11 Human risikovurdering

Kortlægning og miljø- og sundhedsmæssig vurdering af fluorforbindelser i imprægnerede produkter og imprægneringsmidler

11.1 Toksikologisk sammenfatning
11.2 Tolerabelt dagligt indtag

Generelt er viden om toksiciteten af de perfluorerede forbindelser ret sparsomme, og det vil tage noget tid og mange indsatser, før vi vil have tilstrækkelig information til evaluering af den fulde konsekvens af de nuværende niveauer i mennesker.

11.1 Toksikologisk sammenfatning

PFOA og PFOS kan binde sig til proteiner i blodet og akkumulere i forskellige kropsvæv i eksponerede organismer, deriblandt i lever, nyrer, testikler og hjerne. Halveringstiderne for PFOS og PFOA i menneskeblod er blevet vurderet til omkring 4 år, men hele kropshalveringstiden vil endda være længere, da udskillelsen af disse kemikalier i mennesker er ubetydelig.

Skønt perfluoralkylsulfonsyrer og -carboxylsyrer er tæt relaterede rent strukturmæssigt, frembringer disse kemikalier forskellige biologiske reaktioner in vitro og in vivo. Den akutte dødelige toksicitet er moderat svarende til en klassifikation som sundhedsskadelig. PFOS er mere toksisk end PFOA, og toksiciteten af perfluorerede kemikalier stiger generelt med længden af alkylkæden.

Leveren er det primære målorgan for perfluorforbindelser. PFOS og PFCA’er forårsager ”peroxisom proliferation” i leveren hos gnavere samt inducerer forskellige enzymer, der er involveret i fedtstof- og hormonmetabolisme. PFDA med en længere alkylkæde ser ud til at være endnu mere aktivt end PFOA. Toksiske påvirkninger er blevet rapporteret, som f.eks. induktion af fedtlever og afkobling af respirationskæden i mitochondrierne.

Subkronisk eksponering af dyr til PFOS kan føre til markant vægttab fuldt af levertokcisitet og reduktion af serum cholesterol og skjoldbruskhormoner. PFOA og PFOS indvirker også på serumniveauerne af forskellige kønshormoner, f.eks. reduktion af testosteron og stigning af østradiol i rotter. Således optræder det som et hormonforstyrrende stof.

PFOS, PFOSA, PFHxS og perfluorcarboxylsyrer med kulstofkædelængde på 7-10 kan hurtigt og reversibelt inhibere ”gap junction intercellular communication” dosis-afhængigt, og PFDA inhibere mere end PFOA. ”Gap junction intercellular communication” (GJIC) er den vigtigste måde, som intracellulære signaler overføres på, og det er således vigtigt for den normale cellevækst og cellefunktion. Brist i denne kommunikation kan føre til fosterskader, neuropati, ufrugtbarhed, sukkersyge, autoimmune sygdomme, cancer og andre sygdomme.

Skønt de fluorerede kemikalier ikke synes at være udpræget genotoksiske , forårsager PFOA testikeltumorer, og PFOS og EtFOSE fremkalder leverkræft i forsøgsdyr. USEPA klassificerer PFOA som et kræftfremkaldende stof i dyr.

PFOS forårsager påvirkninger på fosterudviklingen, deriblandt reduceret fostervægt, ganespalte, ødemer, forsinket knogledannelse af skelettet og abnormaliteter i hjertet. De strukturelle abnormaliteter blev dog fundet i grupperne med den højeste PFOS-dosis, hvor der også blev konstateret markante reduktioner af vægtforøgelsen og fødeindtagelsen hos de drægtige moderdyr. Således kan der sættes spørgsmålstegn ved relevansen af disse påvirkninger. PFOA forårsager også reduceret fødselsvægt, mens PFBS og PFHxS hverken har en markant påvirkning på reproduktionen eller på fosterudviklingen, selv ved høje doser.

Erfaringerne fra arbejdsmiljøet har ikke indikeret nogen uønskede bivirkninger på helbredet blandt udsatte arbejdere, bortset fra et retrospektiv gruppedødelighedsstudie over en arbejdsstyrke, der producerede perfluoroctansulfonylfluorid (PFOSF), hvor der blev rapporteret en overvægt af blærecancer ved jobs med høj eksponering.

Risikokarakteriseringen for den generelle befolkning viser ifølge Butenhoff et al. (2004) en tilstrækkelig margin for eksponering og sikkerhed. Denne vurdering blev dog baseret på data vedrørende forøgelse af levervægten og Leydig celle adenom i dyr, som kan være irrelevant for mennesker.

To nyere undersøgelser af mennesker kæder prænatal eksponering til perfluorerede forbindelser sammen med lavere fødselsvægt og andre effekter, som er konstateret i forsøgdyr (Apelberg et al., 2007b; Fei et al., 2007).

11.2 Tolerabelt dagligt indtag

De britiske myndigheders udvalg om toksikologi (U.K. Committee on Toxicity) har i 2006 foretaget følgende risikovurdering af PFOA og PFOS:

Den laveste NOAEL fundet for PFOA var 0,06 mg/kg lgv/d for forøget levervægt i rotter i et 13-ugers studie. Et fem gange højere niveau på 0,3 mg/kg lgv/d og en usikkerhedsfaktor på 100 for at tillade variation mellem arter og inden for arter blev brugt til at komme frem til den tolerable daglige indtagelse (TDI) for PFOA på 3 mg/kg lgv/d. Denne blev sammenlignet med en anslået fødeindtagelse af PFOA på op til 0,1 mg/kg lgv/d for voksne og 0,3 mg/kg lgv/d for småbørn.
Den laveste NOAEL fundet for PFOS var 0,03 mg/kg lgv/d for formindsket T3-hormonniveauer i en 26-ugers abeundersøgelse. Den blev brugt til at foreslå en foreløbig tolerabel daglig indtagelse (TDI) for PFOS på 0,3 mg/kg lgv/d med brug af en usikkerhedsfaktor på 100 for at tillade variation mellem dyr og mennesker, og variation mellem mennesker. Indtagelsen af PFOS med kosten i Storbritanien blev estimeret til max. 0,2 mg/kg lgv/d i voksne og 0,5 mg/kg lgv/d i 1,5-2,5 år gamle småbørn. Således overskrides denne foreløbige TDI for nogle små børn og er tæt på voksnes gennemsnitlige indtagelse.

Der er mange aspekter i disse risikovurderinger, som man kan sætte spørgsmålstegn ved:

Den laveste NOAEL for PFOA blev ikke brugt.
Varigheden af de dyreforsøg, hvorfra de anvendte data blev samlet, var 3-6 måneder. Data fra livstidsdyreforsøg vil sandsynligvis betyde lavere NOAEL. Normalt bruges der en yderligere usikkerhedsfaktor på 10, når der bruges sub-chronic i stedet for kroniske toksicitetsundersøgelser. Dette er ikke blevet gjort i denne risikovurdering.
Den konservative tærskeltilgang er brugt for PFOA, selvom PFOA betragtes som et kræftfremkaldende stof i dyr. For kræftfremkaldende stoffer anses det af mange for umuligt at fastsætte en tærskelværdi for effekten
Usikkerhedsfaktoren på 100, der er anvendt i beregningerne ovenfor mht. ekstrapolering fra dyreforsøg til mennesker, ser ud til at være meget konservativ, fordi halveringstiden for disse kemikalier i menneskeblod er 20-100 gange længere end halveringstiden i gnavere (se Kapital 9), og der er andre forskelle, som skal medregnes. Kendsgerningen, at udskillelse igennem nyrerne af PFOA og PFOS næsten er ubetydelig i mennesker, modsat en stor aktiv udskillelse i forsøgsdyr (Harada et al., 2005a), betyder, at disse kemikalier i mennesker forlader blodet via fordeling til indre organer og ikke via udskillelse fra kroppen. Dette forøger betragteligt den indre eksponeringstid i kritiske organer og gør risikovurderinger af perfluorerede kemikalier, som er baseret på dyreforsøg, meget vilkårlige og upålidelige.
Den omtalte maksimale fødeindtagelse i UK er måske ikke typisk for andre lande, og tidstendensen er ikke kendt.
Mennesker eksponeres for disse kemikalier og deres forstadier fra andre kilder end fødevarer. Nogle undersøgelser har vist, at direkte produkteksponering, indendørsluft og husstøv i nogle tilfælde kan være vigtigere. Det skal medtages i vurderingen af om TDI er overskredet eller ej.