Effekter af grønne regnskaber samt anden offentlig tilgængelig miljørapportering 2 Konklusioner
Indledningsvist blev der stillet tre grundlæggende spørgsmål for undersøgelsen af effekter af det grønne regnskab. Besvarelsen af disse spørgsmål vil derfor danne udgangspunkt for præsentationen af undersøgelsens centrale konklusioner. Efterfølgende konkluderes på, hvilke effekter der er identificeret inden for en række hovedområder. 2.1 Typer af effekterHvilke typer af effekter kan der være tale om i forbindelse med virksomheders udarbejdelse af grønne regnskaber og andre offentligt tilgængelige miljørapporteringer? På baggrund af det indledende litteraturstudie og ekspertinterviews blev der identificeret en række typer af effekter, der fungerede som bruttoliste over mulige effekter igennem den resterende del af undersøgelsen. Disse typer af effekter fremgår overordnet set af følgende figur. 2.2 Tre hovedgrupperinger af virksomhederHvad er virksomhedernes incitamenter for og oplevede nytte af arbejdet med de grønne regnskaber og anden offentligt tilgængelig rapportering? Overordnet set er de væsentligste effekter af det grønne regnskab identificeret internt i virksomhederne i forbindelse med virksomhedernes arbejde med miljøforhold. Der er i undersøgelsen identificeret tre grupperinger af virksomheder, der oplever væsentligt forskellige effekter af det grønne regnskab. Disse tre grupperinger indbefatter ikke virksomheder, der afleverer EMAS-miljøredegørelser. Den første gruppe består af omkring halvdelen af de virksomheder, der er forpligtede til at udarbejde grønt regnskab. De er kendetegnet ved at have implementeret miljøledelsessystemer, som sikrer, at der i virksomheden arbejdes med miljøforhold på et niveau, hvor det grønne regnskab ikke har noget yderligere at bidrage med. For disse virksomheder har det grønne regnskab minimal effekt. Omkostningsmæssigt kræver det ikke det store arbejde at lave det grønne regnskab, men de får til gengæld stort set heller ikke noget ud af det. Den anden gruppe består af virksomheder, der ikke arbejder med et miljøledelsessystem, men som alligevel vurderer, at det grønne regnskab ingen effekt har i virksomheden. Disse virksomheder er kendetegnet ved at prioritere miljøarbejdet forholdsvist lavt og ved at have en meget negativ holdning til det grønne regnskab. Af samme grund følges der i virksomheden ikke op på de aktiviteter, som arbejdet med det grønne regnskab er med til at sætte i gang. Gruppen vurderes at bestå af lidt under hver fjerde virksomhed, der laver grønt regnskab. For dem vurderes det grønne regnskab samlet set at være en omkostning for virksomheden. Virksomheder i begge af de første grupper beklager sig over, at det grønne regnskab er stort set nyttelyst arbejde for dem. Den tredje og sidste gruppe består af virksomheder, der ikke har et miljøledelsessystem, og som har kunnet bruge det grønne regnskab til på den ene eller anden måde at styrke miljøarbejdet i virksomheden. Disse virksomheder har en forholdsvis positiv holdning til det grønne regnskab, og det er samtidig den gruppe, hvor langt de fleste effekter i virksomhederne gør sig gældende. Til forskel fra de to første grupper har virksomheder i denne gruppe fundet incitamenter til at arbejde med det grønne regnskab som følge af forskellige oplevede positive effekter af arbejdet med det grønne regnskab. De væsentligste af disse effekter er styrkelse af indsamlingen af miljødata, øget viden om og fokus på virksomhedens miljøarbejde i ledelsen, en styrkelse af miljømedarbejderens rolle i virksomheden samt få konkrete eksempler på besparelser inden for energi, råvarer og affald. Denne gruppe vurderes at bestå af lidt flere end hver fjerde virksomhed. For dem vurderes det grønne regnskab at have en samlet set positiv værdi for virksomheden. Nogle af virksomhederne i den første gruppe har indført miljøledelsessystemer i forbindelse med arbejdet med det grønne regnskab. Dette gælder særligt de virksomheder, der har valgt at arbejde med EMAS i stedet for det grønne regnskab. Kravet om udarbejdelse af det grønne regnskab har således været medvirkende til, at flere virksomheder er begyndt at arbejde mere systematisk og strategisk med virksomhedens miljøforhold. Denne sammenhæng fremstår som en af de væsentligste effekter af det grønne regnskab. 2.3 Det grønne regnskab som kommunikationsredskabI forhold til kommunikationen er konklusionen af denne undersøgelse, at det grønne regnskab kun i begrænset omfang anvendes i kommunikationen mellem virksomhederne og deres interessenter. Samtidig tyder forklaringer på, at det substantielle indhold af denne kommunikation er så sporadisk at virksomhederne stort set ingen nytte oplever af det grønne regnskab som et kommunikationsmiddel over for omverdenen. De fleste virksomheder udtrykker frustration over, at den tid, der bruges på det grønne regnskab, ikke nyttiggøres i forhold til en dialog med omverdenen. Hvad er brugernes incitamenter for og oplevede nytte af arbejdet med de grønne regnskaber og anden offentlig tilgængelig miljørapportering? Brugerne anvender kun i begrænset omfang de grønne regnskaber. Af de adspurgte brugergrupper er det stort set kun blandt miljøinteressenter, der findes interesse for det grønne regnskab. Denne interesse afgrænser sig til at omfatte dele af myndighederne og i mindre omfang interesseorganisationer samt forsknings- og uddannelsesinstitutioner. Disse brugeres nytte af at anvende det grønne regnskab er primært, at det giver et indblik i miljøkulturen i virksomheden, og at det holder virksomheden op på overskridelser af deres miljøgodkendelse. Der er ingen eller kun yderst begrænset nytte af det grønne regnskab blandt gruppen af kommercielle interessenter, bestående af investorer, kunder og andre virksomheder. Virksomheder, der har forsøgt at anvende det grønne regnskab i forbindelse med markedsføringen har derfor ikke haft megen succes hermed. Certificerede miljøledelsessystemer som EMAS og ISO 14001 har en bedre signalværdi, fordi virksomhederne frivilligt forpligter sig til at leve op til systemernes krav. Derfor er disse miljøledelsessystemer bedre markedsføringsredskaber end det grønne regnskab. 2.4 Dilemmaer for det grønne regnskabI forhold til brugen af det grønne regnskab er der identificeret to centrale dilemmaer. På den ene side kritiseres det grønne regnskab for at være for teknisk og datatungt til brug af ikke ekspertbrugere. Derfor anbefaler flere eksperter og brugere, at de grønne regnskaber antager en mere fortællende form, hvor virksomhederne i højere grad forholder sig til de miljødata og de målsætninger og handlingsplaner, der kommunikeres. På den anden side indeholder det grønne regnskab ikke miljødata, der er detaljerede nok til at tilfredsstille databehovet hos tilsynsmyndighederne og de centrale myndigheder, der derfor må indsamle oplysninger på anden vis. Desuden er datadelen ikke god nok til at foretage sammenligninger mellem virksomhederne. Der er altså et dilemma mellem at tilfredsstille behovet for miljødata og behovet for en forholdsvist let tilgængelig fortælling om virksomhedernes miljøforhold. Et andet centralt dilemma er, at de grønne regnskaber har til hensigt at fungere som redskab til kommunikation af virksomhedernes miljøforhold til interessenterne. Som det fremgår af konklusionen, peger denne undersøgelse på, at de væsentligste effekter af det grønne regnskab opstår i forhold til arbejdsprocesser internt i virksomhederne. Dette dilemma betyder, at det grønne regnskab og procedurerne i forbindelse hermed i høj grad er gearet til at fungere i den eksterne kommunikation, mens det grønne regnskab fortrinsvist fungerer internt. I forlængelse af disse overordnede konklusioner vil en uddybning af konklusionerne gennemføres i relation til de enkelte effekter, der er fundet i virksomheden, og effekter, der er fundet i relation til brugerne. Kort sagt er den overordnede konklusion, at de grønne regnskaber har en meget begrænset værdi for de potentielle brugere, og at de i et vist omfang har værdi for virksomhedernes interne miljøarbejde. Der er blevet fundet en række effekter, hvoraf de fleste, som beskrevet oven for, er positive. Alle disse effekter beskrives i det følgende. 2.5 Effekter i virksomhedenDet skal her understreges, at sigtet for denne undersøgelse har været at identificere effekter af det grønne regnskab. Da langt de fleste effekter er positive, vil det først og fremmest være positive effekter, der fremhæves under hver type af effekter. Til det er det vigtigt at pointere to ting. For det første er mange af de nævnte effekter forholdsvist sporadiske, hvilket vil fremgå undervejs i gennemgangen. Det vil sige, at effekterne langt fra er gældende for alle virksomheder eller brugere. For det andet er der alle de potentielle effekter, som det grønne regnskab ikke har medført. Dette er kommenteret i det omfang, at en i litteraturstudiet identificeret potentiel effekt har vist sig ikke at gøre sig gældende. For eksempel at investorer ikke synes at bruge det grønne regnskab. Miljødata Den væsentligste effekt er, at de grønne regnskaber har bidraget til, at virksomheder, der ikke i forvejen har haft systematisk indsamling af miljødata, har fået startet denne proces som følge af arbejdet med de grønne regnskaber. Det grønne regnskab er med til at sætte en indsamling af miljødata i gang, men er i mindre omfang med til at fastholde indsamlingen. For virksomheder, der udarbejder grønne regnskaber og i forvejen arbejder med miljøledelse, kan det grønne regnskab forekomme irrelevant. Det grønne regnskab kan dog give virksomheden en årlig miljøstatus og i nogle tilfælde omfatter det grønne regnskab flere data, end der arbejdes med i miljøledelsessystemet. Regnskaberne kan vanskeligt bruges til at foretage sammenligninger mellem produktionsprocesser eller mellem virksomheder i samme branche. Nøgletal vil i langt højere grad kunne føre til mulige sammenligninger, men også her vil der være begrænsninger på omfanget af anvendelse. Enkelte virksomheder har dog eksempler på, at det er muligt at foretage sammenligninger af emissioner og ressourceeffektivitet. Innovation Undersøgelsen viser, at ca. halvdelen af de adspurgte virksomheder oplever, at det grønne regnskab har en positiv effekt for innovationen i virksomheden. Ingen oplever en negativ effekt. Forklaringerne fra interviewene peger på at innovationen ligger inden for dataindsamling og ressourceforbruget, men at effektens substantielle indhold er meget lille. Der er desuden en meget begrænset udbredelse i arbejdet med de grønne regnskaber blandt medarbejderne i virksomhederne, og der er praktisk taget ingen læring i forbindelse med det grønne regnskab virksomhederne imellem. Råvarer, energi og emissioner Det område, der på grundlag af arbejdet med de grønne regnskaber har givet virksomhederne størst effekt i forbindelse med indsamling af miljødata, er der, hvor virksomhederne finder mulige omkostningsreduktioner, inden for primært minimering af vand- og energiforbrug samt bedre sortering af affald. Der er ikke tilsvarende kommet udsagn fra virksomhederne om, at de grønne regnskaber har haft en effekt i relation til øvrige emissioner fra virksomhederne. Miljøarbejdet – miljømedarbejderen Det grønne regnskab kan være med til at støtte miljømedarbejderen i dennes arbejde med virksomhedens miljøforhold. Der, hvor indsamlingen af miljødata ikke fungerer systematisk, kan kravet om indsamling af data i det grønne regnskab støtte miljømedarbejderen til systematisk indsamling. De fleste steder, hvor det grønne regnskab ikke vurderes at bidrage til miljømedarbejderens arbejde, kommer det imidlertid ikke i vejen for andet af miljømedarbejderens arbejde med virksomhedens miljøforhold. Til gengæld er der en udbredt frustration blandt miljømedarbejdere med ansvar for udarbejdelse af det grønne regnskab. Det skyldes først og fremmest den manglende værdi af det grønne regnskab som kommunikationsredskab, hvorfor de ansvarlige føler, at de spilder deres tid med at udarbejde et dokument, der netop er ment som et kommunikationsredskab. Miljøarbejdet – miljøledelse Kravet om arbejdet med grønne regnskaber har bidraget til indførelse af miljøledelsessystemer, men denne effekt var stærkest i forbindelse med indførelse af de grønne regnskaber. Miljømedarbejderne i de virksomheder, der har miljøledelsessystemer, mener ikke at det grønne regnskab bidrager positivt til miljøarbejdet. Omvendt mener de samme medarbejdere heller ikke, at regnskaberne virker hindrende for virksomhedernes systematiske miljøledelsesarbejde. Virksomhederne der arbejder med EMAS har bl.a. valgt dette som følge af det grønne regnskab. Det grønne regnskab har således bidraget til mere systematisk og målrettet miljøarbejde i disse virksomheder. En af årsagerne til at EMAS er valgt til afløsning af det grønne regnskab, er, at virksomhederne vurderer, at EMAS har en bedre markedsføringsværdi. Ledelse Samlet set viser undersøgelsen, at arbejdet med det grønne regnskab og EMAS medvirker til, at ledelsen i et flertal af virksomheder får en større indsigt i virksomhedens miljøforhold. Endvidere bidrager arbejdet med de grønne regnskaber og EMAS i et flertal af virksomhederne til udviklingen af virksomhedens handlingsplaner. Virksomhedens miljøarbejde flyttes op på ledelsesniveau på nogle af de virksomheder, hvor det ikke allerede er tilfældet. Ledelsesinvolveringen er dog størst på virksomheder med EMAS. Af en række interview fremgår det, at topledelsen ikke er yderligere involveret i det grønne regnskab end ved en underskrift. Medarbejdere De grønne regnskaber er med til at involvere medarbejderne i miljøforståelse i virksomheden. Men det er primært nøglemedarbejdere – de, der skal indsamle data, der involveres. Det ses, at de virksomheder, hvor virksomhedens ledelse fremmer et engagement omkring miljøarbejdet, også er de virksomheder, hvor involveringen af medarbejderne er størst. Her er der bredt tale om medarbejdere, der kan arbejde eksempelvis med projekter, som reducerer elforbruget, eller projekter vedrørende affaldssortering og -minimering. Kun en enkelt af de interviewede virksomheder involverer hele virksomheden i miljøarbejdet. Økonomi Blandt de virksomheder, vi har talt med, er den generelle vurdering, at udgifterne ved udarbejdelsen af det grønne regnskab ligger på et acceptabelt niveau, der ikke udgør nogen uforholdsmæssigt stor omkostning for virksomheden. Der, hvor det grønne regnskab har en positiv intern effekt, vurderes de indirekte gevinster tilmed at overstige omkostningerne. Andre har dog oplevet større utilfredshed med omfanget af det arbejde, der skal lægges i det grønne regnskab. Udgiftsniveauet ligger nogenlunde konstant i virksomhederne efter de første par regnskaber, hvor virksomhederne har oplevet udgiftsbesparelser. 2.6 Effekter blandt brugerneMyndigheder Der er generelt en tilfredsstillende dialog mellem virksomheder og myndigheder om det grønne regnskab. Men dialogen begrænser sig til formelle rettelser af det grønne regnskab. En egentlig effekt af dialogen sker ikke – kun der, hvor myndigheden ikke leverer det grønne regnskab tilbage til tiden, eller der, hvor myndigheden udviser et manglende engagement i forhold til det grønne regnskab. Vi har talt med to tilsynsmyndigheder, hvoraf den ene kan bruge de grønne regnskaber i det daglige tilsynsarbejde som oplæg til samtale med virksomhederne i forbindelse med virksomhedsbesøg. Den anden bruger ikke det grønne regnskab i det daglige arbejde. Miljøstyrelsens anvender det grønne regnskab i forbindelse med indberetning til det Europæiske forureningsregister EPER og E-PETR samt til andre internationale indberetninger. Regnskaberne bidrager også med viden om miljøforhold på konkrete virksomheder og i forbindelse med udarbejdelse af branchebilag. Naboer og NGO Selvom mange virksomheder gerne vil udlevere deres grønne regnskab til offentligheden, er der generelt en meget ringe efterspørgsel efter de grønne regnskaber fra brugergrupperne, herunder naboer og NGOer. Der synes især blandt naboer at være et meget ringe kendskab til eksistensen af de grønne regnskaber. Naboer udtrykker et ønske om at få at vide, hvis noget utilsigtet sker på en virksomhed, eller hvilke handlingsplaner virksomheden sætter op for at nedbringe emissioner år for år. NGOer har en tilsvarende interesse. I det interview, der er foretaget med en nabo til en virksomhed, der sender det grønne regnskab ud til naboerne, gives der udtryk for tilfredshed med det grønne regnskab, fordi det er muligt at se udviklingen i emissioner og ressourceforbrug samt at sætte sig ind i virksomhedens miljøindsats gennem ledelsens redegørelse. Ingen naboer i øvrigt har rettet henvendelse til pågældende virksomhed vedrørende de grønne regnskaber. Heller ingen andre af de virksomheder, der indgår i det kvalitative interview, har fået nabohenvendelser om det grønne regnskab. Forskere og studerende Forskere og studerende forekommer sammen med myndighederne at være den eneste brugergruppe, der anvender de grønne regnskaber i væsentligt omfang. Det grønne regnskab anvendes på universiteterne i forbindelse med opgaver og projekter om industrivirksomheders miljøforhold. Desuden har vi talt med en gymnasielærer, der kan anvende det grønne regnskab i undervisningen. Medier Pressen i Danmark interesserer sig stort set ikke for de grønne regnskaber. Mange miljøjournalister er interviewet, men stort set alle gav udtryk for, at miljøhistorier ikke skrives over grønne regnskaber, men over uheld eller miljøovertrædelser. Da de grønne regnskaber blev indført, var der en kortvarig og fortrinsvis lokal interesse fra pressens side. Private kunder Det kan konkluderes, at det grønne regnskab bruges i kommunikationen med private kunder, der også om end i begrænset omfang efterspørger det grønne regnskab hos virksomhederne. De virksomheder, der er interviewet i undersøgelsen, er langt fra tilfredse med det grønne regnskab som et markedsføringsredskab. EMAS ses derimod som et bedre markedsføringsredskab, idet det signalerer, at virksomheden frivilligt ønsker at beskæftige sig med miljøledelse og ønsker at gennemføre løbende forbedringer på miljøområdet. Det samme gør sig gældende i forhold til virksomheder, der er ISO certificeret. De ser også en bedre markedsføringsværdi i dette frem for det grønne regnskab. Offentlige indkøbere Det grønne regnskab indgår i nogle kommuners indkøbspolitik, men vi har ikke fået kendskab til, at dette har betydning for tildelingen af kontrakter. Det grønne regnskab læses ikke af de offentlige indkøbere, vi har talt med, og det grønne regnskab signalerer ikke i sig selv miljømæssig ansvarlighed hos virksomhederne. Værdien af de grønne regnskaber er lille for indkøbere, bl.a. fordi det ikke er muligt at foretage en sammenligning af virksomhedernes miljøforhold. Indkøbere efterspørger legale forhold og ikke indhold eller differentiering af virksomhedernes miljøpræstationer. Blandt EMAS-virksomhederne er der oplevet en efterspørgsel efter deres miljøredegørelse fra deres offentlige kunder. Vi ved ikke, om de offentlige kunder blot undersøger, om virksomheden er EMAS registreret, eller om registreringen også granskes i forbindelse med valg af leverandør. Investorer Meget få virksomheder har oplevet, at investorer har efterspurgt deres grønne regnskab. Konklusionen fra et interview med et af de største investeringsselskaber i Danmark er at det grønne regnskab ikke henvender sig til investorer. En granskning af virksomhederne i forbindelse med en investering sker derfor ikke ved hjælp af det grønne regnskab, men ved inddragelse af miljørådgivere og om nødvendigt ved udarbejdelse af en miljømæssig due diligence. Virksomheder De grønne regnskaber er vanskelige at anvende til sammenligning af virksomhederne. Det er ikke muligt for den enkelte virksomhed at benchmarke sig i forhold til konkurrenten/kollegaen. Samtidig har brancheforeningerne ikke anvendt det grønne regnskab til at fremme videndelingen mellem medlemsvirksomhederne. Der er således ingen effekt i form af videndeling blandt brancherne som følge af det grønne regnskab. Det har ikke været muligt at tilvejebringe stærke konklusioner om leverandørkædens brug af de grønne regnskaber. Ca. hver fjerde grøn regnskabsvirksomhed efterspørger ofte eller altid miljødokumentation, og halvdelen gør det aldrig. De virksomheder, vi har talt med, bruger ikke det grønne regnskab i forhold til deres underleverandører eller kunder blandt virksomheder, men en bygherre, vi har talt med, bruger det grønne regnskab i forbindelse med valg af underleverandører.
|