Afsætning af bioforgasset organisk affald

Indledning

I dette projekt afdækkes mulighederne for afsætning af bioforgasset organisk dagrenovation til jordbrugsformål. Projektets relevans skal ses i relation til et ønske i ”Affald 21” /1/ om på sigt at genanvende op i mod 400.000 tons organisk dagrenovation til jordbrugsformål med forudgående bioforgasning. En forudsætning for anvendelse af produktet i biogasanlæg og til gødningsformål er, at produktet ikke indeholder en væsentlig mængde fremmedlegemer. Her spiller separationsteknologi en stor rolle. Der vil altid være en vis restfraktion i den indsamlede organiske dagrenovation. Det er dels plasticposer og dels fremmedlegemer fra fejlsortering ude i husstandene eller evt. sammenblanding med andet dagrenovation under transporten. Det vanskelige ved separationen består i at fjerne restaffaldet uden at få for meget organisk materiale med over i den fraktion. I projektet omhandler det første kapitel en kortfattet status på de erfaringer, der er gjort med separationsteknologi i praksis foruden en vurdering af optimal placering af separationsanlæg i forhold til behandlingsanlæggene (forbrændingsanlæg og biogasanlæg). Indenfor de næste måneder udgives flere projekter omhandlende erfaringer med den nyeste separationsteknologi.

For at sætte bioforgasning af organisk dagrenovation i perspektiv er medtaget et kapitel om økonomi i bioforgasning, da økonomien i behandling af den organiske dagrenovation sammenholdt med de lovgivningsmæssige krav er afgørende for om kommunerne vælger denne behandlingsmetode.

Det centrale i projektet er en udførlig undersøgelse af landbrugets og industriens holdning til brug af affaldsprodukter – herunder bioforgasset organisk dagrenovation – som gødning i jordbruget. Undersøgelsen sammenholdes med en geografisk undersøgelse af det tilgængelig areal til udbringning af affaldsprodukter i en her og nu situation og i år 2010. Der er til dato ikke foretaget en lignende undersøgelse. I dag er der flere kommuner og større industrier, som har store problemer med at afsætte deres affaldsprodukter (slam) til jordbrugsformål. Det er derfor relevant at undersøge, hvilket arealkrav genanvendelsen af det bioforgassede organiske dagrenovation medfører, sammenholdt med arealkravet til de affaldsprodukter, der genanvendes i dag. Dertil kommer jordbrugets holdning til anvendelse af affaldsprodukter og hvilke faktorer, der har indflydelse på jordbrugets evt. brug af produktet. Det kan være landmandens holdning til produktet, økonomi, gødningsværdi, krav fra samarbejdspartnere, risikoen for uønskede stoffer i produktet (såvel toxiner som plast o.a.), samt udbuddet af andre produkter i området (gylle, spildevandsslam, Novogro, Cheminova fosfat, kartoffelfrugtsaft m.m.). Hvad angår fødevareindustrien er der i dag flere virksomheder, der ikke tillader brug af spildevandsslam og andre affaldsprodukter som gødning til de afgrøder, der afsættes til den pågældende virksomhed.

Nærværende projekt er baseret på litteraturstudie og samtaler med folk i branchen. Undersøgelsen om jordbrugets holdning til brug af affaldsprodukter er fremkommet ved en interviewundersøgelse af 12 landmænd, der er udvalgt efter geografisk beliggenhed, aktuel brug af gødningstype og type af jordbrug (med/uden husdyr). Dertil kommer interviews med 4 repræsentanter fra forskellige fødevareindustrier.