Dialogbaseret miljøsamarbejde, regionale miljønetværk organiseret i Key2Green og nye tilsynstrukturer efter kommunalreformen

1 Hovedrapport

I forbindelse med den strukturreform, som bl.a. betød at amterne blev nedlagt med udgangen af 2006, blev tilsynet med en række virksomheder overdraget fra amterne til de nye statslige miljøcentre. En række af disse virksomheder havde som medlemmer af regionale miljønetværk gennem en årrække opbygget erfaringer med det dialogbaserede tilsynsarbejde.

For at fastholde og videreføre de erfaringer og samarbejdsrelationer med det dialogbaserede samarbejde, der gennem årene var udviklet mellem virksomhederne og myndighederne, gennemførte Key2Green og de regionale miljønetværk i perioden marts 2007 til august 2008, projektet ”Fastholdelse og videreudvikling af det dialogbaserede miljøsamarbejde mellem de regionale miljønetværk organiseret i Key2Green og de nye tilsynsstrukturer efter kommunalreformen”, med støtte fra Miljøstyrelsen.

1.2 Projektets formål

Der blev formuleret fire formål for projektet:

  1. At belyse mulighederne i det frivillige, dialogbaserede miljøsamarbejde i de nye strukturer, i et samarbejde med de regionale miljønetværk
  2. At formidle erfaringerne med de konkrete netværks værktøjer og metoder til ledere og medarbejdere i de 3 statslige miljøcentre med ansvar for industritilsyn i form af en række faglige arrangementer og via Key2Greens hjemmeside
  3. På baggrund af erfaringerne med ovenstående og en generel kortlægning af det nye institutionelle landkort efter kommunalreformen, identificere udviklingsbehov i forhold til faglige emner og i forhold til mulige nye netværkssamarbejdspartnere.
  4. At støtte etablering af nye netværk, og videreudvikling af eksisterende netværk. Det sidste kan komme på tale, hvor miljønetværkets nuværende geografiske dækning ændrer sig radikalt på grund af strukturreformen og de nye regioner

1.2 Projektets aktiviteter

For at understøtte projektets formål, blev følgende aktiviteter planlagt:

  1. Formidling af erfaringer og anvendte metoder i det dialogbaserede miljøtilsyn i netværk til medarbejdere og ledere ved de tre miljøcentre. Tidsplanen for dette afpasses naturligvis at de tre miljøcentre skal etableres og finde deres nye hverdag
  2. Formidling af erfaringer og med miljøredegørelseskonceptet, hvad er fordelene ved tilgangen og kravene til tilsynsmedarbejderne? Formidlingen understøttes af en introduktion til de underliggende metoder og hjælpeværktøjer
  3. Formidling af erfaringer med KEMIguiden og vækstgrupper i kemikaliestyring i lyset af REACH. Hvordan kan KEMIguiden bruges til at kvalificere tilsynsarbejdet inden for kemikalieområdet – og hvordan inspireres virksomheder til at indføre en kemikaliestyring der forbereder virksomheden på REACH ?
  4. Formidlingen suppleres af en fornyelse af Key2Greens hjemmeside, der dels afspejler de ændrede strukturer, dels gør det nemmere for nye ’netværkskolleger’ at finde metoder og værktøjer. Fornyelsen forholder sig til miljøstyrelsen nye hjemmeside, så der i videst muligt omfang ikke er overlap, og således at Key2Greens hjemmeside holder fokus på netværksredskaber og metoder
  5. Der afholdes en fælles workshop på tværs af de regionale miljønetværk, der samler op på responsen på de tre faglige arrangementer, med det formål at lave et forslag til en handlingsplan for videreførelse af de dialogbaserede miljøtilsyn i de nye strukturer. Som forberedelse til workshoppen inviteres centrale interessenter til at give forslag til nye udviklingsområder og samarbejdsflader
  6. Støtte til udvikling af nye netværk, vil dels proaktivt finde sted på baggrund af evt. identificerede muligheder i forbindelse med udarbejdelse af ovennævnte handlingsplan, dels reaktivt på baggrund af konkrete henvendelser om assistance. Støtten vil tage udgangspunkt i ’rekvirentens’ konkrete ønsker, men vil typisk kunne bestå af gennemgang af erfaringer, metoder og værktøjer, dels dialog om organisatoriske og praktiske spørgsmål eller inspiration til afvikling af de første faglige arrangementer

1.2 Projektets planlagte resultater

Projektets planlagte resultater var følgende:

  1. Der er afholdt mindst 3 faglige arrangementer med deltagelse af bl.a. ledere og medarbejdere fra de statslige miljøcentre og med deltagelse af faglige ressourcepersoner fra de regionale miljønetværk
  2. Key2Greens hjemmeside er fornyet, så den afspejler de nye strukturer og det er blevet lettere for brugerne at finde de relevante netværksmetoder og værktøjer
  3. Der er afholdt en fælles workshop der resulterer i en handlingsplan der samler op på resultaterne af formidling af erfaringer og værktøjer. Handlingsplanen peger også på evt. udviklingsbehov og mulige nye netværks partnere. Endelig identificerer handlingsplanen også evt. muligheder for pro-aktiv støtte til nye netværk under dannelse

 



Version 1.0 Juni 2009, © Miljøstyrelsen.