Co2-virkemidler på transportområdet - et
samarbejdsprojekt med Svendborg Kommune
6. Konklusion
Det kommunale mål kan nås
Det gennemførte forløb i Svendborg kommune har påvist at der findes virkemidler
på kommunalt niveau, som hvis de realiseres kan bidrage væsentligt til en opfyldelse af
den nationale målsætning for reduktion af CO2-udslip fra transportsektoren.
I forhold til det nuværende totale årlige CO2-udslip til transport i
Svendborg på 48.600 tons skal der spares ca. 5.000 tons, hvis målet om en stabilisering
af CO2-udslippet i år 2005 på niveauet fra 1988 skal nås.
Det vil være nødvendigt med en bred vifte af virkemidler, som både sigter på at
reducere behovet for transport og overflytte fra biltrafik til kollektiv trafik eller let
trafik. Det står ligeledes klart at både person- og vare/lastbiltrafikken skal
påvirkes, hvis målet skal nås.
Stor velvilje til at acceptere ændringer i transportvaner
Ved at inddrage de lokale interessenter i et debatforløb om CO2 og transport,
har det været muligt at belyse hvilke virkemidler, som kan accepteres af byens borgere og
trafikanter. Resultaterne tyder på at der en stor velvilje i befolkningen til at
acceptere ændringer i de daglige transportvaner, ligesom det også kan accepteres at
kommunen spiller en mere aktiv rolle i arbejdet med at reducere energiforbrug og CO2-udslip
fra transport.
Virkemidler hvor den enkeltes handlefrihed bevares kan generelt accepteres idet der er
stor opbakning til virkemidler, som baserer sig på "gulerodsmetoderne".
Uenighed om kørsels- og parkeringsafgifter
Uenighederne er først og fremmest synlige i diskussionerne om indførelse af
økonomiske virkemidler såsom Bompenge, Roadpricing og Parkeringsafgifter. Her er det
bekymringen for hvad især kørselsafgifter vil betyde for byens handelsliv, som vejer
tungt. En væsentlig pointe er at modstanden mod økonomiske virkemidler falder, hvis der
bliver tale om virkemidler, som indføres generelt i regionen og ikke isoleret i
Svendborg.
Cyklister skal forkæles
Der har vist sig bred opbakning bag tiltag, som fremmer cykelanvendelsen i den
daglige transport. En forstærket indsats for at forbedre infrastrukturen for cyklister,
skal på trods af store omkostninger prioirteres højt.
Gulerods-metoder er ikke tilstrækkeligt
De kommunale virkemidler, som medvirker til at skabe rammerne for at trafikanterne ad
frivillighedens vej ændrer deres transportmønster er ikke alene tilstrækkeligt til at
nå målsætningerne. En realisering af virkemidlerne: Forbedret infrastruktur for
cyklister, distancearbejde, organisering af samkørsel, delebiler, lavere takster og bedre
service i bybustrafikken og udarbejdelse af transportplaner for virksomheder vil tilsammen
medføre en besparelse på knap 3.000 tons, hvilket kun svarer til 60% af målet på 5.000
tons.
Dette indikerer at der også vil være behov for at tage virkemidler i anvendelse, som
søger at påvirke trafikanternes adfærd gennem eksempelvis økonomiske virkemidler i
form af afgifter på parkering og kørsel.
Processen
Det afprøvede koncept, med nedsættelse af et lokalt debatforum, hvor CO2-problematikken
er blevet diskuteret har tilsyneladende virket. Det har vist sig at næsten alle deltagere
i større eller mindre omfang ændrer holdning til virkemidlerne i løbet af debatten.
Selvom deltagerne har været udvalgt via deres tilhørsforhold til enten det politiske
system eller interesseorganisationer, er det væsentligt at de forholder sig til CO2-problematikken
og virkemidlerne som enkeltpersoner og ikke møder frem med et bundet mandat fra deres
bagland.
Forløbet i Svendborg har vist, at interessen og entusiasmen blandt deltagerne i
debatforummet har været stor. Opgaven har været taget alvorligt, hvilket bl.a kom til
udtryk i en opfordring til kommunen om at bruge resultaterne i det videre
planlægningsarbejde, eksempelvis i forbindelse med revision af kommuneplanen.
Umiddelbart vil det afprøvede koncept kunne anvendes også i andre kommuner når
trafik- og miljødiskussionerne er på dagsordenen.
Det er vigtigt at denne type debatfora ikke kun bliver en teoretisk øvelse, men at
kommunen indarbejder resultaterne i det videre planlægningsarbejde indenfor trafik og
miljø.