| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det dansk-grønlandske miljøsamarbejde

Det beskidte dusin

De allermest sejlivede forurenende stoffer produceres og anvendes fortrinsvis i den industrialiserede del af verden, men genfindes i opkoncentreret form i Arktis - i luften, i planter og dyr på landjorden og i havet. Den første større samlede fremstilling af miljøtilstanden i Arktis er nu udkommet.

Det er et imponerende værk. Tyk som en telefonbog. 859 sider med oversigtskapitler om det arktiske miljø, udarbejdet efter streng videnskabelig fremgangsmåde. Om ophobningen af tungmetaller. Om sprøjtemidlernes lange vej fra industrier og landbrug på de sydligere himmelstrøg til de polnære områder. Om radioaktivitet i den arktiske natur. Om hvordan udvekslingen af stoffer foregår mellem de levende organismer på denne vor fælles klode.

Det startede i Rovaniemi i 1991, hvor de 8 lande, der deler de arktiske områder, besluttede at sætte en samlet indsats i gang for at måle og registrere miljøtilstanden i Arktis: AMAP-projektet, hvilket står for: Arctic Monitoring and Assessment Program.

Resultatet blev "Arctic Assessment Report", som udkom i sommeren 1998, der er den største og mest dybtgående samlede status over tilstanden i det arktiske miljø nogensinde. Den danske del af projektet blev betalt af Dancea.

Gamle kendinge

Når man færdes i det til tider ufatteligt smukke grønlandske landskab, som grønlænderne og vi tilrejsende danskere ikke kan undgå at fatte kærlighed til, er det nærmest ubærligt at læse om de mange miljø-gifte, der sniger sig ind i den førhen rene og uberørte natur.

En af grundpillerne i rapporten er et kapitel om de sejlivede organiske forbindelser, der bruges i industri og landbrug fortrinsvis i den vestlige verden, og som ophobes i de arktiske fødekæder. POP´er kaldes de, hvilket er en forkortelse for: Persistent Organic Pollutants. De værste af dem er bedre kendt som "Det beskidte Dusin" og består af de kun alt for velkendte stoffer DDT, PCB, Chlordan, Dieldrin mv. Stoffer der er produceret til fx at slå insekter eller andre skadedyr ihjel i landbruget, men som langsomt er blevet kendt skyldige i en lang række skader på miljøet også i Arktis.

Princippet for ophobningen i de arktiske fødekæder er velkendt. Metoder til at standse deres udbredelse skorter det på.

For at kunne beskrive POP´ernes udbredelse, tidsmæssige udvikling og virkninger har man brug for at vælge nogle dyr, som kan undersøges over hele det arktiske område.

Nøglearter. Da størstedelen af føden i Arktis stammer fra havet, har AMAP som en af nøglearterne valgt ringsælen. Denne sæl er vidt udbredt i det arktiske område. Den bliver jaget på grund af sit kød og skind og er dermed et vigtigt fødeemne for den arktiske befolkning. Derfor er det praktisk muligt via fangsten at få et stort antal prøver fra de udvalgte moniteringsområder til analyse for fx POP´er.

Ifølge litteraturen er ringsælen relativt stationær. "Men man skal passe på med forhastede slutninger", siger seniorforsker Rune Dietz, der gennem det meste af en snes år har arbejdet videnskabeligt med ringsælen og andre arktiske dyr. "De satellitsporinger, man har lavet, viser, at ringsæler trækker en del omkring. Der er kontakt mellem Canada og Grønland. Dyr, der eksempelvis er mærket i Qaanaaq (Thule), er sporet via satellitter til Canada og andre er genfundet i Diskobugten. De dyr, der trækker, er ganske ofte unge dyr, og de er således ikke så repræ-sentative for et udvalgt område som de ældre sæler. De ældre dyr er mere stationære, og det er kun de snu, der undgår fangsten, garn og en række andre farer." Ringsælen spiser både krebsdyr og fisk, der har forskellig koncentration af POP´er og tungmetaller. Sammensætningen af disse forskellige dyregrupper varierer i forskellige områder. "Derfor udgør fødevalget en fejlkilde, når man skal vurdere den geografiske eller tidsmæssige udvikling af POP´er og tungmetaller", siger Rune Dietz.

Sælkød anvendes i fangerområder både til hundefoder og til menneskeføde.

Summen den samme

Når man skal vurdere udviklingen gennem de seneste år med hensyn til POP´er, er det vigtigste at hæfte sig ved, at de er persistente - sejlivede. Det vil sige, det tager overordentlig lang tid, før de er nedbrudt til uskadelige stoffer. Ser vi fx på det gammelkendte sprøjtemiddel DDT, så nedbrydes det til DDE og siden hen til DDD. Disse nedbrydningsprodukter er også skadelige, de er også en del af POP´erne. I en undersøgelse af havlevende pattedyr viste det sig, at koncentrationen af DDT i spækket af hvidhvaler var faldet, men samtidig var nedbrydningsproduktet DDE steget tilsvarende, således at summen af DDT og DDE var den samme gennem den undersøgte periode fra 1982 til 1996.

Tilsvarende gælder det for PCB og dets nedbrydningsprodukter, mens et tredje medlem af det beskidte dusin, stoffet chlordan, var steget betydeligt.

I AMAP-rapporten "Arctic Assessment Report" er POP´ernes spredningsveje også kortlagt. Det beskrives hvorledes koncentrationerne varierer over det arktiske område. Der gøres forsøg på at anskueliggøre, hvordan udviklingen har været gennem tiden samt hvilke biologiske effekter, der er på dyr og planter.

Der bliver målt POP´er til lands, til vands og i luften. Luftprøver bliver vedvarende analyseret fra Svalbard i Norge, Ellesmere Island i Canada, Yukon i Alaska og Lenafloden i Sibirien. Stoffet HCH, der anvendes som insektmiddel i bomuldsindustrien, undersøges i Mackenzie River i Canada, i tre norske floder og i Ob og Yenisey i Sibirien. Alle undersøgelser peger på, at de klorholdige miljøgifte stammer fra tidligere og nuværende brug af POP´er på de mellemste breddegrader af den nordlige halvkugle, og at disse stoffer herfra transporteres med strøm og vind til Arktis.

I dele af Grønland er sælkød en dominerende del af føden.

Værst i østgrønland

Undersøger man landdyr, planter, fugle og havlevende pattedyr fra Alaska og Canada i vest til Østgrønland og Svalbard i øst, viser der sig en tydelig stigning i koncentrationerne af PCB, DDT og HCH fra vest mod øst. Ringsæler i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) i Østgrønland har en højere koncentration af PCB og DDT end ringsæler fra Vestgrønland. Rekorden er fundet i den sibiriske flod Yenisey.

Det samme gælder for isbjørne. Indholdet af PCB i isbjørne er bemærkelsesværdigt højere i Østgrønland og på Svalbard end andre steder i Arktis.

Mens tungmetaller hver følger deres vej gennem fødekæderne og har bestemte organer, de fortrinsvis ophobes i, så knytter POP´er sig til fedt. Som udgangspunkt kan man derfor slå POP´er sammen og tale om dem som helhed.

De forskellige organer har forskelligt indhold af fedt. Hvis man korrigerer for dette, får man nogenlunde samme koncentration i forskellige organer.

"Ringsælernes koncentrationer af POP´er ligger ikke langt fra grænseværdien, men er intet i forhold til de koncentrationer, man finder i sæler i Østersøen, hvor koncentrationerne kan være 10 til 100 gange værre", siger Rune Dietz og fortsætter: "Når det så alligevel er et problem i Arktis, så skyldes det, at sæler er en meget stor del af føden i arktisk Canada og i dele af Grønland. På Svalbard og i den nordlige del af  Rusland er det ikke noget problem for befolkningen, fordi ringsælen ikke er dominerende i kødgryderne."

Isbjørne, som udelukkende spiser fedt fra ringsæler, får en ordentligt dosis af POP´er. Isbjørnene får koncentrationer, der ligger måske 20 gange højere end sælerne.

På Svalbard har undersøgelser vist, at isbjørnenes immunsystem er belastet. Jo større koncentration af PCB, jo mere belastet er immunsystemet.

Bjørnene ville givetvis være mere interessante at undersøge end ringsælerne, hvis man ønskede at undersøge direkte fysiske skader, men det kan ikke forsvares at gå ud og skyde 25 isbjørne i forskellige områder udelukkende af videnskabelig interesse.

Med hensyn til effekten af POP´er på ringsæler siger Rune Dietz: "Man finder ingen hermafroditter blandt ringsæler. Skal man lede efter markante ændringer, skal vi et led op i fødekæden og undersøge, om der er effekter på mennesker og isbjørne." Derfor er der sat en undersøgelse i gang af isbjørne. Fangerne i Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) bliver betalt for at udtage prøver fra i alt 100 isbjørne. Disse prøvetagninger er ved at være i hus. Prøverne skal nu grundigt undersøges over de næste par år.

Den daglige dosis

En ting er de internationalt fastsatte grænseværdier for de miljøfremmede stoffer. Noget andet er, hvordan koncentrationerne af miljøgiftene varierer gennem tiden. Man kan sige, at grænseværdierne ikke er så vigtige, hvis blot koncentrationerne er for nedadgående. Og omvendt: er koncentrationerne konstant stigende, vil enhver grænseværdi blive overskredet. Det er blot et spørgsmål om tid.

Det er vanskeligt at konkludere på resultaterne i "Arctic Assessment Report". De bedste tidstrends er fra svensk side. De viste nogle markante fald i POP´er i 70erne og derpå en afmatning i faldet.

I Arktis kan man både finde steder, hvor koncentrationerne er faldet gennem tiden, og andre steder kan man ikke konkludere noget som helst. Enkelte steder ser koncentrationen endog ud til at være stigende.

Der er imidlertid mange mellemregninger. Hannerne ophober POP´er gennem hele livet. Anderledes med hunnerne. En hun vil gennem sin levetid have opbygget en vis kropskoncentration af POP´er. Men når hunnerne føder deres førstefødte, vil denne få en ordentlig dosis, samtidig med at moderens koncentration af POP´er sænkes, når hun afgiver den fedtrige modermælk. Nogle hunhvaler ammer deres unger i 1 1 /2 til 2 år.

Ifølge tidsskriftet New Scientist har man undersøgt en Grønlandshval, der viste sig at være 212 år gammel. Dette rekordgamle dyr er født før den franske revolution! Det vil sige disse dyr har kunnet ophobe miljøgifte, herunder POP´er, i hele den periode disse er blevet produceret. Samtidig er disse dyr blevet så gamle, fordi de er ekstremt snedige og derfor må rumme en værdifuld genpulje. Grønlandshvalen blev fredet i 1930´erne og er endnu ikke for alvor kommet på fode igen.

Problemet netop nu er, at det kræver i størrelsesorden 7-8 indsamlingsår eller mere for at kunne udtale sig om den tidsmæssige udvikling. At afkræve forskerne fornuftige svar på, hvilken vej udviklingen går med hensyn til koncentrationerne af miljøgifte i Grønland netop nu, vil være som at forudsige resultatet af fodboldlandsholdets næste kamp. Der kommer hele tiden nye spillere til. Nogle bliver udskiftet under kampen. Og frem for alt: der er ikke tale om en passiv modstander.

Tilsvarende gælder for miljøgiftenes spil i naturen: Naturen er ingen passiv sparringspartner.

Der er lidt bedre data fra Canada. Men heller ikke fra Canada er der tydelige tidstrends.

Rent politisk kan man mene, at 5 år er en lang periode (det er det ikke for Grønlandshvalen).

I videnskabelig sammenhæng har man ganske ofte brug for en længere periode. Dette gælder i udpræget grad med hensyn til tidstrends for POP´er.

Det var en verdensbegivenhed, der fandt sted i Stockholm i maj 2001. Her blev der underskrevet en UNEP POP-konvention, hvor "det beskidte dusin" - de 12 værste POP´er - blev forbudt. Effekten af dette forbud vil det imidlertid tage uhyggeligt mange år, før man kan spore i Arktis. Det tager i størrelsesordenen flere hundrede år for disse stoffer at cirkulere rundt med havstrømmene i de arktiske have.