Forurening og formering af mitter i Egeløkke Lung

4. Diskussion

4.1 Faunasammensætning
4.1.1 Udklækning af mitter i mosen
4.1.2 Mittearter påvist på kvæg og i lysfælde
4.2 Mitternes populationsdynamik
4.2.1 Larvetæthed, larvevækst og flyveaktivitet
4.2.2 Flyveaktivitet og vejrforhold
4.2.3 Dominantarternes sæsondynamik
4.3 Simuleringsmodellens muligheder

4.1 Faunasammensætning

C. nubeculosus var dominerende art i 1973-74

I 1973-74 var bestanden af mittelarver i Egeløkke Lung meget stærkt domineret af C. nubeculosus; larver af C. odibilis, C. circumscriptus og C. cubitalis var også talrige (Nielsen & Christensen, 1975). Denne faunasammensætning er karakteristisk for vanddækkede, sumpede områder med sparsom vegetation og større strækninger med bare mudderflader; ved organisk forurening af sådanne levesteder bliver C. nubeculosus dominerende med C. odibilis og C. circumscriptus som karakteristiske ledsagearter (Edwards, 1939; Downes, 1950; Kettle & Lawson, 1952; Nielsen & Christensen, 1975; Nielsen et al., 1986). C. cubitalis synes at foretrække ikke-vanddækkede sumpede levesteder med noget tættere vegetationsdække (Kettle & Lawson, 1952). I 1973-74 var Egeløkke Lung netop karakteriseret ved forekomst af store, vanddækkede, vegetationsløse mudderflader og massiv organisk forurening, hvilket tydeligt afspejledes i mittefaunaens sammensætning.

Ændret artssammensætning i 1996

I klækkefældefangsterne 1996 dominerede C. riethi, C. pictipennis, C. duddingstoni, C. cubitalis, C. odibilis og C. punctatus i nævnte rækkefølge (Tabel 3.2). Ligesom C. nubeculosus er C. riethi tilpasset til at gennemføre larveudviklingen på organisk forurenede levesteder, mens C. punctatus i nogen grad tolererer sådanne levevilkår (Brodskaya, 1994). C. odibilis er som nævnt karakteristisk for organisk forurenet mudder, mens C. pictipennis, C. cubitalis og C. punctatus primært er knyttet til ikke vanddækkede, sumpede områder med vegetationsdække (Kettle & Lawson, 1952). C. duddingstoni synes at forekomme lignende steder og er f.eks. sammen med C. punctatus karakterart for områder bevokset med tagrør (Phragmites) (Campbell & Pelham-Clinton, 1960; Kremer, 1965).

Artssammensætningen af mittefaunaen klækket fra mosens sediment er domineret af arter med taxonomisk placering i undergruppen odibilis s. str. (C. odibilis, C. pictipennis, C. maritimus, C. submaritimus, C. duddingstoni), undergruppen pulicaris s.str. (C. punctatus) og undergruppen salinarius s.str. (C. circumscriptus). Det er bemærkelsesværdigt, at arter som C. maritimus og C. submaritimus optræder på denne lokalitet, hvor sidstnævnte endog er en af dominantarterne. Disse arters larver angives ofte at forekomme på saltvandspåvirkede levesteder, f.eks. i brakvandsområder. Det samme gælder for C. circumscriptus. Dette kunne indicere, at tilledning af spildevand fra mejeriet har skabt et opformeringsmiljø, der på en eller anden måde minder om f.eks. strandenge og derfor favoriserer salttolerante arter.

Tilgroning af mosen giver anden artsfordeling

Til trods for de metodiske forskelle mellem de to undersøgelser i Egeløkke Lung viser en sammenligning af larvematerialet fra 1973-74 og klækkefældefangsterne fra 1996, at mosen gennem alle årene har været udklækningssted for en mittefauna, der rummer flere arter som i det mindste er tolerante over for organisk forurening. I løbet af de godt 20 år, der er forløbet siden den første undersøgelse, er arter med larver knyttet til vegetationsløse mudderflader gået markant tilbage i antal (først og fremmest C. nubeculosus), mens arter, der foretrækker levesteder med tættere vegetationsdække (især C. punctatus) er gået frem. Dette afspejler tydeligt den tilgroning (især med tagrør), der i årenes løb er sket i Egeløkke Lung og viser, at mittefaunaen har ændret sig i takt med plantesuccessionen og mange ynglesteders gradvise udtørring. Den markante tilbagegang af C. nubeculosus, der oftest yngler i mudder beriget med kreaturgødning o.lign., kan muligvis også afspejle, at tilledningen af urenset spildevand - først og fremmest mejerispildevand – er ophørt, dvs. en direkte effekt af ændret forureningstilstand.

Mosens mittefauna for 25 år siden

l 1973-74 blev mittefaunaen på kvæg på græsningsarealerne ved Egeløkke Lung undersøgt (Nielsen & Christensen, 1975). I maj blev kvæget angrebet af C. punctatus, C. vexans og C. obsoletus og i juni af C. nubeculosus, C. obsoletus, C. vexans, C. punctatus, C. stigma, C. chiopterus og C. subfascipennis. Fra begyndelsen af juni og sommeren igennem var C. nubeculosus klart dominerende art på kvæg; sidst på sommeren og først på efteråret aftog aktiviteten af denne art, mens C. punctatus blev dominerende. Op gennem 1970'erne var C. nubeculosus stadig områdets dominantart, hvilket understreger, at mosen i denne periode har været et ideelt udklækningsområde for arten (se 4.1.1).

Den aktuelle minefauna

Den aktuelle fauna af voksne mitter omkring Egeløkke Lung er artsrig, idet 28 arter er påvist i lysfældefangsterne, men kun nogle få arter er dominerende, nemlig C. punctatus, C. duddingstoni og C. obsoletus (Tabel 3.1). Den meget kraftige dominans af C. punctatus i fældefangsten (>61%) understreger de miIjømæssige ændringer, der i årenes løb er sket i mosen og deres effekt på udbuddet af udklækningssteder for mittearter (se 4.1.1). De tre arter, der i meget stort antal (>13.800 individer) er blevet tiltrukket af – og indfanget i – fælden, vil også udgøre hovedparten af den mittefauna, der for tiden vil opsøge græssende kreaturer i området for at suge blod. C. punctatus og C. obsoletus er tidligere påvist som dominerende blodsugende mittearter på kvæg i Danmark (Nielsen, 1971; Nielsen et al., 1987), men også C. duddingstoni angriber kvæg på danske græsningsarealer (Jespersen, 1981). Mittearter som C. chiopterus, C. scoticus og C. nubeculosus, der i vekslende antal er registreret i lysfælden (Tabel 3.1) er ligeledes kendt for at angribe græssende kvæg i Danmark (Nielsen, 1971; Nielsen & Christensen, 1975; Nielsen et al., 1987). Det samme gælder arterne C. riethi, C stigma og C. pulicaris (Nielsen, 1971), der i undersøgelsen kun er påvist i klækkefælderne. At arterne ikke er registreret i lysfælden kan sikkert tilskrives, at afstanden mellem udklækningsstedet (mosen) og sidstnævnte fælde har været for stor i relation til de nævnte arters spredningsevne. Formodentlig vil disse arter dog uden problemer kunne angribe kreaturer på de græsningsarealer, der grænser op til mosen.

4.2.1 Larvetæthed, larvevækst og flyveaktivitet

Larvefordeling og årstidsmæssige vandringer

Den betydelige spredning i antallet af mittelarver på og mellem stationerne viser, at larvetætheden i Egeløkke Lung – som forventet – varierer rumligt. Larvernes fordelingsmønster påvirkes af mange faktorer, f.eks. af den rumlige variation i substratets fysiske struktur, vandindholdet og plantedækkets tæthed, men også af mittearternes specifikke substratpræferens. Utvivlsomt migrerer de meget mobile mittelarver også i årets løb og skifter opholdssted, f.eks. som funktion af svingninger i iltspænding og/eller temperaturændringer i sedimentet. Sådanne årstidsmæssige vandringer bestemt af miljøændringer er bl.a. observeret hos larver af C. variipennis i spildevandsbelastede damme i USA (Barnard & Jones, 1980).

Trods den rumlige variation i larvefordelingen gør det store antal prøver udtaget af sedimentet per prøvetagning det muligt at foretage en tilfredsstillende estimering af den gennemsnitlige larvetæthed i mosen på forskellige tidspunkter af året. Der er god overensstemmelse mellem de registrerede maksima i larvetæthed i sæsonens løb (Fig. 3.3 og 3.4), sæsonvariationen i larvevæksten (Fig. 3.5) og forekomst af aktivitetstoppe i mitternes flyvekurver (Fig. 3.6). Tidligt på sæsonen, hvor der påvises høj larvetæthed med påfølgende fald, efterfølges dette af en aktivitetstop af flyvende mitter. Efter et stykke tids forløb aftager flyveaktiviteten, hvorpå der registreres en stigning i larvetætheden. På lignende vis alternerer de følgende toppe i flyveaktiviteten med maksima i larvetæthed. Denne vekselvirkning afspejler larvevækst, forpupning, klækning af voksne mitter, hunnernes reproduktionscyklus, æglægning og klækning af nye larvegenerationer.

Vindhastighed på 2-4 m/sek hæmmer flyvning

De meget stabile vejrforhold i størstedelen af mitternes flyveperiode bidrager til, at de reelle aktivitetsmaksima fremtræder så markant. Der kan påvises en perfekt sammenhæng mellem mitternes flyveaktivitet og vindpåvirkningen (Fig. 3.1, 3.2 og 3.6). Således vil flyveaktiviteten i stigende grad blive reduceret ved vindhastigheder fra 2 m/sek. til 4 m/sek. Ved højere vindhastigheder ophører flyveaktiviteten fuldstændigt. Efter perioder med kraftig vind vil der optræde massive aktivitetstoppe, når vinden atter løjer af.

Dominantarterne omfatter dels arter, der har flere generationer fordelt over hele aktivitetsperioden fra primo maj til ultimo november (C. punctatus og C. obsoletus, Fig. 3.7.-3.9, App. 18-20), dels arter, der optræder koncentreret i den midterste – og varmeste – del af sommeren. Det gælder C. duddingstoni, antagelig med et par generationer i juli-august (App. 12-14) og C. submaritimus med en enkelt generation i juli måned (App. 15-17). C. pictipennis har formodentlig et par generationer i juni - primo august.

Temperaturdata fra lokaliteten indarbejdes

Vi forventer, at simuleringsmodellen (jævnfør 3.6) – med visse forbedringer – vil være i stand til at forudsige, hvornår der er potentiale for betydelige flyvninger af mitter. Først og fremmest skal der benyttes temperaturdata fra selve lokaliteten. Sådanne temperaturmålinger kan give en vurdering af populationens studiesammensætning på et givet tidspunkt. Disse temperaturmålinger skal kombineres med den viden, der kan hentes i Meteorologisk Instituts syvdøgnsprognose for vejret. Herved kan der gives et estimat af forekomsten af flyvende hunner ca. en uge frem i tiden.

Enheden for de simulerede værdier i fig. 3.10 er voksne mitter per m², (divideret med 10 for at bringe dem i samme størrelsesorden som lysfældefangsterne). Værdierne giver et estimat af, hvor mange voksne mitter, der klækker per m² mose. Dette kan benyttes til at vurdere, hvor stor en del af den aktuelle population, der registreres i lysfælden i forhold til dennes placering. Antallet af flyvende mitter aftager med afstanden fra udklækningsstedet. I den aktuelle undersøgelse, hvor lysfælden er placeret ca. 45 meter fra mosen, registreres således ca. 5% af de voksne individer. Det betyder, at kreaturer på græsningsarealer lige omkring mosen udsættes for en væsentlig højere mittebelastning, idet de befinder sig tættere på udklækningsområdet. Derfor vil det i evt. fremtidige undersøgelser være relevant at foretage lysfældefangster i forskellige afstande fra mosen.

Øget viden om udviklingstider ønskelig

Af forbedringer, der vil øge modellens pålidelighed, er naturligvis præcise oplysninger (inputparametre) om udviklingstider for de vigtigste af områdets arter, der forekommer i mosen. Hvis modellen skal blive i stand til at give en vurdering af forekomsttoppenes relative højde, er det helt nødvendigt at skaffe viden om sammenhængen mellem lys, temperatur og diapauseprocenter. Hvis modellen bliver i stand til at estimere, hvor stor en del af æggene fra en generation, der går i diapause, kan den med ca. 1 måneds varsel beregne, hvor stor den kommende aktivitetstop bliver i forhold til den foreliggende. Det vil også være muligt at fremsætte en kvalificeret forhåndsvurdering efter første generation – om der vil blive tale om et »mitteår« eller ej. Dette skyldes, at det er afgørende om 0 eller 50% af æggene fra første flyvning går i diapause. Går ingen af æggene i diapause, bliver 2. flyvning ca. dobbelt så stor, som hvis 50% går i diapause, hvilket naturligvis også har betydning for de efterfølgende flyvningers størrelse (Fig. 3.11).