| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning og miljø- og sundhedsmæssig vurdering af fluorforbindelser i imprægnerede produkter og imprægneringsmidler

8 Niveauer af polyfluoralkylstoffer i menneskevæv

• 8.1 Niveauer i modermælk
• 8.2 Niveauer i menneskeblod
  • 8.2.1 Erhvervsmæssig eksponering
  • 8.2.2 Eksponering af den generelle befolkning
  • 8.2.3 Navlestrengsblod
• 8.3 Niveauer i sæd
• 8.4 Niveauer i leveren

Fluorkemikaliers fysisk-kemiske egenskaber dækker et stort spektrum. De mest forekommende i miljøet og mennesket er de endelige nedbrydningsprodukter af sulfonamider og telomerer: Perfluoralkylsulfonater og perfluoralkylcarboxylater. Disse kemikalier har i modsætning til de fleste andre persistente organiske forureninger (POP) en lille affinitet til fedtstoffer i fedtvæv, men binder til proteiner i cellemembranerne. Derfor vil akkumuleringen i kroppen hovedsagelig være i proteinrige dele, som f.eks. blod og indre organer, som lever, nyrer og milt. En omfattende redegørelse, der diskuterer kontrol og toksikologiske fund til perfluoralkylsyrer, er for nyligt blevet offentliggjort (Lau et al., 2007).

Den kvantitative bestemmelse af perfluorerede kemikalier i miljø- og menneskeprøver er ikke noget let arbejde. Det inkluderer forskellige ekstraherings og oprensningstrin før instrumentanalyse. En sammenlignende undersøgelse viste store variationer i resultater fra forskellige prøvetyper mellem laboratorier (van Leeuwen et al., 2006).

8.1 Niveauer i modermælk

Skønt modermælk hovedsageligt opkoncentrerer lipofile forureninger, er fluorkemikalier også blevet fundet i modermælk, men i meget lavere niveauer end i blod. Udvikling af fast-fase ekstrationsmetoder gjorde det for nyligt muligt at analysere disse lave niveauer i mælk. I den første pilotundersøgelse af to modermælksprøver fra USA blev der kun sporet PFPA (1,56 ng/mL) i en prøve og PFHxA (0,82 ng/mL) (Kuklenyik et al., 2004). I en senere undersøgelse fra Kina af 19 individuelle modermælksprøver blev der fundet ekstremt lave koncentrationer af 6 fluorkemikalier i alle prøver og tre andre i nogle få prøver (So et al. 2006b). En sammenfatning af data er vist i Tabel 8.1:

Tabel 8.1: Perfluoralkylforbindelser i modermælk i Kina (So et al. 2006b).

De relative høje koncentrationer af PFHxS og PFUnA er bemærkelsesværdige. Den første skulle som C₆-forbindelse ikke undergå bioakkumulering, og den anden kunne være et nedbrydningsprodukt fra 10:2 fluortelomerer. Der var en sammenhæng mellem indtagelse af fisk og højere niveauer af fluorkemikalier i modermælk. Ved den kraftigste eksponering blev det daglige indtag af PFOS+PFOA i en brystbarn beregnet til 47 ng/kg lgv og evalueret som en mulig sundhedsrisiko for spædbarnet.

Den nyeste undersøgelse er fra Sverige (Kärrman et al., 2007). Kun PFOS og PFHxS var til stede i alle modermælksprøver. I ni sammensatte prøver  af blandet mælk fra mange individuelle mødre fra forskellige byer, primært Uppsala, fra årene 1996-2004 viste gennemsnitsniveauer i perioden for PFOS på 0,051 ng/mL. PFOA blev ikke bestemt i disse prøver, men PFNA forekom i tre prøver. Undersøgelsen inkluderede også en afpasset sammenligning mellem niveauer i mælk og blodserum fra 12 mødre. De gennemsnitlige niveauer af PFOS i serum og mælk var henholdsvis 20,7 og 0,201 ng/mL, og således 100 gange lavere niveauer i modermælk end i blod. Det højeste PFOS-niveau i modermælk i denne undersøgelse var 0,465 ng/mL; hvis et spædbarn har et dagligt indtag af 150 mL mælk/kg lgv, vil dette svare til et dagligt indtag af 70 ng fluorkemikalier/kg lgv – noget over en foreløbig fastsat referencedosis på 25 ng/kg lgv/dag.

En pilotundersøgelse i Tyskland inkluderede 19 friske modermælkeprøver fra München og 38 arkiverede prøver fra Leipzig (Völkel et al., 2007). Niveauerne for PFOS rangerede mellem 28 og 309 pg/mL med en median på 119 pg/mL. Yderligere blev 13 frosne mælkeprøver fra Gyor, Ungarn, analyseret. PFOS-niveauerne var højere og på 96-639 pg/mL med en median på 330 pg/mL. PFOA blev kun fundet i 11 ud af 70 prøver, hvori niveauerne var mellem 201-460 pg/mL (detektionsgrænse: 200 pg/mL).

I en anden mindre tysk undersøgelse af 12 sammenblandede mælkeprøver fra Hannover-området samlet i 2000-2004 blev hverken PFOS, PFOSA eller PFHxS detekteret (grænse 0,1-0,4 ng/mL). På den anden side blev der fundet overraskende høje niveauer af PFHxA (område 7,5-22,7 ng/mL) og PFOA (område 4,1-12,7 ng/mL) (Suchenwirth et al., 2006).

Skønt koncentrationer af PFC’er i modermælk er relativt lave, så kan udsættelsen af det brysternærede barn være betydningsfuldt, men de lave concentration af stofferne i modermælk bethyder at blodprøver er bedre til monitering.

8.2 Niveauer i menneskeblod

I blodet er perfluorkemikalier hovedsageligt bundet til serumproteiner, især albumin (Jones et al., 2003b). I de fleste undersøgelser er blodserum analyseret, mens andre analyserer fuldblod eller blodplasma. Når man sammenligner sådanne undersøgelser, er det vigtigt at tage hensyn til, at resultaterne vil afhænge af, hvilken fraktion, der bliver analyseret. I en japansk undersøgelse blev koncentrationer af PFOS målt i fuldblod og serum fra de samme personer. Det viste, at niveauerne i serum var to til tre gange højere (område: 19-41 ng/mL; gennemsnit: 27 ng/mL) end i fuldblod (område: 5-14 ng/mL; gennemsnit: 11 ng/mL) (Taniyasu et al., 2003). En anden undersøgelse af Ehresman et al. (2007) viste, at forholdet mellem plasma og serum for PFHxS, PFOS og PFOA var 1:1 uafhængigt af koncentrationsniveauer. Forholdet mellem serum/plasma til fuldblod var, uafhængigt af den anvendte antikoagulant, ca. 2:1. Forskellen mellem plasma, serum og fuldblod svarer til den volumenforskydning røde blodlegemer, som ikke tiltrækker disse kemikalier, fremkalder. Røde blodlegemer bidrager generelt til 41-45% af vægten af blodet.

8.2.1 Erhvervsmæssig eksponering

Perfluorkemikalier i menneskeblod er i årtier blevet detekteret i individer, som var eksponeret via deres erhverv, og de erhvervsmæssige niveauer kan være 100-1000 gange højere end niveauerne for den generelle befolkning. For eksempel indeholdt blodet fra en arbejder, der håndterede ammoniumsaltet af PFOA, op til 71 µg organisk fluor/ml blod (Ubel et al., 1980). Senere fandt man ud af, at serum PFOS-koncentrationerne blandt produktionsarbejdere i PFOS-relaterede processer udgjorde i gennemsnit 0,5-2 ppm (mg/L) med et interval på <0,1-12 ppm (Olsen et al. 2003ab). De oprindelige gennemsnit for blodserumkoncentrationerne af PFOS, PFHxS og PFOA samlet i 1998 fra en gruppe på 24 pensionerede produktionsarbejdere, der arbejdede med fluorkemikalier, var 799 ng/mL for PFOS, 290 ng/mL for PFHxS og 691 ng/mL for PFOA (Olsen et al., 2007a).

Landmænd og havnearbejdere fra Polen havde samme blodniveauer af perfluorkemikalier som en referencebefolkning, så arbejdere bliver ikke generelt eksponeret for disse kemikalier i høj grad (Falandysz et al., 2006).

8.2.2 Eksponering af den generelle befolkning

Der er to produktionsmetoder til at syntetisere polyfluoralkylkemikalier. Den elektrokemiske fluoreringsproces (ECF) resulterer i en blanding af linære og forgrenede isomere, men telomeriseringsprocessen vil kun resultere i linære isomere. Isomerfordelingen af perfluorcarboxylater i menneskeblod kan bruges til at identificere eksponeringskilden.

PFC’er er knyttet til serum proteiner, og serum har derfor højere forureningsniveauer end fuldblod. Derfor er det bedst at måle disse kemikalier i blod serum eller plasma. Ikke desto mindre er fuldblod analyseret i en række undersøgelser. Resultater herfra er ikke direkte sammenlignelige, da fuldblodsniveauer vil være 2-3 gange lavere end serumniveauer.

8.2.2.1 USA niveauer

I den første undersøgelse af 65 kommercielt tilgængelige serumprøver fra mennesker var gennemsnitsniveauet af PFOS 28,4 ng/mL, med et interval på 6,7-81,5 ng/ml; PFOA og PFHxS blev kvantificeret i halvdelen af prøverne, og PFOSA kun i en prøve, og på meget lavere niveauer (Hansen et al., 2001).

Blodserum fra 31 amerikanske bloddonorer i alderen 5-74 år blev analyseret for fluorkemikalier af Olsen et al. (2003a). PFOS blev bestemt i alle på nær én prøve, og koncentrationerne rangerede mellem <6,1 og 58,3 ng/mL. Gennemsnittet af de positive prøver for PFOS var 18,3 ng/mL, og det gennemsnitlige forhold mellem serum og lever var 1:3. I blodserum var de gennemsnitlige niveauer for PFOA, FOSA og PFHxS henholdsvis 3,1, 4,5 og 2,4 ng/mL. Kun nogle få prøver havde niveauer af PFOSA og PFHxS over kvantificeringsgrænserne.

En større undersøgelse karakteriserede PFOS og seks andre relaterede fluorkemikalier i serumprøver taget i 2000-2001 fra 645 voksne amerikanske bloddonorer fra byer i seks stater (Olsen et al., 2003b). Niveauerne rangerede fra den lavere bestemmelsesgrænse på 4,1 til 1,656 ng/mL (ppb) med et geometrisk gennemsnit på 34,9 ng/mL. Gennemsnittet var lidt højere blandt mænd end kvinder, men der blev ikke fundet noget markant forskel mht. alder. Niveauerne af de andre fluorkemikalier var en størrelsesorden lavere. Gennemsnittene af PFOA, PFHxS, PFOSAA (N-ethyl perfluoroctansulfonamidacetat, oxideringsprodukt af N-EtFOSE) og M570 (oxideringsprodukt af perfluoroctansulfonamidethanol) i seks byer var henholdsvis 4,3-5,3, 1,8-2,2, 1,6-2,1 og 1,3-1,4 ng/mL. PFOSAA og M570 blev betragtet som markører af forbrugerrelateret eksponering.

I en undersøgelse af en ældrebefolkning (238 personer i alderen 65-96) i Seattle var området af PFOS i blodet <3,4-175 ng/mL med et geometrisk gennemsnit på 31 ng/mL (Olsen et al., 2004). Dette blev betragtet som inden for det normale område (30-40 ng/mL) for individer, som ikke blev eksponeret via deres erhverv. De ældste individer havde lidt lavere koncentrationer, men der blev ikke noteret nogen forskelle mellem kønnene. I undersøgelsen rangerede niveauerne af PFOA, PFHxS, PFOSAA og M570 mellem henholdsvis <1,4-16,7 ng/mL (gennemsnit: 4,2 ng/mL), <1,4-40,3 ng/mL (gennemsnit: 2,2 ng/mL), <1,6-21,1 ng/mL (gennemsnit: 1,5 ng/mL) og <1,0-6,6 ng/mL (gennemsnit: 1,2 ng/mL).

Serumprøver samlet i juli 2003 fra 20 voksne fra Atlanta, GA, indeholdt alle PFOS (gennemsnit: 56 ng/ml; område: 3,6-164 ng/mL), PFOA (gennemsnit: 4,9 ng/mL; område: 0,2-10,4 ng/mL), PFHxS (gennemsnit: 3,9 ng/mL; område: 0,4-11,2 ng/mL), PFNA (område: 1,3-4,4 ng/mL) og Me-PFOSA-AcOH (område: 0,4-5,2 ng/mL). PFOSA, PFDA, PFUnA og Et-PFOSA-AcOH blev bestemt i endda lavere niveauer i de fleste prøver, men ikke i alle (Kuklenyik et al., 2004).

Niveauerne af PFOS og PFOA i 100 serumprøver fra år 2000 og 40 plasmaprøver samlet i 2005 fra bloddonorer i Minneapolis-St. Paul blev sammenlignet i en ny undersøgelse af Olsen et al. (2007b) for at checke, om produktionsstoppet af PFOS havde haft en påvirkning af blodniveauerne. Det viste sig, at det geometriske gennemsnit for PFOS på 33,1 ng/mL i 2000 faldt til 15,1 ng/mL eller det halve i 2005. Det samme sket for PFOA med et gennemsnit på 4,5 ng/mL i 2000 og 2,2 ng/mL i 2005.

Calafat et al. (2006a) har målt 11 perfluorkemikalier i 23 arkiverede, sammenblandede serumprøver samlet fra 1990-2002 på forskellige steder i landet. Koncentrationerne af PFOS rangerede 13,8-56,5 ng/mL (gennemsnit 31,1 ng/mL), af PFOA 2,8-23,7 ng/mL (gennemsnit 11,6 ng/mL) og af PFHxS <0,3-3,1 ng/mL (gennemsnit 2,0 ng/mL).

I en anden undersøgelse af 54 sammenblandede serumprøver samlet fra 1.832 deltagere i ”2001-2002 National Health and Nutrition Examination Survey (NHANES)” var gennemsnitskoncentrationerne af PFOS blandt ikke-latinamerikanske hvide mænd og kvinder henholdsvis 40 ng/mL og 24 ng/mL og højere end for både non-latinamerikanske sorte mænd (18 ng/mL) og kvinder (18 ng/mL) eller mexicansk-amerikanske mænd (14 ng/mL) og kvinder (11 ng/mL) (Calafat et al., 2006b). En lignende forskel blev set for PFOA men på lavere niveauer; blandt ikke-hispanic hvide mænd og kvinder henholdsvis 7 ng/mL og 4 ng/mL, og højere end for både ikke- latinamerikanske sorte mænd (3,6 ng/mL) og kvinder (2,85 ng/mL) eller mexicansk-amerikanske mænd (3 ng/mL) og kvinder (2 ng/mL). I en senere undersøgelse undersøgte den samme forskergruppe 1.562 NHANES serumprøver fra de tidligere år 1999-2000 for andre varianter end køn og etnisk afstamning som blev bestemt tidligere (Calafat el al., 2007a). Konklusionen var, at højere uddannelse var forbundet med højere PFAS-niveauer, men alder havde ingen betydning.

I en opfølgningsundersøgelse blev 2.094 serumprøver fra NHANES 2003-2004 analyseret, og PFOS, PFOA, PFHxS og PFNA blev detekteret i >98% af prøverne (Calafat et al., 2007b). Geometriske gennemsnitskoncentrationer i 2003-2004 var markant lavere end i 1999-2000 for PFOS (32%), PFOA (25%) og PFHxS (10%), men gennemsnitsniveauet for PFNA var steget 100%.

8.2.2.2 Niveauer i Canada

I en pilotundersøgelse af PFOS, PFOSA og PFOA i 56 canadiske serumprøver var det samlede PFOS-indhold mellem 3,7 til 65,1 ng/mL med et gennemsnit på 28,8 ng/mL. Koncentrationerne af PFOA (område: <1,2-7,2 ng/mL) var en størrelsesorden lavere end det for PFOS og blev kun fundet i 29% af prøverne (Kubwabo et al., 2004).

En undersøgelse af 16 canadiske blodserumprøver viste, at de linære isomere dominerede med 98%, således må PFCA’er komme fra telomerisering (De Silva og Mabury, 2006). Lige-nummererede PFCAer havde højere koncentrationer end ulige-nummererede i modsætning til i de arktiske pattedyr; den højeste koncentration af PFCA var af PFOA (gennemsnit: 4,4 ng/g).

8.2.2.3 Niveauer i Japan

Koncentrationer af PFOS i fuldblod fra 10 japanske frivillige indsamlet i juni 2002 rangerede mellem 2-14 ng/mL med et gennemsnit på ca. 8 ng/mL (Taniyasu et al., 2003).

Mere end 200 serumprøver, samlet i 2002-2003 fra byerne Kyoto, Yokote og Taiwa, blev undersøgt af Harada et al. (2004). Gennemsnitsniveauerne for PFOS og PFOA i serum rangerede fra henholdsvis 3,5 til 28,1 ng/mL og fra 2,8 til 12,4 ng/mL. Højeste niveauer af PFOS og PFOA blev målt i et område med kendt forurening af overfladevandet.

Harada et al. (2004, 2007) har berettet om resultaterne fra analysering af 100 historiske blodserumprøver fra Kyoto, Japan, i perioden 1983-1999, som viste, at PFOA-koncentrationerne steg mere end 4 gange i den periode og fortsatte med at stige, mens niveauerne for PFOS nåede et fast højt niveau i de sene 1980’er. Produktionen af fluorpolymere i Japan steg i den samme periode med 3,5 gange. Niveauerne blev påvirket af adskillige faktorer. Køn og beboelsesområde er de mest indflydelsesrige faktorer, mens alder og rygerstatus ikke var så vigtig. Generelt havde mænd 50-100% højere koncentrationer end kvinder.

Mere end 100 serumprøver samlet i 2003-2004 fra 10 byer viste også store geografiske forskelle (Harada et al., 2007). Med hensyn til PFOS var de geometriske gennemsnitsniveauer i mænd mellem 10,7 ng/mL (område: 3,7-17,6 ng/mL) i Sendai til 29,3 ng/mL (område: 22,2-37,7) Osaka. Den højeste koncentration var 92,2 ng/mL i en prøve fra Akita. Niveauer af PFOA var meget lavere med gennemsnitsniveauer i mænd fra 3,0 ng/mL (område: 0,4-7,8 ng/mL) i Sendai til 14,5 ng/mL (område: 10,7-19,8 ng/mL) i Osaka.

8.2.2.4 Niveauer i Kina

I Kina varierede niveauerne sig med tid og sted. I en undersøgelse (Yeung et al., 2006) blev 85 prøver af fuldblod samlet fra ni byer analyseret. Gennemsnitskoncentrationen af PFOS var størst i prøver samlet fra Shenyang (79,2 ng/mL) i den nordlige del af landet og mindst i prøver fra Jintan (3,72 ng/mL) ved Yangtze Floden. PFHxS var det anden mest forekommende perfluorstof. Der var store forskelle i koncentrationsprofilerne af de forskellige fluorkemikalier imellem de ni byer. I en senere undersøgelse fra den samme forskergruppe blev fem blodprøver fra hver af de fire byer analyseret for 10 perfluorkemikalier (Yeung et al., 2007). PFOS var langt den mest forekommende forbindelse – ca. 90% af indholdet i de tre byer med højt niveau. Jintan havde igen de laveste niveauer af PFOS (gennemsnit: 5,04 ng/mL; område 1,5-12,8 ng/mL) sammenlignet med (gennemsnit: 13,8 ng/mL; område 4,04-21,2 ng/mL), Guizhou (gennemsnit: 20,7 ng/mL; område 7,78-46,2 ng/mL) og Shenyang (gennemsnit: 56,3 ng/mL; område 35,7-12,8 ng/mL).

8.2.2.5 Niveauer i Sverige

I en undersøgelse fra Sverige blev 66 fuldblodprøver, indsamlet i årene 1997-2000 fra den generelle befolkning, analyseret for 12 fluorforbindelser med kædelængde fra 4 til 14 kulstofsatomer (Kärmann et al., 2004). PFOS, PFOA, PFOSA, PFHxS og PFNA blev fundet i 92-100% af prøverne, mens spor af PFDA og PFDoA blev fundet i 65% af prøverne. Foruden dette blev PFDS, PFHxA, PFDoA og PFTeA detekteret i 3-8% af prøverne. Niveauer af PFOS dominerede med et område på 1,7-37 ng/mL og et gennemsnit på 18,2 ng/mL. Den gennemsnitlige sum af alle perfluorerede forbindelser var 24,6 ng/ml.

En senere undersøgelse af blodserum fra 12 mødre indsamlet i 2004 i Uppsala var seks ud af syv perfluorerede kemikalier til stede i alle serumprøver (Kärrman et al., 2007). Det var PFOS (område: 8,0-48 ng/mL; gennemsnit: 20,7 ng/mL), PFHxS (område: 1,8-11,8 ng/mL; gennemsnit: 4,7 ng/mL), PFOA (område: 2,4-5,3 ng/mL; gennemsnit: 3,8 ng/mL), PFNA (område: 0,43-2,5 ng/mL; gennemsnit: 0,80 ng/mL), PFDA (område: 0,27-1,8 ng/mL; gennemsnit: 0,53 ng/mL) og PFUnA (område: 0,2-1,5 ng/mL; gennemsnit: 0,40 ng/mL). Yderligere var der spor af PFOSA til stede i 9 prøver. Medianerne var generelt lidt lavere end gennemsnittene.

8.2.2.6 Niveauer i Norge

I blodserum fra 35 forbrugere af fisk fra en forurenet sø i Norge blev niveauerne af ni fluorstoffer målt (Thomsen et al. 2006). Mænd havde højere niveauer end kvinder. De samlede resultaterne var PFOS (område: 11-62 ng/mL; gennemsnit: 30 ng/mL), PFHxS (område: 0,32-2,2 ng/mL; gennemsnit: 1,2 ng/mL), PFOA (område: 1,3-7.4 ng/mL; gennemsnit: 3,4 ng/mL), PFNA (område: 0,56-4,6 ng/mL; gennemsnit: 1,5 ng/mL), PFDA (område: 0,23-3,1 ng/mL; gennemsnit: 0,67 ng/mL) og PFUnA (område: 0,2-7,7 ng/mL; gennemsnit: 1,5 ng/mL). PFDoA, PFOSA og Me-PFOSA-AcOH blev fundet i nogle af prøverne i niveauer tæt på detektionsgrænsen.

8.2.2.7 Niveauer i Danmark

En nylig undersøgelse af Fei et al. (2007) angiver resultaterne af PFOS og PFOA i 1.399 blodplasmaprøver samlet i perioden marts 1996 – november 2002 blandt en gruppe gravide kvinder i Danmark. Gennemsnitsniveauerne af PFOS og PFOA var henholdsvis 35,3 ng/mL (område: 6,4-106,7 ng/mL) og 5,6 ng/mL (område: <1,0-41,5 ng/mL).

Serumkoncentrationerne af ni perfluorerede forbindelser (PFOS, PFOA, PFOSA, MeFOSA-AcOH, EtFOSA-AcOH, PFHxS, PFNA, PFDA og PFDoA) er blevet målt i to grupper af indbyggere på Færøerne. (Kato et al., 2007). Den første gruppe inkluderede prøver fra 12 mødre indsamlet i 2000 og prøver fra deres 5 år gamle børn indsamlet i 2005. Mediankoncentrationer for PFOS var henholdsvis 23,7 og 16,3 ng/mL; således havde børnene lavere niveauer. Koncentrationer af andre forureninger var meget lavere: henholdsvis 2,4 og 4,5 ng/mL for PFOA. Den anden gruppe bestod af 103 børn på 7 år, og prøverne blev indsamlet i 1993 -1994. Mediankoncentrationen af PFOS var 29 ng/mL og for PFOA 5,5 ng/mL.

8.2.2.8 Niveauer i Tyskland

I 2005 i Tyskland (Bayern) blev 356 prøver af blodplasma fra blodbanker analyseret for PFOS og PFOA (Fromme et al., 2007). For mænd rangerede niveauerne for PFOS fra 2,1-55 ng/mL med en median på 13,7 ng/mL, og PFOA-niveauerne rangerede fra 0,5-19,1 ng/mL med en median på 5,7 ng/mL. For kvinder var niveauerne lidt lavere med PFOS rangerende fra 2,5-30,7 ng/mL med en median på 10,9 ng/mL, og PFOA rangerende fra 1,5-16,2 ng/mL med en median på 4,8 ng/mL. For kvinderne steg niveauerne markant med alderen.

8.2.2.9 Niveauer i Polen

Fuldblod fra en referencegruppe af 15 donorer fra Gdansk i Polen indsamlet i 2003 blev analyseret for 11 fluorkemikalier (PFBS, PFHxS, PFOS, PFOSA, PFHxA, PFHpA, PFOA, PFNA, PFDA, PFUnA og PFDoA) (Falandysz et al., 2006). Alle stoffer, undtagen PFBS, blev kvantificeret i alle prøverne. Koncentrationerne var højest for PFOS og PFOA. Resultaterne vises i Tabel 8.2:

Tabel 8.2: Niveauer af fluorkemikalier i polsk blod (Falandysz et al., 2006)

8.2.2.10 Niveauer i Italien

Corsolini og Kannan (2004)analyserede 50 serumprøver fra Siena, Italien, for PFOS, PFOSA, PFHxS og PFOA. De fleste prøver indeholdt PFOS (gennemsnit: 4,3 ng/mL), en tredjedel indeholdt PFHxS (gennemsnit 1,7 ng/mL), og 10% indeholdt PFOSA (gennemsnit: 1,8 ng/mL). PFOA blev ikke detekteret, men detektionsgrænsen var også ret høj (3 ng/mL).

8.2.2.11 Niveauer i Sri Lanka

Ret høje niveauer af perfluorerede kemikalier blev fundet i blod fra Sri Lanka (Guruge et al., 2004). Niveauerne i hovedstaden Colombo var lidt højere end dem fra et landområde. Maksimale serumkoncentrationer var 18 ng PFOS/mL og 23 ng PFOA/mL.

Koncentrationer af 12 perfluorstoffer (PFOS, PFOSA, PFBS, PFHxS, PFOA, PFPeA, PFHxA, PFHpA, PFNA, PFDA, PFUnA og PFDoA) blev analyseret 30 prøver af blodserum og sædvæske fra Sri Lanka (Guruge et al., 2005). PFBS, PFOSA og PFPeA var under detektionsgrænserne. Seks af disse stoffer (PFOS, PFHxS, PFOA, PFNA, PFDA og PFUnA) blev fundet i alle serumprøver, mens kun PFOS og PFHxS var til stede i sædvæsken. Der var ingen forskelle mellem blodniveauer i folk, der boede i hovedstaden Colombo (PFOS gennemsnit: 7,8 ng/mL; område: 1.5-18.2 ng/mL og PFOA gennemsnit: 9,54 ng/mL; område: 0,6-22,8 ng/mL) og i konventionelle tearbejdere fra et landområde (PFOS gennemsnit: 6,3 ng/mL; område: 1,8-17,5 ng/mL og PFOA gennemsnit: 9,06 ng/mL; område: 1,9-23,5 ng/mL). Dog havde de økologiske tearbejdere på landet lavere niveauer (PFOS gennemsnit: 0,96 ng/mL; område: 0,3-1,33 og PFOA gennemsnit: 0,53 ng/mL; område: 0,2-0,89 ng/mL). De generelle gennemsnitsniveauer var 5,0 ng/mL for PFOS, 0,57 ng/mL for PFHxS, 6,4 ng/mL for PFOA, 0,17 ng/mL for PFNA, 0,09 ng/mL for PFDA og 0,11 ng/mL for PFUnA. Således er PFOA-niveauerne i Sri Lanka højere end niveauerne for PFOS.

8.2.2.12 Niveauer i Korea

I Korea blev 50 fuldblodprøver fra Daegu, den fjerdestørste by i Korea, analyseret (Yang et al., 2004; Kannan et al., 2004). Gennemsnitskoncentrationen af PFOA (88 ng/mL) var højere end koncentrationen af PFOS (15 ng/mL). Der var ingen afhængighed af køn og alder. Mærkelig nok var PFOA kun bestemt i 19-25% af disse prøver. Dette kan forklares ved individuel eksponering fra en lokal kilde.

8.2.2.13 Niveauer i Peru

Calafat et al. (2006a) målte 11 perfluorstoffer i serumprøver samlet i 2003 fra 44 indbyggere fra Trujillo i Peru. De blev kun bestemt i mindre end 25% af prøverne. 95^th percentilen for serumkoncentrationer af PFOS var 1,0 ng/mL, af PFOA var 0,3 ng/mL og af PFHxS 0,4 ng/mL.

8.2.2.14 Niveauer i Arktis

I Arktis er menneskeblodniveauer generelt lavere end i industrialiserede områder. I tolv plasmaprøver fra Bodø i Norge, Naryan Mar i Nordrusland og Taimyr i Sibirien blev lave niveauer af 16 perfluorerede forbindelser bestemt (Odland 2006). Højeste niveauer (median 16 ng/mL; max. 49 ng/mL) blev fundet for PFOS I Nordrusland fulgt af Norge (median 16 ng/mL; max. 28 ng/mL); laveste niveauer i Sibirien (median 9 ng/mL; max. 14 ng/mL). For PFOA var niveauerne meget lavere og næsten de samme de tre steder (median 2 ng/mL; max. 6 ng/mL). For PFNA var niveauerne i Nordrusland (median 6 ng/mL; max. 16 ng/mL) ca. fem gange højere end de andre steder. PFHxS, PFHpS, PFOSA, PFHpA, PFDA, PFUnA, PFDoA og PFTrA havde median niveauer på 0,1-1,5 ng/mL. Resten af stofferne (PFPS, PFNS, PFDS, EtFOSA og PFHxA) havde medianniveauer på 0,002-0,04 ng/mL. The levels of PFOS were much higher than levels of the more well-known chlorinated and brominated contaminants.

Tilstedeværelsen af perfluorerede forbindelser i 23 arkiverede sammenblandede prøver af blodplasma fra kvinder i den nordlige befolkning i Canada blev undersøgt af Tittlemier et al. (2004). Gennemsnitsniveauerne var 36,9 ng PFOS/mL og 2,2 ng PFOA/mL. Alle prøver indeholdt også PFNA (0,11-1,98 ng/mL), mens 70% af prøverne indeholdt sporbare niveauer af PFHpA, og kun en prøve indeholdt PFHxA. Der var ikke nogen forskel mellem niveauerne i inuit og kaukasiske indbyggere, som der er for PCB og dioxin, så kilden til eksponeringen kunne ikke være føden.

8.2.2.15 Internationale sammenligninger

OECD har lavet en oversigt over PFOS og PFOA-niveauer i menneskeblod samlet fra forskellige lande fra 1998-2000. De gennemsnitlige PFOS-niveauer rangerede fra 17-53 ng/mL for PFOS og 3-17 ng/mL for PFOA (OECD 2002).

PFOS og andre perfluorstoffer blev bestemt i blodserum fra den generelle befolkning i USA, Indien og Italien af Kannan et al. (2003). PFOS-niveauer (gennemsnit: 32 ng/mL) i amerikanere er 7-8 gange højere end i italienere, som igen har dobbelt så høje niveauer i forhold til indere. I størstedelen af prøverne fra USA blev PFHxS, PFOA og PFOSA også detekteret (gennemsnit: henholdsvis 3,9, 5,1, og 3,4 ng/mL). På den anden side havde en tredjedel af prøverne fra Italien og Indien sporbare niveauer af PFHxS, men PFOA og PFOSA kun var sporbare i nogle få eller ingen prøver. Koncentrationen af PFNA og PFDA var mellem 0,5 og 1 ng/mL. Der blev ikke set nogen variation i køn eller alder.

En anden undersøgelse af Kannan et al. (2004) berettede om koncentrationer af perfluorerede forbindelser (PFOS, PFHxS, PFOA, PFOSA) i 473 blod/serum/plasma-prøver fra 9 lande (USA, Columbia, Brasilien, Belgien, Italien, Polen, Indien, Malaysia og Korea). I alle lande, udover Korea, var PFOS langt den dominerende forurening med gennemsnitsværdier rangerende fra 66 ng/mL i Kentucky, USA, og til 2,3 ng/mL i Indien.

Figur 8.1 og Figur 8.2 viser data fra forskellige lande af PFOS og PFOA i henholdsvis blodserum/plasma og fuldblod. Adskillelsen I to diagramer skyldes at fuldblodniveauer vil være 2-3 gange lavere end serum og plasmaniveauer, fordi PFC’er er knyttet til serum proteiner.

Figur 8.1: Gennemsnitlige koncentrationer af PFOS og PFOA i menneskeblod (serum/plasma) fra forskellige lande.

Figur 8.2: Gennemsnitlige koncentrationer af PFOS 0g PFOA i fuldblod fra forskellige lande.

De højeste koncentrationer ses i USA, Kina og Korea.

8.2.2.16 Sammenfatning og konklusion

Blodkoncentrationer af PFC’er er blevet målt i mange lande men mest i USA, hvor niveuerne generelt er høje. I alle lande undtagen Korea, er PFOS blevet bestemt i meget højere koncentration end de andre PFC’er. Typiske gennemsnitlige serum koncentrationer af PFOS i industrialiserede lande er 20-30 ng/mL med maksimum niveauer på mindre end 100 ng/mL. I landområder er serumniveauerne oftest mindre end 10 ng PFOS/ml. Den næstmest forekommende PFC er normalt PFOA med typiske gennemsnitlige serumkoncentrationer på 3-5 ng/mL. Nogle af de højeste PFOS blodniveauer (2-3 gange de typiske niveauer) i den almindelige befolkning blev konstateret i industriområder i USA of Kina. Foreløbige resultater fra Danmark tyder på lidt højere koncentrationer end I vore nabolande med gennemsnitlige PFOS koncentrationer i blod serum på 35 ng PFOS/mL og med en maximumskoncentraion på 107 ng/mL.

8.2.3 Navlestrengsblod

Perfluorerede forbindelser blev undersøgt i moderblod og i navlestrengsblod i 15 gravide japanske kvinder. PFOS-koncentrationer i moderblod rangerede fra 4,9 til 17,8 µg/L, hvorimod disse i navlestrengsblod rangerede fra 1,6 til 5,3 µg/L, eller en tredjedel af moderniveauerne. PFOA blev kun bestemt i 3 af de 15 moderprøver med koncentrationer rangerende fra 0,5 til 2,3 µg/L. PFOSA blev ikke detekteret i nogen prøve (Inoue et al., 2004).

Niveauer af perfluorerede forbindelser i blodplasma fra navlestrenge (arkiverede sammenblandede prøver) fra kvinder i den nordlige befolkning i Canada var ca. halvdelen af moderblodet eller lidt højere end fundet i Japan (Tittlemier et al., 2004).

Midasch et al. (2007) bestemte PFOS og PFOA i moderblod og navlestrengsblodplasma fra 11 tyske mødre. Koncentrationer af PFOS i moderblod rangerede fra 7,8-16,4 ng/mL med en median på 13,0 ng/mL. I navlestrengsblodet rangerede PFOS-koncentrationerne fra 3,3-9,5 ng/mL med en median af 7,3 ng/mL; således var næsten halvdelen af moderblodet som målt i Canada. Med hensyn til PFOA var niveauerne i navlestrengsblodet meget lavere og rangerede fra 1,5-4,0 ng/mL med en median på 2,6 ng/mL, og overraskende var niveauerne i navlestrengsblodet lidt højere end moderblodet med et område på 1,5-4,6 ng/mL og en median på 3,4 ng/mL.

Apelberg et al. (2007a) analyserede navlestrengsserum fra 299 nyfødte født i Baltimore, USA, I 2004-2005, for 10 polyfluorforbindelser. PFOS og PFOA blev detekteret i alle prøver med geometriske gennemsnitskoncentrationer på henholdsvis 4,9 ng/mL og 1,6 ng/mL.

En sammenligning af PFOS og PFOA i 200 moderblodplasmaprøver og 50 blodplasmaprøver fra navlestrenge i Danmark 1996-2002 viste, at de gennemsnitlige niveauer i moderblodet af PFOS (29,9 ng/mL) var 2½ gang niveauerne i navlestrengsblodet (11,0 ng/mL). Forskellen var meget mindre for PFOA, der havde de nedre gennemsnitsniveauer på 4,5 ng/mL i moderblodet og 3,7 ng/mL i navlestrengsblodet (Fei et al., 2007).

Som det ses så er niveauer af PFC’er i navlestrengsblod omkring halvdelen af niveauet i modernens blod. Det betyder at en vis del passerer moderkagen.

8.3 Niveauer i sæd

Ret høje niveauer af perfluorerede kemikalier blev fundet i blod og sæd fra Sri Lanka (Guruge et al., 2004). Niveauerne i hovedstaden Colombo var lidt højere end i et landområde. Niveauerne i sæd var ti gange lavere end i blodserum. Maksimale blodserumskoncentrationer var 18 ng PFOS/mL og 23 ng PFOZ/mL.

8.4 Niveauer i leveren

Levere fra 31 amerikanske bloddonorer blev analyseret for fluorkemikalier af Olsen et al. (2003a). PFOS-koncentrationer fra lever rangerede mellem <4,5 til 57 ng/mL, med i ca. halvdelen af leverprøverne var niveauerne under grænsen for kvantifikation. Gennemsnittene af de positive prøver var 28,0 ng/g ww for leveren. Det gennemsnitlige forhold mellem serum og lever var 1:3. Kun en lever havde målbart indhold af PFOA.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2008, © Miljøstyrelsen.