| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Det dansk-grønlandske miljøsamarbejde

Byggesjusk fra vikingetiden

Kirkeruinen i Qaqortoq er reddet for fremtiden. Dancea og A.P.Møllers fond har sikret ruinen gennem en gennemgribende restaurering. Murene i Hvalsey-kirken er opbygget af smukt tilpassede kvadersten. Fundamentet en skandale.

Østgavlen af Hvalseykirkeruin. Allerede Hans Egede var under en rejse til Sydgrønland i 1721 opmærksom på, at sydgavlen var ved at skride ud.

Når Hvalsey-kirkeruin stadig står, hvor den blev anlagt i 1100-tallet i Julianehåbdistrikt (Qaqortoq), skyldes det, at den er bygget af sten. Dette er enestående. Kirker fra Island fra samme periode er for længst forsvundet, fordi de var bygget af træ eller græstørv. Mangelen på træ på Grønland har således været afgørende for, at Hvalsey-kirkeruin er kandidat til at blive et af UNESCOs "World Heritage områder".

Det er store sten, det drejer sig om. Nogle af stenene vejer 4-5 tons, enkelte er endnu tungere. Murtykkelsen er omkring 1½ meter.

Stenene i kirkemuren er udvalgt så omhyggeligt, at man ved indlægning af mindre stenflækker har kunnet opbygge et kompakt murværk. Det diskuteres stadig blandt arkæologer og byggekyndige, om der har været anvendt kalkmørtel som bindemiddel mellem stenene. Der har været anvendt mørtel, det er sikkert, men måske kun til fugning. "Det ser ud til, at enten har man skullet spare på mørtlen, eller også har man ikke haft tiltro til dens bæreevne", siger Søren Abrahamsen, rådgivende ingeniør og ildsjæl under hele processen med at rette den faldefærdige ruin i Qaqortoq op. Under alle omstændigheder er stenene minutiøst udvalgt og tilpassede.

Ruinrestaurering

Det er en delikat opgave at skulle restaurere en ruin. Kirken skal ikke genopføres blot stabiliseres som ruin. Der skal således ikke lægges tag på kirken. Men er det "snyd" at anvende moderne metoder og moderne materialer? Under restaureringen af Kalø Slotsruin ved Rønde på Djursland havde man ikke tilstrækkeligt med oprindelige mursten. De moderne mursten man anvendte, hvor det var nødvendigt, er meget iøjnefaldende. I Hvalsey kan man anvende sten fra lokalområdet, men det vil kunne ses, om der er anvendt oprindelige sten eller sten, der er anbragt senere, om end det ikke er så iøjnefaldende som med murstenene på Kalø Slotsruin. Det skyldes bl.a., at der vokser lav på den side af stenene, der vender opad, når de ligger i terrænet. Naturens egen patinering. Søren Abrahamsen, og andre der gennem tiden har undersøgt Hvalsey-ruinen, har registreret, hvilke sten der er oprindelige og hvilke der til forskellige tider er blevet passet ind for at søge at standse udskridningen af sydmuren.

Faren for udskridning har været påfaldende i flere hundrede år. I 1828 påtalte premierløjtnant i flåden W.A.Graah at "Den nedadgaaende Grund har formentligt været Aarsag i, at denne Muur først er begyndt at hælde; neppe vil den endnu et halvt seculum modstaae de ødelæggende Vinde". Udover den fremherskende østenvind har det nok så meget været vand, der har undermineret kirken. Det er tydeligt, at det er netop, hvor sydmuren hælder allermest, at der strømmer mest vand under kirken.

Sandsynligvis er udskridningen af sydmuren begyndt allerede kort tid efter, at kirken blev bygget. Da det stod værst til, hældede sydmuren 52 centimeter. Årsag: Dårlig fundering. Nogle steder var end ikke engang græstørven fjernet. Og mens gravene, som kirken var bygget på, sank langsomt sammen, fulgte kirkens sydmur med. Mens der tydeligvis er blevet kælet for detaljerne i  den synlige del af byggeriet, er fundamentet noget sjusk. Alt i alt er der tale om byggesjusk fra vikingetiden. den synlige del af byggeriet, er fundamentet noget sjusk. Alt i alt er der tale om byggesjusk fra vikingetiden.

Den hvide kirke

Nu er den berømteste af alle nordboruinerne, Hvalsey-kirkeruin, blevet reddet for eftertiden. Grønlands Nationalmuseum har med støtte fra Dancea og "A.P.Møller og hustrus fond for almene formål" restaureret og stabiliseret kirkeruinen, så den nu kan stå de næste tusind år. Opretningen af sydmuren skete med brug af 30 tons hydrauliske donkrafte. Fundamenter blev støbt i takt med opretningen.

Qaqortoq betyder "det hvide sted". Sandsynligvis skyldes navnet, at Hvalsey kirke oprindeligt har været hvidkalket og som den dominerende bygning har den givet navn til byen i mundingen af de fjordsystemer, hvor Erik den Rødes Brattahlid, bispesædet Gardar og Hvalsey kirke har været beliggende.

Hvalsey-kirkeruinen er den bedst bevarede kirkeruin fra nordbotiden. Men det har ikke været den eneste kirke i området. Mindst 6 kirkeruiner er blevet udgravet. Foruden et antal gårdkirker. Disse har selvsagt været små. Det er ejendommeligt, at byggestilen ikke det fjerneste ligner den byggestil, man har anvendt ved bygning af kirker i Island. Kirkerne i Island har alle indtil vor tid været bygget af træ eller græstørv og de har været små. Kirkerne bygget i nordbotiden i Grønland har været relativt store og bygget af sten. Murene er opført i et avanceret murbrug med vekslende tynde og tykke murskifter. Hvalsey-kirkeruin har vinduer, der udvider sig tragtformet indefter, som i den angelsaksisk-normanniske kirkestil. Det kan nordboerne ikke have lært i Island. Derimod kendes denne byggeskik fra De britiske Øer. Sandsynligvis er kirkebygningskunsten kommet til Grønland herfra.

Det er ikke usandsynligt, at skaden er sket lige efter kirkens opførelse, idet den muld, der ligger under grundstenene, har givet efter for det store tryk for muren.

Sidste nyt

Ved et tilfælde danner Hvalsey kirke rammen om den sidste dokumentation for nordboernes tilstedeværelse i Grønland. Den 16. september 1408 blev Thorstein Olafssøn viet til Sigrid Bjørnsdatter i Hvalsey kirke. Derefter er alt stilhed om nordboerne.

Utallige opdagelsesrejsende har helt frem til begyndelsen af 1900-tallet ledt efter efterkommere fra nordboerne. Forgæves.

Til sikringen af sydmuren blev anvendt 30 tons hydrauliske donkrafte, således at dette det fornemste mindesmærke for nordbotiden er bevaret for efterverdenen.