| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Thailand

90’ernes Thailand

Når man ser tilbage på 90’ernes Thailand, kan man konstatere at miljøsamarbejdet mellem Thailand og Danmark udviklede sig i en meget bevæget periode i Thailands senere historie. Perioden startede med en korrupt regering – endnu et – militær kup og en folkelig opstand.

Midt i perioden var både regering og administration udsat for voldsomt pres, dels indefra i form af en voksende demokrati bevægelse, der krævede øget folkelig indflydelse, dels udefra i form af globaliseringens økonomiske konsekvenser.

Ikke desto mindre gennemførte regeringen i perioden en lang række epokegørende reformer og lovgivninger, bl.a. en slagkraftig miljølov – i den forbindelse blev det thailandske miljøministerium etableret.

Og midt i det økonomiske sammenbrud blev der i 1997 vedtaget en ny grundlov, som radikalt ændrede de hidtidige spilleregler. I den nye grundlov blev der lagt vægt på god regeringsførelse, åbenhed, ansvarlighed og folkelig deltagelse.

Det er en kendt sag, at Thai politik kører efter helt andre spilleregler end den danske, og at korruption og manglende finansiel styring tidligere har været en stor byrde for landets udvikling.

Her efter årtusindskiftet er dette stadig tilfældet, men nu er betingelserne for en bedring klart til stede.

Et vendepunkt

Denne udvikling blev startet i slutningen af firserne under en af Thailands mere berygtede regeringer. Her blev kimen lagt til Thailands senere økonomiske sammenbrud - men også til en mere miljøvigtig udvikling og til den nye grundlov.

Det skete i et kompliceret samspil af engagerede regeringsfolk, kompetente akademikere og en korrupt, men karismatisk premierminister – Chatichai Choonhavan. Miljøsagen kom på dagsordenen – i første omgang baseret på den eksisterende, men meget svage miljølov fra 1975.

Årsagen var naturligvis, at den voldsomme økonomiske udvikling havde vist sig at medføre meget store miljøomkostninger i form af vandforurening, jorderosion, udpint landbrugsjord, skovrydning m.m.

Et totalt fældningsforbud fra 1989, havde ganske vist begrænset skovtabet, men da var over halvdelen af Thailands skovareal allerede fældet. Og luft- og vandforureningen i de store by- og industriområder var på vej mod helt uacceptable højder – med alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.

Ny miljøadministration

Sidst i firserne blev nedsat komiteer og udarbejdet forslag til ændringer i lovgivning og administration, men arbejdet blev – i alt fald midlertidigt – afbrudt, da militæret 1991 tog magten ved et kup og indsatte en civil regering.

Det er skæbnens ironi, at denne militærindsatte regering – ledet af Anand Panyarachun – af mange anses for en af de bedste, Thailand har haft i nyere tid. Efter et nyt og demokratisk valg i 1992 blev lederen af militærkuppet udpeget til premierminister, men denne regerings levetid blev kort. En folkelig opstand – bistået af oppositions politikere – forlangte regeringens afgang, og der opstod en blodig konfrontation mellem demonstranter og politi og militær i Bangkok.

Efter opstanden blev der nedsat en midlertidig civil regering, igen ledet af Anand. Sammenlagt gennemførte Anand’s regeringer en lang række love, herunder den nye miljølov i 1992 og etableringen af en styrket miljøadministration under Ministeriet for videnskab, teknologi og miljø.

Denne miljøadministration bestod både af en planlægningsenhed, en miljøstyrelse og en energistyrelse. Dertil kom en afdeling, der særlig skulle tage sig af oplysningaktiviteter for at fremme forståelsen for miljøet i befolkningen.

Både miljø og energiadministrationen fik vidtgående beføjelser til at en lang række nye tiltag – bl.a. ved at fungere som sekretariat for det nationale miljøråd, der ledes af premierministeren. Miljørådet har indflydelse på både bymiljø og naturressourceområdet.

Energiadministrationen fik også rådighed over betydelige midler i form af en nyoprettet miljøfond – men derimod ikke over andre ministeriers budgetter og handlingsplaner. Og ansvaret for i praksis at gennemføre reglerne omkring forvaltningen af naturressourcer i Thailand blev fortsat liggende i Landbrugsministeriet.

Tilsvarende blev ansvaret for at gennemføre de nødve i forhold til bymiljøet også liggende i Indenrigsministeriet og i Bangkoks magistratsforvaltning.

Begrænset miljøbevisthed

Hverken Landbrugsministeret, Indenrigsministeriet eller Bangkoks magistratsforvaltning blev særligt påvirkede af miljøreformerne under Anand regeringen i 1992.

Landbrugsministeriet var stærkt produktionsorienteret, da Thailand som en af verdens største landbrugseksportører hovedsagelig så på landbruget – og skovbruget – som en pengemaskine.

Tilsvarende var Indenrigsministeriet mere interesseret i infrastruktur, der kunne bidrage til mere økonomisk vækst, end til at forbedre miljøet i storbyen. Så der var en relativt begrænset miljøbevidsthed i begge ministerier i begyndelsen af 90’erne.

I det hele taget var der ikke meget viden om – og holdning til – det internationale miljøarbejde på det tidspunkt. Da Thailand skulle beslutte, hvem der skulle repræsentere landet ved en international klimakonference i midten af 90’erne fortæller en anekdote at da klima jo bl.a. har noget med de øvre luftlag at gøre var det nok på passende at sende en jagerpilot til konferencen.

Meget er sket siden da, men først i slutningen af 90’erne er miljøbevidstheden blevet markant bedre. Inden da lagde den strygende økonomiske udvikling i Sydøstasiens tigerøkonomier ikke op til nogen form for bekymring hos de fleste i landets administrative elite: Det gik jo forbløffende godt, med over 300 nye biler på gaden i Bangkok hver eneste dag, og nyt hotel og kontorbyggeri alle vegne.

Sociale græsrødder

Ser man på miljøbevidstheden i de folkelige bevægelser i begyndelsen af 90’erne var den også ret begrænset udenfor snævre, ret akademiske kredse. Thailand havde ganske vist en betydelig og meget aktiv NGO-sektor i firserne, men dens hovedsigte var det sociale område.

Fattigdommen i landområderne krævede en indsats, som myndighederne ikke kunne levere, og udenlandske donorer var derfor særdeles villige til at kanalisere udviklingsmidler gennem NGO sektoren.

Et berømt eksempel er organisationen PDA, der blev et internationalt forbillede for familieplanlægning med "Mr. Kondom" i spidsen. Men samtidig med at Thailand blev rigere og rigere, forsvandt de traditionelle donorer, der støttede sociale udviklingsprojekter; og da staten ikke havde de samme muligheder for at give støtte, fik NGO’erne dårligere økonomiske betingelser. Man havde en kompetent stab og den nødvendige struktur, men ingen ville længere betale for det græsrødderne kunne levere.

Det var i denne situation Danced startede sine første forhandlinger i Bangkok i februar 1994.

Det var et nyt og meget svagt miljøministerium, hvor specielt miljøstyrelsen i løbet af et års tid var vokset fra næsten ingenting til 400 medarbejdere, hvoraf de fleste havde meget begrænset erfaring.

Desuden et landbrugsministerium, hvor betragtninger om bæredygtig naturforvaltning hovedsagelig var begrænset til at jage de lokale folk ud af naturparkerne.

Og et indenrigsministerium, der reelt havde meget store midler til rådighed, men som alligevel var mest interesseret i at Danmark bare sendte f.eks. nogle skraldebiler – sådan som man var vant til med udenlandske donorer. Og hvor de folkelige bevægelser primært tog miljøsagen op, fordi de – helt korrekt – så, at her var der størst mulighed for at skaffe finansiering til arbejdet i deres organisationer.

Situationen 1994 – 2000

Hvis man ser på udviklingen i Thailand i perioden for de to første Danced programmer er der to ting, der springer i øjnene.

For det første det økonomiske sammenbrud. I bagklogskabens klare lys er alle økonomer enige om hvad der gik galt, men ikke desto mindre kom det som et chok, da økonomien begyndte at brænde sammen i midten af 90’erne. Næsten ubegrænset adgang til billige internationale lån, sammenholdt med en fastkurs politik i forhold til dollars medførte et uhæmmet investerings orgie, som ikke havde reelt hold i virkeligheden.

Den økonomiske boble voksede og voksede og sprang endelig i 1997 med en halvering af værdien af den thailandske baht – og med sammenbrud af en lang række banker og finasieringsinstitutter. Det er anslået, at regeringens forsøg på at redde finanssektoren – bl.a. ved at låne penge til finansieringsinstituttet så de ikke krakkede – kostede de Thailandske skatteborgere omkring 90 milliarder kroner. Og det forgæves forsvar for bahten kostede nationalbanken 80 milliarder kroner. Sammenlagt svarer det omtrent til det årlige statsbudget.

De negative økonomiske og sociale følger af sammenbruddet vil ikke være overvundet i lang tid fremover, men i det mindste er der nu opstået en mere realistisk fornemmelse for, hvad der er sund økonomi og en bæredygtig udvikling.

En anden og utvivlsomt mere vidtrækkende udvikling er sat i gang med vedtagelsen af en ny grundlov i 1997. Denne grundlov styrker klart de demokratiske kræfter i Thailand ved at indeholde en decentralisering og en slags kommunal reform, som kan minde om den danske reform i 70’erne. Reformen indebærer både decentralisering og øget inddragelse af borgerne – noget af en udfordring for så centralistisk et styre som Thailand traditionelt altid har haft og stadig har.

Øget lokal indflydelse

Betydelige midler, der hidtil har været under central kontrol, bliver i de kommende år overført til kommunerne; til Tambon’erne, også ofte forkortet til TAO’erne, som er kommunerne på landet og tessa, – som er de store bykommuner. Den centrale magt begrænses, og hele den administrative apparat er nu under reorganisering for at leve op til grundlovens nye krav.

Denne reform proces vil især påvirke de gamle magtfulde centralministerier som Indenrigsministeriet og Landbrugsministeriet. Hvor de tidligere havde enorm magt gennem deres kontrol af statsbudgettet, vil magten nu gradvis blive flyttet til kommunerne, og helt nye spilleregler må aftales og skal fungere.

Planen er, at den andel af statsbudgettet der forvaltes centralt vil stige fra 9 procent, til 20 procent i år 2001 for at nå op på 35 procent frem mod år 2006.

Samtidig indeholder den nye grundlov vidtgående regler om større åbenhed og ansvarlighed i et forsøg på at begrænse korruptionen både i det politiske og det administrative system.

Konsekvenserne kan man så småt mærke allerede; i form af en mere effektiv indsats, med undersøgelser og sagsanlæg, der tidligere ville have været utænkelige. Dette kædet sammen med en meget fri og åbenmundet presse gør Thailands reformproces til et af Sydøstasiens mest dristige demokratiske forsøg. Strategien om mere lokalt demokrati cementeres også i både den nuværende 8. udviklingsplan og i den ny og 9. udviklingsplan der klart prioriterer decentralisering og folkelig deltagelse.

Flere konflikter

Også på den folkelige front er der sket en betydelig udvikling i de syv år, Danced programmerne har varet. På naturressource området er der sket en kraftig mobilisering af de fattige befolkningsgrupper på landet. Miljøkonflikter om adgang til skovområder, bygning af dæmninger, osv. bliver nu bragt på dagsordenen foran regeringsbygningen af bønderne selv gennem de organisationer, der er dannet.

Et eksempel er "Assembly of the Poor", der i 1992 fik titusinder af fattige fra landområderne til at vandre til Bangkok og slå lejr foran regeringsbygningen i månedsvis for kræve mere i kompensation for at være jaget ud af deres skov, der blev inddraget som beskyttet fredsskov. Et andet eksempel er kystfiskerne i Sydthailand, der blokerede en havn i protest mod de store kommercielle fiskeres overfiskning.

Men mobiliseringen har også medført en stigende politisering af NGO bevægelsen. Det gør det undertiden vanskeligt i dag at have et godt og konstruktivt samarbejde mellem myndigheder og NGO’er.

I denne omstillingsproces har Danced, og måden der arbejdes på under den danske miljøbistand gennem programkomiteer, projekter m.m., haft stor betydning for at hjælpe NGO’er og myndigheder med at nå i dialog med hinanden.

Indenfor byområdet har den thailandske miljøstyrelse – fået sin organistation til at fungere og er i færd med at sætte massivt ind på en række områder f.eks. med etablering af renseanlæg, affaldsbehandling, m.m. I Bangkok har miljøsektoren vundet kraftigt frem, efter at en guvernør blev valgt i 1996 på en klar miljøvenlig politik – og en nyvalgt guvernør i år 2000 kan forventes at fortsætte denne linje. Selv om det er svært at mærke når man står i Bangkoks inferno, så er der sket store fremskridt i storbyens miljøsituation, f.eks er der langt mindre bly i luften og affaldsindsamlingen fungerer langt bedre.

På energiområdet er der også sket meget – både med den thailandske holdning og den danske miljøbistand på området.

Belastende energi

Da Danced startede i Thailand var situationen den at der var mangel på energi specielt el. Der var bygget de dæmninger og kraftværker man kunne. Desuden var de folkelige protester – i landet og nabolandene – overfor dæmninger, blevet større og større.

Behovet for energi bliver hovedsagelig dækket via import af olie og kul, og er altså voldsomt belastende for betalingsbalancen. Specielt i forbindelse med den svære økonomiske krise i 90’erne gik det op for thai’erne, at der ud over en miljømæssig gevinst også kunne være sund økonomi i at arbejde hen mod mere vedvarende energi – gennem selvforsyning og besparelser. Energiproduktion fra biomasse er det interessante i thailandsk sammenhæng.

Allerede i 1992 vedtog man en lov med en ny fond – der skulle opsamle pengene fra den miljøskat, der blev indført på benzin.

I forhold til f.eks. de danske benzinafgifter er den thailandske meget lav, men samlet set er der tale om store beløb. De efterhånden mange milliarder i denne fond skal bruges til at fremme større bæredygtighed på energiområdet f.eks. gennem energispare-kampagner. Et Danced-projekt vil sikre, at danske erfaringer bliver nyttiggjort i den sammenhæng.

I 1996 gik 6 procent af den danske miljøbistand til Thailand til energiområdet – målet blev sat til 20 procent i år 2000, og det er nu opnået.

Så den danske bistand har udviklet sig og fulgt med i den retning som landet selv har bevæget sig. Flere og flere projekter omkring opbygning af kapacitet, der understøtter mere folkelig deltagelse; og nu desuden energiprojekter efter dansk forbillede. Specielt strukturering af energibesparelser – og information – er her et dansk styrkefelt.