De organiske forbindelser, der tilledes pileanlægget, primært via spildevandet, kan
nedbrydes af slimdannende bakterier, der kan skabe zoner i anlægget, hvor der ikke kan
ske infiltration. Dette er også tilfældet i rodzoneanlæg, nedsivningsanlæg og
biologiske sandfiltre. De sidstnævnte anlæg skal kunne omsætte spildevandets
letnedbrydelige organiske forbindelser i et mindst 10 gange mindre volumen end pileanlæg
(Miljøstyrelsen 1999a, b og c).
Der er i projektet ikke foretaget undersøgelser af nedbrydningen af letnedbrydelige
forbindelser, der via spildevandet tilledes pileanlæg. Det vurderes, at
erfaringsgrundlaget for rodzoneanlæg, nedsivningsanlæg og biologiske sandfiltre er så
veludbygget, samt at dette, hvad angår omsætning af letnedbrydelige organiske
forbindelser, kan overføres til pileanlæg. Erfaringsgrundlaget for rodzoneanlæg,
nedsivningsanlæg og biologiske sandfiltre er, at det nødvendige volumen til omsætning
af de organiske forbindelser er betydeligt mindre end et pileanlægs volumen.
Fordelersystemerne i rodzoneanlæg, nedsivningsanlæg og biologiske sandfiltre består
af kortere og/eller smallere fordelerstrenge eller sivegrøfter, end hvad der forekommer i
de undersøgte pileanlæg. Det er således heller ikke sandsynligt, at fordelersystemerne
i de eksisterende pileanlæg vil medføre problemer med tilstopning pga. et
underdimensioneret fordelersystem.
Anlæg 6 er det anlæg i projektet, der har været længst tid i drift. Det er også
det anlæg i projektet, der har den største spildevandsbelastning pr. volumenenhed. Der
er foretaget videoinspektion i anlæggets fordelerrør. Røret ligger nær anlæggets bund
i et lag af nøddesten under en fiberdug, der adskiller nøddestenslaget fra det
overliggende jordlag. Rødderne fra pilene i anlægget kan således ikke suge det
spildevand op, der ligger i nøddestenslaget. Der er derfor en teoretisk sandsynlighed
for, at der med tiden udvikles zoner med stillestående spildevand, der omsættes anaerobt
til en slimet masse, der hindrer senere tilført spildevand i at flyde forbi. Sådanne
zoner nedsætter et pileanlægs kapacitet. Videoinspektionen viste ingen af disse zoner,
hvilket tillægges pileanlæggets forholdsvist store volumen, koblet til fortynding med
nedbør. Resultaterne af videoinspektionen underbygger den ovenfor nævnte antagelse, at
pileanlæg indeholder det nødvendige volumen til omsætning af organiske forbindelser,
før de danner betydelige, tilslammede zoner.
En undtagelse er det overjordiske fordelersystem i anlæg 1, 2 og 3 i Gesten. Der har
membrandrypslanger vist sig uegnede til fordeling af spildevand fra husholdninger, så
længe spildevandet ikke forudgående filtreres. Drypsystemerne kloggede til og anvendes
ikke længere til fordeling af spildevandet.
Pil kan vokse i jord med pH ned til 5 (Grime et al. 1988). Når de organiske
forbindelser nedbrydes under anoxiske betingelser, kan der dannes syrer, hvorved pH falder
i væsken i anlægget. Der er derfor jævnligt målt pH i væskefasen i anlæggenes jord.
pH har, med én undtagelse, altid ligget mellem 6,3 og 7,5. Undtagelsen var det anlæg,
der er illustreret i Figur 4.1 og Figur 4.2. Anlægget havde på et tidspunkt været
vandlidende så længe, samtidig med at tilledningen af spildevand havde været betydelig
i forhold til tilførslen af nedbør, at pH faldt ned til ca. 5,3 omkring 1 meter nede i
anlægget. I vandfasen over jordoverfladen var pH 6,3-6,7. Det er muligt, at den sure jord
har været medvirkende til, at pilen satte rødderne oppe i vandfasen som beskrevet i
indledningen til Kapitel 4.
Der er således ikke eksempler på ekstremt sure betingelser i forhold til pilens
tolerance i anlæg, hvor vandet fordampes i vækstsæsonen.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|