|
På vej mod et renere havmiljø Broer fra kyst til kystBåde opførelsen af Storebæltsbroen og broen over Øresund gav anledning til store bekymringer på miljøets vegne. Det vigtigste miljøkrav var en såkaldt nulløsning. Dvs. et broanlæg, som ikke gav nogen ændring i vandstrømmene gennem Storebælt og Øresund til Østersøen. Både Storebælt og Øresund udgør en korridor mellem det salte Kattegat og Østersøens mere ferske vande. En nedsat vandudskiftning ville betyde et lavere saltindhold og ringere iltforhold i Østersøen, og dermed en forskydning af den økologiske balance i Østersøen. For begge de store byggeprojekter lykkedes det at få en nulløsning, og dermed undgik man at påvirke miljøet negativt i Østersøen. Ved Storebæltsforbindelsen blev der i alt gravet ca. 18 mio. m 3 havbund op, hvor de ca. 8 mio. m 3 var nødvendige for at sikre nulløsningen. Ved Øresundsbroen krævede det også ekstra opgravninger af ca. 1,5 mio. m 3 havbund som kompensation for den kunstige halvø og den kunstige ø Peberholm. I alt blev der gravet ca. 7,5 mio. m 3 havbund op til Øresundsforbindelsen. Lokale forandringerTæt ved to broanlæg frygtede miljømyndighederne, at det store gravearbejde og tab af bundmateriale kunne føre til permanente skader på havbunden. Derfor blev der ved Øresundsbroen stillet krav om, at max. fem procent af det opgravede bundmateriale måtte spildes i havet. Miljøkravet virkede. Kravet om højst fem procent spild blev overholdt, og skaderne på havbunden blev små og kortvarige. Den løbende overvågning af bl.a. ålegræs og blåmuslinger viste, at bestandene efter en mindre tilbagegang overalt var kommet sig ved broens åbning. Også udviklingen i fuglelivet blev fulgt. I anlægsperioden var der en mindre tilbagegang i bestanden af fx ynglende edderfugle på Saltholm. Men de forskellige fuglebestande er alle på den normale størrelse, efter at Øresundsbroen er færdigbygget. |