Den ansvarlige virksomhed

Sæt et grønt stempel på jeres produkt

Flere og flere private kunder efterspørger information om produkters miljøprofil. En miljøvaredeklaration giver virksomhedskunder overblik over miljøbelastningen fra vugge til grav. Blomsten og Svanen giver slutforbrugeren vished for, at produkterne opfylder skrappe miljøkrav.

Moderne kunder efterspørger miljørigtige produkter. Derfor er det ikke nok at sikre en miljørigtig produktion. Man må også sikre sig, at kunden kan se det på varen. Det gælder både slutforbrugere og virksomhedskunder.

Mærker som EU’s Blomsten og det nordiske Svanen er rettet mod forbrugerne.

Mærkerne viser, at produktet lever op til en række miljøkriterier. I dag findes der 2.300 produkter med de to mærker på det danske marked.

Det er de samme tanker, der ligger bag en miljøvaredeklaration, men den er rettet mod virksomhedskunder og giver mere detaljeret information om produktet. Det er en troværdig måde at fortælle om, hvordan ens produkt påvirker miljøet, og den kan åbne et helt nyt marked. Det oplevede Kim Laursen, der er direktør for virksomheden Melitek A/S, der producerer PVC-frie plastgranulater til medico-industrien.

“En ny, stor svensk kunde ville gerne have, at vi lavede en analyse og deklaration, der kunne fortælle miljøhistorien fra vugge til grav om et af vores produkter,” fortæller Kim Laursen. Melitek gennemførte derfor en livscyklusvurdering som del af et såkaldt Co-operative Research Project (CRAFT) med støtte fra EU. Virksomheden blev herefter valgt som materialeleverandør af den svenske kunde. Det har været en god investering, også på lidt længere sigt.

“Vi har nu et værktøj, som vi kan rette til og bruge på andre produkter. Har man et godt renomme inden for miljø, og kan man dokumentere, at ens produkt er bæredygtigt, opnår man en seriøs status som leverandør af råplastvarer. Det fanger kunderne, så man får kundetilgang og opnår en strategisk førerposition i sit marked. Det mærker vi tydeligt,” siger Kim Laursen.

“Det fanger kunderne, så man får kundetilgang.”

Produktet under lup med miljøvaredeklaration

• Miljøvaredeklarationer lægger op til en målrettet miljøindsats, for eksempel hvis man har et særligt problematisk produkt eller vil henvende sig til en særligt miljøbevidst målgruppe med et bestemt produkt.

• Miljøvaredeklarationer støtter sælgerne i deres arbejde - alle relevante miljødata er lige ved hånden.


Styrk produktets profil med et miljømærke

• Blomsten og Svanen er Danmarks officielle ?
miljømærker. Miljømærkerne er kundernes og indkøbernes garanti for, at et givent produkt eller en serviceydelse opfylder skrappe miljøkrav, at der er taget hensyn til sundheden, og at kvaliteten er god.

• Som producent kan man få licens til at mærke et produkt eller en serviceydelse ud fra en række kriterier og krav, som man skal kunne dokumentere, at produkterne lever op til.

• Miljømærkning Danmark varetager den daglige administration af miljømærkerne Blomsten og Svanen i Danmark og fungerer samtidig som uafhængig kontrolinstans i forhold til mærkerne.

Læs mere på deres hjemmeside www.ecolabel.dk.

Fra vugge til grav
For virksomheden er den store udfordring ved en miljøvaredeklaration, at det er nødvendigt at analysere alle faser af produktets tilblivelse fra vugge til grav. Det sker i en livscyklusvurdering, også kaldet LCA (Life Cycle Assessment). Her medtænker man også de dele af produktionen, der ligger uden for ens egen virksomhed. En pose chips har for eksempel et livsforløb, der strækker sig helt fra dyrkning og høst af kartofler over transport, udskæring og stegning til pakning og slutdistribution. For at fastslå miljøbelastningen må hver eneste fase vurderes.

En miljøvaredeklaration kan være med til at skaffe nye kunder. Det oplever Melitek, der producerer PVC-frie plastgranulater.

 



Version 1.0 December 2008, © Miljøstyrelsen.