Miljømærkning og miljøstyring

2. Ligheder og forskelle mellem de to ordninger

2.1 EU´s miljømærkeordning
2.1.1 Det administrative område
2.1.2 Det dokumentationsmæssige område
2.2 EU´s miljøstyringsordning
2.2.1 Det administrative område
2.2.2 Det dokumentationsmæssige område
2.3 Muligheder og barrierer for samspil mellem de to ordninger
2.3.1 Parallelle aktiviteter i EMAS og EU´s miljømærke på det administrative område
2.3.2 Parallelle aktiviteter i EMAS og EU´s miljømærke på det dokumentationsmæssige område
2.4 Spørgeguide – hvilke ting skal undersøges

Formålet med kapitlet er at redegøre for, hvorledes EU’s miljømærkeordning og EMAS-forordningen fungerer for såvel virksomheder som myndigheder med henblik på at belyse, hvorledes samspillet kan forbedres. De to ordninger er blevet screenet med fokus på, hvorledes virksomheder ved udarbejdelse af en ansøgning til miljømærke kan drage fordel af at være registreret under EMAS eller være i gang med denne proces. Specielt er der fokuseret på administrative forhold samt forhold vedrørende dokumentation. Med hensyn til såvel administration som dokumentation er aspekterne søgt belyst ud fra både en myndigheds- og en virksomhedssynsvinkel. Det dobbelte mål er dog oftest søgt opfyldt i en samlet behandling af de diskuterede områder. Dette skyldes en antagelse om, at administrative og dokumentationsmæssige lempelser uden forringelse af nogen af ordningerne må forventes at være til gavn for begge de nævnte målgrupper.

EU’s miljømærkeordning er beskrevet i afsnit 2.1. Indledningsvist gives en generel introduktion og hernæst følger en behandling af administrative og dokumentationsmæssige forhold. EMAS forordningen er beskrevet på tilsvarende måde i afsnit 2.2.

I afsnit 2.3 er der identificeret en række muligheder og barrierer for samspil mellem de to ordninger. Afslutningsvist udpeges de områder, der søgtes belyst gennem virksomhedsinterviewene.

EU’s forordning vedrørende miljømærke trådte i kraft i 1992. Ordningen er frivillig og skal ifølge forordningens krav revideres senest i 1997[note 1], 5 år efter ikrafttrædelsen. Produkter eller produktgrupper, der har fået tildelt EU’s miljømærke listes hvert år af EU-kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Formålet med ordningen er ifølge Art. 1 "at fremme udformningen, fremstillingen, markedsføringen og anvendelsen af produkter, som har mindsket indvirkning på miljøet i løbet af hele deres levetid, og at give forbrugerne bedre information om produkters indvirkning på miljøet uden dermed at bringe produkter eller arbejdstageres sikkerhed i fare eller indvirke væsentligt på produkters brugsegnethed".

Miljømærkeordningen baserer sig på, at der nedsættes et uafhængigt kompetent organ. I Danmark har det indtil primo 1998 været Miljøstyrelsen, der er udpeget til at være det kompetente organ. På dette tidspunkt blev administrationen af ordningen lagt ud til Miljømærkesekretariatet, som er en privat organisation. I andre lande kan det være andre uafhængige organisationer, f.eks. inden for standardisering. Interesseorganisationer er både på nationalt og internationalt niveau inddraget som part i arbejdet. I Danmark er interesseorganisationerne repræsenteret i Miljømærkenævntet. Det kompetente organ (i Danmark Miljømærkesekretariatet) skal behandle ansøgninger om tildeling af miljømærket og herved sikre, at produkter, der er kvalificeret til mærket, får dette.

Det kompetente organ har også det nationale ansvar for udvikling og revision af kriterier for tildeling af mærket. I Danmark varetages denne funktion af Miljøstyrelsen og Miljømærkesekretariatet i fællesskab. Der er på EU-plan vedtaget en procedure for igangsætning og gennemførelse af kriterieudvikling for nye produktgrupper. Denne procedure indeholder retningslinjer for, hvorledes der kan stilles forslag til nye produktgrupper og hvorledes disse prioriteres. Behandlingen heraf sker i et forum, hvor de kompetente organer fra de enkelte medlemslande er repræsenteret.

Den formelle procedure for vedtagelsen af kriteriesæt er en afstemningsprocedure, hvor medlemslandene er repræsenteret. I de tilfælde, hvor det kompetente organ er forskellig fra medlemslandets myndighed på området er det således andre repræsentanter end ved diskussion af kriterierne. Ifølge den gældende forordning er det EU-kommissionen, der fremsætter et kriterieforslag for gruppen af medlemslande. I starten af forordningens funktionsperiode byggede EU-kommissionens forslag på forslag fra et eller flere medlemslande, men fra starten af 1995 er der tillige udarbejdet forslag baseret på udredningsarbejde igangsat af EU-kommissionen selv. I begge tilfælde har EU-kommissionen ansvaret for, at de foreslåede kriterier er i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning.

I forbindelse med kriterieudviklingsarbejdet er der formelle krav til, at interesseorganisation bliver hørt. På europæisk plan sker dette via høring i et til formålet nedsat "forum". Der er endvidere præcedens for, at de enkelte lande inddrager nationale interesseorganisationer i diskussioner om kriterieforslag. I Danmark sker dette via diskussioner i Miljømærkenævnet.

Ifølge kravene i forordningen skal man ved udvikling af kriterier for en produktgruppe tage hensyn til miljøbelastningen i hele produktets livscyklus. Kriterierne for forskellige produktgrupper kan derfor være af vidt forskellig karakter alt efter hvilke områder der medfører de største miljøbelastninger inden for den pågældende gruppe. Afhængig af, hvordan kriterierne er opbygget, kan disse kræve et godkendelsessystem, der kan involvere testning og inddragelse af uvildige tredjeparts institutioner, der skal sikre, at den fremlagte dokumentation er pålidelig.

Miljømærkeordningen henvender sig til såvel forbrugere som producenter. Basalt set er det tanken, at de bevidste forbrugere gennem deres produktvalg skal medvirke til at drive ordningen frem.

Medio 1998 var der vedtaget kriterier for 13 produktgrupper og der var tildelt 41 miljømærkelicencer, dækkende ca. 200 produkter. Produktgrupper, tidspunkt for vedtagelse af kriterier samt antal licenser er opsummeret nedenfor. Ud over de revisionsarbejder, der er n ævnt i skemaet nedenfor arbejdes der på at udvikle kriterier for yderligere en række produktgrupper (affaldsposer, batterier, forarbejdede papirprodukter, gulvrengøringsmidler, kattegrus, maskinopvaskemidler, sanitetsrengøringsmidler, shampoo, sko, tekstiler (udvidelse af produktgruppen)).

Produktgrupper, tidspunkt for vedtagelse af kriterier samt antal licenser er opsummeret nedenfor.

Foruden EU’s miljømærke eksisterer andre miljømærker som for eksempel det nordiske svanemærke og det tyske mærke "Die Blaue Engel". Det nordiske svanemærke blev vedtaget i 1989, og i dag er der vedtaget knap 50 sæt kriterier og givet knap 500 licenser omfattende over 1500 produkter (Miljømærkesekretariatet, personlig kommunikation, 1998). Det tyske mærke "Die Blaue Engel" har fungeret siden 1977 og har i dag omkring 3.500 mærkede varer ("En guide til mærker og miljø". Grøn Information, 1997).

Producenter eller importører kan ved henvendelse til Miljømærkesekretariatet få tilsendt forordninger og beslutninger [note 2], standardkontrakt, kriteriedokument, brochurer og en eventuel brugermanual.

For at få behandlet en ansøgning skal ansøgeren fremlægge den dokumentation, der er beskrevet i kriteriedokumentet. For nogle produktgruppers vedkommende er der udarbejdet en brugermanual der giver mere detaljerede oplysninger om, hvorledes den nødvendige dokumentation skal etableres. For nogle kriteriers vedkommende kræves en tredje parts attestation af den fremsendte dokumentation.

Der opkræves et gebyr på 3.500 kr. til dækning af behandlingen af ansøgningen. Tildeles miljømærket skal ansøgeren betale et anvendelsesgebyr på 0.15% af det årlige salg.

Det kompetente organ behandler herefter ansøgningen, og hvis denne godkendes påbegyndes en intern EU-høring hvor de enkelte medlemslande har 30 dage til at komme med eventuelle indsigelser. Ansøgeren modtager en skrivelse, hvori modtagelsen af ansøgningen anerkendes samt 2 kopier af en kontrakt om licens for mærket. Denne kontrakt returneres til det kompetente organ, så mærket kan tildeles umiddelbart efter høringsrunden. Herefter kan logoet anvendes på produktet eller produktgruppen.

Kriterierne revideres som minimum hvert 3. år og mærkets løbetid kan maksimalt være til vedtagelsen af et nyt kriteriesæt for den pågældende produktgruppe. Hvis en ansøger ønsker at opretholde sit miljømærke ud over kriteriernes løbetid skal der derfor indsendes en fornyet ansøgning

2.1.2 Det dokumentationsmæssige område

De opstillede kriterier for hver produktgruppe i EU’s miljømærkeordning kan som nævnt være meget forskellige. Forskelligheden skyldes at der er forskel på, hvilke faser af livscyklus, der er blevet udpeget som de(n) mest miljøbelastende fase(r). Forskellighederne skyldes imidlertid også at der - især i begyndelsen af ordningens levetid - var forskel på, man fra forskellige sider valgte at formulere kriterier, der havde til hensigt at mindske de samme type af miljøbelastning. Miljømærkekriterierne for papirprodukter retter sig eksempelvis mod brug af ressourcer i produktions- og bortskaffelsesfasen. Kriterierne for f.eks. indendørs maling og lak samt vaskemaskiner er derimod i høj grad rettet mod produktet. For maling og lak produkterne skyldes det, at det er muligt - gennem krav til selve produktet - at mindske produktets miljøbelastning gennem hele livscyklus; mens det for vaskemaskiner/opvaskemaskiner skyldes, at brugsfasen er identificeret som den mest miljøbelastende.

I det følgende beskrives som eksempel, hvilke forhold, der skal dokumenteres for henholdsvis papirprodukter og maling/lakprodukter for at illustrere, hvilken type dokumentation, der kræves, når kriterierne er rettet mod henholdsvis produktionsfasen og brugsfasen. I begge tilfælde skal ansøger indsende en række oplysninger om virksomheden og det produkt, der søges miljømærke for samt en anmodning om at få tildelt miljømærket.

Kriterier for papirprodukter

Kriterierne for papirprodukter retter sig mod ressourceforbrug, emissioner i produktionsfasen samt bortskaffelsesfasen. I den brugermanual, der er udarbejdet for køkkenruller og toiletpapir anbefales det i indledningen, at dokumentationen for overholdelse af kriterierne baseres på massebalancer og målinger. Ved hjælp af massebalancer og målinger er det dog ikke altid muligt at opnå data relateret til et specifikt produkt. For at løse dette problem er der blevet udarbejdet et sæt af allokeringsregler. Det kan ligeledes være nødvendigt at indhente data fra leverandører.

Ansøgning om EU’s miljømærke for papir skal indeholde følgende:

1. Generel beskrivelse af anvendte produktionsprocesser, råvarer og halvfabrikata samt leverandører heraf, produkter og angivelse af de væsentligst anvendte kemikalier. Evt. beskrivelse af afgrænsninger og produktionsperioder, når mærket søges til et specifikt produkt, der kun udgør en begrænset del af produktionen.
2. Massebalancedata, der illustrerer hvor stor en del af den samlede produktion, som det mærkede produkt udgør.
3. Emissions- og forbrugsdata for en række miljøparametre (forbrug af fornyelige og ikke fornyelige ressourcer, emissioner af carbondioxid, svovl, COD, AOX og affald). De primære miljømærkekriterium er overholdelse af en samlet pointsum ud fra en pointtildeling for hver af disse parametre.
4. Beregning af pointsum for produktet ud fra de ovenfor nævnte data samt målinger og beregninger relateret til produktionen.
5. Dokumentation for, at produktet er egnet til brug.

Kriterier for indendørs maling og lak

Kriterierne retter sig primært mod selve produktet, hvor der stilles krav til dettes indhold af kemikalier, pigmenter mv. samt egenskaber (modstandsevne, dækkeevne osv.).

Ifølge ansøgningsmaterialet skal ansøgningen indeholde dokumentation for følgende forhold:

1. Oplysninger fra ansøger om:

• Indhold i produktet af en række metaller, phthalater samt flygtige organiske stoffer.
• Indhold i produktet af stoffer som er klassificeret som meget giftige, giftige, kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske.

Oplysningerne gives i form af en erklæring fra slutproducenten vedlagt sikkerhedsdatablade for alle komponenter.

2. Oplysninger forholdene ved produktion af titandioxidpigmenter. Følgende forhold belyses:

• Emissioner af SO_X pr. kg produceret titandioxid.
• Chloridaffald pr. kg produceret titandioxid.
• Indhold af titandioxid i pigment.

Oplysningern gives i form af en erklæring fra titandioxidproducenten.

3. Data om det færdige produkt:

• Dækkeevne.
• Brugsegnethed.

Disse data gives i form af testrapporter.

Sammenfatning

For begge produktgrupper gælder, at ansøgningen skal indeholde dokumentation af både "generel karakter" (produktbeskrivelse mv.) og af mere specifik karakter (anvendelse af specifikke materialer og stoffer). Dokumentationen for maling/lak-kriterierne er baseret på tests af produkternes stofindhold i modsætning til papirkriterierne, der i højere grad er baseret på data indhentet i forbindelse med produktionsprocessen.

2.2 EU’s miljøstyringsordning

"Den Europæiske Fællesskabsordning for Miljøstyring og Miljørevision (The Eco-Management and Audit Scheme), EMAS" blev vedtaget i 1993. EMAS-forordningen kræver, at virksomheden indfører et miljøledelsessystem og offentliggør en miljøredegørelse. Ifølge forordningen skal EMAS-registrerede virksomheder listes årligt af EU-kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, men da udviklingen i antallet af registrerede virksomheder går stærkt er det blevet besluttet tillige at oprette et EDB-baseret system, så der hele tiden er ajourførte lister.

Formålet med ordningen er ifølge artikel 1 "at fremme en fortsat forbedring af indsatsen på miljøområdet i forbindelse med industrielle aktiviteter". Dette skal ske gennem udarbejdelse af miljøpolitikker og implementering af miljøprogram for virksomheden og miljøstyringssystemer for anlægsområderne samt en systematisk, objektiv og regelmæssig bedømmelse af indsatsen for derigennem at frembringe relevante oplysninger til offentligheden om indsatsen.

I forbindelse med Kommissionens program "Mod en bæredygtig udvikling" (godkendt ved Rådets resolution af 1. feb. 1993) er det pointeret, at "virksomhederne har et ansvar for at styre indvirkningerne af sine aktiviteter på miljøet og bør derfor selv være banebrydende på dette område" (jf. rådets forordning (EØF) Nr. 1836/93 (EMAS)).

I forordet til rådets forordning (EØF) Nr. 1836/93 er fastlagt, at fællesskabsordningen i første omgang retter sig mod industrisektoren, hvor der allerede arbejdes med miljøstyring og miljørevisioner og at lignende tiltag som forsøgsordninger bør kunne anvendes på andre sektorer f.eks. handel og offentlige tjenesteydelser.

I forbindelse med miljøstyringsordningen varetager Miljøstyrelsen og Erhvervsfremme Styrelsen henholdsvis registreringen af virksomheder og akkreditering af miljøverifikatorer. Det betyder reelt, at meget af den almindelige "sagsbehandling" er lagt uden for ministerierne, idet det er tredjeparts organer, der varetager den daglige kontrol i forbindelse med drift af ordningen. Endvidere er EU-kommissionen kun i begrænset omfang involveret i den almindelige administration af ordningen. Derimod har EU-kommissionen nedsat "artikel 19-udvalget", hvor medlemslandene (ikke de kompetente organer) bistår kommissionen i dens arbejde med at løse opgaver med detaljering/ændring af kravene i EMAS-forordningen samt forberede revision af forordningen.

For EMAS-ordningen gælder, at det på sin vis er virksomhederne selv, der fastlægger de "kriterier" (gennem fastlæggelse af miljømål), der skal overholdes. Det er så den uafhængige tredjepart, der skal verificere, at det rent faktisk sker. Det vil sige, at virksomhederne skal kunne dokumentere, at den har gjort noget for at overholde sine egne "kriterier".

I Danmark var der i juli 1998 registreret 64 industrielle og 2 ikke-industrielle virksomheder under EMAS-forordningen (Miljøstyrelsens hjemmeside). Der var dog tidligere en lang række virksomheder, som var certificeret ifølge den britiske standard for miljøledelsessystemer BS 7750. BS 7750 er nu blevet erstattet af den internationale standard ISO 14001, og over 100 virksomheder er allerede certificeret efter denne.

Interessen for EMAS-forordningen er stigende og specielt i Tyskland er mange virksomheder blevet registreret. Tyskland er et af Danmarks største eksportmarkeder, og der kan derfor forventes øget interesse for EMAS-forordningen blandt danske virksomheder i takt med, at de tyske virksomheder begynder at stille miljøkrav til deres leverandører.

2.2.1 Det administrative område

Gebyrer

Der er indført mindre gebyrer til dækning af administrationsomkostninger ved EMAS-forordningen. Disse beløber sig til 1000 kr i registreringsgebyr og 1000 kr/år i vedligeholdelsesgebyr.

Godkendelse

Ifølge EMAS-forordningens bilag 5 er det det kompetente organs opgave at checke at forordningens krav er overholdt. Dette medfører følgende opgaver:

• kontrollere, om det nødvendige dokumentationsmateriale (beskrevet nedenfor) er til stede
• kontrollere om virksomhedens miljøredegørelse lever op til forordningens krav
• kontrollere, at miljøverifikator har sin akkreditering i orden
• kontrollere, at gældende lovgivning overholdes.

Hvis alt er i orden bliver virksomheden registreret under EMAS. EMAS erklæringen kan ikke benyttes til at mærke virksomhedens produkter.

I EMAS-forordningens artikel 4 er det præciseret, at miljøredegørelsen skal bekræftes af en akkrediteret miljøverifikator. I Danmark er det Dansk Akkreditering DANAK, Erhvervsfremme Styrelsen, der udpeger akkrediterede miljøverifikatorer. Ifølge artikel 5 i EMAS skal miljøredegørelsen udarbejdes minimum hvert 3. år efter den indledende miljøgennemgang og efter afslutningen af hver efterfølgende miljørevision eller revisionscyklus. I de år, hvor der ikke skal udarbejdes en verificeret miljørapport skal der udarbejdes en forenklet rapport, som ikke skal indsendes til det kompetente organ. De forenklede rapporter indgår dog i forbindelse med verifikationen af de egentlige miljøredegørelser.

På grundlag af EMAS-forordningens bilag III skal den eksterne akkrediterede miljøverifikator gennemgå virksomhedens miljøstyringssystem, miljøredegørelserne mv. med henblik på at kontrollere om kravene i EMAS-forordningen er overholdt.

I EMAS-forordningens artikel 4 kræves endvidere, at virksomheden skal foretage en intern revision af enten interne miljørevisorer eller eksterne personer, der handler for virksomheden.

Leverandører

EMAS forordningen kræver, at registrerede virksomheder har procedurer til indkøb og kontraherede aktiviteter for at sikre, at leverandører handler i overensstemmelse med virksomhedens miljøpolitik. Det præciseres, at virksomheden indenfor rammerne af miljøpolitik og -programmer skal tage stilling til leverandørernes indsats og optræden på miljøområdet. Virksomheden skal i den forbindelse have udarbejdet administrative procedurer for:

• Opbygning og vedligeholdelse af leverandørregistreringssystem.
• Opfølgning og revision af leverandører og leverandørkrav.

2.2.2 Det dokumentationsmæssige område

De oplysninger, som skal tilsendes de ansvarlige organer ved virksomheders ansøgning om registrering skal omfatte følgende:

1. Virksomhedens navn.
2. Anlægsområdets identifikation og beliggenhed.
3. Kortfattet beskrivelse af aktiviteterne på anlægsområdet (evt. henvisning til bilag).
4. Navn og adresse på den akkrediterede verifikator, som har bekræftet den vedlagte miljøredegørelse.
5. Den seneste frist for indsendelse af den næste bekræftede miljøredegørelse.

Desuden skal ansøgningen indeholde følgende:

• en kortfattet beskrivelse af miljøstyringssystemet.
• en beskrivelse af det miljørevisionsprogram, som er udarbejdet for anlægsområdet.
• den bekræftede miljøredegørelse.

Miljøredegørelsen udarbejdes på baggrund af en indledende miljøgennemgang og med henblik på at oplyse offentligheden om virksomhedens miljøforhold og -indsats. I et projekt om miljøredegørelser (Petersen et al, 1994) anbefales det, at virksomheden udarbejder en massebalance som udgangspunkt for miljøredegørelsen og at miljøredegørelsen bør indeholde følgende:

1. Beskrivelse af virksomhedens aktiviteter på anlægsområdet.
2. Vurdering af alle væsentlige miljøemner, der er relevante i forhold til anlægsområdets aktiviteter.
3. Resumé af kvantitative data om emissioner af forurenende stoffer, affaldsfrembringelse, forbrug af råvarer, energi og vand, emissioner af støj samt andre væsentlige miljøforhold.
4. Andre faktorer vedrørende indsatsen på miljøområdet.
5. Fremlæggelse af miljøpolitik, miljøprogram, miljøstyringssystem indført på anlægsområdet.
6. Frist for fremlæggelse af næste miljøredegørelse.
7. Navnet på den akkrediterede miljøverifikator.

Herudover er det vigtigt, at miljøredegørelsen beskriver de miljømål, som virksomheden har sat sig for at opfylde i den kommende periode. Miljøstyrelsen har i den sammenhæng det krav, at virksomheden skal have opstillet mindst ét målbart miljømål.

I de følgende afsnit diskuteres, hvilke ligheder der er mellem miljømærkeordningen og miljøstyringsordningen på henholdsvis det administrative og det dokumentationsmæssige område. Herved identificeres områder, hvor der er mulighed for at tilnærme de to ordninger til hinanden.

I nedenstående opsamlingsskema er det illustreret indenfor hvilke områder, der eksisterer parallelle administrative procedurer. Muligheder for samspil i de administrative procedurer er efterfølgende diskuteret kort.

Områder, hvor der eksisterer parallelle administrative procedurer.

Ansøgningsmaterialet til ansøgning om miljømærke kan rekvireres ved henvendelse til Miljømærkesekretariatet . Der er for øjeblikket intet egentligt ansøgningsmateriale til registrering under EMAS, men der er planer om at udarbejde materiale.

Begge ordninger omfatter et gebyr til dækning af de administrative omkostninger. Gebyret for miljømærket omfatter dels et ansøgningsgebyr samt et anvendelsesgebyr, mens EMAS gebyret omfatter dels et registreringsgebyr dels et vedligeholdelsesgebyr.

EMAS-ordningen omfatter en registreringsprocedure hos den danske Miljøstyrelse. Størstedelen af det administrative arbejde ligger dog hos den akkrediterede miljøverifikator som virksomheden skal anvende til at godkende miljøstyringssystemet. For miljømærkeordningens vedkommende er der tale om en godkendelse og denne aktivitet er lagt ud til Miljømærkesekretariatet.

Kun miljømærkeordningen omfatter formelt en international procedure i form af en høringsrunde blandt EU’s medlemslande efter behandling af en ansøgning. På det uformelle plan er der dog specielt ved førstegangsbehandling af produktgrupper også i forbindelse med behandling af ansøgninger om miljømærke drøftelser mellem medlemslandenes ansvarlige organer.

I forbindelse med EMAS-forordningen er der krav til ekstern verifikation, bl.a. af selve miljøstyringssystemet og redegørelsen. Således skal virksomheden sørge for at der foretages en miljørevision af en akkrediteret miljøverifikator, hvilket betyder at den praktiske godkendelsesprocedure varetages af den akkrediterede miljøverifikator. Registreringsmyndigheden foretager den endelige formelle godkendelse på baggrund af miljøverifikators attest og bekræftelse af virksomhedens miljøredegørelse.

For miljømærkeordningen er der i visse tilfælde krav om ekstern verifikation. Dette gælder for eksempel i kriterierne for køkkenruller/toiletpapir samt T-shirts/sengelinned. Hvor der indgår krav om test, skal disse i overvejende grad foretages af en uvildig tredje part f.eks. et akkrediteret testlaboratorium. Dette betyder, at miljømærkeordningen kan stille krav til, at virksomheden benytter akkrediterede uvildige parter. Miljøstyrelsen har for at hjælpe ansøgerne til hensigt at etablere lister over institutioner som kan benyttes i forbindelse med frembringelse af testresultater til dokumentation af, at kriterierne er opfyldt.

Nogle nationale kompetente organer, men ikke Miljøstyrelsen, har indføjet i deres ansøgningsskemaer, at ansøgningsmaterialet skal kontrolleres af en uvildig tredjepart.

I nedenstående opsamlingsskema er det illustreret indenfor hvilke områder, der eksisterer parallelle procedurer omkring dokumentation. Muligheder for samspil på dokumentationsområdet er efterfølgende diskuteret kort, specielt med henblik på at identificere områder, hvor der vil være mulighed for at anvende dokumentationsmateriale fra EMAS-arbejdet i forbindelse med en ansøgning om miljømærke.

Områder, hvor der eksisterer parallelle dokumentationsmæssige aktiviteter.

I brugermanualen for papirkriterierne anbefales det at benytte en massebalance som udgangspunkt for at beregne produktets miljømæssige nøgletal. I forbindelse med EMAS er den procesorienterede tilgang på det miljøtekniske niveau et afgørende element i kortlægningen af en virksomheds miljøforhold. Massebalancer anvendes således til at skabe overblik over miljøpåvirkninger og identificere de væsentligste for derved at skabe et (miljø-)styringsgrundlag. I forbindelse med EU’s miljømærke anvendes massebalancer for nogle kriteriers vedkommende til beregning af den miljømæssige præstation.

Det vurderes, at det er muligt at anvende en procesorienteret tilgang (eksempelvis med brug af en massebalance) som udgangspunkt for udarbejdelse af dokumentation til EU’s miljømærke og ved angivelse af kvantitative miljødata i forbindelse med udarbejdelse af en miljøredegørelse under EMAS. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at massebalancen anvendes til forskellige formål i de to ordninger. I papirkriterierne anvendes massebalancen til at beregne gennemsnitstal for produktionen eller nøgletal for det miljømærkede produkt og i EMAS anvendes den til at beregne nøgletal for hele virksomheden. Denne skelnen er stadig væsentlig, men der er dog en tendens til, at man i miljømærkeordningen i stigende grad benytter sig af nøgletal for hele virksomheden.

Overordnet er EU’s miljømærkeaktiviteter produktorienterede, hvilket betyder at kriterierne normalt er udformet således, at en ansøger skal dokumentere at et produkt lever op til visse krav. Dette kan ske gennem tests på produktet eller i form af målinger og beregninger ud fra produktionsdata.

For enkeltvirksomheder kan EMAS-arbejdet være produktorienteret. Dette skyldes, at virksomheden er forpligtet til at forholde sig til sine indirekte miljøpåvirkninger - eksempelvis miljøpåvirkning ved brug af virksomhedens produkter - eller fordi virksomheden gennem sin miljøpolitik har forpligtet sig til at forbedre sine produkter miljømæssigt.

Samtidig kan et miljøstyringssystem godt rette sig mod at dokumentere produktorienterede kriterier eksempelvis indhold af opløsningsmidler. Virksomhedens miljøstyringssystem kan herved være med til at understøtte virksomhedens arbejde med at overholde miljømærkekriterier.

For begge ordninger gælder, at der opstilles systemgrænser. I miljømærket er kriterierne udarbejdet på baggrund af en definition af systemgrænserne i produkternes livscyklus, mens det for EMAS gælder, at kravene til miljøstyringssystemet tager udgangspunkt i virksomhedens anlægsområde samt de leverandører virksomheden har direkte kontakt til. Miljømærket arbejder derfor som udgangspunkt med bredere systemgrænser, men der kan godt være en del af virksomhedens miljømæssige dokumentation vedrørende egen produktion og direkte leverandører, som kan være identisk for både EMAS og miljømærket.

For miljømærket er en del af kriterierne baseret på tests af produktet. Testresultaterne anvendes som dokumentation for, at virksomhedens produkt opfylder kriterierne. Brug af produkttest er generelt ikke nødvendige i forbindelse med EMAS-forordningen. Imidlertid kunne det være et af miljømålene i et miljøstyringssystem at leve op til ét eller flere produktkrav, f.eks. sådanne som er formuleret i forbindelse med miljømærekriterier.

I visse miljømærkekriterier er der benyttet allokeringsregler, der skal hjælpe virksomheden med at beregne nøgletal for det produkt, der søges mærke for. Der benyttes dog i stigende grad gennemsnitsbetragtninger i stedet for allokeringsregler. I forbindelse med EMAS afhænger nødvendigheden af allokeringsregler af miljøpolitikken, de fastsatte mål samt miljøprogrammet.

Ledelseselementer er en naturlig del af EMAS. Disse er bl.a. miljøstyringssystemet samt udarbejdelse af miljøpolitik og -program.

I forbindelse med begge ordninger er det en del af systemet, at offentligheden får kendskab til, hvem der har fået miljømærke henholdsvis er blevet registreret under EMAS. Listerne over EMAS-registrerede virksomheder samt miljømærkede produkter/produktgrupper (herunder producenter/importører, dato for udløbet af kontrakten samt navn og adresse på de ansvarlige myndigheder) bliver offentliggjort af EU-kommissionen i De Europæiske Fællesskabers Tidende. For EMAS-registrerede virksomheders vedkommende er der tillige adgang til informationer via EMAS help desk (jf. tidligere).

I EMAS-forordningen skal virksomheden regelmæssigt udarbejde en miljøredegørelse med det formål at informere offentligheden om virksomhedens miljøpræstation og miljøstyringssystem. Selve EMAS-erklæringen må dog ikke benyttes produktrelateret i reklame-øjemed, hvilket betyder, at virksomheden for eksempel ikke må sætte erklæringen på produktet eller emballagen.

EU’s miljømærkeordning er i sig selv en vejledning til forbrugerne om, hvilke produkter, der har mindsket indvirkning på miljøet. Selve virksomhedens ansøgningsmateriale bliver behandlet fortroligt. Efter tildeling af mærket må navnet på produktet og producenten/importøren ikke hemmeligholdes. De produktspecifikke data holdes dog fortsat fortrolige. Det tildelte mærke må anvendes i markedsføring, dog kun i forbindelse med det miljømærkede produkt.

Som nævnt i afsnit 2.3.1 kan der i begge ordninger være krav om validering af ekstern uvildig part. I EMAS-forordningen varetager en ekstern akkrediteret miljøverifikator validering af virksomhedens dokumentation. For miljømærkeordningen gælder at valideringen består i den ansøgningsbehandling, der sker i Miljømærkesekretariatet. Dog er der også krav om at dokumentation for overholdelse af procesorienterede kriterier samt tests på selve produktet i overvejende grad skal foretages af en uvildig tredje part f.eks. et akkrediteret testlaboratorium.

2.4 Spørgeguide - hvilke ting skal undersøges

Med udgangspunkt i ovenstående gennemgang blev der formuleret en række spørgsmål til de virksomheder, der indgik i interviewundersøgelsen. Hensigten med disse spørgsmål var at belyse virksomhedernes erfaringer med såvel de administrative procedurer som arbejdet med at etablere den nødvendige dokumentation. Herved vil det kunne belyses, om virksomhederne vil opfatte det som en lettelse i deres arbejde, hvis der sker en tilnærmelse mellem de to ordninger på de områder, der ovenfor er nævnt som havende parallelitet.

Ud over at identificere muligheder og barrierer er det ifølge formålet med projektet også et vigtigt mål med interviewundersøgelsen at afklare virksomhedernes holdning til et eventuelt samspil mellem de to ordninger. Der blev derfor i spørgeguiden inkluderet direkte spørgsmål herom.

Ud over spørgsmål relateret til erfaringer med og holdninger til de to ordninger blev det skønnet relevant at stille virksomhederne en række spørgsmål om deres generelle miljøarbejde. Som en del heraf indgik spørgsmål om, hvordan virksomhederne indplacerer arbejdsmiljøet i deres miljøarbejde. Inddragelse af dette aspekt skyldtes, at arbejdsmiljøet for mange danske virksomheder står centralt i virksomhedens arbejde. Arbejdsmiljø og ydre miljø skilles derfor ofte ikke ad til trods for, at ingen af de to ordninger omfatter krav til arbejdsmiljøet.

Den samlede spørgeguide er vedlagt som bilag 2 til rapporten

_____________________________