På vej mod et renere havmiljø Rift om havets ressourcerHavet rummer både vigtige naturressourcer og erhvervsmuligheder, der kræver omtanke i forhold til miljøet. Fiskeri har i årtusinder været et vigtigt erhverv, men fiskekvoter og kontrol er i dag nødvendige for at undgå overfiskeri og sikre havets bæredygtighed. Olie- og gasudvinding fra Nordsøen har nået en størrelse, der overstiger Danmarks samlede energiforbrug. Bagsiden af medaljen er, at udvindingen kan skade havmiljøet. Produktionen giver et vist oliespild og tab af boremudder med kemikalier, og derfor skal olieproduktionen ske under hensyn til miljøet. Over havet blæser den friske vind frit og ofte. Foreløbig har man fem steder planlagt at opføre en vindmøllepark få kilometer fra land som et miljøvenligt supplement til Danmarks energiforsyning. Men vindmøllerne kan genere fugle- og dyreliv og påvirke vigtige fiskeområder samt genere visuelt, og derfor skal placeringen af vindmøller på havet tænkes nøje igennem. Havet som transportvejSom transportvej er havet et vigtigt bindeled mellem vores landsdele og verdenen udenfor. Skibsfart har siden vikingetiden været af stor betydning. I dag sejler hurtigfærger, containerskibe, olietankere m.m. ud og ind af de danske farvande med de gener, det giver af bl.a. udslip af gift fra skibenes bundmaling, affald og oliespild i havet, samt støj. Skibsfarten kræver sejlrender og havne, hvor opgravning og klapning (dvs. dumpning af havbundsmateriale) sætter sine spor. Broer er en anden transportvej til havs. Storebæltsbroen og Øresundsbroen gjorde 1990'erne til de store broers årti. Brobygning påvirker havbunden og kan ændre strømforholdene, og derfor er hensynet til miljøet en integreret del af brobygningen. Forurening fra landDen største belastning af havet stammer fra vores aktiviteter på land. Udvaskning af kvælstof fra navnlig landbruget påvirker betingelserne for planters og dyrs liv i havet. Også miljøskadelige stoffer fra affaldsforbrænding og industriproduktion ender for en stor del i havet, og spildevand fra byerne er trods effektive renseanlæg ikke fri for tungmetaller og andre miljøskadelige stoffer. De mange aktiviteter sætter havet under pres, og en effektiv lovgivning er nødvendig for at sikre havmiljøet. Gennem både nationale og internationale aftaler har Danmark forpligtet sig til løbende at overvåge miljøtilstanden og tage de nødvendige initiativer for at sikre vores havmiljø. |