| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Effekter af grønne regnskaber samt anden offentlig tilgængelig miljørapportering

4 Effekter af kommunikationen

4.1 Dialogen med tilsynsmyndighederne

Tilsynsmyndighederne skal ifølge bekendtgørelsen om det grønne regnskab § 12 lave en udtalelse til det grønne regnskab i dialog med virksomhederne. I forhold til effekterne af det grønne regnskab er det interessante ved denne dialog mellem myndighederne og virksomhederne, om og i givet fald hvordan den influerer på virksomhedernes videre miljøarbejde?

Det kan konkluderes, at der generelt er en tilfredsstillende dialog mellem virksomheder og tilsynsmyndigheder om det grønne regnskab, og at denne dialog i et flertal af virksomheder bidrager til deres videre arbejde med det grønne regnskab. Imidlertid tyder forklaringerne på, at denne dialog ikke har en væsentlig effekt på det generelle forhold mellem virksomhederne og deres respektive tilsynsmyndigheder, samt at bidraget fra dialogen typisk begrænser sig til formelle detaljer.

Af beskrivelserne af dialogen med tilsynsmyndighederne i de kvalitative interview fremgår det således, at indholdet af dialogen begrænser sig til formelle rettelser af de grønne regnskaber, hvor de ikke lever op til kravene i bekendtgørelsen. Dette passer virksomhederne fint, men betyder samtidig, at de indholdsmæssige effekter af dialogen er begrænset til formaliteter – dog med undtagelse af de tilfælde, hvor et manglende engagement hos myndighederne influerer på virksomhedernes motivation til at arbejde konstruktivt med det grønne regnskab.


Konklusionen bygger på følgende resultater og overvejelser.

Tabel 10: Bidrager dialogen med tilsynsmyndigheden til jeres videre miljøarbejde?

  Procent
Ja 71%
Nej 29%
I alt 100%

(n = 59)

  • Tilsynsmyndighederne lever i langt de fleste tilfælde op til kravet om dialog om virksomhedernes grønne regnskaber. Vores virksomhedsinterview viser, at denne dialog er meget begrænset, men også, at ingen af virksomhederne ønsker en mere vidtgående dialog med myndighederne om indholdet af deres grønne regnskab.
     
  • I spørgeskemaundersøgelsen udtrykte 71% af virksomhederne, at dialogen med myndighederne i en eller anden form bidrager til deres videre miljøarbejde. Af vores samtaler med virksomhederne fremgår det dog, at det kvalitative indhold af dette bidrag kan være meget begrænset. Bidraget fra dialogen er således typisk i forhold til mindre formelle fejl i regnskabet.
     
  • Virksomhederne beretter generelt om gode forhold til deres respektive tilsynsmyndigheder, men alle på nær én siger samtidig, at det grønne regnskab og dialogen herom ikke bidrager til dette forhold. Den virksomhed, der oplever, at dialogen om det grønne regnskab har medvirket til et forbedret forhold, forklarer, at dialogen med myndighederne om det grønne regnskab bliver en del af en mere generel kommunikation med myndighederne. For de andre beskrives dialogen om det grønne regnskab som en formel sidebemærkning til den generelle kommunikation med tilsynsmyndighederne.
     
  • Et par interview afslører desuden en til tider meget useriøs holdning til det grønne regnskab hos tilsynsmyndighederne. En virksomhed har i alle tre år, den pågældende miljømedarbejder har haft ansvaret for det grønne regnskab, skullet rykke amtet for en udtalelse. En anden miljømedarbejder har i forbindelse med en henvendelse til kommunen om forslag til ændringer af virksomhedens grønne regnskab fået kommentaren: ’Tror du overhovedet, der er nogen, der gider læse det?’. Som de pågældende miljømedarbejdere pointerer, er denne attitude naturligvis ikke fremmende for virksomhedernes engagement i arbejdet med det grønne regnskab.

Miljøchefen ved en arbejdsgiverforening har den opfattelse, at der generelt er en god dialog mellem virksomheder og myndigheder om de grønne regnskaber. Der er ikke mange medlemsvirksomheder i den pågældende branche, der er pligtige til at udarbejde grønne regnskaber, men de virksomheder, der er, har en god dialog med myndighederne. Der er også en del virksomheder i branchen, der udarbejder EMAS-redegørelser. Disse virksomheder er ligeledes i en god dialog med myndighederne om deres redegørelser.

4.2 Virksomhedens kommunikation med interessenter

Som dokument er det grønne regnskab først og fremmest et kommunikationsredskab. Regnskabernes hovedformål er at informere offentligheden om, hvordan virksomhederne påvirker miljøet. Virksomhedernes anvendelse af det grønne regnskab i kommunikationen med dens interessenter er således et helt centralt aspekt af det grønne regnskab.

Spørgsmålet for dette afsnit er, i hvor høj grad virksomhederne anvender det grønne regnskab som kommunikationsredskab, og hvad effekten heraf er?

Konklusionen er, at det grønne regnskab bliver anvendt i den eksterne kommunikation med virksomhedernes interessenter, men kun i lille omfang og med begrænset effekt. Den væsentligste effekt af forsøg på at anvende det grønne regnskab til ekstern kommunikation med interessenter, som vi har oplevet, er frustration over manglende interesse blandt interessenterne og dermed over regnskabernes ineffektivitet som kommunikationsredskab.


Konklusionen er baseret på nedenstående overvejelser.

Tabel 11: Virksomhedens anvendelse af det grønne regnskab i kommunikationen med...

  Ja Nej
… virksomhedens kunder? (n = 66) 33% 67%
… virksomhedens naboer? (n = 67) 15% 85%
… interesseorganisationer på miljøområdet? (n = 67) 30% 70%
… medierne? (n = 67) 19% 81%

  • Som det fremgår af tabel 11, viser undersøgelsen, at det grønne regnskab kun i begrænset omfang anvendes i kommunikationen med virksomhedernes interessenter. Hver tredje virksomhed anvender det grønne regnskab i kommunikationen med kunder og interesseorganisationer, mens under 20% anvender det i kommunikationen med henholdsvis naboer og medier.

Det skal her understreges, at tallene i tabel 11 ikke siger noget om antallet af gange, det grønne regnskab er blevet anvendt i kommunikationen med de enkelte interessentgrupper, blot at det er blevet anvendt.

Når vi i de kvalitative interview har spurgt ind til indholdet af kommunikation med interessenter i forbindelse med det grønne regnskab, viser svarene, at den reelle værdi af det grønne regnskab som kommunikationsredskab i disse tilfælde er meget lille.

  • Flere virksomheder udtrykker i vores interview ærgrelse over, at det grønne regnskab ikke anvendes mere i kommunikationen, men de fleste er samtidig ikke overraskede. Som en miljømedarbejder i en mindre dansk virksomhed udtaler: ’Jeg kan godt forstå, at der ikke er så stor efterspørgsel, da det grønne regnskab ikke er så spændende, og der er ikke så mange, der ved, at de overhovedet eksisterer’.
     
  • Flere virksomheder vurderer under vores interview, at det grønne regnskab ikke kan udformes sådan, at regnskabet er alment tilgængeligt, blandt andet med udtalelsen: ’Disse data kan ikke udformes, så Fru Jensen kan læse dem, og samtidig indeholde de nødvendige oplysninger’.
     
  • Selv et par virksomheder, der gør mere end almindeligt ud af deres grønne regnskab, har problemer med at bruge det i kommunikationen på grund af manglende interesse blandt virksomhedernes interessenter. En anden virksomhed oplyser, at nærværende projekt er første gang, at nogen overhovedet viser interesse for virksomhedens grønne regnskab.

Der synes generelt at være en opgivende stemning blandt de interviewede virksomheder omkring det grønne regnskabs værdi som kommunikationsredskab. Selv virksomheder, der har forsøgt at gøre noget ud af det grønne regnskab, får ikke tilnærmelsesvis den respons fra interessenterne, som de havde håbet på. Det giver anledning til en negativ spiral, hvor frustration over regnskabernes manglende succes som kommunikationsredskab gør virksomhederne mindre interesserede i at udforme interessante regnskaber. Derved får regnskaberne endnu sværere ved at få succes som redskab til kommunikation af virksomhedernes miljøforhold.

Evalueringen af de grønne regnskaber viste, at 37% af de adspurgte amter og kommuner havde modtaget det grønne regnskab uopfordret. Internt i virksomhederne havde 34% af ledelsen og 27% af medarbejderne modtaget det grønne regnskab (Sørensen & Hjelmar 1999). Det vil sige, at regnskabet i noget omfang blev anvendt i kommunikationen med myndigheder samt internt i virksomheden. Andre interessentgrupper havde derimod i langt mindre omfang modtaget grønne regnskaber. Virksomhederne synes altså kun i begrænset omfang at have taget de grønne regnskaber til sig som eksternt kommunikationsredskab. Med den stemning, vi har oplevet blandt virksomhederne, er der ingen grund til at tro, at det er på vej til at ændre sig.

Tabel 12: Anvendelse af EMAS miljøredegørelsen i kommunikationen med...

  Ja Nej
… virksomhedens kunder? (n = 31) 42% 58%
… virksomhedens naboer? (n = 31) 26% 74%
… interesseorganisationer på miljøområdet? (n = 31) 29% 71%
… medierne? (n = 31) 23% 77%

  • Ser man på svarene fra EMAS-virksomhederne, er billedet nogenlunde det samme, om end med generelt mere udbredt anvendelse af miljøredegørelsen i kommunikationen med interessenterne samt mere efterspørgsel efter miljøredegørelsen.

4.3 Virksomhedens markedsføring

I mange henseender er det problematisk at adskille virksomhedens markedsføring og virksomhedens kommunikation. Således er virksomhedens kommunikation med interessenter en del af dens markedsføring og omvendt. Alligevel har vi valgt at fokusere på markedsføring i forhold til virksomhedens kunder som et særligt element af virksomhedens kommunikation. Markedsføring ses her som kommunikation med kunderne og som et bidrag til opbygning af et godt omdømme.

Spørgsmålet er her, hvordan det grønne regnskab bidrager til virksomhedernes markedsføring, og hvilke effekter dette har for virksomhedens omdømme?

Det kan konkluderes, at det grønne regnskab bruges i kommunikationen med kunderne, der også om end i begrænset omfang efterspørger det grønne regnskab hos virksomhederne. Vores oplevelse er dog, at de virksomheder, der har valgt at afprøve det grønne regnskab i markedsføringen, ikke er tilfredse med interessen blandt kunderne og derfor ikke finder det et effektfuldt markedsføringsredskab.

EMAS er derimod et bedre markedsføringsredskab. Først og fremmest på grund af den bedre signalværdi af EMAS, pga. det er et mere forpligtende redskab og ikke mindst et positivt tilvalg. Det samme gør sig gældende i forhold til ISO-certificering, der netop anvendes i markedsføringen i stedet for det grønne regnskab på grund af den bedre signalværdi. Det er altså signalet frem for den uddybende historie, som det grønne regnskab kan være, der først og fremmest anvendes og har en værdi i markedsføringen.

Både virksomheder og eksperter er generelt kritiske over for markedsføringsværdien af miljørapportering generelt. Hovedsagligt fordi budskabet kun i begrænset omfang når frem til målgruppen. Således har flere virksomheder ikke vurderet, at det er investeringen værd at satse på det grønne regnskab i markedsføringen, og dem, der har investeret ekstra ressourcer i at bruge det grønne regnskab i markedsføringen, har været skuffet over manglende interesse for regnskabet.


Disse konklusioner bygger på følgende erfaringer og overvejelser.

  • Som det fremgår af tabel 11 ovenfor har en ud af tre virksomheder på et tidspunkt anvendt det grønne regnskab i kommunikationen med virksomhedens kunder, mens ca. en ud af fire har oplevet, at en kunde har efterspurgt det grønne regnskab (se tabel 17 afsnit 5.3.1). Det vil sige, at det grønne regnskab i nogen grad anvendes i virksomhedens kommunikation med kunderne.
     
  • Meget tyder imidlertid på, at den markedsføringsmæssige værdi af det grønne regnskab er meget lille. Kun fem procent af de i spørgeskemaundersøgelsen adspurgte virksomheder vurderer, at det grønne regnskab har en positiv indflydelse på virksomhedens omsætning. På den anden side er det en effekt, der er værd at notere sig, at der rent faktisk er nogle få virksomheder, som mener, at det grønne regnskab bidrager positivt til deres omsætning.
     
  • Et par af de virksomheder, vi har talt med, har forsøgt at anvende det grønne regnskab i den eksterne markedsføring. Deres erfaring er, at kunderne generelt ikke er interesserede i det grønne regnskab, og de har derfor indstillet brugen af det grønne regnskab i markedsføringssammenhæng.
     
  • I to virksomheder har miljøarbejderen forsøgt at overbevise salgs- og marketingsafdelingen om, at markedsføringsmedarbejderne burde inddrages i arbejdet med det grønne regnskab, så det grønne regnskab kan anvendes mere aktivt i kommunikation med kunderne og andre interessenter. Opfordringen er dog blevet afvist med den begrundelse, at det grønne regnskab generelt ikke egner sig som kommunikationsredskab og derfor ikke er værd at investere markedsføringsressourcer i.
     
  • Seks af de ti virksomheder, vi har talt med, har et miljøledelsessystem. De udtaler alle, at miljøcertificeringen har en bedre signalværdi i forhold til kunderne, end det grønne regnskab har. For de tre resterende virksomheder uden miljøledelsessystemer anvender to ikke miljømæssig dokumentation i forbindelse med markedsføringen, mens én som beskrevet bruger det grønne regnskab til at præsentere virksomhedens miljøprofil.
     
  • De to EMAS-virksomheder anvender EMAS miljøredegørelsen aktivt i forbindelse med markedsføringen. Miljøredegørelsen formuleres direkte med henblik på at skulle anvendes i kommunikationen med kunderne. De mener, at tredjepartsrevisionen vejer tungt i forhold til markedsføringsværdien af EMAS. De har begge Miljøredegørelsen liggende på hjemmesiden. Således udtaler den ene virksomhed om deres miljøredegørelse: ’Den er skrevet til vores medarbejdere og kunder, primært kunderne. Det er omdrejningspunktet i det hele. Vi har gjort meget ud af, at vi har gjort noget ved miljøet, så kunderne kan foretage et valg’.
     
  • Dette billede går også igen i spørgeskemaundersøgelsen, hvor 42% af EMAS-virksomhederne oplyser, at de anvender Miljøredegørelsen i kommunikationen med virksomhedens kunder, mens 61% af EMAS-virksomhederne oplever, at kunderne efterspørger Miljøredegørelsen. For det grønne regnskab var de tilsvarende tal 33% og 23%. Nok så vigtigt vurderer hver tredje EMAS-virksomhed, at EMAS bidrager til en forøget omsætning i virksomheden, mod som nævnt kun 5% af virksomhederne, der udarbejder det grønne regnskab.
     
  • Forskellen i markedsføringsværdien mellem det grønne regnskab og EMAS understreges af virksomhedernes vurdering af effekten på deres image. 38% af virksomhederne vurderer, at det grønne regnskab har en positiv effekt på deres image, mens hele 84%, mener, at EMAS influerer positivt på deres omdømme.

Det er igen vigtigt at understrege, at svarprocenterne for det grønne regnskab og EMAS ikke er direkte sammenlignelige. Det interessante her er mønsteret, der siger, at miljørapportering som det grønne regnskab ikke i sig selv er et godt markedsføringsredskab, men at frivillige og forpligtende miljøledelsessystemer derimod bedre kan bruges i markedsføringssammenhæng.

  • Vurderingen af EMAS som markedsføringsredskab er imidlertid ikke entydig. Begge de EMAS-virksomheder, vi har interviewet, anvender primært EMAS miljøredegørelsen i forbindelse med større kunder, idet de ikke oplever, at mindre kunder er interesserede. Den ene EMAS-virksomhed sammenligner EMAS med miljømærkning og pointerer, at det er signalværdien frem for indholdet, der er afgørende, da kunderne ikke forventes at sætte sig ind i indholdet af miljøredegørelsen. ’Kunderne er ikke så interesserede i EMAS, fordi man ikke kan sætte logo på. Kunderne går efter miljømærkerne. Kunderne kan bruge den til at se, at de har at gøre med en virksomhed, der tager miljøet seriøst. Tror ikke de nærlæser den. At vælge samarbejde med dem, der har EMAS, er lidt som at vælge et produkt med Svanemærke’.

Det er formenligt dette, der er humlen ved miljøredegørelser som markedsføringsredskab. Hvis markedsføringsværdien ligger i signalværdien og ikke i det konkrete indhold, er værdien af det grønne regnskab minimal, idet det er et krav. EMAS derimod er et positivt tilvalg, der signalerer engagement i miljøarbejdet og parathed til at underlægge sig revision på miljøområdet. At signalværdien af EMAS vurderes højere end værdien af det grønne regnskab er formenligt også forklaringen på, at flere vurderer EMAS til at være et positivt bidrag til virksomhedernes omdømme.

Denne konklusion understreges af, at alle de virksomheder, der har ISO-miljøcertificering og laver grønt regnskab, udtaler, at certificeringen har en reel markedsføringsværdi på grund af signalværdien. Således udtaler en virksomhed: ’Marketing er ikke interesseret i at lægge det ud på firmaets hjemmeside og generelt bruge det til markedsføring. Vi markedsfører os som miljørigtig virksomhed på andre måder fx ved at være ISO 14001-certificeret’. En anden siger: ’Vi bruger kun miljøstyringssystemet til markedsføring, ikke det grønne regnskab ud over at det står på vores hjemmeside… Miljøledelsessystemet har en bedre signalværdi end det grønne regnskab’.

I den sammenhæng har vi talt med miljøchefen i en brancheforening, hvor flere af branchens medlemmer frivilligt har valgt at udarbejde det grønne regnskab. Ifølge miljøchefen efterspørger branchens kunder ikke det grønne regnskab, men alligevel har virksomhederne valgt at lave det grønne regnskab på grund af den grønne signalværdi, der ligger heri. Vi er også bekendt med andre virksomheder, der bruger det grønne regnskab aktivt i markedsføringen. Det grønne regnskab er altså ikke uden værdi som markedsføringsredskab, selvom det ikke har den samme signalværdi og dermed effekt på virksomhedens omdømme som EMAS.

Vi har talt med en revisor, der til daglig arbejder med miljørapporteringer. Han finder, at kravene til det grønne regnskab ikke er forpligtende nok i forhold til, hvad virksomheder, der forsøger at profilere sig som grønne virksomheder, ønsker at kommunikere. Derfor vil disse virksomheder ofte vælge mere forpligtende modeller for deres miljørapportering, herunder EMAS, som ud over offentliggørelsen af miljøredegørelsen også forpligter til at arbejde for målsætninger og løbende miljøforbedringer. Han er ikke selv bekendt med virksomheder, der anvender det grønne regnskab i markedsføringssammenhæng.

Det mest omfattende studie af EMAS var en officiel evaluering kaldet EVER, som blev foretaget over flere lande i 2005. Her gik et af undersøgelsens fokusområder på den konkurrencemæssige værdi af EMAS. På en skala fra 1-5 vurderede virksomhederne, at et styrket image var den væsentligste konkurrencemæssige effekt af at implementere EMAS. ’Improved image’ fik her en gennemsnitlig vurdering på 4,3, hvilket ligger langt over nummer to, som er øget organisatorisk og ledelsesmæssig innovationskapacitet med en gennemsnitværdi på 3,5. Igen bekræftes det, at signalværdien af EMAS vurderes som høj og vigtig i forhold til virksomhedernes omdømme, hvorfor EMAS er et vigtigt redskab i forhold til en grøn markedsføring til forskel for det grønne regnskab, der ikke har den samme signalværdi (EVER 2005b).

Andre studier viser et tilsvarende billede. Jost Hamschmidt fra University of St. Gallen vurderer i en kommentar til disse undersøgelsesresultater, at virksomhederne ofte overvurderer markedsføringsværdien af miljørapportering. Han mener ikke, at virksomhedernes miljøredegørelser når ud til den bredere offentlighed, og at de derfor ingen har betydning for virksomhedernes omdømme. Alligevel har virksomhederne, når de adspørges i undersøgelser, en forventning om, at miljøredegørelserne i høj grad er med til at styrke deres omdømme. Ønsketænkning mener han.

Endelig viste evalueringen af det grønne regnskab fra 1999, at mange virksomheder brugte det grønne regnskab i markedsføringen. Således anvendte omkring 70-75% af de adspurgte virksomheder, der vurderedes at have et grønt regnskab af høj kvalitet, deres regnskab til markedsføring af forskellig art. Til sammenligning anvendte 25-30% af virksomheder med et grønt regnskab af lav kvalitet deres regnskab til disse markedsføringsformål. Da kun 33% anvender det grønne regnskab til kommunikation med kunderne ifølge vores undersøgelse, synes antallet af virksomheder, der bruger det grønne regnskab til markedsføring at være faldet (Sørensen & Hjelmar 1999).

Samme oplevelse har vi fra vores virksomhedsinterview, hvor flere virksomheder udtrykker en skuffelse over interessen i deres regnskab blandt kunderne. En virksomhed sendte i starten deres grønne regnskab ud til kunderne, men det er de gået væk fra på grund af manglende effekt og interesse. Nu ligger det kun på hjemmesiden.

4.4 Offentlige indkøbere

Mange kommuner har en indkøbspolitik, der inkluderer et hensyn til leverandørernes indsats på miljøområdet. Spørgsmålet er, om kommunerne i den forbindelse bruger det grønne regnskab til at sætte sig ind i potentielle leverandørers miljøforhold, og dermed om det grønne regnskab har en effekt for tildelingen af offentlige kontrakter?

Konklusionen er, at det grønne regnskab indgår i nogle kommuners indkøbspolitik, men at det ikke i de tilfælde, vi er bekendt med, har nogen betydning for tildelingen af offentlige kontrakter. For det første vurderer dem, vi har talt med, ikke, at det grønne regnskab læses af de offentlig indkøbere, og for det andet signalerer det grønne regnskab ikke i sig selv miljømæssig ansvarlighed. Omvendt har EMAS en sådan signalværdi, og begge de EMAS-virksomheder vi har talt med, har oplevet efterspørgsel efter deres miljøredegørelse fra offentlige kunder.

Vi har ikke identificeret europæiske studier, der specifikt ser på offentlige kunder, ligesom det ikke blev gjort i evalueringen fra 1999 eller i vores spørgeskemaundersøgelse. Derfor har vi ikke noget grundlag for at drage generelle konklusioner på basis af undersøgelsen. Konklusionerne må som følge heraf ses som en mulig forklaring på den effekt, det grønne regnskab har på offentlige indkøb.


Konklusionen bygger på de følgende erfaringer.

  • Ingen af de virksomheder med grønne regnskaber, vi har talt med, har oplevet, at offentlige indkøbere har efterspurgt deres grønne regnskab. Det har begge EMAS-virksomheder derimod. I 1999-evalueringen af det grønne regnskab havde otte af 34 adspurgte offentlige indkøbere anvendt det grønne regnskab i forbindelse med søgning efter miljøinformationer om virksomheder.
     
  • Vi har interviewet indkøbschefen og en miljømedarbejder i en kommune, der har indskrevet direkte i deres indkøbspolitik, at de skal se miljødokumentation, herunder det grønne regnskab fra potentielle leverandører. Indkøbschefen forklarer, at de i forbindelse med indgåelse af større leverandørkontrakter beder miljøafdelingen om at vurdere virksomhedernes miljøarbejde. I mindre indkøbssager bliver der derimod ikke gået i dybden med de tilbudsgivendes miljøforhold, herunder det grønne regnskab.
     
  • Kommunens miljømedarbejder, der er ansvarlig for at vurdere virksomheders miljøforhold i store indkøbssager, oplyser, at der kun har været én sag af en sådan størrelse inden for de seneste to år. Altså er der kun set grundigt på virksomhedernes miljøforhold én gang på to år. I en sådan sag er proceduren, at der opstilles en tjekliste over miljøforhold, som virksomhederne vurderes i forhold til. Denne liste udarbejdes blandt andet på baggrund af Miljøstyrelsens vejledning. Herefter indsamles dokumentation fra virksomhederne. I prioriteringen ses det grønne regnskab som et minimum, da det er obligatorisk. Miljømedarbejderen siger direkte, at det grønne regnskab i praksis er uden betydning for miljøvurderingen. Miljøcertificeringer og miljøledelse vejer langt tungere i vurderingen. Ifølge miljømedarbejderen er det dog i sidste ende prisen, der er afgørende for valget af leverandør. Virksomheder kan således ikke vinde kontrakten på miljøvurderingen, men kan i bedste fald komme til at stå i et mere positivt lys.
     
  • Samlet set vil det sige, at det grønne regnskab, i det mindste i dette tilfælde, reelt er uden værdi for kommunens indkøb på trods af, at det officielt indgår i indkøbspolitikken. For det første vurderes miljøforhold sjældent, for det andet betyder det grønne regnskab minimalt for miljøvurderingen, og for det tredje er det i sidste ende stadig prisen, der er afgørende.

Denne konklusion underbygges af miljøchefen ved en arbejdsgiverforening. Oplevelsen fra den pågældende branche er, at de offentlige indkøbere efterspørger, om virksomhederne er godkendelsespligtige, og om de udarbejder et grønt redskab. Han har imidlertid ikke indtryk af, at de rent faktisk studerer virksomhedernes grønne regnskab nærmere. Indkøberne skal blot sikre sig, at de legale formalia er i orden. Altså igen ikke nogen reel værdi af det grønne regnskab i indkøbspolitikken på trods af, at det grønne regnskab efterspørges.

Pall Rikhardsson, Associeret professor ved Handelshøjskolen i Århus, der har set på miljøhensyn i offentlige indkøberes miljøpolitik, vurderer ikke, at det grønne regnskab er særligt anvendeligt for indkøberne. Blandt andet peger han på, at det kan være problematisk at indhente regnskabet, og for det andet mangler der sammenlignelige nøgletal.

Dermed opstår det samme dilemma som i forbindelse med markedsføringsværdien af det grønne regnskab. Det grønne regnskab har ikke i sig selv nogen signalværdi. Derfor skal det være det indholdsmæssige, der har en værdi for eventuelle kunder, herunder offentlige indkøbere. Men hvis data ikke er sammenlignelige, og de offentlige indkøbere i det hele taget ikke læser det, kan det grønne regnskab ikke anvendes til at udmærke virksomheden i forhold til konkurrenterne.

Samtidig har de EMAS-virksomheder, vi har talt med, oplevet, at offentlige indkøbere efterspørger EMAS. Vi har ikke belæg for at konkludere, at dette er en general trend, men EMAS har som allerede nævnt den fordel, at det i sig selv har en positiv signalværdi. For det første fordi det er et frivilligt tilvalg, og for det andet fordi det signalerer, at virksomheden arbejder systematisk på at forbedre sine miljøforhold.

Den europæiske litteratur, der sporadisk beskæftiger sig med dette emne, viser, at offentlige indkøbere generelt ikke stiller krav om miljødokumentation som en del af deres indkøbspolitik. Det skal dog understreges, at der er tale om et meget sporadisk billede.

4.5 Underleverandører

Et andet særligt element i virksomhedernes kommunikation er i forhold til underleverandører. Miljøforhold bliver i stigende grad gjort til et tema i kommunikationen i leverandørkæden. Spørgsmålet er, hvilken rolle det grønne regnskab spiller i den sammenhæng.

Samlet set har vi ingen stærke konklusioner i forhold til brugen af det grønne regnskab i leverandørkæden. Det kan konstateres, at det grønne regnskab kan bruges som miljødokumentation fra underleverandører, men at det kræver, at kunderne rent faktisk læser regnskabet, da det ikke har en tilstrækkelig signalværdi i sig selv. Ca. hver fjerde grøn regnskabsvirksomhed efterspørger ofte eller altid miljødokumentation, og halvdelen gør det aldrig. Tallene for EMAS er væsentligt højere, hvilket givet i høj grad skyldes kravet herom i forbindelse med virksomhedernes miljøledelsessystemer.

Erfaringerne fra Europa giver ikke et mere entydigt billede, men det kan dog konstateres, at fokus på underleverandørers miljøforhold forekommer, om end i sporadisk omfang. Dog rapporteres det, at en af de væsentligste årsager til øget miljøindsats hos SMV’er er krav fra kunder længere oppe i leverandørkæden.


Følgende overvejelser ligger til grund for konklusionen.

  • Spørgeskemaundersøgelsen viser i tabel 13, at hver anden virksomhed, vi har adspurgt, har efterspurgt miljødokumentation fra underleverandører i et eller andet omfang. Af dem efterspørger halvdelen det sjældent, og den anden halvdel ofte eller altid.

Tabel 13: Hvor ofte efterspørger virksomheder, der laver grønne regnskaber, grønne regnskaber eller anden miljødokumentation hos deres underleverandører

  Procent
Altid 11%
Ofte 15%
Sjældent 24%
Aldrig 50%
Anvender ikke underleverandører 0%
I alt 100%

(n = 66)

Tabel 14: Hvor ofte efterspørger virksomheder, der laver EMAS, grønne regnskaber eller anden miljødokumentation hos deres underleverandører

  Procent
Altid 13%
Ofte 30%
Sjældent 37%
Aldrig 20%
Anvender ikke underleverandører 0%
I alt 100%

(n = 30)

  • EMAS-virksomheder er forpligtet til at fokusere på underleverandørers miljøforhold. Dette afspejler sig i, at 43% ofte eller altid beder underleverandørerne om miljødokumentation.
     
  • Virksomheder er i forbindelse med ISO 14001 ligeledes forpligtet til at kommunikere med underleverandører om deres miljøarbejde. I den forbindelse efterspørges typisk, om underleverandørerne selv har et miljøledelsessystem. Det grønne regnskab efterspørges også, men i mindre omfang. En ISO 14001-certificeret virksomhed, vi har talt med, spørger først og fremmest til miljøcertificeringer, men ser også underleverandørers grønne regnskab. En anden ISO-virksomhed efterspurgte tidligere underleverandørers grønne regnskab, men er gået væk fra det igen, fordi de ikke blev fundet særligt brugbare til formålet.
     
  • Vi har i den forbindelse talt med en større entreprenørvirksomhed i Danmark, der efterspørger det grønne regnskab hos deres mange leverandører. Miljøchefen fortæller, at de systematisk spørger alle samarbejdspartnere om dokumentation for deres miljøforhold og deres arbejde hermed. Her efterspørges såvel grønne regnskaber og EMAS miljøredegørelser som anden miljødokumentation. I den sammenhæng er der ikke nogen væsentlig forskel på, hvordan det grønne regnskab bidrager til vurderingen af underleverandøren i forhold til andre former for miljødokumentation. Det er således først og fremmest det indholdsmæssige, der ses på, hvor certificering og verifikation er mindre vigtigt. Altså en noget anden historie end, hvad vi har konkluderet om andre kundegruppers brug af miljødokumentation, der i højere grad fokuserer på signalværdien end på det indholdsmæssige.
     
  • Entreprenørvirksomheden er selv certificeret efter ISO 14001, hvilket er hovedårsagen til, at de efterspørger miljødokumentationen. Miljøchefen tilføjer desuden, at miljøledelsessystemer ikke er udbredt i branchen, idet ingen af deres kunder, fortrinsvist bygherrer, efterspørger miljøcertificeringer. Samtidig vurderer miljøchefen, at de er en af de eneste, hvis ikke de eneste i branchen i Danmark, der systematisk indhenter miljødokumentation fra underleverandørerne.

En anden mulig brug af det grønne regnskab i leverandørkæden er i forbindelse med livscyklusanalyser. Miljøchefen i en arbejdsgiverforening beretter, at par større virksomheder, han har kendskab til, i deres grønne regnskab forsøger at dokumentere deres produkt i en livscyklussammenhæng. Dette kræver information om underleverandørerne, der andet blandt hentes i det grønne regnskab. Det vil sige, at det grønne regnskab indeholder muligheden for at bidrage til fortællingen af et produkts livscyklushistorie.

I den europæiske litteratur, som vi har gennemgået, konkluderes det, at virksomheder i al væsentlighed ikke stiller krav til deres underleverandørers miljøarbejde og -dokumentation. Samtidig rapporterer virksomhederne ifølge disse studier, at der ikke kommer krav fra deres virksomhedskunder, der influerer på deres miljøarbejde og dokumentation.

I den store europæiske EMAS evaluering fremgår det, at det store flertal af EMAS-virksomheder ikke etablerer en politik om at se på miljøforhold i forhold til underleverandører. Til gengæld rapporterer 77%, at de støtter underleverandører i at gennemføre tiltag til forbedring af deres miljøforhold (EVER 2005b).

I et studie af SMV’er er der fundet en sammenhæng i leverandørkæden. En af de væsentligste motivationsfaktorer til øget miljøarbejde og dokumentation blandt SMV’er er krav fra vigtige og store virksomhedskunder. Det begrundes med, at SMV’er er mere afhængige af præcise krav fra deres kunder, end store virksomheder er det. Voksende miljøkrav i leverandørkæden er blevet identificeret i både Tyskland, Irland og Storbritannien (Clausen 2002).

I et andet europæisk studie konkluderes det, at den vigtigste årsag til, at virksomheder ikke inkluderer miljøhensyn i deres leverandørstyring, er interne barrierer i from af manglende kapacitet (EVER 2005b). Dette kan vi også konstatere fra vores interview, hvor ingen virksomheder, vi har talt med, giver sig tid til at nærlæse miljødokumentation fra underleverandører.

4.6 Sammenligning med andre virksomheder

Det grønne regnskab åbner muligheder for sammenligning mellem virksomheder, hvad enten det er med henblik på videndeling, benchmarking eller indsamling af oplysninger om konkurrenter. Spørgsmålet er, om det grønne regnskab kan anvendes til sammenligning, og hvilke effekter det i så fald har?

Vores undersøgelse viser, at halvdelen af virksomheder, der laver grønne regnskaber, mener, at det grønne regnskab kan bruges til at sammenligne deres miljømæssige performance i relation til andre virksomheder. Vi har talt med en virksomhed, der kunne bruge data fra det grønne regnskab til at sammenligne med udenlandske søsterselskaber. Ellers er den eneste anvendelse af det grønne regnskab til sammenligning, som vi har hørt forklaret, forsøg på at skaffe sig oplysninger om konkurrenter. Af samme grund indekserer hver fjerde virksomhed ifølge vores undersøgelse, visse miljødata af konkurrencehensyn. Der er dog eksempler fra flere PRTR registre, der viser, at sammenligning af standardiserede miljødata er mulig.


Konklusionen bygger på følgende resultater og overvejelser.

Tabel 15: Grønt regnskab - sammenligning med andre virksomheder

  Enig Delvist enig Delvist uenig Uenig
Vi har brug for at vurdere vores miljømæssige performance i forhold til andre virksomheder (n = 67) 22% 16% 9% 52%
Det grønne regnskab giver os mulighed for at vurdere vores miljømæssige performance i relation til andre virksomheder (n = 66) 33% 21% 9% 36%

Tabel 16: EMAS - sammenligning med andre virksomheder

  Enig Delvist enig Delvist uenig Uenig
Vi har brug for at vurdere vores miljømæssige performance i forhold til andre virksomheder (n = 30) 50% 20% 13% 17%
EMAS giver os mulighed for at vurdere vores miljømæssige performance i relation til andre virksomheder (n = 30) 37% 27% 13% 23%

  • I forhold til de kvalitative interview er svarfordelingen i tabel 15 overraskende høje. 54% er enten enige eller delvist enige i, at det grønne regnskab kan bruges til at vurdere deres virksomheds miljømæssige performance i forhold til andre virksomheder.

Vi har ingen forklaringer på, hvad det er, der sammenlignes, og hvorfor det grønne regnskab kan bruges hertil, da ingen af de virksomheder, vi har interviewet, har kunnet bruge det grønne regnskab til sammenligning. Mange virksomheder må således have set et større sammenligningspotentiale i det grønne regnskab end dem, vi har talt med.

  • Blandt EMAS-virksomheder i tabel 16 er hver anden enig i, at de har et behov for at sammenligne deres miljøforhold med andre virksomheder, hvilket er markant flere end de 22%, der ønsker det blandt virksomheder, der laver grønt regnskab. 64% af EMAS-virksomhederne, mener samtidig, at de kan bruge EMAS til denne sammenligning.
     
  • Ud fra et kvantitativt perspektiv virker EMAS således ikke som et væsentligt bedre sammenligningsgrundlang end det grønne regnskab. Til forskel fra det grønne regnskab har vi dog hørt fra de to interviewede EMAS-virksomheder, at de i praksis kunne bruge EMAS til sammenligning af miljødata. Blandt andet forklarer en miljømedarbejder, at hun bruger EMAS help desk til at trække data fra andre europæiske EMAS-virksomheder inden for branchen.
     
  • De virksomheder, vi har talt med, der har set på andre virksomheders grønne regnskab, er holdt op med det, fordi de har vist sig ikke at have nogen sammenligningsværdi. Det grønne regnskab spiller således ikke for disse virksomheder nogen betydelig rolle i forhold til sammenligning mellem virksomheder. Der er dog stadig virksomheder, der ser på andres grønne regnskaber for at hente inspiration til, hvordan de kan udføre deres eget.
     
  • En dansk virksomhed, vi har talt med, der er datterselskab i en international koncern, har brugt data fra deres eget grønne regnskab til at sammenligne med deres udenlandske søsterselskaber, som til forskel fra det danske selskab alle er ISO 14001 certificerede. For at have et sammenligningsgrundlag har de anvendt kravene til miljøoplysninger i det grønne regnskab og indpasset de andres data herefter, hvilket har kunnet lade sig gøre for dem.
     
  • Ingen virksomheder, vi har talt med, bruger det grønne regnskab til sammenligning i brancheregi. For det første kan data sjældent sammenlignes, og for det andet er virksomhederne tilbageholdende med at delagtiggøre offentligheden og konkurrenter i deres fortrolige data. En virksomhed beretter, at de i brancheregi deltager i videndeling på miljøområdet, men det grønne regnskab har selv her ikke bidraget til samarbejdet.

Evalueringen af det grønne regnskab konkluderede ligeledes i 1999, at de grønne regnskaber kun i meget lille omfang bruges til sammenligning mellem virksomhedernes miljødata (Sørensen & Hjelmar 1999).

Vi har samtidig hørt fra flere eksperter at en væsentlig begrænsende faktor for brugbarheden af det grønne regnskab er den manglende mulighed for at sammenligne miljødata på tværs af virksomhederne.

Bernd Mehlhorn fra Kommissionen oplyser at flere brancher på europæisk niveau har indledt samarbejder mellem medlemsvirksomhederne om indrapportering af data til EPER. For eksempel har de europæiske olieraffinaderier og den kemiske industri udviklet egne standarder og guidelines, der gør det nemmere for medlemmerne at indsamle data, samtidig med at brancherne selv kan få glæde af disse data blandt andet til sammenligninger mellem medlemmerne. Sådanne tiltag kan være med til at muliggøre sammenligninger mellem virksomheders miljødata.

Erfaringer fra andre kontinenter viser, at sammenligninger mellem miljødata er mulige. Michael Stanley Jones fra UNECE (FN’s økonomiske kommission for Europa) fortæller, at driftsledere på amerikanske virksomheder bruger det amerikanske TRI (Toxic Release Inventory) til at benchmarke sin produktion i forhold til tilsvarende produktioner. Han mener derfor fint, at PRTR standarder kan føre til sammenlignelige data.

Den samme ekspert fortæller ligeledes, at benchmarking mellem de deltagende virksomheder var den helt centrale årsag til, at et PRTR projekt i Silicon Valley i Californien blev en succes. Her lykkedes det at producere sammenlignelige data.

  • Det grønne regnskab kan have konkurrencemæssige implikationer. Halvdelen af de virksomheder, vi har adspurgt i spørgeskemaundersøgelsen, anvender indekseringer af data i deres grønne regnskab. Heraf er 44% helt enige og 9% delvist enige i, at indekseringen sker af konkurrencemæssige hensyn.

Miljøstyrelsen konkluderer på baggrund af egen evaluering af det grønne regnskab, at 5-10 % af regnskaberne indeholder indekseringer. Altså et noget andet tal end vi er nået rem til.

  • Fra de kvalitative interview har vi erfaret, at virksomheder ikke ser noget konkurrencemæssigt problem i offentliggørelsen af det grønne regnskab, så længe der er mulighed for indeksering. Til gengæld har mange af de virksomheder, vi har talt med, set på mulighederne for at opnå kendskab til konkurrenternes produktion gennem det grønne regnskab. Det tyder altså på, at der er hold i behovet for indeksering af konkurrencemæssige årsager.

Virksomheder i Taiwan har ifølge Michael Stanley Jones taget en mindre forsigtig tilgang til konkurrenceaspektet af offentliggørelsen af miljødata. Her har det lokale PRTR ført til, at virksomheder konkurrerer om at levere de miljømæssigt bedste data til registret, hvilket har resulteret i øget støtte til og engagement i miljøarbejdet blandt virksomhedernes ledelse og medarbejdere.

 

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |



Version 1.0 Juni 2007, © Miljøstyrelsen.