[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste]

Indsamling og anvendelse af organisk dagrenovation i biogasanlæg

10. Marked for behandling af organisk dagrenovation

Der er på nuværende tidspunkt 19 større biogasfællesanlæg i drift i Danmark. Biogasanlæggene spiller en væsentlig rolle inden for genanvendelse af forskellige affaldsprodukter, hvor den organiske dagrenovation dog indtil videre kun har spillet en begrænset rolle. Nordsjællands Biogasanlæg er det eneste danske anlæg, der bioforgasser organisk dagrenovation separat.

Fire af de eksisterende biogasfællesanlæg og et rensningsanlæg er indrettet på behandling af organisk dagrenovation, men kun to af biogasfællesanlæggene behandler på nuværende tidspunkt organisk dagrenovation. Den samlede behandlingskapacitet for organisk dagrenovation er i øjeblikket ca. 15.-20.000 tons/år inkl. Århus Nord, hvor organisk dagrenovationslinien endnu ikke er idriftsat.

Behandlingskapaciteten er således meget begrænset i forhold til den mængde affald, der vil kunne indsamles. Det fremgår af kapitel 3, at der ved en opfyldelse af Miljøstyrelsens målsætning skal indsamles ca. 350.000 ton om året.

De eksisterende biogasanlæg vil kunne behandle en betydelig mængde supplerende biomasse. Der behandles på nuværende tidspunkt ca. 200.000 tons organisk affald om året, og det vurderes, at denne mængde uden problemer vil kunne øges med 50.000 tons organisk dagrenovation om året uden at fortrænge industriaffald. På enkelte anlæg vil en øget gasmængde kræve udvidelse af motorgeneratoranlægget, medens det for anlæg, der leverer gassen til større fjernvarmeværker, normalt ikke vil give problemer at afsætte en øget gasmængde.

Behandling af organisk dagrenovation på eksisterende anlæg kræver med de nuværende indsamlingssystemer en betydelig ombygning på selve biogasanlægget, ligesom der kræves en form for forbehandling. Hvorvidt de eksisterende biogasanlæg vil være villige til at foretage de nødvendige investeringer, afhænger af en række forhold herunder:

Dokumentation for at teknikken fungerer, og at det er muligt at sikre biogasanlægget en forøget indtjening.
Sikkerhed for at der kan opnås en flerårig leverings- og prisaftale på leverance af kildesorteret affald.
Mulighed for at affaldet kildesorteres uden anvendelse af plastposer eller alternativt mulighed for at indgå aftale med affaldsselskab om forbehandling af affald, inden det leveres på biogasanlægget.

Hvis ovenstående forudsætninger er til stede, vil der være gode muligheder for, at ca. 50.000 tons kildesorteret organisk dagrenovation vil kunne behandles på de eksisterende biogasanlæg.

Hvis der skal ske biologisk behandling af en mængde affald, svarende til målsætningen, kræves der jævnfør nedenstående tabel således en udbygning med nye biogasfællesanlæg eller anlæg til separat bioforgasning med en samlet behandlingskapacitet på minimum 217.000 tons om året, svarende til ca. 15-20 nye biogasanlæg.

Målsætning for biologisk behandling 350.000 tons/år
Behandlingskapacitet
på nuværende biogasanlæg
20.000 tons/år
Behandlingskapacitet Nordsjællands Biogasanlæg
(uafklaret om anlægget kommer i drift)
20.000 tons/år
Behandlingskapacitet
på nuværende komposteringsanlæg (1995)/40/
23.000 tons/år
Hjemmekompostering (1995) 20.000 tons/år
Mængde der teoretisk kan indpasses på
eksisterende biogasfællesanlæg
50.000 tons/år
Teoretisk behandlingskapacitet på
eksisterende anlæg i alt
133.000 tons/år
Manglende behandlingskapacitet 217.000 tons/år

Tabel 10.1: Målsætning, behandlingskapacitet, potentiel behandlingskapacitet på eksisterende biogasanlæg og manglende behandlingskapacitet til opfyldelse af målsætningen.

Den organiske dagrenovation er geografisk meget skævt fordelt i forhold til de eksisterende biogasfællesanlæg. En meget stor del af den potentielle mængde organisk dagrenovation vil blive indsamlet i de større byer, og specielt er mængden af organisk dagrenovation særlig stor på Sjælland samtidig med, at der kun er få biogasfællesanlæg.

Mængden af organisk dagrenovation, der realistisk set kan indsamles på Sjælland, er ca. 140.000 ton pr. år. Dette vil kræve en betydelig etablering af nye biogasanlæg på Sjælland. Det vil således være nødvendigt at etablere ca. 15 nye biogasfællesanlæg på Sjælland, hvis transport af organisk affald til Jylland skal undgås. Hvis disse anlæg skal etableres som traditionelle biogasfællesanlæg, kræver det ca. 60.000 tons husdyrgødning pr. anlæg. (i alt ca. 900.000 tons om året). Mængden af gylle øst for Storebælt er ca. 2-3 mio. tons om året (udregnet fra Statistisk Årbog 1997), og det er således teoretisk muligt at skaffe en tilstrækkelig mængde gylle.

Dette vil kræve, at størsteparten af anlæggene etableres på Vestsjælland eller i Storstrøms Amt, hvor husdyrtætheden er størst. Alternativt kan der etableres anlæg, hvor husdyrgødningen udgør en mindre del af biomassen, hvilket muliggør etablering af anlæg i områder med mindre husdyrgødningstæthed. Alternativt kan der etableres anlæg med stor behandlingskapacitet til separat bioforgasning af organisk dagrenovation, uden anvendelse af husdyrgødning.

I Jylland vil størstedelen af det organiske affald kunne behandles, hvis der sker en udbygning med nogle få nye anlæg. Dette kræver dog, at de eksisterende anlæg er villige til at etablere de nødvendige behandlingsfaciliteter. Alternativt kræves det, at der etableres 5-10 nye biogasfællesanlæg, der er indrettet til behandling af organisk dagrenovation.


[Forside] [Indhold] [Forrige] [Næste] [Top]