| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Miljøtilsyn 2006

2 Kommunernes miljøindsats

• 2.1 Miljøforvaltningen i kommunerne
• 2.2 Godkendelse af virksomheder (ekskl. landbrug)
• 2.3 Tilsyn med virksomheder
  • 2.3.1 Tilsyn med listevirksomheder ekskl. landbrug
  • 2.3.2 Virksomheder omfattet af bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen, samt autoværksteder, renserier og pelsdyrfarme
  • 2.3.3 Andre virksomheder og anlæg
  • 2.3.4 Tilsyn med ”andet”
• 2.4 Tilsyn med landbrug
• 2.5 Årets tema 2006
  • 2.5.1 Kommunernes erfaringer med det differentierede tilsyn
  • 2.5.2 Tilsyn med overproduktion i forhold til kommunale produktionstilladelser

2.1 Miljøforvaltningen i kommunerne

Kommunerne redegør i den årlige tilsynsindberetninger til Miljøstyrelsen for den gennemførte miljøindsats i form af miljøtilsyn og miljøgodkendelser. Indberetningen sker i henhold til bekendtgørelse om beretninger om miljøtilsyn og miljøgodkendelser. Kommunernes beretning skal indeholde kommunalbestyrelsens vurdering af og bemærkninger til oplysningerne.

Kommunernes miljøindsats opgøres som administration af og tilsyn efter Miljøbeskyttelsesloven. Kommunerne har desuden mulighed for at indberette tilsynsaktivitet udført efter anden lovgivning, herunder jordforureningsloven, vandforsyningsloven, vandløbsloven og kemikalieloven.

På landsplan blev der i 2006 anvendt 811 årsværk i kommunerne til miljøgodkendelser og miljøtilsyn m.v., hvilket er et fald på 97 årsværk i forhold til 2005. Som det ses på figur 2.1, har der været tale om et fortsat fald siden 2001.

Figur 2.1 Antal årsværk i kommunerne til miljøtilsyn og miljøgodkendelser m.v. i 2001 - 2006

Et årsværk er ansat til omkostningerne til én fuldtidsansat medarbejder, der er beskæftiget i miljøadministrationen. De ressourcer, som kommunerne anvender til egentlige driftsopgaver - f.eks. drift af renseanlæg o.lign. - er derimod ikke medregnet.

De opgjorte årsværk dækker både de ressourcer, der er anvendt indenfor kommunens egen miljøforvaltning, og de ressourcer, der er anvendt i de fælleskommunale miljøsamarbejder og til køb af fremmede tjenesteydelser (fx til støjmålinger, laboratoriearbejde eller lign.). Et årsværk er ansat til i gennemsnit 530.000 kr. i 2006, hvilket udgør de skønnede gennemsnitlige omkostninger pr. medarbejder i kommunerne til løsning af opgaverne i miljøforvaltningerne. Satsen svarer nogenlunde til den gennemsnitlige begyndelsesløn for en AC-medarbejder inkl. feriepenge, pensionsopsparing m.v., samt overhead (dvs. udgifter til husleje, kontorhold, kørsel og andre driftsudgifter). Omregningssatsen er blevet reguleret siden 2000 med de stigningsprocenter for priser og lønninger, de regnes med i det offentlige.

Som det ses af nedenstående figur 2.2 er der et fortsat fald i ressourceanvendelsen i kommunernes egne forvaltninger. I 2006 er faldet på 64 årsværk. Året før var faldet på 46 årsværk, så alene fra 2004 – 2006 kan der konstateres et fald på 110 medarbejdere i kommunerne.

Antallet af medarbejdere i de kommunale miljøcentre har været nogenlunde konstant i perioden, mens der er brugt markant mindre fremmede tjenesteydelser i 2006 sammenlignet med de foregående år.

Figur 2.2 Årsværk til miljøforvaltning i kommunerne fordelt på egen forvaltning, miljøsamarbejder og fremmede tjenesteydelser i 2001 – 2006.

Miljøindsatsen vedrørende administration af miljølovgivningen kan primært opdeles i

-      Meddelelse af miljøgodkendelse efter miljøbeskyttelseslovens § 33. Her forstås sagsbehandling i forbindelse med behandling af ansøgninger og selve udarbejdelsen af godkendelserne til virksomhederne.

-      Tilsyn og opfølgende arbejde, herunder vejledning. Her forstås alt arbejde, som kommunerne varetager som miljøtilsynsmyndighed i forhold til virksomheder og husdyrbrug.

-      Kortlægning og planlægning. I denne kategori opgøres bl.a. ressourceforbrug m.v. til fx spildevandsplaner, vandforsyningsplaner, affaldsplaner og miljøhandlingsplaner. Udfærdigelse af tilsynsberetninger, virksomhedsregistre, samarbejde med andre kommuner eller amtet om affaldsdepoter og registrering af forurenede grunde medtages også under dette punkt. Egentlig fysisk planlægning medregnes ikke under dette punkt.

Figur 2.3 Årsværk til miljøforvaltning i kommunerne fordelt på godkendelse, tilsyn og kort- og planlægning i 2001 – 2006.

Det fremgår af figur 2.3, at ressourceanvendelsen til udarbejdelse af godkendelser har ligget nogenlunde konstant frem til 2005, hvor der er et mindre fald. Til gengæld er antallet af årsværk til godkendelse steget markant fra 41 årsværk i 2005 til 69 årsværk i 2006. Dette skyldes hovedsagelig kommunalreformen, hvor kommunerne har prioriteret at færdiggøre verserende sager inden kommunesammenlægningerne.

Antallet af årsværk til tilsyn er faldet støt siden 2002, dog mest i perioden 2004 – 2006. Alene i 2006 er der brugt 73 færre årsværk til tilsyn med virksomheder og landbrug end året før. Også ressourceforbruget til kortlægning og planlægning er faldet støt i hele perioden. I 2006 er der tale om et ret stort fald på 52 årsværk til i alt 218 årsværk. I 2001 anvendte kommunerne 314 årsværk til kortlægning og planlægning. Det skal bemærkes, at en del af det samlede fald i ressourceforbrug formentlig skyldes, at kommunerne har gennemført en mere præcis tidsregistrering efter indførelsen af det timetakstbaserede brugerbetalingssystem.

2.2 Godkendelse af virksomheder (ekskl. landbrug)

Efter miljøbeskyttelsesloven § 33 skal listevirksomheder godkendes af miljømyndighederne. Listevirksomheder er de virksomheder, der er optaget på listen i bilaget til godkendelsesbekendtgørelsen. Frem til kommunalreformen den 1. januar 2007 var listevirksomhederne inddelt i a-mærkede, i-mærkede og øvrige listevirksomheder, hvilket fremgik af bilaget til godkendelsesbekendtgørelsen^[3].

Amterne varetog i 2006 godkendelse og tilsyn med de a-mærkede virksomheder. For de i-mærkede listevirksomheder - også kaldet IPPC-virksomheder - gælder visse særregler jf. EU’s IPPC-direktiv. Såvel amter som kommuner kunne være godkendelses- og tilsynsmyndighed for de i-mærkede listevirksomheder. For de øvrige listevirksomheders vedkommende varetages godkendelse og tilsyn af kommunerne. Det drejer sig om i alt ca. 3.600 listevirksomheder og ca. 900 godkendelsespligtige landbrug.

I 2006 har kommunerne meddelt i alt 264 miljøgodkendelser til i-mærkede og øvrige listevirksomheder, heraf 17 godkendelser til i-mærkede virksomheder og 247 til øvrige listevirksomheder. Ved udgangen af 2006 var der i alt 3340 godkendte virksomheder, hvilket er en lille stigning i forhold til 2005. Antallet af godkendelsespligtige virksomheder er også steget lidt fra 2005 til 2006.

Ved udgangen af 2006 var der i alt 3655 godkendelsespligtige virksomheder, hvoraf 315 mangler godkendelse. Dette er på niveau med 2005, men en stigning i forhold til 2004.

Stigningen i antallet af virksomheder, der ikke har godkendelse, skyldes at en række virksomheder, der ikke tidligere skulle have godkendelse, blev omfattet af godkendelsespligten i 2005. Det drejer sig om forskellige oplag af gas og mineral-produkter samt virksomheder med et vist risikopotentiale. Dette har betydet, at ca. 91 % af listevirksomhederne i 2005 og 2006 har en godkendelse mod 98 % i 2004.

Figur 2.4 Forholdet mellem godkendte og registrerede listevirksomheder (ekskl. landbrug) i 2001 – 2006.

Virksomheder, der mangler godkendelse, fordeler sig sådan, at henholdsvis 9 IPPC-virksomheder og 306 øvrige listevirksomheder mangler at få meddelt miljøgodkendelse.

Til godkendelsesarbejdet med virksomheder har kommunerne anvendt 2,1 årsværk til godkendelse af i-mærkede listevirksomheder og 28,9 årsværk til godkendelse af øvrige listevirksomheder ekskl. landbrug. Det er en stigning på 6 årsværk i alt i forhold til 2005.

De godkendelsespligtige landbrug, der alle er i-mærkede, omtales i afsnittet om tilsyn med landbrug.

2.3 Tilsyn med virksomheder

Kommunernes tilsynsopgaver omfatter det kontrollerende tilsyn på virksomheder og landbrug samt vejledning og planlægning i forbindelse hermed - fx vejledning om ny lovgivning eller renere teknologi og sagsbehandling som optakt til og opfølgning på tilsynet.

På figur 2.5 er anvendelsen af årsværk til tilsynsopgaverne vist fordelt på forskellige virksomhedstyper i årene 2002 - 2006. Den største kategori, ”Andet”, omfatter overvejende ressourcerne til tilsyn i forbindelse med vandforsyning, spildevand, vandløb, badevand og jordforurening. Kategorien ”Bilag 1-virks.” betegner virksomheder, omfattet af bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen (de tidligere anmeldepligtige virksomheder). Kategorien ”Branchevirksomheder” omfatter virksomheder omfattet af branchebekendtgørelser, p.t. autoværksteder, kemiske renserier og pelsdyrfarme.

Den indbyrdes fordeling af ressourcerne viser kun mindre forskydninger i perioden. Der er samlet set tale om et fald i anvendte ressourcer fra 646 årsværk i 2002 til 498 årsværk i 2006. Alene fra 2005 til 2006 er faldet på 99 årsværk, hvoraf 62 årsværk er i kategorien ”Andet”.

Det er frivilligt om kommunerne vil indberette om ressourceforbrug i kategorien ”Andet”. Der er derfor en relativt stor usikkerhed om denne del af indberetningen. Tager man denne kategori bort fra opgørelsen, viser der sig et fald i den samlede øvrige ressourceanvendelse fra 379 årsværk i 2002 til 304 årsværk til tilsyn i 2006. Dette svarer til et fald på ca. 18 % i ressourceforbruget til tilsyn. Tager man ressourceforbruget til ”Andet” med viser den samme periode et fald i ressourcerne til tilsyn på ca. 23 %.

Figur 2.5 Antal årsværk til tilsynet fordelt på forskellige virksomhedstyper og ”andet” i 2006.

Den procentvise fordeling af ressourcerne til tilsynet i 2006 fordelt på de forskellige virksomhedstyper er vist på figur 2.7. Det fremgår, at kategorierne ”Andre virksomheder” og ”Andet” beslaglægger halvdelen af de samlede ressourcer til tilsyn^[4]. Til landbrug, plantebrug og pelsdyrfarme anvendtes ca. 19 % af ressourcerne, mens industritilsynet, omfattende tilsynet med listevirksomheder, virksomheder på bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen og branchevirksomheder (dvs. autoværksteder og renserier) tegnede sig for ca. 31 % af ressourceforbruget.

Figur 2.6 Procentvis fordeling af årsværk til tilsyn fordelt på forskellige virksomhedstyper og ”Andet” i 2006.

Der er i perioden 2002 til 2006 sket et fald i ressourceanvendelsen på i alt 71 årsværk til tilsynet med de virksomhedstyper, der er omfattet af aftalerne om minimumsfrekvenser for tilsyn, og som skal betale tilsynsgebyr - dvs. listevirksomheder, virksomheder omfattet af bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen (de tidligere anmeldepligtige virksomheder), virksomheder omfattet af branchebekendtgørelser (autoværksteder, renserier og pelsdyrfarme) samt landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold.

Faldet i ressourceanvendelsen skal ses i sammenhæng med det samtidige fald i antallet af disse virksomheder over perioden, se figur 2.7. Samlet set kan der over perioden konstateres et fald i antal virksomheder på 1594 virksomheder, hvoraf 806 af disse er erhvervsmæssige husdyrbrug. Nedgangen i ressourceforbruget er dog væsentligt større end det faldende antal virksomheder kan forklare.

Figur 2.7 Antal virksomheder 2002-2006 for hvilke der opkræves brugerbetaling (listevirksomheder, virksomheder på bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen, autoværksteder, renserier, pelsdyrfarme og landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold). Antallet af renserier er kun opgjort særskilt i 2004-2006.

2.3.1 Tilsyn med listevirksomheder ekskl. landbrug

Miljøministeren og KL indgik i 1996 den første aftale om, at kommunerne skal overholde nogle fastlagte minimumsfrekvenser for tilsyn. Der er indgået yderligere to aftaler i henholdsvis 2005 om minimumsfrekvenser for samlede tilsyn med virksomheder og landbrug, samt i 2007 om minimumsfrekvenser for samlede tilsyn med landbrug. Aftalen fra 2006 er stadig gældende, men bliver gradvist udfaset og erstattet med aftalerne om samlet tilsyn.

Tilsyn på listevirksomheder jf. aftalen fra 1996 om minimumsfrekvenser for tilsyn

Som det fremgår af figur 2.8 er antallet af besøgte listevirksomheder faldet støt igennem perioden 2001 – 2006 - også betydeligt mere end faldet i samme periode i antallet af disse virksomheder. I 2001 blev således godt 69 % af listevirksomhederne tilset mod ca. 54 % i 2006. Tilsynsfrekvensen ligger dog samlet set over det minimum, der i 1996 blev aftalt mellem Kommunernes Landsforening og miljø- og energiministeren om, at kommunerne hvert år skal have tilset 50 % af listevirksomhederne. Gennemsnitligt er indsatsen altså tilfredsstillende.

Vurderes de enkelte kommuners indsats i 2006, viser det sig, at en række kommuner ikke overholder aftalen fra 1996 om minimumsfrekvenser for tilsyn, når det gælder tilsyn med listevirksomheder. Miljøstyrelsen har således rettet henvendelse til en række kommuner og bedt dem på de ”gamle” kommuners vegne redegøre for, hvorfor minimumsfrekvenserne ikke blev overholdt. Med ”gammel” kommune menes kommunerne før kommunalreformen 1. januar 2007.

I alt 45 ”gamle” kommuner har ikke overholdt minimumsfrekvensen for tilsyn med listevirksomheder. 7 af disse kommuner har misforstået overgangsordningen fra aftalen om minimumsfrekvenser for tilsyn, der blev indgået i 1996, til aftalen om minimumsfrekvenser for samlede tilsyn, der blev indgået i 2005.

Overgangsordningen kan ses på Miljøstyrelsens hjemmeside. Yderligere 4-5 kommuner har ud fra en miljømæssig prioritering fokuseret på andre opgaver end overholdelse af minimumsfrekvenserne. Endelig svarede en række kommuner, at det havde været nødvendigt at prioritere opgaver i forbindelse med kommunalreformen, hvilket gik ud over overholdelse af minimumsfrekvenserne for tilsyn. Det skal bemærkes, at flertallet af de kommuner, der ikke har overholdt minimumsfrekvensen for tilsyn med listevirksomheder, kun manglede ganske få tilsyn i at leve op til aftalen.

Miljøstyrelsen har taget kommunernes redegørelse til efterretning.

Figur 2.8 Antal listevirksomheder, antal besøgte listevirksomheder og tilsynsfrekvens i perioden 2001 – 2006.

Samlede tilsyn på listevirksomheder

Som nævnt indgik Miljøministeren og KL i 2005 en aftale om minimumsfrekvenser for samlede tilsyn. Et samlet tilsyn er defineret som en gennemgang af virksomhedens samlede miljøforhold. Et samlet tilsyn kan kræve et eller flere tilsynsbesøg. Tilsynet kan desuden foregå med tilsyn på stedet eller gennem vurderinger af oplysninger fremsendt af virksomheden (egenkontrol). Før tilsynet kan karakteriseres som et samlet tilsyn, skal miljømyndigheden have reageret på eventuelle overtrædelser og fremsendt en tilsynsrapport til virksomheden.

For tilsynet med listevirksomheder betyder aftalen kort fortalt, at samtlige listevirksomheder i den pågældende kommune i en periode på 3 år skal have modtaget et samlet tilsyn.

Indberetningerne for 2005 og 2006 har også omfattet indberetning om antallet af samlede tilsyn og antal listevirksomheder, som har modtaget samlede tilsyn i forhold til antallet af disse virksomheder. Opgørelsen over, om de enkelte kommuner lever op til aftalen vil først kunne foretages efter indberetningerne for tilsynsåret 2007 er afsluttet – dvs. efter første 3-årige periode.

Det fremgår af kommunernes indberetninger, at 1632 listevirksomheder (inkl. i-mærkede virksomheder) modtog et samlet tilsyn i 2006. Det svarer til, at ca. 45 % af de pågældende virksomheder har modtaget et samlet tilsyn. Da målet er, at 100 % af listevirksomhederne skal have modtaget et samlet tilsyn i løbet af tre år (dvs. gennemsnitligt 33 % om året), lever kommunerne fint op til aftalen. Der er dog tale om et mindre fald i forhold til 2005, hvor ca. 50 % af virksomhederne modtog et samlet tilsyn.

Myndighedsreaktioner på listevirksomheder

En tilsynsmyndighed har en række forskellige håndhævelsesmidler til sin rådighed, når myndigheden skal sikre, at den gældende miljøregulering bliver overholdt og når myndigheden skal fastsætte ny regulering af utilfredsstillende forureningsforhold. Det drejer sig om henstillinger, påbud, forbud, indskærpelser, selvhjælpshandlinger (fx påbudte foranstaltninger for den ansvarliges regning efter udløbet af fastsat frist) og politianmeldelser. Henstillinger er det mildeste administrative håndhævelsesmiddel, som kun bør anvendes i situationer, hvor der er tale om miljøforhold af mindre alvorlig karakter. Henstillingen som håndhævelsesmiddel har nemlig ingen retlig, bindende, værdi.

Af figur 2.9 fremgår det, at selv om antallet af tilsynsbesøg på listevirksomhederne er faldet, er antallet af håndhævelsesreaktioner målt i procent steget. Målt i antal ligger myndighedsreaktionerne ligget nogenlunde konstant i perioden. Selv om antallet af tilsyn har været faldende, kan det altså ikke aflæses direkte af antallet af myndighedsreaktioner.

Figur 2.9 Antal tilsynsbesøg på listevirksomheder og myndighedsreaktioner i forbindelse hermed i perioden 2001 – 2006.

Forklaringerne på, hvorfor antallet af håndhævelser ikke følger antallet af tilsyn, kan være flere. Der er en tendens til, at kommunerne i højere grad anvender indskærpelser frem for henstillinger (se figur 2.10). Det er muligt, at dette er et udtryk for, at kommunerne generelt set er mere konsekvente med at påtale overtrædelser end man har været før. Det er også muligt, at virksomhederne i procentvis flere tilfælde end for blot få år siden overtræder vilkår i miljøgodkendelserne eller at den stadigt faldende tilsynsfrekvens, dvs. når der bliver længere imellem, at kommunen besøger de enkelte virksomheder, vil resultere i flere overtrædelser af den gældende miljøregulering. Miljøstyrelsen har ikke undersøgt dette nærmere.

Som det fremgår af figur 2.10 er antallet af henstillinger, der er den mildeste form for håndhævelse, faldet kraftigt siden 2002. Dette fald er dog opvejet af stigningen i antallet af indskærpelser. Miljøstyrelsen vurderer umiddelbart, at dette er et tegn på, at kommunerne er blevet bedre til at håndhæve, og at kommunerne er opmærksomme på det forhold, at henstillinger ikke har retlig værdi.

Antallet af påbud, forbud og revurderinger af virksomhedernes miljøgodkendelse er nogenlunde uændret siden 2003. Igen i 2006 har antallet af politianmeldelser af listevirksomheder været lavt; kun 8.

Figur 2.10 Antal håndhævelsesreaktioner på listevirksomheder 2001 – 2006.

2.3.2 Virksomheder omfattet af bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen, samt autoværksteder, renserier og pelsdyrfarme

Virksomheder opført på bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen (”bilag 1”-virksomheder) omfatter de tidligere anmeldepligtige virksomheder. De minimumsfrekvenser, der gjaldt for tilsynet med de anmeldepligtige virksomheder, gælder således for bilag 1-virksomhederne. Der er hovedsageligt tale om mindre og mellemstore virksomheder med et vist forureningspotentiale.

De virksomheder, der er omfattet af branchebekendtgørelser (branchevirksomheder), er autoværksteder, renserier og pelsdyrfarme. Hver virksomhedskategori er omfattet af en særskilt bekendtgørelse, hvori der stilles en række miljømæssige krav til netop disse virksomheder. Tilsynet med pelsdyrfarme er nærmere omtalt i rapportens afsnit om landbrugstilsynet.

Der var i alt 11.521 bilag 1-virksomheder i 2006. Af branchevirksomheder var der i alt 9.740, heraf 7.657 autoværksteder, 184 kemiske renserier og 1.899 pelsdyrfarme.

I forhold til vurderingen af opfyldelsen af minimumsfrekvenserne behandles bilag 1-virksomhederne og branchevirksomheder imidlertid samlet. Det skyldes, at disse virksomheder behandles under ét i minimumsaftalen om tilsynsfrekvenser. Beregningerne for bilag 1-virksomheder og branchevirksomhederne foretages således, at det samlede antal besøgte virksomheder over de seneste to år holdes op imod det samlede antal registrerede virksomheder ved udgangen af det seneste år.

Aftalen fra 1996 om minimumsfrekvenser indebærer, at 50 % af de virksomheder, der er omfattet af bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen eller branchebekendtgørelser skal være tilset i løbet af de seneste 2 år. For 2006 beregnes tilsynsfrekvensen i den enkelte kommune således på baggrund af tilsynsindsatsen i 2005 og 2006.

Figur 2.11 Antallet af virksomheder omfattet af bilag til brugerbetalingsbekendtgørelsen og virksomheder omfattet af branchebekendtgørelser, samt antallet af besøgte virksomheder i perioden 2001 – 2006.

Figur 2.11 viser, at antallet af bilag 1-virksomheder og branchevirksomheder falder jævnt i perioden 2001 – 2006. Det samlede fald i perioden udgør i alt 2.342 virksomheder.

Det fremgår desuden, at andelen af tilsete virksomheder også er faldet gennem årene fra 39 % i 2001 til 31 % i 2006. Hvis kommunerne havde haft samme høje tilsynsfrekvens som i 2001, ville der være blevet ført tilsyn med ca. 1.600 flere bilag 1- og branchevirksomheder i 2006. Den samlede indsats er dog stadig over den aftalte minimumsfrekvens.

Vurderes de enkelte kommuners tilsynsindsat i 2006, var der i alt 22 ”gamle” kommuner, som ikke overholdt minimumsaftalen fra 1996 om tilsyn med 50 % af bilag 1- og branchevirksomhederne over de seneste 2 år. Som tidligere nævnt menes der med ”gammel kommune” kommunerne før kommunalreformen 1. januar 2007.

Miljøstyrelsen har rettet henvendelse til de pågældende kommuner og bedt dem om at redegøre for, hvorfor minimumsfrekvenserne ikke blev overholdt. Kommunerne har hovedsageligt angivet aktiviteter i forbindelse med kommunalreformen som årsag. Det skal bemærkes, at de fleste kommuner kun mangler forholdsvis få tilsyn i at overholde aftalen om minimumsfrekvenser for tilsyn.

Miljøstyrelsen har taget kommunernes redegørelse til efterretning.

Tilsyn med ”Bilag 1-virksomheder” og branchevirksomheder

I 2006 brugte kommunerne henholdsvis 54 årsværk til tilsyn med bilag 1-virksomheder, 41 årsværk til autoværksteder, knap 2 årsværk til renserier og 6 årsværk til pelsdyrfarme. Det samlede årsværksforbrug til de nævnte virksomhedskategorier udgjorde således i alt 102 årsværk, hvilket er ca. 10 årsværk færre end i 2005.

Det fremgår også af figur 2.12, at tilsynsfrekvenserne i 2006 var 30 % for bilag 1-virksomheder, 33 % for autoværksteder, 45 % for renserier og 31 % for pelsdyrfarme.  I alle virksomhedskategorier ligger tilsynsfrekvenserne lavere end 2005.

Det samlede antal tilsynsbesøg i 2006 med de nævnte virksomheder udgjorde i alt 7.317 tilsyn, hvilket er 1720 færre tilsyn end i 2005.

Figur 2.12 Tilsyn med bilag 1-virksomheder, autoværksteder, renserier og pelsdyrfarme i 2006.

Med ”tilsyn pr. virksomhed” menes det antal besøg, der gennemsnitligt har været pr. virksomhed.

Samlede tilsyn på Bilag 1-virksomheder og branchevirksomheder

Som nævnt under gennemgangen af tilsynet med listevirksomheder indgik Miljøministeren og KL i 2005 en aftale om minimumsfrekvenser for samlede tilsyn. Et samlet tilsyn er defineret som en gennemgang af virksomhedens samlede miljøforhold.

Med hensyn til virksomheder på Bilag 1 til brugerbetalingsbekendtgørelsen, samt autoværksteder, renserier og pelsdyrfarme har kommunerne oplyst, at der er i alt 21.261 af disse typer virksomheder. I 2006 har kommunerne gennemført samlede tilsyn med 5.599 af virksomhederne. Det svarer til en tilsynsfrekvens for samlede tilsyn på 26 %, hvilket er tilfredsstillende. Målet for denne kategori er, at 100 % af virksomhederne i den enkelte kommune skal have modtaget et samlet tilsyn inden for en 4-årig periode.

Håndhævelse på ikke-listevirksomheder (bilag 1-virksomheder, renserier og autoværksteder)

I figur 2.13 kan forholdet mellem antal tilsynsbesøg og håndhævelsesreaktioner på bilag 1-virksomheder, renserier og autoværksteder ses. Oplysninger vedrørende pelsdyrfarme er givet i landbrugsafsnittet. Det ses af figuren, at antallet af tilsyn er faldet gennem årene, mens antallet af myndighedsreaktionerne varierer mellem ca. 3.200 og 4.700 reaktioner. Forholdet mellem tilsyn og myndighedsreaktioner ligger meget jævnt i perioden 2001 – 2004 på ca. 42 %, mens der ses en stigning i 2005 og 2006. I 2006 resulterer 48 % af tilsynsbesøgene i en håndhævelsesreaktion.

Figur 2.13 Antal håndhævelsesreaktioner på bilag 1-virksomheder, renserier og autoværksteder sammenholdt med antal tilsyn i 2001 – 2006.

Fordelingen af myndighedsreaktioner på forskellige typer håndhævelsesreaktioner er vist på fig. 2.14 (se nedenfor).

I 2006 var antallet af håndhævelsesreaktioner 3.202, hvilket er et fald på ca. 1.100 reaktioner sammenlignet med 2005, hvor kommunerne gennemførte 4.402 håndhævelsesreaktioner. Da der er sket et tilsvarende fald i tilsynsaktiviteten, er der god overensstemmelse mellem færre tilsyn og mindre håndhævelse målt i absolutte tal.

Det fremgår, at der er sket en stigning i antallet af indskærpelser over de seneste tre år, mens antallet af henstillinger er faldet. Antallet af forbud og politianmeldelser udgør fortsat en meget lille andel af det samlede antal håndhævelsesreaktioner.

Figur 2.14 Håndhævelsesreaktioner over for bilag 1-virksomheder, autoværksteder og renserier i perioden 2001 – 2006.

Fordelingen af kommunernes håndhævelsesreaktioner på bilag 1-virksomheder og autoværksteder i 2005 og 2006 er vist i tabellen figur 2.15. Ligesom det har været tilfældet de foregående år, er det især autoværksteder, som set i forhold til antal virksomheder, giver anledning til håndhævelsesreaktioner. Samlet set gav 44,5 % af tilsynene på bilag 1-virksomheder og renserier anledning til håndhævelsesreaktioner, mens 53 % af tilsynene på autoværkstederne gav anledning til reaktioner fra kommunernes side i 2006.

Figur 2.15 Håndhævelsesreaktioner i 2005 og 2006 på virksomheder til bilag 1 i brugerbetalingsbekendtgørelsen + renserier, samt for autoværksteder.

2.3.3 Andre virksomheder og anlæg

Andre virksomheder og anlæg omfatter virksomheder, der ikke er omfattet af de bekendtgørelser, som er nævnt i det foranstående. Det drejer sig om virksomheder, der typisk har et mindre eller ubetydeligt forureningspotentiale, fx mindre værksteder, forretninger, restaurationer mv. Disse virksomheder reguleres efter miljøbeskyttelseslovens § 42.

Antallet af ”Andre virksomheder og anlæg” og tilsynet hermed er vist i figur 2.16. Det fremgår, at antallet af virksomheder varierer en del over årene, hvilket formentlig skyldes, at antallet til en vis grad er udtryk for, hvor mange virksomheder myndighederne løbende har været i kontakt med, og som derved er blevet registreret i kommunens virksomhedsregister.

Tilsynsbesøgene skyldes ofte naboklager. Der ses et fald over årene i antallet af tilsyn med disse virksomheder. I 2006 blev der således gennemført 5.946 tilsyn, hvilket er 1.017 færre tilsyn end året før. Antallet af besøgte virksomheder i 2006 var 3.054 virksomheder, hvilket svarer til under 3 % af de pågældende virksomheder.

Figur 2.16 Antal registrerede ”Andre virksomheder og anlæg”, antal besøgte virksomheder og antal tilsynsbesøg i 2001-2006.

I figur 2.17 kan antallet af håndhævelsesreaktioner overfor andre virksomheder og anlæg i perioden 2001 – 2006. Tilsynet med disse virksomheder gav i 2006 anledning til 1.110 håndhævelsesreaktioner, hvilket er 474 færre end det var tilfældet i 2005. Omregnet betyder det, at ca. 19 % af tilsynsbesøgene på andre virksomheder og anlæg resulterede i håndhævelsesreaktioner.

Figur 2.17 ”Andre virksomheder og anlæg”: antal håndhævelsesreaktioner i 2001-2006.

2.3.4 Tilsyn med ”andet”

Tilsyn med “andet” omfatter en række tilsynsopgaver, som ikke er medtaget i det foranstående, herunder tilsyn med vandløb, privat vandforsyning, badevand, spildevandsudledning, jordforurening samt tilsyn i forbindelse med gene- og klagesager samt tilsyn efter en række øvrige bekendtgørelser. Det skal bemærkes, at der er stor forskel på, hvor meget kommunerne vælger at indberette i denne kategori, bl.a. fordi denne kategori ikke er omfattet af indberetningspligten.

De anvendte ressourcer til tilsynet med ”andet” er vist på figur 2.18. I 2006 anvendtes 191 årsværk hertil, hvilket er et fald på 65 årsværk sammenlignet med 2005. Ressourceanvendelsen til ”andet” tilsyn udgør 37 % af kommunernes samlede ressourcer i 2006 til tilsynsaktiviteterne. Det er et lille fald i forhold til 2005, hvor ”andet” udgjorde 43 % af ressourcerne til tilsyn.

Det store fald i antal årsværk i 2006 sammenlignet med 2005 kan skyldes, at færre kommuner har valgt at indberette i denne kategori, fordi ”andet” – som nævnt – ikke er omfattet af indberetningspligten. Dvs. at der rent faktisk er brugt flere ressourcer i kommunerne end det fremgår af indberetningerne til Miljøstyrelsen. Det kan også være udtryk for et reelt fald i ressourceforbruget, hvilket peger på, at kommunerne har haft fokus på at gennemføre tilsyn med de virksomhedstyper, der er omfattet af aftalerne om minimumsfrekvenser. Det er de samme virksomhedstyper, der er omfattet af brugerbetalingspligten. Også dette kan have haft indflydelse på kommunernes prioritering.

Figur 2.18 Antal årsværk til tilsyn med ”andet” i perioden 2002 – 2006.

Håndhævelsesreaktioner i forbindelse med tilsynet i perioden 2002 - 2006 er vist i figur 2.19. Det samlede antal håndhævelsesreaktioner i forbindelse med tilsynet i 2006 udgjorde 5.351 reaktioner, hvilket er 2.608 reaktioner færre end året før og 4.548 færre reaktioner end i 2004. Faldet drejer sig især om henstillinger og indskærpelser.

Figur 2.19 Håndhævelsesreaktioner i forbindelse med ”andet” 2002 – 2006.

2.4 Tilsyn med landbrug

Denne del af indberetningen fra kommunerne omfatter godkendelser og tilsyn med erhvervsmæssigt dyrehold samt tilsyn med pelsdyrfarme, øvrige landbrug uden erhvervsmæssigt dyrehold, og ”andet”.

Tilsynet med pelsdyrfarme og ”andet” medregnes ikke i det følgende i begrebet ”landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold”, men er angivet separat andre steder.

I indberetningen er landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold opdelt i:

1. Godkendelsespligtige landbrug. Dvs. landbrug der ifølge Miljøbeskyttelsesloven § 33 er godkendelsespligtige som i-mærkede listevirksomhed. Disse kaldes også kapitel 5 landbrug.^[5]
2. Landbrug med godkendelse efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen (lokaliseringsgodkendelser). Godkendelse kræves ved etablering, udvidelse eller ændringer, der medfører forøget forurening fra landbrug indenfor fastsatte afstande til f.eks. byzone, nabobeboelse eller samlet bebyggelse.

Ifølge den nye tilsynsaftale om minimumsfrekvenser for samlede tilsyn skal samtlige erhvervsmæssige husdyrbrug (100 %), der ikke er godkendt efter kapitel 5 i miljøbeskyttelsesloven, som minimum have modtaget et samlet tilsyn inden for den seneste 6-årige periode. Samtlige listevirksomheder skal som minimum have modtaget et samlet tilsyn inden for den seneste 3-årige periode.

Ifølge de aftalte overgangsregler vil miljøministeriet i perioden 2005 til 2010 vurdere, hvorvidt den hidtidige aftale overholdes, hvor kravet er tilsyn med 50 % af ejendommene hvert 3. år. Følgende forhold skal dog præciseres:

-      I perioden 2005-2010 beregnes tilsynsfrekvensen som hidtil på baggrund af antal besøgte ejendomme.

-      I perioden 2005-2006 indgår som hidtil tilsyn med godkendelsespligtige husdyrbrug efter kapitel 5 i beregningen af tilsynsfrekvensen for erhvervsmæssigt dyrehold. Fra 2007 indgår de ikke, da det i 2005 er blevet præciseret, at tilsynsfrekvensen skal beregnes uden disse brug.

-       Fra og med 2011 beregnes tilsynsfrekvensen på baggrund af antal ejendomme med samlet tilsyn.

-       Fra og med 2007 vil opdelingen af husdyrbrug følge lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug og den deraf udarbejdede tilsynsaftale.

Figur 2.20 Antal landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold og antallet af besøgte landbrug 2002 – 2006.

Antallet af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold har været faldende igennem de seneste år. De sidste 5 år er antallet af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold faldet med ca. 1000-1400 eller ca. 3-4 % årligt.

Ifølge overgangsreglerne aftalt mellem KL og Miljøministeriet skal minimum 50 % af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold være tilset i løbet af de sidste 3 år regnet fra det pågældende år. Opgørelsen foretages ved at sammenholde antal besøgte landbrug de seneste 3 år med antallet af landbrug det seneste år. Godkendelsespligtige landbrug (listevirksomheder) medregnes i opgørelsen af denne tilsynsfrekvens.

Kommunerne har i perioden 2003-2005 overordnet set igen i år haft en høj tilsynsfrekvens, som ligger over kravet. I gennemsnit har kommunerne i perioden således besøgt 70 % af ejendommene. Tilsynsfrekvensen for godkendelsespligtige landbrug har i gennemsnit været på niveau med den aftalte tilsynsfrekvens på 50 %, idet 48 % blev besøgt i 2006.

Tilsynsaftalen bliver indtil videre vurderet efter antal besøgte ejendomme, men da kommunerne om nogle år skal vurderes efter antal ejendomme, der har modtaget samlet tilsyn, er det vigtigt også at følge dette. Det kan i den forbindelse oplyses, at kommunerne i 2006 på de besøgte 6581 ejendomme har gennemført 5765 samlede tilsyn. Dette svarer til ca. 18 %. Da tilsynsaftalen lægger op til, at en 1/6 af det samlede antal ejendomme i gennemsnit skal modtage et samlet tilsyn, vil en fortsat tilsynsindsats på dette niveau derfor i gennemsnit være tilfredsstillende.

På grund af kommunalreformen har Miljøstyrelsen i forhold til erhvervsmæssigt husdyrhold kun påtalt manglende tilsynsforpligtigelse i de tilfælde, hvor tilsynsfrekvenserne ikke er overholdt i forhold til både de gamle kommunegrænser og de nye, eventuelt sammenlagte kommuner. Dette ændrer dog ikke ved, at den nye, sammenlagte kommune er ansvarlige for manglende overholdelse af aftalen om minimumsfrekvenser i de gamle kommuner.

Kun 1 af de nye kommuner har på denne baggrund ikke overholdt minimumsaftalen med hensyn til landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold i perioden 2004-2006. Den pågældende kommune har angivet i et svar til Miljøstyrelsen, at den nye kommune ikke er ansvarlig for tilsynet i de gamle kommuner. Miljøstyrelsen er ikke enig i dette, og såfremt der næste år er gentagne problemer med tilsynet, vil Miljøstyrelsen indkalde den pågældende kommune til en samtale med henblik på at indgå aftaler om det fremtidige tilsyn.

Pelsdyrfarme er omfattet af tilsynsreglerne vedrørende virksomheder omfattet af anmelde- og branchebekendtgørelser. Ifølge overgangsreglerne følges den hidtidige aftale i perioden 2005 til 2008 dvs., at der skal føres tilsyn med minimum 50 % af virksomhederne i løbet af det pågældende og foregående år. I 2009 foreligger den første 4-årige periode, hvorefter kravet er 100 % tilsyn inden for den seneste 4-årige periode.

Opgørelsen af pelsdyrfarme opgøres sammen med de øvrige virksomheder, men kan også opgøres separat.

Figur 2.21 Antal pelsdyrfarme og antallet af besøgte virksomheder i 2002-2006.

Tilsynsfrekvensen på pelsdyrfarme var gennemsnitlig 68 % i løbet af den toårige periode 2005-2006, hvilket er over det generelle aftalte niveau for anmelde- og branchevirksomheder.

Det ses af følgende figur, at antallet af godkendelsespligtige brug fortsat stiger kraftigt bl.a. som følge af strukturudviklingen i landbruget. Der kan også peges på flere konkrete årsager til denne stigning i antallet af godkendte og godkendelsespligtige husdyrbrug:

-      Ifølge listebekendtgørelsen skal alle landbrug have indsendt en ansøgning om godkendelse senest 1. januar 2003, og alle godkendelsespligtige landbrug skal være miljøgodkendte senest 29. oktober 2007. Dette er en del af baggrunden for den store stigning i antal godkendelser i perioden fra 2003 til 2006 i forhold til tidligere år. Det ekstra antal vil også omfatte en del husdyrbrug, der i mange år har haft en uændret produktion og dermed først nu bliver tvunget til at få en miljøgodkendelse.

-      Stigningen i 2006 har i stort omfang baggrund i den ekstra indsats, amterne i 2006 udførte med henblik på at afslutte eksisterende VVM sager, idet mange VVM afgørelser også resulterer i en miljøgodkendelse.

-      Fødevareministeriet har i 2006 ændret reglerne vedrørende arealkravet, således at arealkravet nu opgøres på bedriftsniveau. Dette har betydet, at der ikke længere er samme incitament til at holde husdyrantallet på de enkelte ejendomme under et vist niveau.

Figur 2.22. Antal godkendelser og godkendelsespligtige landbrug ifølge Miljøbeskyttelsesloven § 33.

Det skal også bemærkes, at antallet af godkendte husdyrbrug (ultimo) for første gang overstiger antallet af godkendelsespligtige husdyrbrug (primo). Dette kunne tyde på, at kommunerne nu har godkendt alle godkendelsespligtige husdyrbrug.

Landbrug der ansøger om udvidelse eller ændring, inden for de nye afstandskrav, skulle i 2006 ansøge om en godkendelse efter § 4 i husdyrgødningsbekendtgørelsen (Bekendtgørelse om erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.).

I perioden 2002-2006 har alle kommuner indberettet oplysninger om § 4 godkendelser. Indberetningen viser et stigende antal lokaliseringsgodkendelser efterhånden som flere husdyrbrug ved etablering, ændring og udvidelse bliver omfattet af de skærpede afstandskrav fra 2001. Der kan dog registreres et faldende antal årlige godkendelser fra 224 i 2002 til 143 i 2004. Dette kan skyldes det øgede fokus på nabogener, så udvidelser af husdyrbrug i større omfang foretages i udflyttede staldanlæg eller lokaliseres på ejendomme med større afstand til omboende.

I 2006 stiger antallet igen, hvilket kan hænge sammen med det store antal VVM sager, som er afgjort. Fra og med 2007 er der ikke længere noget der hedder lokaliseringsgodkendelser, men de eksisterende godkendelser er gældende indtil husdyrbruget f.eks. bliver omfattet af de nye regler om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

Figur 2.23 Antal godkendte i alt og antal godkendelser det pågældende år ifølge Husdyrgødningsbekendtgørelsens § 4 i perioden 2002 - 2006.

Kommunerne har i 2006 anvendt i alt ca. 161 årsværk, hvilket er en anelse mere end i 2005 og på niveau med perioden 2002-2004, hvor der årligt er anvendt 160-165 årsværk. 2006 adskiller sig dog fra tidligere ved, at der er brugt mange ressourcer på § 33 godkendelser. I 2006 blev brugt 30 årsværk mod 16 årsværk året før. Den øgede indsats til godkendelser er gået lidt ud over indsatsen vedrørende ”andet” (f.eks. vandløbsloven). Tilsynsindsatsen er også samlet set reduceret med et par årsværk.

Figur 2.24 Årsværk i kommunerne i 2006 fordelt på godkendelser, tilsyn og typer af landbrug.

Figur 2.25 Antal tilsynsbesøg på landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold og antallet af håndhævelsesreaktioner 2002-2006.

Antallet af håndhævelsesreaktioner i forbindelse med tilsyn af landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold har indtil 2002 været rimelig konstant med et niveau lige over 40 %. Fra 2003 til 2005 kan der spores en tendens til, at der i en stigende procentdel af tilsynene forekommer reaktioner. Mange af de ekstra reaktioner vedrører anvendelsen af den nye logbog, som blev indført i 2003, og som landmændene skulle vænne sig til. I 2006 er antallet af reaktioner i % reduceret til niveauet fra før 2003. Dette kan både skyldes, at logbogen nu er indarbejdet, og det kan heller ikke afvises, at kommuner er blevet mere bevidste om, at visse reaktioner kan have konsekvenser pga. reglerne om krydsoverensstemmelse^[6].

Pelsdyrfarme er ikke medregnet i den forrige figur men opgøres separat. Der har i 2006 været 662 tilsyn på pelsdyrfarme, og i ca. 49 % af tilfældene har der været en håndhævelsesreaktion, hvilket er lidt over niveauet på ca. 40 % for de øvrige typer husdyrbrug.

I den følgende figur er vist antallet af de forskellige håndhævelsesreaktioner i forhold til tidligere år. Som det fremgår anvendes hyppigst henstillinger og indskærpelser, hvorimod de øvrige reaktioner anvendes i betydeligt mindre omfang. Der er kun en lille forskel på, hvilken reaktion kommunerne anvender overfor forskellige typer af brug. Der er dog en tendens til at indskærpelser og politianmeldelser anvendes hyppigere på pelsdyrfarme og ejendomme med kapitel 5 godkendelser.

Figur 2.26 Antal og art af håndhævelsesreaktioner i forhold til landbrug med erhvervsmæssigt dyrehold.

Det ses, at det øgede antal reaktioner i 2004 og 2005 skyldes et øget antal indskærpelser. Det øgede antal reaktioner skal vurderes i lyset af, at der bliver stadigt færre antal tilsyn, da antallet af husdyrbrug falder. Hvor antallet af indskærpelser i 2002 var ca. 14 % af antallet af tilsyn, var dette i 2004 og 2005 øget til ca. 25 %. Som nævnt er antallet af reaktioner i 2006 generelt faldet tilbage til niveauet fra før 2003, men andelen af indskærpelser er fortsat stigende.

Ligesom de sidste år har kommunerne angivet, hvilke miljøforhold der behandles i håndhævelserne og afgørelserne. En håndhævelse eller afgørelse kan indeholde flere miljøforhold, og antallet af berørte emner kan derfor overstige samlede antal reaktioner.

Figur 2.27 Miljøforhold, der behandles i håndhævelserne og afgørelserne i 2006. Det er angivet i hvor mange % af tilsynene, der har været reaktioner omkring det pågældende miljøforhold. Der har i alt været 682 tilsyn på godkendelsespligtige husdyrbrug, 230 tilsyn på husdyrbrug med lokaliseringsgodkendelse, 662 tilsyn på pelsdyrfarme og 6194 tilsyn på øvrige husdyrbrug.

Det ses af forrige figur, at der hyppigst har været reaktioner omkring

gødningsbeholdere (inkl. flydelag). Der kan dog konstateres et fald for den store gruppe under ”øvrige husdyrbrug”, hvor der har været reaktioner ved ca. 9 % af tilsynene i 2006 mod ca. 12 % i 2005 og 16-18 % tidligere.

2.5 Årets tema 2006

Årets to temaer omfattede dels en undersøgelse om kommunernes erfaringer med det differentierede tilsyn, dels en undersøgelse om kommunernes tilsyn med overproduktion i forhold til de kommunale produktionstilladelser. Resultaterne af de to undersøgelser er gengivet nedenfor.

2.5.1 Kommunernes erfaringer med det differentierede tilsyn

Årets tema 2006 handler om erfaringerne med det differentierede tilsyn, herunder kategorisering af virksomhederne og effekten heraf. Formålet med undersøgelsen er at undersøge, hvordan kategoriseringssystemet fungerer i kommunerne, herunder:

-      Hvordan differentiering anvendes i forhold til virksomhedernes miljømæssige egenindsats.

-      I hvilken udstrækning differentieringen lægges til grund for planlægning af tilsynet.

-      Om kategoriseringen af virksomheder har indflydelse på forvaltningens planlægning af tilsynsressourcer.

-      Om kategoriseringen påvirker virksomhederne til større miljømæssig egenindsats.

-      Om kategoriseringen har betydning for den frivillige (dvs. ikke gebyrbelagte) dialog med virksomhederne.

Miljøstyrelsen har modtaget i alt 84 besvarelser fra kommunerne. Det er i lighed med tidligere år frivilligt for kommunerne at besvare spørgeskemaet om årets tema, men sammenlignet med tidligere år må en svarprocent på 31 % siges at være historisk lav. Nogle få kommuner har meldt tilbage, at de enten på grund af arbejdspres i forbindelse med kommunalreformen eller fordi de relevante medarbejdere ikke længere var i den nye kommune, afstod fra at deltage i undersøgelsen.

Når så få kommuner har valgt at besvare spørgeskemaet, kan man overveje, hvad de kommuner, der ikke har returneret spørgeskemaet, ville have svaret. Det er muligt, at nogle af disse kommuner ikke har arbejdet med differentiering af tilsynsindsatsen. Det er imidlertid Miljøstyrelsens vurdering, at flertallet af kommunerne har kategoriseret virksomhederne efter de retningslinjer, der er angivet i vejledning nr. 6, 2004: Differentieret miljøtilsyn – prioritering af tilsynsindsatsen.

Det er givet, at den lave svarprocent giver en betydelig usikkerhed om undersøgelsens resultater, og nedenstående skal derfor læses med et vist forbehold.

Hvad er differentieret tilsyn

Virksomhedsudvalget, der blev nedsat i 2002, har vurderet mulighederne for at tilrettelægge det fremtidige miljøtilsyn, så det kontrollerende tilsyn differentieres og kategoriseres i takt med virksomhedernes egen miljøindsats. Miljøstyrelsen udsendte i 2004 en vejledning om differentieret miljøtilsyn (vejl. nr. 6, 2004), der nærmere redegør for, hvordan miljømyndighederne kan opnå en forenkling af tilsynsindsatsen og en målrettet ressourceanvendelse gennem en kategorisering af virksomhederne.

Kort fortalt anbefales det, at de godkendelsespligtige virksomheder kategoriseres ud fra en vurdering af:

-      Virksomhedens egen systematik i miljøarbejdet, fx i form af miljøledelsessystem, grønt regnskab eller fastsættelse af procedurer, og virksomhedens information til miljømyndigheden om fx opståede miljøproblemer, og pålidelige og fyldestgørende oplysninger i øvrigt af betydning for virksomhedens miljøforhold.

-      Virksomhedens lovlydighed, herunder virksomhedens rettidige efterkommelse af frister for påbud, overholdelse af vilkår m.v.

Virksomhederne opdeles i tre kategorier, hvor princippet er, at en virksomhed i kategori 1 som udgangspunkt skal modtage færre og mindre omfattende kontrollerende tilsyn end en virksomhed, der er placeret i kategori 2 eller 3. Kategoriseringen er et arbejdsredskab for miljømyndighederne til prioritering af indsatsen, og der er således ikke tale om en myndighedsafgørelse el. lign., der kan påklages af virksomheder eller andre.

Når tilsynsindsatsen skal tilrettelægges, bør andre hensyn også inddrages - fx virksomhedens potentielle miljøbelastning og dens lokalisering, klager, miljømyndighedens egne prioriterede indsatsområder m.v.

Undersøgelsens resultater

Omkring 90 % af de kommuner, der har besvaret spørgeskemaet, finder det let eller nogenlunde let at kategorisere virksomheder og landbrug som beskrevet i vejledningen om differentieret miljøtilsyn.

Halvdelen af kommunerne har en fælles rutine (koordinering) i forvaltningen om niveauplacering af virksomhederne, 35 % har ingen særlig koordinering og 18 % har fællesmøder med andre kommuner eller miljøcentre. 7 kommuner har både en intern koordinering i forvaltningen og holder fællesmøder med andre kommuner eller miljøcentre.

Kommunerne blev også spurgt om de målrettede tilsynsressourcerne i planlægningen i forhold til niveauplaceringen af virksomhederne og øvrige prioriteringsparametre (fx virksomhedernes potentielle miljøbelastning, særligt prioriterede tilsynsområder, klager, uheld, kildeopsporing m.v.). Her er billedet mere blandet:

Figur 2.28: Målrettes tilsynsressourcerne i planlægningen i forhold til niveauplaceringen og øvrige prioriteringsparametre.

12 % af de kommuner, der har svaret, skønner, at kategoriseringen alene i høj grad indgår i tilsynsprioriteringen og 25 % skønner, at kategoriseringen alene i nogen grad indgår i prioriteringen. 47 % svarer, at det kun er tilfældet i mindre grad, og 16 % af kommunerne svarer, at kategoriseringen alene slet ikke indgår i tilsynsprioriteringen.

Oplever kommunen, at kategoriseringssystemet målretter ressourceanvendelsen? Her svarer 40 %, at det slet ikke målretter ressourceanvendelsen, 25 % at det i mindre grad målretter ressourceanvendelsen, 25 % mener i nogen grad og kun 5 % at det i høj grad målretter ressourceanvendelsen.

84 % af kommunerne oplyser, hvor virksomheden er indplaceret i brev med tilsynsrapporten. 31 % oplyser det som afslutning på tilsynet, mens 6 % svarer at kommunen ikke oplyser niveauplaceringen uopfordret. 18 kommuner oplyser altså både niveauplaceringen som afslutning på tilsynet, og i den efterfølgende tilsynsrapport. Flere kommuner oplyser, at der er forskellig praksis for tilsyn med virksomheder og landbrug. Fx bemærker et par kommuner, at de kun oplyser niveauplaceringen over for landbrugene, hvis de er placeret i kategori 3.

92 % af kommunerne oplyser, at virksomhederne aldrig eller sjældent spørger uopfordret til deres niveauplacering. 6 % svarer, at virksomhederne i mindre eller i nogen grad spørger til niveauplaceringen, 2 % at virksomhederne i høj grad spørger til deres niveauplacering og ingen kommuner har oplevet, at virksomhederne oftest spørger til den. De to kommuner, der oplever, at virksomhederne i høj grad spørger til deres niveauplacering, er nabokommuner i hovedstadsområdet.

Flertallet (79 %) af kommunerne har aldrig oplevet, at virksomhederne har klaget over deres niveauplacering, og 18 % af kommunerne svarer, at meget få virksomheder har klaget over niveauplaceringen. Ingen kommuner har haft ”mange”, ”en del” eller ”nogle” klager fra virksomhederne.

Anvendes kategoriseringen til fastlæggelse af næste samlede tilsyn for virksomheden?

Figur 2.29 Anvendes kategoriseringen til fastlæggelse af næste samlede tilsyn for virksomheden.

Har placering som niveau 3 (eller 2) betydning for virksomhedens miljømæssige adfærd?

Figur 2.30 Har placering som niveau 3 (eller 2) betydning for virksomhedens miljømæssige adfærd.

Som opfølgning blev kommunerne spurgt, om hvordan det så havde givet sig udslag, hvis niveauplaceringen har haft betydning for virksomheden:

-      7 kommuner svarer, at det har givet en bedre systematik på virksomheden.

-      8 kommuner svarer, at der kan konstateres miljøforbedringer hos virksomheden.

-      9 kommuner har oplevet, at virksomheden er kommet med udsagn om planlagte miljøforbedringer.

-      6 kommuner har kunnet konstatere færre overtrædelser.

-      3 kommuner svarer, at niveauplaceringen har resulteret i øget grad af relevant information til kommunen.

-      9 kommuner mener, at niveauplaceringen som 3 (eller 2) har givet en bedre dialog mellem myndigheden og virksomheden.

26 kommuner har svaret på spørgsmålet. Kommunerne har haft mulighed for at sætte flere krydser.

Kun 19 % (16) kommuner svarer ja til, at en placering som 3 (eller 2) har resulteret i mere nødvendig (gebyrbelagt) dialog med virksomhederne. 57 % svarer, at kategoriseringen af en virksomhed som 3 (eller 2) ingen betydning har haft for dialogen med virksomheden, 23 % ved ikke. En enkelt kommune svarer, at det har betydet mindre gebyrbelagt dialog med virksomheden.

Tilsvarende oplever 55 % af kommunerne ingen sammenhæng mellem niveauplacering og virksomhedernes villighed til frivillig (ikke gebyrbelagt) dialog. 34 % af kommunerne svarer dog, at de ser en sammenhæng, og at niveau 1-virksomheder er mest villige til frivillig dialog (derefter niveau 2 og 3). 11 % oplever, at det alene er niveau 1-virksomheder, hvor der er den nævnte sammenhæng.

65 % af kommunerne oplever ikke, at kategoriseringsværktøjet er et incitament for virksomheden til inddragelse af miljøforhold. Kun 17 % af kommunerne mener, at virksomhederne oplever kategoriseringen som et incitament, og 17 % ved ikke. En kommune bemærker, at det i enkelte tilfælde opleves som incitament for de større virksomheder, som kan bruge et miljømæssigt positivt image, men inkarnerede miljøsyndere er ligeglade. Andre kommuner svarer modsat, at det specielt er et incitament for kategori 3-virksomheder eller -landbrug.

Hovedparten (68 %) af de kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, vurderer, at virksomhederne ser en sammenhæng mellem tilsynsbesøg og udgift til brugerbetaling. 19 % af kommunerne mener ikke, at virksomhederne ser denne sammenhæng, og 13 % ved ikke.

Konkluderes på hele undersøgelsen viser det sig, at kategoriseringen af virksomhederne indgår som parameter i prioriteringen af tilsynsressourcerne hos flertallet af de kommuner, der har besvaret spørgeskemaet. Det er dog kun godt en tredjedel af kommunerne, som svarer, at kategoriseringen af virksomhederne i høj grad eller i nogen grad indgår som prioriteringsparameter, dvs. at andre forhold som fx vurdering af virksomhedernes potentielle forureningsrisiko eller overholdelse af minimumsfrekvenser formentlig vejer tungere i kommunernes prioritering. Sammenholdes dette med, at flertallet af kommunerne heller ikke oplever, at kategoriseringen er et incitament for virksomhederne for at inddrage miljøforhold, ser det ud som om, at differentieret tilsyn, som det er tilrettelagt nu, kun for alvor har slået an i et mindretal af kommunerne.

2.5.2 Tilsyn med overproduktion i forhold til kommunale produktionstilladelser

Ifølge aftale mellem miljøministeren og kommunernes landsforening i 2004 skulle kommunerne i 2004 gennemføre 600 ekstra tilsyn med fokus på produktionsomfanget på svinebrug. De 300 skulle gennemføres på godkendelsespligtige svinebrug. Kommunerne har indrapporteret resultatet af disse tilsyn i 2005, og Skov- og Naturstyrelsen (nu Miljøstyrelsen) har udarbejdet et notat vedrørende disse resultater per 20/7 2005. Det blev på et efterfølgende møde mellem miljøministeren og Kommunernes Landsforening (KL) aftalt, at kommunerne skulle følge op på denne undersøgelse ved i 2006 at vælge tilsyn med produktionsomfanget som årets tilsynstema.

Resultaterne af dette arbejde er vist i det følgende. Det skal bemærkes, at hvor den første undersøgelse i 2004 var obligatorisk for alle kommuner med husdyrbrug, er gennemførelsen af årets tilsynstema frivillig. Resultaterne fra 2006 er derfor baseret på data fra færre kommuner, og hvor der er stor forskel i aktiviteten i de forskellige kommuner. Data fra få kommuner kan derved påvirke det samlede resultat markant.

Undersøgelsen adskiller sig også ved, at den er udvidet til at omfatte andet end svinebrug, idet der nu også er data fra kvægbrug og øvrige husdyrbrug. Undersøgelsen er derudover udvidet med en evaluering af den fælles husdyrindberetning (GHI). Da årets tema blev iværksat var det forventningen, at alle landmænd var pligtige til at indberette husdyrholdet i oktober 2005. Dette blev dog ændret, således det først blev pligtigt i marts 2007. Evalueringen skal på dette punkt derfor ses i lyset af, at data i GHI i 2006 i høj grad er baseret på frivillighed og derfor ikke så anvendelige i tilsynsøjemed.

Miljøstyrelsen har modtaget godkendte skemaer fra 71 kommuner ud af landets 270 kommuner. I følgende tabel er oplyst antal tilsyn med produktionsomfang. Det er desuden angivet i hvor mange tilfælde oplysninger fra den fælles husdyrindberetning er anvendt ved tilsynet:

I undersøgelsen er der primært ført tilsyn med, om husdyrproduktionen overskrider produktionstilladelsen. Der er dog også oplyst, hvorvidt der, udover evt. afvigelser i produktionsniveauet, også er væsentlige ændringer mht. dyretype. Det er i den forbindelse oplyst følgende:

-      på 9 ejendomme er skiftet til en anden type svin end det fremgår af tilladelsen

-      på 4 ejendomme blev der produceret svin selvom tilladelsen er meddelt til kvæg

-      på 2 ejendomme var der kvæg i stedet for svin

-      der var 36 øvrige forhold, hvor produktionen ikke stemte overens med tilladelsen.

En evt. overproduktion angivet i DE vil i disse tilfælde også fremgå af de følgende figurer.

Den årlige produktion i forhold til produktionstilladelsen

Produktionsomfanget i forhold til produktionstilladelsen er opgjort på to måder. Der er dels en opgørelsen i overskridelsen angivet i antal DE og en opgørelse i % af produktionstilladelsen.

Figur 2.31 Opgørelsen vedrørende overskridelsen angivet i antal DE. Forskellen mellem den aktuelle produktion i antal DE og produktionstilladelsen er omregnet til antal DE ud fra den nuværende omregningsfaktor. Angivelsen tager udgangspunkt i beregningen: det aktuelle antal DE minus det tilladte antal DE.

Figur 2.32 Forskellen mellem den aktuelle produktion og produktionstilladelsen i antal DE i forhold til produktionstilladelsen omregnet til antal DE angivet i %. Angivelsen tager udgangspunkt i beregningen: (det aktuelle antal DE minus det tilladte antal DE) * 100 % divideret med det tilladte antal DE.

Sammenlignes denne undersøgelse med undersøgelsen fra 2004, er der sket en markant forbedring med hensyn til større overskridelser af produktionstilladelsen. I 2004 havde ca. 8 % af svinebrugene en overskridelse på mere end 10 DE. Dette tal er nu faldet til ca. 1 %. Der er dog stadig et uændret antal overskridelser, men disse er nu mindre, således at små overskridelser i intervallet 0-10 % eller 0-10 DE er øget lidt. Meget tyder derfor på, at både landmænd og kommuner accepterer små overskridelser i intervallet 0-10 % eller 0-10 DE i visse tilfælde. Det skal hertil bemærkes, at ifølge notat fra Skov- og Naturstyrelsen kan bagatelagtige overskridelser accepteres i enkelte år. Der må dog ikke være et produktionsniveau der hvert år overskrider produktionstilladelsen.

Håndhævelse af produktionsomfanget

Kommunerne har også oplyst i hvilket omfang, der har været en reaktion overfor forholdene. Det fremgår af følgende figur, hvor ofte og hvilke reaktioner der anvendes.

Figur 2.33 Håndhævelser af forhold vedrørende en større husdyrproduktion end produktionstilladelsen giver mulighed for.

Det ses, at der primært har været tale om henstillinger og indskærpelser, og at omfanget af håndhævelser tyder på, at bagatelgrænsen ligger et sted midt i intervallet 0-10 DE og 0-10 %. Dette svarer til niveauet i 2004. Det er derimod stadig ganske få sager, som medfører en politianmeldelse. Der er efterspurgt detaljer om disse sager, og der er kommet oplysninger fra én sag, hvor der har været en overskridelse på 52 DE, og hvor der måtte være 420 DE.

Erfaringer med den fælles husdyrindberetning

Den fælles husdyrindberetning er evalueret i følgende skema, hvor antal kommuner med den angivne opfattelse er vist:

Det ses af evalueringen, at de fleste kommuner stadig ikke har kendskab til systemet. En del kommuner angiver, at der har været en række praktiske problemer med at få adgang til systemet i 2006. Nogle har forgæves forsøgt at få brugernavn og password. En del kommuner nævner også, at de i stedet anvender CHR registret og er glade for det. Af de kommuner, som har fået adgang til systemet og derfor kender det, viser evalueringen, at langt de fleste mener, at det giver gode oplysninger. Der skal dog stadig arbejdes med brugervenligheden.

Som nævnt i indledningen afspejler en evaluering i 2006 ikke de muligheder, som systemet har givet siden 1/3 2007, hvor det har været pligtigt at indberette gennem GHI. De tvivlsomme erfaringer i 2006 er nok også sammen med arbejdspresset i forbindelse med kommunalreformen årsagen til, at kommunerne slet ikke har benyttet sig af mulighederne for at indtaste kommunale produktionstilladelser i den fælles husdyrindberetning ult. 2006, som vist i første tabel.

Fodnoter

^[3] Dette er ikke længere gældende. Som konsekvens af kommunalreformen den 1. januar 2007 er der ikke længere a-mærkede virksomheder, men s-mærkede, i-mærkede og øvrige listevirksomheder.

^[4] Se venligst rapportens afsnit 2.3.2 og 2.3.3 om definitioner af henholdsvis ”andre virksomheder” og ”andet”.

^[5] Disse landbrug er fra 2007 godkendelsespligtige efter kapitel 3 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.

^[6] EU-bestemmelse, der medfører at overtrædelse af visse miljøregler kan reducere tilskud fra EU.

| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |

Version 1.0 Juli 2008, © Miljøstyrelsen.