Planterne er naturligt tilpassede til at optage de næringsstoffer fra jorden, der er
nødvendige for deres vækst. Optagelsen af andre stoffer varierer meget stærkt, nogle
optages i betydeligt omfang, f.eks. fordi de optages af de samme mekanismer som optager
næringsstoffer i planterne. Dette udnyttes i studier, hvor stoffer som bromid (Blumenthal
et al. 1999), strontium (Oliver, Barber, 1966) eller rubidium (Kuhlmann et al. 1985)
bruges som tracere for optagelse af forskellige plantenæringsstoffer.
Der findes ikke mange studier af optagelsen af organiske forbindelser i planternes
rodsystemer, men f.eks. blandt pesticiderne kender man stoffer der efter sprøjtning på
planterne optages og fordeles effektivt i planterne (f.eks. glyphosat og systemiske
fungicider) mens andre forbliver på overfladen og kun i meget begrænset omfang optages
og transporteres til andre dele af planterne. Tilsvarende må forventes at gælde for
organiske forbindelser i jorden (Jensen et al., 1997). Nogle stoffer vil forblive der,
hvor de kommer i kontakt med planterne, og vil dermed kun være et problem, hvis de kommer
i direkte kontakt med de spiselige dele af planterne. Andre må forventes at optages og
fordeles mere effektivt i planterne, og nogle kan opkoncentreres i planterne
(bioakkumulering, se Jensen et al., 1997).
Endelig skal man være opmærksom på at optagelse og transport af forskellige stoffer
kan variere meget stærk imellem plantearter.
Forskellige plantearter har meget forskellige egenskaber med hensyn til rodvækst,
og der er en stor variation imellem arterne i den roddybde der i praksis opnås. Men der
er også en række andre forhold der påvirker roddybden, f.eks. kan jordtype,
pakningsgrad af jorden (f.eks. Barraclough et al. (1991)), grundvandsstand, iltforhold,
surhedsgrad og andre kemiske forhold i dybere jordlag kan være af stor betydning
(Gregory, 1988; Marschner, 1986). I praksis betyder det, at den samme planteart kan opnå
vidt forskellige roddybder på forskellige jorder, og f.eks. fandt (Hamblin, Tennant,
1987) i australske forsøg at roddybden af hvede, byg og lupin varierede fra ca. 100 cm
til næsten 300 cm afhængigt af hvilken jord de blev dyrket på.
Bortset fra de nævnte mere grundlæggende jordbundsforhold, er der også forhold af
mere kortvarig natur som påvirker roddybden af den enkelte afgrøde. Rødder vokser og
forgrener sig mere i jordlag hvor der er næringsstoffer til stede (se Marschner 1986), og
det betyder i praksis at tilstedeværelse af f.eks. nitrat i dybere jordlag kan fremme
roddybden i hvert fald hos nogle plantearter (Thorup-Kristensen, 1993, 1999).
Også vandforsyning kan have en effekt, og det er f.eks. vist at majs, der udsættes
for udtørring, primært fortsætter sin rodvækst og rodforgrening i dybere jordlag hvor
der stadig er vand (Engels et al. 1994). Hvis der igen tilføres vand til de øverste
jordlag, reduceres rodforgreningerne i de dybe jordlag, mens der sker nye forgreninger i
de øverste. Barraclough et al. (1991) fandt noget tilsvarende for hvede, men den samlede
effekt på roddybden var begrænset til kun ca. 20 cm.
I de fleste rodundersøgelser forsøges det slet ikke at måle roddybden af
planterne; på grund af de krævende arbejdsmetoder nøjes man med at undersøge de
jordlag man antager er relevante. Canadell et al. (1996) har undersøgt publicerede
resultater hvor roddybden faktisk er målt. For landbrugsafgrøder konkluderer de at den
gennemsnitlige roddybde er ca. 210 cm, væsentligt dybere end det normalt antages. Der
findes en række eksempler på dette for afgrøder der er almindelige under danske
forhold, og som er tæt beslægtede med nogle af vores grønsagsafgrøder. Peterson et al.
(1979) fandt at sukkerroer effektivt kunne optage nitrat fra 210 cm dybde og til dels fra
240 cm dybde. (Barraclough, 1989) målte rodvækst hos vinterraps, og fandt en betydelig
rodtæthed helt ned til 180 cm som var den største dybde de undersøgte. Også fra
Danmark er der fundet eksempler på hurtig og dyb rodvækst (Thorup-Kristensen, 2000a,
2000b). Resultaterne viser at f.eks. grønsagsafgrøder som hvidkål, eller efterafgrøder
af olieræddike og cikorie kan tømme jorden fuldstændigt for dens indhold af nitrat ned
til 150 cm (Thorup-Kristensen, 1999, 2000a) som var den maksimale måledybde. Den
effektive roddybde af disse afgrøder var altså mere end 150 cm.
Forskelle i roddybde imellem afgrøder ser ud til at afhænge af to hovedfaktorer, 1)
rodvækstrate og 2) længden af vækstperioden. Roddybden ser ud til at øges med en stort
set konstant rate igennem vækstperioden (Thorup-Kristensen, 1998, 2000; Thorup-Kristensen
and Van den Boogaard, 1998, 1999; Greenwood et al., 1982). Den konkrete rate ser ud
til at være relativt ens for større grupper af plantearter (Greenwood et al.,
1982; Thorup-Kristensen 2000a, 2000b). De angivne roddybder i det følgende er effektive
roddybder for udnyttelse af stoffer som vand og nitrat.
Grønsager: Hvidkål, rødkål, grønkål, spidskål, blomkål, broccoli,
rosenkål, kinakål, knudekål, radis, ræddike
Landbrugsafgrøder: raps, kålroer, sennep
Denne gruppe ser ud til at have meget hurtig udvikling af stor roddybde (Barraclough,
1989; Smit et al. 1996; Thorup-Kristensen 2000a, 2000b, Thorup-Kristensen and Van den
Boogaard, 1998). Grønsagsarterne i denne gruppe varierer fra radiser med meget kort
vækstsæson, til hvidkål der ofte kan have en vækstsæson på 6 måneder eller mere, og
roddybderne varierer sansynligvis tilsvarende. Adskillige resultater viser, at de arter
der har den længste vækstsæson kan opnå meget store roddybder (Barraclough, 1989;
Thorup-Kristensen and Sørensen, 1999, Thorup-Kristensen 1999). Afgrøder med en kortere
vækstsæson, f.eks. broccoli, blomkål, spidskål eller tidlig hovedkål opnår typisk
roddybder fra ca. 75 cm til mere end 100 cm (Burns, 1980; Greenwood et al. 1982,
Thorup-Kristensen, 1993, 2000, Thorup-Kristensen and Van den Boogaard, 1998). Arter med
kort vækstsæson, f.eks. radiser og knudekål opnår kun en begrænset roddybde på 50 cm
eller mindre (Kuhlmann, 1990; Schenk et al. 1991).
Grønsager: Løg, skalotteløg, porre
Arterne i denne gruppe har den laveste rodvækstrate blandt grønsagsarterne, med rater
der ligger på kun 15% til 20% af rodvækstraten for korsblomstrede arter
(Thorup-Kristensen, 2000b). Selv for porrer, der har en meget lang vækstsæson, betyder
det at roddybden bliver begrænset til næppe meget mere end 50 cm (Burns, 1980; Smit et
al. 1996; Thorup-Kristensen and Sørensen, 1999), og for løg bliver den normalt fundet
til kun ca. 25 cm (Burns, 1980; Greewood et al., 1982; Thorup-Kristensen, 2000b).
Grønsager: Kartoffel, tomat, peber, aubergine
Landbrugsafgrøder: Kartoffel
Der findes kun få referencer på rodvækst af arter i denne plantefamilie. Nogle få
referencer på kartoffel antyder roddybder på op imod 100 cm (Parker et al. 1991;
Haverkort et al. 1994; Kutchera and Licthenegger, 1982b). Tomater antages generelt at
kunne opnå meget stor roddybde, men de to referencer jeg har fundet for dyrkning af
tomater på friland tyder ikke på roddybder væsentligt over 100 cm (Qasem, 1993;
Hösslin, 1954). Men ved dyrkning i væksthus, hvor der opnås en lang vækstsæson med
væsentligt højere temperaturer end på friland, er det rimeligt at antage at tomat kan
opnå væsentligt større roddybde end kartoffel.
Jeg har endnu ikke fundet nogen referencer på dybden af kartoflens knolde, men de vil
i praksis altid findes inden for de øverste 15-20 cm af jorden.
Grønsager: Ærter, bønner, fababønner, pralbønner
Landbrugsafgrøder: Ærter, hestebønner, lupiner, lucerne, hvidkløver,
rødkløver
Der findes i denne plantefamilie arter der kan opnå meget stor roddybde (Kutchera and
Lichtenegger, 1982b), blandt almindelige landbrugsplanter antages lucerne således normalt
at være den art der har dybest rodvækst. Rodvækstraterne ser dog ud til at være
moderate (Thorup-Kristensen, 1998, 2000a), og den dybe rodvækst må forventes især at
findes hos arter med lang vækstsæson og flerårige arter som lucerne. Grønsagsarterne
har alle en relativt kort vækstsæson, og det må forventes, at de under danske forhold
typisk vil opnå en effektiv roddybde på imellem 50 og 100 cm sådan som det er fundet
for ærter (Hamblin, Tennant, 1987; Greenwood et al., 1982, Thorup-Kristensen,
1998). Enkelte eksempler på større roddybder for ært er dog fundet, f.eks. Hösslin
(1954) og Armstrong et al. (1994).
Grønsager: Rødbeder, spinat, bladbeder
Landbrugsafgrøder: Sukkerroer
Der findes ikke så mange målinger af roddybder i denne plantefamilie, men enkelte
målinger viser at roer kan have en betydelig rodaktivitet til langt over 100 cm dybde, og
som tidligere nævnt helt ned til 240 cm (Strebel, Duynisveld, 1989; Peterson et al.
1979). På den baggrund er det rimeligt at antage at også rødbeder kan opnå roddybder
på væsentligt over 100 cm.
Spinat ser ud til at have en overfladisk rodvækst, roddybder fra 30 til 60 cm, i
overensstemmelse med afgrødens meget korte vækstsæson (Kuhlmann et al. 1985; Schenk et
al. 1991).
Grønsager: Gulerod, selleri, pastinak, persillerod, persille
Der findes ikke så mange målinger af roddybde hos planter fra denne familie, men det
ser ud til at de har moderate rodvækstrater af samme størrelsesorden som ærter, men kun
godt halvt så hurtigt som korsblomstrede arter (Thorup-Kristensen, 2000b;
Thorup-Kristensen and Van den Boogaard, 1998, 1999). Da mange af arterne har en lang
dyrkningssæson opnås der alligevel en betydelig roddybde (Burns, 1980; Greenwood et
al., 1982; Thorup-Kristensen 2000a; Thorup-Kristensen and Van den Boogaard, 1999).
Roddybder på 100 cm eller mere ser ud til at være realistisk i mange situationer.
Grønsager: Salat, cikoriesalat, julesalat, jordskok, artiskok, skorzonerrod
Landbrugsafgrøder: Solsikke, cikorie
Kutchera and Lichtenegger (1982b) har målt rodvækst på en række arter i denne
plantefamilie og fundet at en del af dem har meget dyb rodvækst, ned til mellem 2 og 3
meter. Foreløbige resultater med cikorie tyder på at den hurtigt kan opnå en effektiv
roddybde på 150 cm (Thorup-Kristensen, upubliceret). Sammenligning af rodvækstrater
tyder på at salat kan have lige så hurtig rodvækst som kål (Thorup-Kristensen, 2000b).
Den vigtigste grønsagsafgrøde i denne gruppe er salat, og den har kun en kort
vækstsæson, og opnår dermed kun en begrænset roddybde, typisk 30 til 60 cm (Burns,
1989; Jackson, Stivers, 1993; Thorup-Kristensen, 2000b). De fleste af de nævnte
grønsager fra denne plantefamilie har en lang vækstsæson, og må forventes at kunne
opnå meget betydelige roddybder, måske samme dybder som kålafgrøder med lang
vækstsæson, men der mangler konkrete data. Til gengæld er det ikke afgrøder der
normalt spises i større mængder i Danmark. Hos jordskok og skorzonerrod høstes den
spiselige del direkte fra jorden, og specielt for skorzonerrod tilstræbes det at opnå en
lang slank pælerod der når dybt ned, mere end 30 cm vil de dog sjældent nå.
Grønsager: Majs
Landbrugsafgrøder: Majs, alle kornarterne og græsserne
Denne plantefamilie findes normalt at have moderate rodvækstrater (Thorup-Kristensen,
2000a), og de er oftest ikke istand til at opnå større rodtæthed i dybe jordlag
(Kutchera and Lichtenegger, 1982a). Under tempererede forhold er roddybden af majs målt
til mellem 100 og 150 cm (Wiesler, Horst, 1994). De typer der dyrkes som grønsagsafgrøde
høstes noget tidligere, og effektive roddybder på mere end 100 cm er nok ikke normalt i
praksis.
Grønsager: Agurk, squash, melon, græskar
Der findes meget lidt litteratur om roddybder af disse arter. Den umiddelbare
konklusion ser ud til at være, at de (i hvert fald under danske betingelser) ikke vil nå
ret dybt, men den konklusion bygger på et meget tyndt grundlag.
Grønsager: Asparges, rabarbar
Jeg har endnu ikke fundet noget på disse arter, og det er ikke sikkert at der findes
noget brugbart. Begge arter er flerårige, og i hvert fald for rabarbar gælder det, at
den er nært beslægtet med arter med et meget dybt rodsystem (Kutchera and Lichtenegger,
1982b). Der er dermed sansynlighed for at også disse to arter har dybt rodsystem.
Også på dette område er der meget lidt litteratur der dokumenterer roddybder.
Gregorey (1988) viser et eksempel på en opgravet solbærbusk der har haft rødder til
mindst 200 cm dybde. Den generelle konklusion ser ud til at være, at arter med så lang
vækstsæson i princippet kan opnå meget store roddybder og at den aktuelle roddybde er
nok i praksis ofte bestemt af forhold som vinterens grundvandsstand, og kemiske eller
fysiske barierer i jorden.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|