Miljøbistand til udviklingslandene. Årsberetning 1999

Kapitel 2: Sydøstasien

Regionale aktiviteter
Cambodia
Laos
Malaysia
Thailand
Vietnam
 

Kombinationen af stor befolkningstæthed, hurtig industrialisering og vækst i byerne samt udbredt fattigdom er de alvorlige udfordringer for miljøet i Sydøstasien. Skønt der er store økonomiske forskelle mellem landene, har de en række miljøproblemer til fælles: Overudnyttelse af naturressourcerne, truede vandressourcer og hastig vækst i byerne.

Den stærke økonomiske vækst i regionen gennem de seneste 10 år har øget problemerne med forurening af luft og vand, energiforbrug og stigende mængder affald.

Landene i Sydøstasien er kun langsomt ved at komme over den økonomiske krise, som ramte regionen i 1997. Selvom den negative økonomiske udvikling synes at være vendt, vil det tage mange år at overvinde de sociale konsekvenser af krisen, som også har indvirket på miljøet.

Nedgangen i byggeri og produktion har tvunget folk til at søge andre indtjeningsmuligheder, og det har ført til et yderligere pres på naturen, som i forvejen lider under skovrydning, uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder og overudnyttelse af kystområderne f.eks. ved stærkt forurenende rejedambrug og rydning af mangrove skov.

Krisen har afsløret de asiatiske økonomiers sårbarhed. Behovet for at omstrukturere de finansielle markeder, indføre mere demokratiske og gennemsigtige regeringsformer og for etablering af en vis form for socialt sikkerhedsnet for befolkningen i de enkelte lande, er blevet åbenbart. Det er også blevet klart, at et tættere regionalt og intnalt samarbejde ville kunne have reduceret landenes sårbarhed over for krisen.

I Sydøstasien samarbejder Danida med Cambodia, Laos og Vietnam, mens Danced samarbejder med Malaysia og Thailand.

Det rådgivende udvalg for miljøbistand til udviklingslandene rejste i november 1999 til Sydøstasien og besøgte projekter i Vietnam og Thailand.

I sin rapport om turen slår udvalget blandt andet fast at, "et vellykket regionalt samarbejde kræver stærke nationale institutioner, og at disse i vid udstrækning er fraværende i de fattige lande i Sydøstasien. Udvalget finder, at det er vigtigt fortsat at støtte regionalt samarbejde, hvor det er muligt, og hvor landene prioriterer det. Dette kan bl.a. ske ved, at man fortsætter udbygningen af konkret erfaringsudveksling på projektniveau og støtter netværksdannelser mellem f.eks. NGO’er og universiteter".

Udvalgets rapport indeholder en række anbefalinger til det fortsatte arbejde i Sydøstasien. De er blandt andet at Danida og Danced fortsat fokuserer på, at miljøbistanden spiller sammen med de enkelte landes overordnede politik på området, at indsatsen i forbindelse med byer og industri fortsat bliver fremmet og at der sker en styrkelse af erfaringsudvekslingen mellem lande og projekter inden for MIFRESTA-bistanden.

Regionale aktiviteter i 1999

En række regionale aktiviteter blev videreført i årets løb og nye kom til. Regionalt støtter Danmark samarbejder om forvaltning af natur, beskyttelse af kystzoner og mangroveskove, skovbrug og som noget nyt også arbejdsmiljø.

Bæredygtig naturforvaltning på tværs af landegrænser er målet for et Danida-støttet projekt, der i 1999 gik ind i sin anden fase. Projektet bliver gennemført af Verdensnaturfonden med det formål at øge forståelsen for værdien af en effektiv og bæredygtig naturforvaltning på tværs af landegrænser. Projektet skal bl.a. sikre bevarelsen af biodiversiteten i højt prioriterede områder.

Naturressourcer i bjergområderne omkring Mekong-floden i Laos og Vietnam er emnet for et andet Danida-støttet regionalt projekt, som i 1999 gik ind i sin anden fase. Projektet skal styrke dialogen mellem nationale NGO’er og lokale myndigheder vedrørende miljøplanlægning i grænseområdet mellem Vietnam og Laos med henblik på at fremme en bæredygtig brug af regionens naturressourcer. Projektet gennemføres som et samarbejde mellem Københavns Universitet og Roskilde Universitetscenter og World Ressource Institute. Den danske del af projektet består af miljøanalyser af Ca River, som udspringer i Laos og løber gennem Vietnam til det Sydkinesiske hav.

Mangroveskove i Thailand og Malaysia er i fokus i et Danced-støttet samarbejde mellem Biologisk Institut ved Århus Universitet og det sydøstasiatiske forskningscenter Centre for Tropical Ecosystems Research. Projektet skal finde frem til bæredygige måder at udnytte mangroveskovene på gennem praktisk forskning i udvalgte områder.

I samarbejde med World Conservation Union (IUCN) støtter Danida desuden et projekt, der blandt andet støtter forvaltning af biodiversitet i vådområder. Projektet er et samarbejde mellem Laos og Cambodia.

I forbindelse med skovbrug støtter Danmark to regionale projekter i Sydøstasien. Det ene er et Danida-støttet regionalt skovfrø-projekt, som skal styrke indsatsen omkring frøforsyning og træforædling i Laos, Cambodia og Vietnam og bidrage til at gøre disse lande bedre rustet til at udvikle nationale strategier, gennemføre planer og opbygge uddannelser på skovfrøområdet.

Danced støtter det regionale skovbrugscenter Regional Community Forestry Training Centre (Recroft) gennem et projekt, der skal udvide og forankre Recrofts aktiviteter, som efteruddannelse af offentligt ansatte og andre, der er involverede i vedligeholdelse og beskyttelse af skovområder, i tæt samarbejde med lokalbefolkningen og under hensyn til deres behov. Projektet omfatter alle lande i Sydøstasien.

Fagbevægelsens Miljøinstitut er titlen på den regionale institution for arbejdsmiljø, som Dansk LO med støtte fra Danced er ved at etablere i Bangkok. Instituttet skal fungere som et arbejdsmiljøcenter for fagbevægelsen i Asien og som en ressourcebase for viden, forskning og oplysning om arbejdsmiljøproblemer.

En liste over større regionale projekter i Sydøstasien findes i bilag 6.

Cambodia

Cambodia er efter mere end 20 års borgerkrig et af Asiens fattigste lande. Landets turbulente nyere historie med De Røde Khmers rædselsregime og den efterfølgende vietnamesiske besættelse har medført omfattende sociale, politiske og kulturelle omvæltninger. Siden en ny koalitionsregering under premierminister Hun Sen kom til magten efter de demokratiske valg i november 1998, har den politiske udvikling stabiliseret sig og skabt grundlag for reformer på det økonomiske, administrative og retlige områder. Det vil imidlertid tage mange år at genopbygge Cambodias menneskelige ressourcer og fysisk infrastruktur.

Cambodia er rigt på naturressourcer, men en utilstrækkelig forvaltning og overudnyttelse af landets naturressourcer, især inden for skovbrug, minedrift og landbrug, har haft alvorlige konsekvenser for miljøet. Hertil kommer, at millioner af landminer og ueksploderede bomber gør store dele af landbrugsjorden uanvendelig. Manglende regulering af dambrug, fiskeri og industriudviklingen kombineret med den voksende urbanisering vil ligeledes kunne medføre store miljøproblemer for landet.

Der er en stigende erkendelse af de miljømæssige problemer i landet. Cambodia er det land i Sydøstasien, der i forhold til landets størrelse har det største areal med uberørt natur. I 1993 udlagde Cambodia 23 områder på tilsammen 3,3 mio. ha. eller mere end 18 pct. af landets samlede areal til beskyttede områder. Desuden har Cambodia ratificeret en række internationale miljøkonventioner.

Der er indført et relativt omfattende sæt regler for miljømæssig forvaltning i den første femårs udviklingsplan (1996–2000), og en national miljøhandlingsplan blev vedtaget i 1998. Planen udpeger seks tematiske områder, der skal prioriteres i perioden 1998– 2002, 1)

skovbrugspolitik, 2) fiskeri og landbrug i Tonle Sap regionen, 3) forvaltning af kystfiskeri, 4) biodiversitet og beskyttede områder, 5) miljørigtig energiudvikling og 6) håndtering af affald fra byer. Men gennemførelsen af handlingsplanen er hæmmet af den svage administrative og forvaltningsmæssige kapacitet, utilstrækkelig lovgivning på miljøområdet, ringe fysisk infrastruktur og pengemangel.

Danida har støttet Cambodia fra 1992 til 1998 med overgangsbistand, koncentreret om genhusning af flygtninge, minerydning, menneskerettigheder, demokrati og valgstøtte. Fra 1993 blev Cambodia også omfattet af Danidas støtte til Mekong Kommissionen. I maj 1997 blev en aftale om miljømæssigt samarbejde indgået, men som følge af kuppet i juli 1997 blev det videre arbejde med miljøprogrammet indstillet og først genoptaget i februar 1999.

Det skete i 1999

I 1999 har Danida i samarbejde med de cambodianske myndigheder arbejdet med formuleringen af et 5-årigt miljøstøtteprogram (1999-2003). Den danske miljøstøtte til Cambodia skal tilstræbe at forbedre levevilkårene for den fattige befolkning i land- og byområderne gennem en bæredygtig udnyttelse, beskyttelse og forvaltning af naturressourcerne og miljøet. Det forudses, at miljøstøtten vil blive koncentreret inden for tre områder: Lokalt baseret naturressourceforvaltning, uddannelse og oplysning vedrørende bæredygtig udnyttelse af miljøet samt miljøforvaltning af by- og industriudvikling.

Sideløbende med formuleringen af det overordnede miljøstøtteprogram blev der i 1999 planlagt og igangsat nye projekter inden for kystzoneforvaltning og skadedyrsbekæmpelse. Derimod indstillede Danida indtil videre sin støtte til minerydning.

Skoven ryddes i Cambodia.

Støtten til kystzoneforvaltning er en overgangsbevilling forud for igangsættelse af anden fase af en større indsats i kystzoneprovinserne. Projektet støtter udvikling af provinsmyndighedernes kapacitet til at gennemføre naturressourceplanlægning. I projektets første fase er der blandt andet foretaget en kortlægning af kystområdets naturressourcer samt gennemført kurser og seminarer om integreret kystforvaltning.

Skadedyrsbekæmpelse. Der er i 1999 forberedt et projekt til vedvarende støtte til integreret skadedyrsbekæmpelse. Det er projektets mål på længere sigt at nedbringe brugen af pesticider i Cambodias landbrug.

Minerydning. Det skønnes at der efter 20 års krig og borgerkrig ligger et sted mellem 4 og 6 millioner miner i Cambodia. Danida har tidligere givet tilsagn om at støtte rydning af miner gennem den nationale organisation, Cambodia Mine Action Centre (CMAC). Som følge af kritik af CMAC’s forvaltning af donormidlerne er udbetalingen af den danske bistand i lighed med en række andre donorers bistand foreløbig blevet udsat, indtil der er opnået sikkerhed for, at organisationen har opfyldt de krav, som donorkredsen har fastlagt.

En liste over større Danida-projekter i Cambodia findes i bilag 6.

Laos

Det bjergrige Laos er et af de fattigste lande i Sydøstasien. Over halvdelen af befolkningen får ikke dækket de grundlæggende behov for mad, bolig og uddannelse. I 1975 blev det tidligere kongedømme styrtet af den kommunistiske oprørsbevægelse, Pathet Lau, der har regeret landet siden. Fra midten af 1980’erne har Laos søgt at omstille økonomien fra socialistisk planøkonomi til en markedsbaseret økonomi, og landet har i de senere år gennemført en betydelig politisk og økonomisk åbning mod omverdenen.

Laos har stadig store områder med værdifuld skov og mange dyrearter, men fattigdom og befolkningstilvækst lægger et stort pres på skovene, som belastes af svedjebrug og ukontrolleret tømmerhugst. Eksport af tømmer er landets største indtægtskilde.

Mekong-floden forsyner landet med elektricitet og vand til kunstvanding, og er desuden en vigtigt kilde til føde – fisk og andre ferskvandsdyr. Vandet er imidlertid truet af forurening fra den voksende befolkning og fra industri. Størstedelen af Mekong-flodens vand løber til i Laos, og derfor har landets forvaltning af vandressourcer og vådområder stor betydning for de lande – Cambodia, Thailand og Vietnam – der ligger længere nede af floden.

Problemer i forbindelse med industri, minedrift og byudvikling er stadig forholdsvis små, men de forstærkes af den økonomiske vækst, som Laos har oplevet gennem de senere år. Krav om mere energi og en intensiveret udnyttelse af landets mineralforekomster for at forbedre økonomien vil sætte landets naturressourcer under yderligere pres.

Flere hidtil ukendte dyrearter og ikke mindst mange nye plantearter forventes at blive fundet i de næste årtier.

I dalene nær den vietnamesiske grænse udgør ueksploderede bomber en alvorlig fare for lokalbefolkningen. Derfor er en systematisk bomberydning i mange områder en nødvendig forudsætning for udnyttelse af de naturlige ressourcer.

Regeringen i Laos er opmærksom på miljøproblemerne, men på grund af fattigdom og en svag administration er det begrænset, hvad der lokalt kan gøres for at afhjælpe og forebygge nye miljøproblemer.

I maj 1997 underskrev Laos og Danida en aftale om miljøsamarbejdet. Aftalen udpeger tre indsatsområder for miljøbistanden: Forvaltning af naturressourcer, udvikling af byer og industri samt kapacitetsudvikling og oplysning inden for miljøområdet. Tidligere er der blandt andet givet støtte til minerydning, forvaltning af naturressourcer og fredede naturområder.

Det skete i 1999

En ny miljølov og en industrilov er for nyligt blevet vedtaget, hvilket giver håb om en forbedret ramme for miljøindsatsen i Laos. I løbet af året har Danida været i tæt dialog med de laotiske myndigheder og andre interessegrupper om fastlæggelsen af rammerne for et program for Danidas miljøindsats i landet. Miljøstøtteprogrammet forudses at blive godkendt af de laotiske myndigheder og Danida i midten af 2000. Miljøstøtten vil i fremtiden i højere grad fokusere på aktiviteter til demonstration af ny miljøteknologi og forbedrede dyrkningsmetoder. En større andel af støtten planlægges givet til aktiviteter i provinserne.

Sideløbende med denne programmering af miljøstøtten blev der i 1999 iværksat nye projekter i forbindelse med kapacitetsopbygning i offentlige institutioner og vandmiljø.

Kapacitetsopbygning. På nationalt plan er igangsat et større projekt til styrkelsen af kapaciteten i fire offentlige institutioner: a) Komiteen for private investeringer og internationalt samarbejde, b) Styrelsen for videnskab, teknologi og miljø, c) Industri- og kunsthåndværksministeriet, og d) Land- og skovbrugsministeret. Projektets formål er at fremme en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og miljøvenlig udvikling af land- og skovbrug samt industri.

Foruden generel kapacitetsopbygning bidrager projektet med at forbedre koordinationen og overvågningen af bistanden til miljø- og naturforvaltning, introduktion af miljøvenlig industriudvikling og renere teknologi til produktion samt til at forbedre forvaltningen af afvandingsområder i højlandet.

Vandmiljø. Laos har netop bygget et nyt forskningscenter for vandmiljø. Danida støtter den fortsatte styrkelse af centrets menneskelige ressourcer, udviklingen af forskningsplaner og rådgivning med hensyn til fremtidige politikker for forvaltning af landets ferskvandsressourcer.

Sideløbende med igangværende og kommende større projekter er der også påbegyndt en række mindre projekter. Disse omfatter videreuddannelse i miljøvenlig arealanvendelse inden for land- og skovbrug for ansatte i central- og provinsadministrationen, støtte til en international konference om bæredygtig udvikling af naturparker og støtte til integreret skadedyrsbekæmpelse med mindsket brug af pesticider.

Der er indledt en tæt dialog med Danced i Thailand om biologisk mangfoldighed og tv- og radioformidling af miljøbeskyttelse for yngre aldersgrupper.

En liste over større Danida-projekter i Laos findes i bilag 6.

Malaysia

Jungler og sumpskove, mangrover og højmoser, Malaysia er et af de lande i verden, der har flest plante- og dyrearter. Men det er samtidig et land, der i mange år har haft en udvikling med økonomisk vækst og industrialisering og dermed også voksende problemer med rovdrift på naturen og forurening. Den store miljømæssige udfordring for Malaysia er på den ene side at fastholde den økonomiske vækst, og på den anden side at beskytte den enestående natur.

Danceds indsats i Malaysia er koncentreret om byudvikling, industri, energi og biodiversitet. Geografisk er der givet prioritet til delstaterne Sabah og Sarawak på Borneo.

Malaysias økonomi er overvejende baseret på eksport til oversøiske markeder, og derfor blev landet ikke ramt så hårdt af den økonomiske nedtur i Asien i 1997 som f.eks. nabolandene Thailand og Indonesien. Siden har økonomien været inde i et behersket opsving med en vækst på mellem 3 og 5 pct. årligt. Men den økonomiske udvikling er præget af forsigtighed, og det påvirker miljøet på forskellige områder. På energiområdet har det vist sig i et ønske om besparelser og alternativer til de nuværende energikilder, der ud over at belaste miljøet også tynger økonomisk.

I forbindelse med Danceds samarbejde med det private erhvervsliv betyder den økonomiske forsigtighed blandt andet, at de malaysiske virksomheder er tilbageholdende med at kaste sig ud i projekter, der ikke er forbundet med en direkte økonomisk gevinst. På det generelle plan betyder den forsigtige økonomiske kurs, at regeringen ikke har afsat flere ressourcer til miljøområdet. Der har dog heller ikke været tale om nedskæringer, som på en række andre områder.

I november 1999 var der valg i Malaysia. Den nationale regering blev siddende, men magtbalancen blev ændret i en række delstater. I forhold til Danceds aktiviteter har valget ikke haft større betydning.

Danced har haft aktiviteter i Malaysia siden 1994. I den periode har landet vedtaget en række love på miljøområdet blandt andet en lov om beskyttelse af landets mangfoldighed af dyr og planter (1997). Samtidig er der stigende folkelig miljøbevidsthed i Malaysia. Det kan mærkes i pressen, som med jævne mellemrum tager landets miljøproblemer og -politik under behandling, og det kan ses af de folkelige initiativer som dukker op rundt om i landet.

I forbindelse med miljøbistanden til Malaysia samarbejder Danced med den offentlige administration men støtter også lokale initiativer i forbindelse med genbrug, affaldssortering, lokalplaner, rettigheder til lokale naturressourcer, bæredygtig udnyttelse osv.

Danceds indsats i Malaysia er aftalt mellem Malaysias regering og Danced i programmet for samarbejdet i 1999 til 2001. Den overordnede ramme for indsatsen er udstukket efter Malaysias egen miljøpolitik og prioriteringer på området. Danceds aktiviteter omfatter både korte projekter som afholdelse af workshops eller støtte til formulering af politik på et givent område og længerevarende støtte til opbygning af nye universitetsuddannelser, indførelse af renere teknologi i industrien, naturforvaltning, vandkvalitet, virksomhedsrådgivning, bæredygtig udnyttelse af kyst- og skovområder m.m.

Via sit Partnership Facility Programme (PF) støtter Danced samarbejder mellem danske og malaysiske virksomheder. I 1999 omfattede PF-programmet tre partnerskaber. Det drejede sig om produktion af kedler til afbrænding af affald fra henholdsvis træ- og palmeolieindustrien samt anvendelse af et miljøinformationssystem til registrering og vurdering af forureningskilder.

Det skete i 1999

1999 blev præget af mange aktiviteter på det grønne område og af aktiviteterne i forbindelse med energi, som er det nye indsatsområde i miljøbistanden til Malaysia. Et tredje punkt i årets miljøbistand blev spørgsmålet om økonomi som redskab i miljøpolitik, det er overskriften for et nyt projekt, men samtidig et udgangspunkt for andre.

)

Energi Danceds nye indsatsområde i Malaysia, og det kan få stor
betydning både økonomisk og for  miljøet.

Det grønne område har siden begyndelsen på det dansk-malaysiske miljøsamarbejde været et af indsatsområderne. Begrebet dækker over projekter i forbindelse med beskyttelse af dyre- og plantearter, bæredygtigt skovbrug, forvaltning af kystområder og beskyttelse og forvaltning af vandressourcer.

1999 bød på en helt ny udvikling på det grønne område. Med støtte fra Danced har Universiti Malaysia Sarawak på Borneo etableret en ny uddannelse i bæredygtig naturforvaltning. I første omgang skal der uddannes 50 studerende i løbet af en tre-års forsøgsperiode. Uddannelsen er blevet udviklet i samarbejde mellem Universiti Malaysia Sarawak og en række danske universiteter i det Danced-støttede universitetssamarbejde DUCED SLUSE (Danish University Consortium for Environment and Development – Sustainable Landuse and Natural Ressources Management). Siden oprettelsen af DUCED SLUSE i 1998 har Danced støttet arbejdet med at etablere lignende samarbejder i sine samarbejdslande, og i 1999 så det malaysiske MUCED SLUSE dagens lys. Se her!

Høst af oliefrugter til palmeolieproduktion.Under PF-programmet støtter Danced blandt andet  udnyttelse af affaldet fra produktionen.

Samarbejdet mellem de to SLUSE-konsortier indebærer, at lærere og forskere fra de danske universiteter skal undervise i Malaysia, ligesom lærere herfra vil forelæse for danske studerende.

I 1999 blev der arbejdet med at forberede et lignende malaysisk universitetssamarbejde i forbindelse med byer og industri.

På det grønne område blev der desuden startet projekter i delstaterne Sabah og Sarawak, som er de økonomisk mindst udviklede områder i Malaysia. Til gengæld er det også her, man finder det meste af den oprindelige natur i landet. De nye projekter omfatter blandt andet kapacitetsudvikling i forbindelse med forvaltning af vandressourcer og i forbindelse med naturforvaltning i Sabah, hvor naturen er under pres på grund af træfældning og plantagedrift.

Et andet projekt er støtte til udarbejdelse af en handlingsplan for de beskyttede naturområder i Sarawak. Danced har gennem en række nuværende og tidligere projekter støttet naturbeskyttelse af de enestående områder i Sabah og Sarawak, og de nye projekter i 1999 falder i tråd med denne støtte.

I forbindelse med det nye landeprogram (1999-2001) søsatte Danced i august 1999 en programmission, som skulle trække linierne på det grønne område op og udvikle nye projektideer. Missionen fandt frem til seks overordnede problemer i forbindelse med en mere bæredygtig udvikling på det grønne område i Malaysia. Blandt andet peger missionen på, at skønt der er ved at blive etableret et system af love på miljøområdet, så mangler de offentlige forvaltninger kapacitet, systemer og rutiner til at håndhæve lovene. Samtidig er arbejdet med love og internationale konventioner på miljøområdet et nationalt anliggende, hvorimod selve forvaltningen af naturområderne sorterer under delstaterne, og der er behov for at fremme samarbejdet mellem de to instanser. Missionen peger dog også på den generelle miljøbevidsthed i befolkningen, inddragelsen af miljøspørgsmål i undervisningen og inddragelsen af offentligheden i planlægningen som positive om end meget nye fænomener. Missionens ideer til nye projekter omfatter også samarbejde med miljø-NGO’er.

Tørvemoseskoven  fungerer som en kæmpe-svamp, der holder på vandet fra regntiden.
Danced støtter bæredygtig udnyttelse af Malaysias tørvemoseskove.

Energi er det nye indsatsområde i miljøbistanden til Malaysia. Efter en indledende strategimission først på året, planlægning og undersøgelser af ideer til projekter fik energien en flyvende start. I sommeren iværksatte Danced to korte projekter, som skulle levere input til Malaysias kommende fem-års plan i forbindelse med henholdsvis energibesparelser og udviklingen af alternative energikilder, også kaldet det 5. brændsel ved siden af landets energikilder olie, kul, gas og vand. De to indledende projekter vil blive bakket op af flere projekter i forbindelse med Malaysias store potentiale for alternativ energi og energibesparelser. De to projekter er nærmere beskrevet i boksen side 22.

Økonomiske styreredskaber i miljøpolitikken. Det er Malaysias Economic Planning Unit (EPU), en afdeling under premierministerens kontor, der står for den overordnede koordinering af aktiviteterne i miljøsamarbejdet. Danced har tidligere støttet udvikling af EPUs kapacitet på miljøområdet blandt andet for at få indarbejdet miljøhensyn i den overordnede planlægning. I den sammenhæng indledte Danced i 1999 et nyt projekt, der drejer sig om økonomiske virkemidler i miljøforvaltningen. Projektet skal styrke EPUs kapacitet til at udvikle og evaluere økonomiske politikker og andre økonomiske tiltag og deres sammenhæng med de mål, som Malaysia har på miljøområdet.

En liste over større Danced-projekter i Malaysia findes i bilag 6.

Thailand

Thailands natur og miljø har i årevis været under pres fra industrialisering og stærk byudvikling, og de økonomiske lavkonjunkturer har ikke gjort situationen bedre. Thailands økonomi fik et hårdt knæk ved den økonomiske krise i 1997 og landet lider stadig under følgerne. Skønt økonomien igen er begyndt at vokse, er niveauet fra før 1997 langt fra nået, og det har stor betydning for befolkningen og dermed for miljøet.

Den store udfordring er at sikre en bæredygtig udvikling og forvaltning af landets ressourcer samtidig med den økonomiske vækst, Thailand har brug for.

Den stigende bevidsthed om miljøproblemer i Thailand blev afspejlet i udarbejdelsen af landets femårsplan i 1997. I planen lægges der op til et skift fra den hidtidige fokusering på økonomisk vækst til en bredere tilgang til problemerne, herunder vægt på bæredygtighed i udviklingen og folkelig deltagelse i planlægningen. Samtidig er der en stigende erkendelse af, at en "grøn revolution" baseret på massive teknologiske input ikke nødvendigvis er løsningen for landets fattige småbønder.

Opgøret med forestillingen om økonomisk vækst som det eneste mål for udvikling er også blevet fulgt af en ændret holdning til miljøet. Thailand har en ganske omfattende lovgivning på miljøområdet, men hidtil er håndhævelsen af loven først og fremmest sket gennem kontrol og straf. I dag lægges vægten i stigende grad på at befolkningen inddrages i planlægning og gennemførelsen af projekter på miljøområdet.

De relativt mange folkelige bevægelser på miljøområdet er endnu et tegn på den nye udvikling. Gennem sit samarbejde med lokale miljøorganisationer og Thailands administration støtter Danced folkelig deltagelse i planlægning og miljøforvaltning i en række projekter.

Rammerne for Danceds indsats i Thailand er fastlagt i landeprogrammet for 1998–2001, der udpeger tre indsatsområder: Bæredygtig forvaltning af naturressourcer, bæredygtig udvikling på by- og industriområdet og bæredygtig energi.

Samarbejdet med de thailandske myndigheder koordineres af en Joint Coordination Committee, sammensat af repræsentanter fra Danced og fra en række ministerier, herunder Premierministerens Kontor, Landbrugsministeriet, Indenrigsministeriet, Industriministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Miljø. Som noget nyt indbød man i 1999 en repræsentant fra NGO-COD til at deltage som observatør i kommiteen.

I foråret 1999 foretog Thailands premierminister en regeringsrokade, der betød nye ansigter i nogle af de ministerier, som Danced samarbejder med. Samtidig kom der helt nye samarbejdspartnere til i årets løb blandt andet på energiområdet, hvor Danced indledte et samarbejde med Ministry of Finance om økonomiske styringsinstrumenter.

Danced har haft aktiviteter i Thailand siden 1994 og fra begyndelsen har Thailands miljøorganisationer været en vigtig samarbejdspartner. Det drejer sig først og fremmest om samarbejdet med NGO Coordinating Committee on Development (NGO-COD) en paraplyorganisation for en række miljø- og landbrugsorganisationer. Via NGO-COD støtter Danced lokal forvaltning af naturressourcer. Gennem andre græsrodsorganisationer støtter Danced beskyttelse af biodiversitet, bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, rehabilitering af nedslidte landområder osv.

Via sit Partnership Facility Programme (PF) støtter Danced samarbejder mellem danske og thailandske virksomheder, og i 1999 blev de første to indledt. Det ene partnerskab er et samarbejde om vandrensningsteknologi. Det andet er et samarbejde om udvikling af metoder til at indvinde giftige dampe fra benzin-lagre. Den økonomiske krise i Thailand har betydet, at de thailandske virksomheder er forsigtige med at investere, hvilket har medført færre partnerships, end man kunne forvente.

7.gif (14183 bytes)

Det skete i 1999

Det rådgivende udvalg for miljøbistand til udviklingslandene besøgte i november Thailand og så på projekter i forbindelse med byer og industri, bæredygtig energi samt forvaltning af vand, skove og biologisk mangfoldighed. Desuden så udvalget på det danske samarbejde med thailandske NGO’er. På baggrund af rejsen er udvalget kommet med en række anbefalinger til det fremtidige arbejde. Anbefalingerne vil indgå i det fremtidige arbejde i Thailand.

1999 blev blandt andet præget af arbejdet med at programlægge indsatsen i forbindelse med energi. Men der blev også iværksat nye projekter i forbindelse med spildevand, lokal miljøplanlægning i landdistrikter, universitetssamarbejde og grønne medier.

Bæredygtig energi har været på dagsordenen siden Thailand i 1992 vedtog "Energy Conservation Promotion Act". Loven indeholder en række obligatoriske tiltag for at fremme energibesparelser i industri og bygninger samt en række frivillige tiltag, der skal fremme effektiv energiudnyttelse og vedvarende energi. Gennemførelsen af disse tiltag bliver finansieret af en energisparefond med penge fra beskatning på olieprodukter.

Lovgivningen har givet resultater, men der er flere problemer med at få den til at slå igennem. Dels mangler der kvalificeret arbejdskraft på området, dels forståelse for og viden om mulighederne for at spare energi. Desuden har den økonomiske krise bragt fokus væk fra energiområdet.

Indtil videre har Danceds samarbejde med Thailand på energiområdet været begrænset, men i 1999 besøgte en programmission Thailand for at udarbejde en strategi for det fremtidige samarbejde på området. Efterfølgende iværksatte Danced støtte til to nye projekter på energiområdet.

Fra 1997 til 1999 støttede Danced det lokale miljømedieprojekt Young Green Media. 1999 fik programmet prisen som det beste ungdomsprogram (15-25 år) i Thailand. Danced støtter det videre arbejde med miljømedier gennem projektet"Medier for miljø".

Det ene projekt skal fremme energibesparelser i industri og bygninger blandt andet gennem brancheanalyser, informationsaktiviteter, uddannelsesaktiviteter og forenkling af de administrative procedurer. Projektet bliver gennemført i samarbejde med Bureau of Energy Regulation and Conservation, som er en del af Thailands miljøministerium.

Det andet projekt henvender sig til små og mellemstore virksomheder, som hidtil ikke har været omfattet af "Energy Conservation Promotion Act" og muligheden for at få midler fra energisparefonden. Projektet skal støtte National Energy Policy Office i at udvikle en energiledelsesordning. Danmark indførte for få år siden en lignende ordning og de danske erfaringer vil blive en vigtig del af arbejdet med de små og mellemstore virksomheder i Thailand.

Spildevand. Danced har tidligere støttet spildevandsprojekter i Thailand, og samarbejdet blev udbygget med to nye projekter i 1999. Det ene projekt er støtte til Wastewater Management Authority (WMA), der varetager håndtering af spildevand i provinserne omkring Bangkok, herunder etablering og drift af anlæg, håndtering af afgifter og spildevandsbehandling. WMA blev oprettet i 1995 og projektet skal udover generel kapacitetsudvikling støtte det konkrete arbejde med 30 spildevandsanlæg.

En stor del af Danceds støtte til forvaltning af naturressoucer går gennem  græsrodsorganisationeriThailand.

Det andet projekt handler om industriområdet Samut Prakarn sydøst for Bangkok, hvor der for tiden bygges et spildevandsanlæg, der skal rense spildevand for 600.000 personer og 4.000 industri anlæg. Danced har støttet forberedelserne til spildevandsanlægget. Dette nye projekt skal støtte udviklingen af spildevandsafgifter bygget på princippet om, at forureneren betaler. Erfaringerne fra Samut Prakarn skal senere kunne anvendes i lignende projekter andre steder i Thailand.

Lokal miljøplanlægning i landdistrikterne er blevet mere presserende efter den økonomiske krise i 1997. Titusinder af mennesker har mistet deres arbejde i byggeriet eller industrien, og mange af dem er rejst til landdistrikterne i deres søgen efter et udkomme. Det øger presset på naturen på landet, og behovet for en bæredygtig planlægning og forvaltning. Danced støtter lokal forvaltning af naturressourcer gennem en række projekter med græsrodsorganisationer og offentlige myndigheder, og i 1999 indledte Danced to nye projekter på området. "Changwat Action Plans" er den engelske titel på det ene projekt. Changwat betyder provins på thai, og projektet skal styrke miljøplanlægningen på provinsniveau og samtidig inddrage offentligheden i planlægningen. Changwat-projektet er koncentreret i provinserne Khon Kaen og Chayaphum. Se her!

Både affaldsindsamling og overvågning af floder og vandløb er emner for Danceds indsats i Thailand.

Det andet projekt drejer sig om de såkaldte TAO’er (Tambon Administrative Organisations), som er det mest decentrale led i Thailands administration. Den lokale miljø- og naturressourceforvaltning i Thailand sorterer under TAO’erne, men der er stort set ingen af dem, der har miljø- eller naturressourceforvaltning med i deres udviklingsplaner. Projektet skal udvikle kapaciteten hos TAO’erne gennem uddannelse af personale og etablering af administrative enheder for naturressourceforvaltning i de involverede TAO’er. Også dette projekt lægger op til en øget inddragelse af befolkningen i planlægningen blandt andet ved at etablere komiteer for naturressourceforvaltning med repræsentanter for lokalsamfundene. Projektets aktiviteter er koncentreret i Mae Chaem-distriktet i det nordlige Thailand.

Arbejdet med TAO’erne bakkes op af et mindre Danced-støttet projekt, som stiller et beløb til rådighed for mindre lokale projekter i forbindelse med miljø og forvaltning af naturressourcer, hvor formuleringen og planlægningen sker med inddragelse af offentligheden.

To thailandske universitetssamarbejder så dagens lys i 1999. Det drejer sig om to universitetskonsortier, der skal arbejde med forskning og undervisning i henholdsvis miljøproblemer i byer og industri og med bæredygtig forvaltning af naturressourcer. De to konsortier, TUCED (Thai University Consortia on Environment and Development) I&UA (Industry & Urban Areas) og TUCED SLUSE (Sustainable Landuse and Natural Ressources Management) vil komme til at arbejde tæt sammen med de danske universitetskonsortier, DUCED I&UA og DUCED SLUSE, der i 1998 blev etableret med støtte fra Danced.

Medier for Miljø er den danske titel på et projekt, der fortsætter Danceds støtte til Thai Worldview Foundation (TWF). Siden 1997 har Danced støttet TWF, der producerer radio og tv om miljø og bæredygtighed. Første del af støtten gik til at styrke TWF’s kapacitet og uddanne personalet. Under anden del af støtten skal der produceres og sendes en række miljøprogrammer, med fokus på almindelige menneskers holdninger og livsstil.

En liste over større Danced-projekter i Thailand findes i bilag 6.

Vietnam

Vietnam er et af verdens tættest befolkede lande. De seneste år har landet haft økonomisk vækst og en betydelig industriel udvikling, men det vigtigste erhverv er stadig landbrug. Ris er den vigtigste afgrøde, koncentreret i Mekong-flodens delta i syd og den Røde Flods delta i nord.

Vietnam er rigt på naturressourcer, har en stor biologisk mangfoldighed, frugtbare floddeltaer og en lang kystlinje. Men befolkningstilvæksten har sammen med den økonomiske vækst ført til voldsomt pres på naturen, som giver sig udslag i afskovning, overfiskeri, udpining af landbrugsjorden og forurening af vandløb. Omkring 30 pct. af landets areal er miljømæssigt nedslidt.

Der er stigende bevidsthed om miljøproblemerne. Vietnams regering har taget flere vigtige initiativer med henblik på at basere den fortsatte økonomiske udvikling på et bæredygtigt og miljøvenligt grundlag. Landet var i 1986 et af de første lande i Sydøstasien, der udarbejdede egentlige miljøhandlingsplaner, og i 1994 blev der vedtaget en miljølov. Til loven hører en bekendtgørelse, der giver myndighederne vidtrækkende beføjelser til miljøbeskyttelse, og foreskriver konkrete sanktioner i forbindelse med overtrædelser. De vietnamesiske myndigheder mangler imidlertid den fornødne kapacitet til at kunne koordinere og integrere miljøhensyn i den offentlige forvaltning og planlægning, hvilket hindrer effektiv gennemførelse af en efter forholdene i øvrigt veludbygget miljølovgivning.

Danida har siden 1993 haft Vietnam som programsamarbejdsland for dansk udviklingsbistand, hvor indsatsen er koncentreret om støtte til sektorerne fiskeri, vand og landbrug. Bistanden er koncentreret i 10-12 provinser og om national kapacitetsopbygning. Siden 1997 har landet tillige modtaget miljøbistand under MIFRESTA-rammen. Miljøbistanden supplerer og støtter aktiviteterne under udviklingsbistanden navnlig i provinserne Hghe An, Ha Tinh og Soc Trang.

I tæt dialog med de vietnamesiske myndigheder blev der i løbet af 1998-1999 gennemført en omfattende programmering af miljøbistanden til Vietnam. De bærende principper i det planlagte program er miljøbeskyttelse og fattigdomsbekæmpelse. Indsatsen er fokuseret på fire områder: Biodiversitet og forvaltning af beskyttede områder, bæredygtig forvaltning af kystzoner og beskyttede havområder, bæredygtig by- og industriudvikling samt miljøundervisning og oplysning. Kapacitetsopbygning indgår som et tværgående hensyn på disse områder. Programmet er koncentreret geografisk i udvalgte provinser og løber fra 1999 til 2002.

Det skete i 1999

Der blev i 1999 iværksat nye projekter i forbindelse med kystzoner, industri og overordnet kapacitetsopbygning.

Kystzoner og beskyttede havområder. I samarbejde med Verdensbanken støtter Danida et større projekt vedrørende kystzoneforvaltning i Mekong-flodens delta. Projektets formål er at sikre en bæredygtig udnyttelse af mangroveområdet og hermed bevare eksistensgrundlaget for den fattige befolkning i området. Vietnam har oplevet et markant fald i mangroveområder hovedsageligt som følge af etablering af intensiv rejeopdræt, ukontrolleret bosættelse, brug af mangrovetræ til fabrikation af trækul og anlæggelse af rismarker. ødelæggelsen har medført erosion, hyppige oversvømmelser med indtrængning af saltvand, forsuring af jorden og et fald i ynglepladser for fisk og skaldyr, hvilket igen har bidraget til en underminering af befolkningens levegrundlag. Ødelæggelsen af mangroveområder har været særlig udbredt i Mekong-deltaet. Genetablering af mangroven er en væsentlig forudsætning for en forsvarlig kystbeskyttelse.

En 460 km lang kyststrækning vil blive fredet, hvilket indebærer, at familier må genbosættes i en bufferzone. Genbosættelsen følger Verdensbankens retningslinjer, der indebærer, at familierne som minimum skal have lige så gode vilkår som før genbosættelsen. Hovedkomponenterne i projektet er genplantning af mangrove, teknisk og økonomisk bistand til familierne i bufferzonen, en socialfond til de fattigste og institutionel støtte til regulering af brugsretten til jord- og vandressourcer.

By- og industriudvikling. I Thai Nguyen provinsen støtter Danida et projekt, der skal styrke administrationen både lokalt og nationalt og hermed bidrage til gennemførelsen af Vietnams miljølovgivning på provinsniveau. Lokale administratorer vil blive trænet, og der vil blive givet støtte til udvikling af strategier og handlingsplaner inden for bl.a. renere teknologi, bortskafning af affald herunder hospitalsaffald m.v. Provinsen er et vigtigt industricenter i det nordlige Vietnam og er rig på kul, jernmalm, tin og andre mineraler. Flertallet af anlæggene til minedrift er fra det tidligere Sovjetunionen eller Kina, og de er forældede, ineffektive og forurenende. Spildevand fra husholdninger og industri bliver med få undtagelser ledt direkte ud i vandløb og kanaler, der ender i floderne, hvor vandet mange steder nu er sundhedsfarligt.

Hav og floder er livsgrundlaget for millioner af mennesker i Vietnam

På det overordnede plan støtter Danida kapacitetsopbygning i Ministeriet for Planlægning og Investering. Projektets formål er at fremme bæredygtig forvaltning af naturressourcer, bymiljø og industriudvikling ved at styrke den administrative kapacitet i ministeriet for at fremme miljøhensyn i regeringens prioriteter og investeringsplaner. Der lægges vægt på at forbedre ministeriets kapacitet til at koordinere donorfinansierede miljøprojekter i Vietnam, herunder de danske miljøprojekter. Rådgivningen og træningen vil omfatte institutionel udvikling, udviklingsplaner for personale og miljøkonsekvensanalyser.

En liste over større Danida-projekter i Vietnam findes i bilag 6.