| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Mellem skepsis, tvivl og tillid - en sociologisk undersøgelse af lægfolks og eksperters risikoopfattelser i forbindelse med brugen af pesticider

Bilag 1

Review af international og dansk litteratur om risikoperceptioner

Dette review består af en omfattende gennemgang af den relevante internationale (og danske) litteratur om lægfolks og eksperters risikoperception og opfattelser af pesticider. Den anvendte litteratur omfatter en næsten udtømmende søgning i flere socialvidenskabelige tidsskriftsdatabaser på nøgleordene risikoperception og pesticider, samt relevant litteratur fra anden forskning omkring risikoopfattelser. Teksterne er gennemgået for centrale konklusioner, hvorfor notatet som sådan repræsenterer en bred vifte af tilgange og resultater, som ikke nødvendigvis afspejler projektgruppens opfattelser.

1.1 Pesticidrelaterede problemer: typologier

Hough (1998: The Global Politics of Pesticides) definerer et pesticid som enhver substans som bruges til kontrol af skadedyr/skader som defineret af mennesker (p.4). Inkluderer primært insektdræbende, ukrudtsdræbende og svampedræbende substanser.

Pestcider kan opdeles i 4 principielle kategorier:

1. Naturlige: substanser udtrukket fra planter (eks. nikotin, pyrethrium)
    
2. Biologiske: mikroorganismer og bakterier
    
3. Inorganiske: afledt fra mineraler såsom sulphur og arsenik
    
4. Syntetiske: kemiske substanser fremstillet fra kombinationer af kul, hydrogen, oxygen og andre stoffer. Dette er den dominerende pesticid-type og kan underinddeles i: a) organochloriner (eks. DDT), b) organofosfater (eks. parathion), c) phenoxyacetiske syrer (eks. 2,4,5-T), d) carbamater (eks. aldicarb), e) syntetiske pyrethroider.

Pesticidrelaterede problemer kan opdeles i:

1. Direkte menneskelig forgiftning
2. Miljøforurening
3. Pesticidrester i fødevarer

Disse kan igen underopdeles i:

1a) intentionel eksponering (selvmord);
1b) ikke-intentionel eksponering

1b) kan underopdeles i:

1. beskæftigelsesrelateret eksponering;
2. Sideeffekter fra spredning af pesticider (luftspøjtning, evaporering);
3. Pesticidanvendelse i hjemmet;
4. Forgiftning fra industrielle ulykker (fx Bhopal);
5. Militære anvendelser af herbicider (fx Vietnamkrigen)

2a) pesticider i jorden;
2b) pesticider i vandet (herunder grundvand);
2c) pesticider i luften (herunder skaber på ozonlag);
2d) trusler mod planter og dyr;
2e) tab af afgrøder

3a) pesticidrester i fødevarer;
3b) pesticidrester i drikkevand

Tait & Morris (2000: Sustainable development of agricultural systems) opdeler landbrugsproduktionssystemer i følgende kategorier:

1. Intensive landbrugssystemer: stort forbrug af syntetiske fertilisatorer og pesticider, traditionelt anset for mindre bæredygtigt end andre produktionssystemer
    
2. Integrerede landbrugssystemer: kombinerer brug af syntetiske midler med rotation i afgrøder for at bevare næringsstoffer i jorden og sikre naturlig sygdoms-kontrol
    
3. Organiske landbrugssystemer: ingen brug af syntetiske fertilisatorer eller pesticider, ofte retfærdiggjort i termer af fordele for økosystemer (stabilitet = ingen irreversibel forandring, kompleksitet = biodiversitet, antallet af arter og deres interaktion)

1.2 Risikoperceptionsforskning: typologier

Cutter (1993: Scare of the week - risk perception and behavior) skelner mellem tidlige fareperceptionsstudier og senere psykometriske risikoperceptionsstudier. Fareperceptionsstudierne var formet som lokale surveys blandt beboere i bestemte udsatte områder, typisk i forbindelse med faktiske evakueringssituationer såsom oversvømmelser, tørke eller ekstremt vejr. Risikoperceptionsstudierne i det psykometriske paradigme er derimod eksperimentelt bygget op, under kontrollerede forhold og typisk med brug af universitetsstuderende. Indenfor den psykologiske risikoperceptionsforskning skelner hun mellem "afslørede præferencer"-tilgangen (herunder Starr's berømte artikel fra 1969 om risici og fordele) og "udtrykte præferencer"-tilgangen (Slovic med flere).

Foruden disse tilgange har følgende discipliner leveret bidrag til risikoperceptionsforskningen: sociologi, antropologi, geografi, socialpsykologi, miljøpsykologi. Cutter pointerer hvordan forskelle mellem disciplinernes metoder og begreber i sig selv producerer forskellig viden om risikoperception (p.13). Hun konkluderer sit review med at sige, at "what is clear from looking at this table is not how much we know, but rather how little we know about how individuals and society perceive risk" (p.23).

1.3 Risikoperception: Socialpsykologisk tilgang

Slovic (1987: Perception of Risk) definerer risikoperception som intuitive risikobedømmelser, ofte komplekse og subtile. Understreger betydningen af nyhedsmediernes dokumentering af uheld og trusler forskellige steder i verden for folks risikoperception.

Skelner mellem geografiske, sociologiske, antropologiske og psykologiske risikoperceptionstilgange. Slovic opsummerer forskellen således: "whereas psychometric research implies that risk debates are not merely about risk statistics, some sociological and anthropological research implies that some of these debates may not even be about risk" (p.285). Han henviser til Douglas & Wildawsky 1982.

Slovic definerer det psykometriske paradigme som "brugen af psyko-fysisk skalering og flerdimensionale analyseteknikker til at producere repræsentationer eller kognitive kort over risikoholdninger og -perceptioner" (p.281). Baseres på kvantitative bedømmelser af faktiske og efterstræbte risikoniveauer.

Tidlige og senere udviklinger i det psykometriske paradigme (baseret på Slovic 1992: Perception of Risk: Reflections on the Psychometric Paradigm)

I Slovic (1992) karakteriseres det psykometriske paradigme som en generel tilgang og en teoretisk ramme, kendetegnet ved: 1) brug af spørgeskema-teknikker til at vurdere udtrykte præferencer (modsat afslørede præferencer som hos Starr), 2) inspiration fra personlighedsteori til at karakterisere "farers personlighed" (frivillighed, katastrofepotentiale etc.), 3) brug af skaleringsmetoder til at producere kvantitative mål for oplevet risiko, oplevet fordel og andre perceptionsaspekter, 4) vurderinger af kognitioner, ikke faktisk adfærd, 5) antagelsen om at risiko altid er subjektivt og at risiko ikke eksisterer "derude" uafhængig af kognition, sociale processer, institutioner og kultur (p.119).

Slovic (1992) understreger at det psykometriske paradigme ikke er iboende psykologisk, men også inddrager sociale, institutionelle, økonomiske, politiske og ideologiske variable (p.150). Betoner ligeledes behovet for studier af tillid og "tillidskrisen" mellem risikoeksperter og offentligheden. Desuden skelnes mellem tidligere og senere udviklinger i det psykometriske paradigme.

"Tidlige resultater af psykometrisk paradigme" ifølge Slovic (1992):

Gennem faktor-analyse har studier lokaliseret to underliggende faktorer i folks risikoperception: 1) "Dread risk", som omfatter variabler som kontrollerbarhed, frygt, katastrofepotentiale, fatale konsekvenser, ulige fordeling af risici, ufrivillige, farlige for fremtidige generationer; 2) "Unknown risk", som omfatter variabler som observerbarhed, ukendthed for de udsatte, udskudte effekter, nye risici, graden af videnskabelig kendskab.

På denne måde kan der skabes fare-profiler for forskellige risici, jf. Slovic 1992, p.122. I et todimensionelt kort placeres pesticider i hjørnet med høj frygt og høj ukendthed, sammen med risici som DDT, radioaktivt affald og atomkraft. Det kan være en af grundene til, at pesticider placeres relativt højt af lægfolk på en skala over 30 farlige aktiviteter og teknologier (fra nummer 4 til nummer 15 i forskellige grupper). Risici i dette høj frygt-høj ukendthed kvadrat vurderes ligeledes til at indeholde høj "signalpotentiale" i tilfælde af uheld. (Bhopal som "varsel", jf. Hough 1998).

"Seneste udviklinger i det psykometriske paradigme" ifølge Slovic (1992):

Nye respondenter: internationale komparative studier (amerikanske versus ungarske studerende), repræsentative studier af den generelle offentlighed i Canada og Sverige. Fra studierne i Canada og Sverige fremgår, at ikke-medicinske kemikalier som pesticider, tilsætningsstoffer i mad og cigaretter opfattes som høj-risiko og meget lav-fordel (p.128). Omkring disse risici er der dårlig korrelation mellem eksperternes (sundhedsfysikeres, epidemiologers, toksikologers) risikovurderinger og befolkningens oplevede risici. Samtidig er der en konsistent kønsforskel, hvor kvinder oplever højere risici, men dette gælder næsten alle fare-typer og ikke kun kemikalier.

Nye fare-domæner: frem for at studere "globale fare-rum" har man forsøgt at studere "lokale fare-rum" defineret som varianter over samme generelle kategori. Eksempler er studier af varianter af togulykker, bilulykker og medicinske produkter. Studierne peger på, at det kan være misvisende at repræsentere disse fare-grupper som et homogent punkt i et globalt fare-rum, fordi der er store lokale variationer. Andre studier har dokumenteret, at folks deltagelse i risikable aktiviteter er forbundet med distinkte kognitive og sociale perceptioner, herunder om aktiviteten opfattes som socialt efterstræbelsesværdig.

Nye analysemetoder: visse forskere har kritiseret faktoranalysemetoden for at negligere betydningen af individuelle forskelle i perceptioner og forsøgt at udvikle nye flerdimensionale metoder, som placerer hvert individ i forhold til dennes individuelle afvigelser fra faktoranalysens gennemsnitlige skalaer.

Nye konceptuelle rammer: studier i de seneste år har forsøgt at teori-teste forskellige dele af det psykometriske paradigme, snarere end at være eksplorative.

Nye former for risikoindflydelse - stigmatisering: inspireret af Goffman er stigmatisering af produkter, teknologier og miljøer blevet studeret gennem associations-kæder og image-studier af områder. Eksempelvis er atomaffaldsopbevaringsfaciliteter højt stigmatiserede, forbundet med fare, død, negativitet, forurening og krig og kan have negative image-indflydelser på et områdes turisme, migration og økonomiske udvikling.

Dybere analyseniveau - intuitiv toksikologi: studier af kemikalie-perceptioner blandt såvel lægfolk som eksperter (toksikologer og epidemiologer). Anvender begrebet intuitiv toksikologi om lægfolks brug af sanserne til at vurdere usunde fødevarer, vand og luft [kan anskues i relation til Becks tanker om sansernes dekvalificering i forhold til risici (vores tilføjelse)]. Studierne har afsløret uenigheder blandt toksikologer, specielt omkring validiteten af dyreforsøg til vurdering af menneskelig udsathed.

Survey over det psykometriske paradigme (primært baseret på Slovic m.fl. 1999: Trust, Emotion, Sex, Politics, and Science: Surveying the Risk-Assessment Battlefield)

Eksperter versus lægfolk: eksperter opfattes som objektive, analytiske, vise og rationelle, lægfolk som subjektive, hypotetiske, emotionelle, dumme og irrationelle. Skel mellem virkelighed og (mis)perception. I risikovurderinger objektiveres og kvantificeres risici som sandsynligheder gange konsekvenser. Reelt gennemsyres risikovurderinger af subjektive vurderinger og værdier.

Lægfolk har en bred, sammensat, kvalitativ risikoopfattelse, bestående af komponenter som usikkerhed, frygt, katastrofepotentiale, kontrollerbarhed, lighed, fremtidige generationer osv. Eksperter har en smal risikoopfattelse, hvor risiko opfattes synonymt med sandsynlighed for skade eller forventet dødelighed. Slovic plæderer for en "kontekstualistisk koncipering" af risikable beslutninger, der tager højde for multidimensionalitet, subjektivitet, værdiladning og framing.

Kønsforskelle: adskillige studier bekræfter at mænd tendentielt vurderer risici som mindre og mindre problematiske end kvinder. Dette forhold genfindes blandt mandlige og kvindelige forskere. Et studie omhandler det Britiske Toksikologiske Selskab. Et andet studie viste det samme omkring forskere indenfor fysik og deres opfattelser af risici fra atom-teknologier (Flynn et al. 1994:1104, jf. nedenfor)

I Slovic (1999) henvises til Flynn et al. (1994: Gender, Race & Perception of Environmental Health Risks), et amerikansk studie af risikoperception fordelt på køn og race, hvor en gruppe af hvide mænd skilte sig markant ud fra kvinder og ikke-hvide gennem lavere vurderede risici. Denne gruppe - bestående af 246 ud af en stikprøve på 1512 respondenter - var relativt bedre uddannede, havde højere indkomst og var politisk mere konservative end resten. På holdningsplanet var disse hvide mænd desuden karakteriseret ved tillid til institutioner og autoriteter, herunder videnskab, tiltro til teknologisk udvikling og modstand mod at give beslutningsmagt til borgere i håndteringen af risici. Disse resultater peger på betydningen af sociopolitiske faktorer som magt, status, fremmedgørelse, tillid og opfattelse af myndighedernes responsivitet i bestemmelsen af risikoperception. Samtidig stiller de spørgsmålstegn ved, om det er køn som sådan og ikke snarere magt, status og fremmedgørelse, der forklarer forskelle i risikoperception. I øvrigt viste studiet at bekymring over pesticidrester i fødevarer generelt lå cirka midt i en gruppe af 25 farer hvad angår størrelsen af oplevet risiko. Rygning, AIDS, stress, atomaffald, ozonlagsnedbrydning og biluheld lå alle højere; luftkvalitet, klimaforandringer, bakterier i madvarer, atomkraft, radon og oversvømmelser alle lavere.

Slovic (1999) omtaler ligeledes følgende faktorer bag risikoperception:

Verdensbilleder: visse studier har fundet systematiske forskelle i risikoperception mellem fatalister, hierarkisk indstillede, individualister, egalitarister og teknologiske entusiaster. Det gælder især i opfattelser omkring atomkraft. [Disse studier omtales nærmere i afsnittet om Cultural Theory (vores tilføjelse)]

Følelser og affekt: studier har demonstreret at affektive (følelsesladede) evalueringer af teknologier synes primære i forhold til vurderinger af risici og fordele. Ved ufavorable affektive evalueringer som eksempelvis overfor pesticider tenderer risici til at blive vurderet som høje og fordele som lave. Generelt er der en invers korrelation mellem opfattede risici og opfattede (affektive) fordele (høje fordele, lavere risici; lave fordele, højere risici). [I sine nyeste studier kalder Slovic dette for "affect heuristic", jf. Gaskell et al. (2004). Her ses risikoperception altså - som i kulturteorien - som et produkt af allerede eksisterende præferencer, modsat en rationel aktør-model (vores tilføjelse)].

Verdensbilleder og affekt: et studie blandt lægfolk og eksperter involveret i "intuitiv toksikologi" omkring risici fra kemikalier, herunder pesticider, viser, at både lægfolk og eksperter påvirkes af verdensbilleder, affekt og køn. De viser tillige at eksperternes institutionelle tilknytning (industri eller akademia) spiller en rolle i risikovurderinger.

Tillid: offentlighedens afvisning af eksperters risikovurderinger kan skyldes manglende tillid. Tillid er lettere at nedbryde end at opbygge. Menneskets psykologi disponerer det for mistillid snarere end tillid. Mistillid fostres af massemediernes fokus på dårlige nyheder, af interessegrupper, af ekspertuenigheder og af risikovurderinger.

Risikokonflikter: ofte fokuseres på "sound science" og teknisk risikovurdering som løsninger på risikokonflikter. Slovic foreslår i stedet mere deliberative metoder, med større offentlig deltagelse i både risikovurderinger og risikobeslutninger.

1.4 Risikoperceptionsstudier i forhold til pesticider

Coppin et al. (2002: Is Pesticide Use Socially Acceptable?) foretager et review af risikoperceptionsstudier i forbindelse med pesticider. Tidligere studier (som Dunlap & Beus') konkluderede at opfattelser af pesticiders nødvendighed, pesticiders sikkerhed og tillid til fødevareindustrien var de væsentligste forklaringsvariable bag holdninger til pesticider. Herudover diskuterer de betydningen af pesticider som uobserverbare og med forsinkede mulige sundhedseffekter, urbane modsat rurale beboeres opfattelser, betydningen af personlige erfaringer med pesticider samt sociodemografiske variable. De understreger at tidligere studier har vist betydningen af alder for miljøbekymringer: unge voksne er generelt mere bekymrede end ældre voksne (p.384). Ligeledes har tidligere studier omkring betydningen af uddannelse vist, at højtuddannede oftest udtrykker mindre accept af pesticidbrug end lavtuddannede. Dette strider mod studier foretaget af Slovic et al., hvor højere uddannelsesniveau typisk er forbundet med lavere risikoperception.

I det empiriske studie undersøges den sociale accept af pesticider i forhold til risikoperception. Studiet udgår fra den grundlæggende antagelse, at accept af miljørisici er konceptuelt distinkt fra den oplevede sikkerhed ved en teknologi (p.392). Studiet bygger på et survey blandt 300 beboere i Utah, USA, fordelt ligeligt mellem urbane og rurale beboelsesområder. Mål for følgende variable konstrueres: accept af pesticidanvendelse, tillid til information fra myndigheder og industri, opfattelse af sikkerhed ved pesticidanvendelse, oplevelsen af nødvendigheden af pesticidanvendelse, bekymring over udsathed for pesticider. Hertil benyttes sociodemografiske variable, samt variable for respondentens erfaringer med pesticidbrug i hjemmet eller til afgrøder. Følgende konklusioner fremhæves:

1. Generelt opfatter respondenterne i gennemsnit pesticidanvendelse som moderat acceptabelt. Der er minoriteter, som udtrykker stærke reservationer, men der er ingen tegn på generel aversion, modsat hvad man finder omkring andre giftige materialer.
    
2. Umiddelbart kan der konstateres visse forskelle mellem urbane og rurale respondenter. Rurale beboere opfatter pesticider som mere acceptable, sikrere og mere nødvendige, ligesom de har højere tillid til information fra pesticidindustrien (som dog stadig er under middel).
    
3. Igennem flerdimensionale analyser stilles der dog spørgsmålstegn ved disse forskelle. Urban/rural-forskellen viser sig i det store hele at afspejle andre forskelle såsom personlig erfaring med pesticidbrug i dyrkning af afgrøder og oplevet sikkerhed. Opfattelsen af pesticider som sikre at bruge er den klart mest afgørende faktor i forklaringen af accept af pesticidanvendelse. Derimod spiller tillid til myndigheder og industri eller bekymring om eksponering ingen signifikant rolle i denne modelsammenhæng.
    
4. Opfattelsen af pesticider som sikre at bruge kan derimod selv forklares gennem en række af disse faktorer: tillid til pesticidindustrien (og til dels myndighederne) og erfaring med større landbrugsdrift er begge positivt korrelerede med opfattelsen af pesticider som sikre. Modsat er bekymring over eksponering og uddannelsesniveau begge negativt korreleret med denne opfattelse. I den forstand kan opfattelsen af sikkerhed ved pesticidanvendelse anskues som en mellemliggende variabel mellem tillid, erfaring, eksponeringsbekymring og uddannelsesniveau på den ene side, og accept af pesticidanvendelsen på den anden. Resultaterne antyder samtidig at der er forskellige holdninger blandt forskellige landmænd, afhængig af størrelsen af bruget og dermed om aktiviteten primært er kommerciel eller "hobby-baseret".

Social tillid og risiko-fordele opfattelser (baseret på Siegrist et al. 2000: Salient Value Similarity, Social Trust, and Risk/Benefit Perception)

Undersøger holdninger til pesticider, atomenergi og kunstige sødemidler blandt studerende i Zürich, ud fra en model hvor social tillid influerer på såvel risikoperception som fordelsperception. Modellen bekræftes i særlig grad for holdninger til pesticider. Social tillid anskues som et produkt af "salient value similarity": tillid til administrative institutioner og virksomheder afhænger af vurderingen af disse personers dominerende værdier i konteksten og hvorvidt disse stemmer overens med ens egne. Betydningsfulde værdier - og dermed social tillid - varierer mellem situationer afhængig af situationens mening, til forskel fra kontekstuafhængige mål for personers værdier (eks. egalitarisme eller individualisme) eller kontekstuafhængige mål for tillid til politiske autoriteter. For pesticiders vedkommende vises det, at den inverse sammenhæng mellem risikoperception og oplevede fordele – hvor høj risikoperception er forbundet med lav oplevet fordel og omvendt – forsvinder statistisk, når der kontrolleres for social tillid. For pesticiders vedkommende konkluderes derfor, at social tillid ligger til grund for såvel risikoperceptionen som oplevelsen af fordele ved brugen [Dette resultat står delvist i modsætning til Gaskell et al. (2004: GM Foods and the Misperception of Risk Perception) omkring GM fødevarer: her spiller sammenhængen mellem risikoperception og oplevede fordele stadig en rolle, når der kontrolleres for tillid. Specielt er det væsentligt, at en stor gruppe (60%) slet ikke oplever nogle fordele, hvorfor risikoperception er mindre væsentligt for forklaringen af denne gruppes generelt negative syn på GM fødevarer (vores tilføjelse)].

Til sammenligning omkring tillid indeholder Kaae & Madsen (2003: Holdninger og ønsker til Danmarks natur) data om danskernes tillid til forskellige kilder for miljøinformation [uden at benytte det psykometriske paradigme (vores tilføjelse)]. Tilliden er størst til egne erfaringer, hvor godt 50% har stor tillid, mens videnskabsfolk/eksperter nyder næststørst tillid. I alt har godt 90% stor eller nogen tillid til eksperter, med godt 45% i hver kategori. Naturorganisationer og folk der bor på landet er de tredje- og fjerde mest tillidsvækkende kilder. Værst ser det ud for politikerne på Christiansborg, hvor kun 50% har nogen tillid. Erhvervsfolk er der heller ikke stor tillid til, mens miljøministeriet ligger i midten med godt 15% med stor og godt 55% med nogen tillid.

1.4.1 Moralske aspekter ved risikoperception (Sjøberg 1998: Risk Perception: Experts and the Public)

Igennem flere studier indenfor et bredt forstået psykometrisk paradigme har Sjøberg argumenteret for betydningen af moralske faktorer i lægfolks risikoopfattelser. Han benytter ikke mindst variable som at "blande sig i naturen", "unaturlig" og "umoralsk", jf. Gaskell et al. (2004). Generelt argumenterer han for, at disse moralske aspekter spiller mere fremtrædende roller i folks risikoperception end de kognitive faktorer, som Slovic primært fokuserer på.

1.4.2 Social forstærkning af risici (Renn et al. 1992: The Social Amplification of Risk)

Social forstærknings-tilgangen til individuelle og sociale risikoopfattelser understreger hvordan farer interagerer med psykologiske, sociale, institutionelle og kulturelle processer og derigennem forstærkes eller dæmpes (p.139). Perspektivet bygger videre på – og modificerer – det psykometriske paradigme, idet individuelle risikoperceptioner ses i sammenhæng med objektive farer, massemediernes dækning, individuel og social handling, og økonomiske og politiske samfundskonsekvenser. I Slovic’ psykometriske paradigme anerkendes begrebet ”objektive farer” ikke. Der kigges på såvel såkaldte individuelle forstærknings-stationer (kognitive processer) og sociale forstærknings-stationer (sociale grupper og institutioner). I generelle termer antages individuelle og sociale risikoopfattelser således at afhænge af disse forstærkende eller dæmpende stationer.

I et empirisk studie sammenholdes data for fem grupper af variable for 128 farer (herunder pesticidanvendelsens miljøeffekter):

1. fysiske konsekvenser (eksponering, dødelighed, ejendomsskader)
    
2. mediedækning (antallet af historier, varigheden af dækningen, halveringstiden for dækningen)
    
3. risikoperception (frygt, inkompetent management, fremtidig risiko, bebrejdelser)
    
4. offentlighedens reaktioner (ønske om opfølgning, politisk involvering, handling, social mobilisering)
    
5. samfundsindflydelse (socio-økonomisk indflydelse, politiske effekter)

Flere af disse variable måles indirekte gennem brug af ekspertvurderinger og konsensus-metoder [højst tvivlsomme metoder for vurdering af offentlighedens reaktioner, baseret på en hypotetisk gruppes hypotetiske adfærdsmønstre (vores tilføjelse)]

Studiet giver anledning til fem primære konklusioner (idet deres præliminære karakter anerkendes):

1. Overordnet fremstår samfundets svar på farlige begivenheder ganske "rationelt": mediedækning er nogenlunde proportionalt med størrelsen af de fysiske konsekvenser, risikoperceptioner influeres af såvel mediedækning som fysisk eksponering, og offentlighedens reaktioner influeres dernæst af såvel eksponering som risikoperception. Forfatterne noterer at dette mønster virker mere "fornuftigt" end mange forfattere har antydet.
    
2. Risikooplevelse er meget stærkere relateret til eksponering end til faktiske dødsrater. Dette er væsentligt, fordi tekniske risikovurderinger og eksperter som oftest baserer sig på dødsrater. En del af forskellen på eksperters og lægfolks risikoopfattelser kan derfor bunde i forskellige strategier for hvordan alvoren af en farlig begivenhed bedst vurderes (forskellige indikatorer).
    
3. Mediernes, sociale gruppers og institutioners behandling af risikokommunikation spiller afgørende roller for omfanget af samfundsmæssig indflydelse.
    
4. Omfanget af mediedækning afhænger af såvel omfanget af menneskelig eksponering som af dødsrater. Tesen om at risikoperception blot afspejler mediedækning afvises, idet oplevelsen af frygt i høj grad er medbestemt af graden af eksponering mens andre perceptionsvariable kun har lille sammenhæng med mediedækning. [dette kan relateres til Wilkinsons pointer om medierne, fremsat som kritik af Beck's betoning heraf (vores tilføjelse)]
    
5. Perceptionsvariablene frygt og beskyldning er gode prædiktorer for adfærdsintentioner på individuelt niveau og moderat gode prædiktorer for social mobiliseringskraft. Renn et al. pointerer, at dette billede er mindre kaotisk og mere meningsfuldt end ofte antaget i risikoperceptionslitteraturen.

1.5 Sociologisk kritik af Slovic' psykometriske paradigme

(Wynne (1989b), Wilkinson (2001), Irwin et.al. (1999), Cutter (1993))

I Wynnes (1989b: Building Public Concern into Risk Management) optik hviler megen økonomisk og psykologisk risikoperceptionsforskning på abstrakte, kvasi-videnskabelige og selverklæret universelle præmisser, mens sociologisk forskning har tenderet mod den modsatte ekstrem hvor "risici" kun har mening indenfor folks etnocentriske, lokale, kulturelle miljø. Generelt slår Wynne til lyd for opmærksomhed på social kontekst for risikoperception. Det sker gennem en detaljeret kritik af Slovic’ og andres psykometriske paradigme, som for Wynne hviler på uholdbare antagelser om subjektive psykologiske kategorier overfor objektive fysisk-teknologiske egenskaber. I særdeleshed kritiserer han faktoranalyse-tilgangen, som beskriver risikoperceptioner i et todimensionelt rum bestående af en frygt-faktor og en ukendtheds-faktor. Med radioaktiv stråling som eksempel viser han, hvordan frygt ikke følger nødvendigt fra strålingens usynlighed - tværtimod blev denne usynlighed i 1950erne forbundet med teknologiens sociale usynlighed som positive retfærdiggørelser. Denne kontekstuelle kode er nu skiftet, hvorfor frygt ikke er en individuel, mental tilstand men derimod afspejler skiftende sociale relationer. Det samme kan siges om forbindelsen mellem civil atomkraft og atomvåben, hvor frygt hviler på rationelle overvejelser omkring de sociale kontrolmekanismer og derfor handler om hvordan det objektive risikosystem skal afgrænses. Frygten er ikke emotionel, sådan som det psykometriske paradigme antyder, men handler om bedømmelser omkring social kontrol. Definitionen af risikosystemet afhænger således af bedømmelser af sociale relationer og sociale kontrolstrukturer, herunder hvorvidt man oplever personlig kontrol. Dette kan forklare tilsyneladende irrationelle forskelle i opfattelsen af pesticider i havebrug og i skov- og landbrug, hvor det første opleves som værende under kontrol og derfor acceptabelt mens det sidste opleves som værende ude af kontrol og ønskes forbudt [ingen referencer i teksten til faktiske holdningsundersøgelser (vores tilføjelse)].

Wilkinson (2001: Social Theories of Risk Perception: At Once Indispensable and Insufficient) fremhæver 5 sociologiske kritikpunkter rettet mod det psykometriske paradigme:

1. Blind overfor de måder hvorpå "objektive risici" konstrueres socialt i henhold til institutionel bias hos myndigheder og industrielle eksperter (ses ofte som det særegent sociologiske bidrag til risikoforskning)
    
2. Anskuer respondenter som atomiserede snarere end som sociodemografisk fordelt (køn, alder, beskæftigelse, geografi, etnicitet, nationalitet)
    
3. Forudvælger risici, snarere end at lade respondenterne selv identificere disse (giver blandt andet anledning til "maskulin" risikoforståelse)
    
4. Manglende enighed om hvad risikoperception betyder (herunder om kognitive bedømmelser fører til emotionel bekymring)
    
5. Abstraherer fra den specifikke sociale kontekst hvor mennesker lever deres hverdagsliv (nye oplevelser, sociale diskurser, faktisk adfærd)

På denne baggrund opfatter flere socialpsykologer og sociologer Beck og Douglas’ teorier som bud på den sociokulturelle kontekst, der ligger bag det psykometriske paradigmes kognitive målinger (p.10). Wilkinson er dog kritisk overfor både Beck og Douglas og antyder at vores vidensniveau generelt er lavt (p.15).

Irwin et al. (1999: Faulty environments and risk reasoning: the local understanding of industrial hazards) kritiserer det psykometriske paradigme som "abstrakt empiricisme", løsrevet fra kontekst, hverdagsliv og kulturelle processer. Risikoforståelser er ikke individualiserede, men opstår derimod dialogisk som fælles oplevelser og meningshorisonter. Samtidig kan forståelser af miljø og teknologi ikke skilles fra sociale fortolkninger og kulturelle verdensbilleder, ligesom de ikke kan adskilles fra aktive, meningsskabende processer [her ligger også en metodisk pointe knyttet til kvalitative interview overfor survey].

Cutter (1993) fremhæver fem kritikpunkter:

1. Repræsentativiteten af de psykometriske studiers samples (race, køn, indkomst, alder, uddannelse)
    
2. Individuelle variationer og værdier skjules gennem aggregerede gennemsnitsberegninger
    
3. Studierne er ikke emne-specifikke (senere studier er, jf. Slovic' "lokale fare-kort")
    
4. Risiko-definitionen er problematisk, fordi den snævert fokuserer på dødsrater
    
5. Manglende fokus på sammenhæng mellem risikoperception og individuel/politisk handling

Alternativt foreslår hun følgende faktorer som havende indflydelse på risikoperception:

1. Erfaring
    
2. Kultur (som understreget gennem tvær-kulturelle sammenligninger, som dog ikke viser voldsomme forskelle indenfor det psykometriske paradigme)
    
3. Miljøfilosofi (økocentrisme, teknocentrisme, økofeminisme)
    
4. Race, køn og socioøkonomisk status
    
5. Afstand (såvel geografisk som oplevet)

Marris et al. (1998: A Quantitative Test of the Cultural Theory of Risk Perception: Comparison with the Psychometric Paradigm) fremfører to overordnede kritikpunkter mod det psykometriske paradigme:

1) Antagelsen om at de kvalitative risikokarakteristika (frygt, frivillighed etc.) er karakteristika ved farerne selv er problematisk. Folk som Wynne har argumenteret for, at hvorvidt man oplever en risiko som frivillig i sig selv delvist er et socialt, kulturelt og institutionelt spørgsmål.

2) I hvert fald i begyndelsen skelnede det psykometriske paradigme ikke mellem forskellige grupper af respondenter, bortset fra eksperter overfor lægfolk. Risikoperception handler måske mindre om fare-typernes karakteristika og mere om karakteristika ved de folk der oplever disse risici. Senere psykometriske undersøgelser har accepteret dette og forsøgt at indarbejde faktorer som tillid, bebrejdelser og ansvarlighed fra myndigheder (eks. Slovic 1999). Andre har brugt begrebet om social forstærkning af risikoperception, hvorved det psykometriske paradigme integreres i en bredere sociologisk ramme.

1.6 Risikoperception og offentligheder (Macgill 1989: Risk Perception and the Public: Insights from Research around Sellafield)

Macgill benytter spørgsmålet om radioaktiv stråling og leukæmi omkring atomkraftværket i Sellafield til at diskutere en bredere forståelse af offentligheders risikoperception. Organiserer diskussionen omkring 4 spørgsmål:

1. Hvem er "offentligheden"? Ofte er svaret på dette spørgsmål mindre åbenlyst end debatten om risikoperception tilsiger, eftersom faktiske henvisninger kan referere til alt fra: a) et nationalt tv-publikum; b) lokale beboere; c) nationale borgere; d) folkevalgte repræsentanter; e) folk der taler med journalister; f) aktivister, miljøorganisationer; g) folk fra specifikke interessegrupper; h) alle andre end "eliten"; i) medierne (ofte set som barometer); j) meningsmålinger; k) ingen nærmere defineret gruppe. Pointen er, at der eksisterer en pluralitet af offentligheder, og at der eksisterer uenigheder indenfor hver af disse subpopulationer.
    
2. Hvad bestemmer folks risikoopfattelser? Macgill fremhæver betydningen af såvel privat refleksion som social interaktion med alt fra venner, familie til kolleger, forretningsforbindelser, politiske grupper etc. I tilfældet med Sellafield fremhæver hun betydningen af: a) materielle fordele; b) personlig investering; c) arbejdsplads; d) sygdomsfremkaldende effekter; e) forståelse af videnskaben; f) massemedierne. På nationalt plan spiller medierne en særlig stor rolle. Risikoperceptioner formes af såvel fordomme, værdier, erfaringer, hverdagsliv, økonomisk og socialt liv. Risikoperceptioner kan ligeledes blive en kilde til lokalt, socialt sammenhold.
    
3. Hvordan kan risikoopfattelser repræsenteres? Der findes en pluralitet af indikatorer: meningsmålinger, kvalitative undersøgelser, antropologisk observation, politisk aktion, nyhedsreportager, fiskesalg, huspriser, børnetegninger, krisestemning. Hver repræsentation kan være mere eller mindre troværdig og sigende, men den er altid partiel og midlertidig.
    
4. Hvordan kan negative risikoperceptioner ændres? To overordnede muligheder byder sig til: man kan ændre folks holdninger eller man kan ændre industrien (eller begge). Mere uddannelse, kompensation og rationel forsikring hører til første kategori, men hver har sine problemer. Justeringer, lukninger, åbenhed og ansvarlighed hører til sidstnævnte kategori, men støder på barrierer i industrien selv.

1.7 Beck's risikosamfund

Wilkinson (2001) diskuterer Becks teori som modstykke til Douglas' kulturteori, ikke mindst i politiske termer. Beck leverer ifølge Wilkinson en analyse af en fremvoksende risikobevidsthed som middel til undgåelse af økologisk apokalypse, mens Douglas omvendt analyserer miljøforkæmpere som religiøse, optaget af social solidaritet og opposition mod synderne i industri og regering. Wilkinson kritiserer samtidig såvel Beck som Douglas for at negligere de hastigt eskalerende mængder af empiriske studier af risikoperception, som alle peger på mere komplekse og modsætningsfyldte holdninger end teorierne antyder. Tilsvarende kritiserer Irwin et al. (1999) således Beck for at negligere de modsigelser, inkoherencer og uenigheder der opstår når sociale grupper forsøger at skabe mening i miljømæssige trusler.

Ifølge Wilkinson beskriver og forudser Beck fremvæksten af en risikobevidsthed, som er vidende om industrialiseringsprocessens side-effekter, kritisk overfor videnskabelige institutioner, kritisk overfor teknisk-rationelt "fremskridt" og mener at miljøomkostningerne efterhånden overstiger fordelene. Dette giver anledning til nye former for økologisk ansvarlige politiske rationaliteter. Flere og flere mennesker føler sig eksistentielt bebyrdede i skyggen af en mulig selvudslettelse. Massemedierne spiller en betydningsfuld rolle som "alarmklokker" overfor trusler som ellers ville forblive uanerkendte.

Wilkonson evaluerer disse påstande særdeles kritisk. Godt nok viser meningsmålinger at mange mennesker er bevidste om miljørisici (se data nedenfor), men det siger meget lidt om deres kognitive eller emotionelle optagethed af selvudslettelse (p.12). Samtidig undervurderer Beck kompleksiteterne i folks reception af mediebudskaber: der er ikke nogen nødvendig relation mellem mediernes budskaber og folks holdninger og adfærd. Peter Dickens har eksempelvis demonstreret, at mens de fleste englændere kender til truslen om global opvarmning, så er de langt mere usikre med hensyn til om dette udgør en trussel for dem personligt eller for England som land (p.13). Mediestudier viser generelt at folk skelner mellem trusler mod samfundet og trusler mod sig selv: at anerkende samfundsmæssige trusler er ikke det samme som at føle sig personligt truet. I særdeleshed undervurderer Beck kompleksiteten i folks aktive fortolkninger af risici gennem diskursive processer, hvor der er få faste holdninger og mange partielle og logisk inkonsistente synspunkter (p.16, jf. også Irwin et al. 1999).

Tucker & Napier (2001: Determinants of perceived agricultural chemical risk in three watersheds in the Midwestern United States) har en god pointe omkring en fundamental forskel mellem industriel forurening og kemisk forurening fra landbruget, som kan bruges til at kontekstualisere nogle af Becks pointer. De understreger at mens kollektive protester over industriel forurening ofte har været i stand til at lokalisere forureningskilden ret utvetydigt, så er dette sjældent muligt omkring kemisk landbrugsforurening (p.220). I landbruget er forureningskilderne ofte dårligt definerede og ikke observerbare, de er med andre ord mindre åbenlyse og mere diffuse. Anerkendelse og offentlig handling bliver dermed også mindre sandsynligt. [jf. også Irwins pointe omkring visuelle indikatorer som røg fra fabrikker (vores tilføjelse)]

Risikobegrebet og risikosamfundet (Lupton & Tulluch 2002)

Gaskell et al. (2004) rapporterer fra en kvalitativ undersøgelser af folks holdninger til genmodificerede fødevarer. Her var et af de overraskende resultater, at de færreste lægfolk i det hele taget benytter ordet "risiko" i forståelsen af problematikken (p.187). Når de gør, er det på en anden måde end videnskabelige risikoanalysers sandsynligheder for negative konsekvenser. Snarere taler folk om farer, som inkluderer en bred vifte af potentielle problemer inklusiv moralske og demokratiske.

Lupton & Tulluch (2002: 'Risk is Part of Your Life': Risk Epistomologies among a Group of Australians) rapporterer fra en kvalitativ undersøgelse blandt 73 australiere omkring deres opfattelse af og diskurser omkring risikobegrebet, i et bevidst forsøg på at underkaste visse af Becks og Giddens tanker en empirisk efterprøvning. De understreger nogle af Becks hovedpointer: voksende risikobevidsthed i hverdagslivet, stigende skepsis overfor industri og videnskab, stigende refleksivitet omkring risikovalg, individualisering og dannelsen af nye risici som arbejdsløshed og skilsmisse. Desuden citerer de Douglas for at "ordet risiko nu er synonymt med fare", det vil sige en rent negativ forståelse (p.320). Dette viser sig i nogen grad at være tilfældet: folk definerer i høj grad risiko som noget negativt, skræmmende, ukendt, farligt og fysisk truende (p.323). Der er imidlertid også et element af rationel afvejning af fordele og ulemper, ligesom flere fremhæver hvordan risiko kan give både positive og negative udfald. De konkluderer at folk ser risiko som en integreret del af hverdagslivet og at de ofte opfatter risiko som individuelle problemer og som elementer i en subjektiv livshistorie, analogt til Becks pointer. Samtidig - og modsat Beck - spiller positive, frivilligt valgte risici dog også en rolle, ligesom visse risici opfattes som fælles, typisk centreret omkring ansvar for familien som helhed. Desuden spiller livsstadiet en dominerende rolle: folk opfatter refleksivt risici som subjektivt varierende gennem livsforløbet, idet eksempelvis kvinder med nyfødte børn bekymrer sig mest om deres velbefindende. Generelt spiller køn, alder, beskæftigelse og seksuel identitet kraftigt ind, ligesom folk refleksivt trækker på disse kategorier i deres redegørelser for personlige risiko-biografier.

Desuden er der væsentlige forskelle mellem hvad der opfattes som personlige risici, og hvad der opfattes som risici for samfundet som sådan: de første handler mest om fysisk sikkerhed, finansielle risici, kærlighed og udlandsrejser, mens de sidste mest handler om samfundsproblemer som arbejdsløshed hvor regeringen opfattes som ansvarlig. Lupton & Tulloch konkluderer, at Becks individualisering synes at sameksistere med en ældre, nærmest marxistisk kritik af neo-liberale regeringspolitikker, afhængig af om vi taler om personlige- eller samfundsrisici (p.331). Endelig er det centralt, at miljørisici spiller en helt marginal rolle for disse australieres risikoforståelser: de findes næsten ikke blandt de personlige risici, og kun i ringe grad som trusler for samfundet. Lupton & Tulloch åbner for muligheden for, at der kan være en forskel mellem Australien og Europa som kulturel kontekst på dette punkt (p.333).

Lupton & Tulloch (2001: Risk, the mass media and personal biography) analyserer det samme materiale med henblik på betydningen af massemedier i folks risiko-biografier. De starter med at opsummere Becks syn på risikosamfundet som et "mediesamfund", med særlig henblik på den centrale rolle han tilskriver medierne i forbindelse med usynlige, potentielt katastrofiske miljørisici (p.9). Beck er kritisk realist, idet han dels betragter massemedierne som en kilde til manipulation af offentligheden, dels ser et potentiale for en kondensering og konkretisering i billeder af miljøeffekter, der ellers forbliver utilgængelige. Refleksivitet hos Beck bliver et spørgsmål om kampen mellem eksperter og modeksperter, mens borgeren forstås som "blind citoyen" (p.11). Lupton & Tulloch er meget skeptiske overfor denne tilgang og understreger behovet for: 1) studier af journalistiske narrativiseringer af risici og 2) studier af mediebrugernes viderefortællinger. Deres forskning handler om individets narrativisering af risici i deres fortid, nutid og hverdagsliv, i form af risiko-biografier. I konklusionen fremhæver de følgende:

1. Miljørisici fremhæves dels meget sjældent i interviewene, og dels på en anderledes måde end Becks "blinde citoyen"-forståelse.
    
2. Respondenterne fremstiller deres risiko-historier som epistemologier af kontrol, hvor en bred vifte af kilder til viden - ikke bare massemedier og eksperter - spiller ind, herunder i særdeleshed personlige erfaringer og intuition. Ofte er folk kyniske og skeptiske i forhold til massemediernes troværdighed, ligesom de tenderer til at beskrive sig selv som mere kritiske og mindre manipulerbare end "de andre" eller "massen" (p.20).
    
3. Biografierne sammenvæver meget specifikke historiske referencer med lange stræk af såvel individualiserede som socialt drevne fortællinger.
    
4. Offentlighedens hukommelse omkring risici er ikke ligeså kort som mediernes, men er derimod spundet ind i et pågående biografisk projekt.
    
5. Offentligheden fremstår ikke som "demokratiske ofre" - som hos Beck - men derimod som aktive skabere af livshistorier, om end på baggrund af modernitetens klassiske uligheder omkring alder, køn, klasse og seksuelle præferencer.
    
6. Meget få respondenter er aktivt involveret i former for Becks subpolitik, om end mange synes at opleve usikkerheder og forstyrrelser i deres ontologiske fundament, knyttet til risiko-biografier.
    
7. Respondenterne er ikke blinde citoyens, men derimod fuldt beviste om deres klasse- og uddannelsesmæssige privilegier eller det modsatte. Folk er indspundet i såvel familie- som klassefællesskaber, hvorfor risiko-biografier både er individuelle og sociale.
    
8. Folk er ikke ahistoriske - som Beck antyder - men derimod refleksive omkring individuelle og sociale historier på både kort og lang sigt.

1.8 Kvantitativ empirisk viden om borgernes holdninger til pesticid-risici

Wimberley et al. (2002: Public Perceptions of Pesticides and Chemicals in Food) henviser til repræsentative studier fra USA fra henholdsvis 1968 og 1984, som viser at bekymring over pesticidrelaterede fødevarerisici er steget substantielt i perioden, fra at have været et minoritetssynspunkt i 1968 (p.44). Samtidig referer de følgende data fra et repræsentativt studie i 1992:

60% opfatter frugt og grøntsager dyrket ved hjælp af konventionelle pesticider som sikre, 15 % som usikre, 25% har ikke besluttet sig. Tilføjes en sætning om at varerne er testede for pesticidrester er 63% overbevist om sikkerheden, 7% opfatter dem som usikre og 16% er ubesluttede. Økologisk frugt og grønt opfattes som sikkert af 87%.

47% mener at amerikanske landmænd bruger flere kemikalier end nødvendigt i fødevareproduktionen, mens 16% er uenige, 37% er i tvivl. Samtidig mener 52% dog, at kemikalierne hjælper til at gøre fødevareforsyningen billig og rigelig, hvilket 21% er uenige i. 56% er villige til at betale mere for fødevarer produceret uden brug af kemikalier, 21% er ikke. Mellem 25 og 40% er generelt noget skeptiske overfor nutidens madforsyning i forhold til smag, sikkerhed, næringsindhold og friskhed.

EU (1999: How do Europeans see the environment?) indeholder data fra en særlig eurobarometer-undersøgelse af europæernes holdninger til miljøproblemer. Heraf fremgår at:

1. Godt halvdelen (45,7%) placerer miljø på listen over deres fem største bekymringer, efter stoffer, fattigdom, arbejdsløshed, sundhed og vold, men foran menneskerettighedsbrud, globale økonomiske problemer, genteknologi, den tredje verden og uddannelse. I Danmark er miljøproblemer den største bekymring af alle.
    
2. Mellem 60 og 70% af europæerne siger, at de bekymrer sig mere nu end for fem år siden om en lang række konkrete miljøproblemer. Øverst på listen ligger luft, vand og jordforurening, hvor 70,6% er mere bekymrede nu end for fem år siden. Pesticider indgår ikke på listen. Generelt er kvinder, 25-54-årige, ledere og højtuddannede de mest bekymrede.
    
3. Europæerne er generelt ret bekymrede over miljøproblemer i deres land, men ikke over lokale miljøproblemer. Danskerne hører til de mindst bekymrede over miljøproblemer i deres lokale område.
    
4. Europæerne kobler generelt en lang række miljøproblemer til bekymring over deres sundhed, og kemikalier ligger øverst på listen over bekymring, foran luftkvalitet, madvarekvalitet og vandkvalitet.
    
5. Mange europæere siger de sparer på energien og vandet, mens lidt over 30% siger de jævnligt køber økologiske produkter. Denne andel er størst i Danmark, Østrig og Sverige.
    
6. Mellem 10 og 30% af europæerne er parate til at betale lidt mere for mindre miljøbelastning.

Betalingsvilligheden er størst omkring fødevarer, hvor 33% er parate til at betale lidt mere.

Eurobarometer (1998: La securite des produits alimentaires) indeholder data om opfattelser af fødevaresikkerhed:

1. Europæerne og danskerne betragter generelt fødevarer som sikre, undtagen når det handler om konserves og færdigretter. Danskerne skiller sig lidt ud ved, at kun 72% opfatter frisk frugt som sikkert, mod 80% som europæisk gennemsnit. Tilliden til æg er også lille i Danmark, hvor kun 45% opfatter dem som sikre (73% i Europa). Til gengæld opfattes frisk mælk af 89% af danskerne som sikkert, mod 79% på europæisk plan.
    
2. På europæisk plan betragter 56% et totalt fravær af pesticider i fødevarer som afgørende for fødevarernes sikkerhed. I Danmark er tallet 62%.

Eurobarometer (2002: The attitudes of Europeans towards the environment) indeholder nye data om europæernes bekymring over miljøproblemer:

1. Omkring de fleste problemer er antallet af meget bekymrede europæere vokset fra 1999 til 2002. Det gælder særligt for bekymringen over naturkatastrofer, forurening af floder og søer og udryddelsen af dyre- og plantearter, hvor mellem 20 og 10% flere er meget bekymrede.
    
2. 36% af europæerne er meget bekymrede over brugen af pesticider. Det placerer pesticidbrug lidt under midten af bekymringsskalaen sammenlignet med andre miljøproblemer. I toppen ligger atomkraft og radioaktivt affald, industrielle ulykker, luftforurening og naturkatastrofer (43-50% meget bekymrede), i bunden ligger turisme, jagt og støj (17-18% meget bekymrede). Danmark ligger præcis på gennemsnit: 36% er meget bekymrede over pesticidbrug. Dette tal er højest i Grækenland (59%) og lavest i Finland (19%).
    
3. Summeret over hele rækken af miljøproblemer havner 30% af danskerne i kategorien meget bekymrede. Det placerer Danmark i midten af det europæiske felt. Mest bekymrede er grækerne (58%), mindst bekymrede er hollænderne (21%). Svenskerne er med 25% mindre bekymrede end danskerne.

Jowell (1998: British - and European - Social Attitudes) omhandler International Social Survey Programmes' undersøgelse af holdninger til miljø i seks EU-lande fra 1993. Danmark er ikke et af landene, men ifølge eurobarometer 2002 minder danskernes holdninger en del om tyskernes.

1. Pesticider betragtes generelt som en ekstremt eller meget farlig trussel mod miljøet, specielt i Italien og Tyskland hvor 67% af respondenterne har denne holdning. I Holland deles bekymringen kun af 41%. I de fleste lande ses vandforurening, industriforurening og global opvarmning dog som større trusler mod miljøet.
    
2. Pesticider anskues i lidt mindre grad som direkte trusler mod individet og familien. I Tyskland betragter 57% pesticider som ekstremt eller meget farlige, mens tallet kun er 23% i Holland.
    
3. På en skala over postmaterielle og materielle værdier har Tyskland og Holland den største andel af postmaterialister, om end der selv i disse lande som helhed er marginalt flest materialister. Samtidig er opbakningen til New Environmental Paradigm generelt moderat i landene, dog højest i Italien og Tyskland og lavest i Holland. Individuelle værdier af NEP er tæt korreleret med miljøbekymring generelt, således at bagvedliggende værdier influerer miljøbekymringen.

Kaae & Madsen (2003) indeholder data om holdninger og ønsker til Danmarks natur, dog uden at der spørges specifikt til pesticider. Af relaterede oplysninger kan nævnes:

1. De fleste er kun delvist enige i, at vi har rent vand, ren luft og ren jord i Danmark. Godt 25% er uenige.
    
2. Det vigtigste problem at løse i naturen er, at der findes miljøskadelige stoffer overalt. Over 60% finder dette meget vigtigt. Det næstvigtigste er næringsstoffer. Over 35% finder det meget vigtigt at gøre noget ved en for intensiv landbrugs- og fiskeriproduktion (p.61). Det er således problemer med indflydelse på menneskers sundhedstilstand og levevilkår, der vurderes som vigtigst at løse.
    
3. Interessen er størst for at løse problemer omkring beskyttelse af drikkevand, hvor over 90% tilkendegiver stor interesse. Renere strande og bevaring af naturområder er ligeledes meget interessant. Nedsættelse af forurening med næringsstoffer fra landbruget optager godt 70% meget.
    
4. Økologisk landbrug hører til de mest populære udviklingsmuligheder for naturen lokalt og nationalt. Direkte adspurgt svarer 60% at de ønsker flere økologiske landbrug på lokalt plan, mens tallet på nationalt plan er 65%.

Schou et al. (2003: Værdisætning af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter) omhandler et økonomisk værdisætningsstudie af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter. Her viser det sig at 41% af respondenterne er parate til at betale en samlet merpris på brød på 52% for helt at undgå pesticider i kornproduktionen (p.42). Der er således en udbredt accept af tanken om at betale for miljøforbedringer gennem produktpriser. Introduktionen af pesticider som årsagsfaktor påvirker ligeledes en stor del af respondenterne i retning af øget betalingsvilje. Yderligere spørgsmål viser, at respondenterne ser landbrugsarealet som natur, idet over 70% mener at dyrkede marker har stor betydning for deres naturoplevelser. Desuden mener godt 55%, at dansk landbrug i dag ikke drives på en miljømæssigt forsvarlig måde.

1.9 Studier af bestemte gruppers opfattelse af pesticidrelaterede risici

1.9.1 Landmænds risikoperception i forbindelse med pesticider (Tucker & Napier 2001: Determinants of perceived agricultural chemical risk in three watersheds in the Midwestern United States)

Større statistisk repræsentativt studie af omkring 1.000 landmænd i tre forskellige områder i USA, med henblik på at undersøge deres opfattelser af risici forbundet med kemikalier i landbruget. De bygger på tre teoretiske tilgange: social lærings-teori (understreger betydningen af information), risikoperceptionsteori (frivillighed, kontrol) og modeller over størrelsen af landbruget (profitabilitet, markedsposition). De drager en række konklusioner fra studiet:

1. Helt generelt opfatter landmændene ikke brugen af kemikalier som specielt risikabelt. Svarene falder mellem lave og moderate risikoniveauer på tværs af ti typer af kemikalieforbundne risikotyper (vandkvalitet, fødevaresikkerhed etc.). Der er dog variationer mellem risikotyperne, idet størst bekymring knytter sig til menneskelig sundhed, dels for brugeren af kemikaliet, dels generelt. Selv her var risikovurderingerne dog moderate.
    
2. Dette kan rimeligvis forklares med risikoperceptionsteori, idet landmændene opfatter brugen af pesticider som frivillig, velkendt og i hvert fald delvist kontrollerbar. Hertil kommer, at brugen af pesticider giver betydelige økonomiske fordele for landmændene.
    
3. Information angående jord- og vandkvalitet betragtes generelt som moderat til meget vigtigt, og landmænd i den høje ende af skalaen opfatter generelt pesticidanvendelse som mere risikabelt. Informationskilderne inkluderer formelle myndigheder såvel som medier og personlige kontakter.
    
4. Landmændenes indkomst gav tvetydige resultater betragtet som forklarende variabel for risikoperception.
    
5. Opfattelser omkring pesticidrelaterede problemer i landmændenes lokalområde var kraftigt forbundne med perceptionen af risikoniveauet for pesticidanvendelse generelt. Faktisk var denne lokale variabel den bedste til at forudsige generelle risikoperceptioner: landmænd der oplevede pesticid-relaterede problemer i lokalområdet betragtede generelt pesticider som mest risikable. [jf. Irwin's argumenter for kontekstbestemte risikoperceptioner (vores tilføjelse)]
    
6. Landmændene opfattede generelt deres egen anvendelse af pesticider som en mindre trussel mod vandkvaliteten end andre landmænds pesticidanvendelse. Kan ses som udtryk for "optimistic bias" (men også for spørgsmålet om kontrol og frivillighed, som hermed er mere kompliceret)
    
7. Overraskende nok hang større oplevet dygtighed og viden i pesticidanvendelsen sammen med større oplevede risici. Forfatterne giver ikke noget bud på en forklaring.
    
8. Ligeledes overraskende hang en lav general villighed til at acceptere risici sammen med lavere oplevede risici for landmændene. Forfatterne opstiller den hypotese, at risikoaversion fører til præventiv adfærd, som igen fører til lavere risikoperception.
    
9. Igen overraskende hang variablerne for hyppigheden af brug af informationskilder og uddannelsesniveau ikke sammen med risikoperception. Dette strider imod den sociale læringsteori, som betoner hvordan mere information vil tendere til at skabe større oplevet risiko. [Argument imod den meget kognitivistiske tilgang til risikoperception og risikokommunikation]. Forfatterne drager den konklusion, at risikokommunikation må baseres på større forståelse af lokale forhold, landmændenes motiver for pesticidbrug og deres faktiske risikoperception.

1.9.2 Landbrugsarbejderes opfattelser af pesticider og deres arbejdssituation (Vaughan 1995: The Socioeconomic Context of Exposure and Response to Environmental Risk)

Studie af 437 mexicanske landbrugsarbejdere i Californien, med fokus på deres socioøkonomiske vilkår og risikoperception i forbindelse med pesticider. Generelt er godt halvdelen af disse landarbejdere meget eller noget bekymrede over sundhedseffekterne af pesticider, mens over to tredjedele er bekymrede over sundhedseffekterne for deres børn (p.469). Artiklen argumenterer for, at den socioøkonomiske kontekst og agentens placering i en social struktur influerer på de psykologiske processer omkring risikoperception (p.457). Det sker på tre måder:

1. Fordelingen af risikoperceptioner og selvbeskyttende adfærd varierer systematisk mellem socioøkonomiske kontekster. Det gælder dels de objektive økonomiske vilkår: de dårligst stillede mexicanske landarbejdere - som migrerer rundt som daglejere - havde størst sandsynlighed for at mene at deres helbred blev påvirket negativt af pesticider og var mindst tilbøjelige til at tage beskyttende forhåndsregler. Desuden gælder det for landarbejdernes oplevelse af deres egen socioøkonomiske kontekst: eksempelvis var de landarbejdere som ikke mente at kunne få arbejde uden for landbruget, mindst tilbøjelige til at sige at de er meget udsatte for pesticider.
    
2. Den socioøkonomiske kontekst influerer direkte på risikoperception eller risikohåndtering. Eksempelvis var de landarbejdere som ikke mente at have beskæftigelsesmuligheder uden for landbruget mindst tilbøjelige til at tage selvbeskyttende tiltag.
    
3. Indirekte effekter af den socioøkonomiske kontekst på risikoperception, idet den modificerer sammenhængene mellem psykologiske variable og risikoperceptionen. Relationen mellem bestemte psykologiske processer og risikohåndtering kan således være kontekstafhængig. Studiet viser at dette er tilfældet for henholdsvis grupper af migrerende og ikke-migrerende mexicanske landarbejdere, idet forskellige variable bedst forklarer deres bekymring omkring pesticidrelaterede risici.

1.9.3 Landmænds kvalitative risikoperception i forbindelse med pesticider (Perry & Bloom 1998: Perceptions of Pesticide Asssociated Cancer Risks among Farmers: A Qualitative Assessment)

Kvalitativt studie af 11 amerikanske landmænds opfattelser af kræftrisici og andre sygdomsrisici fra anvendelsen af pesticider og herbicider i det daglige landbrugsarbejde. Resultaterne bygger på fokusgruppeinterviews og individuelle interviews, hvor tre tematikker var gennemgående:

1. Gårdens bæredygtighed: landmændene var generelt bekymrede omkring fremtiden for deres gård og familie, ikke mindst den økonomiske bæredygtighed og indflydelsen fra ny teknologi. Deres egen sundhed blev i nogen grad omtalt som substituerbar i forhold til økonomisk overlevelse (p.344). Flere gav udtryk for negative vurderinger af det moderne intensive landbrug, sammenlignet med tidligere tiders familielandbrug.
    
2. Tid og stress: landmændene følte sig generelt pressede både økonomisk og i forhold til arbejdsbyrde, og gav udtryk for periodevist at føle stress. Det blev set som en barriere for præventive tiltag såsom at benytte beskyttelsesudstyr, hvor dette ses som tidskrævende og dyrt. Samtidig ses stress som en faktor, der i sig selv kan forringe helbredet.
    
3. Årsager til kræft: næsten alle landmændene kunne historier om familiemedlemmer eller naboer der havde fået kræft, enten hudkræft fra eksponering for solen eller kræft fra pesticidanvendelse. Pesticider blev af flere set som kræftfremkaldende, mens enkelte udtrykte skepsis overfor denne tolkning. Pesticider blev desuden set som menneskeskabte og derfor unaturlige i forhold til kroppen, ligesom landmændene var bevidste om deres egen eksponering for store doser kemikalier (p.345). [Dette står lidt i kontrast til Slovic et al. pointer om eksponering overfor dosis, om end man kan betragte landmænd som lig eksperter i denne sammenhæng (vores tilføjelse)].

Generelt understreger forfatterne betydningen af de socialt og geografisk kontekstuelle faktorer for risikoopfattelsen og anbefaler at fokusere på "community"-niveauet i forbindelse med informationskampagner m.v. Hermed kan man influere "peer norms", der tydeligvis spiller mere ind end ekspertvurderinger i landmændenes risikoperception (p.347).

1.9.4 Landmænds versus naturfredningstilhængeres opfattelser af pesticidanvendelse i landbruget (Carr 1987: The Environmental Conflict and Farmers' Attitudes to Pesticide Use in Britain)

Studie baseret på interview med henholdsvis 24 landmænd og 26 naturfredningstilhængere i Bedfordshire i England, med udgangspunkt i den verserende konflikt mellem disse to grupper. Landmænd var under beskyldning for at vandaliserede gammel skov, ødelægge hække, true planter og dyrearter, forhindre offentlig adgang til landbrugslandskaber og bebyrde skatteyderne gennem europæisk overproduktion af fødevarer. Studiet viser at landmænds og naturfredningstilhængeres opfattelser af pesticider adskilte sig ret systematisk: landmænd opfattede pesticider som essentielle i moderne landbrug, som garant for høje udbytter, som funktionelt i forhold til at forhindre skader og sygdomme og som velkontrolleret og afprøvet af myndighederne (efter initiale problemer med DDT og arsenik). De opfattede generelt pesticider som harmløse overfor planter og dyrearter. Naturfredningstilhængere så derimod pesticider som ødelæggende for planter og dyrearter og som årsag til pesticidrester i fødekæder, ligesom de så skadevirkninger som langstrakte i tid og usikre og overproduktion i EEC som tegn på unødvendigheden af pesticider. Naturfredningstilhængernes synspunkter havde ringe indflydelse på landmændene, hvorimod landmændenes egne familier og kontakter havde en vis indflydelse på deres pesticidrelaterede holdninger. Visse landmænd var ligeledes åbne for synspunkter såsom at pesticider skader harmløse insekter, fremprovokerer nye angreb fra skadevoldere og har indflydelse på sundhed. Samtidig tyder studiet på grundlæggende forskelle i natur-relaterede normer: hvor landmændene opfattede landskabet som attraktivt på grund af dets præsentable og "tidy" udseende, beklagede naturfredningstilhængerne dets mangel på rå og uslebne elementer. Samtidig formede specielt landmændene negative holdninger til naturfredningstilhængerne, der blev set som fanatiske og uvidende.

Tait & Morris (2000) refererer til yderligere analyser af dette studie, med henvisning til landmændenes syn på forskellige produktionssystemer. De pointerer, at økonomiske faktorer - indkomst, finansiel støtte - spiller en afgørende rolle for landmændenes syn på produktionssystemer og deres eventuelle omstilling til organisk eller integreret landbrug. Ligeledes pointerer de, at biodiversitet for landmænd ikke nødvendigvis har en positiv betydning: det inkluderer de insekter og planter som truer produktionen. Kommercielt orienterede landmænd - i praksis alle - foretrækker generelt et "rent" landbrugsareal frem for en rig biodiversitet (p.257)

1.9.5 Landbrugsarbejdere og herbicid-brug (Irwin 1995)

Case-studiet af de engelske landbrugsarbejderes protest overfor myndighederne angående herbicid 2,4,5-T fortæller noget om denne særlige gruppe af ”lægfolk” og deres perception af pesticider i en arbejdsrelateret praksissammenhæng (p.130). Frem for alt illustrerer casen lægfolks aktive deltagelse i en "folkelig epidemiologi", hvor landbrugsarbejderne i denne kontekst indsamlede statistik over følgevirkninger og anden information. De deltog med andre ord i en aktiv tilegnelse af videnskabelig epidemiologisk viden, samtidig med at de bidrog med lokal, praktisk viden om faktorer som den faktiske brug af herbicider, sprøjtningsbetingelser (kraftig vind, varmt vejr) og arbejdsbetingelser (utilstrækkeligt sikkerhedsudstyr, pesticidernes spredning til nabojorde) (p.113). Denne folkelige epidemiologi vurderer således risikoniveauer på basis af såvel direkte erfaringer som systematisk data-indsamling og ekstern videnskabelig viden. Samtidig afviger den fra videnskabelig epidemiologi i spørgsmålet om bevisbyrde, eftersom den opererer med en afbalancering af sandsynligheder snarere end streng kausalitet hinsides al statistisk tvivl.

1.9.6 Pesticider og landbrug i nyhedsmedierne (Reisner 2003: Newspaper Construction of a Moral Farmer).

Baserer sig på en indholdsanalyse af 87 artikler om landbrug og pesticider i seks indflydelsesrige nationale aviser i USA i perioden fra 1988 til 1990, med henblik på at undersøge mediedækning af fordele og ulemper ved pesticidbrug og alternativt/økologisk landbrug. Den overordnede konklusion er - lidt overraskende - at mediedækningen langt overvejende er kritisk overfor pesticidanvendelse og positiv overfor en udvikling i retning af alternativt/økologisk landbrug. Der er godt fem gange så mange udsagn om ulemper som om fordele ved pesticider - fordelt på trusler mod menneskers og dyrs sundhed, trusler mod miljøet, manglende bæredygtighed og udgifter for landmændene (p.53). Ofte blev denne negative dækning taget for givet - idet ingen kilder var angivet - mens der i andre tilfælde indgik en eller flere af en bred vifte af kildetyper (landmænd, miljøorganisationer, forskere, forbrugere, myndigheder). Forskere som kildetype var mere fremherskende omkring ulemper end omkring fordele ved pesticidanvendelse og var den hyppigste kilde til udsagn om pesticiders skadevirkninger på miljøet (p.54). Alternativt/økologisk landbrug blev primært omtalt positivt, som oftest med landmænd - alternative, økologiske, biodynamiske, konventionelle - som kilder. Journalisterne var ikke kritiske overfor konventionelle landmænd eller individuelle forskere, men kritiserede ofte universiteter og myndigheder for manglende forskning i og manglende støtte til alternativt/økologisk landbrug. Alternativt/økologisk landbrug blev beskrevet som både sundhedsmæssigt, miljømæssigt og moralsk bedre end konventionelt landbrug. Reisner understreger hvordan den generelt negative dækning af pesticider som socialt problem står i skarp kontrast til 1950'ernes beskrivelser af pesticider som moderne mirakel (p.60).

1.10 Studier af risikoopfattelser i forbindelse med fødevarer

1.10.1 Pesticidrester og andre fødevarerelaterede risici (Halkier 2001: Consuming Ambivalences).

Halkier beskæftiger sig med unge forældres fødevarerelaterede forbrugspraksisser og håndtering af miljørisici fra fødevareforbrug, på baggrund af en række fokusgruppeinterview. Hun understreger betydningen af ambivalenser for folks forbrugsvaner: folk anerkender umuligheden i at opnå sikker, endelig, utvetydig viden om fødevarerelaterede risici (refererer til Bauman, men vel også Beck). Hun beskriver fire typer af ambivalenser: ambivalens som spændinger og irritation, ambivalens som legitimt, ambivalens som normalt og ambivalens-undgåelse gennem rutinisering. Flere forbrugere udtrykker irritation over mediernes, kampagnernes og mærkningernes konstante påmindelser om risici - det ødelægger glæden ved fødevarer. Det gælder selv for folk der faktisk mener, at disse risici er reelle - eksempelvis en landfamilie der dyrker grøntsager uden brug af herbicider (p.214). Andre forklarer oplevede modsigelser i deres praksis gennem en fakticitet - sådan er det bare. Det gælder eksempelvis for en kvinde der dyrker grøntsager i haven, og som af og til bruger pesticider, til trods for at hun i supermarkedet betragter unaturligt store grøntsager med skepsis (p.215). Andre normaliserer risici ved at forene tilsyneladende modsætninger som valg - eksempelvis at forbruge økologiske fødevarer og fast-food samtidig. Endelig udtrykker nogen en generel mistillid til myndigheder og eksperter, eksempelvis omkring pesticidrester: "jeg tror de har sprøjtet det hele, selv om de siger det ikke er sprøjtet" (p.217). Her kan rutinisering af forbruget være en måde at neutraliserede spændinger. Generelt siger Halkiers studier noget om opfattelsen af pesticidrester i fødevarer som snævert forbundet til hverdagslivets ofte modstridende hensyn.

1.10.2 Pesticidrester i fødevarer (Williams & Hammitt 2001: Perceived Risks of Conventional and Organic Produce: Pesticides, Pathogens, and Natural Toxins)

Studie af 707 amerikanske forbrugeres opfattelser af risici relateret til pesticidrester og andre fødevaresikkerhedsspørgsmål i henholdsvis konventionel og økologisk frugt og grøntsager. I studiet fremhæves følgende konklusioner:

1. forbrugerne opfatter pesticidrelaterede risici som værende relativt høje, målt på en skala over forventet årlig dødelighedsrate per million indbyggere. Økologiske forbrugere opfatter risici som væsentligt højere end konventionelle forbrugere. Desuden identificeres en gruppe af "højrisiko-perception", bestående af godt 10% af hver forbrugsgruppe. Resultaterne indikerer at forbrugere vurderer risici fra pesticidrester i fødevarer højere end videnskabeligt estimerede "faktiske" risici, eller i hvert fald som svarende til det værste scenarie i sådanne estimater (usikkerhed)
    
2. mange forbrugere, både økologiske og konventionelle, vurderer et skifte fra konventionelle til økologiske fødevarer som værende forbundet med en betydelig reduktion i pesticidrelaterede risici. Denne oplevede risikoreduktion for pesticidrelaterede risici gælder i mindre grad for risici forbundet med naturlige toksiner og mikrobakterier som salmonella og kampylobakter.
    
3. tillid til fødevaremyndigheder og fødevaresikkerhed generelt hører til de væsentligste prædiktorer for forbrugernes risikoperception. Denne forbrugertillid er faldet siden midten af 1960'erne. Andre generelle prædiktorer inkluderer uddannelsesniveau (invers: høj uddannelse, lav risiko), mens køn, alder og race kun er signifikante for visse lokale fødevaresikkerhedsspørgsmål.
    
4. Dette resultat indikerer, at forbrugerne opfatter de forskellige kategorier af fødevaresikkerhed - pesticidrester, naturlige toksiner, mikrobakterier - som relativt selvstændige faktorer. Specielt synes forbrugerne at skelne mellem pesticidrelaterede risici og risici forbundet med naturlige toksiner og mikrobakterier. Hvad angår pesticidrester er køn (kvinder) og tillid (lavere) forbundet med "højrisiko"-gruppen.

1.10.3 Pesticidrester og andre fødevarerelaterede risici (Rimal et al. 2001: Perception of food safety and changes in food consumption habits: a consumer analysis).

Studie af 236 amerikanske husholdningers opfattelser af syv forskellige fødevarerelaterede sundhedsrisici og deres villighed til at ændre forbrugspraksisser. Af de syv risici blev pesticidrester opfattes som det mest alvorlige problem, efterfulgt af medicinrester i dyr, væksthormoner, tilsætningsstoffer, bakterier, bestråling og naturligt forekommende giftstoffer. 54% af respondenterne betragtede pesticidrester i fødevarer som et seriøst eller meget seriøst problem, mens 35% udtrykte villighed til seriøst at ændre deres forbrugsvaner for at undgå pesticidrester. Forbrugernes bekymring over de enkelte fødevarerisici var stærkt indbyrdes samvarierende, således at nogen er generelt bekymrede, andre generelt ubekymrede. Faktorer som kunne forklare bekymring og villighed til forbrugsændringer inkluderer: holdning til eksisterende fødevarekontrol (forøget bekymring), accept af nuværende kemikaliebrug (mindsket), opmærksomhed på sanitære forhold i fødevarehåndtering (mindsket), holdning til fødevaremærkning (forøget), sundhedsniveau (forøget) og uddannelsesniveau (mindsket). Forfatterne gør en del ud af betydningen af at uddanne forbrugere omkring fødevaresikkerhed og sanitære forhold.

1.10.4 Pesticidrester i fødevarer (Tait & Bruce 2001: Globalisation and transboundary risk regulation: pesticides and genetically modified crops).

Anskuer spørgsmålet om grænseoverskridende fødevarebaserede risici ud fra en kategorisering af risici som enten "handelsbaserede" ("frivillige" for nationalstater) eller "offentlige" ("ufrivillige" for nationalstater). Indenfor de handelsbaserede risici skelner de mellem produktbaserede og produktionssystembaserede risici - en skelnen med stor betydning for lægfolks/forbrugeres risikoperception. Pesticidrester i fødevarer opfattes traditionelt - og af myndighederne - som produktbaserede, hvorfor de principielt kan testes og reguleres, og hvor fordelene er lette at identificere. For store dele af befolkningen handler pesticidrester i fødevarer imidlertid også om produktionssystemet - intensivt landbrug i modsætning til økologisk landbrug - og bekymringen går mere på miljøødelæggelser og udsatte landbrugsarbejdere i den tredje verden. Disse mere værdibaserede opfattelser fører til forbrugeradfærd, som af myndighederne ofte opfattes som irrationel.

1.10.5 Økologiske fødevarer og fødevare-produkt-kæden (van der Grijp 2003: European Food Industry Initiatives Reducing Pesticide Use)

Dokumenterer den stigende betydning af fødevareindustrien og detailkæder for landmænds beslutninger omkring brugen af pesticider i produktionen. Bag denne udvikling ligger stigende andele af økologisk landbrugsproduktion og økologisk forbrug. Økologisk landbrug udgør i dag mere end 1.6% af produktionen i flere europæiske lande, herunder Danmark, hvor den årlige vækstrate i økologisk produktion samtidig er over EU-gennemsnittet. Det gør Danmark til et "boomende land" for økologisk produktion, sammen med Finland og Italien. Samtidig er økologisk forbrug hastigt stigende og udgør nu over 3% af den samlede landbrugsprodukt-forbrug i Danmark, kun overgået i EU af Østrig med 5%. Høj involvering fra supermarkedskæder hænger sammen med høje forbruger-andele, hvilket er tilfældet for Østrig, Danmark, Finland, Sverige, Schweitz og England. [Herudfra er det rimeligt at antage, at nye økologiske forbrugspræferencer har betydning for opfattelsen af pesticider i fødevarer. Det støttes af Irwin & Rothstein 2003, som henviser til et Eurobarometer-studie hvor det fremgår, at et lille flertal af europæiske forbrugere anser "totalt fravær af pesticider" som et nøglekrav for fødevaresikkerhed].

1.10.6 Pesticider og genmodificerede fødevarer (Carr 2003: New Biotechnology, Crop Protection and Sustainable Development).

Carr undersøger debatten om genmodificerede fødevarer i relation til spørgsmålet om pesticidanvendelse i landbrugsproduktion og pesticidrester i fødevarer. Hun pointerer, at mange bioteknologiske virksomheder - som AgrEvo, Danisco, Novartis - benytter den reducerede brug af pesticider ved dyrkning af GM fødevarer som argument for disse. Samtidig giver visse virksomhedsledere imidlertid - i privat sammenhæng - udtryk for mere tvivl om disse effekter på kort sigt. Ekspertkomiteer har ligeledes fremhævet en reduceret anvendelse af pesticider som en fordel ved GM fødevarer. Omvendt har miljøorganisationer, medier, myndigheder, landmænd, forbrugergrupper og andre givet udtryk for risici ved GM fødevarer, knyttet til herbicid-tolerante afgrøder, faren for transferering til ukrudt af herbicid-tolerance, problemer for økologiske landmænd forbundet med Bt-resistente arter etc. Carr giver ingen data for udbredelsen af disse holdninger. I stedet forsøger hun at vurdere deres holdbarhed på baggrund af erfaringer fra USA.

1.10.7 Genmodificerede fødevarer (Gaskell et al. 2004: GM Foods and the Misperception of Risk Perception).

Analyserer lægfolks opfattelser af genmodificerede fødevarer på baggrund dels af kvalitative interview i ti europæiske lande, dels eurobarometer-surveys. Pointerer hvordan ekspertforståelser af GM fødevarer tager fordelene for givne: højere produktivitet, laverede pesticidomkostninger for producenter, mindre miljøforurening fra pesticider og herbicider, afhjælpning af sult i udviklingslande. Studier af lægfolks opfattelser viser imidlertid, at godt 60% opfatter GM fødevarer som risikable, men uden fordele. Denne gruppe kaldes "skeptikerne" og sammenlignes med "trade-off"'erne (både fordele og risici), de "afslappede" (fordele, men ingen risici) og de "uinteresserede" (hverken risici eller fordele). Her viser det sig, at grupperne afvejer fordele og risici forskelligt: for folk der opfatter GM fødevarer som fordelagtige, stiger betydningen af deres risikoperception i deres endelige stillingtagen. Omvendt: når folk slet ikke opfatter nogen fordele, spiller risikoperceptionen en væsentligt mindre rolle. Forfatterne konkluderer, at for store befolkningsgrupper er det ikke så meget deres ("fejlagtige") risikoperception, men derimod opfattelsen af et fravær af fordele, som forklarer deres skepsis. Her spiller risici kun en mindre rolle.

1.11 Studier af risikoopfattelser i forbindelse med pesticidbrug i private haver

1.11.1 Robbins & Sharp (2003): Producing and Consuming Chemicals: The Moral Economy of the American Lawn.

Studie af havens moralske økonomi blandt middelklasse-forstadsfamilier i USA, hvor godt 23% af det urbane landskab nu er dækket af haver, i takt med at forstæderne vokser (p.426). Mens anvendelsen af pesticider generelt er faldende i 90'ernes USA, så stiger brugen af herbicider til privat havebrug med 6,5% i perioden 1994-97, og i 1999 anvendte 55% af alle amerikanske husholdninger insekt-dræbende kemikalier i haven (p.430). Glyphosate, 2,4-D, Dicamba og MCPP hører til de mest anvendte have-pesticider (p.429). Paradoksalt nok viser et survey blandt 594 amerikanske familier, at større brug af have-kemikalier er forbundet med højere indkomst, højere uddannelsesniveau, bopæl i større byer og større viden om og bekymring over miljøproblemer. Det er således de mest miljøbevidste, der bruger flest have-pesticider. Forfatterne forklarer dette tilsyneladende paradoks gennem en analyse af konstruktionen af en særlig monokulturel have-æstetik, som ikke mindst kommer til udtryk i "formulator"-virksomhedernes reklamestrategier. Her forbindes havebrug med kollektive aktiviteter og fællesskab, traditionelle familieværdier og kontakt med den biologiske natur (p.438). De samme værdier understreges af haveejerne selv, idet have-strategier med brug af kemikalier er forbundet med positive naboskabs-relationer og forpligtelser overfor fællesskabet, et godt familieliv, og en kobling til den ikke-menneskelige natur. Denne monokulturelle have-æstetik er således forbundet med en særlig social klasse og opnåelsen af social status i nabolaget, ligesom have-aktiviteter ses som forbundet med produktionen af fællesskab (p.441). Private haver produceres så at sige som offentlige goder. Forfatterne spekulerer over denne have-æstetik som forbundet med (et oplevet) tab af netop værdierne fællesskab, familie og naturligt miljø - som en slags kollektivt begær efter en tabt harmonitilstand.

1.12 Studier af indendørs anvendelse af pesticider

1.12.1 Indendørs anvendelse af skadedyrsbekæmpende pesticider (Ibitayo 2000: Relocated Citizens' Perceptions and Attitudes Regarding Indoor Application of Toxic Agricultural Pesticides)

Studie blandt 70 husholdninger hvis brug af skadedyrsbekæmpende insektdræbende kemikalier har ført til forflyttelser og dekontaminering af deres hjem. Resultaterne indikerer, at disse brugere af farlige pesticider i hjemmet ikke opfatter stofferne som specielt farlige og opfatter myndighedernes advarsler som overdrevne. Den lave risikoopfattelse relateres til bestemte karakteristika ved risikosituationen:

1. Frivilllighed i anvendelsen: folk har selv valgt at anvende kemikalierne
    
2. Oplevelse af kontrol over situationen
    
3. Farerne ved disse insektdræbende kemikalier er usynlige (latente) og gradvise ("snigende"), snarere end akkompagneret af synlige, iøjnefaldende hændelser
    
4. Umiddelbar oplevelse af personlig fordel ved brugen, der opleves som effektiv og billig (mod kakerlakker)

Endvidere sandsynliggøres det, som Slovic 1993 påpeger, at lægfolks risikoopfattelser er vanskelige at ændre ("resilient") - nye informationer afvises som utroværdige hvis de strider mod allerede formede opfattelser.

1.12.2 Indendørs anvendelse af insektdræbende midler (Grieshop & Stiles 1989: Risk and Home-Pesticide Users).

Studie blandt 415 byboere i Californien, som identificerede sig selv som brugere af pesticider i hjemmet, primært i form af insektdræbende midler (bekæmpelse af snegle, lopper, myrer). Forsøger at vise sammenhænge og diskrepanser mellem holdninger og faktisk adfærd. Resultaterne indikerer små, men statistisk signifikante, overensstemmelser mellem holdninger og adfærd, således at pesticid-brug er forbundet med opfattelsen af pesticider som ikke giftige og oplevelsen af pesticider som sikre er forbundet med lavere grænser for anvendelse og afvisninger af sikkerhedsforanstaltninger (brug af handsker, lange ærmer, beskyttelsesbriller, vaske hænder). Samtidig viser resultaterne store uoverensstemmelser mellem holdninger og adfærd: 35% af de respondenter der brugte større mængder end anbefalet havde samtidig oplevet sygdomme fra pesticider, og 62% af brugerne af ikke-kemiske alternative midler mente samtidig ikke at pesticider er farlige. Forfatterne diskuterer dette som inkonsistente holdninger, bias i bedømmelserne og kognitiv dissonans (nemmere at ændre holdninger end adfærd).

1.13 Cultural Theory (Mary Douglas, Schwarz & Thompson)

Irwin (1995: Citizen Science,p.41) beskriver kulturelle tilgange ud fra en grundlæggende opfattelse af risiko- og miljøkonflikter som spørgsmål om forskellige moralske og sociale ordener og dybtliggende værdiopfattelser. Det kan eksempelvis være spørgsmål om økonomisk vækst versus spirituel velvære, teknologisk optimisme versus 'småt er godt', tillid versus mistillid til videnskab og institutioner etc. Sådanne tilgange antyder, at risikoperceptioner formes forud for opnåelsen af teknisk information om faktiske risici. Her spiller naturopfattelser (fleksibel/modstandsdygtig, delikat/skrøbelig) en stor rolle. Schwarz & Thompson argumenterer for en systematisk sammenhæng mellem organisationskulturer og naturopfattelser, således at privatøkonomiske, bureaukratiske og miljøorganisatoriske kulturer har forskellige naturopfattelser. "Sociale" og "naturlige" elementer af sådanne kulturelle kosmologier er hermed uadskillelige, hvorfor "miljøkriser" nødvendigvis også opfattes som kriser for vores verdensbilleder og sociale institutioner.

Wilkinson (2001) diskuterer Mary Douglas' kulturteori i lyset af såvel Beck's risikosamfundstese som empiriske studier af risikoperception. Han betragter Douglas' epistemologi som i høj grad politisk informeret og rettet mod polemik snarere end engagement med empiriske realiteter. Hendes "grid-group" teori om samfundet skelner mellem hierarkister, individualister, egalitære og fatalister, og troen på økologiske katastrofer er knyttet til egalitære livsstile og deres optagethed med social solidaritet og truslerne fra økonomisk globalisering (p.6). Miljørisici fungerer som midler til at beskylde "andre" - industri, regeringer, eliter - for trusler mod den sociale solidaritet og "vores" livsstil. Risici er dermed en "kæp hvormed autoriteter kan slås", de er en moderne udgave af beskyldninger om religiøs synd, og økologisk sammenbrud fungerer kulturelt set parallelt til troen på dommedag. "Naturen" er den perfekte kilde til moralsk legitimation, parallelt til guds tidligere rolle (p.4)

Wilkinson evaluerer de empiriske studier af risikoperception, som har forsøgt at operationalisere Douglas' grid-group teori. Hvor Dake og Wildawsky hævder at finde statistisk signifikante korrelationer mellem kulturelle værdier og sociale risikoperceptioner, der har andre analytikere konkluderet at kulturteorien kun forklarer en lille del af variationerne i oplevede risici (p.10). Andre - herunder Ortwin Renn - har kritiseret kulturteoriens simplificeringer og antydet, at folk tilhører forskellige kulturelle grupper afhængig af deres sociale roller på forskellige tidspunkter. Endelig har kritikere fremhævet hvordan individuelle erfaringer kan føre til en bred vifte af uklare eller selvmodsigende holdninger omkring risici, i modsætning til kulturteoriens simple inddeling i fire grupper. Det er derfor uklart i hvor høj grad Douglas' teori faktisk forklarer de sociale og kulturelle dynamikker, der ligger til grund for psykometriske risikoperceptionsstudier.

Marris et al. (1998) foretager en empirisk, statistisk baseret afprøvning af Douglas' kulturteori, i sammenligning med det psykometriske paradigme. På det teoretiske plan giver det anledning til en skelnen mellem to udgaver af kulturteorien: en "statisk", hvor kulturelle verdensbilleder ses som faste egenskaber ved individer, og et "mobilt", hvor individer indoptager forskellige verdensbilleder afhængig af institutionel kontekst og kan skifte over tid. De understreger hvordan disse to udgaver favoriserer forskellige forskningsmetoder: den statiske model er velegnet til survey-metoder, mens den mobile model kun kan udforskes meningsfuldt i en specifik kontekst gennem kvalitative metoder. De henviser til Wynnes studier af folk der bor tæt på atomkraftanlæg for at sandsynliggøre, at den mobile udgave af kulturteorien formentlig er den mest realistiske. I Wynnes studier udtrykker folk samtidig ambivalente og tilsyneladende modstridende holdninger til atomindustrien. Kvalitative metoder er således generelt at foretrække i studiet af verdensbilleder og risikoperception.

I studiet reproducerer de Dake's "Cultural Bias Questionaire", dvs. de foretager en slags afprøvning af den statiske udgave af kulturteorien. Pesticider indgår ikke i listen over risici - det nærmeste er formentlig farvestoffer i madvarer (kan måske sammenlignes med pesticidrester i madvarer). Studiet giver anledning til følgende interessante pointer:

1. Dake's operationalisering af kulturteoriens fire verdensbilleder - hierarki, individualisme, egalitarisme, fatalisme - kan ikke bruges til at kategorisere individer i en af de fire grupper. Kun 32% af stikprøven kan meningsfuldt siges at tilhøre et bestemt verdensbillede, de andre udviser blandede tilbøjeligheder. Af samme grund foretrækker forfatterne at lave sammenligninger mellem verdensbillederne på et kollektivt niveau, idet respondenter sammenlignes på baggrund af deres scorer på hver af de fire faktorer. Dette er dog også problematisk, eftersom skalaerne er indbyrdes korreleret (især mellem individualisme og hierarki), nogle skalaer er ikke særlig internt konsistente (hierarki og egalitarisme) og skalaerne er ikke uafhængige af sociodemografiske variable (køn, alder, indkomst, uddannelse).
    
2. Det psykometriske paradigmes risikokarakteristika forklarer væsentligt mere af variansen i risikoperceptioner end såvel kulturelle verdensbilleder som sociodemografiske variable. Folk som Sjøberg mener på den baggrund, at kulturteorien helt skal afvises. Marris et al. påpeger heroverfor, at meget afhænger af dels hvordan man definerer risikoperception (det psykometriske paradigme tenderer til at være cirkulært og måle det samme på flere måder), dels hvordan man behandler verdensbillederne (sammenligninger mellem dem eller samlet regressionsanalyse), og dels hvad man forsøger at sige noget om (abstrakte risiko-skalaer eller bredere holdningsmønstre).
    
3. Hvert verdensbillede hænger sammen med bekymring over forskellige typer af risici, om end de fundne sammenhænge er svage. Der er med andre ord en vis systematik mellem risikotype, risikoperception og verdensbillede. Eksempelvis hænger individualisme og hierarki sammen med mindre bekymring over atomkraft, mens egalitarisme hænger sammen med mere bekymring. Generelt oplever egalitarister risici som større end hierarkister, som igen oplever risici som større end individualister. Fatalister er mest bekymret over nære risici, mindre over fjerne miljørisici. Samtidig er der variationer i forhold til hvordan "risiko" operationaliseres: som riskiness, dødsfald, uheld, miljøskade eller uacceptabilitet.
    
4. Nogle af det psykometriske paradigmes kvalitative risiko-karakteristika fortolkes forskelligt indenfor hvert af de fire verdensbilleder. Eksempelvis var der forskel på hvordan egalitarister og individualister fortolkede "skade på fremtidige generationer": for egalitarister er dette forbundet med større risikooplevelse omkring miljørisici (ozonlaget, bilkørsel), mens det modsatte er tilfældet for individualister. Det antyder, at kritikken af det psykometriske paradigme for at forstå disse karakteristika som tilhørende faren selv, har noget på sig.
    
5. Hvert verdensbillede var forbundet med tydelige, om end svage, mønstre af tillid til forskellige institutioner. Eksempelvis er individualisme forbundet med tillid til virksomheder, mens egalitarisme er forbundet med tillid til fagforeninger. Hierarki er forbundet med tillid til såvel virksomheder, myndigheder, læger, videnskab, religiøse grupper og familien. For hele stikprøven som sådan var der højest tillid til miljøorganisationer og meget lav tillid til såvel regering, virksomheder og massemedierne.
    
6. Hvert verdensbillede var forbundet med forskellige "naturmyter", som fremsat af Thompson et al. Individualister tenderer mod at se naturen som godartet, hierarkister mod naturen som tolerant, egalitarister mod naturen som skrøbelig og fatalister mod naturen som lunefuld. Analysen viser dog, at naturmyterne ikke er gensidigt udelukkende: individualister ser således både naturen som godartet og som tolerant, fatalister ser naturen som både lunefuld og skrøbelig. Igen er mønstrene tydelige, men statistisk svage. Lidt stærkere mønstre viser sig, når de fire verdensbilleder ses i forhold til holdninger til virksomheder, teknologi og beslutningsprocesser.

Poortinga et al. (2002: Environmental Risk Concern and Preferences for Energy-saving Measures) analyserer sammenhængen mellem bekymring over miljøtrusler og præferencer for energibesparende tiltag blandt godt 450 hollændere, i konteksten af global opvarmning. Bekymring over miljøtrusler måles dels via Dunlap's New Environmental Paradigm skala (operationaliseret som 12 spørgsmål om miljøtrusler), dels via en operationalisering af de fire naturmyter i kulturteorien. En række hypoteser om sammenhængen mellem naturmyter, miljøbekymring og foretrukne håndteringsstrategier opstilles (p.458), idet der skelnes mellem markeds-baserede, politiske, adfærdsmæssige og teknologiske løsningsmodeller:

• Naturen er lunefuld (fatalister): har ikke noget syn på naturens skrøbelighed, udviser lav miljøbekymring og har ingen åbenlyse præferencer for håndtering.
   
• Naturen er god (individualister): ser naturen som robust, har lav miljøbekymring, og foretrækker løsninger baseret på frie markeder og teknologi.
   
• Naturen er tolerant (hierarkister): ser naturen som moderat sårbar, har middelhøj miljøbekymring og foretrækker politisk regulering som håndteringsstrategi.
   
• Naturen er sårbar (egalitarister): ser naturen som skrøbelig, har høj miljøbekymring og foretrækker (radikale) adfærdsændringer som håndteringsstrategi.

Analysen giver følgende primære konklusioner:

1. Den gennemsnitlige miljøbekymring er høj i Holland (jf. Ingleharts komparative studier)
    
2. Graden af miljøbekymring er tæt forbundet med naturmyterne, således at (opbakning til) sårbar natur(-myten) er forbundet med den højeste miljøbekymring, god natur med den laveste, og tolerant og lunefuld natur i midten.
    
3. Naturmyterne er ligeledes forbundet med foretrukne håndteringsstrategier, idet markedsløsninger som forventet er mest populære blandt god natur og mindst populære blandt sårbar natur. Mod forventning er politisk regulering mest populært blandt sårbar natur (og ikke tolerant natur), men dog som forventet mindst populær blandt god natur. Adfærdsændringer er ligeledes mest populære blandt sårbar natur, mens teknologiske løsninger tendentielt er mindst populære i denne gruppe (dog kun små variationer).
    
4. De samme mønstre genfindes når respondenterne inddeles i tre grupper af lav, middel og høj miljøbekymring. Forfatterne antyder at fremtidig forskning måske med fordel kan benytte denne skala fremfor naturmyterne, omend man også kunne forbedre målingerne af naturmyter.
    
5. Når spørgsmålene går på specifikke tiltag til at reducere husholdningens energiforbrug er sammenhængen lineær: høj miljøbekymring fører til større accept, lav miljøbekymring til mindre, både for adfærdsændringer og teknologiske tiltag. Det tyder på at der måske kun er tale om to forskellige livsformer - mere eller mindre "miljøbevidst" (environmentalist) - til trods for kulturteoriens fire naturmyter. Forfatterne konkluderer dog, at kulturteorien "delvist kan bidrage til" en bedre forståelse af sammenhængen mellem miljøbekymring og foretrukne håndteringsstrategier.

Kaae & Madsen (2003) indeholder kvantitative data om danskernes natursyn set gennem Douglas' kulturteori (p.58). Heraf fremgår at 53% erklærer sig enige i det egalitaristiske natursyn: naturen er sårbar og kræver beskyttelse. 25% hælder til det hierarkiske natursyn: naturen er robust inden for visse grænser, mens 15% ser fatalistisk på naturen som foranderlig. Kun 2% svarer markedsindividualistisk at naturen er robust. Ud fra nogle andre kategorier identificeres henholdsvis et økocentrisk (mennesket underlagt naturen) og et antropocentrisk (natur som ressource for mennesket) natursyn, idet 64% hælder mest til det økocentriske og 7% mest til det antropocentriske (p.54).

1.14 SSK-inspireret / sociologiske studier af videnskab-offentlighed-relationer

Irwin et al. (1999: Faulty environments and risk reasoning: the local understanding of industrial hazards) kritiserer såvel det individualistiske psykometriske paradigme som Becks generaliserende risikosamfunds-tese. De advokerer for et konstruktivistisk, kontekstuelt og empirisk paradigme, som forbliver åbent overfor lokale spørgsmål om hvilke risici der er relevante og hvordan meninger forhandles. Dette for at undgå en fastlåsning af distinktionen mellem lægfolks og eksperters risikoopfattelser: hver af disse kategorier er heterogene, inkoherente, præget af uenigheder og konflikt, dynamiske og knyttet til andre bekymringshorisonter. Dette paradigme betoner betydningen af hverdagslivet for risikoperceptioner. Spørgsmål om miljø, sundhed og forurening kan ikke adskilles fra bredere meningshorisonter og fra de processer hvorigennem hverdagslivets betingelser forhandles lokalt og socialt. Det betones samtidig hvordan lægfolks viden adskiller sig fra eksperternes gennem forskellige typer af videnspraksisser: ekspertviden er institutionaliseret og eksklusiv, lægfolks viden uformel og inklusiv. Irwin ønsker dog ikke at overdrive denne forskel: forholdet mellem videnskab og offentlighed er relationelt snarere end strukturelt, og der eksisterer kanaler for overførsel af viden imellem dem.

De benytter et case-studie af byen Jarrow blandt beboere tæt på en kemisk fabrik, i et område præget af arbejdsløshed, relativ fattigdom, høj kriminalitet og dårlig boligstandard. I denne kontekst spiller den kemiske fabrik umiddelbart en tilbagetrukken rolle blandt folks bekymringer, ligesom holdninger til eventuelle sundheds- og miljøeffekter formes på baggrund af en følelse af kollektiv magtesløshed og mistillid til myndigheder. Specifikt understreges betydningen af:

1. Lokal hukommelse: historier og vittigheder om en ulykke på kemifabrikken for over 30 år siden florerer i lokalbefolkningen og tjener til at skabe lokalt sammenhold. Samtidig spiller "andenhåndserfaringer" gennem medierne en tilsvarende rolle for risikoopfattelser: beboerne henviser til eksempler som Chernobyl og Bhopal når talen falder på den lokale kemiske fabrik. Endelig er det betydningsfuldt, at kun få lokale beboere er ansat på fabrikken nu, hvorfor risici mest ses i forhold til børn, ikke arbejdere.
    
2. Observationer og beviser: visuelle tegn og lugtgener tjener som indikatorer på mulige sundhedseffekter. Røg fra skorstenen på fabrikken tolkes som bevis på forurening - selv hvis det kun er damp. Til tider henvises til tv-serier som X-Files, når følelsen af hemmelighedskræmmeri skal forklares. Endelig findes der lokal ekspertise og lægmands-epidemiologi, knyttet til fiskere med viden om døde laks og krabber og afskallet maling på fiskekuttere. Sådanne tegn associerer umiddelbart til muligheden for skadevirkninger på mennesker - der skelnes ikke skarpt mellem mennesker og ikke-mennesker (Latours hybrider).
    
3. Definitioner af ekspertise: Lokal ekspertise omgærdes med respekt, men er åben for modsigelser hvis folk opleves som tendentielt arrogante og bedrevidende. Vurderinger af personens troværdighed og sunde fornuft spiller ind. Samtidig er der stor forskel på lokalt definerede eksperter og udefrakommende eksperter.
    
4. Lokal kollektiv identitet: forskellen mellem "dem" og "os" strukturerer mange af diskussionerne omkring risici, idet "de" (fabrikken, lokale myndigheder) behandles med varierende grader af skepsis og mistillid. Det er knyttet til forståelser af usikkerhed omkring eventuelle skadevirkninger fra fabrikken, samtidig med en følelse af ikke at få del i fordelene.
    
5. Moral, magt og afhængighed: den kollektive identitet er stærkt knyttet til en følelse af magtesløshed og afhængighed, ligesom den er knyttet til en bredere oplevelse af at leve i et "mangelfuldt" miljø. De lokale beboere føler sig magtesløse overfor deres egen lokalitet.

Tucker & Napier (2001) kan siges at levere understøttelse til Irwins fokus på lokale forhold, gennem deres kvantitative studier af landmænds risikoperception i forbindelse med pesticider. Statiske analyser viser, at landmændenes opfattelser omkring lokale trusler fra pesticidanvendelse er den bedste variabel til at forudsige deres generelle holdninger til risici ved pesticidanvendelse (p.232). Begge dele - oplevelse af lokale trusler og opfattelsen af risici ved pesticidanvendelse generelt - var i øvrigt lav til moderat blandt landmændene. Blandt de lokale trusler var der størst bekymring omkring mulige trusler mod gravide kvinder og børn, mens der var mindst bekymring omkring miljøproblemer fra transportudslip. Det siger noget om betydningen af sundhed og sociale relationer.

1.14.1 Tillid til regulerende institutioner (Wynne 1989a: Frameworks of Rationality in Risk Management: Towards the Testing of Naive Sociology)

Wynne understreger hvordan offentlighedens risikovurderinger - helt rationelt - baserer sig på vurderinger af de former for kontrol, som omgærder risici. Dette inkluderer bedømmelser af de relevante industrier og myndigheder i termer af tidligere succes, attituder, åbenhed og generel social fremtoning, og det fører logisk set til vurderinger af institutionernes fortidige adfærd med risikohåndtering (p.35). Dette er ikke eksterne aspekter - de er med til at definere de objektive risici. Wynne kritiserer risikoperceptionsforskningen for at videreføre myndighedernes notoriske distinktion mellem "objektive risici" (ekspertbaseret) og "folks perception" (ofte "misperception"). Selve denne framing af risikospørgsmål er socialt arrogant og bidrager til offentlig mistillid i en ond cirkel, eftersom den underkender lægfolks sociale erfaringer. Ofte besidder lægfolk faktisk empirisk erfaring og ekspertise, med direkte relevans for den "tekniske" risikovurdering, som eksempelvis i tilfældet med landmændenes protest over brugen af 2,4,5-T (p.37).

1.15 Eksperters risikoopfattelser og pesticider: specifikke studier

Opsamling på det psykometriske paradigmes syn på eksperters risikoperception: Slovic (1987;1999) pointerer at eksperter typisk har en snæver, smal risikoforståelse, hvor risici opfattes synonymt med "forventet dødelighedsrate" (1987, p.283) eller sandsynlighed for skade. En del af baggrunden for skismaer mellem lægfolk og eksperter ligger således i forskellige (semantiske) opfattelser og konceptualiseringer af risici. Eksempelvis synes eksperters risikoperceptioner ikke snævert forbundet med faktorerne "frygt" og "ukendthed", dvs. de kvalitative og kontekstuelle karakteristika ved risici.

Ikke desto mindre understreger han (1999) at eksperter - i lighed med lægfolk - danner risikoperceptioner i samspil med faktorer som køn, verdensbilleder, værdier og affekt. Desuden kan eksperternes institutionelle tilknytning vises at have indflydelse på deres risikovurderinger. I Kraus et al. (1992), som studerer forskelle mellem lægfolks og toksikologers opfattelser af kemiske risici, vises betydningen af køn for toksikologernes risikovurderinger. Dog således, at der er mindre kønsforskelle blandt toksikologerne end blandt lægfolk, og kvindelige toksikologer minder mere i deres vurderinger om mandlige toksikologer end om lægfolk (p.224).

Slovic' pointe om semantiske forskelle i risikoforståelsen kan ses i sammenhæng med Luptons (1999: Risk) pointer omkring de varierende sociale og historiske betydninger af "risiko". Hun pointerer hvordan risiko i hverdagssproget bruges meget løst, på varierende måder, men næsten altid som reference til en trussel, fare eller skade (p.8). I tekniske sammenhænge bruges begrebet mere specifikt i forbindelse med sandsynligheder og ofte som modsætning til usikkerhed. Samtidig har begrebet mere neutrale konnotationer: i økonomisk sprogbrug ses risikotagning som nødvendigt for innovation og profit, jf. Luhmann. Lupton understreger samtidig nogle centrale grunde til risikobegrebets stigende popularitet i ekspertdiskurser: udviklinger i sandsynlighedsstatistik, computerteknologier (øget regnekraft til håndtering af store datamængder), højrisikoteknologier (atomkraft), multikausalitets-paradigmer i videnskaben og stigende vægt på videnskabelig rationalitet (p.10).

Fischhoff et al. (1982: Lay Foibles and Expert Fables in Judgments About Risk) understreger at eksperter også kan tage fejl, specielt når de bevæger sig udenfor deres snævre fagområde eller tilgængelige data. Specifikt nævner de tre problemfelter:

1. insensivitet overfor betydningen af sample-størrelse, eksempelvis blandt toksikologer som balancerer mellem undgåelse af falsk alarm og undgåelse af fejlagtige frifindelser;
    
2. "hindsight bias", hvor eksperter efterrationaliserer i lyset af senere opnået viden, eksempelvis Lakatos' pointe om at "afgørende forsøg" først anerkendes som sådan i bagklogskabens lys;
    
3. kvalitetsvurderinger af tilgængelig viden, hvor betydningen af vurdering sjældent anerkendes. Alligevel kan nævnes nogle typiske problemer: ingen fokus på menneskelige fejl omkring teknologiske systemer, overdreven tiltro til eksisterende viden, manglende overblik over komplekse teknologiske systemer, langsom opdagelse af kumulative effekter (eks. syreregn), mangelfuld foregribelse af menneskelige svar på sikkerhedsforanstaltninger. Samtidig kan selve specialiseringen skabe manglende bredde i viden: laboratorie-toksikologer kan være usensitive overfor adfærdseffekter observeret i felten.

Maney & Plutzer (1996: Scientific Information, Elite Attitudes, and the Public Debate Over Food Safety) studerer forskelle og ligheder i holdninger til fødevaresikkerhed blandt tre elitegrupper i USA: journalister, højt placerede embedsmænd og forskere. Udgangspunktet er en tese om, at amerikanske journalister er mere venstreorienterede end befolkningen som helhed, og at dette skulle føre til en disproportional repræsentation af "aktivist-forskeres" synspunkter i medierne (p.43). Studiet viser i det store og hele noget andet. Generelt har de tre elite-grupper overraskende ens syn på emner og holdninger til fødevaresikkerhed, idet kun spørgsmålet om bestråling af fødevarer viser betydelig mindre bekymring blandt forskere end blandt journalister. Omkring pesticidbrug svarer 53% af forskerne, at dette er sikkert eller meget sikkert, sammenholdt med 46% af journalisterne og 64% af embedsmændene. Forfatterne understreger hvordan forskernes synspunkter indbyrdes er ligeså forskellige som i befolkningen som helhed (p.46). Kun små mindretal i hver gruppe anbefaler øget brug af pesticider, idet embedsmændene er mest ivrige med 26% fortalere (p.48). Derimod mener godt 40% i alle tre grupper, at brugen af naturlige (økologiske) fjender til kontrol af landbrugets skadevoldere bør øges. Forfatterne konstruerer et indeks for politisk ideologi og viser, at der er rimelig tydelige og lige stærke sammenhænge mellem politisk ideologi og synet på pesticiders sikkerhed for alle tre grupper (p.50). Mere højreorienterede journalister, embedsmænd og forskere opfatter altså pesticider som sikrere end mere venstreorienterede. På spørgsmålet om tillid til forskellige informationskilder for videnskabelig viden er der næsten ingen forskel mellem de tre grupper - bortset fra at forskerne har klart mere tillid end journalister til akademisk forskning finansieret af industrien (p.52). Forfatterne understreger betydningen af fundet af sammenhæng mellem politisk ideologi og risikoperception blandt forskere: det skaber et "relativismeproblem" (ala kulturteorien), ligesom forskernes uenigheder generelt viser at man ikke behøver være irrationel eller dommedagsprofet for at være bekymret over fødevaresikkerhed (p.54).

Frank den Hond et al. (2003: Questions Around the Persistence of the Pesticide Problem) pointerer hvordan ukomplet viden om potentielle effekter influerer vores - i dette tilfælde eksperters - opfattelse af farer og fordele ved pesticidanvendelse. De peger på betydningen af nyligt modnede videnskabelige fagområder, herunder analytisk kemi og systemøkologi, for vores evne til at opdage eksterne effekter på et tidligere stadie af innovationsprocessen. Samtidig understreger de hvordan økologiske effekter er komplekse og relativt dårligt forståede i vores nuværende videnskabelige forskning om pesticiders interaktioner, indirekte effekter og sekundære forgiftninger.

I lighed hermed (men normativt modsat) pointerer Tait & Morris (2000) hvordan organisk landbrug - og bæredygtighed generelt - ofte retfærdiggøres ud fra systemøkologiske begreber: kritiske belastninger, bæreevne, stabilitet (ingen irreversibilitet), kompleksitet (biodiversitet). Tait & Morris problematiserer disse begreber. I stedet foreslår de bæredygtighedsindikatorer, der hviler på kemisk og toksikologisk viden. Implicit i denne diskussion ligger, at de forskellige miljøvidenskaber ikke alene har forskellige analytiske kategorier og metoder, men tillige bygger på forskellige interesser og værdier.

Palladino (1990: Ecological Theory and Pest Control Practice) studerer en konflikt fra 1960'erne mellem amerikanske og canadiske økologer og entomologer (insektforskere) omkring sammenhængen mellem økologisk teori og insektkontrol-praksisser. Baggrunden var de katastrofale erfaringer med DDT i 50'ernes USA, som skabte fornyet interesse for biologiske og integrerede kontrolpraksisser overfor skadevoldere, herunder brugen af parasitter og naturlige (økologiske) fjender i landbrugs-systemer. Palladino understreger sammenhængene mellem forskernes forskellige økologiske teorier og deres institutionelle betingelser. Begge grupper var enige om den empiriske dokumentation, men stærkt uenige om teorien bag, specielt omkring centrale begreber som "naturlig balance" og forskellen mellem uberørte økologiske områder og menneskeberørte landbrugsområder. Palladinos studie illustrerer, at der selv indenfor samme fagområde kan eksistere konkurrerende paradigmer, som fører til ret forskelligartede opfattelser af anvendeligheden og nødvendigheden af syntetiske pesticider.

Wynne (1989a) beskæftiger sig med forskellige ekspertgruppers tekniske risikovurderinger - herunder toksikologer - og hvordan disse vurderinger nødvendigvis hviler på ikke-anerkendte sociale modeller og antagelser. Han betegner disse sociale modeller indlejret i tekniske risikoanalyser som "naiv sociologi". I tilfældet med pesticidanvendelse (2,4,5-T) opererede toksikologerne med idealiserede forestillinger om pesticidbrug i den virkelige verden, baseret på kontrollerede laboratorieforsøg, hvilket afspejler en bekendelse til kontrolleret viden, manglende erfaring med faktisk pesticidbrug og snæver uddannelse. Implicit i toksikologernes modeller ligger idealiserede forestillinger om korrekt brug af pesticider og overholdelse af maksimale dosiser - antagelser som modsiges af landmændenes erfaringer med praksis. Hermed definerer toksikologerne et helt andet faktisk risikosystem end landmændene - deres tilsyneladende tekniske viden var indlejret i naive forestillinger om social praksis. Wynne betoner behovet for at åbne videnskabens "black box" og underkaste disse implicitte antagelser kritisk granskning. [Michael & Brown 2000 leverer en - delvis - kritik af Wynne, baseret på den tanke, at han selv opererer med en "deficit"-model af forskere som manglende sociologisk indsigt i deres videns usikkerhed og kontingens (vores tilføjelse)].

Jensen et al. (2004: Lay and Expert Perceptions of Zoonotic Risks: Understanding Conflicting Perspectives in the Light of Moral Theory) beskriver, på baggrund af interviews med eksperter i zoonotiske risici (BSE, salmonella etc.) omkring fødevarer, hvordan eksperterne foretager en eksplicit skelnen mellem rollerne som "professionel" og "politisk". De tilstræber en rent professionel, videnskabelig indstilling, og modstiller denne til politiske og værdibaserede holdninger. Det leder dem til at se eksempelvis BSE som en "politisk sygdom", hvor ressourceforbruget ikke står mål med de "faktiske risici" (p.10). Implicit kan dette ses som en "deficit-model", hvor politikerne ses som irrationelle og drevet af ikke-videnskabelige hensyn (hvis eksistens dog anerkendes). Jensen et al. pointerer, hvordan den grundlæggende ressource-beregning selv er en værdidom, men at den ikke anerkendes som sådan af eksperterne. Forfatterne foreslår en forbedring af lægfolk-ekspert-kommunikation gennem en anerkendelse af de i videnskaben iboende værdidomme [Dette kan kobles til Irwins pointer om regulerings-videnskab: forskerne forhandler med andre aktører om de mest fornuftige og ressource-effektive risikohåndteringsstrategier (vores tilføjelse)]

Michael & Brown (2000: From the representation of publics to the performance of 'lay political science') beskæftiger sig med eksperters repræsentationer af offentligheder under betegnelsen "læg politisk videnskab", idet ekspertdiskurser analyseres ud fra deres implicitte forståelse af borgeren, demokrati, dialog etc. To tavse modeller analyseres: en "ekstern" og en "intern". I den eksterne model - som handler om dyreforsøg - anerkender forskerne behovet for dialog med offentligheden, men konstruerer en bestemt offentlighed (en "public-in-particular"). Denne skal være rationel, ikke-voldelig og baseret på autentiske følelser - hvilket ekskluderer grupper som Dyrenes Befrielsesfront, hvis overdrevne emotionalitet tværtimod delegitimeres som produkt af manipulation eller frustration (p.7). Forfatterne ser dette som en slags elitært konkurrence-demokrati, idet offentligheden i det store hele ses som dårligt informeret og dårligt udstyret til debat. I den interne model - der handler om xenotransplantation - forbliver dialogen internt blandt forskere af to forskellige grunde. Dels ses debatten som så teknisk kompliceret, at folk ikke er kompetente. Dels fremstiller forskerne sig selv som repræsentanter for og "ens med" offentligheden når det kommer til de kulturelle og moralske spørgsmål. Logikken er at forskerne allerede har debatteret disse emner, og fordi de er ligesom offentligheden i deres sunde fornuft, behøver spørgsmålet ikke yderligere diskussion. Michael & Brown understreger hvordan forskerne aktivt skaber og definerer kategorier som "teknisk" og "kompetence" gennem deres "læg politiske videnskab", og at disse kategorier er åbne for kritik, eksempelvis gennem påpegning af risici og usikkerhed (som hos Wynne, der også diskuteres).

Klinke & Renn (2002: A New Approach to Risk Evaluation and Management) beskriver resultatet af en række øvelser, hvor eksperter fra natur- og samfundsvidenskab skulle udpege risikokriterier til brug for risikovurdering og -evaluering. Eksperterne blev eksempelvis bedt om at karakterisere risici ved de dimensioner de ville bruge for at substantiere en vurdering om acceptabilitet (p.1077). Eksperterne havnede på en model med ni kriterier: skadesomfang, sandsynlighed, usikkerheder, udbredelse, varighed, reversibilitet, forsinkelses-effekt, krænkelse af lighed, potentiale for social mobilisering. Hermed inkluderes sociale kriterier således i den formelle risikoevalueringsproces, hvilket er en relativt ny udvikling (p.1078). Desuden laver de en risikoklassifikation med seks kategorier hentet fra den græske mytologi. Risici med højt katastrofepotentiale såsom uheld på store kemiske anlæg beskrives som "damokles-sværd"-risici og er ofte uacceptable. Risici karakteriseret ved usikkerheder om både sandsynlighed og skadesomfang, såsom visse kemiske substanser, beskrives som "pythia"-risici og er ofte moderat acceptable. Risici med stor, kumulativ udbredelse, såsom ophobede kemikaliers skadevirkninger på reproduktive funktioner, beskrives som "pandoras æske"-risici og vil typisk være uacceptable. Forfatterne skelner mellem kompleksitet (kognitive vanskeligheder), usikkerhed og tvetydighed. Tvetydighed referer til variationer i fortolkninger baseret på normative uenigheder eller uenigheder om faktiske udsagn om verden. Et eksempel på det sidste findes med pesticidrester i fødevarer, hvor de fleste eksperter er enige om, at risici for menneskelig sundhed er lille, men mange kræver skrappe regler fra myndighederne.

1.16 Eksperter og politisk regulering

1.16.1 Irwin (1995), Tait & Bruce (2001), Cutter (1993), (Lupton 1999)

Irwin (1995: Citizen Science) leverer et case-studie af den politiske proces omkring regulering af herbiciden 2,4,5-T i England. I 1980 klagede National Union of Agricultural and Allied Workers (NUAAW) til myndighederne over dette herbicids farlige kvaliteter (fødselsdefekter, spontane aborter, kræft). Myndighederne, repræsenteret ved ekspertkomiteen Advisory Committee on Pesticides (ACP), betragtede NUAAW's påstande som videnskabeligt uholdbare og anekdotiske og afviste at forbyde 2,4,5-T.

Case-studiet fortæller noget om eksperters perception af pesticider i relation til politisk regulering. I udgangspunktet påhviler bevisbyrden landbrugsarbejderne: hvis ikke der er videnskabeligt dokumenterede kausale relationer kan herbicidet ikke forbydes. Eksperterne anerkendte ikke landbrugsarbejdernes bevisførelse: deres 14 eksempler på følgevirkninger af herbicid-brug blev betragtet som anekdotisk og statistisk tilfældige (p.21). Samtidig viser det noget om forskellen på rollen som forsker og rollen som politisk rådgiver: i rollen som forsker anerkender toksikologer og epidemiologer ofte usikkerheder og tvivl, mens de som politiske rådgivere forventes at udvise sikkerhed og klarhed (p.28). Tilmed hviler ekspertkomiteens råd på en pluralitet af videnskabelig ekspertise og discipliner, inklusiv toksikologi, kemi, biologi, epidemiologi, sundhedsforskning og medicin. Det skaber en teoretisk usikkerhed på grund af manglen på et stærkt, teoretisk integrerende paradigme og forskelle i analytiske redskaber (p.57). Endelig hviler ekspertvurderingerne uvægerligt på ikke-videnskabelige, herunder sociale, faktorer. Det gælder eksempelvis vurderinger af forskellige kilders troværdighed (p.67) og idealiserede forestillinger om brugen af pesticider i praktiske sammenhænge (Wynne's "naive sociologi", p.30).

Casen siger samtidig noget om forholdet mellem lægfolks og eksperters kognitive og epistemologiske modeller. Hvor eksperternes viden tilstræber universalitet, kontekstløshed og objektivitet, der er lægfolkenes viden nødvendigvis lokal, praktisk og forbundet med en pluralitet af faktorer (p.132).

Tait og Bruce (2001: Globalisation and transboundary risk regulation: pesticides and genetically modified crops) beskriver hvordan myndighederne typisk behandler reguleringen af pesticider i forbindelse med fødevarer gennem en fastsættelse af acceptable niveauer for daglig indtagning (ADI) og derefter maximale niveauer for pesticidrester (MRL). Dette sker gennem brug af dyrefodringsforsøg og antagelser om sandsynlige doser af daglig forbrug af bestemte fødevarer. De beskriver samtidig hvordan spørgsmålet om pesticidresters farlighed for menneskelig sundhed er præget af ekspertuenigheder: nogen finder bekymringerne irrationelle i lyset af niveauet for naturligt forekommende toksiner, andre peger på forskellen i kontrolmuligheder og eventuelt sårbare grupper (børn, ældre). Så længe pesticidrester i fødevarer opfattes som produktbaserede - snarere end produktionssystem-baserede - kan myndighederne principielt teste produkterne ved deres ankomst til landet. Disse reguleringsregimer opfatter sig selv som strengt videnskabeligt baserede, med fokus på forbrugersundhed. Andre hensyn - herunder værdibaserede hensyn rettet mod intensive landbrugsmetoder - anerkendes ikke i risikovurderingerne.

Cutter (1993) beskriver en case fra USA omkring reguleringen af plantevækst-midlet daminozid, som anvendes i dyrkningen af æbler og andre frugter. Midlet kom under mistanke som kræftfremkaldende i 1970'erne, men videnskabelige studier i 80'erne frikendte det. Det afgørende vendepunkt kom med en rapport fra National Resources Defence Council i 1989, som hævdede at børn var særligt udsatte, fordi de spiser mange æbler. Hidtidige videnskabelige risikovurderinger var baseret på voksnes æbleforbrug. Et tv-program skabte offentlig opmærksomhed, Maryl Streep deltog som bekymret mor, og daminozid blev forbudt, trods stadig brug i andre lande og frikendelse i WHO [Casen synes at kunne illustrere Wynne's pointe om indlejrede sociale antagelser i tekniske risikoanalyser, i dette tilfælde antagelser om frugtforbrug, som strider mod objektive karakteristika ved andres risikosystemer, her børn som forbrugsgruppe].

van Zwanenberg og Millstone (2000: Beyond Skeptical Relativism: Evaluating the Social Constructions of Expert Risk Assessments) foretager en sammenligning mellem pesticidregulering i USA og England, med fokus på usikkerheder og forskelle i den videnskabelige ekspertise. De pointerer hvordan risikovurderinger af kemikalier typisk antager: 1) at effekter af eksponering kan vurderes for et kemikalie af gangen, 2) at den valgte skadesindikator er et teknisk imperativ og 3) at menneskers adfærd i forbindelse med teknologiske systemer er forudsigelig og afgrænselig (a la Wynne). I studiet kigger de på reguleringen af fungicid-gruppen ethylen bisdisthiocarbamater (EBDC's) i slut-1980'erne, hvor de amerikanske myndigheder (EPA) vurderede at de sandsynligvis var kræftfremkaldende for mennesker, mens de britiske myndigheder (ACP) konkluderede at der ikke var belæg for nogen risici. De lokaliserer adskillige væsentlige forskelle i videnskabelig fremgangsmåde: valg af studier for review (offentliggjorte myndighedsstudier vs. ikke-offentliggjorte studier fra fungicid-producenter), fortolkningen af forhøjet leverkræft hos forsøgsmus (usikkerhed vs. spontane, ikke-kausale tilfælde) og vægt på forskellige forsøgsmetoder (levende dyr vs. in vitro (menneskeligt væv) forsøg). Forfatterne argumenterer for flere inkonsistenser og udeladelser i de britiske myndigheders tilgang, selv i tilfælde hvor empirisk viden ville have været tilgængelig. De diskuterer betydningen af forskellige regulerings-kulturer og institutionelle mønstre: det formelle, legalistiske amerikanske system baseret på "institutionaliseret mistillid" (p.272), modsat det uformelle britiske forhandlingssystem baseret på tætte netværk mellem producenter og myndigheder. I det britiske institutionelle system er rummet for embedsmænds vurderinger af toksikologiske studier langt større end i USA, ligesom der er en interessekonflikt indbygget derved at de kontrollerende myndigheder samtidig er ansvarlige for promovering af landbrugsindustrien (p.276).

Hoberg (1990: Risk, Science and Politics: Alachlor Regulation in Canada and the United States) leverer et ret tilsvarende komparativt studie af regulering af herbiciden alachlor i henholdsvis USA og Canada i 1980'erne, hvor de canadiske myndigheder forbød alachlor mens de amerikanske tillod fortsat salg. De understreger hvordan begge landes myndigheder baserede sig på de samme toksikologiske data fra laboratorie-studier af kræfttilfælde blandt mus og rotter, foretaget af herbicid-producenten Monsanto. Myndighederne havde dog meget forskellige antagelser om menneskelig eksponering for alachlor blandt landbrugsarbejdere: de canadiske myndigheder kom frem til en eksponeringsfaktor hvis øvre grænse lå 23 gange højere end den amerikanske, blandt andet fordi de antog at brugerne ikke benytter beskyttelseshandsker (p.264) [jf. Wynnes "naive sociologi" (vores tilføjelse)]. En anden betydningsfuld faktor var vurderingerne af det primære alternative herbicid, metolachlor, som begge nationale myndigheder vurderede som væsentligt mindre farligt. I beslutningsprocessen om risici og fordele medtog de canadiske myndigheder eksistensen af dette alternativ, mens de amerikanske foretog en isoleret vurdering af alachlor (p.267). Hoberg pointerer hvordan de videnskabelige usikkerheder i risikovurderingerne er tilstrækkelig store til at skabe "troværdige" uenigheder. Desuden understreger han betydningen af de juridiske og bureaukratiske institutioner, i særdeleshed fordelingen af jurisdiktion mellem forskellige ministerier. I Canada var landbrugsministeriet den primære ansvarlige for risikovurderingen, mens sundheds- og velfærdsmyndighederne tog sig af selve risiko-evalueringen. Generelt opstiller Hoberg den tese, at videnskabelige risikovurderinger virker som begrænsninger på myndighedernes beslutninger - jo større videnskabelig sikkerhed og jo større trusler, jo større er denne begrænsning (p.277).

Irwin og Rothstein (2003: Regulatory Science in an International Regime) diskuterer temaet under overskriften "reguleringsvidenskab" (regulatory science), i forbindelse med regulering af pesticider. De analyserer hvordan et netværk af forskere, virksomheder, kontraktlaboratorier og regeringsmyndigheder er vokset frem omkring regulering af pesticider på relativt kort tid såvel nationalt som regionalt i EU. Personlige kontakter mellem kommercielle, videnskabelige og myndighedsbaserede medarbejdere muliggør effektivitet og smidighed i håndteringen af store, komplekse mængder af data. De fremhæver tre faktorer: 1) den politiske økonomi omkring reguleringsvidenskab er tæt forbundet med europæisk integration af markeder, 2) private virksomheder spiller dominerende roller i reguleringsvidenskaben omkring pesticider, idet de udvikler præ-design test og således leverer store mængder viden til myndigheder, 3) selve forståelsen af god videnskab skifter, idet videnskabelige, økonomiske og politiske kriterier bliver uadskillelige. [Herudfra synes det rimeligt at antage, at forskere engageret i reguleringsvidenskab udvikler forskellige opfattelser af pesticider, sammenlignet med rent akademiske forskere]

Cropper et al. (1992: The Determinants of Pesticide Regulation: A Statistical Analysis of EPA Decision Making) undersøger statistisk, hvilke faktorer der influerer det amerikanske EPA i deres beslutninger om at tillade eller forbyde brugen af pesticider, som ifølge toksikologiske studier påviseligt forårsager kræft i laboratorieforsøg med dyr. De undersøger i alt 245 beslutninger omkring 37 substanser i forskellige kombinationer af pesticid og afgrøder, idet de inkluderer data for pesticidbrugens risici, økonomiske fordele og politiske faktorer i modellen. Konklusionen bliver, at EPA foretager afvejninger af risici og økonomiske fordele, idet klart den største vægt lægges på sundhedsrisici for folk der applicerer pesticider i landbruget. Den implicitte værdi af et statistisk liv estimeres her til 35 millioner dollars, mens den tilsvarende værdi for forbrugere af fødevarer med pesticidrester kun er 60.000 dollars. Forfatterne spekulerer over denne forskel, som dels kan skyldes landbrugsarbejdernes klart større individuelle risiko, dels hensynet til konkrete snarere end statistiske individer. Økonomiske fordele for producenterne spiller dog også en betydelig rolle. Herudover viser det sig, at trusler mod marine økosystemer spiller en vis, begrænset rolle i beslutningerne, som dog primært medieres af miljøorganisationers input. Generelt viser analysen, at miljøorganisationers input stærkt forøger sandsynligheden for et forbud, mens landbrugsorganisationer og akademikeres input lidt mindre kraftigt øger sandsynligheden for fortsat tilladelse. Forfatterne spekulerer over om akademikerne primært repræsenterer landbrugs- eller pesticidindustrien.

Greer (1998: Pesticides, Sheep Dips and Science) beskriver de politiske kontroverser og protestkampagner mod anvendelsen af organofosfat-stoffer (OP) som forebyggende sygdomsmiddel ved vaskning af får i sydvest-England. Han lægger sig tæt op af Becks risikosamfundsforståelse af protestkampagner: modeksperter, ny udenomsparlamentarisk politik, medieeksponering, brug af retssystemet. Flere uafhængige og "afvigende" forskere er integreret i netværkene, som arbejder for et forbud mod OP. Miljøorganisationer som Friends of the Earth er ligeledes involveret og vinder indflydelse på baggrund af en demonstreret teknisk kompetence og præcise informationer (p.420). Protestkampagnen søger samtidig at problematisere den teknokratiske risikovurderingsproces og risikopolitik på området. Det sker blandt andet ved at politisere videnskaben gennem en påpegning af den kemiske industris stigende andel af finansiering af forskningen omkring eventuelle skadevirkninger. I stedet advokerer de et forsigtighedsprincip, kombineret med en stigende inddragelse af forbruger- og miljøorganisationer i den politiske proces.

Lupton (1999) refererer til den Foucault-inspirerede governmentality-litteratur, i særdeleshed Mitchel Deans studier af risikorationaliteter i neoliberale samfund (p.95). Dean har identificeret tre fremherskende rationaliteter: forsikringsrisici, epidemiologiske risici og kliniske risici. Specielt den epidemiologiske risikorationalitet er interessant i forbindelse med pesticider. Målet er her befolkningens sundhedsniveau, forstået som undgåelse af sygdomme, hvilket opnås gennem brug af statistiske og screenings-baserede metoder hvorigennem sygdomme kobles til årsagsvariable. I neoliberale samfund er fokus skiftet fra ændringer i miljøbetingelser (hygiejne, kloakker etc.) til ændringer i "livsstils-valg". Ofte anvendes epidemiologiske risikoanalyser nu til at identificere højrisiko-grupper, som dernæst opfordres til at engagere sig i selvregulering. Der er tale om styring på afstand, styring gennem selv-ansvarliggørelse. [Østergaard et al. (2003: Risk in News Reporting) antyder, at dette kan ses som en "individualisering af risici" (p.5), hvormed en vigtig faktor i folks risikoperception bliver tilstedeværelsen eller fraværet af muligheder for individuel risikoundgåelsesadfærd (p.25). Den uudtalte præmis synes at være, at risikorationaliteten baseret på selvstyring faktisk opfattes som relevant og rimelig i offentligheden (vores tilføjelse)].

1.17 Eksperter og lægfolk: direkte sammenligning af risikoperception

Kraus et al. (1992: Intuitive Toxicology: Expert and Lay Judgment of Chemical Risks) benytter et enkelt spørgeskema til at undersøge forskelle og ligheder mellem lægfolks og toksikologers opfattelser af risici fra kemikalier i en amerikansk kontekst. Pointen er at sammenligne toksikologernes (fra Society of Toxicologists) videnskabelige metoder med lægfolks "intuitive toksikologi" i form af deres respektive kognitive modeller, antagelser og metoder for logiske slutninger. Spørgeskemaet adresserer fire hovedtemaer: dosis-respons sensitivitet, tillid til dyreforsøg som model for menneskelig påvirkning, holdninger til kemikalier og holdninger til reducering af kemikalie-risici. Kemikalier omfatter pesticider, tilsætningsstoffer i fødevarer, industrielle kemikalier, husholdningsmidler, medikamenter etc.

I konklusionen fremhæver forfatterne følgende væsentlige resultater:

1. Lægfolk er langt mindre sensitive end toksikologiske eksperter overfor fundamentale overvejelser omkring dosis og eksponering. For størstedelen af toksikologerne spiller spørgsmålet om dosis en afgørende rolle - ud fra devisen "dosis skaber giften". For lægfolk er spørgsmålet om eksponering, uanset meget små doser, af langt større betydning. Forfatterne kalder det for "besmitningsmodellen", hvor selv en lille dosis bærer på smitten, a la en virus. Eksempelvis svarer godt 36% af lægfolkene, at det ikke er mængden af pesticider men selve det at være udsat, man skal bekymre sig om (p.217). Kun godt 4% af toksikologerne udtrykker en tilsvarende holdning.
    
2. Lægfolk er langt mere tilbøjelige end toksikologerne til at tilskrive kausalitet i en situation, hvor en erkendt stor eksponering for pesticidrester måske har forårsaget en observeret stigning i fødselsdefekter (godt 48% af lægfolkene enige, kun godt 5% af toksikologerne) (p.221).
    
3. Lægfolk har generelt et langt mere negativt billede af kemikalier og pesticider end toksikologerne. Godt 84% erklærer sig enige i, at vi kun har set toppen af isbjerget med hensyn til risici fra kemikalier. Samtidig er godt 69% af lægfolkene uenige i, at folk er unødigt bekymrede over små doser af pesticider i grundvandet og maden, mens godt 67% af toksikologerne er enige heri. [disse data er gode at benytte i forhold til diskussion af Becks risikosamfund. Eksempelvis er der et par spørgsmål på s.220, som kan bruges i forhold til Becks diskussion af "mistillid til fremskridtet"]
    
4. Lægfolk har en relativt positiv opfattelse af kemiske medikamenter, formentlig fordi de forbindes med store fordele og doseres af eksperter som nyder stor tillid (læger).
    
5. Godt 30% af lægfolkene mente ikke, at selv ekstremt usandsynlige risici kunne ignoreres, og godt 40% af lægfolkene mente de prøvede at undgå al kontakt med kemikalier i hverdagen.
    
6. Mænd og højtuddannede var noget mindre bekymrede over kemiske risici end andre lægfolk. I den forstand var højtuddannede lidt mere ligesom toksikologernes i deres svar.
    
7. Både blandt lægfolkene og - mere væsentligt - blandt toksikologerne var der stor uenighed om troværdigheden af dyreforsøg som basis for viden om menneskelige effekter.
    
8. Der er store uenigheder indbyrdes blandt toksikologiske eksperter, hvilket bekræfter hvad case-studier og individuelle forskeres udsagn indikerer [jf. Beck om eksperter og modeksperter]. Generelt spiller institutionel tilknytning en betydelig rolle for toksikologernes holdninger, idet industrielle toksikologer har mere kemi-venlige holdninger end akademiske eller myndighedsansatte toksikologer. Forfatterne pointerer, at disse uenigheder ikke kan forklares ud fra synet på troværdigheden af dyreforsøg (p.225). De understreger, at disse uenigheder blandt eksperter skaber offentlig mistillid. Henviser til andre studier som har vist, at offentligheden er bevidst om begrænsningerne i videnskabelige risikovurderinger (p.230) [kan bruges i diskussionen af Becks risikosamfund].

Slovic (1992) henviser til dette studie af toksikologiske eksperter, der viser en stærk "tilknytningsbias": industrielle toksikologer vurderer generelt kemikalier som mindre farlige end deres kolleger i akademia og administrationer (p.149). Henviser til toksikologiens grundopfattelse af at "dosis skaber giften", altså at alt kan være farligt i for store mængder (modsat lægfolks "alt eller intet"-tilgang).

Slovic et al. (1997: Evaluating chemical risks: results of a survey of the British Toxicology Society) reproducerer store dele af disse resultater på ekspertsiden, gennem et kvantitativt studie af risikoopfattelser blandt medlemmer af det britiske toksikologiske selskab. Tilsvarende studier er lavet blandt toksikologer i Canada og på europæisk niveau. I konklusionen fremfører forfatterne at der er betydelige ligheder mellem de britiske toksikologer og deres kolleger i andre lande (p.303). Opsummeret gælder således, at de britiske toksikologer generelt opfattede risici fra kemiske trusler som relativt lave, havde temmelig favorable syn på anvendelsen af kemikalier, havde tillid til myndighedernes regulering af kemikalier og ikke var specielt bekymrede for luft- og vandforurening lokalt eller nationalt. Som i andre studier var kvindelige toksikologer mere bekymrede end mandlige, og industrielle toksikologer mindre bekymrede end akademiske. Tilliden til extrapolering fra dyreforsøg var generelt lav og gav anledning til store uenigheder. Modsat hvad studier blandt lægfolk viser, faldt toksikologernes tiltro til dyreforsøg i det tilfælde, hvor der var påvist kræftfremkaldende virkninger blandt dyr. Af nye interessante fund kan fremhæves:

1. Toksikologerne er delte på spørgsmålet om betydningen af synergistiske effekter af mange kemiske substanser i menneskers miljø, modsat i dyreforsøg (p.295). Dette er et spørgsmål der optager Beck en hel del.
    
2. Et indeks for toksikologernes generelle risikoperceptions-niveau viser betydelige sammenhænge med mange andre holdninger og faglige vurderinger. Det hænger særlig kraftigt sammen med respondenternes holdninger til lokale og nationale miljøproblemer, samt til spørgsmålet om hvorvidt vi kun har set toppen af isbjerget i forbindelse med kemiske stoffers skadevirkninger.
    
3. Studiet inkluderer spørgsmål omkring toksikologernes verdensbilleder. Generelt er der stor opbakning til individualisme og stor teknologisk entusiasme, mens der er blandede holdninger til hierarki (ekspertvælde) og egalitarisme.
    
4. Studiet inkluderer tillige to eksempler på strengt faglige vurderinger, baseret på opsummeringer af faktiske dyreforsøg. Toksikologernes vurderinger varierer kraftigt og adskiller sig i høj grad fra myndighedernes faktiske vurderinger. Trods disse usikkerheder, og trods usikkerhederne omkring dyreforsøg, gav godt to tredjedele af toksikologerne udtryk for stor tiltro til videnskabens evne til at fastsætte sikre grænser for menneskelige sundhedseffekter (p.303)

Sjöberg (1998) beskæftiger sig mere teoretisk med forholdet mellem lægfolks og eksperters risikoperceptioner, fra et psykologisk teoretisk ståsted. Interessant nok henviser han til et studie, der viser at de svenske nationale myndigheder har tredoblet mængden af lovgivningsaktiviteter forbundet med risici fra midten af 1960'erne til 1990'erne (p.2) [kan sættes i forhold til Beck (vores tilføjelse)]. Han leverer ligeledes en kritik af det psykometriske paradigme, som dels kun fungerer på aggregerede data, dels bruger "nære" og ikke "fjerne" forklaringsvariable (semantisk nært beslægtede kategorier). Han kritiserer også kulturteorien som et fejlslagent forsøg på forklaring med fjerne variable. Andre livsstilstilgange har heller ikke givet gode resultater. Han foreslår at fokuserer på forskelle mellem grupper, ikke mindst lægfolk og eksperter. Tre scenarier fremhæves: 1) lægfolk og eksperter enige (lægfolk bedømmer faktiske dødelighedsrater korrekt), 2) eksperter bekymrede, lægfolk ikke (livsstilsrisici, oplevet kontrol, risikobenægtelse), 3) eksperter ikke bekymrede, lægfolk bekymrede (teknologiske risici, atomaffaldsdepoter). Diskuterer mulige forklaringer og dokumenterer i forbindelse med nukleart affald:

1. Eksperter i nukleart affald vurderer risici i forbindelse med atomkraft som mindre end lægfolk, men er enige med lægfolk omkring andre risici såsom eksempelvis radon. Det kan hænge sammen med oplevet kontrol og bekendthed med lige netop atomkraft.
    
2. Atomkraft-eksperter har generelt betydeligt mere positive holdninger til atomkraft end lægfolk. Holdninger forklarer risikoperception, ikke omvendt.

Generelt fremhæver Sjöberg (1998) fire pointer fra risikoperceptionsforskningen:

1. Kognitive ”biases” (uvidenhed eller fejlagtig behandling af information om sandsynligheder etc.) spiller mindre roller for risikoperceptionen end holdninger og moralsk aspekter
    
2. Niveauet for oplevet risiko er kun en partiel forklaring på efterspørgsel efter risikoreduktion. Førstnævnte ser mest på sandsynlighed for skade, sidstnævnte mest på konsekvenser (katastrofer)
    
3. Forsøg på fjerne forklaringer er mislykkedes, specielt for Douglas' kulturteori
    
4. Grupper kendetegnet ved forskellige uddannelsesniveauer, interesser og beskæftigelser har meget forskellige risikoopfattelser. Dette kan ikke kun forklares som en funktion af viden.

1.18 Klynge- og faktoranalyser i risikolitteraturen

Som det fremgår nedenfor, har det været muligt at finde frem til et par studier som kan bruges til at sætte de nærværende analyser i perspektiv. Saba and Messina (2002) analyserer sammenhængen mellem italienske respondenters forbrug af økologisk frugt og grønt og forbrugernes opfattelse af pesticidrisici på basis af en spørgeskemaundersøgelse. De identificerer 3 klynger af forbrugere i forhold til hvor positive de er overfor pesticider. De mest positive findes blandt unge mænd i det nordlige Italien mens de mest bekymrede for pesticidrelateret risiko findes blandt ældre del af befolkningen.

Hwang et al. (2005) ser på pesticider som en blandt flere mulige teknologier i fødevareproduktionen. I alt 1600 amerikanske respondenters bekymringer i forhold til anvendelse af otte forskellige teknologier (antibiotika, pesticider, kunstige væksthormoner, gensplejsning, bestråling, kunstige farve- og smagsstoffer, pasteurisering og konserveringsmidler) rangordnes og grupperes ved hjælp af en faktoranalyse. Hwang et al. (2005) finder at respondenterne bekymrer sig mest om pesticider og dernæst hormoner. Herudover identificeres en gruppering i respondenternes bekymring for de forskellige teknologier i tre klumper: Bekymringerne for kunstige væksthormoner, gensplejsning og bestråling danner en klump, en anden klump består af bekymringer for ældre teknologier (pasteurisering, kunstige farve- og smagsstoffer og konserveringsmidler) og en tredje klump består af bekymringer for anvendelse af antibiotika og pesticider.

Roosen et al. (2005) analyserer tyske forbrugeres holdninger til 10 forskellige risici, herunder fødevarerisici på basis af spørgeskemaoplysninger om ca. 2000 forbrugere der er indsamlet i udvalgte år i perioden 1992-2002. De fandt, at den risiko, der generelt vakte størst bekymring var radioaktivitet, idet godt halvdelen af respondenterne bekymrede sig herom, mens fødevarerisici er dét, der bekymrer folk 6. mest idet ca. en tredjedel af respondenterne bekymrede sig om fødevarerisici. Indenfor fødevarer skabte pesticidrelateret risiko størst bekymring efterfulgt af bekymring for fordærvede fødevarer, væksthormoner, tilsætningsstoffer, gensplejsede fødevarer osv. Ved hjælp af en klyngeanalyse blev befolkningen delt op i følgende 4 grupper i forhold til deres opfattelse af ´fødevarerisici: Bekymring for naturlige fødevarerisici, ingen bekymring for fødevarerisici, bekymring for teknologiske fødevarerisici, samt en blandet gruppe med elementer bekymring om alle fødevarerisici. Ca. 30% af respondenterne faldt i gruppen med fokus på teknologiske risici hvor pesticider er den væsentligste faktor. Denne gruppe har en overvægt af husholdninger i større byer med en højere uddannelse.

Rosati and Saba (2004) har et lidt andet fokus idet de analyserer samspil mellem forbrugeres opfattelse af fødevarerisici, viden samt tiltro til information. Analysen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse af 1000 italienske forbrugere. Ved hjælp af en faktoranalyse finder de at to-tredjedele af variationen i befolkningens svar kan forklares ud fra blot to grupper (holdning til personlig risiko og risikoviden). De inkluderer herudover en interessant produktorienteret vinkel, idet de finder at respondenterne generelt anser kød og æg for mindst sikre og morgenmadsprodukter som mest sikre (ind i mellem ligger frugt og grønt, samt mælk og fisk).

I Miles et al. (2004) analyseres 1000 engelske forbrugeres opfattelse af forskellige fødevaresikkerhedsfaktorer. Baseret på fokusgrupper blev følgende faktorer identificeret: Hygiejne, dyrevelfærd, fedt, pesticider, intensive produktionsmetoders kvalitets- og sikkerhedspåvirkning, pris, tilsætningsstoffer, manglende information, antibiotika, gensplejsning, fødevareforgiftning, væksthormoner, modstridende informationer, viden om hvad man skal gøre i tilfælde af fødevareskandaler. De finder at 2 faktorer der tilsammen forklarer 47% af variationen i data kan identificeres i form af en faktor der fanger teknologiske forhold (herunder pesticider) og en faktor, der fanger livsstils forhold (fedt, hygiejne osv.). Generelt fandt de, at kvinder og ældre er de mest bekymrede.

1.19 Anvendt litteratur

Carr, Susan 1987: "The Environmental Conflict and Farmers' Attitudes to Pesticide Use in Britain". I Tait, Joyce & Napompeth, Banpot (red.): Management of Pests and Pesticides

Carr, Susan 2003: "New Biotechnology, Crop Protection and Sustainable Development", i den Hond et al. (red.): Pesticides

Coppin, Dawn M. et al. 2002: "Is Pesticide Use Socially Acceptable? A Comparison between Urban and Rural Settings". Social Science Quarterly

Cropper, Maureen L. et al. 1992: "The Determinants of Pesticide Regulation: A Statistical Analysis of EPA Decision Making". Journal of Political Economy

Cutter, Susan L. 1993: "Scare of the week - risk perception and behavior", i Living With Risk

den Hond et al. 2003: "Questions Around the Persistence of the Pesticide Problem", i den Hond et al. (red.): Pesticides - Problems, Improvements, Alternatives

EU 1999: How do Europeans see the environment?

Eurobarometer 1998 (49): La securite des produits alimentaires

Eurobarometer 2002 (58): The attitudes of Europeans towards the environment

Fischhoff, Baruch et al. 1982: "Lay Foibles and Expert Fables in Judgments About Risk". American Statistician

Flynn, J. et al. 1994: "Gender, Race & Perception of Environmental Health Risks". Risk Analysis

Fra den kvantitative del-analyse (skal evt tilføjes til litt reviewet)

Gaskell, George et al. 2004: "GM Foods and the Misperception of Risk Perception". Risk Analysis

Greer, Alan 1998: "Pesticides, Sheep Dips and Science". Parliamentary Affairs

Greishop, James & Stiles, Martha 1989: "Risk and Home-Pesticide Users". Environment and Behavior

Halkier, Bente 2001: "Consuming Ambivalences". Journal of Consumer Culture

Hoberg, George jr. 1990: "Risk, Science and Politics: Alachlor Regulation in Canada and the United States". Canadian Journal of Political Science

Hough, Peter 1998: The Global Politics of Pesticides

Hwang, Y-J, B. Roe, and M.F. Teisl (2005): “An Empirical Analysis of United States Consumers’ Concerns About Eight Food Production and Processing Technologies”. AgBioForum, 8(1), pp. 40-49.

Ibitayo, Olurominiyi O. 2000: "Relocated Citizens' Perceptions and Attitudes Regarding Indoor Application of Toxic Agricultural Pesticides". Journal of Contingencies and Crisis Management

Irwin, Alan & Rothstein, Henry 2003: "Regulatory Science in an International Regime", i den Hond et al. (red): Pesticides

Irwin, Alan 1995: Citizen Science

Irwin, Alan et al. 1999: "Faulty environments and risk reasoning: the local understanding of industrial hazards". Environment and Planning A

Jensen, K. K. et al. 2004: "Lay and Expert Perceptions of Zoonotic Risks: Understanding Conflicting Perspectives in the Light of Moral Theory" (manuskript)

Johnston, J. and J. Dinardo 1996: Econometric Methods. New York: McGraw-Hill/Irwin.

Jowell, Roger et al. 1998: British - and European - Social Attitudes

Kaae, Berit C. & Madsen, Lene Møller 2003: "Holdninger og ønsker til Danmarks natur". Skov & Landskab

Klinke, Andreas & Renn, Ortwin 2002: "A New Approach to Risk Evaluation and Management: Risk-Based, Precaution-Based and Discourse-Based Strategies". Risk Analysis

Kraus, Nancy et al. 1992: "Intuitive Toxicology: Expert and Lay Judgment of Chemical Risks". Risk Analysis

Lupton, Debarah & Tulloch, John 2002: "'Risk is Part of Your Life': Risk Epistomologies among a Group of Australians". Sociology

Lupton, Deborah & Tulloch, John 2001: "Risk, the mass media and personal biography". European Journal of Cultural Studies

Lupton, Deborah 1999: Risk

Macgill, Sally 1989: "Risk Perception and the Public: Insights from Research around Sellafield", i Brown, Jennifer (red.): Environmental Threats

Maney, Ardith & Plutzer, Eric 1996: "Scientific Information, Elite Attitudes, and the Public Debate Over Food Safety". Policy Studies Journal

Marris, Claire et al. 1998: "A Quantitative Test of the Cultural Theory of Risk Perception: Comparison with the Psychometric Paradigm". Risk Analysis

Michael, Mike & Brown, Nik 2000: "From the representation of publics to the performance of 'lay political science'". Social Epistemology

Miles, S., M. Brennan, S. Kuznesof, M. Ness, and C. Ritson, and L.J. Fewer (2004): “Public worry about specific food safety issues”. British Food Journal, Vol. 106 No. 1, pp. 9-22.

Østergaard, Jeanette et al. 2004: "Risk in News Reporting: An Analysis of the construction Zoonosis as a risk in Danish Newspapers" (manuskript)

Palladino, Paolo 1990: “Ecological Theory and Pest Control Practice: A Study of the Institutional and Conceptual Dimensions of a Scientific Debate”. Social Studies of Science

Perry, Melissa J. & Bloom, Frederick R. 1998: "Perceptions of Pesticide Asssociated Cancer Risks among Farmers: A Qualitative Assessment". Human Organization

Poortinga, Wouter et al. 2002: "Environmental Risk Concern and Preferences for Energy-saving Measures". Environment and Behavior

Reisner, Ann 2003: "Newspaper Construction of a Moral Farmer". Rural Sociology

Renn, Ortwin et al. 1992: "The Social Amplification of Risk: Theoretical Foundations and Empirical Applications". Journal of Social Issues

Rimal, Arbindra et al. 2001: "Perception of food safety and changes in food consumption habits: a consumer analysis". International Journal of Consumer Studies

Robbins, Paul & Sharp, Julie T. 2003: "Producing and Consuming Chemicals: The Moral Economy of the American Lawn". Economic Geography

Roosen, J, S. Thiele, and K. Hansen (2005): “Food risk perception by different consumer groups in Germany”. Acta Agriculturae Scan Section C, 2 pp. 13-26.

Rosati, S and A. Saba (2004): “The perception of risks associated with food-related hazards and the perceived reliability of sources of information”. International Journal of Food Science and Technology, 39, pp. 491-500.

Saba, A. and F. Messina (2003): “Attitudes towards organic foods and risk/benefit perception associated with pesticides”. Food Quality and Preferences 14, pp. 637-645.

Schou, Jesper S. et al. 2003: Værdisætning af pesticidanvendelsens natur- og miljøeffekter

Siegrist, Michael et al. 2000: "Salient Value Similarity, Social Trust, and Risk/Benefit Perception". Risk Analysis

Sjoberg, Lennart 1998: "Risk Perception: Experts and the Public". European Psychologist

Slovic, Paul 1987: "Perception of Risk". Science

Slovic, Paul 1992: "Perception of Risk: Reflections on the Psychometric Paradigm". I Social Theories of Risk

Slovic, Paul 1999: "Trust, Emotion, Sex, Politics, and Science: Surveying the Risk-Assessment Battlefield". Risk Analysis

Slovic, Paul et al. 1997: "Evaluating chemical risks: results of a survey of the British Toxicology Society". Human & Experimental Toxicology

Tait, Joyce & Bruce, Ann 2001: "Globalisation and transboundary risk regulation: pesticides and genetically modified crops". Health, Risk & Society

Tait, Joyce & Morris, D. 2000: "Sustainable development of agricultural systems: competing objectives and critical limits". Futures

Tucker, Mark & Napier, Ted L. 2001: "Determinants of perceived agricultural chemical risk in three watersheds in the Midwestern United States". Journal of Rural Studies

van der Grijp 2003: "European Food Industry Initiatives Reducing Pesticide Use", i den Hond et al. (red.): Pesticides

van Zwanenberg, Patrick & Millstone, Erik 2000: "Beyond Skeptical Relativism: Evaluating the Social Constructions of Expert Risk Assessments". Science, Technology, & Human Values

Vaughan, Elaine 1995: "The Socioeconomic Context of Exposure and Response to Environmental Risk". Environment and Behavior

Wilkinson, Iain 2001: "Social Theories of Risk Perception: At Once Indispensable and Insufficient". Current Sociology

Williams, Pamela R.D. et al. 2001: "Perceived Risks of Conventional and Organic Produce: Pesticides, Pathogens, and Natural Toxins". Risk Analysis

Wimberley, Craig K. et al. 2002: "Public Perceptions of Pesticides and Chemicals in Food", i The Social Risks of Agriculture

Wynne, Brian 1989a: "Frameworks of Rationality in Risk Management: Towards the Testing of Naive Sociology", i Brown, Jennifer (red.): Environmental Threats

Wynne, Brian 1989b: "Building Public Concern into Risk Management", i Brown, Jennifer (red.): Environmental Threats

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.