Vurdering af omfanget af dårlige skorstene til private brændeovne og brændekedler, regelgrundlag og løsningsmuligheder
2 Lovgivning
- 2.1 Bygningsreglementet
- 2.2 Tilsyn og godkendelse af skorstene og ildsteder
- 2.3 Miljøstyrelsens regler for brændeovne
- 2.4 Standarder for skorstene
I Danmark er regulering af brændeovne og tilhørende skorstene underlagt to forskellige ministerier, Økonomi- og Erhvervsministeriet gennem Erhvervs- og Byggestyrelsen samt Miljøministeriet gennem Miljøstyrelsen.
Der findes desuden en række nationale og internationale standarder for brændeovne og skorstene.
2.1 Bygningsreglementet
Skorstene og ildsteder er reguleret af Bygningsreglement for småhuse fra 1998 (BR-S 98) /1/, Bygningsreglement for erhvervs- og etagebyggeri fra 1995 (BR 95) /2/ og SBI-anvisning 189, Småhuse /4/, der via Erhvervs- og Byggestyrelsen hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Det nuværende bygningsreglement er opdelt i to reglementer, hvor der tidligere har været et fælles reglement. Tofamiliehuse, der deles i to etager, er omfattet af BR 95 om erhvervs- og etagebyggeri, mens sammenhængende tofamiliehuse er omfattet af BR-S 98 småhuse, selvom hver enhed kan være i flere etager. Reglerne for ildsteder og skorstene er ens i de to bygningsreglementer, og der refereres efterfølgende kun til Bygningsreglement for småhuse, med betegnelsen ”bygningsreglementet”, med mindre der er grund til at præcisere hvilket bygningsreglement, der konkret henvises til.
Erhvervs- og byggestyrelsen arbejder på et nyt bygningsreglement (BR 07), som har været i høring i december-januar 06/07. Med dette bygningsreglement vil der igen kun være et reglement, som omfatter både småhuse, og erhvervs- og etagebyggeri. I høringsbrevet angives, at en revision af SBI-anvisningen er under udarbejdelse, og at den endelige anvisning vil blive offentliggjort, når BR 07 træder i kraft i første halvår af 2007.
2.1.1 Bygningsreglementets regler for ildsteder og skorstene
Formålet med de byggetekniske bestemmelser i bygningsreglementet er primært at forhindre, at der ved installationen opstår fare for brand, eksplosion, forgiftning eller andre sundhedsmæssige gener. Det er husejeren selv, den tekniske rådgiver eller håndværker, der er ansvarlig for, at bestemmelserne overholdes.
Her ser vi kun på selve skorstenen og ikke de brandtekniske forhold, fordi de ikke har nogen direkte indflydelse på skorstenens funktion.
Skorstenens lysningsareal vil vi heller ikke se nærmere på ud over at nævne, at lysningsarealet i en skorsten skal svare til den indfyrede effekt, så skorstenen kan transportere hele røgmængden, og der skal være plads til afsætning af sod. Fyring med fast brændsel kræver altid et større lysningsareal end oliefyring. Generelt bør lysningsarealet være mindst 175 cm² (15 cm diameter) og højest 350 cm² (21 cm i diameter) for ildsteder til fast brændsel. Lysningen i stålskorstene med glat indvendigt rør vælges normalt til 15 cm, mens murede skorstene og skorstensforinger fra flere sider anbefales udført med en lysning på 17 cm, for med den type overflader reduceres lysningen mere p.g.a. sodaflejringer.
De konkrete krav til skorstenshøjden i det gældende Bygningsreglement for småhuse fra 1998 er følgende (kursiv tekst er vejledende anvisninger):
BR-S 98 (gældende bygningsreglement)
8.4.1 Skorstene og røgrør skal udføres og installeres, så der ikke opstår fare for brand, eksplosion, skadelig kondens, forgiftning og sundhedsmæssige gener.
(8.4.1) I SBI-anvisning 189 er redegjort for, hvorledes skorstene og røgrør kan udføres.
8.4.4 Skorstene skal have en sådan udformning, lysningsareal og højde, at der bliver tilfredsstillende trækforhold og røgafkast.
(8.4.4) Hvis et fyringsanlæg medfører væsentlige røgluftgener for omgivelserne, giver Miljøbeskyttelsesloven kommunalbestyrelsen mulighed for at kræve, at ildsteder og skorstene eller fyringen ændres, så generne ophører. Hvis ulemperne ikke kan afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen forbyde anvendelse af anlægget.
8.4.5 Balanceret aftræk fra olie- eller fastbrændselskedler skal udføres, så røgafkastet ikke giver lugt- og sundhedsmæssige gener.
(8.4.5) Et tilfredsstillende røgafkast kan sædvanligvis opnås ved at følge vejledningen i SBI-anvisning 189 om skorstene.
8.6.2 Skorstenspiber skal føres mindst 0,8 m over tagryggen på huse med stråtag eller andet letantændeligt materiale, som ligger indenfor en afstand af 6,0 m fra skorstenen.
Princippet for bygningsreglementets krav til skorstene er funktionskrav, f.eks. ”at der bliver tilfredsstillende trækforhold og røgafkast” samt at ”røgafkastet ikke giver lugt- og sundhedsmæssige gener”. I de tidligere udgaver af bygningsreglementet var der mere detaljerede og konkrete krav til skorstenshøjden, men det er blevet flyttet til den vejledende tekst og til SBI-anvisningen. Den konkrete formulering fra det tidligere bygningsreglement fra 1992 er:
BR 82 (tidligere bygningsreglement)
10.4.3 Små skorstene
Stk. 2. Små skorstene skal udføres således, at tilfredsstillende trækforhold sikres, og at der ikke opstår røgulemper på grundstykket.
Stk.3. Skorstenspiber skal mindst føres 0,8 m over tagfladen og mindst op over en linie, som går gennem et punkt 0,8 m over tagets højeste del (tagryggen eller lign.) og gennem et punkt lodret over ydervæggen i samme højde som tagets højeste del.
Skorstenspiben skal dog altid føres 0,8 m over tagryggen på enhver bygning med tag af strå eller andet letantændeligt materiale, som ligger indenfor en afstand af 6 m fra skorstenen.
Kommunalbestyrelsen kan kræve en større skorstenshøjde, når der på grund af særlige forhold kan forventes røgulemper.
Kravene kan lempes, når det i overensstemmelse med byggelovens § 27 sikres, at skorstenen senere kan øges efter kommunalbestyrelsens krav.
Her er der ingen tvivl om skorstenens mindste højde, som dels skal være mindst 0,8 m over tagfladen, og mindst op i højde med tagryggen.
I SBI-anvisning 189 behandles forhold vedrørende skorstenes konstruktion og dimensionering. Det angives i Bygningsreglementet, at et tilfredsstillende røgafkast kan opnås ved at følge vejledningerne i denne anvisning.
SBI-Anvisning 189, under overskriften ”Opstilling” står:
Ildsteder kan opstilles i beboelsesrum, køkken, bryggers og kælderrum, når ventilationsforholdene er sådan, at der kan tilføres tilstrækkelig luft til forbrændingen. Det kan fx. opnås ved at forsyne rummet med en tilstrækkelig stor regulerbar udeluftventil eller ved at tilføre forbrændingsluften gennem en kanal fra det fri.
Dette er nok en lidt overset bestemmelse, idet der mange steder er problemer med friskluftforsyningen. Nyere huse er generelt meget tætte, og renovering af ældre huse har også medført, at de er blevet meget mere tætte. Her vil der ofte ikke være tilstrækkelig lufttilførsel via utætheder, hvilket der normalt er i de ældre mere utætte huse. Nyere vinduer og døre har ofte små friskluftventiler, som kan levere den nødvendige lufttilgang, men det forudsætter naturligvis, at de er åbne.
SBI-Anvisning 189, under overskriften ” Skorstene” står:
Skorstene skal være så høje, at der opnås tilstrækkelig træk. Desuden skal skorstene føres så højt op i forhold til bygningers tage og omgivelser, at røgen hurtigt spredes og fortyndes i atmosfæren.
Hensigten med denne bestemmelse er overordnet meget god, men den er yderst vanskelig at opfylde, fordi der ikke er nogen anvisning til at beregne eller vurdere hvilken skorstenshøjde, der er nødvendig for at sikre en hurtig spredning af røgen. Det er også en meget vanskelig vurdering at foretage, dels fordi spredningsforholdene fra lave skorstene og bygninger er meget kompliceret, og dels fordi det ikke er defineret, hvad der menes med en hurtig spredning af røgen. Hastigheden for spredning og fortynding af røgen afhænger primært af vindhastigheden, mens det er andre forhold som højde og placering, der er mest afgørende for, om røgen giver anledning til gener.
Formuleringen er uklar og derfor ikke særlig operationel. Man kan godt slutte sig til, hvad der menes, nemlig at røgen skal spredes og fortyndes i atmosfæren, uden at røgfanen giver høje koncentrationer og gener, hvor mennesker bor eller færdes, men der er ikke nogen hjælp eller anvisning til, hvordan man skal afgøre, om det sker.
Mere konkrete anvisninger for skorstenshøjde findes også i SBI-anvisningen.
SBI-Anvisning 189, under overskriften ”Højde” står:
I ildsteders forbrændingsrum og i hele aftrækssystemet bør der være undertryk…. Undertrykket skabes af opdriften af den varme røg i skorstenen….
Ved fyring med fast brændsel skal skorstenen ikke alene suge røgen ud af ildstedet, den skal også suge forbrændingsluften ind i ildstedet gennem luftspjældet. Ovne og især centralvarmekedler for fast brændsel kræver derfor ofte højere skorstene end oliefyrede kedler.
Skorstenshøjden regnet fra gulvet, hvorpå ildstedet står, bør så vidt muligt være mindst 5 m. Ved fastbrændselskedler og andre ildstedet, der skal have højere skorstene for at fungere sikkert, bør man følge kedelproducentens anvisning om minimumshøjden.
Når et hus udsættes for vindpåvirkning, opstår der i vindsiden overtryk på facaden og tillige på den nederste del af taget ved taghældninger større end ca. 30°. Skorstenen bør være så høj, at udmundingen kommer uden for overtrykszonen.
Over flade tage samt i læsiden af skrå tage opstår der hvirvler, som vil kunne føre røgen ned i det niveau, hvor mennesker færdes, og dermed give anledning til røgluftgener. Skorstenen bør derfor udmunde over hvirvelzonen.
Som tommelfingerregel benyttes normalt at føre skorstenen ca. 1 m over tagryggen eller den højeste del af taget.
Skorstenen bør under alle omstændigheder ikke placeres lavere end tagets højeste punkt.
Er skorstenen anbragt på en lav tilbygning, skal skorstenshøjden fastlægges efter husets største taghøjde.
Anvisningerne for skorstenshøjde synes nogenlunde klare, men det ser ud til, at de i praksis anvendes noget mere lempeligt, formentlig fordi der ikke er tale om bindende krav, men om vejledning og anvisning. Der står f.eks., at skorstenen ”bør være”, ikke at den ”skal være” mindst 5 meter, og at den ”bør udmunde”, ikke at den ”skal udmunde” over tagryggen. Det opfattes tilsyneladende sådan, at det er frivilligt, om man vil rette sig efter anvisningen.
2.1.2 Vurdering af skorstenshøjder
Hvis man ser rundt på skorstenene i de danske parcelhuskvarterer, så ses en mangfoldighed af forskellige hustyper, med en stor variation i højde, placering og udformning af skorstene. En del af dem ser ud til ikke helt at leve op til anvisningerne i SBI-anvisningen, men de er alligevel blevet godkendt.
Villaer fra før tresserne var hovedsageligt 2 etager murermestervillaer, hvor skorstenen til det dengang almindelige fastbrændselsfyr eller –kedel (til kul eller koks) altid var placeret midt i huset, for det giver bedre fordeling og udnyttelse af varmen. I det voksende parcelhusbyggeri i tresserne, hvor den almindelige opvarmningskilde var oliefyr og centralvarme, var skorstensforhold og -placering ikke mere så vigtige, og traditionen med skorstenen midt i huset forsvandt. Parcelhuse har siden tresserne hovedsageligt været etplanshuse med lave taghældninger. I 70’erne blev der også bygget mange parcelhuse med fladt tag, men den byggestil er næsten ophørt igen på grund af mange fugtskader. Skorstenen bliver automatisk lavere, når huset har laver taghældning, fordi husets totalhøjde bliver mindre.
Mange parcelhuse er bygget af typehusfirmaer og entreprenører, som ikke altid har haft uddannede arkitekter med indgående kendskab til bygningsreglementets regler for skorstene, så skorstenen er ofte blevet dimensioneret efter udseendet frem for funktionen. Da skorstenen primært blev brugt til oliefyr, har de generelt været gode nok. Dengang var der heller ingen, der kunne forudse nutidens store og stigende anvendelse af brændeovne og brændefyr.
Mange huse blev også bygget med en pejs med en relativ lav skorsten, fordi den var placeret på siden af huset. Mange af disse pejse har aldrig fungeret ordentlig på grund af for lille skorstenstræk, og det er endnu værre, hvis de forsynes med en pejseindsats, hvor trækbehovet er større.
Skorstene fra før det nuværende bygningsreglement fra 1998 antages generelt at overholde kravene om højde i forhold til tag, selvom mange skorstene mangler 0,1 – 0,3 m i at være de krævede 0,8 m over tag. Dog kniber det med højden i forhold til tagryggen på mange skorstene på tilbygninger, ligesom der er mange skorstene, som ikke er de anbefalede 5 m høje regnet fra gulvet.
Under det nuværende bygningsreglement fra 1998 ser det ud til, at der etableres mange skorstene, der er lavere end efter de gamle regler. Der ses f.eks. mange skorstene, der er lavere og nogle gange væsentligt lavere end husets tagryg, se Figur 1 og Figur 2. Dette forhold fremgår også af interviews med brændeovnsforhandlere og skorstensfejernes erfaringer.
Figur 1. Eksempler på lave skorstene i forhold til bygningerne. På billedet til højre, er det skorstenen på den lave tilbygning
Figur 2. Eksempel på skorsten på brændekedel i garagetilbygning til nr. 12. Kedlen anvendes ikke, dels p.g.a. dårligt træk, fordi den er for lav, og dels fordi røgen falder ned lige foran ejerens hus til højre i billedet.
Der findes også huse med skorstene, der tydeligt er dimensioneret efter brændeovnens trækbehov, uden skelet til om skorstenen arkitektonisk passer til huset.
Figur 3. Eksempler på meget høje skorstene i forhold til tagfladen
I dag er det ofte brugeren, der bestemmer, hvor stålskorstenen skal stå, og brændeovnsforhandleren der dimensionere højden, og brugeren accepterer ofte ikke en høj og dyr skorsten med barduner, som nemt kommer til at se dominerende ud.
Kommunalbestyrelser har så vidt vi ved kun i begrænset omfang krævet, at eksisterende skorstene ændres, så gener på grund af for lave skorstene ophører. Der er dog eksempler på, at kommunalbestyrelser har gennemført forbud mod anvendelse af brændeovne, fordi ulemperne ikke kunne afhjælpes på anden måde.
2.1.3 Bygningsreglementets retsvirkning
I Bygningsreglement for småhuse, afsnit 1.1 Reglementets anvendelsesområde står der:
”Generelle bemærkninger:
Bygningsreglement for småhuse er opdelt i to spalter. Spalten til venstre indeholder kravteksten d.v.s. de juridisk bindende forskrifter, og spalten til højre indeholder vejledende skitser og kommentarer til kravteksten. Alle tegninger i vejledningen skal alene opfattes som eksempler.”
Bygningsreglementet angiver funktionskrav for skorstenes virkning, og der er derfor ikke konkrete fysiske angivelser og krav til skorstenenes højde, placering og funktion i den juridisk bindende tekst. Funktionskravene skal opfyldes, og i SBI-anvisningen angives, hvordan det kan gøres.
I indledningen til SBI-anvisningen står der: ”Denne SBI-anvisning indeholder vejledning om og eksempler på, hvordan konstruktioner i enfamiliehuse kan udformes, så de opfylder kravene i Bygningsreglementet for småhuse, 1998, herefter kaldet Småhusreglementet.” Det uddybes lidt senere med:
”Det skal understreges, at de i anvisningen viste løsninger er eksempler, og at andre løsninger, der kan påvises at opfylde kravene i Småhusreglementet, naturligvis også vil kunne anvendes.”
Ud fra dette er der ingen tvivl om, at hvis en skorsten ikke udføres efter anvisningerne, så skal det påvises, at den alligevel opfylder bygningsreglementets funktionskrav.
En telefonisk henvendelse til Erhvervs og Byggestyrelsen /19/ gav grundlaget til at skrive nedenstående fortolkning, som efterfølgende er godkendt af kontaktpersonen:
Kravene til skorstenenes højde og funktion er funktionskrav, som uddybes i den vejledende tekst og i SBI-anvisningen. Hvis man ikke følger anvisningerne, og heller ikke gør noget andet for at opfylde funktionskravene, så har man ikke opfyldt den juridiske bindende forskrift. Man behøver dog ikke at følge anvisningerne, hvis man på anden måde sikrer, at funktionskravet er opfyldt.
Hvis man ikke følger de relativt konkrete anbefalinger i SBI-anvisningen, bl.a. at skorstenen bør være mindst 5 m høj regnet fra gulvet, og at den bør være 1 m over den højeste del af taget, så skal man altså kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at funktionskravet alligevel er opfyldt. Funktionskravet er vel at mærke både krav til skorstenstrækket og spredning af røgen i forhold til naboerne.
Denne udlægning svarer både til andre vejledningers retsvirkning, og til erfaringerne fra de få retslige afgørelse af påbudssager om røggener, vi er bekendt med.
2.2 Tilsyn og godkendelse af skorstene og ildsteder
Ifølge bekendtgørelsen om brandværnsforanstaltninger for skorstene og ildsteder /43/ skal kommunalbestyrelsen sørge for, at alle skorstene fejes med de angivne intervaller, og at arbejdet skal udføres af faglærte personer, der har bestået skorstensfejerfagets svendeprøve eller tilsvarende. Kommunerne har fast tilknyttet en eller flere skorstensfejermestre, som sørger for den regelmæssige fejning af skorstenene, syner og godkender nye installationer og udfører brandpræventivt tilsyn.
Bekendtgørelsen bemyndiger skorstensfejeren til at kunne nedlægge forbud mod anvendelse af en skorsten, der har været udsat for skorstensbrand, samt mod anvendelse af en skorsten, der er belagt med glanssod, som ikke kan udfræses.
Ifølge §10 skal skorstensfejeren meddele til kommunalbestyrelsen, hvis der er mangler ved en skorsten, der bevirker særlig brandfare, eller ulovligheder i henhold til reglerne om ildsteder og skorstene i bygningsreglementet. Her har skorstensfejeren ikke nogen bemyndigelse, men ifølge skorstensfejer Finn Hansen[1] fra EUC Syd foregår det i praksis ved, at skorstensfejeren påpeger forholdene og henstiller til, at de forbedres efter hans anvisning. Sker det ikke, evt. efter gentaget påtale, meddeles det til kommunalbestyrelsen, som så må overtage sagen. Der kan selvfølgelig være store forskelle på den konkrete håndtering af dette i forskellige kommuner.
Skorstensfejeren skal syne nye installationer, både skorstene og ildsteder, og kontrollere at reglerne i bygningsreglementet er opfyldt. Her udfyldes en tilmelding, hvor brugeren får en kopi, og skorstensfejermesteren tilmelder installationen til kommunen, så den bliver registreret i BBR, og i nogle kommuner så taksten for skorstensfejningen opkræves sammen med ejendomsskatterne. Herefter fejes skorstenen mindst en gang om året.
Selvom skorstensfejeren syner og godkender skorstene, så er kommunalbestyrelsen myndigheden i forhold til godkendelsen. Det hævdes fra flere sider, at hvis skorstensfejeren ikke vil godkende en installation, og ejeren klager til kommunen, så godkender kommunen ofte installationen, hvis installationen er brandmæssig forsvarlig, men uden at vurdere om funktionskravene er opfyldt. Det kan både være skorstene, der efter skorstensfejerens vurdering er for lave til at give det nødvendige skorstenstræk, og skorstene, der med stor sandsynlighed vil give røggener i forhold til naboer. Dette forhold kan have medført, at skorstensfejerne nogle gange godkender anlæg, som de mener reelt ikke opfylder bygningsreglementets funktionskrav, fordi kommunen muligvis alligevel godkender anlægget, hvis ejeren klager til kommunen. Den slags mundtlige påstande, hvor det typisk er problemområderne, der huskes og gengives, er vanskelige at dokumentere omfanget af, og der kan selvfølgelig også være stor forskel kommunerne imellem. Men der er ikke nogen tvivl om, at der er bygget og godkendt mange skorstene, som enten giver for dårligt skorstenstræk og/eller er for lave eller uhensigtsmæssigt placeret i forhold til spredning af røgen, så naboerne generes af røgen. Derved lever de ikke op til funktionskravene i bygningsreglementet. Miljøstyrelsens rundspørge til skorstensfejere (Bilag A) og mængden af klager over røggener og problemer med dårligt træk vidner om dette.
Der er forhåbentligt en voksende forståelse for problemerne med for lave skorstene i kommunerne. I Hillerød Kommune har man indset bygningsreglementets begrænsninger, for her står i kommunens ”Vejledning for fyring med fast brændsel i private fyringsanlæg” /44/: ”Det viser sig ofte, at skorstenshøjden er for lav til at undgå røgnedslag, hvis man nøjes med at følge bygningsreglementets anvisninger, specielt i tæt-lav bebyggelse.”
Med de tidligere bygningsreglementer fra før 1998, som havde mere konkrete krav til skorstenshøjden, blev der sjældnere godkendt for lave skorstene, fordi der ikke var tvivl om den krævede minimumshøjde i forhold til husets tagryg. SBI-anvisningen giver godt nok nogenlunde de samme anbefalede krav til skorstenshøjden, men det håndhæves åbenbart ikke konsekvent.
2.2.1 Opsummering og diskussion
De konkrete regler og anvisninger i bygningsreglementet og SBI-anvisningen omkring skorstene for fastbrændselskedler og brændeovne kan oversigtsmæssigt reduceres til følgende korte punkter:
Bygningsreglementet:
- Ventilationsforholdene skal være sådan, at der kan tilføres tilstrækkelig luft til forbrændingen.
- Skorstene skal have en sådan udformning, lysningsareal og højde, at der bliver tilfredsstillende trækforhold og røgafkast.
- Balanceret aftræk fra olie- eller fastbrændselskedler skal udføres, så røgafkastet ikke giver lugt- og sundhedsmæssige gener.
- Skorstenspiber skal føres mindst 0,8 m over tagryggen på huse med stråtag eller andet letantændeligt materiale, som ligger indenfor en afstand af 6,0 m fra skorstenen.
SBI-anvisning 189:
- Ventilationsforholdene i rummet, hvor fyringsanlægget opstilles, skal sikre, at der tilføres tilstrækkelig luft til forbrændingen.
- I ildsteders forbrændingsrum og i hele aftrækssystemet bør der være undertryk.
- Skorstenshøjden regnet fra gulvet, hvorpå ildstedet står, bør så vidt muligt være mindst 5 m.
- Ved fastbrændselskedler og andre ildstedet, der skal have højere skorstene end 5 m for at fungere sikkert, bør man følge kedelproducentens anvisning om minimumshøjden.
- Skorstenen bør være så høj, at udmundingen kommer uden for overtrykszonen ved opstilling i vindsiden.
- Skorstenen bør udmunde over den hvirvelzone, der er over flade tage samt i læsiden af skrå tage.
- Som tommelfingerregel benyttes normalt at føre skorstenen ca. 1 m over tagryggen eller den højeste del af taget.
- Skorstenen bør under alle omstændigheder ikke placeres lavere end tagets højeste punkt.
- Er skorstenen anbragt på en lav tilbygning, skal skorstenshøjden fastlægges efter husets største taghøjde.
Bygningsreglementets funktionskrav bliver ofte ikke opfyldt, fordi anvisningerne i SBI-anvisningen ikke følges, og årsagen til det er tilsyneladende manglende håndhævelse af anvisningerne i SBI-189, samt at skorstenen alligevel kan blive godkendt.
Erfaringerne fra flere sider, skorstensfejere og kommunale miljømyndigheder, viser, at skorstenshøjden ofte er for lav til at undgå røgnedslag og nabogener, specielt i tæt-lav bebyggelse, hvis man nøjes med at følge bygningsreglementets regler, som de udmøntes i SBI anvisningen.
Reglerne og anvisningerne er grundlæggende gode og fornuftige, og formuleringen med bør i stedet for skal, åbner mulighed for fravigelse, så man ikke fanges af stive regler, hvis der i særlige tilfælde er gode grunde til ikke at følge dem slavisk. Fravigelser burde kun forekomme, når det på forhånd er dokumenteret, at en skorsten, der ikke lever op til kravene, ikke vil medføre røggener, og hvis der alligevel forekommer røggener, at kommunalbestyrelsen automatisk vil forlange, at skorstenen bringes i overensstemmelse med reglerne. Så kunne man undgå mange lave skorstene med for ringe skorstenstræk, der giver røg i stuen, og har for ringe spredningsforhold, så de giver røggener i omgivelserne.
Det vil altså være en stor fordel med en mere konsekvent linie fra de kommunale myndigheders/skorstensfejernes side, så anvisningerne i højere grad efterleves. Desuden mangler der generelt viden om, og anvisninger for skorstenes højde og placering i forhold til at undgå røggener for naboerne.
Det danske system med at en skorstensinstallation ikke kræver nogen forhåndsgodkendelse, og først godkendes, når den er etableret, harmonerer egentlig ikke så godt med bygningsreglementets funktionskrav, når det ikke konsekvent håndhæves, at SBI-anvisningen skal følges. Det er meget sværere at nægte godkendelse af en skorsten, der er etableret, end hvis det kan ske i en ansøgningsfase forud for etableringen.
Når der er plads til en fortolkning af reglerne, vil der altid være tilfælde, hvor nogen fortolker dem lempeligere end det, der er meningen, og undlader den dokumentation, der egentlig skal foreligge, hvis skorstenen laves lavere end SBI-anvisningens mindstekrav. I den situation er der behov for nogle klare rammer for hvor meget plads til fortolkning, der er. Det kunne hjælpe med en klar udmelding om, at SBI-anvisningen i bogstavelig forstand skal følges, og hvis den afviges, skal der foreligge en dokumentation for, at bygningsreglementets funktionskrav alligevel overholdes. Det kunne f.eks. tydeligt fremgå af bygningsreglementets tekst, eller fremgå mere tydeligt og direkte af SBI-anvisningen. Det bør følges op med, at skorstene, der ikke lever op til dette, ikke bliver godkendt.
Samtidigt bør det også præciseres, at i forhold til at undgå røgnedslag og nabogener er det ikke altid nok at følge bygningsreglementets anvisninger, specielt i tæt-lav bebyggelse.
Der mangler også viden og metoder til vurdering af spredningsforholdene fra skorstene, så højde og placering bedre kan vurderes i forhold til potentielle gener for naboerne.
Endeligt må det også konstateres, at det ikke er nok, at skorstensforholdene er i orden, for hvis fyringsteknikken er forkert, kan det alene give anledning til nabogener i form af kraftig røglugt.
2.3 Miljøstyrelsens regler for brændeovne
Miljøstyrelsen, under Miljø- og Energiministeriet, varetager med udgangspunkt i Miljøbeskyttelseslovens retningslinier for reguleringen af luftmiljøet i Danmark med bl.a. Luftvejledningen /5/, samt vejledning af kommuner i forbindelse med røggenesager. Desuden forventer Miljøstyrelsen i løbet af 2007 at sende en bekendtgørelse i høring, der vil indeholde krav til den maksimale forurening fra brændeovne og brændekedler, samt præcisere rammerne for det kommunale tilsyn på området. Bekendtgørelsens krav kommer til at gælde ved tilslutning af fyringsanlægget og retter sig derfor mod såvel nye fyringsanlæg, som mod markedet for brugte anlæg.
2.3.1 Regulering af emissioner fra brændeovne og -kedler
Miljøstyrelsens vejledning nr. 2/2001 (Luftvejledningen) er udarbejdet som en industrivejledning, men omfatter i princippet alle emissioner til luften. Klagesager over gener fra brændeovne sorterer under de lokale miljømyndigheder, og derfor indeholder luftvejledningen lidt om brændeovne.
Fra Luftvejledningen side 79:
6.7.2 Brændeovne
Hvis en brændeovn medfører væsentlig forurening eller væsentlige miljømæssige gener, kan kommunalbestyrelsen give ejeren påbud om at nedbringe forureningen. Det fremgår af Miljøbeskyttelseslovens § 42 stk. 1, og det gælder uanset om brændeovnen er opstillet i et boligområde eller i et industriområde, og uanset om ovnen tilhører en virksomhed eller en privat.
Oplysninger om brug af brændeovne kan findes i pjecen ‘Før du fyrer løs’, der er udarbejdet af Miljøstyrelsen, og i pjecen ‘Korrekt fyring. Sådan udnyttes brændslet bedre’, udarbejdet af Bygge- og Boligstyrelsen.
Det skal specielt bemærkes, at der skal anvendes rent træ i brændeovne. Brændeovne må således ikke anvendes til afbrænding af affald, såsom bemalet træ, imprægneret træ, spånplader, MDF-plader eller øvrigt husholdningsaffald. Avispapir kan dog anvendes til optænding.
Bemærk at påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42 vedrørende faste, ikke-erhvervsmæssige energianlæg ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Dette fremgår af § 19 i bekendtgørelse nr. 366 af 10. maj 1992 om ikke-erhvervsmæssigt dyrehold, uhygiejniske forhold m.v.
(Skal med seneste lovændring rettes til § 20 i bekendtgørelse nr. 1517 af 14. december 2006 om miljøregulering af visse aktiviteter.)
Der er således 3 vigtige oplysninger vedrørende brændeovne i Luftvejledningen:
- Kommunalbestyrelsen kan ifølge Miljøbeskyttelseslovens § 42 (se Bilag D) give en brændeovnsejer påbud om at nedbringe forureningen, hvis anlægget medfører - eller skønnes at indebære en nærliggende risiko for - væsentlig forurening eller uhygiejniske forhold.
- Påbud efter Miljøbeskyttelsesloven § 42 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed (se Bilag D).
- Der må kun anvendes rent træ i brændeovne. Brændeovne må ikke anvendes til afbrænding af affald, såsom bemalet træ, imprægneret træ, spånplader, MDF-plader eller øvrigt husholdningsaffald. Avispapir kan dog anvendes til optænding.
I forbindelse med klagesager over røggener har tilsynsmyndigheden også mulighed for at lave tilsyn hos den pågældende brændeovnsejer, som også har pligt til at udlevere alle relevante oplysninger om fyringsanlægget. Hvis personen ikke er samarbejdsvillig, og ikke tillader tilsynet, kan tilsynsmyndigheden med hjemmel i Miljøbeskyttelseslovens § 87 (se Bilag D), og under behørig hensyntagen til retssikkerhedsloven, gennemføre tilsynets med politiets hjælp.
2.3.2 Håndhævelse af regler
Udgangspunktet for vurdering og behandling af røggenesager bør være en grundlæggende ret til at kunne færdes i sin have og have åbne vinduer i sit hus uden at blive generet af røg fra naboens brændeovn. Fyringsvaner og skorstensforhold, som er indrettet efter bygningsreglementet regler og anvisninger, bør grundlæggende tilgodese dette, men hvis der alligevel forekommer gener, som ikke kan afhjælpes ved dialog og anbefalinger, kan kommunalbestyrelsen meddele påbud om afhjælpning med henvisning til Miljøbeskyttelseslovens § 42, som også angivet i bygningsreglementet.
Selvom kommunalbestyrelsen har mulighed for regulering via påbud, så er der tilsyneladende stor forskel på håndteringen rundt omkring i landet. Det kan skyldes forskellig viden og erfaring med gennemførelse af påbud i praksis. Nogle kommuner agerer måske henholdende, fordi det kan være en meget omstændelig proces at gennemføre en påbudssag, hvis ejeren ikke er indstillet på at rette sig efter et påbud.
Klagesager over røggener kan også være vanskelige at håndtere for myndighederne, bl.a. fordi det er vanskeligt at afgøre, hvor stor en gene, der egentlig er tale om. Der er ofte tale om periodevise gener, ved specielle vindretninger, og det kan være vanskeligt at komme på tilsyn, lige når genen er værst.
Det findes ingen ordentlige retningslinjer for undersøgelse og vurdering af generne fra brændeovne, og der findes heller ikke nogen anerkendte metoder til vurdering af røggener, f.eks. ved at måle lugten i omgivelserne. Her må anvendes tilsynsmyndighedspersonens egen vurdering af, om røgudledningen giver anledning til, eller risiko for uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening.
Klagesager søges i første omgang ofte løst ved instruktion om opbevaring og håndtering af brændsel, bedre fyringsvaner, ofte med skorstensfejerens hjælp, og det hjælper heldigvis i mange tilfælde. I nogle tilfælde hjælper det ikke tilstrækkeligt, specielt hvis årsagen til generne er, at anlægget er uegnet til det anvendte brændsel, skorstenen er for lav og/eller afstand til naboer er lille. I sådanne tilfælde anbefales udskiftning af brændslet, udskiftning af fyringsanlægget eller en forhøjelse af skorstenen. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med et påbud, for at få forbedret forholdene. Påbud skal først varsles, og i nogle tilfælde kan varslet alene være tilstrækkeligt til at få en bedre dialog med ejeren og en løsning på problemet.
Nogle sager bliver ikke løst til klagerens tilfredshed, men der kan være tvivl om det skyldes, at sagen har udviklet sig til en nabostrid, hvor tolerancetærsklen er blevet meget lav, eller om det reelt skyldes, at afhjælpningen ikke er tilstrækkelig.
Procedurer og erfaringer med håndtering af røggenesager fra Fyn-området er vist i nedenstående /16/:
Ved klage over røggener sendes brev til begge parter med oplysninger om det videre sagsforløb. Ejeren får oplysninger om, at der har været klaget over røggener, og at miljømyndigheden vil komme på tilsyn, hvis der igen klages over røggener. Brevet til anlægsejeren vedlægges information om korrekt fyring. Klageren får oplysning om henvendelsen til ejeren, samt information om at rette henvendelse til tilsynsmyndigheden, hvis røggenerne ikke afhjælpes.
Ved tilsyn udløst af fornyet henvendelse om røggener fra anlægget, foretages lugtobservationer hos klageren og i området i øvrigt. Fyringsanlægget, fyringsvaner, brændselet, skorstensforholdene og skorstenens højde og placering i forhold til naboerne registreres. Skorstensfejeren inddrages typisk i sagen på dette tidspunkt med henblik på vurdering af skorsten og instruktion i korrekt fyring.
Hvis klagen - efter det nødvendige antal observationer for en afgørelse af sagen - findes berettiget, varsles der påbud om afhjælpning af røggenerne. I modsat fald afvises klagen.
Samtidig med varsling af påbud om afhjælpning af røggener gøres anlægsejeren opmærksom på eventuelle tiltag, skorstensfejer eller myndighed finder, der kan reducere generne. Det kan eksempelvis være:
• Forhøjelse eller ændring af skorsten
• Kun at anvende anlægget til bestemte brændsler
• Kun at anvende fyringsanlægget ved bestemte vindretninger
• Udskiftning af ineffektivt fyringsanlæg til et anlæg der er egnet til det anvendte brændsel
Det er anlægsejeren, der selv vælger/foreslår hvilke eventuelle afhjælpningsforanstaltninger, der ønskes gennemført. Hvis anlægsejeren ikke inden for varslingsperioden er fremkommet med afgørende nyt til sagen, meddeles der påbud om afhjælpning.
Flere af klagesagerne stopper dog allerede efter tilsynsmyndighedens første skriftlige henvendelse til parterne. Også en stor del af de sager, hvor klagen er fundet berettiget, bliver løst ved en ”frivillig aftale” med anlægsejeren. Kun hvor en ”frivillig aftale” om afhjælpning ikke er mulig, meddeles der påbud.
Påbudssager er normalt blevet efterfulgt, men enkelte sager er endt med retssager.
I et tilfælde blev et forbud mod anvendelse af træbrændsel i et fyringsanlæg, der ikke var egnet til træfyring, ikke efterkommet. Anlægsejeren blev politianmeldt og retsforfulgt. Retten tildelte ejeren en bøde, som herefter efterkom forbudet.
I en anden sag med et påbud om afhjælpning af røggener fra et nyetableret træfyringsanlæg ville ejeren ikke efterkomme påbudet. Han mente, at han havde købt et anlæg, der skulle virke og havde fået skorstensfejerens godkendelse af installationen. Så der blev indledt en retssag. Ejeren indgik dog inden retssagen forlig om kun at anvende anlægget ved visse vindretninger, fordi det primært var skorstenens højde og afstand i forhold til klageren, der gav anledning til gener (klagerens vinduer på 1. sal var på højde med skorstenen).
I forbindelse med en registrering af konkrete skorstensproblemer i dette projekt, hvor forholdene er blevet forbedret, er der udarbejdet et registreringsskema, som myndighederne eventuelt kan bruge til en systematisk registrering af forholdene omkring brændeovne, der er årsag til røggener. Skemaet er vedlagt som Bilag E.
2.3.3 Fri fortynding
Vedrørende skorstenshøjder er der en enkelt bestemmelse i luftvejledningen om fri fortynding fra små lave afkast, som er relevant at nævne i forbindelse med brændeovne.
Fra Luftvejledningen side 47:
Hvis spredningsfaktoren er mindre end 250 m³/s, skal afkastet blot føres 1 meter over tag og være opadrettet, så der kan ske fri fortynding.
Fodnotetekst til ”fri fortynding”: Ved "over tag" forstås normalt det aktuelle tag, hvor afkastet er placeret, men i specielle tilfælde må der tages hensyn til høje nærliggende bygninger m.v. for, at der kan ske fri fortynding.
Her er der angiveligt ikke tænkt på brændeovne og skorstene på private boliger, men det interessante er omtalen af fri fortynding og definitionen af, at fri fortynding kan opnås, hvis afkastet er 1 m over tag.
Spredningsfaktoren for PAH for de laveste målte emissioner i Gundsømagleprojektet /21/ er knap 600 m³/s, hvilket er ca. 2½ gange mere end den grænse, luftvejledningen angiver, for at en skorsten på 1 m over tag er tilstrækkelig. Tilsvarende er spredningsfaktoren for 4 lugtmålinger på en brændeovn og en brændekedel i Gundsømagleprojektet fra 200 til 2.600 m³/s. Miljøstyrelsens vejledende B-værdier for PAH og lugt kan derfor være overskredet i fyringssæsonen i mange boligområder. Disse forhold omtales nærmere i afsnittene 6.4.1 og 6.4.2.
I Miljøstyrelsens vejledning nr. 13/1997 om ”Begrænsning af luftforurening fra virksomheder, der udsender svejserøg /25/, er der en tilsvarende formulering om fri fortynding:
Fra svejserøgvejledningen:
Afkast føres over tag på en sådan måde, at der kan ske fri fortynding.
Fodnote: Kravet om at afkastet føres over tag på en sådan måde, at der kan ske fri fortynding, kan f.eks. opfyldes ved, at skorstenen føres 1 m over det sted på tagfladen, hvor den er placeret.
Der er ingen steder defineret, hvad der reelt menes med fri fortynding. Det er vores opfattelse, at der med fri fortynding menes, at røgfanen spredes uden væsentlig påvirkning af turbulensen omkring bygningen, ligesom SBI-anvisningens angivelse af at skorstenen bør udmunde over den hvirvelzone, der opstår over huse med flade tage og i læsiden af alle typer huse.
Som det fremgår af kapitel 5 om Spredningsforhold for skorstene, er 1 m skorstene på flade tage og på læsiden af skrå tage i de fleste tilfælde ikke højt nok til at undgå påvirkninger fra turbulensområdet.
Hillerød Kommune og andre har erfaret, at det ofte viser sig, at skorstenshøjden er for lav til at undgå røgnedslag, hvis man nøjes med at følge bygningsreglementets anvisninger, specielt i tæt-lav bebyggelse. De skriver det direkte i deres Vejledning for Fyring med fast brændsel i private fyringsanlæg /44/.
2.4 Standarder for skorstene
Der findes også en række nationale og internationale standarder.
I standarderne stilles der både krav til materialer og udførelse, samt krav til overfladetemperatur, driftsforhold, miljøpåvirkning og virkningsgrad.
Ifølge EU's byggevaredirektiv skal en række produkter CE-mærkes, før de må markedsføres, sælges og tages i brug i EU-landene. Det drejer sig bl.a. om alle byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk godkendelse. Skorstene er omfattet af harmoniserede standarder, og de skal derfor CE-mærkes, hvilket vi sige, at de er afprøvet ifølge den relevante standard for den pågældende type skorsten. Stålskorsten afprøves og certificeret f.eks. i henhold til de fælles europæiske standarder DS/EN 1859 og DS/EN 1856-1. Se Bilag B om CE-mærkning og skorstensrelevante standarder.
To af standarderne, DS/EN 12391-1 /39/ og udkastet prEN 15287-1 /40/, indeholder retningslinjer for fastlæggelse af skorstenes mindste højde, ud fra husets og tagets konstruktion og udformning, placeringen på tagfladen og afstand til andre huse. De afstande, der behandles, er vist i Figur 4, og mere detaljeret forklaring med anbefalede afstande er med dansk oversættelse vist i Bilag C.
Figur 4. Skorstensplacering i følge draft prEN 15287-1 /40/
Standarden DS/EN 13384-1 Skorstene – Termiske strømningsdynamiske beregningsmetoder – Del 1: Skorstene med ét ildsted /38/ anviser en detaljeret metode til beregning af den nødvendige skorstenshøjde for at opnå tilfredsstillende trækforhold, under hensyntagen til bl.a. placeringen på taget i forhold til tagets fysiske dimensioner og udseende.
Beregningerne er komplicerede, og der er derfor udviklet (vist nok) flere PC-programmer, som med relativt detaljerede oplysninger om ildsted og skorsten kan udføre beregningerne. Et af programmerne er Aladin fra Kesa Technische Software /41/ i Tyskland, hvor det anvendes til beregning af skorstene.
Standarden ser ud til at have en meget grundig anvisning for skorstenes placering og højde over taget, i forhold til mange forskellige tagudformninger og specielle konstruktioner. Der er også anvisninger for at tage hensyn til nærliggende bygninger ud fra deres størrelse og afstand fra skorstenen. Alle værdier for højde og placering af skorstene, der angives i standarderne, er vejledende minimumsværdier, og de kan nationalt fastsættes til andre størrelser.
Det har ikke været muligt at undersøge og vurdere anvendeligheden af disse standarder i form af et af de eksisterende PC-programmer til beregning af skorstenshøjder i Danmark. CEN-standarderne udarbejdes i EU-regi, og det er forventningen, at de også frivilligt bliver implementeret og anvendt i nationale regulering. Af den grund kan det også anbefales at udføre en undersøgelse og vurdering af muligheder og virkning af anvendelse af disse standarder i Danmark.
Fodnoter
[1] Finn Hansen, skorstensfejer. Underviser og teamkoordinator for skorstensfejeruddannelsen på EUC syd i Tønder.
Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.