| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Kortlægning og sundhedsmæssig vurdering af kemiske stoffer i deodoranter

5 Risikovurdering

• 5.1 Deodoranter og kontaktallergi
• 5.2 Risikovurdering - generelt
• 5.3 De udvalgte duftstoffer
  • 5.3.1 Hydoxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC)
  • 5.3.2 Hydroxycitronellal
  • 5.3.3 Isoeugenol
  • 5.3.4 Cinnamal/cinnamyl alcohol
• 5.4 Farnesol
• 5.5 Kommentarer vedrørende de øvrige duftstoffer
• 5.6 Allergenload af duftstoffer
• 5.7 Triclosan

5.1 Deodoranter og kontaktallergi

Anvendelse af parfumeret deodorant er associeret med øget risiko for parfumeallergi. I et studium af 925 patienter med eksem og en kontrolgruppe på 806 personer, tilfældigt udvalgt fra befolkningen, var der en statistisk signifikant sammenhæng mellem at have haft udslæt af en parfumeret deodorant (odds ratio: 2,3-2,9) som debutsymptom og senere at få påvist parfumeallergi (14). Eksempatienter lappetestedes med deres egne deodoranter i et tysk studie (15). I alt 1069 deodoranter blev testet, heraf gav 6,7 % en allergisk reaktion. Der var en statistisk signifikant sammenhæng mellem en allergisk reaktion på egen deodorant og parfumeallergi, herunder allergi over for HICC og cinnamal (15).

Miljøet i armhulen er fugtigt og okkluderet, hvilket ligesom hårfolliklerne kan fremme penetrationen af visse allergener (16-18). Shaving/rasering fremmer også penetrationen og dermed risikoen for allergi (19). I et casestudie blev 14 parfumeallergiske personer bedt om at anvende en af deres egne parfumerede deodoranter dels i armhulen, dels på overarmen i en uge. Der testedes i alt 20 deodoranter og 12 af disse (60 %) forårsagede eksem i armhulen i testperioden, mens kun 4 gav eksem ved test på overarmen (20). De deodoranter, som gav en positiv test, indeholdt 1,3-8,6 gange højere koncentrationer af allergifremkaldende duftstoffer end de produkter, der gav en negativ test (20).

Deodoranter findes i forskellige formuleringer, som f.eks. aerosol, roll-on og stick. Der kan være forskel på biotilgængeligheden af de allergifremkaldende duftstoffer i forskellige formuleringer. I et mindre studie testedes en deodorant spray og stick med samme indhold af allergifremkaldende duftstoffer i albuebøjningen på 7 parfumeallergiske personer. Fem personer reagerede på deosprayen, men kun en reagerede på deostick (21). Indflydelsen af matrix i deodoranter på allergi er ikke undersøgt systematisk. Andre produkttyper har også betydning for parfumeallergi, herunder især parfumer, cologner, aftershaves og cremer/lotions (14, 15).

5.2 Risikovurdering - generelt

Eksponering i form af dosis/cm² af et allergen er en afgørende determinant for at allergi opstår (22, 23). Således vil koncentration af allergen i et givet produkt være af betydningt. EU-kommissionen udgiver en guideline for standarder til anvendelse i risikovurdering. Standarddosis af deodorant (roll on) er 0,5 gram /dag på et samlet areal svarende til 100 cm², dvs. 5 mg/cm²/dag (24). Reseach Institute for Fragrance Materials (RIFM), der finansieres af sammenslutningen af parfumeproducenter kaldet International Fragrance Association (IFRA), anvender i en ny risikovurderingsmodel 9,1 mg/cm²/dag. En række forskellige doser og arealer har været anvendt i forskellige risikoberegninger (18, 24, 25), således varierer også det estimerede anvendelsesareal fra samlet 100 cm² til 240 cm².

I et nyligt studie måltes forbrug af 6 forskellige kosmetiske produkter i en 14 dages periode blandt 360 amerikanske kvinder i alderen fra 19-65 år (26), heriblandt forbrug af deostick. Det gennemsnitlige forbrug per applikation var 0,61 gram (median 0,45 gram), hvilket svarer til ovenfor nævnte standarddosis, mens det gennemsnitlige antal applikationer var 1,3 per dag (spændvidde 0-4). De 10 %, der havde det største forbrug, anvendte deodorant mindst 2 gange daglig (26). Der blev ikke undersøgt andre formuleringer af deodoranter. Andre faktorer end allergendosis har betydning for allergi, såsom hudområdet, vehiklet, samtidig forekomst af irritanter i formuleringen og forudbestående eksem (27).

Siden 1973 har parfumeindustriens interesseorganisation IFRA udstedt anbefalinger til anvendelsen af f.eks. allergifremkaldende duftstoffer (28). Disse er baseret på forsøg på raske mennesker og det har i den tidligere anvendte model, som stadig gælder for størsteparten af stofferne, sjældent været muligt at udlede det videnskabelige rationale bag anbefalingerne. Allergiproblemerne med parfume er blandt andet en konsekvens af anbefalingernes utilstrækkelighed (29,30).

Toksikologer fra kosmetikindustrien har i en årrække arbejdet på at udvikle en risikovurderingsmodel. Denne baserer sig på resultatet af prædikative tests på mus, den såkaldte Local Lymph Node Assay (LLNA), evt. suppleret med resultater fra forsøg på raske mennesker (18,23,31). På baggrund af disse forsøgsdata bestemmes stoffets formodede allergifremkaldende potens (31-33), hvilket danner udgangspunkt for en beregning, hvori indgår et skøn over eksponering og sikkerhedsfaktorer (18,32).

Parfumeindustriens risikovurderingsmodel indeholder videnskabelige elementer, men er ikke valideret med hensyn til om de grænser, der fastsættes, vil kunne forebygge allergi. Hertil kommer at modellen udelukkende sigter mod at forebygge nye tilfælde af allergi og ikke tager højde for, om der er et eksisterende allergiproblem i befolkningen. Erfaringen viser at grænseværdier, der baseres på data fra personer, som har erhvervet allergi, er meget effektive til at forebygge nye tilfælde af allergi såvel som at mindske sygdommens konsekvenser for de personer, der har erhvervet allergien (27). Resultatet af sådanne dosis-respons undersøgelser på allergiske personer er vist at have en høj grad af reproducerbarhed, også selvom de gennemføres i forskellige klinikker og i forskellige europæiske lande (34).

Den risikovurdering, der præsenteres her, tager udgangspunkt i kliniske data fra patienter, der har erhvervet allergi. Til sammenligning gives et eksempel på en risikovurdering, baseret på dyreeksperimenter samt en oversigt over de aktuelle grænseværdier, der gælder eller er foreslået lovgivningsmæssigt samt grænser, som anbefales af parfumeindustriens interesseorganisationer (RIFM/IFRA).

5.3 De udvalgte duftstoffer

5.3.1 Hydoxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC)

Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC) med handelsnavnet Lyral®, er en af de hyppigste årsager til parfumeallergi. I studier på europæiske hudafdelinger har man påvist allergi hos 1,6-2,7 % af eksempatienter (35,36). I et multicenter studie i Tyskland blev 1,9 % påvist allergiske over for HICC (37) uden nogen signifikant forskel på kønnene, og lignende resultater findes i det danske overvågningsnetværk af hudlæger. Her blev i 2005 2,3 % af mandlige og 2,6 % af kvindelige eksempatienter fundet allergiske over for HICC og i 2006 henholdsvis 1,3 % af mænd og 2,7 % af kvinder (38). Forekomsten af HICC-allergi blandt testede eksempatienter på en Københavns Universitets afdeling fremgår af Figur 1. Der er en tendens til at patienter med HICC-allergi hyppigere end andre eksempatienter har eksem i armhuler ved henvendelse til hudlæge, p=0.065 (37).

Figur 1. Andel eksempatienter med allergisk reaktion på udvalgte duftstoffer ud af alle eksempatienter (n=3179), der er allergitestet på Dermatologisk afd. Gentofte Hospital i perioden 2002-2005 (upublicerede resultater).

Lyral: Hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC). Isoeugenol og oak moss absolute (Evernia Prunastri extract) er testet i 1 %, mens hydroxycitronellal og HICC er testet i 5 % i petrolatum.

HICC indgår i den nye parfumeblanding, fragrance mix II, som anvendes rutinemæssigt til diagnostik af parfumeallergi, herudover anbefales det, at man tester separat med HICC, da det er et meget hyppigt allergifremkaldende stof (36).

I et europæisk, eksperimentelt studie testedes 18 personer med en seriefortyndning af HICC (6 % - 0,0006 %) som lappetest, dvs. under okklusion i 48 timer (39). Udfra dosis-respons kurven var det muligt at beregne den dosis, som 10 % af personer med allergi reagerede på, hvilket var 29 ppm HICC (CI: 7-69) (39). I et senere studie med en gruppe danske eksempatienter opnåedes en næsten identisk dosis-respons kurve (7), dvs. 10 % reagerede på 25 ppm HICC (CI: 0,6-120).

HICC allergi er mindre hyppig i Nordamerika, hvor ca. 0,4 % af eksempatienter får påvist denne allergi. Forklaringen synes at være, at HICC ikke anvendes så hyppigt i deodoranter i Nordamerika og når det anvendes, er det i mindre koncentrationer (40), medens HICC er vist at være meget udbredt på det europæiske marked. I en undersøgelse fra 1996 blev HICC fundet i 53 % af deodoranter (6) og i den herværende undersøgelse indeholdt 33 % af deodoranterne HICC (Tabel 2). På baggrund af den høje frekvens af allergi over for HICC har den Videnskabelig Komité, der rådgiver EU-kommissionen vedrørende kosmetik (SCCP) anbefalet, at mængden af HICC, der indgår i kosmetik begrænses til maximalt 200 ppm (41) (Tabel 8).

Tabel 8. Anbefalinger til grænseværdier for de udvalgte stoffer fra henholdsvis EU kommissionens videnskabelige komité (SCCP) og parfumeindustriens interesseorganisation IFRA

* EU Scientific Committee on Consumer Products..

** International Fragrance Association udgiver guidelines og fastsætter grænser for brug af duftstoffer mht. sundhedseffekter. Grænserne i Tabel 8 er fastsat på baggrund af allergifremkaldende effekter (28).

*** Anbefalet i SCCP Opinion på HICC (41), men ikke implementeret endnu.

De øvrige stoffer fra høring m.h.p. indplementering i kosmetikdirektivet (46).

I herværende undersøgelse er der fundet 6 deodoranter, der indeholder mere en 200 ppm HICC. Det vil sige at ca. 1/3 af de analyserede deodoranter og mindst 6,8 % af de 88 parfumerede deodoranter, der indgik i undersøgelsen, indeholdt mere HICC end anses for tilrådeligt med hensyn til allergirisiko (41). Der var en deodorant, der indeholdt 4431 ppm, dvs. mere end 20 gange mere end den grænse, som er anbefalet af SCCP (41) og mere end dobbelt den koncentration (1874 ppm) (Tabel 2 og 5), der maximalt blev fundet i en tilsvarende undersøgelse for 10 år siden (6).

Deodoranter udgør en særlig eksponering som nævnt ovenfor og den anførte grænse på 200 ppm er baseret på en beregning. Efterfølgende har man testet denne grænse i et eksperimentelt studie på 14 HICC allergiske personer og 10 raske kontroller (7). De fik udleveret en deodorant med 200 ppm HICC til anvendelse 2 gange dagligt i 14 dage i den ene armhule og en lignende deodorant i den anden armhule, men uden HICC. Inden for 14 dage havde 9/14 personer (69 %) udviklet et allergisk eksem og kun i den armhule, hvor deodoranten med HICC 200 ppm blev anvendt. Den raske kontrolgruppe anvendte deodoranterne på samme måde uden nogen fik eksem (Tabel 9). Der var således en statistisk signifikant sammenhæng mellem det at være udsat for 200 ppm HICC i en deodorant og udvikle allergisk eksem (P=0.02). Såfremt man øgede dosis i deodoranten af HICC fra 200 ppm til 600 ppm og 1800 ppm endte alle i testgruppen – og ingen i kontrolgruppen – med at have eksem (Tabel 8). Den anvendte mængde deodorant per dag var inden for det der estimeres som realistisk forbrug (7). Det konkluderedes, at 200 ppm ikke er en sikker grænseværdi for HICC i deodoranter mht. elicitering af allergi og at det bør overvejes om HICC i fremtiden bør anvendes i denne produkttype (7). HICC var i alt i 33 % af de parfumerede deodoranter.

Tabel 9. Oversigt over resultatet af deodorant provokationsforsøg for de forskellige allergener. Frekvens i % af testgruppen, som reagerede ved de forskellige doser af allergen appliceret i en roll-on antiperspirant.

Hcitron: Hydroxycitronellal; HICC: hydroxyisohexyl cyclohexenecarboxaldehyde (Lyral^®).

Idet en stor del af forsøgspersonerne reagerede ved anvendelse af deodorant med den laveste dosis HICC er der forsøgt en statistik bearbejdning af data med henblik på at bestemme et niveau, som kun vil kunne elicitere allergisk eksem hos 10 % af personer med allergi, såkaldt ED10 % (Tabel 10). Selvom data tillader en sådan beregning, dvs. den logistiske dosis-respons model er statistisk acceptabel, bevirker det relativt lave antal forsøgspersoner, at styrken er lav og præcisionen af estimaterne dermed også bliver lav med store konfidensintervaller. For HICC estimeres det, at 10 % af HICC allergiske patienter vil reagere ved anvendelse af en deodorant med 29 ppm HICC i (Tabel 10), kun 4 deodoranter med HICC var under denne værdi. Estimaterne er tilsvarende usikre for de øvrige udvalgte parfumestoffer og disse data er derfor ikke anvendt yderligere i risikovurderingen.

Tabel 10. Dosis allergen per applikation af deodorant (roll-on), som udløser allergisk eksem hos personer med allergi over for stoffet. Estimater på baggrund af fittede dosis-respons kurver med tilhørende konfidensintervaller (58).

ED: Effekt dosis per applikation for en given del af testpopulationen fx 10 %. Alle doser er i ppm med mindre andet er angivet. CI: 95 %’s konfidensinterval. *: kan ikke beregnes. Gruppestørrelsen er i visse af studierne lille (se Tabel 9), således at der er stor usikkerhed på estimatet.

Til sammenligning præsenteres i Tabel 11 de niveauer af allergifremkaldende duftstoffer, som vil være acceptable, hvis man anvender samme risikovurderingsmodel, som kosmetik/parfumeindustrien. Karakteristisk for denne model er, at der er tale om en beregningsmodel, hvor udgangspunktet er mængden af allergifremkaldende stof, som kan inducere allergi ved eksperimenter udført på mus eller raske forsøgspersoner. Modellen, der kan anvendes på forskellig måde, indeholder en lang række skøn og er ikke valideret med hensyn til, om de niveauer der fremkommer rent faktisk er effektive til at beskytte mod nye tilfælde af allergi og tager endvidere ikke højde for eksisterende allergiproblemer i befolkningen. Generelt vil de niveauer som anses for acceptable ifølge denne model være højere end hvis man tager udgangspunkt i kliniske data, således også for HICC, hvor grænseværdien ved de antagelser der er gjort i tabel 11 bliver 2000 ppm.

Tabel 11. Eksempel på risikoberegning for induktion. Dosis per applikation (koncentration i deodorant), som teoretisk set er acceptabel udfra en risikoberegning foretaget på baggrund af induktionseksperimenter hos dyr/mennesker (59).

*Referencedosis for sensibilisering baseres på stoffernes potens udfra normalværdier baseret på eksperimentelle studier samt sikkerhedsfaktorer (18,31,59,60). Der er anvendt de maksimalt mulige sikkerhedsfaktorer i beregningen: en faktor 10 for inter-individual variation, en faktor 10 for forskel på matrix mellem eksperiment og det virkelige produkt, en faktor 10 for eksponeringsforhold (armhule), i alt 1000. Den acceptable koncentration beregnes ud fra ekspositionen (0,5 g deodorant/dag på i alt 100 cm² hud) og referencedosis, således at forholdet mellem referencedosis og ekspositionen i µg/cm² bliver mindre end 1.

Parfumeindustrien (IFRA) har siden april 2004 anbefalet at der maksimalt anvendes 1,5 % (15.000 ppm) HICC i kosmetik (28), en grænse, som indebærer en ikke ubetydelig risiko for allergi, uanset risikovurderingsmodel (Tabel 9-11).

5.3.2 Hydroxycitronellal

Hydroxycitronellal indgår i fragrance mix I, en parfumeblanding bestående af 8 duftstoffer, som anvendes til diagnosticering af parfumeallergi. Det er den 3. hyppigste årsag til allergi af de 8 stoffer i mixen (42) og ansvarlig for allergiske reaktioner i gennemsnit hos 13 % af de testede, som er positive på parfumemixen eller mistænkes for parfumeallergi. I et europæisk studium fra begyndelsen af 1990erne reagerede 0,75 % ud af 1072 eksempatienter allergisk på hydroxycitronellal ved testning (43). Danske tal viser at blandt eksempatienter, der testes på en københavnsk hudafdeling har 3 % af kvinder og 0,9 % af mænd en allergisk reaktion på hydroxycitronellal (Figur 1).

Parfumeindustrien’s interesseorganisation IFRA har i en årrække anbefalet at hydoxycitronellal maximalt anvendes i 1 % i produkter pga. af dets allergifremkaldende egenskaber (28); denne grænse er baseret på eksperimenter med raske forsøgspersoner (44). I herværende undersøgelse blev hydroxycitronellal fundet i

27 % af produkterne i op til 0,17 %, median koncentration i de 23 udvalgte produkter til kemisk analyse var 203 ppm.

I et case-studie fandt man, at personer, som fik konstateret allergi over for hydroxycitronellal, havde brugt produkter, der gennemsnitligt havde en koncentration af hydroxycitronellal på 0,18 % sammenlignet med 0,032 % i produkter, brugt af personer, som ikke havde hydroxycitronella-allergi (45).

I et provokationsstudie med 14 eksempatienter, heraf 7 med allergi over for hydroxycitronellal udleveredes to deodoranter på en blindet og randomiseret måde, en med hydroxycitronellal og en uden (8). Startkoncentrationen af hydroxycitronellal var 320 ppm (0,032 %), som appliceredes i en armhule, to gange daglig i op til 14 dage med den uparfumerede deodorant i den anden armhule som kontrol.

Ingen i kontrolgruppen reagerede, mens alle der var allergiske over for hydroxycitronellal reagerede på deodoranten med hydroxycitronellal, heraf 4 på deodorant med 320 ppm hydroxycitronellal, endnu 1 på 1000 ppm (0,1 %) hydroxycitronellal og endnu 2 ved anvendelse af deodoranten med 3200 ppm hydroxycitronellal (0,32 %) (Tabel 9). Ingen kontrolpersoner reagerede på deodoranterne. Den anvendte mængde deodorant var inden for estimeret realistisk forbrug (8). Det vil sige, at cirka halvdelen af patienterne vil reagere på koncentrationer, som findes i ca. 10 % (8/88) af deodoranterne på markedet. Dette reaktionsniveau ligner mønstret fra HICC, som også er strukturelt beslægtet. Ud fra studiet af de allergiske patienter bør hydroxycitronellal ikke være i deodoranter i en koncentration over 320 ppm (8). Dette niveau eller højere blev fundet i 6 produkter, hvilket svarer til ca. 1/3 af de produkter deklareret med hydroxycitronellal, som blev analyseret og dermed mindst 6,8 % af de 88 produkter, som indgik i undersøgelsen.

5.3.3 Isoeugenol

Isoeugenol er et moderat/stærkt allergen. Det indgår i fragrance mix I, en parfumeblanding bestående af 8 duftstoffer, som anvendes til at diagnosticere parfumeallergi. Det er den næsthyppigste årsag til allergi af de 8 stoffer i mixen (42). Det er ansvarligt for allergiske reaktioner hos i gennemsnit 18,9 % af de testede, som er positive på parfume mixen eller mistænkes for parfumeallergi (42). Danske tal viser at blandt eksempatienter, der testes på en københavnsk hudafdeling, har 1,5 % en allergisk reaktion på isoeugenol (Figur 1).

I en tidligere undersøgelse fandtes isoeugenol i 20/73 (29 %) af deodoranter på det europæiske marked i en koncentration mellem 1-458 ppm (6). I den nuværende undersøgelse fandtes isoeugenol i 8 produkter (9 %) i median 32 ppm og max 138,4 ppm. Parfumeindustrien har siden 1992 anbefalet, at isoeugenol maximalt anvendes i 0,2 % i kosmetiske produkter og fra maj 1998 maksimalt i 0,02 %, en grænse der aktuelt er i høring i EU med henblik på at blive implementeret i kosmetikdirektivet (46). Deodoranterne i denne undersøgelse overholder denne grænseværdi.

I et provokationsstudie med 23 eksempatienter, heraf 13 med allergi over for isoeugenol fik alle udleveret to deodoranter, en med isoeugenol og en uden isoeugenol (10). Startkoncentrationen var 63 ppm (0,0063 %) isoeugenol i deodoranten, som appliceredes i en armhule, to gange daglig i op til 14 dage med den uparfumerede deodorant i den anden armhule som kontrol. Såfremt der ingen reaktion var appliceredes en deodorant med en højere koncentration af isoeugenol 200 ppm (0,02 %) i yderligere 14 dage og hvis der stadig ikke var nogen reaktion, anvendtes en ny deodorant med en højere koncentration 630 ppm (0,063 %) i endnu 14 dage (Tabel 9).

Ingen i kontrolgruppen reagerede mens 10 ud af de 13 patienter med isoeugenolallergi reagerede på deodoranten med isoeugenol, heraf 3 på deodorant med 63 ppm isoeugenol, endnu 4 på 200 ppm isoeugenol og endnu 1 ved anvendelse af deodoranten med 630 ppm isoeugenol. Ingen kontrolpersoner reagerede på deodoranterne (10). Det vil sige, at 7 ud af 13 (53 %) af allergiske personer fik allergisk udslæt ved brug af deodorant med isoeugenolindhold inden for de af industrien anbefalede 200 ppm. Det blev anbefalet, at mængden af isoeugenol holdes under 63 ppm, hvilket var tilfældet for 5/8 (62 %) af deodoranterne indeholdende isoeugenol i denne undersøgelse. Det vil sige at mindst 3,4 % af de 88 parfumerede produkter indeholdt koncentrationer større end anbefalet.

På trods af at parfumeindustriens interesseorganisation IFRA i 1998 sænkede den anbefalede mængde af isoeugenol i kosmetik fra 2000 ppm til 200 ppm er forekomsten af isoeugenolallergi ikke faldet (47). Dette kan skyldes at der i stedet for isoeugenol anvendes kemisk beslægtede stoffer (fx isoeugenyl acetate), der i huden spaltes til isoeugenol (48). Det vil være nødvendigt at kortlægge brugen af disse kemisk beslægtede stoffer.

5.3.4 Cinnamal/cinnamyl alcohol

Cinnamal er et moderat/stærkt allergifremkaldende stof, som der har været fokus på i en årrække pga. af de allergifremkaldende effekter (1,49). I den tidligere nævnte undersøgelse blev cinnamal fundet i 17 % af deodoranter. I den nuværende undersøgelse blev cinnamal fundet i 1 deodorant (1,1 %) i en koncentration på 5 ppm. En grænse på 0,1 % cinnamal er i høring med henblik på implementering i Kosmetikdirektivet (46). Risikoestimeringer foretaget af kosmetikindustrien tyder på at 0,1 % udgør en betydelig risiko for sensibilisering (31). Parfumeindustrien har for nylig anbefalet at man højst anvender 0,05 % (500 ppm) i kosmetik fuldt implementeret i 2007 (28). Parfumeindustrien har ikke tidligere haft nogen anbefaling til maksimumsgrænse for cinnamal. Både i en tidligere dansk og en engelsk undersøgelse er hyppigheden af allergi over for cinnamal og cinnamyl alcohol faldet over en længere periode (50,51), formentlig relateret til faldende brug af stofferne.

I et studie af eksempatienter, der var allergiske over for cinnamal, udløste brugen af en cinnamal-holdig deodorant allergisk eksem hos 1 ud af 9 patienter (11 %) ved 100 ppm cinnamal og 99 % af patienterne ved 1000 ppm cinnamal; en uparfumeret kontroldeodorant gave ingen reaktioner. I artiklen anbefales det at holde koncentrationen af cinnamal under 100 ppm (9), hvilket er overholdt for cinnamal i denne undersøgelse.

I analysen af deodoranterne indgik cinnamyl alcohol, som kan omdannes til cinnamal i huden (52-55), således vil dyr der er blevet sensibiliserede over for det ene stof reagere på det andet (52). Samtidig reaktion på de to stoffer ses også ofte hos mennesker (56). Cinnamal er et mere potent allergen og udløser allergi i ca. 15 gange så lave koncentrationer som cinnamyl alcohol i dyreforsøg (52). Hos mennesker vil 80 % af personer med allergi over for cinnamal også reagere på cinnamyl alcohol i identiske koncentrationer ved lappetestning (56).

Cinnamyl alcohol blev i denne undersøgelse fundet i 11 deodoranter (12 %) i koncentrationer fra 1,7-503 ppm, median 40 ppm. En grænse på 0,8 % cinnamyl alcohol er i høring med henblik på implementering i Kosmetikdirektivet (46). Parfumeindustriens interesseorganisation IFRA har siden 2002, med endelig implementering i 2004, anbefalet sine medlemmer ikke at anvende cinnamyl alcohol i mere end 0,4 % (28). Dette er begrundet i en række ældre studier, hvor den koncentration, som ikke har givet allergi hos raske forsøgspersoner var 0,8 % cinnamyl alcohol (no-effect level) (55,57). Parfumeindustriens tidligere risikohåndtering foregik ved at dividere dette niveau med en sikkerhedsfaktor på 10, for derved at komme frem til en grænseværdi (58). Selv om data har været tilgængelige i mange år er grænsen først nu bragt i overensstemmelse med dette princip.

Cinnamal er fundet i 5 ppm i 1 produkt i denne undersøgelse, hvilket ikke udgør nogen risiko. Niveauet af cinnamyl alcohol er vanskeligere, at vurdere idet der ikke findes kvantitative kliniske data, men analysen illustrerer at personer, der er overfølsomme for cinnamal stadig udsættes for stoffer, som kan give dem allergisk eksem, selv om cinnamal ikke er i produkterne. På denne baggrund bør cinnamyl alcohol anvendes under de samme betingelser som cinnamal, dvs. under 100 ppm (Tabel 9), hvilket var opfyldt for cirka halvdelen af de produkter, der indeholdt cinnamyl alcohol.

5.4 Farnesol

Farnesol anvendes i deodoranter både som antimikrobielt middel og som duftstof. Det anses for at være et vigtigt allergen (61). Farnesol indgår i den nye parfumeblanding, fragrance mix II, som anvendes rutinemæssigt til diagnostik af parfumeallergi. Farnesol er detekteret blandt 0,4 % - 0,5 % af eksempatienter, der er testet i forskellige europæiske multicenter studier (35,36).

I et tysk multi-center studie testedes 2021 eksempatienter, heraf var 1,1 % allergiske over for farnesol. På den baggrund estimeredes at 10.000 personer i den tyske befolkning havde farnesolallergi (61). I den herværende undersøgelse blev farnesol fundet i 13 produkter (14,8 %) og i undergruppen af 23 deodoranter, der analyseredes, indgik farnesol i 9 af deodoranterne. I disse produkter var koncentrationen median 661 ppm (9-1771ppm) (Tabel 3 og 7).

Parfumeindustriens interesseorganisation IFRA har vedtaget en ny kvantitativ risikovurderingsmodel, som fungerer efter hovedprincipperne i Tabel 11, dog således at referenceværdien beregnes konkret på baggrund af eksperimentelle resultater fra mennesker og ikke som i tabel 12 baseret på normalværdier (28). Der har indtil nu ikke været fastsat en grænseværdi for farnesol, men for nye formuleringer introduceres grænser fra juni 2007 og for gamle formuleringer fra juni 2008. Der introduceres grænseværdier for 11 forskellige produkttyper. Grænseværdierne er fastsat pga. farnesols allergifremkaldende egenskaber og grænsen for deodoranter er fastsat til 0.11 % (1100 ppm). Der er kun to deodoranter, der i herværende undersøgelse ligger over denne grænse, så udfra den nuværende situation vil denne grænse sandsynligvis ikke afficere det danske marked eller forekomsten af allergi. En grænseværdi er imidlertid ønskelig, idet det forhindrer fremtidig øgede brugskoncentrationer. Den foreslåede grænse kunne med fordel valideres ved dosis-respons undersøgelser på personer med allergi.

5.5 Kommentarer vedrørende de øvrige duftstoffer

De 26 duftstoffer, som skal deklareres, når de anvendes i kosmetik omfatter stoffer, som er meget forskellige i potens og allergiforekomst.

De mest allergene og hyppigst forekommende allergener er de 14 duftstoffer, der anvendes til at screene for parfumeallergi rutinemæssigt, dvs. indholdsstofferne i fragrance mix I og fragrance mix II (markeret i Tabel 5?), men selv inden for denne gruppe er der forskel i de enkelte stoffers allergene egenskaber (62). Herudover er methyl 2-octynoate et meget potent allergen (28), oxidationsprodukter fra d-limonene og linallol hyppige allergener (63,64) og evernia furfuracea extract (tree moss) (62).

Evernia Prunastri extract (oak moss) er et naturekstrakt, det indgår i fragrance mix I og er også den ingrediens, der hyppigst giver positive reaktioner (42). Det indeholder nogen af de mest potente allergifremkaldende stoffer, chloroatranol og atranol, som er identificeret (65,66). På baggrund af risikoen for allergi har SCCP indstillet, at disse to stoffer ikke må forekomme i kosmetik (67). Der er fundet 4 produkter med evernia prunastri extract i og selvom forekomsten ikke er kvantificeret, må dette betegnes som uhensigtsmæssigt.

Methyl 2-octynoate er et ekstremt allergifremkaldende stof i eksperimenter på raske mennesker (28) og blev fundet deklareret i 1 deodorant (tabel 4). Det er på baggrund af sine sensibiliserende effekter anbefalet begrænset til 0.01 % af IFRA og denne grænse er også foreslået til kosmetikdirektivet (46). Methyl 2-octynoate er et sjældent allergen formegentlig fordi det sjældent anvendes og har en lavere grænseværdi end andre duftstoffer.

5.6 Allergenload af duftstoffer

Herværende undersøgelse omfatter 88 parfumerede deodoranter fra det danske marked. Ifølge deklarationsoplysningerne indeholder op til 65,9 % af disse en eller flere af de duftstoffer, der er udvalgt til undersøgelsen. Heraf forekom cinnamal i 1 %, isoeugenol i 9 %, hydoxycitronellal i 27,3 % og HICC i 33 % af deodoranterne.

I den ca. fjerdedel af deodoranterne (n=23), som udvalgtes til kvantitativ analyse var der mellem 5 og 17 af de udvalgte duftstoffer i produkterne, median 8 per produkt. Der er således en betydelig kendt allergenload i en stor andel af deodoranter på det danske marked, idet de samme kendte allergifremkaldende stoffer anvendes hyppigt. Der findes 2.500 duftstoffer, som kan anvendes til at komponere en parfume, heraf er ca. 10 % beskrevet som allergifremkaldende hos mennesker (68) og i denne undersøgelse indgår ca.1 % af de duftstoffer, der findes, alligevel er det de samme stoffer, der anvendes i en stor del af deodoranterne.

Selv om, som nævnt ovenfor, der er stor forskel på potens og brugskoncentration af de enkelte duftstoffer, er selv de mere potente allergener anvendt i en del produkter og i kombination med andre allergener. Dette må betegnes som uhensigtsmæssigt alene af den årsag, at flere af stofferne kemisk ligner hinanden og derfor vil bidrage yderligere til allergirisiko, når de forekommer sammen. Hvorledes et stort samtidigt allergenload påvirker risikoen for at allergi opstår vides ikke, men samtidig udsættelse for flere allergifremkaldende stoffer hos personer der er allergiske kan give synergistiske reaktioner (69).

5.7 Triclosan

Triclosan er et antibakterielt stof, der anvendes i deodoranter og anden kosmetik (70), men også i andre produkttyper såsom skæreolier (71). Den Schweiziske kontaktdermatitis gruppe testede på et år i 1989/90 2295 eksempatienter med triclosan og fandt en positiv reaktion hos 0,8 %,. I samme studie fandt man 5,7 % med positiv reaktion på konserveringsmidlet formaldehyde og 5,5 % med positiv reaktion på methylchloroisothiazolinone/methylisothiazolinone (72). I et studie fra 1970’erne var der ingen positive ud af 902 testede patienter på en 16 måneders periode, der blev testet med 0,5 % og 1 % triclosan, mens der var to cases på en 17-måneders periode testet med 2 % triclosan, begge af disse var sensibiliseret af deodoranter med triclosan i, den ene havde også anvendt en sæbe med triclosan (73). I et andet studie fra samme periode testedes 291 patienter negativt over for triclosan, mens en positiv reaktion sås i to cases, en var sensibiliseret ved brug af deodorant fodpulver indeholdende triclosan og en anden efter brug af deodorant stick indeholdende 0,12 % triclosan gennem et par år. Denne sidstnævnte patient gennemførte senere en anvendelsestest med en sæbe indeholdende 0,5 % triclosan og udviklede eksem på den arm, hvor sæben var brugt, mens den anden arm, hvor der anvendtes en sæbe uden triclosan forblev eksemfri (70). I samme tidsperiode rapporteredes en case fra England, hvor en kvinde udviklede allergisk eksem efter brug af en deodorant spray indeholdende triclosan gennem 3 måneder (74).

I et norsk studie fandt man tre personer, der var sensibiliserende over for triclosan ud af 103 testede patienter, i to tilfælde som følge af brug af lokalbehandlingsmiddel indeholdende 3 % triclosan, i det tredje tilfælde af ukendte årsager (75). Tre cases af allergi over for triclosan som følge af det samme lokalbehandlingsmiddel rapporterede også fra Italien (76). En sygeplejeelev med af allergi over for triclosan som følge af anvendelse af hånddesinfektions midler er rapporteret fra England (77) og en patient med allergi over for triclosan og andre konserveringsmidler fra en sæbe (78). I en nylig undersøgelser fra Finland testedes patienter med mistænkt kosmetikallergi med triclosan og 0,2 % af 5376 fik påvist allergi i perioden 1995-1996 og 0,1 % af 6598 i perioden 2000-2002 (79).

Triclosan testes ikke rutinemæssigt og der overses formentligt tilfælde af allergi af denne årsag (78). I det herværende studie fandtes triclosan i 15 produkter (17 %) i koncentrationer fra 0,05 % til 0,24 %, hvilket er inden for det maksimalt tilladte på i kosmetiske produkter. I USA anvendes triclosan typisk i koncentrationer mellem 0,15 % og 0,3 % (80), hvilket svarer til det fundne i denne undersøgelse. Triclosan er et allergen, hyppigheden af allergi er ikke klarlagt, men formentlig er triclosan en mindre hyppig årsag til allergi end andre konserveringsmidler fx, methylisothiazolinone/chloroisothiazolinone (81). Der er ikke foretaget dosis-respons undersøgelser af triclosans allergifremkaldende effekter, og det er således ikke muligt at gennemføre en risikovurdering.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Oktober 2007, © Miljøstyrelsen.