Undersøgelse af mulighederne for termisk oparbejdning af mekanisk separeret shredderaffald

8 Forslag til videre arbejde

De økonomiske aspekter er afgørende for om virksomheder i projektets målgruppe vil have interesse i implementering af de tilgængelige teknologier beskrevet i denne rapport. Med fokus på de økonomiske aspekter vil de mulige veje, som projektgruppen ser for implementering af teknologierne i Danmark, blive beskrevet i det følgende.

8.1 KSK

Interessen for KSK ved projektets start var stor, idet der her er tale om en proces baseret på kendt og vel afprøvet teknologi, og de økonomiske rammer var attraktive med relativt lave investeringer og deraf følgende lave behandlingsomkostninger. Da det derefter viste sig, at udviklingsniveauet ikke var kommet dertil, at det ville være muligt at indblæse støvformet materiale i den varme zone i ovnen, og at det måske slet ikke ville være hensigtsmæssigt at indblæse støv her i en medstrømsforgasser, dalede interessen betydeligt.

Projektgruppen har ingen forslag til at fortsætte arbejdet med KSK.

8.2 CTU/Mefos

CTU/Mefos har vist sig at være en robust proces, der trods visse problemer med indstilling af de ønskede procesparametre under forsøgene gennemført på Mefos, dog kunne producere en slagge, der næsten opfylder kravene i den danske slaggebekendtgørelse til kategori 2 slagge, hvilket var den oprindelige målsætning i projektet. De økonomiske aspekter i processen er attraktive, hvis der kan opnås en pris for slaggen, der ligger i størrelsesordenen 100 EURO pr. tons slagge.

Før mulige investorer vil kunne tiltrækkes, må en række problemstillinger dog belyses nærmere. Det er nærliggende at foreslå, at det videre arbejde med denne proces indledes med et feasibility studie til belysning af mulighederne for at definere, hvilke krav der skal stilles til slaggens egenskaber for at opnå den højest mulige pris for slaggen, gennemførelse af et ”laboratorieforsøg” med den allerede fremstillede slagge for at undersøge mulighederne for at opnå disse ønskede egenskaber samt estimere omkostningerne hertil.

Resultaterne fra laboratorieforsøgene analyseres og en foreløbig kravspecifikation til et kommercielt anlæg opstilles. På grundlag heraf opstilles et anlægskoncept med budgetpriser, estimerede forbrugsomkostninger og estimeret indtjening. Dette anlægskoncept skal kunne fremstille den ønskede slagge med de egenskaber, der er specificerede og skal kunne overholde de miljømæssige krav, herunder også krav til dioxin balance, der kan forventes stillet til et kommercielt anlæg i Danmark.

Under forudsætningen, at feasibility studiets resultater svarer til forventningerne, fortsættes det videre arbejde med et pilotforsøg i større skala med ca. 10 tons shredderaffald og ca. 10 tons RGP til verificering af, at de ønskede slaggeegenskaber kan opnås i praksis.

Et pilotforsøg som det skitserede kan gennemføres i eksisterende anlæg på Mefos, om end der vil være tale om i det mindste to separate pilotanlæg, der skal supplere hinanden, idet flydende slagge skal transporteres fra smeltecyklonen til en konverter, hvor den endelige slaggeanalyse skal indstilles.

Omkostningerne til det her skitserede videre arbejde er på nuværende tidspunkt kun skønnede, men det forventes, at arbejdet vil kunne gennemføres for et beløb af størrelsesordenen 5 millioner kroner.

Det forventes, at det skitserede projekt kan give grundlaget for en beslutning om implementering af teknologien.

8.3 VTT

Fortsættelse af udviklingen hos VTT ligger uden for dette projekts rammer, men nye forsøg med shredderaffald fra H.J.Hansen er planlagt til at finde sted i 1. kvartal 2005. I disse forsøg er kun den del af shredderaffaldet, der indeholder mest organisk materiale medtaget. Dette betyder, at ca. 30% af shredderaffaldet indgår i forsøget, der har til formål at fastsætte forgasserens driftsparametre samt bringe erfaringer, der kan tjene til kalkulation af omkostningerne til den nødvendige gasrensning og dermed til fastlæggelse af de samlede omkostninger til afbrænding af shredderaffald i denne proces.

Selvom de miljømæssige aspekter i VTT-processen ikke er særlig attraktive uden en række tiltag, der skal have som mål at nyttiggøre yderligere dele af den uorganiske del af shredderaffaldet, vil den videre udvikling blive fulgt, idet behandlingsomkostningerne for den organiske del med høj brændværdi forventes at være lave.

 



Version 1.0 November 2006, © Miljøstyrelsen.