| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det dansk-grønlandske miljøsamarbejde

Rensdyr og moskusokser er kød og oplevelser

I Grønland udnyttes rensdyr både som tamrener og som vildrener. Moskusokser alene som jagtdyr. Der er fire gange så meget kød at hente ved at skyde en moskusokse i forhold til et rensdyr. Men grønlænderne foretrækker rensdyrkød.

Er det mest rationelt at satse på tamrendrift eller jagt på vildrener?

Der lever vildrener på Grønlands vestkyst fra Paamiut (Frederikshåb) til Ilulissat (Jakobshavn). Det drejer sig om mindst 8 mere eller mindre isolerede bestande.

I Bredefjord er der drift af tamrener. Tamren-stationen ligger i et område, der hedder Isortoq. Der er 5.000 tamrener i vinterflokken. To familier lever af renerne der, i alt på helårsbasis en 7-8 mennesker. Den ene ejer var i lære i Godthåbsfjorden, da der var tamrensdrift der. 100 dyr fra bestanden i Godthåbsfjorden blev flyttet til Sydgrønland, hvor der efterhånden er opbygget en del faciliteter. Der er et slagteri, folde, motorkøretøjer og til nødstilfælde en helikopter. Overskuddet er lidt efter lidt blevet investeret i flere nye hjælpemidler. Sidste år blev der slagtet et par tusinde dyr. Driften startede i Bredefjord i 1973, der nu er det eneste sted i Grønland med tamrendrift.

Oprindeligt kom tamrenerne fra Norge til Godthåbsfjorden. Her har de i et vist omfang blandet sig med vildrener. Bestanden i Sydgrønland blev imidlertid startet, inden der var sket nogen særlig opblanding med vildrener. Bestanden ved Bredefjord er derfor en meget ren tamrenbestand i form af efterkommere af den oprindelige norske bestand.

"Tamrener er mere spraglede end vildrener", fortæller Josefine Nymand. "En forskel der imidlertid udviskes, efterhånden som tiden går. Det ses tydeligst på kalvene, om de stammer fra tamme eller vilde rener. Men også denne forskel vil sandsynligvis om ikke ret mange år være udvisket."

Josefine Nymand er grønlænder og læser til Ph.D., en titel der normalt fører til et job som forsker. Hun er tilknyttet Dancea-støttede projekter på Grønlands Naturinstitut. Netop nu søger Josefine Nymand at afsløre myter og realiter om rensdyrenes liv.

Tam og vild

Tamrenerne lever ligesom vildrener, bortset fra om efteråret, når de bliver samlet til slagtning.

Belastningen af renerne drejer sig bl.a. om parasitter, særligt svælgbremser og hudbremser. Disse parasitter har betydning for renernes trivsel og for værdien af kød og skind.

"Erfaringerne fra tamrendrift i Norge viser, at behandler man dyrene mod hudbremser, så stiger kødvægten for kalve. Dyrene bliver større og tungere," fortæller Josefine Nymand.

Hvis dyrene har det godt og er i god foderstand, vil de heller ikke have særligt mange svælg- og hudbremser. Er dyrene i god trivsel vil man desuden heller ikke kunne se ret meget på skindet. Fordi selv om de har hudbremser, der borer sig ud gennem skindet om foråret, vil selve hullet vokse sammen igen, hvis dyret er i rimelig god foderstand. I trange tider vil parasitbelastningen derimod betyde relativt meget. Men det kan være svært at se, om et dyr er dødt på grund af underernæring eller på grund af parasitter.

"Den situation, hvor parasitterne virkelig betyder noget, er, når bremserne sværmer omkring dyret," fortsætter Josefine Nymand. "Svælgbremserne skal sprøjte æggene ind i næsen og hudbremserne skal finde et sted at sætte sig på benene og lægge æggene. Det forstyrrer renerne, mens de fouragerer. De flygter fra sådanne steder og mindsker derved deres foderindtagelse med måske flere timer, fordi de skal flygte for insekterne."

Problemet er det samme for vildrenerne. Parasitten blev i sin tid indført med tamrener fra Norge i 50erne og spredte sig til vildrenerne.

Oprindeligt - før 1950 - var det alene den grønlandske bestand af vildrener, der ikke havde parasitter. Alle andre bestande af vildrener i verden havde parasitterne og har levet med dem. Grønlandske fangere siger, at de kunne se en effekt på vildrenbestanden, efter at disse fik parasitterne.

Katastrofalt klima

En mild vinter kan tillige få katastrofale følger for bestanden af rensdyr. Kommer der en fønvind, der smelter sneen, efterfulgt af perioder med frost, er det svært for renerne at skrabe sig ned til føden. Det er typisk meget lokalt. Egentlige katastrofer opstår mest, hvis den foregående sommer ikke har været god. Hvis dyrene ikke er blevet store og fede i løbet af sommeren, og der derpå kommer en mild vinter - snart med tø og snart med frost - så kan der opstå mange dødsfald. Et koldt vådt efterår efterfulgt af en lang sej vinter med dyb sne, kan være katastrofal.

I Bredefjord har der i en periode været alt for mange dyr. Rensdyrlavet er forsvundet undtagen i dele af overvintringsområdet. Derfor tvangsflyttede man dyrene, således at de fik nye vinterområder. Nu foretager renerne selv disse vandringer. Der er dog fortsat overgræsningsproblemer.

"Men når renerne skal kælve, er der ikke ti vilde heste, der vil kunne holde dem tilbage fra deres kælvningsområde", fortæller Josefine Nymand. "De grønlandske tamrener er utroligt stedfaste. Det gør sig også gældende med nogle af vildrenerne ved Sdr. Strømfjord. De vandrer ikke så meget, som man kunne forestille sig. De opholder sig meget lokalt både sommer og vinter. Det er kun kælvningsområdet, der virkelig trækker."

Regulering

Grønlands Naturinstitut anslår, at der i hele Vestgrønland er 142.000 rensdyr. I foråret 1993 blev bestanden estimeret til at være så lav som 10.000 rensdyr, hvilket gav basis for en totalfredning i 1993 og 1994.

"Både på biologside og på forvalterside er vi blevet taget på sengen", siger Peter Nielsen, afdelingschef i Direktoratet for Miljø og Natur. "Da vi lavede totalfredningen i 93-94, var jeg fuldstændig overbevist om, at vi gjorde det rigtige. Alle var klar over, at rensdyrbestanden var meget langt nede. Det kan godt være, vi ikke nåede det rigtige tal, at vi var for pessimistiske, men den var i hvert fald meget lav."

Dengang - i 1990 - sagde man, at der var for mange dyr i forhold til vegetationen. "Indtil videre", fortsætter Peter Nielsen, "vil jeg tage alle bemærkninger om forholdet mellem vegetation og antallet af rensdyr roligt og afvente nogle grundigere analyser. Det er svært at tro at vegetationen skulle være overudnyttet, samtidig med at bestanden er vokset så hurtigt, som den er."

Indtil totalfredningen blev rensdyrbestanden kun reguleret i perioder. Hvis du var erhvervsfanger, måtte du fange lige så mange dyr du ville, hvis du var bierhvervsfanger måtte du fange 8, og hvis du var fritidsjæger måtte du fange 3. Men efter at jagten kom i gang igen efter totalfredningen, har der været kvoter. Meget stramme og konservativt fastsatte kvoter.

Sidste år (2000) var der stor utilfredshed med fordelingen af kvoten på rensdyr. I Nuuk måtte fritidsjægerne trække lod om de dyr, der blev afsat til dem, således at ikke alle, der ønskede det, fik et dyr. Fangerne fik 25 dyr hver, hvilket var så mange, at de rent faktisk ikke kunne nå at fange dem eller sælge dem. Resultatet var, at kvoten blev udnyttet meget dårligt.

I øvrigt kan der sagtens være forskellige ordninger i forskellige byer eller bygder. Kommunalbestyrelsen kan fordele kvoten, som den finder det mest hensigtsmæssigt.

Jagtoplevelse

Betyder mængden af rensdyrkød fra de nedlagte dyr for alvor noget for fødeforsyningen af den lokale grønlandske befolkning? Et simpelt regnestykke viser, at kvoten i år, der er på 24.000 rensdyr, drejer sig om mere end 800 t renkød (et gennemsnitsrensdyr har en kødvægt på 35-37 kg). Det vil sige, at hver grønlænder får mere end 15 kg renkød om året, hvis renkødet blev fordelt ligeligt.

Der findes mere end 5.000 moskusokser i Kangerlussuaq (Sdr.Strømfjord) og der nedlægges mere end 1.000 om året, hvilket bestanden godt kan tåle. Nogle af moskusokserne nedlægges som trofæjagt af turister

"Men lige så vigtigt er oplevelsen", påpeger Peter Nielsen. "Det er simpelthen det mest eventyrlige i løbet af hele året. De ture ind på rensdyrjagt i smukt vejr om efteråret har en enorm social betydning, og det har en enorm psykisk betydning for folks velbefindende. Det har mange funktioner."

Alle vildrener bliver spist i Grønland. Tamrenkødet kan eksporteres, fordi det slagtes på et EU-godkendt slagteri i Narsaq.

Moskusoksejagt

Trofæjagt startede i 90erne på moskusokser. Dog ikke uden gnidninger mellem erhvervsfangere, bierhvervsfangere og trofæjægere.

"Vi kender problemet fra Kangerlussuaq", fortæller Peter Nielsen, "hvor erhvervsfangerne først drager af sted og derpå trofæjægerne. Når der har været masser af hundeslæder og masser af snescootere rundt i terrænet, inden der kommer trofæjægere, så er det svært at sælge en illusion om, at det her er uberørt natur. Fangerjagten foregår også på en anden måde, end trofæjægeren normalt vil synes om. Fangerne er mere kontante i deres aflivningsmetoder. Det er mere lige på og hårdt, mens trofæjægerne jo opnår en stor del af nydelsen ved at gå og udvælge lige præcist det dyr, de ønsker."

Der er jagt på moskusokser i to perioder: En efterårsjagt - sammenfaldende med rensdyrjagten - og en vinterjagt. Efterårsjagten indebærer altid sejlads, og jagten foregår tæt på kysten. Alligevel er det hårdt slæb, da kødvægten af en moskusokse ligger på omkring 100 kg (de største 150 til 160 kg). På grund af den lange og vanskelige transport er kødet ikke altid højkvalitet.

Hovedparten af vinterjagten foregår så tæt på indlandsisen som muligt, således at man fordeler jagten om efteråret tæt ved kysten med en beskydning langt fra kysten om vinteren. Samtidig kan man bruge sneen som køreunderlag for hundeslæde eller snescooter

Gennem tusinder af år har moskusokserne skullet forsvare sig mod ulve. Derfor stiller flokkene sig op i forsvarsposition med moskustyrene forrest med front mod faren. Men denne adfærd giver det problem, at resten af moskusflokken bliver stående, selv om der bliver nedlagt et enkelt dyr. Er man nødt til at nedlægge hele flokke?

"Det er muligt at skyde enkelte dyr ud, så det er bestemt ikke reglen, at man nedlægger hele flokke", siger Peter Nielsen. "Da jagt på moskusokser startede, var det i første omgang tyrene, man var interesserede i, fordi man mente, der var for mange tyre. Men nu er det både tyre og køer, der nedlægges."

Moskus eller ren?

Der er oprettet et slagteri i Sdr. Strømfjord, hvor en stor del af de moskusokser, der bliver skudt om vinteren, bliver slagtemæssigt korrekt behandlet og kan eksporteres til EU.

Jagten på moskusokser deles mellem fangerne i Manitsoq (Sukkertoppen) og Sisimiut (Holsteinsborg). Det er der så nogle andre problemer ved, fordi den traditionelle grænse for hundeslædekørsel ligger mellem de to kommuner.

Det betyder, at blandingen af de to forskellige traditioner giver anledning til nogle knotne bemærkninger fra hundeslædefolkene, fortæller Josefine Nymand.

I dag findes der mere end 5.000 moskusokser i Kangerlussuaq (Sdr. Strømfjord) og der nedlægges mere end 1.000 om året.

Rensdyr og moskusokser kan godt leve side om side. Moskusokserne går nede i dalen i de gode græsningsområder - renerne vil gå lidt højere oppe, hvor næringsindholdet i græsset ikke er lige så højt. Det er rensdyrene, der flytter sig for moskusokserne.

Hvis man spørger Josefine Nymand, om der er mere kød pr. ha, når der er både moskusokser og rener i et område, svarer hun: "Det ved man ikke. Men en afgørende faktor er, at grønlænderne langt hellere vil have rensdyrkød end moskusoksekød. Så hvis grønlænderne kunne vænne sig til at spise moskuskød, er der ingen tvivl om, at det i Sdr. Strømfjordsområdet bedre ville kunne betale sig at høste af moskusoksebestanden."