Effekter af den forhøjede affaldsafgift
1. Indledning
Affaldsafgiften
Affaldsafgiften blev indført med virkning fra 1. januar 1987 bl.a. med det formål at
begrænse udviklingen i affaldsmængderne. Afgiften udgjorde oprindeligt 40 kr./ton
affald, der blev afleveret til deponering eller forbrænding, men som det fremgår af
figur 1.1. er affaldsafgiften løbende blevet ændret. Afgiften er både blevet forhøjet
og differentieret efter behandlingsform. Differentieringen har været med til at give et
økonomisk incitament til at fremme de foretrukne behandlingsformer. Affald, der
genanvendes, er helt fritaget for afgiften.

Figur 1.1. Udviklingen i afgiftssatser for affaldsafgiften 1987-1998
Betydelig forhøjelse af affaldsafgiften i 1997
Den betydelige forhøjelse af affaldsafgiften med virkning fra 1. januar 1997 var
især et resultat af den "grønne" skattereform i 1993, men også af
forhandlingerne om finansloven i 1996. Forhøjelsen blev vedtaget i 1993 til ikrafttræden
i 1997, men der blev ved finanslovsforhandlingerne lagt yderligere 50 kr./ton på
afgiften. Forhandlingerne resulterede i følgende afgiftssatser:
Affaldsafgift (kr./ton) |
1996 |
1997 |
Relativ stigning i pct. |
Deponering |
195 |
335 |
72 |
Anden forbrænding |
160 |
260 |
63 |
Forbrænding til elproduktion m.v. |
160 |
210 |
31 |
Vægtet affaldsafgift1 |
184 |
297 |
61 |
Tabel 1.1. Affaldsafgiften 1996 og 1997
Yderligere differentiering af affaldsafgiften
Som det fremgår af tabel 1.1 er der sket en betydelig stigning i de eksisterende
afgiftssatser. Affaldsafgiften var før 1997 differentieret efter behandlingsform
(deponering hhv. forbrænding), og pr. 1.1.97 blev affaldsafgiften yderligere
differentieret mellem forbrænding til elproduktion m.v. og anden forbrænding. Den
vedtagne forhøjelse af affaldsafgiften medførte imidlertid forskellige relative
stigninger i de forskellige afgiftssatser. Således blev affaldsafgiften for
affaldsmængder tilført deponering forhøjet med 140 kr./ton fra 195 kr./ton i 1996 til
335 kr./ton i 1997, hvilket svarede til en stigning i affaldsafgiftssatsen på 72 pct.
Afgiften for affaldsmængder til forbrænding med varmeudnyttelse ("anden
forbrænding") blev forhøjet med 100 kr./ton, hvilket svarede til en stigning på 63
pct., hvorimod affaldsafgiften for affaldsmængder til forbrænding til elproduktion m.v.
kun blev forhøjet med 50 kr./ton , hvilket medførte en stigning i affaldsafgiftssatsen
på 31 pct. Ved at anvende den kendte fordeling på behandlingsmetoder kan beregnes en
samlet vægtet stigning i afgiften på 61 pct.
1987-1996
Udviklingen i de afgiftspligtige affaldsmængder fra 1987 til 1996 blev indgående
beskrevet og analyseret i Miljøstyrelsen (1997). Af rapporten fremgik det, at de netto
tilførte affaldsmængder, dvs. de tilførte minus de fraførte affaldsmængder, på de
kommunale anlæg fra 1987 til 1996 blev reduceret med 1.029.000 tons, hvilket svarede til
en reduktion på 26 pct. Tilsvarende blev de netto tilførte affaldsmængder til mindre
fyldpladser og private deponier, som i 1990 blev omfattet af affaldsafgiften ved en
ændring i afgiftsgrundlaget, fra 1990 til 1996 reduceret med 155.000 tons, hvilket
svarede til en reduktion på 39 pct. Reduktionerne i affaldsmængderne fandt sted før
1993, idet der fra 1993 til 1996 var stagnation i udviklingen i affaldsmængderne
(Miljøstyrelsen, 1997: 40-41 og 52).
Affaldsafgiften: En vigtig rolle
I rapporten var vurderingen, at affaldsafgiften havde spillet en vigtig rolle for
reduktionen i de afgiftspligtige affaldsmængder fra 1987 til 1993, men at afgiften kun
havde spillet en begrænset rolle for udviklingen i erhvervsaffaldet (Miljøstyrelsen,
1997: 6-8). Gennem dybde-interview med 16 virksomheder fremgik det, at de fleste af
virksomhederne ganske vist havde taget initiativ til at reducere affaldsmængderne,
fortrinsvis ved at sortere papiraffald og jern- og metalaffald, men at indsatsen var
forholdsvis sporadisk, og at ikke mange virksomheder havde kendskab til de præcise
affaldsmængder eller omkostningerne til håndtering af de enkelte fraktioner.
Opfølgning
Den foreliggende opfølgning på Miljøstyrelsens Arbejdsrapport nr. 96 1997 om ex-post
evaluering af affaldsafgiften har derfor haft følgende formål:
- At opgøre udviklingen i de ind- og udvejede affaldsmængder på behandlingsanlæggene
for årene 1997 og 1998 for at belyse om forhøjelsen og differentieringen af afgiften pr.
1.1.97 har haft nogen effekt på udviklingen i de afgiftspligtige affaldsmængder,
- At gennemføre en mere detaljeret analyse af udviklingen i affaldsmængderne for et
antal virksomheder, som i forbindelse med udarbejdelse af grønne regnskaber har fremlagt
data for deres affaldsproduktion m.v. Analysen er mere kvantitativt orienteret, end
virksomhedsanalysen var i Arbejdsrapport nr. 96 1997, men den kvantitative analyse er
suppleret med en gentagelse af den spørgeguide, som lå til grund for virksomhedsanalysen
i den tidligere rapport.
_________________________
1 Den vægtede affaldsafgift er beregnet ved at anvende
fordelingen af affaldsmængderne på forbrænding og deponering for "fremstilling
m.v." i 1996 og 1997 som vægte (jf. Miljøstyrelsen, 1999).
|