Miljøbistand til udviklingslandene. Årsberetning 1999 Kapitel 4: De globale miljøprogrammerDanida har siden 1993 administreret MIFRESTA-midler til støtte for opbygning og gennemførelse af globale miljøprogrammer. Omfanget af disse midler er i perioden vokset, så de i dag udgør 25 mio. kr. om året. Støtten til de globale miljøprogrammer ydes ud over den regionale miljøbistand, der er omtalt i kapitel 2 og 3. Sammen med andre multilaterale midler fra Danidas udviklingsbistand under u-landsrammen giver MIFRESTA-midlerne Danmark mulighed for at forfølge regeringens politik for såkaldt "aktiv multilateralisme", der er udviklet i Udenrigsministeriet i de seneste år, og som for tiden er under revision. Aktiv multilateralisme betyder konkret på miljøområdet, at der gives mulighed for, at Danmark synligt og målrettet på det globale plan blandt andet kan yde støtte til følgende områder:
I de senere år har den faktiske anvendelse af MIFRESTA-midlerne til globale miljøprogrammer, som det fremgår af bilag 8, hovedsageligt været rettet mod projekter på ørkenområdet, klimaområdet samt biodiversitetsområdet. Støtten har primært haft karakter af målrettede punktindsatser på områder, der fra dansk side er fundet vigtige. Projekterne har herved fungeret som støtte for de konventioner, der udsprang af Rio-konferencen (1992): FNs konvention om biologisk mangfoldighed (1992), FNs konvention om klimaændringer (1992) og FNs konventionen om ørkenspredning (1994). Desuden har der gennem International Fores Forum (IFF) været ydet støtte til den igangværende internationale skovproces. På Ørkenkonventionens område er der i 1999 fra MIFRESTA-midlerne ydet ca. 5,3 mio. kr. i støtte. Der er givet støtte til bl.a. NGOers forberedelse til og deltagelse i Ørkenkonventionens tredje partskonference i Recife, Brasilien. Formålet med støtten har været at sikre inddragelsen af NGOer i arbejdet med iværksættelsen af FNs Ørkenkonvention. Ligeledes er der givet støtte til regionaliseringen af det velrenommerede senegalesiske miljøovervågningscenter Centre de Suivi Ecologique. På klimaområdet er der hovedsageligt ydet støtte til iværksættelse af klimakonventionen og til NGOer, der er aktive på klimaområdet eksempelvis Earth Council og Verdensnaturfonden. Samtidig er der givet støtte til forskning og information på klimaområdet. Der er bl.a. i 1999 givet støtte til en workshop om "The Clean Development Mechanism" (CDM) under Kyoto-protokollen med deltagelse af afrikanske lande og til et større program for udarbejdelse af nationale rapporter, som foreskrevet i klimakonventionen. På biodiversitetsområdet er der givet støtte til fremme af gennemførelse af bestemmelserne og målene i biodiversitetskonventionen i en lang række udviklingslande. Dette sker gennem faglig bistand til de pågældende landes relevante sagsbehandlere, udarbejdelse af oplæg, forvaltningsplaner for bæredygtig udnyttelse af naturressourcer mv. og ved almindelig kapacitetsopbyggende virksomhed. Handel. Udover støtte til disse tre områder har Danida igen og denne gang for en to-årig periode støttet driften af det uafhængige internationale center for handel og bæredygtig udvikling i Geneve med det formål at styrke hensynet til miljø og u-landenes interesser i det internationale handelssamarbejde, herunder i Verdenshandelsorganisation WTO. Ligeledes har det internationale Ekspertpanel for Handel og Bæredygtig udvikling (EPTSD) modtaget støtte, som er ydet med henblik på at styrke integrationen af miljø- og udviklingshensyn i internationale aftaler og implementeringen af disse. De globale MIFRESTA-midler er et meget fleksibelt redskab i det internationale miljø- og udviklingssamarbejde. Støtten til de globale programmer kan ske direkte i forhold til overordnede internationale forhandlingsprocesser, men kan også være rettet mod en konkret, geografisk fokuseret indsats med forventning om, at indsatsen har global betydning og gennemslagskraft. Fra mindre, målrettede punktindsatser til større programmer er Danidas globale MIFRESTA-midler med til at fremme opfølgningen på FNs globale miljø- og udviklingspolitiske dagsorden. Indsatsen er også med til at etablere og styrke dialogen med en række aktører i den internationale miljø- og udviklingsdebat alt til fremme af de overordnede miljø- og udviklingspolitiske hensyn, som Danmark lægger afgørende vægt på. Støtte fra MIFRESTA-rammen må i øvrigt ses i sammenhæng med den støtte, der ydes over u-landsrammen til globale miljøindsatser. En liste over størrer aktiviteter under de globale miljøprogrammer findes i bilag 8. |