MTBE. Undersøgelse af grundvandet nedstrømsidriftværende og tidligere benzinstationer

5 MTBE - fundprocenter

5.1 Erfaringsdata fra andre undersøgelser

5.1.1 Erfaringsopsamlingen i Fyns Amt

Fyns Amts erfaringsopsamling bygger på data fra 33 undersøgelser udført af Oliebranchens Miljøpulje, 30 undersøgelser udført af Fyns Amt og 9 undersøgelser udført af andre (frivillige undersøgelser). De 9 undersøgelser udført af andre er primært igangsat på baggrund af konkret viden om forurening. De øvrige undersøgelser er ikke udført på baggrund af en speciel formodning om forurening, ud over hvad der ellers gælder for branchen. Dog viser erfaringen, at en del af de benzinstationer, der er tilmeldt OM-ordningen af branchen, er tilmeldt på baggrund af kraftige indikationer på forurening eller konstateret forurening. MTBE - fundprocenter fra Fyns Amts erfaringsopsamling er vist i tabel 5.1.

Tabel 5.1 MTBE - fundprocenter fra Fyns Amts erfaringsopsamling.

Type af undersøgelse Lokaliteter i alt Antal lokaliteter hvor der
ikke er påvist indhold er fund = 0,1 µg/l er fund > 5 µg/l
OM grunde i alt 33 3 (9 %) 30 (91 %) 22 (67 %)
OM grunde, tilmeldt af amt/kommune 2 0 (0 %) 2 (100 %) 0 (0 %)
OM grunde, tilmeldt af branche 31 3 (10 %) 28 (90 %) 22 (71 %)
FA undersøgelse 30 7 (23 %) 23 (77 %) 16 (54 %)
Frivillig undersøgelse 9 0 (0 %) 9 (100 %) 9 (100 %)
Erfaringsopsamling i alt 72 10 (14 %) 62 (86 %) 47 (65 %)

5.1.2 Data fra Oliebranchens Miljøpulje

Oliebranchen besluttede i 2004 at genåbne Oliebranchens Miljøpulje, sådan at OM’s oprydning på nedlagte benzinstationer kunne omfatte tidligere benzingrunde, som ikke allerede var tilmeldt Oliebranchens Miljøpulje. Tilbuddet gjaldt både lukkede anlæg og de anlæg i drift, der gerne ville lukke. Amterne kunne indtil 1. februar 2005 tilmelde lokaliteter, hvor der havde været detailsalg af motorbrændstoffer og hvor detailsalget af motorbrændstoffer var nedlagt senest den 1. januar 2004. Lokaliteter med detailsalg af motorbrændstoffer som var nedlagt efter 1. januar 2004 eller som blev nedlagt inden 31. marts 2005 kunne af grundejerne tilmeldes direkte til Oliebranchens Miljøpulje.

De tilmeldte ejendomme omtales i denne sammenhæng som OM-II sagerne. Branchen tilmeldte 261 sager, mens myndighederne tilmeldte 374 sager. Indsatsen på de branchetilmeldt grunde prioriteres af Oliebranchen i samarbejde med amterne. Oliebranchens Miljøpulje har i 2006 udarbejdet et status notat omkring MTBE fund på OM-II sager /7/.

Der er på 229 af de branchetilmeldte grunde gennemført undersøgelser med udtagning og analyse af vandprøver for indhold af MTBE. De udførte undersøgelser viser at der på 48 % af lokaliteterne er påvist indhold af MTBE i grundvandet over grænseværdien (109 lokaliteter). For de øvrige lokaliteter fremgår det ikke af notatet, om der ved undersøgelserne er påvist et indhold mellem detektionsgrænsen og grundvandskriteriet (5 µg/l) eller om der ikke er påvist indhold af MTBE i grundvandet ved de pågældende lokaliteter, /7/.

Ved undersøgelserne er boringerne typisk placeret umiddelbart ved og omkring kildeområderne, dvs. som udgangspunkt inde på grunden. MTBE fundprocenterne for OM-II grundene er vist i tabel 5.2.

Tabel 5.2 MTBE - fundprocenter fra OM – II grunde, /7/.

  Antal lokaliteter i alt Antal lokaliteter hvor der
ikke er påvist indhold er fund = 0,1 µg/l er fund > 5 µg/l
OM – II sager 229 * * 109 (48 %)

*: Data er ikke opgjort så feltet kan udfyldes.

5.2 Data fra denne undersøgelse

5.2.1 Tidligere benzinstationer med konstateret benzinforurening

Der er gennemført undersøgelser på 6 tidligere benzinstationer, hvor OM har konstateret benzinforurening. På 5 af stationerne er der påvist MTBE, og på alle 5 stationer er det påviste indhold af MTBE over grundvands-kriteriet på 5 mg/l. På 1 af stationerne er MTBE-indholdet påvist i en boring udført tæt på en potentiel kilde. Hvis der ses bort fra denne boring, og der kun medtages resultater fra boringer udført udenfor lokaliteterne, er der påvist MTBE over 5 µg/l på 4 af de 6 lokaliteter svarende til 67 %. På 3 af de 4 lokaliteter, hvor der blev påvist MTBE over 5 µg/l, vurderes den hydrogeologiske del af konceptet at være opfyldt. På disse lokaliteter har der været mindre justeringer i forhold til den i konceptet optimale boringsplacering.

Tabel 5.3 MTBE-fundprocenter på tidligere benzinstationer.

  Antal lokaliteter i alt Antal lokaliteter hvor der
ikke er påvist indhold er fund = 0,1 µg/l er fund > 5 µg/l
Inkl. kildeboring på lokalitet 1 6 1 (17 %) 5 (83 %) 5 (83 %)
Ekskl. kildeboring på lokalitet 1 6 1 (17 %) 5 (83 %) 4 (67 %)

Antallet af benzinstationer, hvor der er påvist MTBE ved denne undersøgelse, er således af samme størrelsesorden som den tidligere erfaringsopsamling fra Fyns Amt, uanset om forudsætningerne for undersøgelserne er forskellige, se afsnit 5.1.1.

På én lokalitet er der ikke påvist forurening med MTBE eller kulbrinter, udenfor ejendommen. Ved forureningsundersøgelser i 1993 og 1996 blev der i boringer ved tankanlægget påvist jord- og grundvandsforurening med kulbrinter. Resultaterne af de dengang udførte undersøgelser indikerede, at der ikke er risiko for uacceptabel forureningspåvirkning af grundvandet med kulbrinter. Ved de tidligere undersøgelser blev der ikke analyseret for indhold af MTBE i grundvandet. På baggrund af undersøgelserne blev det besluttet ikke at udføre oprensning af forureningen.

På de øvrige 5 benzinstationer, hvor OM tidligere har konstateret benzinforurening, er der endvidere påvist TBA og TBF (nedbrydningsprodukter af MTBE) samt benzen og totalkulbrinter. Indholdet af benzen og totalkulbrinter overskrider dog kun grundvandskvalitetskriterierne på én benzinstation.

5.2.2 Benzinstationer i drift

På de 4 benzinstationer i drift (2002/2003), hvor der er udført en hovedundersøgelse, er der påvist MTBE på 3 af stationerne, svarende til en fundprocent på 75. Alle de påviste indhold er mindre end grundvandskvalitetskriteriet på 5 mg/l.

Ved de tre hovedundersøgelser, er der i boringer udenfor benzinstationerne, påvist et makimalt indhold af MTBE på henholdsvis 3,6 µg/l, 0,7 µg/l og 0,24 µg/l. I disse tre sager er der i alt analyseret 16 vandprøver fra boringer placeret umiddelbart udenfor benzinstationen/skel, såvel opstrøm som nedstrøm. I disse vandprøver er der påvist MTBE i 7 vandprøver, svarende til 44 %. I denne opgørelse indgår kun data fra faneboringerne, hvis de er placeret umiddelbart udenfor benzinstationen eller i skel til benzinstationen.

I boringer udenfor de 4 stationer, er der i grundvandet også påvist et indhold af en eller flere af følgende komponenter/forbindelser: TBA, benzen og/eller total kulbrinter. På den sidste station er der påvist små indhold af TBA, total kulbrinter og benzen. Der er ikke påvist TBF på de 4 stationer.

Tabel 5.4 MTBE-fundprocenter på benzinstationer i drift i 2002/2003.

  Antal lokaliteter i alt Antal lokaliteter hvor der
ikke er påvist indhold er fund = 0,1 µg/l er fund > 5 µg/l
Benzinstationer i drift 4 1 (25 %) 3 (75 %) 0 (0 %)

Endelig skal det nævnes, at der på Hjallesevej i Odense er lagt en benzin-/oliebestandig PVC-folie i bunden af udgravningen for benzinanlægget. På trods af denne foranstaltning er der i 5 ud af 6 boringer på denne lokalitet påvist MTBE i grundvandet.

Ved denne undersøgelse, er der således på 3 ud af 4 benzinstationer i drift (2002/2003), påvist et indhold af MTBE i grundvandet, i området udenfor benzinstationen. Alle de påviste indhold er mindre end grundvandskvalitetskriteriet på 5 µg/l. I projektet har det været diskuteret hvorledes et indhold af MTBE i grundvandet, på dette niveau, udenfor benzinstationen skal tolkes.

Udgangspunktet for tolkningen af analysedata må være, at et ”naturligt” baggrundsniveau for indhold af MTBE i grundvandet er 0 µg/l, eller i praksis mindre end analysemetodernes detektionsgrænse. Grundvandsovervåg-ningen, for perioden 1998 – 2003, viser at MTBE kun i begrænset omfang træffes i de 70 grundvandsovervågningsområder /8/. For den samme periode, viser vandværkernes boringskontrol, et lidt hyppigere omfang, /8/. Data fra grundvandsovervågningen er vist i tabel 5.5.

Tabel 5.5 Data fra grundvandsovervågningen, MTBE-fund i perioden 1993-2003, /8/.

  Analyser Indtag fra filter Over grænse-værdien³, %
total
antal1
Fund antal antal analyse² antal fund
(%)
Grundvandsovervågningen,
1993-2003
464 9 298 6 (2%) 0,3
Vandværkernes boringskontrol, 1993-2003 2328 211 1872 116 (6.2 %) 0,4

Note 1: Det total antal analyser. Der kan godt være udtaget mere end en prøver fra sammen boring/filterinterval.

Note 2: Antallet af boringer/filterintervaller hvor der er udtaget vandprøver til analyse.

Note 3: Her anvendes grænseværdien for drikkevand.

I tidligere udredningsprojekter omkring MTBE /9/, er det anført, at MTBE tilføres omgivelserne diffust, bl.a. ved karburatortab og i forbindelse med tankning af biler. Fra atmosfæren udbredes MTBE til overfladevand og jord/grundvand. Den diffuse spredning giver anledning til koncentrationer i overfladevand eller grundvand på brøkdele af mikrogram pr. liter til nogle få mikrogram pr. liter. Endvidere kan MTBE tilføres jord og grundvand fra punktkilder som utætte tankanlæg, spild og utætte ledninger, herunder kloakledninger /9/. I relation til atmosfærisk spredning af MTBE, sker der en fotokemisk nedbrydning, med en halveringstid på mellem 3 og 6 dage /10/.

De aktuelt påviste indhold af MTBE i grundvandet, udenfor de tre benzinstationer, varierer mellem 0,1 µg/l og 3,6 µg/l. Med baggrund i data fra grundvandsovervågningen vurderes det, at de aktuelle data ikke er udtryk for en generel atmosfærisk diffus spredning af MTBE til grundvandsmagasinerne. Fundhyppighederne ved de aktuelle undersøgelserne af benzinstationerne, og en enkelte af de påviste koncentrationer, er langt større end hvad der ses for grundvandet på landsplan som helhed.

En undersøgelse af andre mulige nærliggende kilder til MTBE forureningen af det øvre grundvand ved de pågældende fire benzinstationer viser, at de pågældende benzinstationer er de mest sandsynlige kilder. I området omkring to af de fire stationer findes der en række muligt forurenede og forurenede lokaliteter, bl.a. autoværksteder og andre benzin- og servicestationer. På baggrund af driftsperiode, undersøgelsesresultater og placeringen af de andre lokaliteter vurderes de dog ikke at være relevante som punktkilder i forhold til denne undersøgelse.

Den påviste svage forurening med MTBE i grundvandet må således tilskrives den umiddelbart nærliggende drift af benzinstation. Om spredning til grundvandsmagasinet ved de enkelte benzinstationer er sket som følge af utætheder i tanke og anlæg, deciderede spild på terræn eller ved udsivning fra utætte kloaker er ikke muligt at vurdere. Men ovenstående indikerer at det med rimelig sikkerhed kan knyttes en forbindelse mellem den påviste grundvandsforurening og driften af de enkelte benzinstationer.

5.3 Status for antal benzinstationer i Danmark

Som led i projektet, har Oliebranchens Miljøpulje vurderet antallet af benzinstationer i drift efter 1985, svarende til tidspunktet for indførelse af MTBE i dansk benzin, /11/. OM’s vurdering af antallet af benzinstationer i drift efter 1985 er vist i tabel 5.6.

Tabel 5.6 Antal benzinstationer i drift efter 1985, vurderet af OM, /11/.

Kategori, benzinsalgsanlæg Vurderet antal anlæg i drift efter 1985 Bemærkninger
Idriftværende benzinstationer pr. ultimo 2005 2.034 Langt de fleste anlæg er opgraderet iht. benzinstationsbekendtgørelsen
OM2, branchetilmeldte anlæg. Alle 257 stationer er tilmeldt inden 1-2-05, var i drift 1-1-04 og er lukket senest 1-4-05 257 Langt de fleste er ikke opgraderet iht. benzinstationsbekendtgørelsen. På en del anlæg er der konstateret forurening før tilmelding
OM2, offentlig tilmeldte anlæg. Stationerne er tilmeldt inden 1-2-05 og lukket før 1-1-04. Der er både tale om nyere anlæg og gamle anlæg, der ikke kom med ved den tidligere OM1-tilmeldelse – omkring ca. 50 % i hver kategori. Ca. 200 Størstedelen er ikke opgraderet iht. benzinstationsbekendtgørelsen.
På en del anlæg er der konstateret forurening før lukning og tilmelding
OM1, branchetilmeldte anlæg. Alle 863 stationer er tilmeldt inden 1-1-96, var i drift efter 1-10-91 og er efterfølgende lukket 863 Ikke opgraderet iht. benzinstations-bekendtgørelsen. Mange gamle og utidssvarende anlæg. På en del anlæg er der konstateret forurening før tilmelding
OM1, offentlig tilmeldte anlæg. De ca. 8.500 stationer er tilmeldt inden 1-4-99 og er lukket før 1-10-91. Det vurderes, at maksimalt 7 % af anlæggene har været i drift efter 1985 Under 600 Gamle og utidssvarende anlæg.
På en del anlæg er der konstateret forurening før lukning og tilmelding
Øvrige anlæg, lukket 1-2-05 til 31-12-05 eller andre anlæg, der ikke er OM-tilmeldte Ganske få -
Samlet antal benzinsalgsanlæg, i drift efter 1985 Under 4.000 -

Med baggrund i data fra OM kan det skønnes at der på landsplan er ca. 4000 benzinstationer der har håndteret benzin indeholdende MTBE. Det bemærkes at antallet er meget følsom for den foretagne vurdering under de offentlige tilmeldte OM1-anlæg. Ændres skønnet til 25 %, vil antallet af benzinstationer, der har anvendt benzin indeholdende MTBE, forøges med ca. 1.500.

I gruppen af idriftværende benzinstationer, er det bemærket at langt de fleste anlæg er opgraderet i henholdt til benzinstationsbekendtgørelsen. Bekendtgørelsen blev udsendt i 2001, med en overgangsordning for eksisterende anlæg, for hvilken bekendtgørelsen senest skal være implementeret ultimo 2007, afhængig af benzinstationens samlede årlige salg af benzin og diesel, /12/. Som udgangspunkt er der derfor også en potentiel risiko for MTBE forurening ved disse benzinstationer.

5.4 Opskalering af undersøgelsesresultaterne

MTBE fundprocenterne fra de aktuelle undersøgelse er, i tabel 5.7, sammenstillet med de øvrige præsenterede fundprocenter, beskrevet i afsnit 5. Det bemærkes at forudsætningerne for de enkelte undersøgelser ikke nødvendigvis er sammenfaldende, jf. afsnit 5.1 og 5.2.

Tabel 5.7 MTBE fundresultater, på tværs, uanset at forudsætningerne er forskellige for de enkelte undersøgelser mv.

Type af undersøgelse Lokalite-ter i alt Antal lokaliteter hvor der
ikke er påvist indhold er fund = 0,1 µg/l er fund > 5 µg/l
Data fra erfarings opsamling i Fyns Amt, afsnit 5.1.1 OM grunde i alt 33 3 (9 %) 30 (91 %) 22 (67 %)
  OM grunde, tilmeldt af amt/kommune 2 0 (0%) 2 (100 %) 0 (0 %)
  OM grunde, tilmeldt af branche 31 3 (10 %) 28 (90 %) 22 (71 %)
FA undersøgelse 30 7 (23 %) 23 (77 %) 16 (54 %)
Frivillig undersøgelse 9 0 (0 %) 9 (100 %) 9 (100 %)
Erfaringsopsamling i alt 72 10 (14 %) 62 (86 %) 47 (65 %)
           
OMs data, afsnit 5.1. OM – II sager 229 * * 109 (48 %)
           
Denne undersøgelse, afsnit 5.2 Tidligere benzinstationer ² 6 1 (17 %) 5 (83 %) 5 (83 %)
Tidligere benzinstationer ³ 6 1 (17 %) 5 (83 %) 4 (67 %)
Benzinstationer i drift (2002/2003) 4 1 (25 %) 3 (75 %) 0 (0 %)

*: Data er ikke opgjort så feltet kan udfyldes.

Note 2: Inkl. kildeboring på lokalitet 1.

Note 3: Ekskl. kildeboring på lokalitet 1.

De sammenstillede undersøgelsesdata for benzinstationer der ikke længere er i drift viser, uanset om undersøgelsesforudsætninger er forskellige, at sandsynlighed for at træffe MTBE i det underliggende grundvand, på et niveau større end grundvandskriteriet på 5 µg/l, er i størrelsesordenen 50 % eller mere. For denne gruppe af benzinstationer indikerer undersøgelsesdata ligeledes, at der er en meget stor sandsynlighed for at der vil kunne påvises MTBE på lavt niveau i grundvandet, svarende til niveauet mellem detektionsgrænsen og grundvandskriteriet.

Ved den aktuelle undersøgelse er der gennemført undersøgelse af 4 benzinstationer i drift. På disse benzinstationer er der udelukkende foretaget undersøgelser af grundvandet udenfor de enkelte lokaliteter. På ingen af disse fire lokaliteter, er der ved undersøgelse af grundvandet udenfor lokaliteten, påvist et indhold af MTBE i grundvandet, i et niveau større end grundvandskriteriet på 5 µg/l. Derimod er der i grundvandet udenfor benzinstationerne, i 3 ud af 4 undersøgelser, påvist et indhold af MTBE i grundvandet på lavt niveau, svarende til niveauet mellem detektionsgrænsen og grundvandskriteriet.

Ved vurdering af grundvandsforureninger på lavt niveau er det naturligvis vigtigt at overveje om den påviste grundvandsforurening er relateret til den konkrete kilde, eller om den kan relateres til andre potentielle kilder i området, eller kan være forårsaget af en diffus forureningsspredning. For de 3 benzinstationer i drift, undersøgt ved denne undersøgelse, er tilstedeværelsen af andre kilder mv. inddraget i vurderingen. På baggrund af dette vurderes det, at de pågældende benzinstationer er de mest sandsynlige kilder til den påviste MTBE forurening af grundvandet udenfor benzinstationerne.

Sammenfattende viser undersøgelserne at der er meget stor sandsynlighed for at påvise MTBE i grundvandet ved tidligere benzinstationer, der har håndteret MTBE-holdigt benzin. For benzinstationer i drift (2002/2003), er datamaterialet meget spinkelt, hvorfor der næppe kan konkluderes noget generelt.

 



Version 1.0 Marts 2007, © Miljøstyrelsen.