| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Effekter af grønne regnskaber samt anden offentlig tilgængelig miljørapportering

5 Effekter af brugernes anvendelse

• 5.1 Kendskab, tilgængelighed og brugervenlighed
  • 5.1.1 Kendskab
  • 5.1.2 Tilgængelighed
  • 5.1.3 Brugervenlighed
• 5.2 Myndighedernes brug
  • 5.2.1 Tilsynsmyndighederne
  • 5.2.2 Miljøstyrelsen
• 5.3 Andre brugere
  • 5.3.1 Interessenternes efterspørgsel efter det grønne regnskab
  • 5.3.2 Naboer og miljøgrupper
  • 5.3.3 Forskere og studerende
  • 5.3.4 Pressen
  • 5.3.5 Investorer

5.1 Kendskab, tilgængelighed og brugervenlighed

De grønne regnskabers tilgængelighed og brugervenlighed samt kendskabet til regnskaberne er afgørende faktorer for brugen af dem. Derfor indledningsvist nogle få overvejelser herom.

5.1.1 Kendskab

Interessenternes kendskab til det grønne regnskab er i sagens natur grundlæggende for brugen af det grønne regnskab og dermed for effekterne heraf.

Generelt er oplevelsen fra de adspurgte virksomheder og brugere, at ret få synes at kende til det grønne regnskab. Det er her meget sigende, at en repræsentant fra en lokal borgergruppe, som vi har talt med, ikke ved, hvor det grønne regnskab kan rekvireres. Det på trods af, at han årligt læser det grønne regnskab, han får tilsendt af en lokal virksomhed.

I undersøgelsen fra 1999 vidste 13 af 100 adspurgte lokale miljøgrupper, at de kunne finde miljøinformation om virksomheder i det grønne regnskab. Dette tal ville formenligt have været væsentligt lavere, hvis man havde spurgt naboer og forbrugere generelt. Der er ikke noget i vores undersøgelse, der tyder på at billedet ser anderledes ud i dag.

5.1.2 Tilgængelighed

Alle de personer, vi har talt med om de grønne regnskabers tilgængelighed, herunder både brugere og virksomhedsrepræsentanter, klager over, hvor svært det er at rekvirere de grønne regnskaber fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Et par af brugerne peger på, at regnskabernes tilgængelighed er en begrænsende faktor for deres brug.

Til gengæld ligger det grønne regnskab i nogle tilfælde tilgængeligt på virksomhedernes hjemmesider. Det gælder for eksempel for tre af de otte grønne regnskabsvirksomheder, vi har interviewet. Desuden har begge EMAS-virksomheder deres miljøredegørelse på hjemmesiden.

5.1.3 Brugervenlighed

’Det grønne regnskab henvender sig bestemt ikke til Fru Jensen’ er et udsagn, vi har hørt flere gange her fra direktøren i en stor dansk koncern. Den revisor, vi har talt med, vurderer, at potentielle brugere vil have svært ved at gennemskue det grønne regnskab, og en miljømedarbejder udtaler direkte, at det grønne regnskab er et dårligt kommunikationsredskab, fordi folk ikke forstår, hvad der står i det.

Flere eksperter og brugere, vi har talt med, vurderer, at det grønne regnskabs brugervenlighed begrænses af mangel på prosa. Miljødata er hverken brugervenlige eller interessante i sig selv uden tekst, lyder kritikken. Der efterlyses derfor historier, som forholder sig til data.

En anden kritik af regnskabernes brugervenlighed er, at regnskaberne er landet mellem flere hensyn uden at tilfredsstille nogen af dem. For det første er det for datatungt til at blive læst af almindelige naboer; for det andet er det for uambitiøst i sine krav til, at det kan anvendes i markedsføringen til at signalere grøn virksomhed (se afsnit 3.3); og for det tredje er data sjældent gode nok til, at de kan bruges til sammenligning af miljøforhold (se afsnit 2.4 og 3.6).

Et tredje væsentligt aspekt af regnskabernes brugervenlighed er deres troværdighed. Her er de brugere, vi har talt med, af den overbevisning, at data generelt er troværdige, og at virksomhederne således er oprigtige i deres rapportering. Eneste problem kan her være virksomheder, der ikke vælger at oplyse om data, der i myndighedernes vurdering synes væsentlige for den pågældende virksomheds miljøforhold.

5.2 Myndighedernes brug

5.2.1 Tilsynsmyndighederne

Virksomhederne skal ifølge bekendtgørelsen om det det grønne regnskab indsende et udkast til deres grønne regnskab til tilsynsmyndighederne, der herefter er forpligtede til at komme med en udtalelse om regnskabet. Virksomheden får herefter mulighed for at kommentere udtalelsen og efterkomme eventuelle fejl og mangler, inden en redigeret udtalelse vedlægges virksomhedens endelige grønne regnskab.

Vi har interviewet medarbejdere ved miljøtilsynet i to forskellige amter. Fra de to interview fremkommer et meget enslydende billede af, hvad tilsynsmyndighederne får ud af det grønne regnskab.

• Det grønne regnskab kan først og fremmest bruges til at danne et samlet billede af virksomhedernes miljøforhold og miljøarbejde, herunder en introduktion til de tiltag, virksomheden har foretaget i løbet af året. Her bidrager ledelsens redegørelse med et bedre kendskab til virksomhedens miljøarbejde og selvforståelse. Det er således både ledelsens redegørelse og virksomhedens miljødata, der bidrager til det samlede billede. Overbliksbilledet bruges af den ene tilsynsmedarbejder, som udgangspunkt for en samtale om virksomhedens miljøforhold i forbindelse med tilsynsbesøg.
   
• Den ene forklarer, at det i særlig grad er informationer om ressourceforbrug, der kan anvendes i tilsynsarbejdet. Den anden oplever stor nytte af kravet om, at virksomhederne skal oplyse data fem år tilbage, hvilket bidrager til at give et tidsmæssigt overblik, der kan være med til at sætte årets data i perspektiv. Samme myndighed har erfaret, at nogle grønne regnskaber er tilpas detaljerede til, at de helt kan erstatte nogle godkendelsespligtige årsrapporter for på den måde at undgå dobbeltrapportering. Her er særligt kraftværkernes, grønne regnskaber så grundige og detaljerede, at de kan bruges som opslagsværker for værkernes miljøforhold.
   
• På den anden side dækkes amtets behov for oplysninger langt fra af det grønne regnskab. De primære kilder hertil er tilsynsarbejdet, herunder emissionsrapporter og støjrapporter.
   
• Tilsynsmyndighederne vurderer at nogle især større virksomheder gør meget ud af det grønne regnskab, mens andre laver en rapport indeholdende et minimum af oplysninger. Dette billede har ikke ændret sig over de seneste år.
   
• Indførelsen af den nye bekendtgørelse har både været negativ og positiv for tilsynsmyndighedernes nytte af regnskaberne. De skærpede krav til indholdet af regnskabet gør det et bedre redskab i forbindelse med tilsynsarbejdet. Til gengæld kommer de fleste regnskaber nu på samme tid, således, at der ikke er tid til at gå ind i en nærmere dialog med virksomhederne i forbindelse med det grønne regnskab. Derfor er behandlingen af de grønne regnskaber nu blevet mere rutinepræget.

5.2.2 Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen anvender virksomhedernes grønne regnskaber i deres arbejde i flere forskellige funktioner. Effekten heraf er en lettelse af Miljøstyrelsens arbejde på nogle få områder, herunder hurtig adgang til oplysninger, det ellers ville være mere besværligt at samle, samt mulighed for at få en fornemmelse af virksomhedernes selvforståelse på miljøområdet uden at skulle tale med dem direkte.

• Miljøstyrelsen kan finde hovedparten af de oplysninger, de er forpligtet til at indberette i forbindelse med Paris- og Helsinki-konventionerne. Derfor behøver de ikke at spørge tilsynsmyndighederne eller virksomhederne direkte.
   
• I forbindelse med sager i relation til bestemte virksomheder kan det grønne regnskab bruges til at danne et hurtigt overblik over virksomhedens miljøforhold og arbejde hermed. Herefter opsøges mere detaljerede kilder til de specifikke oplysninger, der er brug for i den enkelte sag. Situationen svarer til den brug af det grønne regnskab, som tilsynsmyndighederne har forklaret i forbindelse med godkendelsessager.
   
• I forbindelse med udarbejdelse af branchebilag kan Miljøstyrelsen trække alle virksomheder med det grønne regnskab inden for et bestemt listepunkt som input til et overbliksbillede over branchens aktiviteter og væsentlige miljøforhold.
   
• De for Miljøstyrelsen mest anvendelige oplysninger i det grønne regnskab er typisk miljødata, men også ledelsens beretning og andre beskrivelser bidrager til at få en fornemmelse af virksomhedens selvforståelse på miljøområdet.

I international sammenhæng betegner Miljøstyrelsen det grønne regnskab som det danske PRTR^[1] system. Den væsentligste anvendelse af de grønne regnskaber i Miljøstyrelsen er i forbindelse hermed. Det grønne regnskab er et godt redskab for den danske indberetning af data til det europæiske forureningsregister EPER, og regnskabernes eksistens har medført, at det ikke har været nødvendigt at indføre nye krav til virksomhederne, for at Danmark kan leve op til sine indberetningsforpligtelser.

Miljøstyrelsen fortæller dog, at de ofte må lede rundt i regnskaberne efter de nødvendige oplysninger, fordi de ikke står systematisk i de grønne regnskaber og i flere tilfælde ikke var i det nødvendige dataformat. Desuden måtte de særligt til første indberetning indhente flere oplysninger direkte hos virksomhederne, da de ikke fremgik af deres grønne regnskaber. Dette var meget bedre til anden indberetning, hvor de pågældende virksomheder i stort omfang har tilpasset deres regnskaber til behovet fra Miljøstyrelsen.

Ligesom Miljøstyrelsen kan anvende de grønne regnskaber i forbindelse med udfærdigelsen af branchebilag, har EPER data ifølge Bernd Mehlhorn fra EU-kommissionen været anvendt i forbindelse med lovforberedende arbejde i EU. Når data sammenlignes mellem virksomheder og industrier over tid, kan områder, hvor forbedringer er mulige, identificeres, hvilket bruges til at inspirere lovgivningsarbejdet i Kommissionen. Et konkret eksempel på brugen af EPER i det lovforberedende arbejde er i forbindelse med udarbejdelsen af REACH (den europæiske kemikalielovgivning), hvor EPER har bidraget med oplysninger om udbredelsen af forskellige kemiske stoffer i europæiske industrier.

Det amerikanske PRTR fra 1986 kaldet TRI (Toxic Release Inventory) har ligeledes bidraget til lovgivningsarbejde omkring begrænsning af udledningen af bestemte kemiske stoffer, forklarer Michael Stanley Jones fra UNECE (FN’s økonomiske kommission for Europa). Han understreger, at bidraget i særdeleshed har bestået i at pege på brancher, der har særligt høje emissioner af forurenende stoffer.

Desuden fortæller Bernd Mehlhorn, at EPER er blevet brugt til en ’Name and Shame’ liste over virksomheder, der har særligt høje emissioner. Dette har gjort pågældende virksomheders nationale regeringer opmærksomme på disse emissionsforhold, hvilket de ofte reagerer på. Således har denne liste haft den effekt, at nationale regeringer har sat ind over for særligt forurenende lokale virksomheder.

5.3 Andre brugere

5.3.1 Interessenternes efterspørgsel efter det grønne regnskab

Det blev konkluderet i afsnit 4.3, at virksomhederne kun i begrænset omfang anvender det grønne regnskab i den eksterne kommunikation. Spørgsmålet er, om denne konklusion underbygges af en tilsvarende svag efterspørgsel efter virksomhedernes grønne regnskab?

Tabel 17: Interessentgruppers efterspørgsel af det grønne regnskab

• I tabel 17 fremgår det, at ca. hver fjerde virksomhed har oplevet, at kunder eller miljøorganisationer efterspørger deres grønne regnskab. 9% har oplevet, at henholdsvis virksomhedens naboer og potentielle investorer har efterspurgt det grønne regnskab. Kun én virksomhed har oplevet, at medierne har efterspurgt det grønne regnskab.
   
• Der blev også spurgt til andre interessentgrupper. Her svarer 13% af virksomhederne uopfordret, at studerende har efterspurgt deres grønne regnskab som den eneste substantielle gruppe blandt andre interessenter.

Det skal her understreges, at tallene i tabel 17 ikke siger noget om antallet af gange, det grønne regnskab er blevet efterspurgt af de enkelte interessentgrupper. Det er desuden vigtigt at understrege, at der er tale om henvendelser om det grønne regnskab til virksomheden selv. Flere kan have rekvireret det grønne regnskab hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen eller på virksomhedens hjemmeside i de tilfælde, hvor det er tilgængeligt der.

• De tilsynsmyndigheder, vi har talt med, vurderer, at der stort set ikke er interessenter, der frivilligt læser regnskaberne. De mener, at det nærmest kun er myndighederne selv, der bruger det grønne regnskab.
   
• En virksomhed, vi har talt med, der gør meget ud af hele koncernens grønne regnskab, oplyser, at de i umiddelbart efter offentliggørelsen af deres grønne regnskab, har 300-400 besøgende på deres hjemmeside pr. måned, der ser deres grønne regnskab. Interessen er herefter dalende i løbet af året. Virksomheden har således formået at skabe opmærksomhed om det grønne regnskab. Opmærksomheden om virksomhedens grønne regnskab hænger givetvis også sammen med, at virksomheden er en meget stor virksomhed med megen omtale og deraf følgende mange besøgende på hjemmesiden. Virksomheden har også kunnet afsætte ressourcer til at lave en omfattende og farverig udgave af det grønne regnskab. De ved dog ikke, hvem der ser deres grønne regnskab på hjemmesiden. Her pointerer virksomhedens direktør, at de kun ved, hvor de personlige henvendelser om det grønne regnskab kommer fra, og de er stort set alle studerende. Direktøren forventer, at dette billede går igen blandt de besøgende på hjemmesiden. På trods af denne opmærksomhed vurderer virksomhedens direktør derfor, at den eneste reelle værdi af det grønne regnskab er den positive effekt for det interne miljøarbejde.
   
• De resterende virksomheder, vi har talt med, som laver grønt regnskab, oplever generelt meget få henvendelser herom. De få henvendelser, der kommer, er stort set udelukkende fra studerende.
   
• En miljømedarbejder i en virksomhed giver to hovedårsager til, at der ikke er flere brugere af det grønne regnskab. For det første dårlig kommunikation både i udbredelsen af kendskabet til det grønne regnskab og i indholdet, som miljøchefen vurderer, at de fleste ikke forstår. For det andet mener miljømedarbejderen, at de fleste har den holdning, at hvis der er nogen miljømæssige problemer på virksomhederne, så tager myndighederne sig af det, sådan at der ikke nogen grund til at de skulle sætte sig ind i det.

Et tilsvarende billede ses i det europæiske EPER. Bernd Mehlhorn oplyser, at der sker ca. 240.000 trækninger af data årligt fra EPERs hjemmeside. Han referer til en intern undersøgelse baseret på oprindelsen af mailadresser bag trækningerne af EPER data, der viser, at brugerne fordeler sig omtrent således:

–	Myndigheder:	10-20%
–	Virksomheder:	10-20%
–	Private personer.	ca. 20%
–	Forskere/studerende	40-50%

Her er der altså tilsvarende stor efterspørgsel fra de studerende. Det er bemærkelsesværdigt, at presse/medier samt interesseorganisationer ikke gør sig gældende i undersøgelsen.

I 1999 vurderede virksomhederne ligeledes, at interessen for de grønne regnskaber var meget lille. Næsten halvdelen af virksomhederne havde på det tidspunkt ikke oplevet nogen efterspørgsel efter deres grønne regnskab overhovedet. Samtidig havde tre ud af fire virksomheder ingen reaktioner fået på regnskabet.

Tabel 18: Interessentgruppers efterspørgsel af EMAS miljøredegørelsen

• Af tabel 18 fremgår det, at de interessentgrupper, der hyppigst efterspørger EMAS, svarer nogenlunde til dem, der hyppigst efterspørger det grønne regnskab, nemlig kunder og interesseorganisationer.

I de følgende afsnit vil der blive gået mere i dybden med de enkelte interessentgruppers brug af det grønne regnskab og effekterne heraf.

5.3.2 Naboer og miljøgrupper

En del af det grundlæggende idegrundlag for indførelsen af det grønne regnskab var, at ’naboer’ skulle kunne bruge det til at søge oplysninger om deres lokale virksomheders miljøforhold. Tallene ovenfor viser, at det kun sker i meget begrænset omfang, men at miljøorganisationer i lidt større omfang har vist interesse for regnskaberne.

Denne konklusion bygger på nedenstående resultater af undersøgelsen.

Naboer og miljøgrupper, der efterspørger og bruger det grønne regnskab, har ikke været nemme at finde. I undersøgelsen af det grønne regnskab fra 1999 svarede to af de 125 naboer, der har søgt miljøinformation om virksomheder, at de havde hentet informationen i det grønne regnskab. Blandt lokale miljøgrupper var tallet seks af 84 og for andre interesseorganisationer fem ud af 13. Der er ikke noget, der tyder på, at denne tendens har ændret sig.

• Ifølge vores spørgeskemaundersøgelse har en ud af ti virksomheder oplevet, at en nabo til virksomheden har efterspurgt det grønne regnskab, mens 15% har brugt det grønne regnskab i kommunikationen med naboerne.
   
• Det samme gør sig gældende i de kvalitative interview, hvor en af de ti virksomheder, vi har interviewet, kunne pege på henholdsvis en gruppe af naboer og en miljøgruppe, der ser virksomhedens grønne regnskab. Denne virksomhed fremsender selv det grønne regnskab til de lokale interessenter som et resultat af en tidligere uoverensstemmelse mellem virksomheden og en gruppe af lokale borgere. I den forbindelse har vi talt med henholdsvis en repræsentant for en miljøgruppe med aktiviteter i lokalområdet og en repræsentant for den lokale borgergruppe.
   
• Repræsentanten for den lokale miljøgruppe anvender det grønne regnskab i sit engagement i et lokalt miljønetværk såvel som i forbindelse med nationale aktiviteter i miljøgruppen. Han har i den forbindelse ikke svært ved at rekvirere det grønne regnskab direkte hos virksomhederne selv. Det grønne regnskab samt EMAS miljøredegørelserne bruger han typisk til at sammenstille data med virksomhedernes miljøgodkendelser. Han fremhæver resume af egenkontrol som særligt anvendeligt til at se, hvordan virksomheden forholder sig til problemer i forhold til miljøgodkendelsen.
   
• En ledende repræsentant for en lokal borgergruppe mener, at det grønne regnskab har en værdi for naboerne, idet man kan følge med i emissioner og energiforbrug og se, hvilke tiltag virksomhederne har besluttet at gennemføre på miljøområdet. Han er af den opfattelse, at det grønne regnskab bidrager til en god kommunikation med den lokale virksomhed, hvilket sikkert hænger sammen med, at virksomheden selv tilsender det grønne regnskab og er interesseret i at have en god dialog med sine naboer. Samtidig mener han, at det grønne regnskab er med til at give en bedre forståelse af virksomhedens miljøforhold, herunder de problemstillinger, de arbejder med.
   
• En tilsynsmyndighed, vi har talt med, forklarer, at når de får henvendelser fra naboer, er det typisk i forbindelse med klager over akutte forhold, hvor naboerne ikke er interesserede i virksomhedens grønne regnskab. De naboer, der ønsker informationer om virksomhedernes miljøforhold, finder i højere grad oplysningerne i mere detaljerede kilder, som for eksempel tilsynsrapporterne.

Ovenfor refereredes det, at miljøorganisationer ikke bruger Europakommissionens EPER. Bernd Mehlhorm, der til daglig arbejder med EPER ved Kommissionen, forklarer, at miljøorganisationerne var med til at presse på for etableringen af EPER, men at de efterfølgende ikke synes at bruge det, men tilsyneladende virker tilfredse med registrets blotte tilstedeværelse.

5.3.3 Forskere og studerende

Som beskrevet synes uddannelsesinstitutioner at være den mest udbredte brugergruppe af virksomheders miljørapporteringer. Vi har ikke i forbindelse med undersøgelsen talt med studerende, der anvender det grønne regnskab, men virksomhederne fortæller, at det grønne regnskab helt naturligt typisk bruges i forbindelse projekter og opgaver om virksomheders miljøforhold.

• En gymnasielærer, som også er interviewet som repræsentant for en miljøorganisation, bruger det grønne regnskab i forbindelse med undervisningen. Han mener, at det grønne regnskab, er et godt redskab i forbindelse med gymnasieundervisning, idet det er nemmere at gå til end for eksempel virksomhedernes miljøgodkendelser. Han efterspørger dog en større fokus på læsevenlighed fra virksomhedernes side.

Vores indtryk er, at brug af det grønne regnskab i undervisningen er en absolut sjældenhed, men vi har ikke data, der kan underbygge denne formodning.

5.3.4 Pressen

Det kan konstateres, at pressen i Danmark stort set ikke interesserer sig for det grønne regnskab. En væsentlig konsekvens af journalisternes manglende brug af det grønne regnskab er, at regnskaberne kun får den eksponering, virksomhederne selv sikrer dem. Samtidig vil pressen heller ikke kunne bevirke, at virksomhederne holdes op på kvaliteten af deres grønne regnskaber, som det ville være tilfældet, hvis der var større bevågenhed over for dem.

I undersøgelsen fra 1999 havde én ud af 20 adspurgte journalister brugt det grønne regnskab i forbindelse med afsøgning af information om virksomheders miljøforhold. Dette bekræftes af vores spørgeskemaundersøgelse, hvor én af 67 virksomheder har oplevet, at medierne har efterspurgt deres grønne regnskab. Det samme billede fås efter at have talt med journalister ansvarlige for miljøstoffet ved henholdsvis Jyllands-Posten, Berlingske Tidende, Politiken og Fyens Stiftstidende. Kun en af de fire journalister har brugt det grønne regnskab eller har kollegaer, der bruger det, og han har højst brugt det en eller to gange inden for det seneste år.

Ved introduktionen af det grønne regnskab i halvfemserne var der en lille fokus på det grønne regnskab i pressen. Denne fokus synes nu helt forsvundet. Dette falder også sammen med et skifte i miljøjournalistikken fra en stor fokus på erhvervslivets miljøforhold til temaer som klimaændringer, landbrugets miljøforhold og forbrugerbeskyttelse. Dette skyldes i høj grad en oplevelse af, at ’erhvervslivet har nogenlunde styr over det’, som det udtrykkes af en journalist. Dertil kommer, at pressen typisk er interesseret i enkeltstående aktuelle miljøhistorier som uheld eller overtrædelser af miljøgodkendelsen, hvortil det grønne regnskab ikke er egnet som kildemateriale. To andre problemer ved det grønne regnskab som kilde til miljøjournalistikken blev identificeret, nemlig at det er dårligt som grundlag for sammenligning mellem virksomheder, og at virksomhederne ofte vil forsøge at sætte deres miljøarbejde i det bedst tænkelige lys.

I forhold til EPER har der været en meget markant udvikling, der minder om den danske. I forbindelse med lanceringen af EPER havde registret forholdsvist stor bevågenhed i den europæiske presse. Siden hen er interessen faldet, sådan at der nu er ganske få trækninger af data fra journalister. EPER havde således værdi for pressen som nyhedshistorie, men i langt mindre omfang som generel kilde til informationer om virksomhedernes miljøforhold.

5.3.5 Investorer

Der er talt med en repræsentant for en af de største investeringsvirksomheder i Danmark.

Ifølge denne repræsentant gøres der ikke i dette investeringsselskab brug af de grønne regnskaber. Danske investeringsvirksomheder er ikke så bekymrede for miljømæssige problemstillinger i danske virksomheder. Såfremt det vurderes, at der skal foretages undersøgelser af tidligere tiders miljøproblematikker for pågældende virksomhed, som det overvejes at investere i, vil investor ofte alliere sig med rådgivende ingeniørfirmaer med den nødvendige viden om miljøforholdene.

Dette kan typisk være et spørgsmål om at få foretaget en miljømæssig due diligence eller jord- og grundvandsundersøgelser.

Det skyldes sandsynligvis, at udenlandske investorer, der foretager opkøb i Danmark, har mere fokus på de miljømæssige forhold, fordi de ikke har konkret kendskab til danske miljøforhold. De udenlandske investorer vil imidlertid ikke anvende grønne regnskaber til vurderingerne af virksomhedernes miljøforhold, da grønne regnskaber er et dansk fænomen. Disse investorer vil sandsynligvis også anvende rådgivende ingeniører til at vurdere virksomhedens miljøforhold.

De grønne regnskaber henvender sig ikke med deres eksisterende udformning til investorer i danske virksomheder.

Fodnoter

[1] PRTR er international betegnelse for et offentligt tilgængeligt forureningsregister.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juni 2007, © Miljøstyrelsen.