem lægfolk og eksperter.

6.1 Aspekter af risikoopfattelser i tilknytning til pesticidanvendelse

Det første underspørgsmål er rettet mod hvilke forskellige aspekter for hhv. lægfolk og eksperter, der knytter sig til risikoopfattelser i forbindelse med anvendelsen af pesticider, herunder også hvordan de to grupper forholder sig til hinandens viden om risici og risikoopfattelser i forbindelse med pesticidanvendelse. Undersøgelsens resultater peger samlet på en meget nuanceret risikoopfattelse hos både lægfolk og eksperter, når det gælder anvendelsen af pesticider. En lang række aspekter har vist sig at være betydende for lægfolks og eksperters risikoopfattelser og deres dannelse, og uden disse er det svært at forstå pesticidrelateret risikoopfattelser. Det har tilsvarende vist sig, at både lægfolk og eksperter danner deres opfattelse i samspil med forskellige opfattelser af sig selv og hinanden, samt den viden der er knyttet til hhv. at være lægperson eller ekspert.

I dette afsnit diskuterer vi først de risikoopfattelser, som lægfolk og eksperter gav udtryk for i interviewene. Dernæst ser vi på, hvordan erfaringer, sanseoplevelser og viden har indflydelse på dannelsen af risikoopfattelser. Diskussionen af videns indflydelse tager udgangspunkt i den skelnen mellem lægfolks og eksperters viden, som gik igen i begge interviewundersøgelser. Dette involverer tillige, at viden knyttes til de identiteter, som interviewpersonerne tilskriver hhv. gruppen af lægfolk og gruppen af eksperter. Herefter diskuterer vi fire forskellige aspekter af viden, hhv. mediernes indflydelse, kompleksitet og tværfaglighed, usikkerhed og videns institutionelle forankring.

6.1.1 Bredden i risikoopfattelser

Resultaterne fra de tre del-analyser understreger Beck’s påpegning af, at brugen af pesticider er karakteristisk for og eksemplarisk[30] i forhold til de farer, der karakteriserer risikosamfundet (Beck 1992). Gennem interviewene er en række forskellige risici blevet sat i relation til pesticidanvendelse. Alle de nævnte risici refererer til alvorlige mulige skadevirkninger for mennesker og for natur. Blandt lægfolkene er drikkevand og hvad børn og børnebørn udsættes for gennemgående temaer. Blandt eksperter er det gennemgående træk, at alle kunne knytte alvorlige mulige skadevirkninger til brugen af pesticider. Samtidig var der også en del interviewpersoner i både lægfolks og ekspertanalysen, som fandt at frygten for pesticiders risikopotentiale var helt overdrevet. Det vil sige, at selvom de anerkender muligheden for potentielt særdeles alvorlige virkninger, fandt de samtidig at chancen for at disse ville ske var ubetydelig, og at denne ringe chance stod stærkest.

Der var heller ingen af interviewpersonerne, som udtrykte positive virkninger af de farer, der kan knyttes til pesticidanvendelse. For pesticidrelaterede risici har vi således ikke mødt de relationer til positive fænomener som eventyr, identitetsdannelse og selvudvikling, som Lupton og Tulloch fandt i deres studie af generelle risikoopfattelser blandt lægfolk (Lupton & Tulloch 2002). Det skal dog påpeges, at en interviewundersøgelse målrettet mod landmænds risikoopfattelser kunne ændre billedet, og at det er muligt at fx mestringen af pesticider kunne fremstå som et tegn på godt landmandskab.

Til gengæld er der meget nuancerede opfattelserne af, hvad der kan udgøre en risiko i et sundhedsperspektiv, og noget mindre i et naturperspektiv. Lægfolkene peger på en række områder, som de finder bekymrende i forbindelse med brugen af pesticider. I et naturperspektiv nævner de især vilde dyr/den vilde natur, som noget der er udsat for risiko, mens den biologiske mangfoldighed er et andet emne. Eksperterne fremhæver heller ikke en bred vifte af risici for naturen. De, der berører risici for naturen, taler overvejende om pesticidanvendelsens betydning for faldende biodiversitet, ’naturens forarmning’, samt muligheden for at forurene grundvandet med pesticider eller stoffer, der er knyttet til pesticider (både metabolitter og hjælpestoffer). De nuancerede opfattelser af risici i forbindelse med pesticidanvendelse understøttes også i litteraturen, hvor fx Maney & Plutzer (1996) på baggrund af en interviewundersøgelse peger på, at forskernes overordnede holdninger for eller imod pesticider er lige så varierede som den samlede befolknings.

Sundhedskonsekvenser i forbindelse med sprøjtning af fødevarer er blevet påpeget som en risiko i lægfolksinterviewene, herunder risikoen for faldende fertilitet, samt nogle områder, som interviewpersonerne finder mindre betydende. I ekspertinterviewene er de mulige skadevirkninger for menneskers sundhed langt de mest fremtrædende, og omfatter allergier, kræftrisiko, fertilitet og andre virkninger der muligvis kan sættes i forbindelse med hormonforstyrrende stoffer, samt for ’gammeldags’ pesticider også direkte giftighed. Flere eksperter fremhæver især risikoen for, at pesticider udgør en central årsag til den faldende fertilitet og udpeger dette som en betydelig udfordring for fremtidens fødevareproduktion. Tillige er der eksperter, der fremhæver risikoen for allergier hos de, der bruger pesticider, især landmænd og gartneriarbejdere.

Blandt lægfolkene tager bekymringer også udgangspunkt i den simple logik, at pesticider er giftige. Trods eksperters helt anderledes udgangspunkt for at vurdere pesticiders potentielle skadevirkninger er dette også blevet fremhævet af et par ekspert; at pesticider ’jo er skabt til at slå ihjel’.

Eksperterne inddrager en række mulige skadevirkninger, som deler et særkende, nemlig at eksistentielle undertoner spiller ind. Med ’eksistentielle undertoner’ refererer vi til, at dét, som der er risiko for, berører helt grundlæggende og essentielle aspekter af den menneskelige eksistens, dvs. af dét at være et menneske. Her i undersøgelsen har køn, forplantning, spædbarnsomsorg, sult, død, livgivende vand og fødevarer trådt frem i dette lys. De eksistentielle undertoner er også indirekte tilstede i lægfolksinterviewene, hvor usikkerheden omkring mulige konsekvenser for børn og børnebørn som nævnt er gennemgående og markant tilstede. Denne bekymring kommer også frem i ekspertinterviewene, når dialogen berører eksperternes hverdagsliv som familiemennesker, forbrugere, mv. Når risici berører helt essentielle aspekter af det at være menneske, bibringes risikohåndtering en anden nødvendighed og usikkerheden omkring, hvordan disse risici skal ses (identificeres), forstås og håndteres, får større betydning. I dette lys bliver pesticidrelaterede risici en trussel mod moderne samfund ligeså vel som ’teknologien’ leder til velfærd. Det skal understreges, at den eksistentielle trussel langt fra er del af en dominerende fortælling i ekspertinterviewene. Til gengæld er det eksistentielle markant, når det optræder, og kan ses som et eksempel på det, som Beck har kaldt modernitetens selvødelæggelse (Beck 1999).

I meget overordnede termer har flere lægfolk og eksperter givet udtryk for, at de netop beskrevne risikoopfattelser for dem er kendt stof, idet de fleste har stødt på dem i deres hverdag – hos kolleger, familie, bekendte, i medier. Disse opfattelser bliver i både lægfolks- og ekspertanalysen udfordret af flere interviewpersoner. Interviewpersonerne giver her udtryk for, at frygten for pesticider og katastrofescenarier om mulige skadevirkninger for især sundheden af pesticidanvendelse er overdrevet, samt at den bygger på usikker viden. Disse interviewpersoner drager paralleller til aspekter af et moderne liv. De peger på, at set fra deres perspektiv har de mulige skadevirkninger af pesticidanvendelse slet ikke samme omfang og størrelsesorden, som de øvrige kemiske produkter, moderne mennesker møder i deres hverdag. Denne nedtoning af pesticiders risikopotentiale sker således, når pesticidrelaterede risici ses i forhold til den eksponering til kemiske stoffer fra fx legetøj og solcreme, som i øvrigt følger med et moderne liv. Dette viser, at for nogle er pesticidrelaterede risici blandt de risici, som de oplever som indbygget i et moderne liv, og derfor som noget, man må acceptere. Dermed indikeres det, at pesticidrelateret risici også har elementer af afmagt tilknyttet. Dette afspejler sig i lægfolksinterviewene, når lægfolk fortæller om at man fx ’må’ vælge nogen sprøjtede produkter, til trods for en betydelig usikkerhed omkring disses potentielle risici.

At risiko altid er tilstedeværende i moderne liv er også blevet direkte udtrykt i et par af ekspertinterviewene. Risiko som et generelt træk understøtter Lupton & Tullochs pointe om, at deres interviewpersoner[31] oplevede risiko som en integreret del af deres (hverdags)liv (udtrykt fx som ”risk is part of your life”) (Lupton og Tulloch 2002). En enkelt af eksperterne i vores undersøgelse giver direkte udtryk for denne dagligdagsoplevelse; for ham fremstår risiko som et vilkår ved hans eget private såvel som professionelle liv. Hos Lupton & Tulloch referer denne oplevelse af, at risici er del af livet, til risici, der kunne knyttes til en række sider af det individuelle liv og til en række samfundsmæssige forhold. Det var imidlertid markant, at miljømæssige risici slet ikke blev berørt i et individuelt perspektiv og ikke var fremtrædende i samfundsmæssigt perspektiv. Vores undersøgelse er decideret rettet mod pesticidanvendelse som en mulig miljø- og/eller sundhedsrisiko og falder altså under det, som Lupton & Tulloch behandlede som miljørisici. Hos de lægfolk og eksperter, som vi har interviewet, hviler opfattelsen af, om der overhovedet er en miljømæssig (i.e. pesticidrelateret) risiko ikke på denne markante skelnen mellem det individuelle og det samfundsmæssige perspektiv.

6.1.2 Viden, erfaringsbaggrund og sanseoplevelser i dannelsen af risikoopfattelser

Både i analysen af lægfolks og eksperters risikoopfattelser har viden om og erfaringer med pesticider dukket op som temaer, der har stor betydning for dannelsen af risikoopfattelser. Hos lægfolk har også forskellige sanseoplevelser af pesticider indgået i lægfolks måder at tale om risiko og pesticider på. Her diskuterer vi først sanseoplevelsers betydning for dannelse af risikooplevelser og derpå viden og erfaringers betydning.

Sanseoplevelser med pesticider

Sanseoplevelser og sanseerfaringer er et af de aspekter, som vi ikke på forhånd havde forventet, men som voksede frem som både relevant og interessant i løbet af lægfolksinterviewene og den efterfølgende analyse. Flere lægfolk fortæller om tidligere erfaringer med pesticider, der var knyttet lige så meget til selve sanseoplevelsen som til én bestemt begivenhed. En lægperson fortæller fx om ’duften af pesticider’ som et tegn på barndommens forår, hvor hun altså oplevede det som noget udelt positivt. De øvrige knytter sanseerfaringer med pesticider til noget negativt, enten til en ubehagelig lugt eller et grimt syn eller, som én fremhæver det, til en påmindelse om pesticiders giftighed og evt. skadevirkninger på planter og dyr. Sanseerfaringers betydning er derimod ikke nævneværdigt tilstede i ekspertinterviewene.[32] Sanseoplevelser af pesticider er ikke nævneværdigt til stede i ekspertinterviewene. Her inddrager eksperterne derimod sanseoplevelser som smag og lugt, når de beskriver lægpersoners opfattelser af den frygt og usikkerhed, som pesticidanvendelse sættes i forbindelse med. Eksperterne betoner sanseoplevelsen i kombination med det affektive (dvs. det følelsesmæssige), som det også er tilfældet med lægfolkene. Hos eksperterne er det dog markant, at inddragelsen af sanseoplevelser med pesticider sker for nogen andre end dem selv, nemlig lægfolk.

Det sansede har en afgørende betydning for, hvordan individer opfatter et givent fænomen (Urry 2000). De negative sanseindtryk, som brugen af pesticider har efterladt hos en del af lægfolkene, præger deres generelle holdninger til pesticider og deres bedømmelse af risici ved pesticider. Omvendt viser fortællingerne om ‘dufte’ eller ’ubehagelige lugte’ også, at sanseerfaringerne bliver gjort meningsfulde for individet ved at blive fortolket og sat i relation til eksisterende viden om fx forårsrutiner eller skadevirkninger.

Lægfolks og eksperters viden og identiteter – erfaringsbaseret og vidensformer

Viden om pesticider og risici er et andet aspekt, som i begge kvalitative del-analyser har vist sig som betydende for dannelsen af pesticidrelaterede risikoopfattelser. Betydningen af viden blev mest fremhævet i ekspertinterviewene men var også klart tilstede i lægfolksinterviewene. Den måde, som viden indgår i lægfolks risikoopfattelser på, præsenteres ofte forskelligt fra den måde, som viden indgår eksperternes risikoopfattelser på. Når vi her går bag om forskellen, kan det bidrage til at forstå, hvorfor lægfolk ofte finder det svært at acceptere ekspertviden og omvendt. Forskellen er samtidig væsentlig at være opmærksom på for eksperter, som ønsker at kommunikere med lægfolk, herunder at formidle deres videnskabeligt baserede viden.

For både lægfolk og eksperter gælder det, at de har inddraget og vurderet viden afhængig af, om det er lægfolks- eller ekspertviden. I begge typer interview arbejdede interviewpersonerne således med lægfolk og eksperter som distinkte grupper af individer, der rådede over hver sin form for viden, nemlig henholdsvis lægfolksviden og ekspertviden.

Lægfolkene gav samstemmigt udtryk for, at for dem hænger tingene sammen i en helhed. Helt generelt har interviewene med lægfolk vist, at lægfolk ser pesticider i sammenhæng med en række andre miljørelaterede problemstillinger. Dette er netop karakteristisk for en erfaringsbaseret viden, i modsætning til ekspertviden som i udgangspunktet er baseret på teorier og på en opsplittet og specialiseret forståelse af verden (Wynne 1996a). Den risikoopfattelse og viden om risici, der findes blandt lægfolk, er således baseret på hverdagslivets erfaringer, og herunder også erfaringer med at få ekspertviden formidlet gennem medierne. Dermed baserer lægfolks risikoopfattelser sig på noget andet end en viden, der er samlet sammen gennem litteraturstudier, eksperimenter og faglige diskussioner (Wynne 1996b). Samtidig er ekspertviden i sig selv baseret på en særlig praksis, knyttet til års erfaringer med eksperimenter, litteraturstudier, konferencer etc. Dette er med andre ord erfaringer, som lægfolk af gode grunde ikke besidder. For lægfolk er det ‘naturligt’ i forståelsen af en given problemstilling at blande ‘alting’ sammen, set ud fra de erfaringer med, at tingene hænger sammen, som lægfolk bringer med sig.

Eksperterne laver en skelnen mellem forskellige grupper af lægfolk, og deres opfattelse af lægfolksviden er afhængig heraf; almindelige mennesker, landmænd og politikere. Flere af eksperterne har peget på, at ’almindelige mennesker’ lettere lader sig styre af følelser, når det gælder om at vurdere risikorelevant viden. Dette træder tydeligt frem, når eksperterne omtaler den indflydelse på lægfolksviden, som medierne har. I både fokusgruppe interview og i ekspertinterviewene er eksempler på eksperter, der mener, at almindelige mennesker i almindelighed mangler oplysning og en ‘realistisk’ viden, i betydningen videnskabelig eller ekspertbaseret. Deres uvidenhed knyttes eksempelvis til et lavt uddannelsesniveau og kan/bør afhjælpes gennem oplysning. Enkelte eksperter var tillige inde på, at i takt med at eksperter får formidlet deres viden og ‘budskab’ kan accepten af pesticider (hvor pesticider ses som et eksempel på en ny teknologi) blandt lægfolk øges (Blok et al. 2008: 4). Det skal understreges, at denne opfattelse ikke var et generelt træk blandt eksperter, hverken i fokusgruppeinterviewet eller i de individuelle interview.

Langt de fleste af eksperterne ser massemedierne som den mest betydende kilde til almindelige mennesker viden om pesticidrelaterede risici. Eksperterne fremhæver til gengæld ikke folks egne erfaringer. Almindelige menneskers viden er tillige blevet beskrevet som afhængig af, at de med fx uddannelse kan forholde sig kritisk til de mangeartede udsagn fra eksperter, som folk møder. ’Landmænd’ er beskrevet som kompetente og vidende folk af næsten alle eksperter og her inddrager nogen af eksperterne landmændenes praktiske erfaringer. Eksperterne peger tillige på, at landmænd er nødtvunget til at medtænke en økonomisk logik, når de danner sig deres viden om pesticider og deres mulige skadevirkninger. For ’politikere’ og deres viden om pesticidrelaterede risici beskrives det som mere afgørende hvad, der sikrer stemmer, end hvad, der er videnskabeligt belæg for.

I løbet af ekspertinterviewene har eksperterne forholdt sig direkte til egen og andre eksperters viden, og de har præsenteret forskellige vidensformer. Vidensformer er blevet tematiseret som noget, der var både knyttet til uddannelsens faglighed og den arbejdsmæssige kultur, så vel som til forskerens personlige baggrundserfaringer. Dette antyder, at også ekspertviden influeres af andre forhold end de, som de (disciplinafhængige) kriterier for solid akademisk vidensproduktion foreskriver. Undervejs i interviewene har flere eksperter fremhævet, hvordan pesticiders kompleksitet bevirker, at fortolkning træder ind i vidensproduktionen. Dette understøttes af Wynnes pointe om, at selv skabelsen af naturvidenskabelige valideringskriterier er kulturelt indlejrede (Wynne 1996a). Også naturvidenskabelig ekspertviden genereres således under indflydelse af politiske, økonomiske, kulturelle, kønsmæssige, mv. forhold, og det er i forhold til denne indlejring, at ekspertvidens objektivitet skal forstås.

Ligesom eksperterne reflekterer over, hvem ’lægfolk’ omfatter, så reflekterer lægfolk over, hvem der kan regnes som ’eksperter’. Her er det bemærkelsesværdigt, at lægfolksinterviewene udviser en mangfoldighed af opfattelser af hvem, der egentlig kan kategoriseres som eksperter. Nogle lægfolk mener, at det var de, der forskede i pesticider, andre at landmænd hørte til blandt væsentlige eksperter, andre igen at eksperterne var de myndigheder, der findes på området. En anden opfattelse, som vi her har mødt, er, at det at være ekspert kræver et betydeligt uddannelsesniveau indenfor en pesticidrelevant faglighed. Eksperter er, alt andet lige, vigtige for lægfolk, fordi eksperter forventes at bidrage til, at samfundet er i stand til at håndtere komplekse problemer omkring pesticider. Dette knytter i sig selv en vis autoritet til det at være ekspert. Når man opfatter myndigheder, forskere, faggrupper etc. som eksperter, siger det samtidig noget om, hvem, man mener, har autoritet til at håndtere givne problemer på ens egne vegne; det er så at sige etableringen af en slags ‘generaliseret tillid’.

Nærværende undersøgelse understøtter således, at den viden, som lægfolk har, på mange måder adskiller sig fra den viden, som eksperter har. Samtidig toner nogle fællestræk frem, som problematiserer, at forskningsbaseret viden/ekspertviden udelukkende er udtryk for en objektiv videnskabelig vurdering. Fællestrækkene handler om, at fortolkning er integreret i begge former for viden. Det handler også om, at både lægfolk og eksperter inddrager en større helhed, når de bestemmer pesticidanvendelsers risikopotentiale. Når fx videns indlejring i en faglig disciplin og en faglig praksis eller i en organisations arbejdskultur samtidig påpeges, giver det dermed et billede af, at også ekspertviden er kulturelt forankret.

Mediernes indflydelse på lægfolks viden

I formidlingen af denne viden spiller massemedierne[33] en betydelig rolle (Luhmann 2002). Opmærksomheden omkring mediernes indflydelse går igen i lægfolksinterviewene. Alle interviewpersoner har her en mening om mediernes indflydelse. Deres mening om mediernes indflydelse tager udgangspunkt i det konkrete, som det fx var tilfælde med avisoverskrifterne i fokusgruppeinterviewet. For en del af lægfolkene er mediernes dækning af stor betydning for deres syn på pesticider og de mulige risici. Dette er for de fleste præget af en dobbelthed, hvor en lægperson fx anfører, at medierne er den vigtigste kilde til hans viden om pesticider, mens han samtidig giver udtryk for en udtalt skepsis overfor mediernes saglighed.

Også eksperterne er inde på mediernes betydning. Adskillige eksperter fremhæver, at mediernes fremstilling af pesticidrelaterede emner er afgørende for, hvordan lægfolk former deres opfattelser af og holdninger til pesticidanvendelse. De bemærker, at mediernes ’katastrofefortællinger’ bringer skævheder ind i lægfolks forståelse af pesticidrelaterede risici. Problemet med mediernes formidling er til dels, at den forenkler den komplekse og specialiserede viden om pesticider så meget, at man bliver afskåret fra at forstå pesticidanvendelsers risikopotentiale. Men endnu mere skævvridende er det, at mediernes formidling af viden er styret af nyheder og bestemte fortællinger. Eksperterne peger på, at når nyhedsværdien er det styrende, sker det på bekostning af en saglig beskrivelse og vurdering af et hændelsesforløb og en potentiel skadevirkning.

Kompleks viden – tværfaglighed og usikkerhed

Et af de temaer, der har været gennemgående, er således lægfolks og eksperters identiteter og den viden, som kan sættes i relation hertil. Et andet gennemgående tema er, hvori viden om pesticider og pesticidrelaterede risici består, samt den rolle som viden spiller. Både lægfolks- og ekspertinterviewene peger på, at viden om pesticidrelaterede risici er kompleks og tværfaglig. Endvidere peger både eksperter og lægfolk på, at viden om pesticider, deres mulige skadevirkninger og tilknyttede risici, er foranderligt og potentielt ændres med tiden som nye undersøgelser foretages. Det vil sige, at dét, eksperterne ved om pesticider og deres mulige risici, er konstant åbne for ændringer, hvis der laves nye undersøgelser baseret på mere forfinede målemetoder, nye måder at betragte pesticiders virkninger på som eksempelvis cocktail effekter, mv.

Det er især i ekspertanalysen, at refleksioner over karakteren af viden per se og dens rolle[34] har været gennemgående. De interviewede eksperter giver næsten enstemmigt udtryk for, at viden om pesticider, deres virkninger over tid, interaktion med omgivelserne, konsekvenser for menneskers sundhed og for det naturlige miljø, mv., er sammensat af et bredt fagligt felt. Flere eksperter fremhæver, at pesticiders virkninger og udvikling indgår i en lang række processer, der ikke kan forudsiges med sikkerhed, herunder vejr og jordbund, samspil med andre (måske ukendte) kemiske stoffer, mv., mens pesticiderne alligevel skal vurderes, risikobedømmes og tages i brug.[35]

Dermed peger eksperterne på, at en vifte af faglige discipliner er relevant for at få viden om pesticider og pesticidrelaterede risici. Samtidig er disciplinernes respektive viden om pesticider – deres vidensformer – så specialiseret, at brobygning mellem disciplinerne jævnligt støder på forståelseshindringer. De forskellige vidensformer bidrager også til at tegne konturerne af et vidtforgrenet ’landkort’ over pesticiders risikopotentiale. Flere af eksperterne udtrykker denne kompleksitet på forskellig vis. Ændres den kendte viden et sted, har det potentielt virkning i mange forgreninger på ’landkortet’. Dette illustreres fx af, at eksperter med forskellig faglighed fremhæver nødvendigheden af at betragte pesticider i perspektivet af økosystemer over adskillige tiår hhv. deres toksikologisk virkning hhv. sum- og/eller cocktaileffekter, mv. Denne mangfoldige kompleksitet er til stede i de fleste ekspertinterview, uden dog at være generelt dominerende i alle. Det peger på en tendens til, at rhizomatiske træk ved viden indgår i flere eksperters risikoopfattelser, når de sammenfatter helheden. Dette indikerer et forsigtigt spørgsmålstegn ved selve muligheden for at opnå en viden, som er tilstrækkelig detaljeret, sikker og kompleks til at komme med sikre input til fx fastsættelsen af helt sikre grænseværdier. Dette kan fx ses udtrykt i ’det helt rene drikkevands’ symbolkarakter. Problematiseringen af eksperters viden er et træk ved risici, som berøres i risikolitteraturen (fx Beck 1992, Wynne 1996a).

Vi har dog her set en påfaldende forskel mellem lægfolk og eksperter. Flere af lægfolkene reflekterer over, hvordan de oplever den kompleksitet og foranderlighed, der præger feltet. Det, at ‘nogen siger det ene og nogen siger det andet’ bevirker, at det bliver svært at finde ud af, hvad man som ikke-ekspert skal tro på. Man ved derfor heller ikke ‘hvad der er rigtigt og forkert’, hvilket hos nogle af interviewpersonerne bidrager til deres bekymring. Dette leder hos nogen til at skabe en mere generel usikkerhed og medvirker til at opbygge en mangel på tillid til eksperter og til viden om pesticider og deres mulige skadevirkninger.

Også pesticider i sig selv og deres mulige virkninger for natur og sundhed har givet anledning til usikkerhed, som kan findes hos samtlige interviewede lægfolk. Denne usikkerhed kommer til udtryk på mange forskellige måder, fx som nævnt her i forhold til den tillid man kan have til eksperters udtalelser, men ingen kan sige sig helt fri for den. Den usikkerhed, som lægfolkene giver udtryk for, er del af en generel usikkerhed. Usikkerhed er et fænomen, der er tæt knyttet til moderne samfund (Bauman 1992), selvom usikkerhed ikke som sådan er noget nyt men blot har antaget nye former (Beck 1992, Giddens 1991).

For eksperterne tegner sig et andet billede. Også de anerkender usikkerheden, selvom det ofte først reflekteres langt inde i interviewet og generelt tillægges mindre betydning end hos lægfolkene. For eksperterne er usikkerhed tæt knyttet til områdets store kompleksitet og foranderlighed. Her kommer vi igen ind på Wynnes skelnen mellem fire former for usikkerhed, som vi anvendte i lægfolksanalysen. Opdelingen bygger som nævnt i kapitel 3 på et grundlæggende skel mellem ‘usikkerhed’ som et snævert begreb og den ’usikkerhed’, der drejer sig om mere principielle former for ‘mangel på viden’ og ‘ubestemmelighed’ (Wynne 1992). Den ’snævre usikkerhed’ betegner datausikkerhed, hvor datausikkerhed ses som en kalkulerbar og tilsyneladende kontrollerbar størrelse, der aftegner et område, hvor eksperter kan opnå ’sandsynlighedsbaseret sikkerhed’. Pointen er, at usikkerhed i lægfolks forståelse er meget mere end den datausikkerhed, som eksperter typisk er mest optaget af. Begge kvalitative del-analyser understreger kraftigt, at Wynnes opblødning af usikkerhed som et snævert begreb også er særdeles relevant for pesticidområdet. En del eksperter giver udtryk for, at de er fortrolige med den ’snævre usikkerhed’. Det markante i forhold til Wynnes skelnen er imidlertid, at for eksperterne var usikkerheden knyttet til viden i sig selv, og altså hverken begrænset til datausikkerhed eller noget udefinerbart.

Videns forankring og tillid

Der er som nævnt ovenfor adskillige eksperter, der er inde på, at den relevante viden om pesticider og deres mulige virkninger er tværfaglig, hvormed et antal forskellige fagdiscipliner involveres. For lægfolk hænger dette sammen med tillid. Tillid er et begreb, som har været centralt i mange studier af ekspert-lægfolk relationen i forbindelse med teknologi og miljø (Wynne 1996a, Lidskog 1996, Slovic 1999, Blok et al. 2008). I nærværende undersøgelse drejer det sig især om tillid i forhold til eksperter, som på en eller anden måde indgår i en offentlig debat om pesticider. Tilliden udmønter sig både som tillid til eksperterne som troværdige repræsentanter for feltet, og som tillid til at man kan stole på ekspertens viden og anbefalinger. Tillid involverer derfor også fænomenet usikkerhed, som vi behandlede ovenfor.

Andre sociologiske studier (fx Wynne 1996a) peger konkret på, at lægfolk nødvendigvis må danne sig deres opfattelse af risici på baggrund af en begrænset viden. I stedet for en fuldstændig viden spiller tillid til eksperter og myndigheder en stor rolle. Eksperter og myndigheder opfattes generelt som troværdige, hvis de indrømmer fejl og er åbne over for indvendinger, mens skråsikre forsikringer og efterfølgende uheld eller negative fund skaber mistillid. Hvis der opstår mistillid til eksperter eller myndigheder inden for et givent område, vil lægfolk typisk være tilbøjelige til at mene, at eksperterne undervurderer risikoen på det pågældende område (Wynne 1996b). De interviewede lægfolk giver tvetydigt udtryk for denne skepsis. Blandt dem var det slående i hvor høj grad eksperters tilknytning til specifikke institutioner, fx agrokemiske virksomheder, offentlige myndigheder eller forskningsinstitutioner, havde betydning for den troværdighed, som eksperterne fremstår med. Samtlige interviewede lægfolk giver udtryk for, at der efter deres vurdering er både interesser og penge på spil indenfor pesticidområdet. I dette lys finder de, at når en ekspert repræsenterer en given institution eller virksomhed, medfører det at vedkommendes resultater og udsagn bliver farvet af denne tilknytning. Som anført ovenfor, afspejles dette i ekspertinterviewene. Dette afspejles ligeledes i flere kvantitative undersøgelser af toksikologers risikoopfattelser (Kraus et al. 1992, Slovic et al. 1997), hvor tilknytning til industrien eksempelvis er forbundet med betydeligt mere pesticid-positive holdninger end akademisk ansættelse.

En del eksperter giver udtryk for, at den institutionelle forankring og den daglige kultur omkring arbejdet med pesticider skaber et bestemt perspektiv, der kaster et bestemt lys på pesticidrelaterede risici. Det handler fx om hvilket tidsperspektiv, som virkninger betragtes i, hvilke sammenhænge virkninger betragtes i, eller om hvad der anses for en skadelig virkning. At eksperters viden og anbefalinger er farvet af deres institutionelle tilknytning forhindrer dog ikke nødvendigvis, at eksperterne har tillid til andre eksperters viden. Derimod er det for en del af eksperterne et tegn på, at der også er ’tro’ og fortolkning inde i billedet, når eksperter kommer med anbefalinger.

I riskilitteraturen findes tilsvarende en række studier, der konstaterer, at der findes forskelle i risikoopfattelser blandt eksperter, og at de forskelle kan relateres til forskellige videnskabelige discipliner eller under-discipliner: systemøkologi, analytisk kemi, toksikologi, entomologer (Frank den Hond et al 2003, Tait & Morris 2000, Palladino 1990, Wynne 1989a).

6.1.3 Opsummering

Lægfolks og eksperters opfattelser af risici i forbindelse med pesticidanvendelse kan opsummeres i følgende punkter:

  • Helt overordnet demonstrer både lægfolk og eksperter en bred og nuanceret opfattelse af de risici, som kan knyttes til pesticidanvendelse
  • både blandt lægfolk og eksperter ses, at de potentielle skadevirkninger kan have meget alvorlige konsekvenser for sundhed og miljø
  • både blandt lægfolk og eksperter findes interviewpersoner, der giver udtryk for, at frygten for mulige skadevirkninger ved pesticidanvendelse er overdrevet. For eksperterne bliver overdrivelsen især tydelig, når man ser pesticiders potentielle skadevirkninger i perspektivet af de øvrige risici, som et moderne liv indebærer.
  • lægfolk er især bekymrede for børn og børnebørns sundhed, for fertilitet og for forringelse af biodiversiteten
  • samlet giver de interviewede eksperter udtryk for potentielle skadevirkninger, der omfatter allergi, kræft, faldende fertilitet og akut giftighed. En del eksperter giver således også udtryk for skadevirkninger, der har eksistentielle undertoner – frugtbarhed, spædbarnsomsorg, død, sult, overlevelse, mad.
  • Der var tillige eksperter, der gav udtryk for risikoen forbundet med ikke at bruge pesticider – fødevaremangel, angreb af fx giftige svampe

De interviewede lægfolk og eksperters gav udtryk for en række aspekter af disse risikoopfattelser. Disse kan opsummeres i følgende punkter:

  • Viden om pesticider og pesticidrelaterede risici knyttes i både lægfolks- og ekspertinterview sammen med hvem – eller hvilke identiteter – der er bærer heraf
  • Både lægfolk og eksperter har udvist en nuanceret opfattelse af, hvem der er eksperter og hvem der er lægfolk – mest udtalt for ’de andre’, dvs. hos lægfolkene om eksperters identiteter og hos eksperter om lægfolks identiteter
  • Lægfolksviden bliver af både eksperter og lægfolk omtalt som noget, der dannes og opnås gennem, erfaringer, sanseoplevelser og massemedier.
  • Både lægfolk og eksperter peger på, at hvis man har erfaringer med landmandspraksis og pesticider fra opvækst eller fx familie, har det stor indflydelse på ens opfattelser af pesticidrelaterede risici. Dette fremhæves især for lægfolks vedkommende.
  • Sanseoplevelser med pesticider knyttes af både lægfolk og eksperter til lægfolks risikoopfattelser. Dette er langt mest markant for lægfolk, som overvejende knytter noget negativt til sanseoplevelsen. For eksperterne optræder sanseoplevelser kun i sammenhæng med de følelsesmæssige aspekter af risikoopfattelser, så som frygt og usikkerhed.
  • Massemediernes bliver af både lægfolk og eksperter inddraget som noget, der har stor indflydelse på lægfolks viden. Det bevirker dels, at mediernes nyhedsorientering skævvrider pesticid- og risikorelevant viden, og dels at videns kompleksitet ikke kommer igennem til lægfolk
  • Ekspertviden bliver anset for at have autoritet men også som noget der bliver udfordret
  • Eksperterne fremhæver, at viden om pesticider og risikoen forbundet med deres anvendelse er meget kompleks. Dette betyder dels, at man må inddrage flere faglige discipliner, og dels at viden forandres og derfor er ikke-sikker over tid, dvs. potentielt ændres med tiden.
  • For lægfolkene giver den komplekse og foranderlige viden anledning til, at en betydelig usikkerhed er udbredt, hvilket fx kommer til udtryk i en skepsis overfor eksperters viden
  • Især eksperterne er tillige fremkommet med refleksioner over karakteren af viden per se. Eksperterne har givet udtryk for, at viden også er forankret i den faglige disciplin, som eksperten repræsenterer, og eksperternes fortolkning spiller en vis rolle.

6.2 Pesticider i konkrete sammenhænge

I dette afsnit diskuterer vi det andet underspørgsmål, der lyder om og i givet fald hvordan opfattelser og holdninger er afhængige af den konkrete sammenhæng, hvori pesticider indgår. Set på tværs af de tre del-analyser besvarer den første del af spørgsmålet næsten sig selv: Opfattelser af og holdninger til pesticidrelaterede risici er også afhængige af den sammenhæng, hvori pesticider optræder. Men det er med understregning af ’også’, idet denne afhængighed ikke aflyser, at andre ting har indflydelse på risikoopfattelser og -holdninger. I de to interviewundersøgelser var forskellige konkrete sammenhænge fremtrædende, og det er dem vi diskuterer nedenfor. Først behandler vi hvordan drikkevand har en speciel betydning, hvorefter vi ser nærmere på de konkrete erfaringer med pesticider, som lægfolk og eksperter har fortalt om. Herefter fokuserer vi på landmænd og kommercielt brug af pesticider overfor privat havebrug. Siden diskuterer vi pesticiders samfundsmæssige position. Afslutningsvis behandler vi lægfolks og eksperters syn på reguleringen af pesticidanvendelse.

6.2.1 Det rene drikkevand

En af de sammenhænge, hvor både lægfolk og eksperter dagligt kan være i kontakt med pesticider, er i forbindelse med drikkevand. Samtlige interviewede lægfolk udtrykker bekymring overfor pesticidrester i grundvandet, og den betydning dette kan have for drikkevandet. Uanset hvilken opfattelse lægfolkene i øvrigt har af brugen af pesticider, var ’det helt rene drikkevand’ af åbenbar betydning. Næsten alle eksperter bemærker også dette. Dette kan knyttes til flere forhold. Ét er, at konkrete lukninger af boringer og generelle problemer med forsyning af rent drikkevand har været hyppigt omtalt i medierne i gennem længere tid. Som diskuteret ovenfor, så har mediernes dækning af pesticidtemaer stor indflydelse, når lægfolk danner risikoopfattelser.

Et andet forhold er, at ’det rene drikkevand’ besidder en markant symbolværdi, der trækker grundvand/drikkevand frem i forreste række, når potentielle risici reflekteres. Dette forhold går stærkt igen i både ekspert- og lægfolksinterviewene. Her spiller det ind, at (rent) vand er af både vital og symbolsk betydning for mennesker (Douglas 1980). Vand er en fundamental betingelse for alt liv på jorden, rent vand er en forudsætning for et godt og sundt liv, og besidder således stærke eksistentielle undertoner. Drikkevands og grundvands symbolpotentiale kan derfor svært overvurderes.

Som nævnt har temaet om ’det rene drikkevand’ samlet alle lægfolkene i en fælles bekymring, hvorimod der har vist sig delte meninger med hensyn til de øvrige risikoopfattelser. Men selv den lægperson, der er mindst kritiske overfor særligt landbrugets anvendelse af pesticider, peger på, at støtten kun gælder så længe pesticider ikke ’skader’ grundvandet. Det bliver simpelthen taget for givet, at grundvandet skal holdes rent og ’naturligt’ således, at drikkevandsforsyningen ikke lider skade. Heller ingen af de øvrige lægfolk har fundet det nødvendigt at argumentere for eller forklare, hvorfor de mener, at det er vigtigt at grundvandet bliver holdt fri for pesticidrester.

Næsten alle eksperterne udtrykker forståelse for og accept af lægfolks ønsker om at holde grundvandet frit for pesticidrester, og adskillige eksperter kan heller ikke sige sig fri for at stole mere på det helt rene drikkevand end på vand med selv ganske små koncentrationer af pesticider. Én ekspert udtrykker dette som at tillade pesticidrester i drikkevandet er en ’tidsindstillet bombe’, en anden ved at afvise at filtrere grundvandet, når det pumpes op til drikkevand. Eneste undtagelse er eksperten fra drikkevandsforsyning, der både forholder sig nøgternt til udsigten til evt. pesticidrester og samtidig er forstående og imødekommende overfor ’det helt rene drikkevand’ som et forbrugerkrav, og fx tager en hel del flere prøver end myndighederne påkræver. Flere eksperter er inde på det paradoksale heri, idet de samtidig påpeger, at sagligt set er befolkningen udsat for en langt større eksponering via fødevarer og gennem selve sprøjteprocessen end gennem drikkevandet.

6.2.2 Tidlige erfaringer og kulturel indlejring

Adspurgt om hverdagsting som fx baggrund, familie og fritidssysler kom dette også frem i ekspertinterviewene. Hos lægfolk involverer dette både egne og andres erfaringer, fx forældres eller bedsteforældres erfaringer med at sprøjte mod et ukrudt, myrer eller andet uønsket. Projektets resultater peger på, at vægten af erfaringer er specielt markant, når det gælder konkrete erfaringer med landbruget, i særdeleshed hvis erfaringerne er opnået i løbet af opvæksten og knyttet til familiemæssige bånd og netværk. Betydningen af den tidlige erfaring har vist sig i både lægfolks- og ekspertinterviewene. De erfaringer, som er opnået gennem uddannelsen og ved at beskæftige sig professionelt med pesticider, er også men i mindre markant grad, blevet understreget som betydningsfulde for risikoopfattelsen (se ovenfor om videns fagdisciplinære og institutionelle forankring) blandt eksperterne. For nogle af eksperterne betyder de senere erfaringer dette, at de giver udtryk for større accept af pesticider, mens det for andre betyder større afstandstagen.

For næsten alle betyder tidlige erfaringer med eksempelvis landbrug, at de har forståelse for at landmænd anvender pesticider. Samtidig kan både lægfolk og eksperter, der har denne forståelse, godt udtrykke alvorlig bekymring og forsigtighed med de mulige skadevirkninger af pesticidanvendelse. Set i lyset af Bourdieus pointer om, hvordan personligheden (/habitus) udvikles under indflydelse af tidlig socialisering, kan dobbeltheden i nogle af lægfolkenes holdninger til pesticider fint forklares. De har begge erfaringer med nære voksnes brug af pesticider i landbruget med fra barndommen, og er derfor ikke afvisende overfor netop landbrugets pesticidanvendelse, selvom de i deres nuværende voksenliv er skeptiske overfor pesticider af forskellige grunde. Erfaringer fra barndommen og/eller med landbrug er således af stor betydning og noget man bør medtage, når man sigter mod at forstå lægfolks opfattelser af pesticider.

Med reference til kønnets indflydelse på risikoopfattelser og til, at kvinder i surveys er fundet til at være mere bekymrede for en række risici end mænd, pointerer Slovic, at det socio-politiske køn frem for det biologiske køn i hans undersøgelse viste sig indflydelserigt i dannelsen af risikoopfattelse (Slovic 1999, Flynn et al. 1994). Det vil med andre ord sige, at dét, der indvirker på dannelsen af individets risikoopfattelser i Slovics resultater, er den sociale og politiske socialisering til et bestemt køn som fx omsorgsgivende for familien og især mindre børn frem for bestemte gener, der fx disponerer kvinder for at være mere bekymrede end mænd. Også her i projektet skinner kønsbias tendentielt igennem, hvor det fx er to kvindelige interviewpersoner i lægfolksanalysen, der repræsenterer den største bekymring over pesticidrester i drikkevandet. I ekspertinterviewene ser vi ingen tegn på, at kvindelige eksperter udtrykker en større bekymring eller skepsis overfor pesticidrester end mandlige eksperter.

Pesticider i havebrug

En del af både lægfolkene og eksperterne udtrykker således forståelse for, at landbrug kan have behov for at anvende pesticider. En stor del af både eksperter og lægmand har selv erfaring med at have brugt pesticider på et tidspunkt. Alligevel udløser sådanne sene erfaringer kun begrænset forståelse for pesticiders anvendelse i privat havebrug, hvor eksempelvis en af eksperterne kalder det ’dovenskab’. Denne skelnen mellem (kommercielt) landbrugs og privat havebrugs pesticidanvendelse afspejles også i både lægfolks og eksperters holdninger til reguleringen af pesticidanvendelse, hvilket vi diskuterer nedenfor.

6.2.3 Pesticider i landbruget og pesticiders samfundsmæssige position

Landbruget er således en konkret sammenhæng, der har stor betydning for de risikoopfattelser, som en stor del af både lægfolk og eksperter forbinder med pesticidanvendelse. Et aspekt heraf er de personlige erfaringer, som interviewpersonerne måtte have med sig. Et andet aspekt er at inddrage landbruget som erhverv. Især eksperterne satte pesticidrelaterede risici i relation til den samfundsmæssige og sociale position, som anvendelsen af pesticider i landbrugsproduktionen har. Dette giver sig fx udslag i, at både de tematiserer, hvordan fødevareproduktionen på både et globalt og et nationalt plan er knyttet til brugen af pesticider, og at pesticider i mange lande er nødvendige for at afværge sult. Der er dog også enkelte eksperter, som anser omkostningerne ved intensiv anvendelse af pesticider som langt værre på kort (forgiftninger, mv.) og på lang sigt (faldende biodiversitet, allergier og indvirkning på fertiliteten).

Pesticiders betydning i en global sammenhæng afspejles også blandt lægfolkene, hvor en stor del af dem på forskellig vis giver udtryk for, at en fødevareproduktion uden pesticider vil stagnere eller falde, mens fattigdom og befolkningstilvækst samtidig øger presset fødevareproduktionen.

Den moderne landbrugsproduktions afhængighed af pesticider bliver også tematiseret i forhold til den enkelte landmand. Flere interviewpersoner i både lægmands- og ekspertgruppen peger på, at landmanden simpelthen ikke har økonomi til at undvære pesticider. Interviewene viser, at denne forståelse overfor landbrugets anvendelse af pesticider sagtens kan sameksistere med en alvorlig skepsis overfor pesticidanvendelse og en opfattelse af, at pesticidrelaterede risici maner til forsigtighed i brugen af pesticider. Forståelsen for landbruget er derfor vigtig at have in mente, når man skal prøve at forstå baggrunden for både eksperters og lægfolks risikoopfattelser og holdninger til pesticider.

6.2.4 Et differentieret syn på regulering af pesticider

Den sidste konkrete sammenhæng, der i undersøgelsen har vist sig betydende for lægfolks og eksperters risikoopfattelser, er, hvordan pesticidanvendelsen styres kollektivt, eller med andre ord reguleringen af pesticidanvendelse. Indledningsvis vil vi gerne pointere, at vi i dette afsnit ikke diskuterer eller på anden måde forholder os til om interviewpersonerne (eller vi selv for den sags skyld) har kendskab til, hvordan reguleringen af pesticider foregår i praksis, eller til fx hvilke grænseværdier, der præcist er fastsat, hvor grænseværdierne gælder eller hvem der har ansvaret for, at de bliver overholdt. Det vigtige her er at vise hvordan de interviewede lægfolk og eksperter opfatter reguleringen af pesticidanvendelser i bred forstand.

Det er værd at bemærke, at risikohåndtering gennem eksempelvis reguleringssystemer kan ses som en måde at kolonisere en usikker fremtid på (Giddens 1991: 133-134). Hvis vi omsætter dette til indsigterne fra dette studie, vil det sige at håndtering af de risici, der er knyttet til pesticider, fungerer som en måde, hvorpå den usikkerhed og komplekse og foranderlige viden, der omgiver pesticider, kan inddæmmes, hvormed de mulige fremtidige skadevirkninger kan reduceres.

Den regulering, der finder sted på et område, må have legitimitet i befolkningen for at blive respekteret og virke efter hensigten (Wynne 2001), og i den forbindelse spiller tillid også en central rolle. Feltet for brugen af pesticider opfattes af mange som et vigtigt felt for befolkningens sundhed. Når tillid drejer sig om sådan et område, bliver tillid til eksperter og myndigheder af afgørende betydning for legitimiteten. Her finder vi (igen) en dobbelthed, idet den tillid til reguleringen på pesticidfeltet, som de lægfolkene giver udtryk for, for størstedelens vedkommende også rummer en betydelig grad af skepsis.

Lægfolkenes tillid kan her også ses som en ‘villet tillid’, forstået på den måde, at mange af lægfolkene ikke kan se et reelt alternativ til at have i hvert fald en vis grad af tillid til, at reguleringssystemet fungerer. Denne iagttagelse er i overensstemmelse med studier i England, hvor manglen på alternativer gjorde, at mennesker i bestemte situationer udviste en tillid til systemer, som de i bund og grund ikke stolede på eller mente fungerede hensigtsmæssigt. Denne opfattelse udtrykte en ‘hvad-skal-vi-ellers-gøre’ holdning (Wynne 1996a) som kan genfindes i flere af lægfolksinterviewene. Uden et mindstemål af tillid til reguleringssystemet kan det forekomme uoverkommeligt for lægfolk egenhændigt at skulle håndtere de risici, som lægfolk møder i hverdagen. Hvordan skal man kunne købe ind til daglig, hvordan skal man kunne åbne vandhanen, osv., hvis man ikke kan stole på, at ‘systemet’ fungerer. Andre af de interviewede lægfolk har indikeret, at der var tale om en oprigtig, men betinget tillid til at reguleringen virker efter hensigten. De giver udtryk for, at myndigheder, eksperter, etc. i almindelighed gør sig umage, men at der findes svigt eller ‘brodne kar’, som man skal være på vagt overfor.

I ekspertinterviewene udviser interviewpersonerne en parallel støtte og tillid til den eksisterende regulering. Eksperterne er dog samtidig bevidste om, at der er andre ting i spil end faglige vurderinger, når reguleringen udvikles. Her peger de især på ’den politiske logik’ rettet mod at opnå genvalg, på lobbyisme og på EU’s reguleringssystem. Undervejs er eksperterne tillige fremkommet med en række forslag til, hvordan den danske regulering af pesticidanvendelse kan forbedres.

Jensen et al (2004) finder i et kvalitativt studie af risici omkring fødevarer, at eksperterne eksplicit skelner mellem ’det politiske’ i deres vurderinger og deres rolle som professionelle og som videnskabelige. Eksperterne ser ofte politikerne som irrationelle og som drevet af ikke-videnskabelige hensyn. Selv tilstræber eksperterne at undgå værdibaserede holdninger og være rent professionelle.

Den danske regulering af pesticider er bygget op omkring et net af specificerede grænseværdier, og en diskussion af grænseværdier rejser forskellige spørgsmål (Blok et al. 2006). Dels spørgsmålet om hvad grænseværdierne i sig selv er et udtryk for, dels hvilke kriterier de er sat ud fra, dels om de er sat på et passende niveau i forhold til at beskytte mennesker og natur mod skadevirkninger, herunder sikkerheden af grænseværdiernes vidensniveau, og endelig hvordan man kan sikrer, at grænseværdierne på et givent område bliver overholdt.

Grænseværdier som sådan bliver hverken anfægtet af de interviewede lægfolk eller eksperter. Dette reflekteres i et lægfolksinterview, hvor lægpersonen understreger, at grænseværdier ikke bør være en statisk størrelse, men at de konstant skal og bør justeres – man skal ‘hele tiden sikre sig, at det er de rigtige grænseværdier man har’. Interviewpersonen mener ikke man skal godkende noget, ‘lægge noget frit’, før man er sikker på, at det er ordentligt undersøgt, men tilføjer ‘så sikker man nu kan være’, hvorved det samtidig erkendes, at det kan være vanskeligt at sætte ‘sikre’ grænseværdier.

Forståelsen af grænseværdibegrebet, samt af hvilken rolle grænseværdier spiller i pesticidreguleringen, varierer dog en del blandt lægfolk. Flere interviewpersoner i lægfolksanalysen udtrykker i stedet bekymring for, om de nuværende betryggende grænseværdier vil fortsætte, efterhånden som området harmoniseres med resten af EU. De udtrykker en skepsis overfor om Danmark kan fastholde sit nuværende høje beskyttelsesniveau, hvilket også flere af eksperterne påpeger.

Eksperter udviser en mere pragmatisk opfattelse af grænseværdiprincippet. For dem tages grænseværdier tendentielt for givet og ses som det reguleringshåndtag, der fremstår mest oplagt. Flere af eksperterne er også inde på, at EU’s stigende indflydelse på kemikaliereguleringen også kan forandre den danske regulering efter grænseværdier. Denne forandring kan både være til det bedre – mere ’professionelt’ som det er blevet udtrykt af en af eksperterne – ved at fx cost-benefit analyser får en mere fremtrædende rolle. De kan også være til det værre ved at fastsættelsen af grænseværdier går for meget på kompromis og tager for meget hensyn til industriinteresser, som det udtrykkes af en anden ekspert. Den fremhævede forskel mellem forskellige landes regulering af pesticider reflekteres i risikolitteraturen. Flere studier af pesticidreguleringen i England, USA og Canada (van Zwanenberg & Millstone 2000, Hoberg 1990) viser, at myndighederne i forskellige lande benytter forskellige videnskabelige fremgangsmåder og antagelser om menneskelig eksponering for pesticider.

Brugen i private haver er et område, som både gruppen af lægfolk og gruppen af eksperter finder næsten enstemmigt sammen om. Med baggrund i pesticidanvendelsens risikopotentiale vil det være både acceptabelt og i særdeleshed fornuftigt at forbyde brug af pesticider i private haver. Samtidig er det også markant, at en stor del af interviewpersonerne medtænker landbrugets økonomiske situation, fx et globalt marked uden samme restriktioner for pesticidanvendelse som vil kunne findes i Danmark, når det gælder evt. stramning af reglerne for erhvervsmæssig anvendelse af pesticider. Blandt lægfolk viser dette en dobbelthed i, at denne holdning også findes blandt de, der selv havde brugt pesticider. Denne dobbelthed kan hænge sammen med, at selve interviewsituationen har risikoopfattelser som forståelseshorisont og derfor automatisk tænker konsekvenser ind, mens disse for den enkelte kan træde i baggrunden i frustration over ukrudt på flisegangen eller myrer på havebordet. Ligeledes kan den hænge sammen med et specifikt tema, som pesticider har stærkt negative overtoner i forhold til, nemlig grundvandet, jf. ovenfor.

For eksperterne fører dette til, at de foreslår forskellige måder, som man kan begrænse forbruget af pesticider på, fx IP systemer, varsling, recepter og zoner samt begrænsning af tilgængelighed i fx dagligvarebutikker og byggemarkeder. I denne forbindelse nævner en ekspert tillige, at en mere målrettet og afmålt anvendelse også vil mindske risikoen for resistens, hvilket ellers anses for at være en potentielt voksende trussel.

6.2.5 Opsamling

Det andet underspørgsmål, der retter sig mod afklaring af, om opfattelser og holdninger er afhængige af den konkrete sammenhæng, hvori pesticider indgår, kan således besvares bekræftende for både lægfolk og eksperter. Hvordan denne afhængighed ser ud og hvad konkrete sammenhænge betyder for pesticidrelaterede risikoopfattelser kan opsummeres i følgende punkter:

  • At grundvand holdes frit for pesticider betyder meget for både lægfolk og eksperter, og ’det helt rene drikkevand’ har en betragtelig symbolsk betydning.
  • De lægfolk og eksperter, der har tidlige erfaringer med landbrug fra deres nære omgivelser, har også en udtalt forståelse for, at landmænd bruger pesticider. Dette kan dog sagtens sameksistere med en ligeså udtalt risikoforståelse af pesticider.
  • For både lægfolk og eksperter er der en markant forskel på, om pesticider anvendes i landbrug/gartneri eller i private haver, hvor der findes langt større accept af landbrugets brug end af privates.
  • Især eksperterne men til dels også lægfolk peger på den samfundsmæssige betydning, som pesticider har for moderne landbrug og dermed for især fødevareforsyningen og fødevaresikkerhed. Denne betydning er global og følges hos nogle eksperter og nogle lægfolk af, at ulande risikerer meget for naturen og befolkningens sundhed ved intensiv brug af pesticider.
  • Både eksperter og lægfolk har generelt tillid til den danske regulering af pesticider. Eksperter peger dog på, at politiske dagsordner, EU mv. kan gribe forstyrrende ind i et ellers velfungerende system. Lægfolk udtrykker skepsis overfor om standarden kan opretholdes med EU’s stigende indflydelse.
  • Eksperterne præsenterer flere bud på, hvordan reguleringen kan forbedres, herunder IP systemer, varsling, zoner og begrænsning af tilgængelighed i fx dagligvarebutikker og byggemarkeder.
  • Både lægfolk og eksperter peger på, at pesticider uden problemer kunne forbydes i private haver.

6.3 Risikoopfattelser i den brede befolkning

I dette afsnit diskuterer vi, primært med udgangspunkt i den kvantitative del-analyse og litteraturreviewet, tredje underspørgsmål; hvorledes holdninger og opfattelser af pesticidrelaterede risici overordnet set fordeler sig i befolkningen og hvilke socio-demografiske variable, de kan knyttes til.

Adskillige studier viser, at forbruget af pesticider ser ud til at have betydning for en betragtelig del af forbrugerne[36], hvor pesticidrester i mad tillægges stor betydning. De danske data har vist, at husstandene lidt oftere er bekymrede over, hvorvidt madvarerne er fordærvede og hvorvidt, der er salmonella eller andre sygdomsfremkaldende bakterier i deres madvarer, mens det er bemærkelsesværdigt, at forskellene ikke er store. Forbrugerne bekymrer sig lidt sjældnere om, hvorvidt madvarerne kan forhøje kolesterolindholdet i deres blod (sammenlignet med bekymring over pesticider), mens de noget mere sjældent er bekymrede over risiko for smitte med kogalskab eller gensplejsede madvarer. Bortset fra basale egenskaber, såsom at produktet er frisk og smager godt, så er fravær af medicin- eller pesticidrester i varen de mest betydningsfulde produktegenskaber, hvor omkring 80 % af forbrugerne mener, at disse egenskaber er af stor betydning. Til sammenligning er der kun omkring 30-40 %, der mener at egenskaber såsom lavt fedtindhold, at varen fremtræder indbydende, eller at der er taget hensyn til miljø eller dyrevelfærd i produktionen er af stor betydning. Her mener de fleste blot, at sådanne egenskaber er af nogen eller lille betydning. Andre egenskaber som national oprindelse, at varen er let at tilberede, eller at der er højt indhold af vitaminer og mineraler bliver tillagt endnu mindre betydning.

I den kvantitative del-analyse fandt vi endvidere, at det er muligt at gruppere og strukturere oplysninger om svarpersoners opfattelse af pesticider og fødevarer ved hjælp af faktor analyser. Fødevaresikkerhedsbekymring (herunder bekymring for sprøjtemiddel- eller medicinrester) er den enkelt faktor, der forklarer klart mest i forhold til at forstå husstandenes syn på fødevarer, miljø, sundhed og pesticider. Dernæst følger afstandstagen og afmagt i forhold til miljøproblemer (denne faktor er ikke direkte pesticidrelateret) og den tredje vigtigste gruppering af holdninger samles igen omkring fødevarer i form af engagement i fødevarer (herunder vigtigheden af at der ikke er pesticidrester i en vare). Dette resultat supplerer til dels de kvalitative analyser af lægfolks risikoopfattelse hvor interviews viste at lægfolk har et meget mere nuanceret billede af de mulige sundhedsrisici end af de mulige miljørisici ved pesticidanvendelsen. Der er dog en væsentlig forskel på de to typer analyser, i og med at sundhedsrisici i den kvalitative analyse ofte blev knyttet til sikring af rent grundvand. Sammenholdes analyserne, har vi en indikation af at lægfolk tilsyneladende ser med stor bekymring og engagement på pesticider i fødevarer, når fokus er på fødevare egenskaber, mens de ofte først tænker på grundvand, når fokus er mere generelt på pesticidrisici.

De resterende hovedholdninger, som blev dannet i faktoranalysen, var national oprindelse, nærhed, brands og anden information samt stram pesticidlovgivning – alt sammen emner som også dukkede op under de kvalitative interviews.

Det er store variationer i svarpersonernes holdninger til de undersøgte emner, og vi må konstatere, at holdningerne er bredt fordelt i forhold til socio-demografiske faktorer. Der er dog en tendens til, at stigende alder øger bekymringen for fødevaresikkerhed og engagementet i fødevaresikkerhed, miljø og dyrevelfærd. Til gengæld synes de ældre forbrugere samtidig at se færre miljø- og sundhedsproblemer og i højere grad føle afmagt i forhold til at påvirke problemernes omfang. Denne betydning af alder kan ses som en understøttelse af, at tidlige erfaringer med landbruget (hvoraf der er en større andel blandt de ældre generationer) øger sympatien for pesticidanvendelse i landbruget, som det viste sig i de to kvalitative del-analyser.

En husstand i hovedstaden typisk være mere bekymret og i højere grad opleve, at der er miljø- og fødevaresikkerhedsproblemer (og at der kan gøres noget ved dem), ikke lægge så meget vægt på nærhed i relation til fødevareproduktion og endelig være fortaler for en stram regulering af pesticidanvendelsen. Forbrugere med lange uddannelser har vist mindre tilbøjelighed til at være bekymrede for fødevaresikkerheden. Til gengæld oplever de i højere grad at der er miljøproblemer og mener, at der kan gøres noget og endelig mindsker uddannelse tilbøjeligheden til at fokusere på stram regulering af pesticidanvendelse. Sidstnævnte harmonerer med at de har tiltro til at de selv kan gøre noget ved miljøproblemer. Tilstedeværelsen af børn i husholdningen har kun en lille indflydelse i forhold til stram pesticidlovgivning faktoren. Dette står i kontrast til, at børn/børnebørn var et gennemgående bekymringstema i lægfolksanalysen, og at samme bekymringstema vandt genklang hos en del eksperter. En mulig forklaring kan ligge i at hensynet til børn og børnebørn typisk kom på tale i relation til et ønske om renere grundvand, mens den kvantitative analyse fokuserer mere snævert på fødevarerisici.

De to kvalitative del-analyser kommer ikke i væsentlig grad ind på forbrugsvaner. Dog viser både lægfolks- og ekspertinterviewene, ligesom den kvantitative analyse, at der er en markant større tillid til fødevarer, der var fremstillet i Danmark end til importerede varer. Tiltroen til, at mængden af pesticidrester er langt mindre på fx danske end hollandske æbler eller danske gulerødder end amerikanske majs toner frem i flere ekspertinterview. Flere lægfolk fremhæver desuden lokalproducerede varer eller ‘gårdsalg’ som noget, de har mere tillid til end varer fra de store supermarkedskæder.

I litteraturreviewet har vi gennemgået en række kvantitative studier, som i lighed med projektets kvantitative del-analyse bygger på klynge- og faktoranalyser. Gennemgangen viser, at der er stor spredning i typen af resultater. Dette er knyttet til, at grupperinger i sagens natur afhænger af, hvilke inputdata, som grupperne kan dannes ud fra. Dette sætter begrænsninger for at sammenligne resultater på tværs af studier. Samtidig kan denne mangfoldighed bruges konstruktivt og fremadrettet, idet det tyder på, at det er vigtigt at inddrage meget forskellige oplysninger om forbrugerens adfærd og holdninger for at forstå deres holdning til pesticidrelateret risiko. Litteraturstudiet peger således på relevansen af at inddrage pesticidrelateret risiko i forhold til andre fødevarerisici, fødevarerisici i forhold til andre risici samt fødevarerisici i forhold til andre fødevarekvalitetsparametre (herunder holdning til ernærings- og hygiejnemæssige forhold) samt viden og tiltro til information om pesticidrisici. Her inddrages altså for alvor to af de fremtrædende aspekter fra de kvalitative del-analyser; dels tillid/usikkerhed og dels viden.

[30] At noget er eksemplarisk henviser til, at det er et eksempel, der indeholder de mest karakteristiske træk, og derfor er nyttigt i forklaring af fx et abstrakt fænomen

[31] Undersøgelsen angik lægfolks risikoopfattelser generelt

[32] Kun en enkelt af eksperterne inddrager sanseoplevelsen af pesticider, når han beskriver, hvordan fraværet af omfattende pesticidanvendelse betyder, at man kan ’nyde synet af en rig natur’ under feltstudier.

[33] Når vi i det følgende omtaler ’medier’, refererer det til massemedier.

[34] i forhold til at forstå, bestemme og handle på pesticidrelaterede risici.

[35] Dette accentueres af, at nye pesticider kontinuerligt udvikles og skal godkendes til markedsføring.

[36] Se eksempelvis et lignende britisk studie af Weatherell et al. (2003), samt EUROBAROMETER undersøgelserne omtalt i kapitel 5, Buzby et al. (1994), Byrne et al. (1991), Misra et al. (1991), Swanson and Lewis (1993), Veeman and Adamowicz (2000), samt kapitel 1 i denne rapport

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.