Emballageforsyningen i Danmark 2001

Sammenfatning og konklusioner

Emballageforsyningsopgørelsen for 2001 er gennemført af konsulentfirmaet LOGISYS A/S. Der er anvendt præcis den samme metode som i de forrige år. Den samlede danske forsyning af emballager for året 2001 er i alt på 1.032.488 tons, hvoraf 43,1% er salgsemballager og 56,9% er transportemballager.

I tilknytning til opgørelsen er der parallelt gennemført et separat arbejde med at verificere forsyningsmængden for hvidblikemballager. Forrige år blev der gennemført verificeringsarbejder for plast- og aluminiumsemballager. Det er tanken, at man i gennem en periode skal i gennem samtlige hovedemballagematerialer. Det gennemførte arbejde er rapporteret selvstændigt, men de konklusioner arbejdet er kommet frem til, er blevet indarbejdet i emballageforsyningsopgørelsen for år 2001. De gennemførte justeringer vil blive omtalt i gennem rapporten her.

På nedenstående skema ses den samlede danske emballageforsyning for år 2001:


‘‘Samlet emballageforsyning, 2001‘‘
Klik på billedet for at se html-version af "Samlet emballageforsyning, 2001".

Pap og papir er det største emballagemateriale og udgør 47,2% af den samlede mængde. Mængden af plast, træ og glas er næsten lige store og udgør hver især omkring 15-16% af den samlede emballageforsyning.På følgende skema fremgår udviklingen af emballageforsyningsmængden for de seneste 8 år. I de seneste 4 år er der sket en svag stigning i mængden.

Samlet emballageforsyning over tid i 1.000 tons

‘‘Samlet emballageforsyning over tid i 1.000 tons‘‘
Klik på billedet for at se html-version af "Samlet emballageforsyning over tid i 1.000 tons".

I lighed med opgørelsen for 2000 er der foretaget en fordeling af emballageforsyningsmængden ud på de enkelte varepositioner. Der er principielt tale om en anden måde at opgøre forsyningen på. De 2 metoder skal gerne komme til det samme resultat, men der er en forskel på godt 369.000 tons emballage, men med meget store svingninger mellem de enkelte materialegrupper. I alt 145.000 tons er træpaller, som ikke indgår i emballageopgørelsen for de enkelte varepositioner. Derudover indgår anvendelsen af returemballage gennem nytilgangen ikke.

Desuden er der gennemført en opgørelse af anvendelsen af genbrugsemballager. Den viser, at der er en beholdning på 606 mio. genbrugsemballager, og de har i alt cirkuleret 2,7 mia. gange. Majoriteten heraf er flasker til øl og sodavand. Såfremt denne emballagemængde var engangsemballager, ville den give et tillæg til emballageforsyningen på 1,2 mio. tons – altså i runde tal en fordobling af den nuværende emballageforsyning.