Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger 2001

Sammenfatning og konklusioner

”Statistik for behandling af organisk affald fra husholdninger 2001” indeholder en kortlægning af mængden af organisk affald tilført kompost- og biogasanlæg. Endvidere opgøres den behandlede affaldsmængde samt produktion, lager og afsætning af kompost og endelig pris og kvalitet af den fremstillede kompost.

Statistikken er udarbejdet på grundlag af indberetninger fra 142 kompostanlæg samt 7 biogasanlæg. Kun biogasanlæg, der behandler kildesorteret, organisk dagrenovation, er medtaget. På kompostanlæggene skal der foregå en egentlig kompostering – anlæg der alene modtager og fliser have- og parkaffald indgår ikke i statistikken.

Statistikken siger således ikke noget om den totale mængde have- og parkaffald, der indsamles i Danmark. Statistikken viser heller ikke mængden af organisk affald behandlet på danske biogasanlæg - kun fra anlæg, der behandler organisk dagrenovation.

Væsentlige resultater fra statistikken sammenfattes i det følgende.

I 2001 indgår 149 anlæg – 11 flere end i 2000. Tre nye anlæg er etableret i 2001. Når flere anlæg end tidligere indgår i årets statistik, så skyldes det, at allerede etablerede anlæg først er blevet identificeret i årets statistik.

Anlæggene fik i 2001 tilført i alt 1.298.000 tons organisk affald. Det er en stigning i den tilførte affaldsmængde på 19 pct. i forhold til 2000. Andelen af dagrenovation og have- og parkaffald steget en lille smule mens mængden af slam fra rensningsanlæg og andet organisk affald er steget kraftigt. Den tilførte, ubehandlede affaldsmængde fordeler sig således:

  • Organisk dagrenovation: 37.000 tons
  • Have- og parkaffald: 669.000 tons
  • Slam fra rensningsanlæg: 196.000 tons
  • Husdyrgødning til biogas: 198.000 tons
  • Andet organisk affald: 198.000 tons

Kompostanlæggene producerede 462.000 tons kompost i 2001, hvilket er en stigning på 2,5 pct. i forhold til 2000. Mængden af fraført kompost udgjorde 380.000 tons, hvilket er en stigning på 25.000 tons eller 6,5 pct. i forhold til året før. Den udnyttede kapacitet er ca. 80 pct.

Af komposten anvendes den største del (45 pct.) i private haver. Hvor andelen af kompost anvendt i private haver sidste år var steget i forhold til året før, så er andelen i år 2001 faldet med 4 pct. i forhold til sidste år. 7 pct. bruges som afdækning på deponier eller deponeres, 10 pct. på grønne områder, 19 pct. i landbruget, 5 pct. i gartnerier, mindre end 1 pct. i skovene og 14 pct. til andre formål.

Lageret af færdig kompost steg med 97.000 tons til i alt 427.000 tons.

Prisen på kompost har de seneste år været nogenlunde konstant. Den gennemsnitlige salgspris for kompost fremstillet af ren have- og parkaffald ligger på 55 - 60 kr. pr. tons. Der er stor forskel på hvilken pris det enkelte anlæg tager for komposten.

Næsten hvert andet kompostanlæg udleverer gratis kompost.

Analyseresultater viser, at indholdet af tungmetaller overholder gældende grænseværdier i 2001.

Gældende og fremtidige afskæringsværdier for miljøfremmede stoffer i kompost overholdes ligeledes.