|
Årsberetning 2001 - Den Grønne Fond Kapitel 3: Grønne guider 1996-2001Med Grøn Guide Ordningen er det lykkedes at styrke den danske indsats for at engagere befolkningen i miljøspørgsmål. Det var i 1996, at Den Grønne Fond fik til opgave at etablere en ny lokal miljøvejlederordning. Devisen var, at viden alene ikke gør det. De grønne guider, som blev disse vejlederes fælles betegnelse, skulle indgå i konkrete, lokale aktiviteter på miljøområdet.
De grønne guider har siden medvirket til øget tværgående dialog og samarbejde, konkrete projekter er udviklet og gennemført, og guiderne er også nået ud til de dele af befolkningen, som ikke allerede var engageret i miljøspørgsmål. Her kombinerer guiderne ofte miljøarbejdet med forskellige sociale eller professionelle initiativer. Guiderne medvirker til at skabe adfærds og livsstilsændringer, de bidrager med nye måder at lave lokal, handlingsorienteret folkeoplysning på, og de forsøger at forankre de processer og resultater, der skabes i lokalsamfundet. Den Grønne Fond har løbende fulgt og understøttet Grøn Guide Ordningen. Ud over at yde løntilskud til den enkelte grønne guide og etablere netværk og efteruddannelse for guiderne, blev det på et tidligt tidspunkt besluttet, at der skulle gennemføres en løbende evaluering af ordningen. Dette arbejde har - sammen med tilbagemeldinger fra guiderne og andre involverede i ordningen - været medvirkende til, at fonden undervejs har fået viden om de svage punkter, som der kunne rettes op på. Efter evalueringen af ordningens første 3 år kunne konsulent Jeppe Læssøe konkludere, at ordningen samlet set har levet fint op til sine formål og hensigter.
I 2001 evaluerede konsulentfirmaet NIRAS Grøn Guide Ordningen sammen med fire andre danske vejlederordninger. Også her blev konklusionen, at Grøn Guide Ordningen (og de fire øvrige ordninger) er velfungerende set i forhold til deres egne målsætninger, og at der er en god arbejdsdeling mellem ordningerne. Grøn Guide Ordningen er et særligt dansk fænomen. Det var en af de måder, hvorpå man i Danmark valgte at følge op på Brundtlandrapporten og den efterfølgende kampagne: Vor Fælles Fremtid. Ordningen bliver dog først lanceret internationalt i efteråret 2002, hvor den præsenteres på en international konference om formidling af bæredygtighed i naturvejledningen. Guidernes arbejde Hvert enkelt grøn guide projekt har fundet sin egen form og sine egne prioriteringer. Projektet og den grønne guides arbejde er et spejlbillede af de lokale forhold, af projektdeltagernes engagement og formåen og af den grønne guides stærke og mindre stærke sider. Der er dog også mange ligheder projekterne imellem. De fleste grønne guider udgør en ekstra, fleksibel ressource, som styrker dialogen mellem kommunen og borgerne om lokal bæredygtig udvikling. De to ovenfor nævnte evalueringer giver et uddybet billede af, hvilke felter guiderne arbejder inden for, og hvordan de gør det. Den samlede buket af miljøtiltag er stor og broget, som det fremgår af nedenstående tabel. Tabel 1:
I hele 2000 var der i gennemsnit 1 grøn guide presseklip per guide om måneden. Over halvdelen af disse klip var skrevet af journalister, der omtalte aktiviteter, som guiden var involveret i. Ca. 1/3 var indlæg fra den grønne guide selv - typisk til lokalavisens brevkasse. Og i en lille del var guiden blot omtalt perifert. Omkring 90 % af indlæggene blev bragt i lokalaviser eller regionale dagblade. I forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse fra slutningen af 2000 oplyste 35 guider (2/3 af guiderne fra de to første årgange), at de havde haft i alt 51 personer svarende til i gennemsnit 1,5 ekstra ansatte pr. grøn guide projekt. Herudover havde guiderne medvirket til at sætte nye projekter i gang i lokalsamfundet, som havde givet i alt 42 nye stillinger, svarende til i gennemsnit 1,2 ansatte for hvert grøn guide projekt. Godt halvdelen af stillingerne var faste. Udvikling af projekterne Grøn Guide Ordningen er et eksperiment - både som ordning betragtet og set i lokal belysning. Fondens krav til de grønne guider var i starten, at de skulle være synlige og at de skulle gøre en forskel. Udgangspunktet for de enkelte projekter var imidlertid meget forskelligt. Nogle skulle starte helt fra bar bund, mens andre kunne bygge på igangværende aktiviteter i lokalsamfundet. Kun for ganske få guider var der tale om videreførelse af et eksisterende job. Variationen i startvilkårene har naturligvis haft betydning for, hvor hurtigt det er gået med at komme i gang. Efter et års arbejde er de fleste projekter dog kommet godt i gang. Mange guider går i begyndelsen efter de sikre og de synlige succeser. Efterhånden som guiden bliver kendt og får afsøgt lokalsamfundets muligheder, begynder guiden også at arbejde med længerevarende initiativer. Efter 2-3 år er det typisk den langsigtede forankring af projektet, der kommer i fokus. I en del projekter har et for svagt engagement fra den ansvarlige styregruppe, løbende problemer med at skaffe restfinansieringen eller problemer med at få etableret god dialog og samarbejde med den kommunale forvaltning haft en bremsende effekt på projektets udvikling. Mulighederne for at øge den lokale medfinansiering af lokale vejlederordninger blev undersøgt i forbindelse med NIRASs tværgående evaluering. Resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse blandt 350 brugere og samarbejdspartnere viste, at der ud over kommunerne kun er få lokale parter, som ser sig i stand til at yde væsentlige økonomiske bidrag til vejlederen. Forholdet til kommunerne Fra Grøn Guide Ordningens start var Den Grønne Fond opmærksom på nødvendigheden af, at de grønne guider og disses bagland havde et godt samarbejde med kommunerne. Kommunerne bidrager som nævnt ofte med hovedparten af projekternes restfinansiering, og de lokale myndigheder er også en vigtig samarbejdspartner, hvis f.eks. den lokale Agenda 21 indsats skal styrkes. Jeppe Læssøe's evaluering viser, at mange guider i begyndelsen oplevede en træg, negativ eller halvhjertet indstilling til grøn guide funktionen fra kommunens side. Men også, at denne indstilling i langt de fleste tilfælde har ændret sig til et mere positivt indtryk efter nogen tid. I juni 1999 holdt Den Grønne Fond et seminar om, "Hvad kommunerne kan bruge de grønne guider til i Agenda 21 arbejdet". Her blev der præsenteret en række eksempler på kommuners samarbejder med grønne guider.
Fonden har således løbende været opmærksom på det dilemma, som ligger i grøn guide projekternes relation til kommunen. Allerede i dag kan de fleste projekter ikke undvære den kommunale medfinansiering, og fremover vil kommunens velvilje få altafgørende betydning. Dette skyldes, at en del kommuner - forhåbentlig - vil vælge at overtage hele eller hovedparten af finansieringen af det lokale grøn guide projekt, efterhånden som støtten fra Den Grønne Fond bortfalder. I den proces bør man så vidt det overhovedet er muligt undgå, at guiderne bliver stækket i deres rolle som "fri spiller". De grønne guider skulle gerne fortsat kunne påtage sig rollen som ressourcestøtte til lokale frivillige, der har et behov for dialog med eller måske er i opposition til kommunen i forskellige sager. Kommunerne bør derfor være meget opmærksomme på at få etableret organisatoriske modeller som sikrer, at kommunen fortsat får gavn af grøn guide projektets arbejdsform (den fleksible frie spiller) samt af grøn guide projektets kendskab til og netværk i lokalsamfundet. De involverede i ordningen I 1996 da den første runde ansøgninger blev indkaldt, var en god del af projekterne fostret af de veletablerede græsrødder på miljøområdet. Denne type græsrødder var også repræsenteret i de efterfølgende runder, men samtidig sås der stadig flere ansøgere med andre og forfriskende nye udgangspunkter. I 1998 toppede interessen for at få tilskud til en grøn guide. Det år måtte fonden give afslag til et stort antal kvalificerede projekter. Den Grønne Fond lagde i forbindelse med indkaldelsen af ansøgninger op til, at de parter, der stod bag grøn guide projektet (styregruppen), etablerede et formaliseret samarbejde i form af en forening, et grønt råd eller lignende. Det skete også en del steder. Nogle af disse nye organiseringer beskæftiger sig udelukkende med grøn guide projektet og dets forbindelser til det omgivende lokalsamfund. Andre arbejder med en bredere vifte af grønne initiativer. Det generelle indtryk er, at det mange steder har været et stort arbejde at få tilrettelagt et passende konkret, bredt funderet og økonomisk bæredygtigt projekt. Det tager tid at skabe kontakter på tværs, og ressourcerne i lokalsamfundet er ofte begrænsede. Erfaringen har dog også vist, at disse nye konstellationer, hvis de kommer til at fungere godt, kan give nyt liv og nye sammenhænge i lokalmiljøet. Opbygningen af Grøn Guide ordningen Det var som sagt i 1996, at der blev truffet beslutning om, at der skulle opbygges en Grøn Guide Ordning. Til det formål blev Den Grønne Fonds bevilling forøget med 25 mio. kr. årligt i perioden 1996 - 1998. Se figur 1. Den første årgang på 28 grønne guider startede i 1997, og de to følgende år kom der yderligere to årgange på knap 40 guider hver.
Figur 1: I perioden 1999 - 2001 blev der også afsat særlige midler til Grøn Guide Ordningen. Disse midler blev for langt den overvejende dels vedkommende brugt til at forlænge eksisterende grøn guide projekter i enten 3 eller 2½ år. Baggrunden var, at evalueringen af guidernes første arbejdsår havde vist, at 3 år i langt de fleste tilfælde var for kort tid til, at projekterne kunne fortsætte som selvstændige, levedygtige initiativer. Oveni forlængelserne var det muligt at starte et sidste lille hold på i alt 7 nye projekter i foråret 2000. Hermed kom den samlede Grøn Guide Ordning en overgang op på hele 103 projekter. Fra og med finansloven for 2002 er der ikke afsat yderligere midler til Grøn Guide Ordningen. Det betyder, at antallet af grøn guide projekter med støtte fra fonden vil falde efterhånden som de enkelte bevillinger udløber. Se figur 2 herunder.
Figur 2: *Antallet af projekter omfatter alle aktive projekter - også projekter som endnu ikke har ansat en grøn guide. Udviklingen af ordningen Den Grønne Fonds bestyrelse og sekretariat har stået for udformningen af og opfølgningen på den samlede Grøn Guide Ordning. Ud over løntilskuddet til de enkelte projekter har fonden finansieret en obligatorisk efteruddannelse på 5 uger, varetagelse/understøttelse af en række netværksaktiviteter samt en uafhængig evaluering af perioden 1997 til 2000. Da ordningen jo i mange henseender var noget nyt og uprøvet, var der løbende behov for tilpasninger, efterhånden som nye problemer og muligheder viste sig. Styregruppemedlemmer blev fra starten af anden årgang inviteret med til de introduktionsmøder, der afholdtes for nyansatte grønne guider. Til gengæld blev de ikke længere inviteret med til grønne guiders årsmøde, efter at tredje årgang var startet, fordi fonden vurderede, at deltagerantallet på årsmødet ville blive for stort til, at guidernes behov for netværksopbygning og erfaringsudveksling blev opfyldt. Der har jævnligt været efterspørgsel efter flere tilbud fra fonden til styregruppemedlemmer, lige som fondens sekretariat løbende har forsøgt at stimulere styregruppernes aktive involvering i projekternes udvikling. I efteråret 2001 gennemførtes et vellykket forsøg med en weekend for styregruppemedlemmer. Netværk i forbindelse med ordningen Guidernes første indbyrdes kontakter blev etableret i forbindelse med den enkelte årgangs obligatoriske efteruddannelse. Efterhånden som antallet af guider steg, blev kontakterne formaliseret i en række tematiske, projektrelaterede og regionale netværk. Projekt- og temanetværkene har haft været anvendt til løbende erfarings-, ide- og konceptudveksling og til større fælles koordinerede kampagner og projekter. Som eksempler på netværksaktiviteter kan nævnes arbejdet med miljøtrafikugen, en frøkampagne, udvikling af plakater og pjecer, projekter omkring bæredygtige tekstiler eller initiativer i forhold til folkeskolen. I de regionale grøn guide netværk har der været tilbud om at blive introduceret til supervision som et arbejdsredskab til at give kollegial feedback. På landsplan har det vigtigste kommunikationsmiddel for guiderne, netværkskoordinatoren, Den Grønne Fond m.fl. været det elektroniske netværk (GAIA-net). Den åbne del af netværket har omfattet et ugentligt nyhedsbrev, temakonferencer, henvisninger til relevant materiale, muligheder for at stille spørgsmål, ajourførte adresselister mv. Her har alle interesserede kunnet holde sig orienteret om aktiviteterne i ordningen og kunnet kommunikere med guiderne. I en anden del af netværket, hvor kun de grønne guider har haft adgang, har der været mulighed for at lægge materiale af mere intern karakter og gennemføre interne debatter. En gang om året har alle grønne guider været samlet til møde for at udveksle erfaringer og styrke netværkene mellem guiderne. Årsmøderne har også givet mulighed for fællesdiskussioner med Den Grønne Fond, netværkskoordinatoren og andre interessenter. Ovenstående netværksfunktioner blev frem til udgangen af 2001 varetaget af Grøn Information. Efteruddannelse I starten omfattede guidernes obligatoriske efteruddannelse en række miljøfaglige emner. Men det blev snart klart, at guidernes forudsætninger var for forskellige til, at det samlede udbytte heraf var tilstrækkeligt stort. Herefter blev efteruddannelsen koncentreret om de mange forskellige redskaber, teknikker og metoder, som guiderne kan have glæde af at benytte sig af i det daglige arbejde. Se tabel 2. Den obligatoriske efteruddannelse har frem til 2001 været varetaget af uddannelseskonsulent Klaus LoehrPedersen. Tabel 2:
Tabel 3:
Kilde: Læssøe, Jeppe, 2001: Evaluering af grøn Guide Ordningen 1997 - 2000. I efteråret 2001 sendte Den Grønne Fond den samlede opgave omfattende obligatorisk efteruddannelse, elektronisk netværk og de øvrige støttefunktioner i offentligt udbud. Udbuddet blev vundet af Kvistgaard Consult, som vil varetage opgaverne fra marts 2002 til august 2004. Guidernes særlige arbejdsvilkår med meget alenearbejde, arbejdsgivere som ikke altid var klædt på til rollen, og de mange forskellige krav som grønne guider forventes at kunne leve op til, var nogle af hovedårsagerne til, at de grønne guider valgte at danne deres egen forening i slutningen af 2000. Foreningen fungerer som talerør for guiderne og udgør rammen for en række fælles initiativer for grønne guider. Formålet med Foreningen af grønne guider i Danmark:
Ideen om at danne et korps af lokale miljøvejledere var oprindeligt inspireret af naturvejlederordningen. Det lokale ophæng, det statslige løntilskud og en obligatorisk (efter)uddannelse var centrale elementer, som blev gentaget i grøn guide ordningen. Men hvor naturvejlederne satser på undervisning og oplevelser som hovedindgangen til en større naturforståelse, har de grønne guider i højere grad arbejdet handlingsorienteret med netværk og eksemplariske indsatser i forhold til en række miljø- og resssourceproblemer. I de forløbne år har grønne guider og naturvejledere indgået i et konstruktivt samarbejde på lokalt plan, og der har på nationalt plan været en løbende dialog og koordination efter behov mellem ordningerne. Senest har de to ordninger i fællesskab inviteret til en international konference om naturvejledning som et redskab til at fremme bæredygtig udvikling i efteråret 2002 i Helsingør. På finansloven for 2001 blev der afsat penge til at evaluere fem udvalgte ordninger med lokal vejledning omkring miljø, energi- og naturforhold (naturvejledere, grønne guider, lokale agenda 21-medarbejdere, energi- og miljøkontorer og grønne centre). Evalueringen blev foretaget af konsulentfirmaet NIRAS og viste, at alle fem ordninger er velfungerende set i forhold til egne målsætninger, og at der er en god arbejdsdeling mellem ordningerne. I rapporten peges der på en række fælles udfordringer. Inden for alle vejlederordninger er der aktiviteter som i større eller mindre grad er ramt af finasieringsproblemer. Det betyder at projekter stopper i utide, megen god tid går med fundraising, og endelig får de usikre arbejdsvilkår nogle vejledere til at søge væk i utide. Rapporten konkluderede samtidig, at det kan blive vanskeligt at få den lokale del af finansieringen øget fremover. Problemer med mangel på daglige kollegaer og manglende synlighed er fælles problemer, som rapporten fremhæver. Rapporten anbefalede som en løsning på nogle af problemerne, at den lokale vejledning synliggøres som en selvstændig delstrategi i forbindelse med arbejdet for en bæredygtig udvikling, og at mulighederne for øget samarbejde omkring efteruddannelse og netværksaktiviteter undersøges nærmere. Endelig blev der i rapporten peget på, at kommunerene i højere grad end hidtil må tage lokal Agenda 21 arbejdet til sig og drage nytte af de lokale vejlederes indsats. Grøn Guide Ordningens fremtid Et centralt element i opbygningen af Grøn Guide Ordningen har været et betydeligt statsligt løntilskud til den enkelte guide og statslig finansiering af de tværgående aktiviteter i form af efteruddannelse og netværk mv. Denne statslige medfinansiering falder bort efterhånden som de tilbageværende bevillinger fra Den Grønne Fond løber ud. Antallet af projekter med statsligt løntilskud vil falde støt i de kommende år - fra et niveau på ca. 85 ved udgangen af 2001 til nogle enkelte projekter ved udgangen af 2004. For det enkelte projekt vil der være tale om en drastisk overgang fra 70% eller 50% statslig løntilskud til 0%. Nogle projekter vil have et par år til at afsøge mulighederne for at fortsætte, mens andre har fået sat stolen for døren med mindre end ½ års varsel. Udfordringen bliver at finde alternative kilder til finansiering af den grønne guide. De mest nærliggende til at træde til med (øget) støtte er de parter, som allerede spiller en stor rolle i projekterne. Kommuner, boligforeninger, idrætsforeninger, uddannelsesinsitutioner og museer er alle vigtige aktører, der har deltaget aktivt ved formuleringen, opstarten og gennemførelsen af Grøn Guide projekterne både som deltagere i styregrupperne og som bidragydere ved finansieringen, og som har haft stort udbytte af guidernes indsats. Umiddelbart ser det ud til, at kun en lille del af Grøn Guide projekterne vil kunne fortsætte, når Fondens tilskud falder bort. I de store byer tegner der sig en mulighed for, at kommunerne går ind og viderefører grøn guide projekterne med fuld kommunal finansiering. Først og fremmest ser det ud til at (en del af) projekterne i Århus og København bliver videreført. Det vides dog endnu ikke i præcis i hvilken form. I de mellemstore byer såsom Roskilde, Ikast og Herning kan det være en realistisk mulighed, at guiderne i forskelligt omfang bevæger sig fra at virke som "egentlige grønne guider" til også at skulle varetage kommunale opgaver, f.eks. i forbindelse med lokal Agenda 21 arbejdet eller som miljømedarbejder i forvaltningen. Situationen de steder, hvor kommunen ikke kan eller vil gå ind med en betydelig finansiering, ser meget dyster ud. Fuld lokal finansiering af den grønne guide udelukkende baseret på bidrag fra lokale organisationer og foreninger vil langt de fleste steder være helt urealistisk. Evalueringerne af Grøn Guide Ordningen har klart vist, at en afgørende styrke ved guiderne er deres rolle som "fri spiller", der kan bevæge sig frit i forhold til en række forskellige aktører, herunder kommunen. Som nævnt i afsnittet om kommunernes rolle vil en af udfordringerne i den kommende tid blive at finde en form, hvor overgangen til fuld eller overvejende kommunal finansiering ikke ender med, at guiderne bliver "kommunale embedsmænd". En måde at sikre guidens forankring uden for den kommunale sfære og bibeholde det brede netværkssamarbejde kunne være at videreføre guidens styregruppe. De grønne guiders arbejde varierer meget fra projekt til projekt. Dette er en naturlig følge af, at de baserer sig på lokale kræfter og prioriteringer. Den Grønne Fond har via rimeligt ensartede retningslinjer for projekternes organisering og gennemførelse fastlagt i forbindelse med bevillingen af det statslige løntilskud etableret en række fællestræk ved Grøn Guide Ordningen. Selvom disse bevillingsbetingelser fortsat står ved magt og vil blive fulgt op af Miljøstyrelsen, vil ordningens profil alt andet lige blive svækket i takt med, at det enkelte projekt finder sin egen vej frem. Hvis tilstrækkeligt mange grøn guide projekter overlever med en række fællestræk bibeholdt, vil det have mening at tale om en videreført Grøn Guide Ordning. De præcise konturer af en sådan fremtidig Grøn Guide Ordning er imidlertid vanskelig at forudsige. Der vil sandsynligvis kunne eksistere et samarbejde mellem kommunalt ansatte grønne guider, men om deres arbejde vil være tilstrækkelig ens og i øvrigt adskille sig afgørende fra f.eks. lokal Agenda 21 medarbejdernes for stå hen i det uvisse. Denne uvished i forening med de ringe udsigter til en mere omfattende forankring af grøn guide projekterne sætter fokus på behovet for at integrere de erfaringer, der er indhøstet, og videreføre de indsatser, som de grønne guider har igangsat, i andre sammenhænge. Udvikling af samarbejdet og udvekslingen mellem de grønne guider og andre lokale miljøvejledere (naturvejledere, Agenda 21 koordinatorer, energivejledere osv.) bliver derfor af afgørende betydning fremover.
|
