| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Håndtering af lettere forurenet jord - Fase 1

4 Diskussion af betingelser for anvendelse af lettere forurenet jord

• 4.1 Overvejelser vedrørende størrelse og udstrækning af genanvendelsesprojekter
  • 4.1.1 Maksimal længde/højde
  • 4.1.2 Fastsættelse af krav til maksimalt areal
  • 4.1.3 Mængder af lettere forurenet jord
• 4.2 Beregning af maksimalt areal
• 4.3 Anbefaling af anlægsmæssige betingelser for genanvendelse af lettere forurenet jord
• 4.4 Overvejelser vedrørende grænseværdier for faststofindhold

4.1 Overvejelser vedrørende størrelse og udstrækning af genanvendelsesprojekter

4.1.1 Maksimal længde/højde

Generelt viser plottene i de foregående afsnit, at genanvendelse ud fra de kendte data for udvaskning af sporelementerne synes mulig i en udstrækning på i hvert fald op til en længde på 100 m i grundvandsstrømningens retning med samtidig overholdelse af kravene til grundvandskvalitet i et punkt 30 eller 100 m nedstrøms den nedre afgrænsning af genanvendelsesområdet ved en genanvendelseshøjde på 1 m. Ved en simuleret anvendelseslængde på 500 m fås – for de foreslåede faststofgrænser for lettere forurenet jord – overskridelse af grundvandskvalitetskriterierne for et lidt større antal af udvaskningstestene, hvilket ligeledes er tilfældet for en anvendelseshøjde på 5 m med en anvendelseslængde på 100 m.

Beregningerne for anvendelseshøjder svarende til typiske dimensioner for støjvolde (hhv. 4 og 8 m højde) giver retningslinier for, hvilke anvendelseslængder man vil kunne tillade for sådanne højder, alt efter hvilke krav til udvaskningen fra den lettere forurenede jord man måtte vælge. I overensstemmelse med beregningerne for 5 m anvendelseshøjde viste beregningerne, at længden af støjvolde på hhv. 4 og 8 m højde burde være mindre end 100 m med de her antagne krav til faststofindholdet af forureningskomponenter i (og dermed indirekte udvaskningen af disse fra) den lettere forurenede. Jo strengere krav der stilles til udvaskning/faststofindhold, des større applikationer vil kunne tillades.

4.1.2 Fastsættelse af krav til maksimalt areal

I de hidtidige betragtninger er der alene taget hensyn til overholdelse af grundvandskvalitetskriteriet i en given afstand fra den nedstrøms afgrænsning af genanvendelsesområdet. På grund af geometrien i de anvendte scenarier, hvor grundvandstrømningen antages at være vinkelret på genanvendelsesområdets udstrækning ind i planet (ind i papiret), er udstrækningen af genanvendelsesområdet i den retning ikke af betydning for den attenuering, som beregnes i det nedstrøms punkt (POC). Man tager ved den valgte fremgangsmåde altså ikke hensyn til det samlede areal af genanvendelsen, men kun til udstrækningen i den ene retning (ovenfor omtalte ”længde”), som så antages at være parallel med grundvandsstrømningen (se figur 4.1).

Figur 4.1 Skitse af den 2-dimensionale vurdering af længde og højde af genanvendelsen. Genanvendelsesområdet har en udstrækning (længde) i grundvandsstrømningens retning.

For at kunne vurdere den tilladelige samlede udstrækning af genanvendelse af lettere forurenet jord uden restriktioner på den tilladte infiltration gennem den genanvendte jord, må man vurdere den samlede udvaskning fra genanvendelsen og sammenholde denne med grundvandsressourcen og ændringen i kvaliteten af denne. Man må altså vurdere udvaskningen fra hele arealet/volumenet af genanvendelsesområdet.

Figur 4.2 Skitse af samme problemstilling som i figur 4.1, men set ovenfra og med den tredje dimension af genanvendelsesområdet (”bredden” eller udstrækningen langs y-aksen) indarbejdet.

En tilgang til dette kunne være, at man forlangte, at der inden for et givet delområde ikke måtte ske en tilførsel af perkolat, som set over hele området førte til, at grundvandstilvæksten (grundvandsdannelsen) havde en kvalitet, der var ringere end grundvandskvalitetskravet. Dette område kunne så udgøres af for eksempel et indvindingsområde, en region eller i princippet af hele landet. En grundvandstilvækst med vandkvalitet bedre end grundvandskvalitetskravet vil isoleret set for genanvendelse af jord sikre, at grundvandskvaliteten på længere sigt forbliver bedre end kvalitetskravet. Effekten af andre forureningskilder inddrages ikke i disse betragtninger.

4.1.3 Mængder af lettere forurenet jord

Miljøstyrelsen har oplyst, at den samlede mængde af lettere forurenet jord, som forventes flyttet i 2008, er ca. 3 mio. m³. For 2001 estimeres det, at ca. 12% af den lettere forurenede jord er blevet genanvendt. Dette vil for 2008-tallene svare til en genanvendelse af ca. 360.000 m³.

4.2 Beregning af maksimalt areal

Ved beregningen af den maksimalt tilladelige udvaskning optræder den maksimalt tilladte koncentration i udsivningen (benævnt C₀ i (2-1)). Denne koncentration er den maksimalt tilladte fra genanvendelsen med den beregnede attenuering af udsivningen til det nedstrøms POC. Hvis man stiller det krav, at udsivningen set over et delområde skal overholde grundvandskvalitetskravet, skal denne C₀ attenueres, indtil dette opfyldes. Det forudsættes, at infiltrationen er den samme inden for hele delområdet, det vil sige både inden for og uden for områder med lettere forurenet jord. I tabel 4.1 er C₀-værdierne for en antaget udstrækning af anvendelsesområdet på 100 m og POC 100 m nedstrøms gengivet. Ud fra grundvandskvalitetskriteriet for det samme stof er den påkrævede attenueringsfaktor angivet. Denne værdi (ganget med 100) angiver den procentdel af det samlede oplandsareal, som må være optaget af lettere forurenet jord. Som nævnt tager denne fremgangsmåde ikke hensyn til, at der kan være andre forureninger, og den tager heller ikke hensyn til et muligt baggrundsniveau i den ”rene” infiltration.

Man bemærker fra tabel 4.1, at de komponenter, som kræver mest attenuering og dermed de skrappeste arealkrav, logisk nok er de komponenter, der er mest retarderede, det vil sige Cr(III), Cu og Pb, da disse har de mest lempelige krav til udvaskningen på grund af deres store tilbageholdelse i akviferen. Ud fra tabel 3.3 kan man anslå, at maksimalt 1% af arealet inden for ethvert indvindingsopland må udgøres af genanvendt lettere forurenet jord uden restriktioner på infiltrationen. Opgjort for hele Danmark bliver det tilladte areal altså 430 km². Under antagelse af, at der gælder den restriktion, at man generelt kun har tilladelse til genanvendelse i en højde på 1 m, svarer dette til 4,3·10⁸ m³ eller til ca. 150 års produktion af lettere forurenet jord (ud fra 2008-tal). Arealkravet på maksimalt 1% kan således ikke siges at være restriktivt set for Danmark som helhed.

Højden af genanvendelsen spiller – som illustreret i afsnit 2.8 – en rolle for den beregnede C₀-værdi og dermed ad denne vej også for arealkravet. Højden af genanvendelsen spiller i øvrigt kun en rolle for den periode, hvori styrken af udvaskningen opretholdes og influerer herved kun indirekte på arealkravet. Den maksimalt (generelt tilladelige) anvendelseshøjde bør således fastsættes ud fra beregningerne for overholdelse af grundvandskvalitetskriteriet i POC.

Hvis man antager den estimerede bæredygtige indvinding på 10⁹ m³/år for Danmark (GEUS, 2003) jævnt fordelt som infiltration over Danmark, fås en ”bæredygtig” infiltration på ca. 25 mm/år. På denne groft forenklede baggrund vil indvindingsoplandet for en mindre indvindingsboring på 100.000 m³/år således estimeres til en udstrækning på 4 km². Inden for dette indvindingsopland må der altså ligeledes kun ske genbrug af 1% lettere forurenet jord, svarende til 40.000 m³ (ved 1 m anvendelseshøjde), hvilket igen svarer til ca. 1,3% af den samlede årlige produktion af lettere forurenet jord i Danmark.

Tabel 4.1 Den maksimalt tilladte koncentration, C₀, ved L/S = 0 l/kg beregnet ud fra et anvendelsesområde på 100 m i udstrækning og 100 m til POC, grundvandskvalitetskriteriet for samme stof og den påkrævede attenuering af C₀ for at overholde nedsivning af den påkrævede grundvandskvalitet. Sidste kolonne viser hvor stor en procentdel af et givet område, der må være besat af genanvendelse af lettere forurenet jord, for at målsætningen om tilførsel af vand renere end grundvandskvalitetskriteriet kan overholdes.

Hvis man forestiller sig fuld genanvendelse af de ca. 3·10⁶ m³ lettere forurenet jord pr. år udlagt i 1 m tykkelse og med fuld infiltration (350 mm/år), vil dette udgøre en årlig vandmængde på 1,05·10⁶ m³/år svarende til ca. 1,1‰ af den bæredygtige vandindvinding, som vil være forurenet over grundvandskvalitetskriteriet. Man kan således formentlig godt forestille sig fuld genanvendelse af den lettere forurenede jord. Det skal dog understreges, at udvaskningen fra genanvendelserne vil opretholde en betydelig styrke i udvaskningen i mange år, og at man således bør vurdere den akkumulerede placering af lettere forurenet jord i hvert fald inden for den næste generation, når man betragter arealkravet. Som beskrevet i afsnit 2.6 stiger L/S for den genanvendte jord ved en infiltration på 350 mm/år og en anvendelseshøjde på 1 m ca. med 0,23 l/kg per år. For de hurtigt udvaskende komponenter (høje κ-værdier) som for eksempel Cl^- og Benzen vil udvaskningen i løbet af 10 år være faldet til 25% af udgangspunktet. For de allersværest udvaskelige komponenter (PCB, dekan, pentadekan og fluoranthen) vil udvaskningen dog (teoretisk set) selv efter 100 år have næsten samme styrke som i udgangspunktet. For de tungere udvaskelige stoffer vil der således ved fortsat fuld genanvendelse af den lettere forurenede jord teoretisk kunne opstå større akkumulerede effekter. Dette kræver dog, at de forskellige forurenede jorde har fælles forureningskomponenter.

Man kan vælge at indføre sikkerhedsfaktorer i ovenstående fremgangsmåde, således at man ikke tillader lige netop en infiltration med grundvandskvalitet, men i stedet kræver overholdelse af for eksempel 25 eller 50% af kvalitetskriteriet, hvorved de givne tilladte arealer forøges tilsvarende. Man skal dog samtidig være opmærksom på, at fremgangsmåden er baseret på, at alle stoffer optræder med den maksimalt tilladte udvaskning i alle genanvendelsesprojekter. Dette vil rimeligvis ikke være tilfældet, da arten og tyngden af forureningen vil variere fra forekomst til forekomst. Dette vurderes i sig selv at udgøre en meget betydelig sikkerhedsfaktor på beregningerne.

Det skønnes ikke umiddelbart i det generelle tilfælde at være hensigtsmæssigt at etablere monitering i forbindelse med etablering af genanvendelsesprojekter. Det estimerede arealkrav på 1% (eller hvad det endelige tal måtte blive) baserer sig dog på en forudsætning om en ensformig infiltration, hvilket ikke vil være opfyldt i praksis, og man bør ved placeringen af genanvendelsesprojekterne være opmærksom på ikke at placere disse i områder, der har en væsentligt større infiltration end den normale for samme område af Danmark. Inden for indvindingsområder bør man generelt overvåge grundvandskvaliteten, og såfremt denne måtte forværres, kan man stille skærpede krav til genanvendelse af lettere forurenet jord. Der skal her i øvrigt henvises til de krav, som måtte blive indført i forbindelse med implementeringen af Vandrammedirektivet (Europa-Parlamentet og Rådet, 2000).

4.3 Anbefaling af anlægsmæssige betingelser for genanvendelse af lettere forurenet jord

Med baggrund i ovenstående samt andre overvejelser kan der opstilles en række forslag til anlægsbetingelser, som af miljømæssige/vandkvalitetsmæssige hensyn kan knyttes til genanvendelse af lettere forurenet jord:

• Det enkelte genanvendelsesprojekt må maksimalt have en arealmæssig udstrækning på 100x100 m. Herved sikres, at der ikke kan ske overskridelse af kvalitetskriteriet 100 m nedstrøms i nogen retninger fra området (diagonalen på et 100x100 m område vil godt nok være 140 m, men dette er inde for sikkerhedsmarginen på beregningerne)
• Alle genanvendelser, der er større end 100 m på den ene led, skal derfor indsende en ansøgning, som redegør for, at der ikke sker nogen uacceptabel påvirkning af indvindinger fra sekundære eller primære magasiner i området som følge af projektet
• For at sikre enkeltindvindinger må et genanvendelsesprojekt ikke etableres i en afstand mindre end 100 m fra nuværende indvindingsboringer/brønde eller lignende
• Maksimal anvendelseshøjde uden reduktion i infiltration og uden separat ansøgning er 1 m
• Hvis man ønsker at anvende større højder end 1 m (uden restriktioner på arealet), skal der redegøres for tilsvarende reduktion i infiltrationen gennem materialet, det vil sige, hvis man ønsker en højde på 2 m, skal nettoinfiltrationen halveres (til 175 mm/år). Alternativt skal der indsendes separat ansøgning
• Hvis man ikke ønsker at foretage reduktion af nettoinfiltrationen, men stadig have en anvendelseshøjde over 1 m, skal der foretages en separat ansøgning
• Størrelse og antal af projekter skal ses i sammenhæng med en arealværdi på maksimalt 1% af det samledes areal inden for et indvindingsopland, en kommune, en region eller andre relevante størrelser

Ved anvendelse af ovenstående retningslinier vil der kunne opstå problemer med genanvendelse af lettere forurenet jord i forbindelse med projekter af andre geometrier som for eksempel veje og støjvolde.

Vejene vil være karakteriseret ved at være smalle og lange og vil således have en dimension større end 100 m. Man vil altså således ved genanvendelse af lettere forurenet jord til veje kunne risikere, at der i visse retninger 100 m nedstrøms fra vejen vil ske en påvirkning af grundvandet til over grundvandskvalitetskriteriet. Ofte vil genanvendelse i forbindelse med veje medføre en formindskelse af infiltrationen gennem den lettere forurenede jord og derved en formindskelse af grundvandspåvirkningen. Der skal formentlig laves specialbetingelser i forbindelse med genanvendelse af lettere forurenet jord til vejanlæg.

Det kan ligeledes tænkes at være nødvendigt at lave specialbetingelser i forbindelse med genanvendelse af lettere forurenet jord i støjvolde. Som omtalt i afsnit 2.10, kan man tillade genanvendelse til for eksempel støjvolde med højder større end 1 m, hvis man lægger restriktioner på den arealmæssige udstrækning af genanvendelsen. Dette krav til den arealmæssige udstrækning af genanvendelsen vil være en funktion af det krav, som endeligt stilles til udvaskningen/faststofindholdet fra jorden, hvilket formentlig igen vil afhænge af, hvilke udvaskningskriterier der sættes i forbindelse med deponering.

4.4 Overvejelser vedrørende grænseværdier for faststofindhold

Resultaterne af undersøgelsen af mulighederne for at finde grænseværdier for faststofindholdet af en række komponenter, som kan sikre, at udvaskningen af disse komponenter sandsynligvis ikke vil overskride nærmere bestemte grænseværdier svarende til udvalgte scenarier, er opsummeret i tabel 4.2. for uorganiske komponenter og i tabel 4.3 for organiske komponenter. Der tages udgangspunkt i de komponenter, for hvilke Miljøstyrelsen har opstillet forslag til grænseværdier for faststofindhold (tabel 3.2), suppleret således at alle de sporelementer, for hvilke der i Rådsbeslutningen 2003/33/EF er opstillet grænseværdier for modtagelse på deponier for inert affald, er medtaget. Salte og TOC/DOC er ikke medtaget.

Tabel 4.2 Opsummering af resultater af undersøgelsen af sammenhængen mellem faststofkoncentrationer og stofudvaskning for uorganiske forureningskomponenter i jord.

Tabel 4.3 Opsummering af resultater af undersøgelsen af sammenhængen mellem faststofkoncentrationer og stofudvaskning for organiske forureningskomponenter i jord.

Uorganiske forureningskomponenter

For As, Cd, Cu, Ni, og Pb eksisterer der således et omfattende datamateriale, som synes at vise, at risikoen for at overskride udvaskningskriterier svarende til anvendelsesscenarie 3 i tabel 3.1 (100 m L, 100 m til POC, 1 m tykkelse) og EU’s grænseværdier for modtagelse af affald på et deponi for inert affald (Inert-LFD) er meget begrænset, hvis man anvender de af Miljøstyrelsen foreslåede grænseværdier for faststofindhold (MST-F), specielt hvis disse kombineres med et krav om, at jordens pH ved opslæmning i vand skal ligge mellem 6 og 9. Det samme synes at være tilfældet for Hg, om end datagrundlaget her er noget mere begrænset.

For Cr og Zn eksisterer der også et omfattende datamateriale, men her synes risikoen for overskridelser af udvaskningskriterierne at være noget større, også når der sættes krav til pH. For kroms vedkommende kunne man overveje at sætte kravet til faststofindhold til udvaskeligt Cr(VI). Man kunne også lægge særlige restriktioner på jord fra træimprægneringsgrunde (og andre grunde, hvor Cr vides at indgå i forureningsbilledet). For Zn kunne man overveje at sætte en lavere grænse for faststofindholdet, for eksempel 100 mg/kg. Dette vil give en langt større sikkerhed for, at udvaskningen vil være acceptabel. Samtidig ses det, at uforurenet jord generelt synes at have faststofindhold af Zn, som ligger under 100 mg/kg.

Der er p.t. ikke opstillet krav til faststofindhold af Ba, Mo, Sb og Se. For Ba er datagrundlaget betydeligt, og der synes ikke at være problemer med at overholde grænseværdierne for udvaskning svarende til scenarie 3 (og 4) og Inert-LFD. For Mo, Sb og Se er datagrundlaget derimod meget spinkelt. For Se, ses der for faststofindhold op til 10 mg/kg ingen overskridelser af udvaskningsgrænserne svarende til scenarie 3 (og 4) samt Inert-LFD, mens alle datasæt for Sb overskrider alle disse grænser. For Mo antyder det meget spinkle datamateriale (otte prøver), at en grænseværdi for faststofindholdet på omkring 10 mg/kg måske vil kunne sikre en lav sandsynlighed for overskridelse af de relevante udvaskningskriterier.

Miljøstyrelsen har også opstillet forslag til krav om faststofindhold af total-cyanid og syreflygtig cyanid. Der er ikke fundet noget grundlag for vurdering af disse.

Det må anbefales, at der tilvejebringes et forbedret datamateriale, specielt for Cr/Cr(VI), Mo, Sb og Se samt total-cyanid og syreflygtig cyanid, såfremt der skal kunne foretages en kvalificeret undersøgelse af muligheden for at sætte en øvre grænse for faststofindholdet, som kan sikre overholdelse af udvalgte udvaskningskriterier for lettere forurenet jord. For Sb bør der måske samtidig foretages en gennemgang af grundlaget for fastsættelse af udvaskningsgrænsen, således at det kan sikres, at de meget lave grænseværdier er baseret på realistiske forudsætninger (såfremt dette ikke er tilfældet, bør det overvejes, om de skal ændres).

Organiske forureningskomponenter

For de organiske forureningskomponenters vedkommende må det indledningsvis konstateres, at datagrundlaget, specielt for hydrokarbonerne, er for spinkelt til med rimelig sikkerhed at afgøre, om det vil være muligt at etablere øvre grænser for faststofindholdet, som kan sikre, at udvaskningen af disse komponenter sandsynligvis ikke vil overskride nærmere bestemte grænseværdier svarende til udvalgte scenarier.

På det foreliggende grundlag synes dette eventuelt at kunne være problematisk for THC, benzin og let olie med de eksisterende forslag til grænser for totalindhold (men grundlaget er som nævnt meget spinkelt).

For PAH’erne, inklusive naphthalen, vil der muligvis kunne etableres en øvre grænse, som kan sikre, at udvaskningen sandsynligvis ikke vil overskride nærmere bestemte grænseværdier svarende til udvalgte scenarier. Med de valgte grænseværdier for faststofindhold overholder næsten alle datasæt udvaskningsgrænserne defineret af scenarierne 1 og 2, og langt de fleste datasæt overholder også grænserne defineret af scenarierne 3 og 4. Billedet kan forstyrres lidt af det faktum, at PAH’er fra ”gamle” forureninger ofte er mindre mobile end PAH fra mere friske forureninger.

For BTEX og benzen er der ikke fundet noget datagrundlag. Det bør bemærkes, at der i EU’s Rådsbeslutning 2003/33/EF er sat en grænseværdi på 6 mg/kg for faststofindholdet af BTEX, som skal modtages på et deponi for inert affald. Indtil der eventuelt tilvejebringes et grundlag for fastsættelse af en værdi baseret på en analyse af risikoen for udvaskning og efterfølgende påvirkning af grundvand, bør det af hensyn til sammenhængen i lovgivningen overvejes at lade denne værdi (6 mg/kg) erstatte den af Miljøstyrelsen foreslåede grænseværdi på 10 mg/kg.

Det må stærkt anbefales, at der tilvejebringes et langt bedre grundlag for vurdering af mulighederne for fastsættelse af forholdsvis sikre grænseværdier for faststofindholdet af både hydrokarboner og PAH’er.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Maj 2009, © Miljøstyrelsen.