Renere Teknologi i Elektronikbranchen

2. Elektronik – branchen, miljøpåvirkninger og regulering

2.1 Elektronikbranchen
2.2 Elektroniske produkters livscyklus
2.3 Miljøregulering
2.4 Delkonklusion

Formålet med dette kapitel er at fremhæve elektronikbranchens karakteristika, elektronikprodukters miljøbelastning i hele livscyklusforløbet og miljøreguleringen af branchen. Dette sker med henblik på at sætte renere teknologi projekterne i perspektiv, hvilket vil ligge til grund for vurderingen af projekterne i efterfølgende kapitel.

2.1 Elektronikbranchen

Den danske elektronikbranche er kendetegnet ved en vertikal struktur imellem virksomhederne, dvs. at produktdifferentieringen i branchen er stor, og den direkte konkurrence imellem de danske virksomheder er derfor mindre, end det forekommer i andre brancher (Elektronikindustrien, 1997).

International konkurrence

Derimod er der tale om en meget hård international konkurrence fra primært USA, Japan, Tyskland og Frankrig. Danske producenter konkurrerer på specialprodukter, og der satses i høj grad på produktudviklingen. Udviklingsaktiviteterne vejer således tungt, hvilket også viser sig ved, at elektronikindustrien står for 4% af den danske industriproduktion og 8 % af den danske industrieksport, men den afholder mere end 30 % af den samlede danske industris udgifter til forskning og udvikling (Miljøstyrelsen, 1996).

Branchen i vækst

Trods denne konkurrence fra udlandet har den danske elektronikbranche generelt været i vækst de seneste år, hvor den største vækst er forekommet i de største virksomheder. Den samlede elektronikindustri havde i 1998 en omsætning på over 30 mia. kr. og ca. 29.000 ansatte fordelt på ca. 250 virksomheder (Elektronikindustrien, 1999). De væsentligste eksportmarkeder er Tyskland og Sverige. Elektronikbranchen inddeles normalt i tre "delbrancher" i forhold til produkttype, som hhv. kendetegner forbrugerelektronik, professionel elektronik og komponenter, jf. figur 1 på næste side.

Forbrugerelektronik

Forbrugerelektronik omfatter bl.a. radio- og TV-modtagere, båndoptagere, cd-afspillere, høreapparater og batterier. Forbrugerelektronikken er den branchen i Danmark, hvor overskudsgraden er størst, hvilket betyder at indtjeningen er højest pr. omsat kr. (Elektronikindustrien, 1997).

Professionel elektronik

Professionel elektronik omfatter blandt andet telefonanlæg og computere i henhold til opgørelsen fra 1993 (jf. figur 1). Computere bliver benyttet i et sådant omfang, at der er en væsentlig import, der langt overstiger produktionen i den danske elektronikbranche. Indenfor dette område er der sket en rivende udvikling indenfor de sidste 40 år. Udviklingen er gået fra centrale systemer ejet af f.eks. statslige datacentre i 1960´erne til decentrale systemer i form af introduktion af den danske PC´er i 1980´erne og endnu et spring til systemer i netværk i 1990´ernes informationsteknologi.

Typiske produkter indenfor de tre "delbrancher" (Klamer, & Aaen, 1993).

Komponenter

Elektronikkomponenter inddeles normalt i aktive komponenter - primært halvledere, passive komponenter omfattende kondensatorer, modstande og andre magnetiske og keramiske komponenter, elektromekaniske komponenter bl.a. omfattende trykte kredsløb, relæer og transformatorer samt optiske komponenter som lyskilder og detektorer.

Størstedelen af de aktive, passive og optiske komponenter, som anvendes i den danske elektronikindustri og elektronikindustrien i resten af Europa, fremstilles af et begrænset antal store amerikanske, fjernøstlige (japanske) og europæiske producenter. (Erhvervsministeriet, 1995). En del af de elektromekaniske produkter som transformatorer, trykte kredsløb, relæer og afbrydere, der bruges i den danske elektronikindustri, produceres i Danmark.

Udover de tre delbrancher findes der også en national produktion af mekaniske komponenter, der indgår i de elektroniske produkter, som f.eks. kabinetter, beslag og finmekanik. Der er desuden et væsentlig brug af kabler i elektronikindustrien, der både stammer fra danske og udenlandske kabelproducenter. Kablerne omfatter primært lyslederkabler og kobberkabler.

Elektronikindustrien er ikke organiseret i én enkelt brancheorganisation, men er i stedet tilknyttet tre organisationer. Elektronikindustrien (EI) er en forening for lidt over 100 elektronikproducenter. Disse virksomheder har en samlet omsætning, som udgør ca. 90% af den samlede omsætning fra elektronikvirksomheder i Danmark. IT-Brancheforeningen Kontor og Data har lidt over 100 virksomheder som medlemmer. Desuden har Brancheorganisationen ForbrugerElektronik (BFE) ca. 60 medlemmer, som hovedsageligt er importører og producenter af forbrugerelektronik. Brancheorganisationen Elektronikindustrien har været med i flere projekter, der sigtede imod at fremme miljøindsatsen i elektronikbranchen.

EI

Elektronikindustrien har bl.a. i samarbejde med virksomhederne udarbejdet vejledende retningslinier for opstilling af et grønt regnskab, som er en oversigt over forbrug og emissioner fra produktionen i printvirksomheder. Virksomheder, der fremstiller print og transformatorer, er godkendelsespligtige, samt omfattet af lov om grønne regnskaber, der trådte i kraft i 1995. I "modelregnskaber" angives hvilke oplysninger, der skal medtages, og hvorledes mængder og miljøindikatorer kan udregnes.

Miljøhåndbog

Elektronikindustrien har desuden fået bevilliget 2,4 millioner kroner af Erhvervsfremme Styrelsen og Miljøstyrelsen til at udarbejde en miljøledelseshåndbog til hele industrien. Håndbogen er udformet med henblik på brugervenlighed, og skal derfor være mere lettilgængelig end formelle standarder for miljøledelse. Håndbogen udkom i april 1999 og er udarbejdet af konsulenter fra Elektronikindustrien, Dansk Toksikologisk Center og konsulentfirmaet GN-Teknik. Håndbogen omfatter, hvorfor og hvordan virksomhederne kan indføre miljøledelse, og giver desuden en kort introduktion til livscyklusvurdering og miljømærkningsordninger (Elektronikindustrien, 1999).

2.2 Elektroniske produkters livscyklus

Overordnet kan et produkts livscyklus inddeles i faserne råvareudvinding,

produktion, distribution/transport, brug og bortskaffelse. I hver livcyklusfase vil produktet have en given miljøbelastning. Det generelle indtryk er, at de væsentligste miljøpåvirkninger fra elektronikprodukter stammer fra brugs- og bortskaffelsesfasen.

Komplekse produkter

Da elektronikprodukter er meget komplekst sammensatte, kan det være en omfattende opgave at få opgjort miljøbelastning fra alle væsentlige processer. Det er ikke desto mindre en væsentlige opgave, da der er miljøproblemer forbundet med både produktion, distribution, brug og bortskaffelse af elektronikprodukter, og det er vigtigt at få vurderet omfanget af disse problematikker. I det efterfølgende vil vi give et indblik i de problematikker, der generelt kan være forbundet med elektronikprodukter startende fra produktionen til og med bortskaffelsen.

Materialeanvendelse og produktion af elektronikprodukter

Materialeanvendelse

Et typisk elektronikprodukt indeholder mange forskellige grundstoffer, repræsenteret i forskellige materialer. Der anvendes organiske materialer, f.eks. forskellige plasttyper, træ, papir og pap samt glas og forskellige keramiske materialer. Derudover indgår en lang række metaller. Specielt forekommer metaller som kobber, aluminium, stål, tin, bly, zink og en række ædelmetaller i langt de fleste elektronikprodukter. Kobber, sølv, tin og bly er metaller med en forholdsvis kort forsyningshorisont. Eksempelvis vil der med det nuværende forbrug kun være blyressourcer til omtrent 25 år. På metalværker kan hovedparten af metallerne dog genvindes med et vist tab.

Derudover benyttes plast til bl.a. beholdere, rør, kabinetter og emballage. Der benyttes forskellige plasttyper i elektronikbranchen, og derved er miljøpåvirkningen også forskelligartet. De mere problematiske plasttyper indeholder eller er beklædt med flammehæmmere. Bromerede flammehæmmere kan bl.a. udvikle dioxiner ved forbrænding. Der benyttes også i høj grad PVC, der i sig selv er flammehæmmende på grund af indholdet af klor, som miljømæssigt er problematisk. Eksempelvis dannes der ved forbrænding HCl, som udover sin giftighed ved forbrænding kan medvirke til korrosion af forbrændingsanlægget. Ved deponi er PVC klassificeret som miljøfarligt affald.

Endvidere anvendes "elektrokemi" i form af batterier i stadig stigende omfang i elektronikprodukter. Batterier anvendes i både forbruger- og professionel elektronik som f.eks. computere, teleudstyr og måleinstrumenter, for i højere grad at gøre produkterne transportable. Det frarådes, at forbrænde eller bortskaffe batterier med indhold af nikkel og cadmium, og det er derfor væsentligt at batterierne kan frasorteres og sendes til et specielt genvindingsanlæg (Danfoss A/S et al, 1996).

Ud over den omfattende mængde af forskellige stoffer og materialer, som indgår i elektronikprodukterne, anvendes der i produktionen en række hjælpestoffer af varierende miljøfarlighed.

Produktion

Produktion af elektronikprodukter indebærer ikke alene produktion af delkomponenter men også monteringen af disse. Da produkterne er komplekse og forskelligartede, er det svært at give en generel beskrivelse af processerne ved produktion af elektronikprodukter. I stedet gives et eksempel, der beskrivelser miljø problematikken ved komponentmonterede printkort, som udgør de centrale funktionsenheder i langt de fleste elektronikprodukter.

Printproduktion

Printplader kan inddeles i tre forskellige typer: enkeltlagsprint, hvor der er lederbaner på pladens ene side, dobbeltlagsprint, hvor der er lederplader på begge sider, og multilagsprint, hvor der kan være et varierende antal lag indeholdende lederbaner, der forbindes med huller, der går gennem lagene (Dansk Teknologisk Institut, 1993).

Printkortet består af glasfiberarmeret epoxy med trykte kobberkredsløb, som forbinder de monterede komponenter. Pladematerialet indeholder brom, som giver den brandhæmmende effekt. Ved fremstilling af det trykte kredsløb sker en klipning af pladen i passende størrelse, boring af huller til montering af komponenter, rensning og plettering i huller for at sikre ledning gennem lagene. Efterfølgende foretages en fotografisk overføring af ledebanemønsteret. Ledebanerne forstærkes ofte med yderligere kobber, hvorefter overskydende kobber bortætses. Processerne dækker et bredt område inden for kemiske, galvaniske, fotografiske og serigrafiske processer.

Tidligere har printfremstilling været forbundet med væsentlige miljøpåvirkninger i form af udledning af opløsningsmidler herunder CFC og triklor, samt tungmetaller og ætsebade med spildevandet. En aktiv indsats med udviklingen og indførelsen af renere teknologi fra slutningen af 80´erne har betydet, at udledningen af tungmetaller (kobber, bly og tin) i forbindelse med printfremstilling typisk er reduceret til under 10% af det tidligere niveau. Derudover er opløsningsmidler som CFC og triklorethylen trukket helt ud af produktionen (Miljøstyrelsen, 1998)

Komponentmontage

På det trykte kredsløb monteres de elektroniske og elektrokemiske komponenter, elektromekaniske og mekaniske enheder. Der er principielt to forskellige monteringsformer. Den ene monteringsform er montering af "leadkomponenter" som alle har "ben" dvs. tilledninger, som stikkes gennem huller i printpladen og fastgøres ved lodning. Den anden monteringsform kaldes SMT (Surface Mounting Technology). Komponenterne er små med nærmest flade ben som overflademonteres. Komponenterne monteres med "loddepasta" direkte på loddepunkterne med efterfølgende opvarmning.

Gennem en længere årrække har der været eksperimenteret med ledende lime som et alternativ til loddepasta ved SMT. Elektrisk ledende lim påføres og hærdes som almindelig lim. Limen har umiddelbart en række tekniske fordele frem for lodning, så som færre procestrin, reduceret materialeforbrug samt undgåelsen af en række miljø- og arbejdsmiljøproblematiske stoffer i produktionen. Lodning er farlig ved indånding, og ved brug er der derfor påkrævet en udsugning for at beskytte de ansatte. Ved at undgå lodning fjernes endvidere tungmetaller fra elektronikprodukterne, primært bly, hvilket har betydning for bortskaffelsen af produkterne.

Ledende lime er imidlertid også problematisk, idet limen ofte er epoxybaseret og dermed potentielt problematisk i forhold til arbejdsmiljøet, da de er allergifremkaldende ved berøring, ligesom limenes indhold af sølv udgør en risiko for det ydre miljø. Set over livscyklus vurderes ledende lime dog som et godt alternativ til lodning – både hvad angår arbejdsmiljøet og ydre miljø (SAFT, 1995). Brugen af ledende lime er i dag ikke videre udbredt i den danske elektronikindustri (Nielsen, 1999).

Distribution/transport

Anskues et elektronikprodukt ud fra et livscyklusperspektiv, fra udvinding af råvarer til bortskaffelse indeholder produktet en stor del "transportkilometer". Fra udvinding af råvarerne, som er spredt ud over hele jorden, og til det færdige produkt står på butikshylderne har materialerne gennemgået en række produktions og handelsled, som ligeledes kan være lokaliseret over alt på jorden.

Transport – en lille størrelse med stor sum

Livscyklusvurderinger fra 1995 af to forskellige elektronikprodukter – en mobiltelefon og en frekvensomformer – peger imidlertid på, at transporten har den mindste andel af produkternes samlede miljøbelastning. Det bør imidlertid ikke forhindre en miljøindsats rettet mod transporterhvervet, som samlet set medfører en betydelig miljøbelastning.

Brug

Brug af elektronikprodukter er netop kendetegnet ved forbrug af el – enten forsynet fra elnettet eller fra batterier. En del af produkterne inden for forbruger-elektronik er desuden forbundet med et ikke uvæsentligt standby-forbrug.

Fremstillingen af el er ofte baseret på forbrænding af fossile brændsler, hvilket resulterer i udledning af bl.a. CO₂, som bidrager til drivhuseffekten.

Brugsfasen – et væsentligt miljøforhold

Livscyklusvurdering af førnævnte frekvensomformer og mobiltelefon viste, at energiforbruget i brugsfasen for de to produkter udgør en stor del af det samlede energiforbrug i livscyklus (for frekvensomformerens vedkommende mere end 95%). Opgjort som miljøbelastning udgør brugsfasen ligeledes en stor andel af den samlede miljøbelastning fra produkternes livscyklus (miljøbelastning fra energifremstilling).

Udover energiforbruget kan der også være en sundhedsfare i brugsfasen som følge af bromerede flammehæmmere, der ofte indgår i elektronikprodukternes plastdele. En svensk undersøgelse har vist, at elektroniske apparater afgasser flammehæmmende stoffer til luften, og at de mennesker, der arbejder i miljøer med mange elektriske apparater som computere, optager de kemiske stoffer i blodet (Jørgensen, 1997).

En anden problematik er, at specielt IT udstyr udvikler sig i et tempo, hvor produkterne kommercielt og teknologisk forældes og kasseres, før de slides op. For langt de fleste industriprodukters vedkommende opfattes en lang levetid som en kvalitet. Hvor det for disse produkter også er en miljømæssig fordel, at produkterne er robuste og holdbare, så er en lang levetid for en række IT-produkter nærmest unødvendig.

Bortskaffelse

Der findes ingen opgørelser over den faktuelle mængde skrot fra elektriske og elektroniske produkter i Danmark. Rendan A/S har imidlertid estimeret mængden til 110.000 tons i 1993 stigende til 130.000 tons i 1999 svarende til hhv. ca. 22 og 25 kg. pr. indbygger (Rambøll, 1993). Indsamling af el- og elektronikskrot i flere kommuner peger imidlertid på, at det reelle tal sandsynligvis er en smule lavere. Oven i disse kommer køleskabe, som i dag indsamles og i mængde udgør yderligere 15.000 tons.

Af de 100 - 130.000 tons skrot anslås mængden af elektronikskrot til ca. 30.000 tons årligt. Mængden af elektronikskrot forventes at stige i de kommende år, hvilket ses af, at salget af elektronikprodukter er stigende i Danmark og har været det praktisk taget siden 70´erne (Grau, 1998).

Elektriske og elektroniske produkter bortskaffes i Danmark hovedsagelig sammen med dagrenovationen ved forbrænding eller deponering. Det er

Kommunerne, som har ansvaret for affaldet, og kun de færreste indsamler og behandler affaldet separat. Det anslås, at omkring halvdelen af den mængde bly og kobber, som deponeres på lossepladser, og som findes i slagger fra affaldsforbrænding, stammer fra elektriske og elektroniske produkter (Grau, 1998). Elektronik indgår af den grund som en EU-prioriteret affaldsstrøm.

Genindvinding vanskelig

Mængden af forskellige materialer og metaller i elektronikprodukter er stor. Elektronikprodukter er typisk ikke designet med henblik på let at kunne adskilles og sorteres i forskellige materialefraktioner, når produktet er udtjent. Det vanskeliggør genvinding af materialerne (Zachariassen, 1995).

Endvidere består elektronikprodukter typisk af en omfattende mængde forskellige stoffer og metaller, som yderligere vanskeliggør en fraktionering. På de eksisterende affaldsbehandlingsvirksomheder sker en stor del af neddelingen manuelt.

Sammensætningen af materialer svinger meget fra produkt til produkt, men i metalfraktionen er 6 metaller som regel dominerende. Metallerne jern, nikkel, kobber, zink, tin og bly udgjorde i det tre analyserede elektronikprodukter mere end 95% af den samlede mængde metaller. Epoxy anvendes endvidere i elektronikprodukter, bl.a. i de glasfiberarmerede printplader. Epoxy anses normalt ikke for at kunne anvendes (Zachariassen,1995).

2.3 Miljøregulering

I dette afsnit vil vi først redegøre for en række initiativer i forbindelse med miljøreguleringen, der har fremmet miljøindsatsen indenfor elektronikbranchen i Danmark. Der gives en beskrivelse af indsatsen overfor CFC, virksomhedernes godkendelsespligt, afgifter på elektronikprodukter, mere informative virkemidler som indkøbsvejleder og miljømærker samt en nyligt vedtagen bekendtgørelse om elektronikskrot.

Indsatsen overfor CFC

I den danske elektronikindustri har freon, CFC-113 i vidt omfang været anvendt til rensning af print i forbindelse med lodning. Anvendelsen af freon til rensning af elektronik blev forbudt i Danmark fra 1. januar 1994.

Godkendelsespligt

I elektronikindustrien er det kun virksomheder som fremstiller transformatorer eller trykte kredsløb (print), som er godkendelsespligtige (pkt. A8 på listen over godkendelsespligtige aktiviteter). Det skyldes hovedsagelig den tidligere brug af organiske opløsningsmidler og virksomhedernes udledningen af tungmetaller (fortrinsvis kobber, bly og tin). Den resterende del af branchen betragtes som anmeldepligtige.

Afgifter

En af de eneste former for økonomisk regulering af markedet er et gebyr på NiCd-batterier, som har til formål at gøre batterierne mindre konkurrencedygtige i forhold til de øvrige batterier på markedet. Desuden er afgiften på glødelamper og elektriske sikringer stadig i kraft, og der er lagt gebyr på blyakkumulatorer.

Indkøbsvejledninger

Miljøstyrelsen har i samarbejde med en række aktører udarbejdet miljøvejledninger til professionelle købere, som f.eks. offentlige eller private virksomheder. Vejledningerne har ikke alene til formål at få køberne til at tage hensyn til miljøet ved indkøb – men også at indkøberen påvirker sine leverandører ved at stille de "rigtige" spørgsmål. Miljøstyrelsen og Energistyrelsen har udarbejdet miljøvejledninger til indkøb af kopimaskiner, computere, printere, telefaxmaskiner og andre kontorartikler. Der tages udgangspunkt i materialeforbrug, energiforbrug, miljøbelastninger - globalt, regionalt og lokalt samt sundhedsmæssige belastninger.

Miljømærker

Miljømærker er en måde at synliggøre produktets miljøvenlighed overfor forbrugeren. Computere, kopimaskiner, printere og telefaxmaskiner kan i dag opnå det nordiske miljømærke Svanen. I fremtiden vil også telefoner, radioer og fjernsyn kunne svanemærkes. Derudover forberedes retningslinier for mærkning af computere med EU’s miljømærke blomsten. Miljømærker som f.eks. EU-blomsten og den Nordiske svane, der er de officielle i Danmark, er baseret på livscyklusvurderinger. Derudover findes der energimærker som fx det amerikanske Energy Star, som findes på en række computerskærme i Danmark. For en separat skærm betyder det, at energiforbruget ikke må overstige 8 watt.

Tilbagetagningsordninger

Udover disse tiltag har det tidligere været debatteret i Danmark, hvorvidt producenterne af elektriske og elektroniske produkter skal pålægges et produktansvar i form af en pligt til tilbagetagning og miljømæssig forsvarlig behandling af udtjente produkter.

Et sådant produktansvar vil være vanskeligt for producenterne at administrere i praksis, ikke mindst fordi der hos forbrugerne står mange gamle apparater, og det kan være svært at finde den ansvarlige producent / importør, da branchen kontinuerligt ændrer sig. Den danske elektronikindustri eksporterer omkring 90% af deres produktion, og omvendt er 90% af de elektronikprodukter, som sælges på det danske marked, importerede.

På trods af praktiske problemer med et sådant produktansvar diskuteres det forsat i hovedsagelig Tyskland, Holland, Østrig og Schweiz. Som eksempel indførte Tyskland allerede i 1991 tvungen tilbagebetaling af emballage, og der er i øjeblikket frivillige aftaler med elektronikindustrien om tilbagebetaling og genanvendelse af visse produkter, bl.a. dataskærme.

Hovedsigtet med at pålægge producenterne at tilbagetage og bortskaffe/genanvende de udtjente produkter vil være at skabe et incitament til i højere grad at designe produkterne med henblik på genanvendelse – "design for disassemble" eller "design for recycling". I Danmark eksisterer der i dag indsamlingsordninger for køleskabe, blyakkumulatorer og NiCd-batterier.

Behandling af skrot

Der findes nogle få virksomheder, som beskæftiger sig med behandling af skrottede elektriske og elektroniske produkter, heriblandt Elektro-miljø i Vejle, Genbrugsfabrikken i Århus og Dansk Computer Recycling i Roskilde.

Elektro Miljø i Vejle har indledt et samarbejde med virksomhederne Kamstrup A/S, Danfoss A/S, Grundfos A/S og B&O. Virksomhederne kan igennem kontakt med aktørerne fra brugs- og bortskaffelsesfasen få væsentlige input til deres design og produktudvikling. Udgangspunktet for samarbejdet er udarbejdelse af bortskaffelsesanalyser for produkterne. Bortskaffelsesanalysen indeholder bl.a. muligheder for at genindvinde komponenter og materialer, økonomiske omkostninger samt mulighederne for at skille produktet ad. Ud fra disse analyser kan virksomhederne tilpasse deres produkter, så de er bedre egnet til genanvendelse (Nielsen, 1998).

Bekendtgørelse om elektronikskrot

I Danmark har miljø- og energiministeren valgt at følge den eksisterende organisering af affaldsindsamling og behandling. Med bekendtgørelse nr. 1067 af 22. December 1998 understreges kommunernes "ejerskab" af skrot fra elektriske og elektroniske apparater. Bekendtgørelsen forpligter kommunerne til at indsamle elektronikskrot med henblik på særskilt behandling. Der stilles krav om genanvendelse af elektriske produkter og for elektroniske produkter stilles krav om fraktionering af forskellige apparattyper i en række delkomponenter (bl.a. frasortering af billedrør). Flere virksomheder havde dog frivilligt indført tilbagetagningsordninger for deres produkter inden bekendtgørelsen trådte i kraft, da de forventede det som et fremtidigt krav.

2.4 Delkonklusion

De tre brancheorganisationer er som nævnt Elektronikindustrien, IT-brancheforeningen Kontor og Data og Brancheforeningen Forbrugerelektronik. Elektronikindustrien har være med i flere miljøprojekter. I den forbindelse har de udformet et modelregnskab for printvirksomheder med grøn regnskabspligt, og derudover er der lavet en håndbog i miljøledelse specielt rettet mod virksomheder i elektronikbranchen. Denne håndbog giver samtidig en glimrende introduktion til, hvorledes elektronikvirksomhederne kan komme i gang med en produktorienteret miljøindsats.

Produktkategorier

Elektronikprodukter opdeles normalt i tre grupper, der hhv. henfører til, om der er tale om forbrugerelektronik som f.eks. TV og høreapparater, professionel elektronik som f.eks. målinstrumenter og computere eller komponenter som f.eks. mikrofoner og højtalere.

Vigtige livscyklusfaser

Elektronikprodukter er meget komplekse, hvilket betyder, at de indeholder mange forskellige komponenter og materialer. De væsentligste faser i et elektronikprodukts livscyklus betragtes generelt som værende brugs- og bortskaffelsesfasen. Brugsfasen er væsentlig i kraft af det el-forbrug produkterne har i drift og standby. Bortskaffelsesfasen er dels væsentlig, da produkterne indeholder en stor mængde forskellige materialer, og dels ved at være sammensat på en måde, som vanskeliggør materialegenvindingen.

Miljøregulering

Miljøreguleringen har omfattet af et forbud mod freon, og virksomheder der fremstiller print og transformatorer er godkendelsespligtige. Der er få afgifter på elektronikprodukter eller komponenter. Derimod sigtes der i højere grad på de informative virkemidler – herunder miljømærker og indkøbsvejledninger for elektronikprodukter.

1 Efter liberaliseringen af det danske telefonnet opfattes telefonapparater i dag som forbrugerelektronik.