På vej mod et renere havmiljø Havne som miljøstationer for skibeneDe danske havne spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at sikre et rent havmiljø. Gode modtagefaciliteter til affald er afgørende for at forebygge, at skibene ikke dumper det ulovligt i havet. Ifølge de danske regler skal alle havne etablere en ordning til at modtage olierester, kloakspildevand og andet affald. Betalingen for skibenes brug af disse faciliteter bygger på det såkaldte "no special fee" system. Det vil sige, at betaling for aflevering af driftsaffald, som skibene har frembragt, siden de sidst anløb en havn, inkluderes i havneafgiften. Systemet tilskynder på denne måde alle skibe til at anvende ordningen. Derudover har man indført tvungen aflevering af affald i hele Østersø-området, før skibet forlader havnen. Klapning kan skade miljøetHavne og sejlrender skal indimellem graves ud på ny, da de med tiden sander til. Der opgraves årligt ca. fem millioner tons bundmaterialer i danske havne, som transporteres til udvalgte områder i nærheden, hvor dette dumpes, eller "klappes", som det kaldes. Klapningen kan skade havmiljøet, hvis materialet indeholder miljøskadelige stoffer. Det er derfor kun tilladt at klappe materiale, som indholder ubetydelige mængder af skadelige stoffer som fx tungmetaller, olierester og PCB. Det er stoffer, som med tiden kan ophobes i sedimentet, ikke mindst i havneområder. Risikoen er, at stofferne hvirvles op i vandsøjlen og optages i de marine fødekæder eller optages af organismer i havbunden. Særligt TBT volder problemer. I bundmateriale fra havne og sejlrender finder man koncentrationer, der er op til 20.000 gange højere end i havbunden på de åbne farvande. Det kan derfor blive nødvendigt fremover at skulle rense og deponere meget større mængder opgravet havbundsmateriale end i dag i stedet for klapning. |