Indeklimavurdering af alternative rensevæsker i renseribranchen

6. Fase 3: Identifikation af renserier, der anvender alternative rensevæsker, samt indsamling af eventuelle eksisterende måleresultater

6.1 Identifikation af renserier, der anvender alternative rensevæsker
6.2 Gennemgang af foreliggende indeklimamålinger
6.3 Indledende vurdering af risikoen for indeklimaproblemer

6.1 Identifikation af renserier, der anvender alternative rensevæsker

Brugen af de alternative rensevæsker er som nævnt forholdsvis ny i Danmark og der findes ikke en samlet opgørelse over antallet af renserier, der har skiftet til alternativerne.

Efter kontakt til kommuner, brancheforeninger, samt renserier er der sammenfattet en liste over kendte renserier, der anvender kulbrinte- eller Rynex-rensevæske. Antallet fremgår af tabel 6.1.

Efter kontakt til Dansk Renseri Forening og renserisammenslutningen Texpert, samt maskinleverandør HJM Teknik ApS er det oplyst, at der ikke er kendskab til andre kulbrinte- og/eller Rynex-renserier og opgørelsen er ifølge deres skøn (efterår 2001) fuldstændig.

Som det fremgår af tabel 6.1 er der i alt 17 renserier, der anvender alternative rensevæsker.

Tabel 6.1:
Antallet af renserier, der anvender alternative rensevæsker, pr. 1. nov. 2001. Baseret på oplysninger fra Dansk Renseri Forening og renserisammenslutningen Texpert

Anvendt rensevæske

Antal renserier

Kulbrinter

13

Rynex

4

I alt

17

6.2 Gennemgang af foreliggende indeklimamålinger

Der er foretaget en indsamling af allerede eksisterende måleresultater fra renserier, der anvender alternative rensevæsker. Måleresultaterne er gennemset for hvorvidt der ved undersøgelserne er taget højde for
Eventuelle andre kilder til forurening, såvel eksterne som interne i renseri og lejlighed, herunder forurening af jord- og grundvand.
Variation i påvirkningen som følge af variation i driften, og dermed betydningen af målemetode og måleperiode.
Bygningskonstruktionen, herunder ventilationsforhold.
Klimatiske forhold mm.

Der er via kontakten til kommunerne fremskaffet oplysninger om indeklimamålinger ved 2 renserier, der anvender kulbrinte- rensevæske. Disse undersøgelser er sammenfattet i tabel 6.2.

Tabel 6.2:
Opsummering af tidligere foretagne indeklimamålinger i regi af kommunernes tilsynspligt. Lokaliteterne er anonymiseret og er benævnt lokalitet A og B.

Parameter

Lokalitet A

Lokalitet B

Stam- og driftsdata

Anvendte rensevæsker

Kulbrinte og PCE

Kulbrinte og PCE

Kendskab til variation i driften under målinger?

Varierende fra 2 til 7 charges pr. dag

-

Er der aktiv ventilation i renseriet

-

-

Er der oplysninger om særlige klimatiske forhold på måledage

-

-

Er der undersøgt for forurening af jord- og/eller grundvand ?

Nej

-

Er der undersøgt for andre kilder til forurening af indeklimaet i boligen ?

Ja, generelt er andre kilder anmodet fjernet forud for målingerne

-

Bygningstype, herunder type af etageadskillelse

-

-

Målinger og resultater

Opsamlingsmetode

ATD-rør

ATD-rør

Opsamlingsperiode

Ca. 2 og 14 dage, hhv. renseri og lejlighed

Ca. 1 og 14 dage, hhv. renseri og lejlighed

Analysemetode

GC-MS/FID

GC-MS/FID

Analyseparameter

Analyseret for C9-C12 kulbrinter, beregnet som n-decan

Analyseret for kulbrinter, C8-C13

Resultat af målinger for kulbrinter i indeluft i renseri

11,0 og 7,2 mg/m³

2,3 og 2,6 mg/m³

Resultatet af målinger for kulbrinter i indeluft i lejlighed

5,4 og 4,1 mg/m³

0,46 og 0,12 mg/m³

LuftkvalitetskriteriumA

Kulbrinte-rensevæske

0,6 mg/m³

-: ingen oplysninger
a: Miljøstyrelsen( 2001b)

Der foreligger ingen kendte undersøgelser af indeklimapåvirkningen i boliger som følge af renserier, der benytter Rynex-rensevæske.

6.3 Indledende vurdering af risikoen for indeklimaproblemer

Som det fremgår af tabel 6.2, er der en række tekniske forhold såsom driftsvariationer, andre kulbrinte-kilder m.m., som ikke er kortlagt i forbindelse med målingerne. Disse parametre kan have større eller mindre effekt på koncentrationsniveauet i lejligheden og det vurderes, at der således kan være en vis usikkerhed på måleresultaterne.

Trods denne usikkerhed vurderes det, at de fundne indeklimakoncentrationer giver et førstehåndsindtryk af påvirkningen af nærliggende boliger som følge af anvendelse af kulbrinte-rensevæske i renserier. Resultaterne i tabel 6.2 viser, at der i 1 ud af de 2 undersøgelser kan konstateres reel overskridelse af luftkvalitetskriteriet for kulbrinte-rensevæsker på 0,6 mg/m3.