Retningslinier for etablering af beplantede filteranlæg op til 30 PE

3 Forundersøgelser

Etablering af et beplantet filteranlæg kræver kun begrænsede forundersøgelser, hvor vurdering af terrænforhold, afledningsforhold og afstand til anden beplantning er de vigtigste.

3.1 Placering af anlæg

Afstandskrav

Der gælder ikke særlige miljøbetingede afstandskrav for placering af beplantede filteranlæg på en ejendom.

Gener

Det beplantede filteranlæg skal være placeret således, at der ikke opstår gener for omkringboende.

Praktiske afstandskrav

Ved placeringen af anlægget bør der tages praktiske hensyn. Anlægget skal placeres frit og med god afstand til eksisterende bevoksning (helst > 5 meter). Afstanden til bygninger, skel, vandløb og søer bør være over 5 meter.

Eventuelle udluftningsrør fra bundfældningstanken bør anbringes i god afstand fra opholdsarealer, da lugt fra udluftningsrør kan forekomme.

Anlægget skal placeres, så det er tilgængeligt for drift og vedligeholdelse.

Anlægget bør, af hensyn til planternes vækst, placeres lysåbent.

Servitutter, byggelov mv.

Placeringen af anlægget med tilhørende ledninger og brønde skal endvidere respektere afstandskravene i byggeloven, bygningsreglementet, funderingsnormen samt eventuelle byggelinier fastlagt ved fredningsbestemmelser eller anden form for servitutter.

3.2 Terræn- og jordbundsforhold

Anlægget bør ikke placeres i lavninger, fordi sen nattefrost kan sætte væksten af planterne tilbage.

Placer anlægget højt

Filteranlægget kan med fordel placeres højt i terrænet således at recirkulering af renset spildevand tilbage til bundfældningstanken kan ske uden brug af pumpe. Såfremt der recirkuleres tilbage til bundfældningstankens første kammer skal filteranlæggets overflade ligge mindst 1,6 m højere end vandstandsniveauet i bundfældningstanken. Såfremt der recirkuleres tilbage til pumpebrønden er der ingen specifikke krav, idet dybden af pumpebrønden kan tilpasses anlæggets placering.

Jordbunds- og grundvandsforholdene bør undersøges, med henblik på at sikre anlægget mod sætninger samt for at sikre sig mod problemer med vand under etablering.

3.3 Afledningsforhold

Undersøgelser af afledningsforhold omfatter kortlægning af det eksisterende afløbssystem i det omfang, det ønskes anvendt fremover, og evt. en kortlægning af andre afledningsmuligheder.

Eksisterende afledningsforhold

Det eksisterende afløbssystem registreres med hensyn til placering af alle ledninger, omfang af tilsluttede installationsgenstande, omfang af tilsluttet regnvand, herunder tagnedløb, placering, størrelse og funktion af alle brønde samt øvrige afløbsforhold på ejendommen. Bundkoten til alle vigtige knudepunkter (brønde, indløb, udløb, mv.) indmåles ligesom placering i plan i forhold til faste terrænpunkter (bygninger mv.) indmåles.

Kapacitet af bundfældningstank

For bundfældningstanken, hvis en sådan findes, bestemmes det samlede volumen og volumen af de enkelte kamre. Om muligt noteres fabrikat og type af tanken (tankene).

Andre afledningsmuligheder

Skal der etableres ny afledning, skal der findes et vandløb, grøft, hoveddræn eller lignende, som er i stand til at modtage det rensede spildevand. Placering og koteforhold skal bestemmes, ligesom det skal undersøges, om der er tilknyttet særlige servitutter, rettigheder, renserestriktioner eller lignende for de mulige modtagere af spildevandet.

Terrænets hældning mod udledningspunktet findes og sammenholdes med de krav, der stilles til fald på ledningerne og dybde af ledninger mv.

 



Version 1.0 November 2004, © Miljøstyrelsen.