Analyse af danske styrkepositioner inden for teknologier, der kan føre til substitution af kemikalier

Bilag 1 Screening af brancher

Som led i fase 1 i projektet blev der udarbejdet en screeningsvurdering for 12 udvalgte brancher, hvor der sker en væsentlig omsætning af kemikalier i Danmark. Formålet med screeningsvurderingen var at etablere et overblik over, hvilke substitutionstiltag for uønskede stoffer, der er sket inden for de senere år, og identificere de brancher, hvor der kan peges på danske styrkepositioner, som blev undersøgt mere detaljeret i fase 2 af projektet.

Resultaterne af screeningsvurderingen fremgår af kapitel 2.

7.7 Farve- og lak

Alkylphenolethoxylater (herunder nonylphenolethoxylat)

Substitutionshistorie: Kan erstattes med alkylmonoethanolamidethoxylater, alkylethersulfater og alkoholethoxylater.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Alkylphenolethoxylater er substitueret i flere råvarer (bl.a. binder) til maling som anvendes i hele EU, men Danmark var blandt de første til at efterspørge alternativerne.

Relevante aktører: Danske farve og lakproducenter, udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvilke konkrete alternativer der anvendes.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, idet alternativerne anvendes i hele EU. Maling består af mange ingredienser, ændrer man én komponent får det konsekvenser for de resterende indholdsstoffer. Uden andre EU-landes efterspørgsel af alternativer var det danske marked for lille til at sikre produktion af alternativerne. Danmark har muligvis længere tids erfaring med produktionen af de færdige malinger uden APEO, men substitutionen er kendt og anvendt i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: APEO kom på LOUS (Listen over Uønskede Stoffer) i 1998 og gennem substitutionsprojekter sidst i 90'erne og først i 2000 fandt man frem til ovennævnte alternativer.

Relevans: Alkylphenol og dets ethoxylater er på LOUS. NP (som er nedbrydningsproduktet fra NPEO) er på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter, som er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Nonylphenol er på EU's 2. prioriteringsliste over højtonnagestoffer og risikovurderingen har ført til restriktioner på visse områder. Det vurderes ikke at viden om NPEO på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark



Biocidholdig bundmaling

Substitutionshistorie: Substitutionen kan deles op:

1) Overflader med meget lav overfladespænding baseret på silikone- og teflon-forbindelser. Disse giver en meget glat, begroningsafvisende overflade. Der er opnået størst erfaring med silikoneforbindelserne. Anvendes til skibe der sejler meget hurtigt, med meget korte ophold, primært store skibe. Overfladen er vanskeligt at påføre og at reparere og er dyr.

2) Biocider - alternativer som hæmmer organismerne, men som nedbrydes hurtigt ved frigivelse. I 2004 blev enzymbaserede antifouling testet uden tilfredsstillende resultat.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Der er ikke tale om unik udvikling i Danmark, men Danmark står stærkt også globalt pga. stor producent af skibsmaling

Relevante aktører: Danske farve og lakproducenter og udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke nøjere, hvilke konkrete alternativer der anvendes.

Styrkeposition: Det kan være en dansk styrkeposition, idet der er tale om en stor dansk producent af skibsmaling, der eksporterer til udlandet.

Alder på substitutionshistorie: Der er udført en del substitutionsprojekter sidst i 1990'erne og først i 2000'erne.

Relevans: Organiske tinforbindelser er på LOUS. Der er et dansk forbud mod 2 biocider (diuron og irganol) i bundmaling. Flere organiske tinforbindelser er på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter, som er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Det vurderes at viden på dette område kunne være en styrkeposition for Danmark.



TGIC, triglycidyl-isocyanurat

Substitutionshistorie: Kan erstattes med betahydroxy-alkylamid.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Der er ikke tale om en unik udvikling i Danmark.

Relevante aktører: Danske producenter af pulvermaling, udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke konkret, hvordan alternativet anvendes.

Styrkeposition: Det vurderes ikke at være en særlig dansk styrkeposition, idet produktionen af de færdige pulvermalinger uden TGIC må forventes at være kendt og anvendt i hele EU.

 Alder på substitutionshistorie: Alternativet har været kendt siden sidst i 90'erne

Relevans: Det vurderes ikke at viden på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark



Opløsningsmiddelholdig maling

Substitutionshistorie: Opløsningsmiddelholdig maling kan til de fleste anvendelser erstattes med maling på vandbasis

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Dette er blevet en generel tendens i hele EU og tilsvarende substitution har fundet sted i andre lande

Relevante aktører: Danske farve- og lakproducenter, udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvorledes de vandbaserede malinger er sammensat.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi vandbaseret maling produceres og anvendes over hele EU.

Alder på substitutionshistorie: Ændringen fra opløsningsmiddelbaseret til vandbaseret startede i 1980'erne.

Relevans: Det vurderes ikke at viden på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark



Coboltsulfat (coboltsikkativer)

Substitutionshistorie: Kan erstattes med mangansikkativer.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Der er ikke tale om en unik dansk substitution, idet alternativerne anvendes i produktionen i hele EU.

Relevante aktører: Danske farve- og lakproducenter, udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvordan de konkrete alternativer kan anvendes.

Styrkeposition: Ikke umiddelbart en dansk styrkeposition, fordi alternativerne anvendes i produktionen i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: I et substitutionsprojekt udgivet i 2004 er mangansikkativer beskrevet, men der er ikke tale om ny viden.

Relevans: Coboltsulfat, der anvendes som et sikkativ er på LOUS. Coboltsulfat har klassificeringen: Carc2; som er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Viden om erstatninger af de andre coboltsikkativer kunne anvendes i forbindelse med substitution af coboltsulfat. Det vurderes dog ikke at viden på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark, idet det anvendte alternativ er kendt og anvendt i hele EU.



Blychromat i opløsningsbaseret maling, beregnet til stribemaling

Substitutionshistorie: Kan erstattes med vandbaseret maling uden blychromat.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Kendt og anvendt i hele EU.

Relevante aktører: Professionelle brugere af maling, danske farve og lakproducenter, kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvilket konkret alternativ der er anvendt, men det leveres af en dansk producent.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi der er tale om en nicheanvendelse af blychromatholdig maling. Produktionen af alternativerne foregår hos dansk producent. Det må forventes at substitutionen er kendt og anvendt i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: Anvendelsen af alternativet har foregået siden begyndelsen af 2000

Relevans: Blychromat, er på LOUS pga. klassificeringen: Rep1;R61, R33, Carc3; R40, Rep3; R62, N; R50/53. Klassificeringen Rep1 er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Det vurderes dog ikke at viden på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark, idet anvendelsen af vandbaseret maling er kendt og anvendt i hele EU.

7.8 Elektronik

Bly (til lodning)

Substitutionshistorie: Tin/sølv/kobber ser ud til at være den mest populære erstatning til de almindeligste anvendelsesområder. Der har været udført flere substitutionsprojekter i Danmark og EU og på bl.a. ELFNET (European Lead Free soldering NETwork) foregår erfaringsudveksling.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Det er ikke unikt i Danmark, der er sket substitution i bl.a. EU, Japan og Sydøstasien.

Relevante aktører: Elektronik industrien, importører af elektronik halvfabrikata og færdige produkter samt udenlandske leverandører af alternativer.

Fortrolighed:-.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, alternativerne er kendt og anvendt globalt.

Alder på substitutionshistorie: Bly kom på LOUS i 1998 og gennem substitutionsprojekter i 90'erne og først i 2000 fandt man frem til alternativer til bly indenfor mange anvendelser.

Relevans: Bly er på LOUS. Bly er omfattet af ROHS og bl.a. derfor er substitutionen kendt i hele EU. Det vurderes ikke at viden om alternativer til blylodning kan betragtes som en styrkeposition for Danmark



Bromerede flammehæmmere

Substitutionshistorie: Kan erstattes med fosfatbaserede flammehæmmere i plastdele. PBB (polybromerede biphenyler)og PBDE (polybromerede diphenylethere) kan erstattes af TBBPA (tetrabrombisphenol-A) i printkort. TBBPA er også en bromeret flammehæmmer, men vurderes ikke at være lige så farlig som PBB og PBDE. TBBPA anvendes desuden reaktivt, dvs. at stoffet er kemisk bundet i printkortet, hvor de tidligere anvendte indgik som additiv, og derfor lettere kunne frigives under brug og bortskaffelse.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Det vurderes ikke at være unikt i Danmark, der er sket substitution i EU, samt i Asien, Japan bl.a. p.g.a. ROHS.

Relevante aktører: Elektronik industrien, importører af elektronik halvfabrikata og færdige produkter samt udenlandske leverandører af alternativer.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, alternativerne er kendt og anvendt globalt.

Alder på substitutionshistorie: Visse bromerede flammehæmmere er på LOUS og gennem substitutionsprojekter sidst i 90'erne og først i 2000 har man arbejdet mod at finde alternativer.

Relevans: Visse bromerede flammehæmmere er på LOUS. Flere bromerede flammehæmmere er på EU's risikovurderingsprogram. Flere bromerede flammehæmmere er forbudt eller reguleret i EU bla. i ROHS. Det vurderes ikke at viden om alternativer på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark



Apparatur med indhold af problematiske stoffer

Substitutionshistorie: Kan erstattes med elektroniske løsninger.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Visse elektroniske løsninger kan være unikke i Danmark.

Relevante aktører: Danske producenter eller importører af elektronik der medfører fjernelsen af et problematisk kemikalie.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Der kan være tale om unikke danske løsninger, men samtidig kan der være tale om nicheprodukter, der ikke kan forventes at være en særlig dansk styrkeposition,

Alder på substitutionshistorie: Der er sket udvikling på dette område igennem de sidste årtier

Relevans: Det vurderes ikke umiddelbart at elektroniske løsninger vil kunne betragtes som en styrkeposition for Danmark


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige danske erhvervsmæssige styrkepositioner, der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor branchen for elektronik. Der er i branchen gjort et stort arbejde på at forbedre processerne og mindske udledningerne. Disse erfaringer kan muligvis anvendes i andre brancher.

7.9 Jern og metal (herunder galvanisering, overfladebehandling og metalstøbning)

Køle/smøremidler traditionelle - indeholdende chlorparaffiner

Substitutionshistorie: Kan erstattes med rapsolie (vegetabilsk sæbe). Rapsolien skal aftørres for ikke at sætte sig fast. Konserveringsmiddel kan være nødvendigt.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Ikke unikt i Danmark, alternativerne er kendte og anvendes i hele EU.

Relevante aktører: Metalindustrien, leverandører af alternativer.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition. Danmark har erfaring med anvendelsen af alternativer, men substitutionen er kendt og anvendes i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: Chlorparaffiner er på LOUS, og der har været arbejdet på substitution siden 1980'erne.

Relevans: Chlorparaffiner er på LOUS. De kortkædede chlorparaffiner er blevet risikovurderet under EU's risikovurderingsprogram. De kortkædede chlorparaffiner er på den første REACH-kandidatlisten. Det vurderes ikke at viden om alternativerne på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Opløsningsmiddelholdige affedtningsmidler til emnevask, herunder chlorerede opløsningsmidler.

Substitutionshistorie: En stor dansk virksomhed har etableret fuldautomatiske lukkede anlæg og substitueret til stærkt alkalisk affedtningsmidler til særligt renhedskrævende og smudsige emner. Der er endvidere etableret lukkede spulevaskere, hvor der anvendes svagt alkaliske affedtningsmidler eller demineraliseret vand i stedet for opløsningsmidler.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Ikke unikt i Danmark, teknikken anvendes også i andre EU-lande.

Relevante aktører: Metalindustrien, danske og udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Der er ikke kendskab til sammensætningen af alternativerne.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition. Danmark har erfaring med anvendelsen af alternativer, men teknikken er kendt og anvendes i hele EU

Alder på substitutionshistorie: Der har været arbejdet på substitution siden 1990'erne

Relevans: Det vurderes ikke at viden om alternativerne på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Trichlorethylen i metalaffedtning

Substitutionshistorie: Mange virksomheder anvender i dag vandbaserede rensemidler til affedtning af stål, aluminium og en række andre metaller. Et eksempel er dypning i alkalisk affedter baseret på tensider og fosfater, ved 60-70 grader i 5-10 minutter, med efterfølgende afskylning i vand.

En anden metode er polering med savsmuld, eller afvaskning i demineraliseret vand.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Ikke unikt i Danmark -substitutionen er generelt kendt og anvendt.

Relevante aktører: Metalindustrien, leverandører af alternativer.

Fortrolighed: Der er ikke kendskab til sammensætningen af alternativerne.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition. Danmark har erfaring med anvendelsen af alternativer, men det må forventes at substitutionen er kendt og anvendt i hele EU

Alder på substitutionshistorie: Der har været arbejdet på substitution siden 1990'erne.

Relevans: Trichlorethylen er klassificeret Carc2 som er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Viden om alternativer kunne blive relevant i denne sammenhæng. Det vurderes dog ikke, at viden om alternativerne på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige danske erhvervsmæssige styrkepositioner, der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor branchen for jern og metal. Der er i branchen endvidere arbejdet med at forbedre processerne og mindske udledningerne. Disse erfaringer kan muligvis anvendes i andre brancher.

7.10 Glas, keramik og emalje

Bly i glas

Substitutionshistorie: Kan erstattes med barium. En stor dansk virksomhed satte fokus på bly, pga. emission til luft.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: En stor dansk producent har viden på området, men det må forventes at substitutionen er kendt globalt.

Relevante aktører: Producenter af krystalglas.

Fortrolighed: Der er ikke kendskab til den nøjagtige proces.

Styrkeposition: Det vurderes, at der ikke er tale om en særlig dansk styrkeposition, fordi andre lande endnu ikke efterspørger blyfri glas. Danmark har erfaring med produktionen uden bly, men det må forventes at substitutionen er kendt i hele EU. Hvis der kommer regulering på bly i glas i andre EU-lande, kan der være tale om en dansk styrkeposition på grund af den danske erfaring med alternativerne.

Alder på substitutionshistorie: Arbejdet på at erstatte bly startede sidst i1980'erne

Relevans: Bly er på LOUS. Import og salg af produkter, der indeholder bly er forbudt i Danmark i henhold til bekendtgørelse nr. 1082 af 13. september 2007. Bly er indtil videre tilladt i krystalglas og glas til andre specielle formål. Det vurderes, at viden om barium som alternativ til bly i krystalglas ikke kan betragtes som en styrkeposition for Danmark fordi andre lande ikke har samme fokus på bly og dermed ikke presses af anvendelsesbegrænsninger for bly. Hvis der kommer samme fokus på bly i glas i andre EU-lande, kan der være tale om en dansk styrkeposition.



Bly i glasur på bl.a. byggemateriale

Substitutionshistorie: Kan erstattes med barium.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Det må forventes at substitutionen er kendt globalt.

Relevante aktører: Producenter af glaserede byggematerialer (tagsten, fliser mv.), porcelæn m.v..

Fortrolighed: Der er ikke kendskab til den nøjagtige proces.

Styrkeposition: Det vurderes, at der ikke er tale om en særlig dansk styrkeposition, fordi andre lande ikke efterspørger blyfri glaserede byggematerialer eller porcelæn. Hvis der kommer en regulering af bly på dette område kan Danmark have en styrke position på grund af erfaringer med produktionen uden bly. Det forventes at substitutionen er kendt i hele EU, en danske virksomheder kan være foran med erfaringer med brugen.

Alder på substitutionshistorie: Arbejdet på at erstatte bly startede sidst i 1980'erne

Relevans: Bly er på LOUS. Import og salg af produkter, der indeholder bly er forbudt i Danmark i henhold til bekendtgørelse nr. 1082 af 13. september 2007. Bly er indtil videre tilladt i glasur på tegl, mursten og klinker. Det vurderes ikke, at viden om barium som alternativ til bly i glasur kan betragtes som en styrkeposition for Danmark, fordi andre lande ikke har samme fokus på bly og dermed ikke presses af anvendelsesbegrænsninger for bly.


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige danske erhvervsmæssige styrkepositioner, der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor branchen for glas, keramik og emalje. Hvis der kommer en regulering af bly på dette område kan Danmark have en styrke position på grund af erfaringer med produktionen uden bly.

7.11 Grafisk branche

Organiske opløsningsmidler (til afvaskning af trykvalser mv.)

Substitutionshistorie: Kan erstattes med vegetabilsk olie.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Anvendelsen af vegetabilske olier til afvaskning m.m. er almindelig kendt og anvendt også udenfor Danmark.

Relevante aktører: Den grafiske branche og leverandører af vegetabilske olier.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvilke konkrete vegetabilske olier der anvendes.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi substitutionen er kendt og anvendt i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: Sagen har sin oprindelse sidst i 80'erne.

Relevans: Det vurderes ikke, at viden om anvendelsen af vegetabilske olier kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Oliebaserede farver indeholdende bly, cadmium og lithium til serigrafitryk på glas

Substitutionshistorie: Som alternativ kan anvendes glasfarver der indeholder glycolether og acetat. Den efterfølgende afrensning af trykrammer kan foretages med vand, hvor der tidligere blev anvendt en rensevæske indeholdende butyldiglycol og propylencarbonat som hovedkomponenter.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Alternativerne anvendes i hele EU, og der er ikke tale om unik anvendelse i Danmark

Relevante aktører: Den grafiske branche og leverandører af alternativer til oliebaserede farver.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvilke konkrete glasfarver der anvendes.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi alternativerne er kendt og anvendt i EU.

Alder på substitutionshistorie: Sagen har sin oprindelse i begyndelsen af 2000'.

Relevans: Visse bly- og cadmiumforbindelser er på LOUS på grund af klassificeringen. Herudover er bly og cadmium omfattet af ROHS og bly reguleret i bekendtgørelse nr. 1082 af 13. september 2007 om forbud mod import og salg af produkter, der indeholder bly. Det vurderes ikke, at viden om anvendelsen af glasfarver kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Opløsningsmiddelholdige valserensemiddel, der i visse tilfælde kan indeholde phthalater.

Substitutionshistorie: Den manuelle rengøring med opløsningsmiddelholdigt rensemiddel er erstattet af en valserenser, der produceres i Danmark. Maskinen renser valserne i et lukket kammer og blæser her valserne fri for farverester. Blæsemidlet er bagepulver (natriumhydrogencarbonat).

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Ikke en unik dansk løsning, idet der er er sket substitution bredt i EU.

Relevante aktører: Den grafiske branche og leverandører af renseløsninger (rensemidler og evt. valserensemaskine).

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi det må formodes, at valserenseren er kendt i EU.

Alder på substitutionshistorie: -

Relevans: Det vurderes ikke, at viden om den alternative rensemetode kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige danske erhvervsmæssige styrkepositioner, der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor den grafiske branche.

7.12 Kølebranchen

Fluorerede drivhusgasser (HFC) i plug-in anlæg (kommercielt)

Substitutionshistorie: Kan erstattes med kulbrinter og CO2.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Danmark har været på forkant med udviklingen, hvilket har resulteret i en dansk førerposition indenfor de naturlige kølemidler.

Relevante aktører: Producenter af kommercielle plug-in anlæg industrielle anlæg.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Danmark har haft en førerposition men i de seneste år har mange køletekniske virksomheder rundt omkring i Europa gennemført omfattende udviklingsaktiviteter. Blandt andet for at tilfredsstille et pres fra politisk side, NGO’ere og brugere, samt en stigende efterspørgsel på kølesystemer med minimal miljømæssigt påvirkning.

Danmark har erfaring med anvendelsen af naturlige kølemidler, hvilket kan være en dansk styrkeposition.

Alder på substitutionshistorie: HFC kom på LOUS i 1998 og gennem substitutionsprojekter sidst i 90'erne og først i 2000 er der blevet udviklet nye kølesystemer baseret på naturlige kølemidler til forskellige applikationsområder.

Relevans: Fluorerede drivhusgasser er på LOUS. Der arbejdes globalt på at reducere forbruget af kølemidler med ozonlags- og drivhuseffekt, og i Europa har EU-kommissionen fastlagt ensartede regler for anvendelse af industrielle drivhusgasser såsom HFC. Da kølebranchen har opbygget et solidt erfaringsgrundlag kan viden hos danske producenter betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Fluorerede drivhusgasser (HFC) i køleanlæg herunder airconditionanlæg og varmepumper

Substitutionshistorie: Kan erstattes med kulbrinter, CO2, ammoniak og vanddamp, isobutan eller propan.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Danmark har været på forkant med udviklingen, hvilket har resulteret i en dansk førerposition indenfor substitution til de naturlige kølemidler. I små airconditionanlæg må der stadig anvendes HFC m.m, det samme gælder de små varmepumper, men her er der arbejdet med substitution til CO2.

Relevante aktører: Producenter af airconditionanlæg og varmepumper.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Danmark har haft en førerposition men i de seneste år har mange køletekniske virksomheder rundt omkring i Europa gennemført omfattende udviklingsaktiviteter. Danmark har erfaring med anvendelsen af naturlige kølemidler, hvilket kan være en dansk styrkeposition.

Alder på substitutionshistorie: De fluorerede drivhusgasser kom på LOUS i 1998 og gennem substitutionsprojekter sidst i 90'erne og først i 2000 er der blevet udviklet nye kølesystemer baseret på naturlige kølemidler til forskellige applikationsområder.

Relevans: Fluorerede drivhusgasser er på LOUS. Verdenssamfundet arbejder på at reducere forbruget af kølemidler med ozonlags- og drivhuseffekt, og i Europa har EU-kommissionen fastlagt ensartede regler for anvendelse af industrielle drivhusgasser såsom HFC. Da kølebranchen har opbygget et solidt erfaringsgrundlag, kan viden hos danske producenter betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes, at der er oparbejdet et stort videns grundlag indenfor branchen for køle og varmetransmission, som kan være en erhvervsmæssig styrkeposition for Danmark. Det vurderes at nogle af de oparbejdede erfaringer med den rette indsats vil kunne sælge produkter eller viden udenfor Danmark.

7.13 Lim og fugemasser

Styren i kemiske klæbeankre til indstøbning af armeringsjern

Substitutionshistorie: Som alternativ kan anvendes klæbeankre uden styren (Hilti Hit HY 15)

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Alternativerne anvendes også udenfor Danmark.

Relevante aktører: Byggebranchen og leverandører af alternativer til styrenholdige klæbeankre.

Fortrolighed: Der er ingen sammensætningsoplysninger for alternativerne.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi det må formodes, at substitutionen er kendt og alternativerne anvendt i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: Sagen har sin oprindelse i begyndelsen af 2000'.

Relevans: Styren er på LOUS på grund af klassificeringen. Styren er endvidere på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter, som er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Det vurderes ikke, at viden om alternativer kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Phthalater i lim

Substitutionshistorie: Som alternativ anvendes benzoater.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Der er ikke tale om en unik dansk anvendelse, idet alternativerne også anvendes udenfor Danmark.

Relevante aktører: Producenter af lime.

Fortrolighed: Der er ingen sammensætningsoplysninger for alternativerne.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi substitutionen er kendt og anvendt i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: Sagen har sin oprindelse i begyndelsen af 2000'.

Relevans: Visse phthalater er på LOUS. Flere phthalater er risikovurderet under EU's risikovurderingsprogram, og er reguleret, blandt andet DBP der klassificeres Rep2. DEHP der har været anvendt i lime er på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter. DBP, DEHP og BBP er på den første REACH-kandidatliste. Det vurderes dog, at viden om og udvikling af alternativer på dette område ikke kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Isocyanat i fugeskum

Substitutionshistorie: Kan erstattes med en fugeskum der indeholder trimethoxyvinylsilan.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Det alternative fugeskumprodukt produceres i Schweiz, men Danmark og Sverige var de første til at markedsføre produktet.

Relevante aktører: Forhandlere af fugeskum og byggebranchen.

Fortrolighed: Den nøjagtige sammensætning er ikke kendt.

Styrkeposition: Der vurderes ikke at være tale om en dansk styrkeposition, idet alternativet også kan eksporteres til resten af EU.

Alder på substitutionshistorie: Der har været fokus på isocyanater gennem de sidste årtier men ovennævnte fugeskum uden isocyanater er markedsført i 2007.

Relevans: Visse isocyanater er på LOUS. I Danmark og Sverige kræves et epoxycyanat-kursus samt særlige håndteringsforanstaltninger før der må arbejdes med isocyanatholdigt fugeskum. I EU vil der fremover være krav om håndteringsforanstaltninger. Det vurderes at der opbygges erfaringsgrundlag i Danmark, men at dette ikke vil kunne betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige danske erhvervsmæssige styrkepositioner, der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor branchen for lim og fugemasser.

7.14 Lædergarvning

Chrom(III)sulfat til lædergarvning

Substitutionshistorie: I stedet kan der foretages organisk garvning.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Der er ikke tale om en unik dansk metode, idet den også anvendes i flere andre lande.

Relevante aktører: Garverier.

Fortrolighed: Der er ingen nærmere oplysninger om indholdsstofferne.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi organisk garvning er generelt kendt og anvendt.

Alder på substitutionshistorie: Der har været kigget på substitution af chrom til garvning siden 1990'erne'.

Relevans: Chrom(VI), som kan blive dannet under garvningsprocessen, er på LOUS og er klassificeret; Carc1, som er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Natriumchromat og natriumdichromat er vurderet under EU's risikovurderingsprogram. Det vurderes dog, at viden om og udvikling af alternativer på dette område ikke kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige danske erhvervsmæssige styrkepositioner, der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor branchen for læder garvning. De oparbejdede erfaringer vurderes ikke at kunne sælge yderligere produkter eller viden udenfor Danmark.

7.15 Mineraluld

Mineraluld til isolering

Substitutionshistorie: Som alternativ kan anvendes papir isolering, oppustet sten, glasmateriale der fås i granulat og plader eller mineraluld med modificerede fibre, der kan nedbrydes i lungerne efter 40 dage. Der er efterfølgende også udviklet mineraluldsplader der er pakket ind i en syntetisk non-woven fiberfug for at minimere fiberafgivelsen.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Materialerne er kendt og anvendt i EU; især Tyskland har været aktive indenfor alternativer til mineraluld.

Relevante aktører: Byggebranchen og leverandører af isolering.

Fortrolighed: Der er ikke kendskab til nøjagtig sammensætning af isoleringen.

Styrkeposition: Substitutionen er kendt i EU.

Alder på substitutionshistorie: Sagen har sin oprindelse i midten af 90'erne.

Relevans: Mineraluld består af fibre, der typisk er bundet sammen med urinstof og phenolformaldehydharpiks, hvilket sammen med selve fibrene, der kan afgives ved opsætning, under brug og ved nedtagning, giver en sundhedsmæssig effekt. Viden om papirisolering er kendt i det nordlige Europa, det er derfor tvivlsomt, at viden om alternativer og deres anvendelse kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige erhvervsmæssige styrkepositioner der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor branchen for mineraluld.

7.16 Plast og gummi

Installationskabler uden bly, PVC og phthalater

Substitutionshistorie: Kan erstattes med NOPOVIC® der er baseret på en blanding af halogenfri polymerer så som PE, PP og EVA copolymerer tilsat ubrændbare mineraler som magnesium- og aluminium hydrater.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Der er tale om en stor dansk producent af kabler, der også eksporteres.

Relevante aktører: Kabelproducenter og byggebranchen.

Fortrolighed: Det beskrives, hvilket erstatningsprodukt der kan anvendes, men ikke den konkrete sammensætning.

Styrkeposition: Kan være en særlig dansk styrkeposition, fordi den danske kabelproducent har udviklet et alternativ til PVC kabler.

Alder på substitutionshistorie: I 2001 havde den danske producent af NOPOVIC® -kabler, hele lednings- og kabelprogrammet lagerført i PVC- og halogenfri udgave.

Relevans: Visse blyforbindelser og phthalater er på LOUS. Flere phthalater er risikovurderet under EU's risikovurderingsprogram, og er reguleret, blandt andet DBP der klassificeres Rep2. DEHP, der typisk har været anvendt som blødgører i PVC-kabler, er på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter. DBP, DEHP og BBP er på den første REACH-kandidatliste. Det vurderes derfor, at viden om og udvikling af alternativer på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Phthalater

Substitutionshistorie: Kan erstattes med en blødgører der består af amerikansk olie og eddikesyre.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Dansk alternativ.

Relevante aktører: Dansk producent af alternativet GRINDSTED® SOFT-N-SAFEE.

Fortrolighed: Den konkrete sammensætning er ikke beskrevet.

Styrkeposition: Kan være en særlig dansk styrkeposition, fordi producenten har udviklet et alternativ til phthalater der kan anvendes bl.a. i fødevareemballage, legetøj og medicinaludstyr.

Alder på substitutionshistorie: Alternativet er udviklet i starten af 2000.

Relevans: Visse phthalater er på LOUS. Flere phthalater er risikovurderet under EU's risikovurderingsprogram, og er reguleret, blandt andet DBP der klassificeres Rep2. DEHP, der typisk har været anvendt som blødgører i PVC, er på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter. DBP, DEHP og BBP er på den første REACH-kandidatliste. Det vurderes derfor, at viden om og udvikling af alternativer på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Bromerede flammehæmmere i plastprodukter

Substitutionshistorie: Bromerede flammehæmmere kan i visse typer plast erstattes med triphenylphosphat.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Ikke unikt i Danmark, alternativet produceres og anvendes udenfor Danmark.

Relevante aktører: Danske plastproducenter, udenlandske leverandører af plastråvarer og triphenylphosphat.

Fortrolighed: Det er ikke beskrevet nøjagtigt, hvorledes triphenylphosphat skal anvendes.

Styrkeposition: Vurderes ikke at være en dansk styrkeposition, idet produktion af plastråvarer foregår i udlandet og anvendelsen er kendt og anvendt i udlandet.

Alder på substitutionshistorie: Alternativet har været kendt siden 2003.

Relevans: Visse bromerede flammehæmmere er på LOUS. Flere bromerede flammehæmmere er risikovurderet under EU's risikovurderingsprogram, og er reguleret. HBCDD(hexabromocyclododecane) er på den første REACH-kandidatliste. Flere bromerede flammehæmmere er endvidere på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter. Det vurderes ikke at viden om alternativer og deres anvendelse kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Farvepasta baseret på dibutylphthalat

Substitutionshistorie: Farvepasta baseret på dibutylphthalat, der anvendes til indfarvning af acryl, kan erstattes af farvepasta baseret på citronsyreester

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Alternativet produceres og anvendes ligeledes udenfor Danmark.

Relevante aktører: Danske plastproducenter, udenlandske leverandører af plastråvarer og triphenylphosphat.

Fortrolighed: Det er ikke beskrevet nøjagtigt, hvorledes farvepastaen baseret på citronsyreester er sammensat og skal anvendes.

Styrkeposition: Vurderes ikke at være en dansk styrkeposition, Danmark har ingen unik anvendelse i forhold til anvendelsen i udlandet, idet produktion af plastråvarer foregår i udlandet.

Alder på substitutionshistorie: Alternativet har været kendt siden begyndelsen af 2000.

Relevans: Dibutylphthalat er på LOUS, og er risikovurderet under EU's risikovurderingsprogram, den klassificeres Rep2. DBP er sammen med andre phthalater; DEHP og BBP på den første REACH-kandidatliste. Det vurderes ikke at viden om alternativer på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.



Blyholdige stabilisatorer i hård PVC

Substitutionshistorie: I forbindelse med forbud mod anvendelse af blyforbindelser til stabilisering af PVC blev stabilisatorsystemer baseret på calcium- og zinkforbindelser valgt

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Alternativet produceres og anvendes ligeledes udenfor Danmark. Danmark har nogle store rørproducenter, der har erfaring med produktion med calcium og zinkforbindelser, hvilket måske kan betyde, at der kan være tale om en styrkeposition

Relevante aktører: Danske plastproducenter, udenlandske leverandører.

Fortrolighed: Det er ikke beskrevet nøjagtigt, hvorledes stabilisatorerne skal anvendes.

Styrkeposition: Der kan blive tale om en dansk styrkeposition, hvis andre lande får samme fokus på bly, idet danske erfaringer kan blive en styrke.

Alder på substitutionshistorie: Calcium og zinkstabilisatorer har været kendt siden 1990'erne.

Relevans: Bly og blyforbindelser er på LOUS. Import og salg af produkter, der indeholder bly er forbudt i henhold til bekendtgørelse nr. 1082 af 13. september 2007. Der kan blive tale om en styrkeposition for Danmark, hvis ande lande får samme fokus på bly og dermed presses af anvendelsesbegrænsninger for bly. Dermed kan erfaringer opbygget hos de danske rørproducenter blive en styrkeposition.



Fluorerede drivhusgasser (HFC) til opskumning af polyuretan (PUR)

Substitutionshistorie: Kan i fjernvarmerør erstattes med cyclopentan og CO2. Kan i blødt og hårdt skum erstattes med vand og CO2.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Mere end halvdelen af den globale produktion af fjernvarmerør finder sted i Danmark. Danmark har derfor en førerposition indenfor dette område.

Relevante aktører: Producenter af fjernvarmerør med polyuretanskum. Producenter af hårdt og blødt skum.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Mere end halvdelen af den globale produktion af fjernvarmerør finder sted i Danmark. Viden på dette område må derfor betragtes som en styrkeposition for Danmark.

Alder på substitutionshistorie: Der er udarbejdet en række substitutions-projekter sidst i 90'erne og først i 2000.

Relevans: Fluorerede drivhusgasser er på LOUS. Mere end halvdelen af den globale produktion af fjernvarmerør finder sted i Danmark. Verdensbanken har godkendt denne type fjernvarmerør til fremtidige projekter med Verdensbank-finansering, hvilket har medvirket til at gøre pentan-opskummede fjernvarmerør til en slags standard. Viden hos danske producenter kan derfor betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes, at der kan være oparbejdet erhvervsmæssige styrkepositioner indenfor branchen for plast og gummi. Det vurderes at nogle af de oparbejdede erfaringer med den rette indsats vil kunne sælge produkter eller viden udenfor Danmark.

7.17 Sæbe, parfume og toiletartikler

Nonylphenolethoxylat (NPEO)

Substitutionshistorie: Er erstattet med lineære fedtalkoholethoxylater.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Nonylphenolethoxylat og andre alkylphenolethoxylater er substitueret med fedtalkoholalkoholethoxylater i hele EU.

Relevante aktører: Danske vaske- og rengøringsmiddel producenter, kosmetikproducenter og udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvilke konkrete alkoholethoxylater der kan anvendes.

Styrkeposition: Stoffet blev i 2004 forbudt at anvende i vaske og rengøringsmidler i EU. Ikke en særlig dansk styrkeposition, idet der er tale om substitution i hele EU.

Alder på substitutionshistorie: En frivillig aftale igangsatte substitutionen i 1980'erne.

Relevans: Nonylphenolethoxylat er på LOUS. NP (som er nedbrydningsproduktet fra NPEO) er på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter, som er et af kriterierne for stoffer der udvælges til Kandidatlisten. Nonylphenol er på EU's 2. prioriteringsliste over højtonnagestoffer og risikovurderingen har ført til regulering på visse områder. Det vurderes dog ikke at viden om NPEO på dette område kan betragtes som en styrkeposition for Danmark idet der er tale om substitution i hele EU.



LAS (linear alkylbenzensulfonat)

Substitutionshistorie: Kan erstattes med lineære alkylsulfater (C12 - C18), lineære alkylethersulfater (C12 - C15) og lineære fedtalkoholethoxylater (C9 - C11) med forskellige ethoxyleringsgrader (EO 6-9),).

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Danmark og de nordiske lande har haft fokus på og i stort omfang substitueret LAS, på grund af manglende anaerob bionedbrydelighed. Øvrige EU-lande vurderer ikke LAS som problematisk.

Relevante aktører: Danske vaske- og rengøringsmiddel producenter, kosmetikproducenter og udenlandske kemikalie leverandører af alternativer.

Fortrolighed: Det beskrives ikke, hvilke konkrete stoffer der er substitueret til.

Styrkeposition: Det vurderes ikke at være en styrkeposition, idet landene udenfor norden ikke vurderer LAS som problematisk.

Alder på substitutionshistorie: Substitutionen har foregået siden midten af 1990. LAS må ikke indgå i svanemærkede vaske og rengøringsmidler pga. manglende anaerob bionedbrydelighed. LAS kom på "Listen over uønskede stoffer" i 1998.

Relevans: LAS er på "LOUS", men forventes ikke at komme på REACH-kandidatlisten, det vurderes ikke at substitutionen er en styrkeposition, idet det er de nordiske lande der har fokus på LAS.



DTDMAC, DHTDMAC, DODMAC/DSDMAC (dialkyldimethylammonium salte)

Substitutionshistorie: Er erstattet med alkylester ammonium salte (kvarternære ammonium forbindelser).

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Substitutionen er udført i hele EU.

Relevante aktører: Danske vaske- og rengøringsmiddel producenter, udenlandske kemikalie leverandører.

Fortrolighed:-

Styrkeposition: Det vurderes ikke at være en styrkeposition idet de øvrige lande i EU også har erstattet de 4 stoffer.

Alder på substitutionshistorie: I 1989 blev der indgået en frivilligaftale mellem Branchen og Miljøstyrelsen om udfasning af de kationiske stoffer

relevans: DODMAC er risikovurderet under EU's risikovurdereingsprogram. Stofferne er ikke på LOUS, og forventes ikke at komme på REACH-kandidatlisten, det forventes ikke at substitutionen er en styrkeposition, idet substitutionen er udført i hele EU.


Der har i denne branche været arbejdet meget med substitution af problematiske kemikalier, men det vurderes, at der ikke er oparbejdet en viden der kan betragtes som en særlig erhvervsmæssige styrkepositioner. Det vurderes at lignende erfaringer er oparbejdet i andre lande, med større produktion af vaske- og rengøringsmidler.

7.18 Tekstilbranchen

Phthalater: DINP (di-isononylphthalat)

Substitutionshistorie: I Miljøprojekt 742, "reduktion af anvendelsen af phthalater i tekstil og beklædningsindustrien" er det beskrevet at DINP kan erstattes med Phosflex 31-L (phosphatester), Benzoflex 2088 (benzoat) og Mesamoll (sulfonat), hvor Mesamoll vurderes at være den bedst egnede.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Alternativerne produceres udenfor Danmark og er kendt og anvendes i hele EU.

Relevante aktører: Tekstil og beklædningsindustrien, der producerer PVC-belagte tekstilvarer (telte, presenninger samt regn- og arbejdstøj) og udenlandske kemikalieleverandører af alternativer.

Fortrolighed: Der er ikke kendskab til den nøjagtige sammensætning af alternativerne.

Styrkeposition: Ikke en særlig dansk styrkeposition, fordi alternativer til phthalatblødgørerne også anvendes udenfor Danmark.

Alder på substitutionshistorie: Resultatet af afprøvningen af de tre alternativer er offentliggjort i 2002.

Relevans: DINP er ikke på LOUS. Flere phthalater er risikovurderet under EU's risikovurderingsprogram, og er reguleret. DEHP, der typisk har været anvendt som blødgører er på EU's liste over stoffer med dokumentation for hormonforstyrrende effekter. DBP, DEHP og BBP er på den første REACH-kandidatliste. Viden om substitution af DINP vil muligvis kunne bruges ved substitution af andre phthalater, hvor de danske erfaringer med selve produktionsprocesserne muligvis kan bruges, men det kan ikke betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes ikke, at der er oparbejdet særlige erhvervsmæssige styrkepositioner der kan føre til substitution af problematiske kemikalier indenfor tekstilbranchen. Men de oparbejdede erfaringer vil muligvis kunne bruges ved lignende substitutionsopgaver. Indenfor branchen er der arbejdet meget med processerne, hvilket har reduceret udledningen betydelig.

7.19 Øvrige brancher

Blyholdig taginddækning

Substitutionshistorie: Taginddækning med bly blev forbudt at anvende i Danmark fra december 2002. Et nyt taginddækningsmateriale af et kraftigt aluminiumsstrækmetalgitter indstøbt i en silanmodificeret gummi kan anvendes i stedet. Inddækningen skal ikke loddes, men monteres med en klæber.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Forbuddet mod bly i inddækninger er dansk, men der kendes også andre alternativer i udlandet.

Relevante aktører: Byggebranchen, tømrer m.v.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Det vurderes, at der ikke er tale om en dansk styrkeposition, idet forbuddet mod blyinddækninger er dansk, selvom der skulle komme lignende forbud i andre lande vurderes der ikke at være tale om en dansk styrkeposition, idet erfaring med pålægningen ikke kan betragtes som en mulig eksportvare.

Alder på substitutionshistorie: Der er blevet arbejdet med substitution af bly siden sidst i 1990'erne.

Relevans: Bly og blyforbindelser er på LOUS. Import og salg af produkter, der indeholder bly er forbudt i henhold til bekendtgørelse nr. 1082 af 13. september 2007. Alternativer til blyinddækning kan betragtes som en niche, idet bly til taginddækning har været mere brugt i Danmark end i det øvrige Europa. Det vurderes derfor at viden om alternativer på dette område ikke kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes at viden om alternativer til blyfri taginddækning er en niche og at den ikke kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.

Kviksølvbatterier

Substitutionshistorie: Kan erstattes med lithium-, alkaliske- og zinkluftbatterier.

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Anvendelsen af alternativerne er ikke unik i Danmark.

Relevante aktører: Producenter samt importører af batterier, elektrisk og elektronisk udstyr.

Fortrolighed: -

Styrkeposition: Der er ikke tale om en dansk styrkeposition, idet de alternative batterier anvendes i udlandet.

Alder på substitutionshistorie: Der er blevet arbejdet med substitution af kviksølv i batterier siden sidst i 1980'erne.

Relevans: Anvendelsen af kviksølv i batterier er omfattet af regulering. Det vurderes at viden om alternativer på dette område ikke kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.


Det vurderes ikke at viden om alternativer til kvivsølvholdige batterier kan betragtes som en styrke position for Danmark.

Bly i fiskeredskaber

Substitutionshistorie: Bly i fiskeredskaber kan erstattes med granitstøv, der limes sammen. Der arbejdes fortsat med selve udformningen, der skal optimeres således at omfletningen af nettene kan foregå uproblematisk. Det forventes at produktet vil være færdigudviklet medio 2009

Unikt i Danmark/Skandinavien/EU/Globalt: Den danske producent Frydendahl Fiskenet søger patent på produktet.

Relevante aktører: Producenten samt brugere af fiskeredskaber

Fortrolighed: Der er ikke kendskab til den konkrete sammensætning.

Styrkeposition: Det vurderes, at der er et begrænset markedspotentiale, idet forbuddet mod bly i fiskeredskaber er dansk. Hvis andre lande får samme fokus på bly og dermed presses af anvendelsesbegrænsninger for bly kan der måske blive tale om en styrkeposition. I Danmark er fiskeriet endvidere inde i en periode med tilbagegang, så salget i Danmark vurderes ikke at blive stort.

 Alder på substitutionshistorie: Der er blevet arbejdet med substitution af bly i fiskeredskaber siden begyndelsen af i 1990'erne. Indeværende alternativ forventes at være færdigudviklet medio 2009.

Relevans: Bly og blyforbindelser er på LOUS. Forbud mod anvendelsen af bly i fiskeredskaber træder i kraft 1. december 2009. Alternativer til bly i fiskeredskaber kan betragtes som en niche, idet forbuddet kun gælder i Danmark. Det vurderes derfor at viden om alternativer på dette område ikke på nuværende tidspunkt kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.

Det vurderes at viden om alternativer til blyfri fiskeredskaber er en niche og at den ikke kan betragtes som en styrkeposition for Danmark.


 



Version 1.0 Oktober 2009, © Miljøstyrelsen.